Ingrid var i vildrede. Utroligt stod hun nærmest og vippede frem og tilbage mellem af have vægte på den ene eller den fod. Skulle hun gå over til ham og vise ham det var okay, eller lade ham gå så hun kunne være alene? Havde hun lyst til at være alene? Hun følte hun burde forklare sig, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. 
 Endelig løftede Ingrids blik sig. Da Zane begyndte at fortælle om hvad han havde lyst til at gøre ved hende, blev blikket løftet med det samme og Ingrid mærkede varmen brede sig til hendes kinder i en rødmen. Mundvigene trak sig genert op og blikket flyttede sig lidt ud til siden. Ordene fik en varm følelse til at brede sig i hendes krop, og selvom hendes lys blev mere intens blev den røde farve mindre rød. 

 " Vent! " Udbrød Ingrid pludseligt, som hun trådte frem og greb fat i stoffet på Zanes ærme. Blikket var slået ned, mens hun bed sig tænkende i underlæben. Et øjeblik stod lidt hun uden at sige noget. Hvorfor skulle han vente? Hvad ville hun sige? Hun sank en klump og slap ham lige så langsom.
 " Jeg er ikke bange for dig.. Tror jeg.. " Startede hun forsigtigt ud.
 " Jeg tror.. jeg er bange for hvad du måske kan gøre..  " ordene blev hvisket lidt, inden hun forsatte.
 " Men jeg tror.. eller håber ikke du gør mig noget. Men hvad nu hvis du gør? Du sagde det selv sidst.. Det.. skræmmer mig lidt. Det er jo ikke fordi mørkelvere bliver snakket godt om.. Men jeg tror ikke du er sådan. Eller.. Jeg har ikke set dig sådan.. Du er slet ikke som fortællingerne siger. Du er sød og betænksom. Du gjorde alle de ting for mig, uden at forvente at få noget igen. " Det var som om da ordene begyndte, stoppede de ikke igen. Midt i talestrømmen begyndte Ingrid at vandre lidt frem og tilbage, med blikket tænkende mod gulvet mens arme og hænder af og til deltog i hendes monolog. 
 " Jeg.. Mmh.. Jeg kan rigtig godt lide dig, Zane.. Men.. Jeg tror .. Jeg ved.. Kan jeg lide dig på samme måde? Jeg er aldrig blevet behandlet af nogle som du behandler mig. Du gør det sjovt at leve, og spændende. Du får min krop til at kilde og blive varm, men.. Vi er så forskellige. Du.. er så høj.. og gammel.. Jeg er bare et lille barn i forhold til dig.. Det ville jo aldrig..  " Ingrid rystede lidt på hovedet, men hun forsatte med at vandre.

Han tøvede som han hørte hendes "Vent!", og kunne ikke helt lade være med at synes om at hun tog fat i hans ærme.
Zane betragtede hende roligt, og lyttede.

Naturligvis... frygten for hvad han kunne gøre ved hende, hvor meget han kunne skade hende, vægtede en del.
Det var også noget han selv havde spekuleret en hel del over.
For selvom han var Zane, så havde han ikke lyst til at gøre denne pige fortræd.

Han vidste hvad han skulle sige til det nu, men forblev stille for nu, mens han lyttede til alle de indespærrede ord, som nu brød fri fra hende.

Der blev trukket let på smilebåndet da hun kaldte ham sød og betænksom.
Det var en side som meget, meget få personer havde set af ham... og langt de fleste, havde i stedet mødt den behovstyrede, sadistiske lejesvend...

Dog var det overraskende rart at høre hende sige sådan om ham. Og det blev kun bedre med hendes næste ord om, hvordan hun han fik hende til at føle!

Hans rolige blik fulgte hende som hun begyndte at vandre frem og tilbage.
Sikket syn... den generte, stille Ingrid, nu helt åbnet op og aktiv.
Hendes ord fik ham dog til at nikke lidt.

Lige nu var hun mest af alt i diskussion med sig selv.

"Lad os tage de ting du har nævnt... én ad gangen," sagde han og vendte sig helt imod hende.
Han lænede ryggen imod døren, og holdt blikket på den vandrende teenager.

"For det første... du er ikke noget barn. Du er ung, og jeg er ældre end dig - selv hvis jeg var menneske, ville der være... omtrent ti års forskel på os, tror jeg. Men jeg ser dig ikke som et barn, og hvis jeg gjorde, ville jeg aldrig have rørt dig."
Han havde regler for sig selv, og de blev ikke brudt.
En af de største var, at de som rører børn? De fik hans klinge at smage... selv før han fik denne åbenbaring om kærlighed og venlighed, og det at gøre godt.

