Tegningen af Dreng var færdiggjort da hun hørte støj ovenover hende. Det var nok Joey der endelig var blevet færdig med badet. Hun lagde blyanten og tegningen fra sig og fulgte Dreng med op. Hun stod midt på trappen da hun så ham. Håret var stadig vådt efter badet og han var iklædt det samme hullede tøj som før. Underligt, hun havde da lagt noget andet frem til ham. Gad vide om det var fordi det ikke passede? “Kunne de ikke være i det tøj jeg havde lavt frem?” Spurgte hun ham en anelse forvirret. Godt nok var han højere end hendes fader, men hun mente dog sagtens han kunne klemme sig i tøjet. Især når det var noget som ikke længere passede ham grundet hans vægttab. Det burde jo næsten være løst på ham.

Joey virkede en anelse forvirret om, hvad hun snakkede om. Derfor uddybede hun sin sætning: “det tøj foran døren? Tænkte de ville have vasket deres eget tøj - eller i det mindste få syet hullerne sammen,” forklarede hun og lagde hovedet en anelse på skrå. Hun gik nu helt op af trappen, fordi ham og tøj det fremlagte tøj i hånden. Der var da ingen grund til at tage et bad, hvorefter man iførte sig beskidt tøj igen. Det virkede da helt fjollet fra hans side. 

Han kiggede meget  forvirret på hende som hun nævnte tøj og han pegede på hen på tøjbunken og trak lidt på skuldrende. "Det
øøøh... Det ved jeg ikke" svarede han blot og kiggede stadig forvirret på hende som hun trængte forbi ham og hen til tøjet som hun tog op i hænderne. Skulle han have DET på?! Hvad så med hans eget tøj?! Det var da fint nok. Ja en anelse beskidt med blod på og ikke nær så hvid som skjorten en gang havde været men det var da alligevel pænt nok til ham. Han lignede en bums, men det var jo også det han var.

Så da hun tog tøjet og rakte frem imod ham tog han det og lod skjorten falde bagover og ned på gulvet. "Jeg kan da prøve" svarede han og kiggede på hende. Ærlig talt havde han ikke overvejet at det tøj var noget han skulle prøve og så tage på. Men det var da et forsøg hver at prøve og tage på. Så han gik forbi hende og ud på badeværelset igen. Blot for at lade skjoren ligge hvor den var blevet taget af. Okey han skulle altså prøve dette her stykke tøj. Alligevel fik han da tøjet på. Det stumpede en smule eftersom han var høj og ranglet, men han fik det da på. Han prøvede at trække lidt i tøjet for at gøre det længere men lige meget hjalp det.

Han trådte ud fra badeværelset med sine slidt og hullet bukser og kiggede ned på Lilac som var gået nede under med hans skjorte igen. "Så øøøh... Hvor skal jeg gøre af bukserne?" spurgte han da han begyndte at gå ned af trappen med bukserne i hånden og det stumpet tøj på.

Joey bevægede sig ind på badeværelset og imens gik hun igen nedenunder. Hun ville vaske tøjet først, hvorefter hun ville sy det sammen mens det stadig var vådt. På den måde kunne hun gøre det mest effektivt. Hun havde allerede sat skjorten i blød da Joey kom ned. Det ville være en skam at sige, at tøjet passede ham. Det var både for løst, men samtidig for kort. En dårlig cocktail som fik ham til at se halvakavet ud. Hun kunne nu se hvor høj og ranglet han reelt set var. Hun tog bukserne fra ham. “Dem tager jeg,” svarede hun ham og lagde også dem i blød. Gad vide hvordan han havde fået så meget blod på sig. “Jeg tænker de vil foretrække at få dette tilbage, når det er tørret og lappet sammen igen. Jef er ikke nogen dygtig syerske, så jeg håber ikke de er kræsen hvad de angår?” Spurgte hun ham og vendte blikket fra tøjet og mod hans retning. Han virkede ikke til at vide, hvad han skulle gøre af sig selv. 

