Det var måske blot drømme og håb, om en dag at komme længere væk end Dianthos. Måske var det blot en drøm, og ikke ting som ville blive til virkelighed? Hvad skulle hun overhovedet deroppe. Hun vidste jo godt hvor hun hørte til, hvor hendes fokus og hendes prioriter skulle ligge. Hun skulle ikke ud og rejse nu, det ville være forkert. Hun burde søge efter en mand, som kunne være den person som gav hende svar på de mange andre drømme hun gik med. Aaliyah hungrede selvfølgelig også efter børn og familie. 
Hun kunne godt forstå hvorfor Pompeia lød overrasket på svaret, for Nordlandet var måske ikke oplagt, men det var meget anderledes end her - komplet modsat. Koldt og goldt, med en meget anderledes kultur og natur. "Det er jo blot en fjollet tanke, og en fjollet drøm" Svarede hun roligt med et lille smil, "Men historier om de store sneklædte bjerge, virker interessante og smukke" Forklarede hun efterfølgende. 

Aaliyah kunne tydeligt se i Pompeias øjne at hun mente alle hendes ord, hun så virkelig frem til at blive hans kone og starte en familie med Jontar. Aaliyah kunne mærke en misundelse. "Det er dejligt at høre, at du glæder dig, kære" Hun var sikker på at Fyrsten havde lagt store planer for den fest, det var trodsalt hans arving. "Åh, jeg har blot forhåbninger om at i vil få jer et smukt liv sammen. Men ellers så er jeg sikker på at jeg nok skal nyde jeres fest" Hun havde ingen idé om hvilke gæster der ville komme, men når familien Kazimi lagde en fest an, så blev det stort. 

Måske hun satte skår i drømmene, hvilket aldrig var nogens hensigt. Måske nogens, men ikke Pompeias. Hun ønskede vitterligt ikke at fjerne Aaliyahs drømme og muligheder fra hende, for hun havde muligheder og de skulle selvfølgelig benyttes. 
Pompeia blødte lidt op og smilede med medlidenhed til sin kommende svigerinde; "Det er absolut ingen fjollet tanke," det kom en anelse bestemt ud, hvilket det måske også var. Det sneklædte landskab, noget Pompeia kun kunne forestille sig igennem malerier og beskrivelser, fortællinger fra andre og drømme. Det var noget som hun, Aaliyah, burde få at se. Det ville næsten være forrykt hvis ikke hun fik det set. 

Brylluppersnakken optog deres fokus, og hun mæskede noget frugt i sig, dog elegant og forfinet. Kvinder spiste jo ikke som de barbarer til mænd. "Der bliver jo inviteret adelige fra hele landet, kommer der ikke nogen du kender?" spørgsmålet var måske ledende, men Aaliyah havde en irriterende tendens til at holde fokuser mod Pompeia og Jontar. 

Det var ingenlunde Pompeias skyld, da drømmene blev pakket væk, som de gjorde. Det var blot hendes egne mange tanker, som spillede hende et puds. Det var altid rart at føle en opbakning fra familien, som Aaliyah nu så Pompeia som. Hun skulle giftes med hendes bror, og derfor var hun selvfølgelig familie. Aaliyah skulle være faster til deres børn, når de en gang kom. "Det må tiderne vise, om de er" Det var måske den bedste måde at glatte det hele ud på, for hun måtte ligge det i hænderne til fremtiden.

Det var vist fint nok at få skiftet fokus fra hende selv og til noget som var vigtigere, i form at brylluppet som snart skulle stå. Der ville komme mange som Aaliyah kendte, men ville det være nogle som hun gad at have lange samtaler med? "Der kommer helt sikkert mange, som jeg kender" De kendte jo mange igennem familien og alle de handler som de lavede, men det var kun på navne basis, "Det skal du slet ikke bekymre dig om, Pompeia. Jeg glæder mig til jeres aften og fejre jer" Lød det ærligt fra hende, med et varmt smil.

Det var vel ingen hemmelighed at Kazimi-slægtens mange børn var lige så hemmelighedsfuldt som deres fader. De var alle labyrinter man skulle lære at navigere i. Det ville nok tage hende evigheder at nå ind til de andre, Jontar var dog lige så besværlig, selvom han fremstod som ligefrem og ærlig over for hende, var dette jo ikke et tilfælde. Hun havde jo ikke set alle hans sider endnu. 

Det ville nok tage nogen tid endnu, før Aaliyah ville dele de ting med hende, men det gjalt vel begge veje. "Jeg glæder mig også til at kunne fejre dagen med dig," sagde hun med et lille smil og alle dagene efterfølgende - nyheden om børn og meget mere. Det var jo bare et spørgsmål om tid. 

Aaliyah følte allerede en tilknytning til denne Pompeia, så at hun skulle være en del af familien, havde hun bestemt intet problem med. Hun glædede sig på Jontars vegne, at han havde fundet en kvinde som hende, en kvinde som ville blive en fantastisk moder og en fantastisk kone overfor ham - Han skulle blot behandle hende godt. Men det var klart at familiens mange børn, var meget hemmelighedsfulde og der var altid noget at lære om dem alle sammen på hver deres måde.