"For det andet..." han grinede let af denne her,
"...hvad betyder det dog at jeg er højere end dig? Jeg synes den forskel er ret... hmm... sød?"
Sådan havde han aldrig talt til nogen... men det føltes okay at sige det til hende!

"For det tredje... og den her har jeg selv brugt tid på at tænke over... for jeg har ikke lyst til at gøre dig fortræd." blikket forblev på hende, som han fortsatte:
"Det er sandt at min slags har visse tendenser... og min er ganske... særpræget. Men jeg tror... at jeg ville have let ved at holde igen, hvis den jeg gjorde det med, betyder noget for mig. Og måske, hvis vi ikke går for langt med det... vil du endda kunne finde en eller anden form for nydelse i det."
Han vidste det ikke. 
Virkelig.
Men selvom det var sjældent, så havde han mødt nogle få, som faktisk kunne lide det.

Han trak let på skuldrene, og sagde så:
"I sidste ende... så handler det her om hvad du og jeg gerne vil, og om vi kan finde en vej sammen... og jeg tror, uden at have erfaring med det, at det vigtigste er bare... at prøve os frem, hvis vi begge gerne vil hinanden. Det her er helt nyt for mig... som det er for dig. Så hvis du bestemmer dig for at du vil prøve... så gør vi det. Og hvis ikke? Hvis det er for meget for dig nu? Så gør vi ikke noget."

 Som havde hun glemt alt om, at hendes lille flod af ord ikke kun var ment til hende selv, forsatte Ingrid med at vandre frem og tilbage, med et tænkende udtryk der fortalte at hun tænkte dybt over hvad hun selv havde sagt. Det var først da Zane snakkede at hun blev mindet om hun ikke var alene, noget der fik hende til at stoppe op, med en svag rødmen i kinderne. Hun havde virkelig glemt han var der, og hun havde bare plapret derudaf. En smule forlegen blev skulderne løftet op mod ørene, og hænderne faldt ind foran hende, hvor fingrene begyndte at pille lidt i stoffet.
 " God ide.." mumlede hun stille, med blikket vendt lidt mod gulvet. 

 Som Zane snakkede videre, faldt Ingrids skuldre lige så stille på plads igen, og hun begyndte at skæve mere mod ham. Hun nikkede lidt for at vise at hun lyttede, og da han snakkede om at have rørt ved hende, tog rødmen til i hendes kinder, og blikket blev med det samme slået genert mod gulvet mens det røde lys i brystkassen svagt tog til igen. Selvom det havde været dejligt og en del af hende ikke ville have noget imod de gjorde det igen, gjorde hans åbenhed omkring det hende stadig forlegen. 
 Blikket blev dog ikke mod gulvet særligt længe. Da Zane begyndte at grine, slog Ingrid fluks blikket tilbage på ham med et undrende og forvirret grimasse. Hvad havde hun sagt der var sjovt? Det blev dog klargjort for hende ganske kort efter, og Zanes kommentar til det, fik kinderne til at rødme igen.
 " Det...! " Ingrid spidsede læberne lidt inden hun slog blikket ned.
 " Det ved jeg ikke.. " mumlede hun så lavt, nok mere til sig selv end til ham. Hvorfor havde det noget at sige?

 Da Zane begyndte at snakke om hans tendenser, begyndte Ingrid at flytte lidt uroligt på sig. Det var hende selv der havde taget det op, og selvfølgelig var det rart at vide at han ikke ville gøre hende fortræd, men en del af hende havde ikke helt lyst til at høre om det. Tænk hvis hun ikke kunne lide svaret? Brynene endte med at rynke sig i en lidt usikker og undrende folde, da han snakkede om at finde nydelse i det. Hans ord fik varmen frem i hendes kinder, men hun var alligevel ikke helt sikker på hvad han præcist snakkede om. 

 Til sidst var Ingrid helt fortabt, og hun begyndte at se mere og mere forvirret og usikker ud. Hun havde selv snakket derudaf, og muligvis tabt lidt af tråden på vejen, og nu var hun pludselig ikke længere helt sikker på hvad de snakkede om. Hvad Zane hentydede til. Blikket flyttede sig kort hen på Zane, men hendes usikkerhed i hvad han snakkede om, fik hende til med det samme at flytte blikket ud til siden. Vægten skiftede lidt mellem de to ben, og fingrene pillede forsat med kjolens stof. 
 " Jeg... det... " Ordene var nærmest uden lyd og Ingrid slog blikket ned, mens hun langsomt sank. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Handlede det om deres lys til hinanden, eller følelser for hinanden? Varmen sneg sig igen op i kinderne ved så uanstændige tanker, og det røde lys i brystkassen tog lidt mere til.