“De kan bare sætte dig ved bordet. Jeg kan finde noget mad frem mens tøjet ligger i blød,” foreslog hun mens hun stadig skrubbede blodplettet af. En umulig opgave. Til sidst måtte hun også opgive og lade trøjen blive i baljen. Hun skiftede dog vandet en enkelt gang, da det var allerede blevet brunt af at den skidt som kom ud fra det. Hun lod det ligge deri i blød. Hun mente, at det ville være godt for tøjet. Nu gik hun hen til en af skabene og fandt noget bedre brød frem til Joey og hende selv. Hun var også gået hen og blevet sulten. Hun fandt dernæst noget pålæg frem, to tallerkner og glas. Hun tog det hele med hen til Joey og fyldte glasset med vand. “Tag for dem,” sagde hun blot inden hun selv begyndte at anrette sin mad.

Joey var fuldstændig ude af sig selv, og han vidste bestemt ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Inden han overhovedet havde fået set sig om og som et lyn fra en klar himmel var bukserne taget fra ham og smidt i noget grumset vand. Han trak lidt på skuldrende og gik nærmere baljen og sin skjorte da han hørte hendes ord. Ville hun lappe hans tøj?! Hvorfor det?! Det kostede krystaller den slags! Det var jo bare tøj! Gammelt tøj, men tøj han selv havde fundet som var blevet smidt ud. Så hvorfor skulle hun bruge stof på at lappe et par enkelte huller i tøjet?! Han forstod det ikke og rystede bare oå hovedet lidt over sine egne tanker. "Kræsen? Hvad er det?" spurgte han og trak lidt på skuldrende af sit eget spørgsmål. Han var trods alt ikke for klog den unge mand som ikke engang havde lært noget som helst under sin kontrakt. Den havde bare levet sin gang og ha gjorde som han fik besked på. Så slap han for flere klø end dem han havde fået i forvejen.

Da hun sagde at han bare kunne sætte sig kiggede han lidt på stolen og på bordet men besluttede at det nok ville være bedst. Så som sagt så gjort satte han sig på stolen hvilket bare resulterede at bukserne stumpede endnu mere og faldt lidt ned bagpå. Hænderne lagde han op på bordet hvilket også fik trøjen til at stumpe en smule mere. Han blev vidst aldrig helt tilfreds med dette tøj. Kunne han ikke bare få sit eget på igen?! Han var da lige glad med at det var beskidt.... Dog var der problemet med at det var vådt nu, så det ville klistre og han ville ende med at blive syg. Hvilket han ellers aldrig havde været i hele sit liv.
Han stirrede lidt på Lilac som hun begyndte at finde ting og sager frem og sætte på bordet. Aldrig havde han set så meget mad et sted, ud over markedsboderne. De havde altid så meget mad, og hver gang han gik forbi knurrede hans mave. "Ehm... Okey" han stirrede lidt på maden og kunne mærke sulten komme over ham. Han havde trods alt ikke spist noget ordentligt i noget tid. Så om han kunne beherske sig var en anden side af sagen. Med langsom håndbevægelse tog han fat i noget brød og kiggede på det. Det var da ikke dårligt og havde mug på sig, for det havde han også spist før. Straks tog han noget kød af en art han ikke vidste hvad var og smed på brødet inden han puttede det i munden og smagte på det. Dreng kom over til ham og lagde en pote op på hans ben og stirrede på ham med savl løbende ned over mundvigen.

Han virkede meget forvirret over hendes venlighed. Noget der undrede hende. Alle de personer hun havde stødt ind i, havde altid været flinke og hjælpsomme. Hun var sikker på, at hun ville modtage hjælp fra andre hvis hun endte i hans sko - hvilket hun selvfølglig aldrig ville gøre. Et eller andet sted var Lilacs tankegang sød, men også utrolig naiv. Hun havde altid været smuk og priviligeret, hvilket reflekterede i hendes tankegang og væremåde. Hun vidste det nok ikke engang selv, da det var en ubevidst ting. Lilac syntes derudover at Joeus uvidenhed var… spøjs? Han kendte ikke de fleste frugter og nogle ord virkede komplet fremmede for ham. Ord, som for hende virkede som en del af det almene vokabularium.