"Tænk ikke på mig" Kom det roligt fra hende med et varmt smil, og hun mente det skam, "Du er aftenens højdepunkt, du er kvinden alle vil kigge på og nyde. Du får slet ikke tid til at skænke mig en tanke, det er jeg sikker på og det skal du heller ikke, kære Pompeia" Aaliyah var sikker på at hun nok skulle nyde den aften på den ene eller anden måde, men at Pompeia skulle bruge tid på hende, følte hun ikke var den rigtige prioritering, "Du skal glæde dig til denne tid, hvor du er højdepunktet, kære"

Vås, hun skulle nok tænke på hende, måske ikke den aften, men alle andre dage skulle hun nok skænke sin svigerinde. "Jeg må være ærlig," - "Jeg ønsker nok kun at være i højde punkt for Jontar," erkendte hun ydmygt og lod blikket skævede lidt ned ad. Det var nok ikke særlig gemalinde-agtig, men de havde brugt mange måneder på at vænne sig til hinanden og blive klar til ægteskabet, men de vidste aldrig hvornår det lå før for nogen tid siden, så de havde ventet i spænding. Hun undede dog Jontar det, at han kunne stadigvæk té sig som han ønskede, ikke at han gjorde det. Hvad hun vidste af selvfølgelig. 

"Skal vi strække benene lidt?" spurgte hun og lod fødderne blive plantet på jorden inden hun rejste sig og rettet kjolen fri for folder. "Jeg håber vi kan gøre dette en del oftere," 

Åh, hun var allerede så loyal overfor ham, ikke at der skulle være noget galt i dette, og hvis Jontar virkelig har de tanker som Pompeia fortalte om, at hun skulle have lige så vigtig en rolle som ham selv, så gik de en lys fremtid i møde. Men Aaliyah var sikker på at Pompeia nok skulle være en del af højdepunkterne for den aften, en af de smukkeste brude som der var blevet holdt bryllup for. Hun skulle se sig selv som værende en del af det snart at være en Kazimi. 
"Du er meget mere end det, Pompeia. Du vil slet ikke være til at stå for den aften. Hvis du ønsker min hjælp til at gøre dig klar inden ceremonien, må du endelig sige til" Aaliyah smilede varmt til hende, det var vigtigt at kvinderne holdt samme.

Det lød bestemt som en god idé, at få strukket benene. Man blev næsten unødvendig dove og træt af at sidde der, så en spadser tur rundt i den store have, virkede ikke som nogen dum idé.
"Det lyder bestemt som en idé" Efter samme sætning rejste hun sig, med samme bevægelse ned af kjolen, som Pompeia lige havde gjort. "Det ville være synd, hvis vi ikke kunne holde denne lille ting ved lige, især efter jeres bryllup" Endnu et kærligt smil blev sendt hendes vej, som de langsomt gik igennem haven.

Fingerne blev flettet sammen og lå foldet fint sammen fornede af skødet, som hun beundret sin svigerinde. "Selvfølgelig skal du da være med til forberedelser der, det er der absolut intet spørgsmål ved, Aaliyah," bekendtgjorde hun med en smil og et lille bestemt  toneleje. Det ville være kedeligt og forkert hvis hun stod alene med det, selvom hun selvfølgelig ikke var alene - men Aaliyah skulle af alle være med det. 

Fødderne satte så stille i gang, og hun lod hovedet dreje for at se på Aaliyah, "Du må også fortælle mig om din tur til Dianthos efter brylluppet, for jeg tvivler vi når det inden da. Men det bør næsten være mindst en månedligt ting, hvis ikke jeg kan snige det ind til en ugentlig ting med dig," selvfølgelig skulle Jontar ikke gå i glemmebogen, men én dag eller til fra med en af hans søskende gjorde vel ingen skade. De kom jo til at gå op ad hinanden før eller siden - i hvert fald indtil Aaliyah blev giftet bort. 

Hun var uden tvivl smuk, som hun sad der i puderne med flettede fingre og i den yderts smukke kjole, som hun var trukket i, denne dag. "Det vil selvfølgelig være en ære, at hjælpe dig med at gøre dig klar til den aften" Der ville bestemt være en ære, at hjælpe hende. Godt nok havde de tjenestepigerne til den slags, men at hun kunne være med, kunne være endnu en mulighed for hende, at komme tæt på Pompeia og lære hendes nye svigerinde bedre at kende.

Vejret var utrolig smukt denne dag, så at bevæge sig rundt i haverne med hende, virkede bestemt ikke som den dårligste ide, hun kunne være kommet på. "Jeg vil elske at fortælle dig om mine ture. Jeg har en planlagt, om kort tid inden brylluppet. Blot for at komme lidt ud" Hun smilede varmt og en smule drillende over mod Pompeia, som de gik ned igennem de mange bede med blomster, "Lad os helt sikkert gøre dette til en fast ting at mødes og tale lidt" Smilet sad stadigvæk på hendes læber, "Det er bestemt ikke fordi at jeg ikke vil sidde med dig hele dagen, men jeg har nogle ærinder i byen som jeg nok hellere må se til" Hvis hun kunne havde hun gerne brugt dagen på Pompeia, men hun gav hende et varmt venskabeligt kram, inden hun søgte videre med et kort farvel.

Freden de havde nydt og skabt for hinanden kom hurtigt til vejs ende, selvom hurtig nok ikke var sandheden, det føltes blot sådan. Der var ikke så meget at sige i sidste ende, andet end at lade sig omfavne i det varme venskablige frem som hun blev budt. Selvfølgelig blev det heller ikke afslået, tvært i mod gengav hun det i lige så samme grad som hun modtog det. Jontar ventede nok alligevel på hende, så det fik fint hånd i hånd.