Det røde lys som roligt tog mere og mere til, fortalte ham at det her måske ikke var måden at gøre det på.
Men hvad var så?
Hvad skulle han sige eller gøre?
Måske var det i sidste ende bare sådan her, det var.

Hun var usikker. Meget usikker.
Og han måtte lade hende kommet til ham nu... ikke?

Zane gav et let suk fra sig, og sendte hende et smil.
"Okay... det var ikke min mening at gøre dig utryg eller forlegen."
Hvordan gjorde mennesker det her? Elvere? 

"Jeg tror... det er bedst hvis vi splitter op nu." sagde han så.
"Gør som du selv føler for, okay? Det tror jeg, er allervigtigst. Og hvis du vil tale igen... så er jeg på dette værelse de næste par dage. Sikkert ugen ud."

Han sendte hende endnu et lille smil, og satte sig så på sengen.
"Husk... du er din egen. Ingen kan fortælle dig hvad du skal gøre, ud over dig selv. Du skylder ikke nogen noget."

 Ingrid vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hvad hun skulle sige. Hun vidste ikke engang hvad hun skulle gøre af sig selv. End ikke da Zane undskyldte for at gøre hende forlegen, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Ingrid stod blot med blikket mod gulvet og og flyttede en kende uroligt på sig. 
 Først da han sagde de skulle gå hver til sit, flyttede hun på sig. Blikket blev løftet og brynene rynket. Det var som en en sten plantede sig i hendes mave og gjorde hele hendes krop tung, og hun vidste ikke helt hvorfor. En svag, letter utilfreds lyd forlod hende, men det blev ikke til mere da Zane forsatte med at snakke lige efter. 

 Langsomt sank hun en klump, mens hun prøvede at ignorer hvordan øjnene pludselig føltes at svie svagt. Det var som om hendes krop var groet fast på stedet. Som om stenen i hendes mave, var så tung, hun ikke kunne flytte sig. 
 " O..okay," stemmen var spinkel og næsten uhørlig som hun prøvede at gå mod døren. Det var det han ville have, ikke? Det blev dog ikke til mere end to meget langsomme og tøvende skridt. Men hun skulle gøre som hun følte. Hun rynkede brynene og fik næsten helt ondt i hovedet af alle tankerne.  Han sagde ingen skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre. Blikket stirrede nærmest intenst på gulvet under hende, mens hun prøvede at holde synet klart. Ingrid snøftede kort ind, inden hun vendte ansigtet en smule til siden, væk fra Zane. Hun forstod ingenting. Hun forstod ikke hvorfor han sagde de ting han gjorde. Ingen af dem hang sammen. Han ville af med hende, han ville have hende til at gå. Hun gjorde alt forkert og derfor ville han ikke have hende i rummet.  Men hun skulle gøre som hun ville. Men han ville have hun skulle gå. 
 Tankemyldret der tog over Ingrid tanker og humør med negative følelser, fik det røde lys at tage til i kraft og brede sig til at lyse helt op til halsen og ud på skulderne. 

Zane troede at han gjorde det rigtige ved at sige som han gjorde.
Hans mening var en anden end hvad hun ret tydeligt opfattede den som, og han betragtede hende derfor med et let hævet øjenbryn.
Hendes tøven, og det røde lys som tog til nu... det fortalte mere om tingene end hendes ord ville have kunnet.

Han havde bøffet i den.

Den her slags ting var svært!
Men måske skulle han i virkeligheden bare følge hans eget råd, og gøre det som han følte for at gøre.
Og lige nu...? Lige nu var det ganske simpelt.

Zane rejste sig roligt fra sengen, bevægede sig hen over gulvet imod hende, og rakte så ud for at trække den unge kvinde ind i en omfavnelse.
"Misforstå mig ikke..." sagde han,
"Jeg ønsker ikke at du går. Men jeg vil heller ikke have at du er utryg."