“Haha jeg skal nok prøve på at få deres tøj til at tørre så hurtigt som muligt. Desværre har jeg ikke nogen form for magi der kan hjælpe os på der,” sagde hun da Joey tydeligt var utilfreds med det tøj han måtte bære mens de ventede. Han så også ret sjov ud i det. Han tog også for sig af maden som om han ikke havde spist i flere dage - måske havde han ikke spist i en længere periode? Lilac kiggede bare lidt på ham og lod ham have ro. Selv tog hun en Skive af brødet med lidt pålæg på. Hun var dog ikke virkelig sulten, men hun ville ikke have, at det lignede hun kun gjorde dette for hans skyld. Det kunne jo være, at han ville finde det nedladende. Hun vidste ikke, hvor desperat man blev, når man rigtig levede i udkanten af samfundet.

Der var så mange ting Joey ikke vidste eller kendte til han var uvidende på så mange ting. Selvom der var mange ting han gerne ville kunne men han ikke vidste hvordan man startede. Han havde aldrig haft en fjerpen i hånden, så hvordan man tegnede vidste han ikke engang. Men det var noget af det han ønskede sig når han nu gerne ville designe tøj. Med mindr han bare gjorde det i fri fantasi. Han havde da syet lidt på et stykke stof takke være Sarril, og hun havde da også ville sy hans pæne bukser med lappen. Me hvorfor havde han ikke haft sin sæk med sig?! Der var i det mindste tøj i at han kunne passe. Dette her var bare umenneskeligt!

"Det øøh... Haster ikke" han smilte svagt,men smilet forsvandt hurtigt igen, han ville ikke være til besvær, og tænk en gang at hun boede i sådan et pænt hus, og ha bare levede på gaden. Det var længe siden han havde haft en bolig at bo i. Gaderne var hans hjem og havde været det i fem års tid hvis ikke mere. Han havde ikke rigtig styr på det mere. At han var taget til storbyen var blot en lille gevinst. Han havde aldrig regnet med at bosætte sig  i Dianthos. "Jeg kan vel ikke.. Sådan gå i vådt tøj" kom det ra ham og tog en bid mere af sit brød med det stykke kød på. Langsomt rakte han det ned imod Dreng som tog resten a maden. "Ved Zaladin!" han havde nær fået bidt fingrene af eller sådan føltes det, da Dreng var lidt for ivrig og allerede havde savlet på bukserne.

Hun havde endeligt fået lokket et smil ud fra Joey, men det forsvandt som dug for solen. Hvor blev det mon af? Lilac kom med et lille genert smil til ham i stedet for at se om han ville spejle hendes udtryk. “Nej det kan vi ikke have de gør. Jeg går ud og hænger det til tørre med det samme,” svarede hun, da hun var selv lige blevet færdig med at spise sit eget stykke brød og gik tilbage for at kigge til tøjet. Hun vaskede det af og begyndte at vride vandet ud af det. Dernæst hang hun det til tørre. Hun nåede lige at komme tilbage og se hvordan Dreng næsten var ved at bide Joey fingre af.

“Han har lige fået mad og er allerede sulten igen,” sagde hun med et lille grin, mens hun igen satte sig hen til bordet. På vejen gav hun dreng et lille strøg over ryggen, men han reagerede ikke, da alt opmærksomheden stadig var på maden. Da hun havde sat sig på plads tog hun fat i papiret fra før.  “Se hvor sød han så ud mens de var i bad.” Hun vendte tegningen om mod Joey. På papiret var Lilacs skitse af Dreng der lå fornøjet på siden med glade øjne og tungen ude. Det var tydeligt at se, hvor fornøjet han var efter den sidste fodring. Utroligt dette billede kun blev tegnet for ganske kort tid siden og nu lignede den selv samme hund en, der ikke havde fået mad i evigheder.

Atter alene igen som Lilac havde rejst sig fra stolen og bevægede sig hen tiløjet og ville hænge det op. Han stirrede lidt rundt i lokalet og kunne ikke tænke sig til at bo i et hus eller et andet sted. Han havde boet i Dianthos gyder så længe at han dårligt nok vidste hvad dag det var. Ikke at han kendte uge dagene eller hvornår det var enskiftende måned. Han kunne kun mærke det på vejret fordi det blev mere koldt. Men det ændrede ikke på at han bare kunne regulere sin kropsvarme så han ikke frøs. Han havde aldrig haft en sygdag i hele sit liv, og han vidste ikke engang hvad det ville sige at være syg. Da Sarril havde forstuvet sin fod troede han jo at hun ville dø!

"Han er... Bare glad for mad" svarede han og klappede dreng lidt på hovedet men hans mave knurrede stadig. Det ville bare være uhøfligt at tage mere uden at få lov. Han havde da alligevel lidt pli når det kom til stykket. Det var det sammemed at beherske sig for at spise det hele på en gang. Han kunne sagtens rode i en skraldespand for at finde mad til ham og Dreng, og en sjældent gang i mellem var han mere heldig end andre gange.
Da Lilac vendte et stykke papir imod hamkiggede han på det og fik store øjne. Det lignede jo Dreng på en plet! Ned til mindste detalje! Hvordan kunne hun? hvordan havde hun?! De var utroligt! "Wauw...." kom det fra ham og tog papiret op i hænderne for at nærstudere det. Hvis bare han kunne gøre det ville han være glad. "Det er.... Wauw" han kunne slet ikke komme på et ord der dækkede det han netop sad med i hænderne.

Lilac kom med et stort smil da Joey så helt forundret på hendes tegning. Det fik hende til at boble indeni med stolthed. Tænk at han syntes at den var så fantastisk? “Jo altså. Jeg arbejder som en artist,” fortalte hun en anelse genert. Selvom hun var glad for at få ros, så vidste hun ikke rigtig hvordan hun skulle reagere. “Men normalt bruger jeg ikke en fjerpen til at tegne, men maling til mine lærreder,” forklarede hun og pegede mod et maleri på væggen som hun havde lavet. 

På billedet kunne man se en kvinde iført en hvid kjole. Hendes lange brune hår var halvt sat op og halvt løst. Hun sad i en eng og plukkede blomster mens solen lå lavt og kom med et gyldent lys som dækkede hele billedet. Det var idyllisk, ganske romantisk og et glansbillede af virkeligheden. Lilac gjorde sig meget i at vise det smukke ved livet. Hun brød sig ikke om at tænke på døden eller lidelser ved livet. Måske var det derfor hun havde hjulpet Joey. Det ramte hende hårdt at se, at nogen kunne leve sådan en tilstedeværelse. Især nogen så ung som hende selv. Hun kunne ikke forestille sig at leve det liv han havde gået igennem. Hun ville ikke engang skænke det en tanke.

Hanvar virkelig overrasket over hvor godt tegningen så ud. Han var relat imponeret om end at han ikke rigtig vidste hvordan man satte ord på den slags. Han vendte sig om som hun begyndte at snakke om et billede bag sig. Han rejste sig op og gik hent til det for at beundre det. Hvordan kunne man være så dygtig? Hun måtte virkelig have lært noget ved at bo i hus og have forældre. De måtte have gjort alt for hende. Frem for hans der blot havde solgt ham på kontrakt. Ha lod en hånd glide om bag ryggen og kløede sig nederst på ryggen hvor arret sluttede. Det gjorde lidt ondt efter at have været i det varme vand, men det havde sikkert hjulpet det som det skulle.

"Jeg ville ønske... At jeg kunne tegne" svarede han stille men sandfærdigt. Der var mange ting han ønskede her i livet, men det var bare ikke meget man kunne med så få midler som han havde. Han rodede jo i skraldespande for at finde gammelt mad der alligevel var blevet smidt ud fra markedspladsen. De bedste steder havde han aldrig sagt til nogen hvor var. Men bag slagteren var der næsten altid tørret kød at finde. "Det er virkelig... wauw.... Hvordan gør du... Det?" spurgte han og vendte sig om for at kigge på hende stadig med hænderne på ryggen.

Joey var gået hen for at nærstudere billedet foran ham. Han sagde ikke noget, men ud fra blikket i hans øjne kunne hun se, at han var imponeret af det. Hun frydede sig over det. Hvem ville ikke det? “Alle kan da tegne… men man er vel bare på nogle forskellige niveauer,” sagde hun, da hun virkelig troede på sine egne ord. Alle kunne tegne en hund hvis de ville. Dog ville den ene tegning nok være mere realistisk og genkendelig end den anden. I teorien kunne man vel tegne en blop og kalde det en hund. Det så hun tit børn der gjorde. Det gjorde hun nok også selv da hun var yngre. Nu var det dog ikke nok bare at tegne en krusedulle og kalde det for et kunstværk.