 Det gippede en smule forskrækket i Ingrid, da Zane pludselig var kommet op til hende, og lagde armene om hende. Hendes smalle hænder lagde sig mod den hårde brystkasse, og hun så op på tårnet af en mørkelver med våde øje. Brynene rynkede sig i en undrende grimasse og hun snøftede kort. 
 "Men..  " Ingrid stemme lød grødet og hun stoppede sig selv for at rømme sig og tørre øjnene lidt.
 " Men jeg... er ikke utryg? " ordene var spørgende, og afspejlede tydelig hvor forvirret hun var. Hun synes da ikke hun havde sagt noget, der skulle få ham til at tænke han gjorde hende utryg. Hvis noget synes hun at hun havde prøvet at gøre det stik modsatte klart. Hovedet vippede sig en anelse på skrå mens hun forsat så op på ham med brynene rynket.

Bare det at holde om hende, gav ham en underlig, stadig ikke velkendt, varm følelse indeni.
Det gav ham lyst til at passe på hende, til at gøre ting som gjorde hende glad...
Det var næsten overvældende for ham.

Og da han så hendes reaktion på det hele og hørte hendes undrende ord, gik det op for Zane at den fejl han havde begået var... at antage.

Han havde antaget at Ingrid var nervøs ved ham, måske endda bange for ham - ligesom så mange andre var.
Det var sjældent at han havde mødt nogen, som ikke reagerede sådan omkring ham.
Så da hun fortalte ham nu at hun ikke var utryg, mærkede den morderiske mørkelver for første gang nogensinde en knude i brystet.

Han mødte hendes blik, kiggede lettere måbende ind i hendes kønne, våde øjne... og det blev han ved med, selvom det måbende udtryk erstattedes med et ukarakteristisk, blødt blik.
Hans ene hånd blev omkring hende, mens den anden fandt vej til hendes kind, blidt og næsten ømt.
"Min fejl..." sagde han.

 I lang tid stod de og kiggede på hinanden, og Ingrid betragtede let mørkelverens skiftende ansigtstræk. Til sidste slog hun dog blikket væk fra den intense stirren, men fik ikke muligheden for at dreje hovedet væk, da en hånd mod hendes kind stoppede hende i det. 
 " Du har ikke gjort noget for at gøre mig utryg.. " sagde hun stille, stadig en smule forvirret over hvorfor han tænkte hun skulle være utryg. Brynene rynkede sig lidt tænkende. Det eneste tidspunkt hun vidst rigtig havde været utryg med ham, var da de lige havde mødtes og hun lammede ham, og måske da de havde sat nede i kroen. 
 " Tværtimod.. " blikket flyttede sig tilbage op til mørkelverens for at vise ham, at hun mente det. 

Ingrid slog blikket ned og lod tænderne synke lidt ned i underlæben da en tanke slog hende.
 " Tanken om ham gør mig meget mere utryg, end jeg på noget tidspunkt har været med dig. " Ordene var ikke andet end en hvisken. Hun havde ikke lyst til at være mere præcis i hvad hun mente, men hun antog også lidt at han vidste hvad hun hentydede til. 

Det var, alt taget i betragtning, nok nogle af de sidste ord Zane havde forventet at høre fra en kvinde.
Eller en mand, i virkeligheden.
Men de varmede... måske fordi de kom fra netop Ingrid, som var en af de få personer som han ikke ønskede at intimidere på nogen måde.

"Det er jeg glad for at høre." sagde han, og smilede let.

Et smil som falmede, mens blikket i hans øjne blev en smule mere hårdt og køligt.
Han vidste præcis hvad hun mente.
Og hvis han havde haft en idé om at hun ville acceptere det... så ville han have slået den mand ihjel allerede.

"...du er forlovet med ham fordi det vil gavne din familie, ikke sandt? Det handlede om penge?"

 Af en eller anden grund kunne Ingrid ikke få sig til at møde Zanes blik. Selvom det ikke havde været hendes valg skammede hun sig nok en smule over at acceptere situationen, men hvad ellers kunne hun gøre? Ville hun overhovedet kunne leve med sig selv, hvis hun var skylden til at denne fantastiske mulighed for familien gik til grunde? Hvis hun gjorde det her, kunne det være der ikke var andre af hendes søskende der skulle udsættes for noget lignende. 
 Hun nikkede lidt til Zanes ord og sank en klump. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det. Alt hun kunne komme på ville mest af alt virke den sølle undskyldninger eller søforklaringer. 
 " Vi har aldrig haft særlig mange krystaller. Faktisk kun lige nok til at vi har fået mad næsten hver dag.. " mumlede hun alligevel. Det var ikke fordi hun ville have at Zane skulle have ondt af hende, hun følte bare alligevel at hun skulle forklare hendes forældres valg. 