“Uh oh, altså jeg har malet siden jeg gik dem til knæskallerne. De første år malte jeg bare fordi jeg syntes det var sjovt, men med årene blev jeg så dygtig, at mine forældre mente jeg burde have en underviser til at forbedre mine evner. Jeg har stadig en del at lære, men jeg er betydeligt bedre nu end for blot to år siden,” forklarede hun ham og indså, hvor priviligeret hun egentlig var. Joey sad her, i noget andet tøj end hans eget, og var overbevist om, at han ikke vidste hvordan man brugte en fjerpen. Hm. Han var virkelig fra en helt anden verden.

Uanset hvad Lilac kunne fortælle ham troede han ikke på det. Bestemt ikke da hun sagde at alle kunne tegne. For han kunne ikke! Han var dårlig til alt ting, havde aldrig lært noget, hvade blot fået klø når han ikke makkede ret og gjorde tingene hurtigt nok. Det var sådan hans liv havde været. Da han så var taget hjem til Topalis var han blevet mødt med ubehag af sin familie som dårligt nok ville kendes ved ham. Hans mor og søster var død i en brænd og alligevel havde ingen sagt noget til ham, det var en af de ting han helt selv måtte finde ud af ved at tigge sin mor. Hun havde lagt om længe overgivet sig og fortalt ham sandheden. Hans far var den eneste der rigtig havde holdt af ham. "Jeg kan ikke. Jeg kan ikke engang læse eller skrive" han sukkede lidt af sine ord og lagde armene over kors for at omfavne sig selv i en trøst. Han ville gerne så mange ting, men det kunne han ikke. Han kunne ingen ting. Han kunne trække på gaden, det var det som han var god til. Bort set fra at tigge om krystaller, og det gik sjældent godt heller.

"Jeg synes duer god" han vendte sig om imod hende stadig med armene rundt om sig i en omfavnelse. "Du må have gode forældre, bedre end mine" han mumlede det nærmest men det var stadig højt nok til at ville kunne høres hvis hun stod tæt nok på ham. Han ville ønske at han bare kunne et eller andet, nu havde han netop lært at sy en smule. Eller det havde ikke været kønt, men det havde han da klaret efter et par forsøg på en lille stof firkant. Ja han havde koncentreret sig en del for overhovedet at få det til at se ordentligt ud, og tungen havde da også været ude af munden. Men det var ikke noget han klagede over. Nu sad lappen jo på hans pæne bukser i sin bylt som han ikke lige havde med sig i dag. Det var næsten en skam, så kunne han da have fået ordentligt tøj på, i stedet for dette tøj der stumpede.

Hun rystede på hovedet af hans negativitet. “Pjat med det. Kom, jeg lærer dem det!” Sagde hun entusiastisk og begyndte at gå imod ham. “Hvis de synes jeg er dygtig, så må jeg vel være den perfekte person til at introducere dem til den nye verden,” svarede hun optimistisk. Hun var ikke sikker på, hvad hun skulle sige til kommentaren om sine forældre. Jo, hun vidste godt at hun var en heldig kvinde. Gun var født ind i rigdom med en kærlig familie, men dog havde det også sine ulemper. Lilac følte dog ikke det var det rette selvskab at beklage sig i. Hin var sikker på at Joey havde oplevet værre end hende. Til hvilken grad vidste hun ikke, men hun var også bange for at spørge. Det var nok derfor, at hun lod som om, at hun ikke hørte hans sidste kommentar. Det var blot nemmere at ignorere det grimme og holde det ved overfladen.

Hun tog fat om Joeys underarm og trak ham med sig og ud af hans egen omfavnelse. Selvom Joey virkede til at have en relativ negativ indstilling til det, så var hun fast besluttet på at hun ville dele sin passion med ham. De kunne da starte med fjerpennen frem for malingen. Alle farverne ville nok være intimiderende for en person, der aldrig havde holdt hverken en pensel eller pen. Hun havde aldrig været nogens lærermester og hun tvivlede på, at hun ville være god til det heller. Hun placerede Joey ved bordet igen og tak sig egen stol hen ved siden af ham. Derefter fandt hun noget papir og en fjerpen frem. “De skal holde den sådan,” sagde hun og demonstrerede, hvordan hun bedst kunne holde fast i dem, samtidig med at hun kunne holde kontrollen over den. Derefter gav hun den til ham. “De skal nok ikke få for meget blæk på den med det samme, da det hurtigt kan blive en stor klat frem for en fin streg. Så hellere skulle dyppe den flere gange,” forklarede hun og kiggede forventningsfuldt på ham. Hun vidste endnu ikke, hvad han ville tegne. Gad vide om han gjorde?

Måske var han negativ men ærligt talt han kendte ikke til andet. Han havde aldrig haft et godt liv når det kom til stykket, det havde været fyldt med smerte fra han var barn til han var 16 hvor hans kontrakt udløb efter flere års tjeneste hos forskellige familier. Det var ikke det samme mere. Den eneste der havde holdt af ham i hans familie var hans far, og da han døde i vulkanudbruddet sammen med hans søster ramlede familien sammen og så ikke til hans side når han prøvede at hjælpe dem. Han gjorde alt for at hjælpe dem og alligevel hadet de ham når han prøvede at gøre det rigtige. "Jamen...." havde han overhovedet noget valg i ikke at gøre dette her sådan som hun hev i ham og fik ham til at løsrive sine arme fra sin omfavnelse. Han bed sig i læben da hun tydeligvis ville have ham til at sætte sig ved bordet. Han havde aldrig overvejet at han skulle lære at tegne, men så igen han havde ikke engang overvejet at lære og sy, det var kun fordi Sarril havde bedt om at gøre det og fordi han ville lære det.

Dette her var næsten for meget af det gode men han havde ikke lige frem noget valg, så meget modvilligt satte han sig ned på stolen og så hende tage fjerpen og papir frem. Da hun viste ham hvordan han skulle holde en fjerpen prøvede han og rettede tungen ud af munden. Meget koncentreret prøvede han at holde fjerpennen som hun havde vist, men det virkede som om fjerpennen ville den anden vej end lige ham. Alligevel blev han ved med at prøve til den lå ordentligt i hånden på ham, eller det mente han da selv at den gjorde.
Straks kiggede han på blækket i blækhuset og vidste ikke hvad han skulle gøre. "Åh" han dyppede den i blækhuset men vidste ikke hvor længe han skulle gøre det så han holdte den lidt for længe i stedet for bare lige et hurtigt dyb og tog den op af huset. Straks begyndte det at dryppe med blæk og han fik noget på fingrene. Han var helt rundt på gulvet over at han nu skulle tegne men hvad skulle han tegne?! Han kendte ikke noget til noget kendte ingen. Og han ville bestemt være den dårligste artist nogen sinde! "Øøøh... Hvad så nu?" spurgte han og kiggede lidt på den dryppende fjerpen som han holdte uden for papiret så det ikke kom på papiret men på bordet og hans fingre.

Joey så sød ud når han koncentrerede sig. Han fik et helt seriøst blik i øjnene, men samtidig stak han spidsen af tungen ud. Kontrasten mellem de to udtryk var så stærk, at hun ikke kunne holde et lille fnis inde. Hun holdte det for sig selv og hvis Joey kiggede på hende ville han ikke kunne se andet end et smørret smil. Han virkede dog til at have opmærksomheden rettet et helt andet sted hen end hende. Allerede inden han havde fået fjernennen væk fra blækket kunne hun se, at det ville gå galt. De begyndte at dryppe alle steder hen. På hans fingre, på bord- ikke på bordet! Hun skyldte sig væk for at finde en klud sådan hun kunne få den stadig flydende blæk tørret af. 

“Uh altså, hvad vil de tegne? Gerne noget simpelt,” svarede hun ham, men han virkede så blank som papiret foran ham. Okay, måske var det ikke en helt så nem opgave som hun havde troet. “Vent her, dryp af på kluden frem for bordet,” instruerede hun ham og begyndte at gå mod sit arbejdsværelse. Okay, hun skulle finde en simpel figur han kunne tegne. Hun tænkte det var bedre han tegnede noget konkret frem for en abstrakt tanke i hans hovede. Hun fandt underligt nok et brev derinde. Okay, han kunne vel godt tegne et brev. Det var blot en rektangel med et stempel. Det kunne han enten vælge at lave simpelt eller tegne i detaljer. De måtte lige se på hvor godt det gik. Hun tog brevet med ind til Joey og flagede det foran hans ansigt. “Her,” sagde hun blot og lagde den foran ham. “De kan tegne den,” uddybede hun, da han virkede ret forvirret over, hvad han overhovedet skulle bruge hendes brev til.