Zane både så og hørte skammen i hendes stemme og kropssprog... hvordan kunne der da også ske sådan noget her, uden at man ville føle skam ved det?
Det var ikke hendes skyld... selvfølgelig var det ikke det.
Men hvad skulle hun ellers gøre?

Han lukkede øjnene og tog en dyb, beroligende indånding.
Det ville ikke hjælpe at myrde manden...
Men måske var der en anden vej.

Han trak sig en smule væk, men uden at give slip på Ingrid, og åbnede så øjnene igen for at betragte hende.
"Jeg har krystaller nok..." sagde han, og lænede sig ned imod hende, så de næsten kyssede.
Dog holdt han igen, mens han blot søgte hendes blik.
"Jeg støtter din familie. Og du skal intet give til gengæld."

 I en pludselig bevægelse vendte Ingrid blikket mod Zane med øjnene åbnet overrasket op. Da hun nærmest kunne mærke han ånde mod hendes læber, fordi han var så tæt på, mærkede hun varmen i kinderne. Forundret blinkede ved hans ord, inden hun rigtig rødmede og slog blikket ned.
 " D..det.. " sagde hun stille, inden hun rystede lidt på hovedet, med panden rynket.
 " Det kan du ikke.. " det blev nærmest hvisket ud, for inderst inde have hun lyst til at sige ja, men hvad skulle hun ikke sige til hendes familie? Og hvordan ville den mand ikke tage at de trak i land? De havde allerede gået nogle krystaller og brugt dem.. 

 Ingrid flyttede sig lidt uroligt på stedet, men flyttede sig ikke væk. Hun fandt en eller anden tryghed ved at mærke Zanes arme om hende. Blikket blev løftet lidt igen, og hun lod det blå blik findes Zanes lilla.
 " Du har allerede brugt mere end rigeligt af krystaller på mig... " sagde hun stille, uden at fjerne blikket fra hans. De kendte jo ikke en gang rigtig hinanden. Hvorfor ville han bruge sine krystaller på hende?

Det kunne han ikke...?
Men hvad var alternativet? At hun blev giftet væk til en eller anden fedtet rigmand, som kunne nyde godt af hendes ungdom og skønhed, uden at forstå hvem hun i virkeligheden var?
Det ville ende galt... Zane ville ende med at dræbe ham. Nok var der ændringer, nok havde han forbedret sig og lært en masse på det sidste... men at lade sådan en mand udnytte Ingrid? En pige som han havde ladet sig forelske i?

Det ville være umuligt for rigmanden at overleve.

Han smilede let da hun så på ham. Der var ikke nogen beslutning at tage... der var ikke rigtig noget valg, og det havde han det fint med.
"Du er det værd." sagde han, og lænede sig så det sidste lille stykke, så deres læber kunne mødes i et blidt kys.

 Lige godt hvor end meget Ingrid gerne ville tage imod Zanes tilbud, vidste hun også at det aldrig kunne gå. De ville sikkert komme i store konflikter med hendes kommende ægtemand, hvis forældrene pludselig trak i land. Og når det kom til stykket hvad skulle hun sige? Hun havde fået krystallerne af en mørkelver hun rendte rundt og var uanstændig med? Som hun kun havde mødt to gange? 
 De ville sikkert aldrig snakke med hende igen, hvis hun fortalte hvor hun fik krystallerne fra. 

 Ingrid blev hevet ud af tankemylderet da hun mærkede Zanes læber mod hendes. Den første reaktion var at åbne øjnene i overraskelse, men med det samme efter, lukkede de sig i, og hun gengældte kysset. Hænderne der stadig lå mod Zanes brystkasse lukkede sig lidt om han trøje, som var hun skulle hun sikre sig han ikke gled ud mellem hendes fingre.

Kysset imellem dem føltes rigtigt.
Og bittersødt, fordi situationen var som den var...
I Zanes øjne var løsningen at aflive den kommende ægtemand, og selv sørge for Ingrids familie... på trods af at de havde accepteret at deres datter skulle leve et liv med en mand, hun ikke havde følelser for.

Med en mand som gjorde hende utryg.

Men at slå ham ihjel var... nok ikke noget hun kunne acceptere.
Hun virkede for god, for sød - hun havde ikke det mørke som Zane havde.
For ham var det ikke svært at slå ihjel, og især ikke hvis han kunne gøre noget godt ved at gøre det.