Han havde slet ikke overvejet at bordet kunne gå i stykker af at få blæk på sig hvis det tørrede ind. Han havde slet ikke overvejet at muligheden for at få beskidte og blå fingre også ville være der. Lige nu var hanbare dybt koncentreret om at holde ordentligt på fjerpennen og finde ud af hvad han skulle tegne. Han var mindst lige så blank som papiret. Han havde aldrig overvejet hvad han skulle tegne hvis han en gang fik muligheden. Ja der var da tøj, men hvordan gjorde man lige det?! Han ville jo gerne designe tøj en dag men om han kunne finde ud af det vidste han ikke. Faktisk vidste han ikke engang hvordan man startede, det havde han aldrig spurgt Sarril om når det kom til stykket. han havde jo bare været dybt koncentreret om at sy på stoffet!

"Noget simpelt" hvad var simpelt? En kjole?et par bukser? En skjorte? Hvad var simpelt?! Hvad betød ordet simpelt overhovedet?! Han var mindst lige så blank som før, og da hun sagde han skulle vente og dryppe af på kluden var han lidt for langsom til at et par dråber plettede på bordet på ny. Han skyndte sig at tage fjerpennen over i sin venstre hånd så den stod oprejst, så blækket gled ned af fjerpennen mens han tørrede bordet af. Da Lilac kom tilbage satte han fjerpennen over i højre hånd igen og koncentrerede sig på ny om at holde fjerpennen ordentligt, selvom hans hånd blev mere og mere blå. "Hvad er det?" spurgte han da hun kom med sit 'her' han vidste ikke hvad han skulle med det. Skulle han tegne på den lille overflade?! Nå ja det var lige som stoffet det var også en lille overflade! "Åh... Okey" han kiggede på brevet og lod pennen finde henover det tomme papir der kun havde fået et par enkelte dråber på sig. Lige så stille tegnede han en firkant og kiggede på hende. "Er det rigtigt?" han kiggede ned på papiret og prøvede så vidt muligt at gøre sig umage med hvad han nu skulle stille op.

Joeys højre hånd var blevet hel blå af blæk. På en eller anden måde, havde han også fået formået at få blæk på venstre. Lilac kommenterede dog ikke på det, da hun tænkte fjernende var svær at styre. Hun havde også selv helt gennemfarvede hænder dengang hun var yngre. Det var dog mange år siden nu. “Ja, det er en fin rektangel. Hvad med de også laver stempelet. Måske en smule større end det reelle voksstempel, sådan de kan få en smule detaljer med,” foreslog hun og så over mod stemplet. Det var ikke en perfekt cirkel, men rettere en oval. Mønsteret i midten var af en blomst, en lilje, af hvad hun kunne bedømme. Ikke just særlig kompliceret, men nu var det jo en sand begynder hun havde af gøre med. Desuden havde han ikke et barns tankeløshed, som gjorde, at de kunne tegne helt ved siden af og stadig være stolt af resultatet. Hun havde på fornemmelsen, at Joey godt kunne være ret selvkritisk hvad det angik.

Dreng havde set maden var lagt væk og lå nu foran Joeys fødder. Han kiggede stadig op med de store hundeøjne, hvis nu at der på magisk vis skulle komme noget mad frem. Lilac hav hunden et lille klap mens Joey fandt ud af, hvordan han skulle få tegnet voksstemplet.

Han havde da lavet noget, han vidste bare ikke om det var godt nok. Han var stadig fuldkommen blank for hvad han nu skulle gøre. skulle han dyppe fjerpennen igen og være sikker på han fik mere blå farve på sig? Skulle han bide sig i læben og tage det sure med det søde. Han ville jo gerne lære, og når han først prøvede koncentrerede han sig jo dybt om det han foretog sig. så dette her var jo bare begyndelsen på noget stort. Måske han endag kunne tegne en kjole med små fine detaljer og vise til Sarril. Måske hun ville elske tegningen eller også ville hun bare hade det. Hvem vidste? Lige nu skulle han jo bare prøve det som hun sagde. "Øøøøh? Voksstemplet?" spurgte han i et spørgsmål og vidste ikkke hvad et voksstempel var. Han var trodsalt helt uvidende i alt hvad der skete omkring ham. Men han havde da i det mindste en god hukommelse! Det kunne man ikke bebrejde ham for! "Den der?" spurgte han og pegede på stemplet. Det føltes mærkeligtda han rørte ved det, helt rødt og brudt åben. Skulle han tegne den?!

Da Lilac havde sagt hvad stemplet var for noget kiggede han lidt på sin begyndende tegning og tænkte at det kunne han nok klare! Bare lidt større. Så han satte spidsen af tungen ud af munden mens han tegnede en oval der var halvt så stor på tegningen inde i firkanten. Der var stadig blæk på fjerpennen men den var begyndt at miste lidt glans, efter at han havde fået blæk ud over begge fingre og fjerpennen der var smurt ind i blækket ned langs fjeren. Han dyppede pennen i blækhuset, dog ikke lige så lang tid denne gang som før og den dryppede da heller ikke da han tog pennen op af blækhuset. Havde det overhovedet rørt blækket?! Han var nysgerrig så han satte en finger for spidsen af fjerpennen og konkluderede at han fik mere farve på sig. så var den god nok ikke!? Han satte fjerpennen ned imod sin mere runde form end en oval og ebgyndte at tegne en streg som skulle være stinklen på den skrå lilje.

Da Joey spurgte om voksstemplet pegede hun blot på stemplet i midten. “Ja den der,” svarede hun ham roligt og lod ham derefter have tid til at tænke over, hvordan han ville tegne det. Det var måske ikke den nemmeste opgave, men det var den første genstand på hendes bord. Han havde allerede klaret formen fint. Linjerne var ikke helt lige, men hvad kunne man forvente? det var jo hans første tegning.

Lilac grinte af ham, da han prikkede spidsen af fjerpennen, da han ikke troede den havde suget noget blæk op. “Hvis de gerne vil undgå at blive blå, så burde de ikke røre spidsen. Kunsten er at få så lidt på, at den ikke drypper,” forklarede hun efter hans lille eksperiment. Hun tænkte ikke på at fortælle ham, hvordan mere blæk var lig med tykkere streger og omvendt. Det kunne han finde ud af senere. Da Joey endelig var færdig med stemplet tog hun et godt kig på den. “Den er fin,” komplimenterede hun ham. Egentlig var det lidt som at sige, at et barns første tegning var et kunstværk. Det var ikke fordi det var et mesterværk, men hun mente at det var bedre at viderebringe en positiv oplevelse frem for en negativ. Hvis han selv var stolt af sin tegning ville han nok blive ved med at udvikle sig.

Hvis der var noget Joey var så var han stålfast. Han ville lære og gerne af nogen der kunne noget. Så helt ærligt hvad var bedre end dette her?! Han nød at sidde med spidsen af tungen ud af munden og tegne på et papir med streger han ikke engang selv forstod hvordan kunne lade sig gøre. Han var målrettet i at skulle lærer det meste og være så dygtig som muligt. Det tog bare noge tid, lige som dette her. Det kunne han virkelig ikke løbe fra. Han skulle bare lige sidde og koncentrer sig lidt mere om det.

Så da han selv mente at det var færdigt kiggede han på det og kløede sig på næsen så en blå stribe kom på næseryggen. "Det er da grimt!" han var i hvert fald ikke særlig tilfreds. Det lignede jo ikke engang en blomst! Det lignede bare nogle streger med nogle tykkere streger nogle steder. Han havde virkelig prøvet at gøre sig umage med den blomst. Alligevel var han ikke tilfeds selvom det ikke kunne blive meget bedre for en første gangs behandling af ham. Han var aldrig tilfreds med noget af det han gjorde i første forsøg. Alt skulle være perfekt, og dette her var knap så perfekt som det kunne have været!