Hans ene hånd gled blidt over på hendes side, mens han trak sig lidt tilbage.
"Der må være en løsning." sagde han roligt,
"Jeg ville... fjerne ham... hvis du accepterede det."

Det ville sikkert ske alligevel, efter at hun var blevet giftet væk til ham.

 Selvom Ingrid virkede meget utilfreds og utilpas med hendes situation, vidste hun ikke rigtig hvordan hun egentlig havde med det inderst inde. Hun kendte ikke manden, hun havde kun mødt ham den ene gang, og der havde det mest handlet om at overtale hendes forældre til at lade hende blive gift med ham. Noget der selvfølgelig i sig selv også virkede meget grænseoverskridende. Det der gik hende mest på, var hvordan hendes forældre bare havde solgt hende, som var hun en af deres sko. 
 Derfor kom Zanes tilbud også bag på hende, især fordi det generelt chokerede hende at lød til at tilbyde hende at slå ham ihjel. Usikkert prøvede hun at træde lidt tilbage, men hans hånd ved hendes side holdt hende lidt på plads. 
 " Det kan man i.. Du kan da ikke bare.. " Det var tydeligt at se hun var meget forarget over det. Det var ikke sådan livet hang sammen.

Han mærkede godt hvordan hun halvt forsøgte at trække sig lidt væk fra ham, men han holdt stadig den ene hånd blidt på hendes side.
Det her var nok lidt den forventede reaktion.
Hun var blot seksten år, og havde et godt hjerte; hvordan skulle hun dog kunne acceptere et mord?
For det ville være et mord.

Zane rystede let på hovedet af hans egen naivitet.
"Nuvel..." sagde han, mens en idé formede sig i hans hovedsvamp.

"Jeg tror jeg ved hvad vi kan gøre - men hvis vi skal sikre os at han ikke beskylder din familie for det, så skal vi gøre det på det helt rigtige tidspunkt. Og du må under ingen omstændigheder fortælle nogen om det."

Han betragtede hende med et let smil. Det her var måske ikke nogen halvdårlig idé...

"Jeg kidnapper dig. På din bryllupsnat. Ingen kommer noget til, og rent legalt er handlen allerede afsluttet mellem din familie og ham på det tidspunkt. Og hvis de intet kender til planen... så vil din familie ikke være i fare. Jeg er trods alt mørkelver... og en familie fra Dianthos ville som regel ikke hyre en som mig."

 Da det virkede til at Zane droppede ideen om at slå hendes trolovede ihjel igen, slappede hun lidt mere af i hans omfavning. Hun kunne slet ikke forestille sig at man så let kunne tage en anden persons liv. Selvom hun ikke brød sig om at skulle giftes væk til en nærmest fremmed mand, så havde han stadig et liv. Familie og venner. Ingrid ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis hun var skylden til et andet menneske mistede livet.

 Brynede rynkede sig lidt da han lød til at have et andet forslag. Hun nikkede ikke, for hun ville ikke sige ja til noget, hvis ikke hun kunne stå inde for ideen. Der var dog noget over hans smil der fik hende til at være mere rolig. Hvis han smilte som han gjorde, kunne det vel ikke være helt slemt? 
 Brynene startede med at løfte sig mod panden da han snakkede videre, inden bryn og pande rynkede sig. Hun begyndte lige så stille at ryste på hovedet og blikket blev slået ned. Hun kunne ikke bare efterlade hendes familie. Forsigtigt prøvede hun at træde ud af hans favn igen.
 " Zane, jeg kan ikke.. Vi ville aldrig.. " mumlede hun stille, uden at se på ham. Selvom hun havde fået en eller anden form for følelser for ham, kunne hun ikke se dem sammen. 

Ikke den reaktion han havde håbet... eller forventet, for den sags skyld.
Ville hun ikke hjælpes?
Og med de ord hun sagde nu... hvorfor havde hun så tilladt det kys de lige havde delt?

Fordi situationen imellem dem var kompliceret.
Det var i hvert fald det, han regnede med.

"Jeg forstår." sagde han, og gav slip på hende så hun kunne bevæge sig væk.
Det var lidt som et slag i ansigtet alligevel... men hvis det var sådan hun havde det, så havde han ikke tænkt sig at presse hende.
Hun var i forvejen i en presset situation, ikke?
Hvad skulle det nytte at han bare tilføjede til det?

Zane trak sig roligt væk fra hende.