Det var ikke sikkert at det hele ville flaske sig og alt skulle ordne sig med tiden. Hun kunne kun håbe på at Manuel aldrig ville forlade hende som Evander havde gjort. Det var et og havde et liv at tage sig af, også selvom de begge ville have dårlige dage. Sådan en dag havde hun nu, og hun vidste at Jamie ville blive passet godt på flokken så længe Manuel var der sammen med hende. Også selvom der var følelser indblandet i det hele.

Hun bed sig i læben som han snakkede og kiggede ned på søen og lod blot regnen vaske hendes tanker bort. Så meget som de nu kunne. "du kan tage pels kappen i mit telt, hvis du stadig kan lugte ham, og så smid den væk bagefter.." hun ville ikke have noget der lugtede af Evander, det ville blot minde hende om de gode tider og så have et afsavn hun ikke havde brug for at have. Hun vidste heller ikke hvorfor hun skulle beholde den. For hendes skyld kunne den brændes så hun aldrig mere skulle tænke på Evander eller det der var værre..

Manuel vidste at alt virkede til at se sort ud, mens af alt fordi den snothvalp havde forladt hende uden så meget som at give en advarsel eller lagt en besked. Det var vel det mindste han kunne have gjort? Hans følelser var et stort rod. Han var rasende over den unge varulv var smuttet og trist over Ali havde det som hun havde... Det var så svært for ham, for han vidste ikke hvad fod han skulle stå på, for han ville ikke ødelægge noget for nogen, men denne såkaldte jagt kunne potientielt ende ud i noget skidt.

Svagt nikkede han "Jeg vil gøre et forsøg... Derefter han vi brænde det forbandede lort, bare dig og mig, væk fra de andre." sagde han med et svagt smil på læberne. Inderst inde håbede han næsten ikke han fandt ham, for hver gang den unge varulv, for Manuel kunne mærke det ville være usundt for dem begge. Normalt var han ikke typen der slog ihjel, men dette handlede om Aliana som havde været så mange ting igennem og bestemt ikke havde brug for mere. 

"Du får styringen, ellers kan Elise også hjælpe... Jeg tager ud i nogle dage og ser hvad jeg finder og tager Cassandra med, Så har i Amir her til at kunne sende bud efter mig, hvis der sker noget." sagde han og bed sig i underlæben. Han frygtede hver eneste gang han smuttede, bange for der ville ske noget med flokken, på trods af Miranda's flok ikke var så langt væk, hvis det gik helt galt.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle mene eller gøre af sig selv. Hun var så forbandet vred og ked af det på samme tid. Hun ville gerne have et svar, men samtidig ville hun heller ikke have det i tilfælde af at det var et svar hun ikke ville høre. Hvad nu hvis hun havde været for frembrusende hvordan skulle hun så tage det? Nej manuel måtte finde svaret, og så måtte han bedømme om det skulle fortælles eller ej.

“Måske ja, lad os nu se…” kom det blot fra hende som hun stadig stod med hænderne korslagte og kiggede ud på vandet og de mange regndråber da faldt. Hun var ikke sikker på om hun ville hjem, men før eller senere skulle hun jo den vej, det handlede bare om tid. Desuden så skulle Jamie vel stadig have mad eftersom hun havde valgt at amme lidt mere endnu. 

“Bare rolig der sker ikke noget, og hvis der gør kan jeg tilkalde Miranda, hun har også sin egen ulveflok at passe på” hun nikkede lidt og vendte sig om for at kigge ham ind i øjnene. “Tak Manuel” hun lagde armene omkring ham og søgte ind i hans favn ved at ligge hovedet på hans brystkasse og klemme ham en smule. Han var våd, men det var hun jo også.

Manuel havde en eller anden uro inden i, nærmest en nervøsitet der fik ham til at krible. Hvordan ville han overhovedet reagere når han fandt den unge varulv? Ville han gå amok eller forholde sig roligt? Ville han i det hele taget finde ham? Uanset hvad der kom ud af denne "jagt" så ville han gøre alt i sin magt for at få svar til Aliana. 

Han sagde ikke noget, for han var bange for at gøre det værre, men gav hende alligevel et svagt nik, som tegn på han hørte hvad hun sagde. Blikket rettede sig mod himlen og et svagt suk undslap ham. Han vidste nærmest ikke hvad han skulle gøre af sig selv, hvordan han skulle forholde sig i hele denne situation. Han elskede stadig Aliana, men han kunne ikke risikere det igen. Han vil ikke se hende komme til skade på hans bekostning, det havde han set før.

"Miranda har altid været en god leder og god til at give en hjælpende hånd. Ellers er de andre her også. Bare pas på jer selv, Aliana." sagde han og så på hende som hun havde vendt sig om. Et svagt smil fandt vej til hendes læber som hun takkede ham "Altid Aliana." sagde han stille og tog hende ind i sin favn og placerede et kys i hendes pande.

Hun vidste slet ikke hvad manuel kunne finde på at gøre når han først havde fundet den unge varulv. Hun ville ikke engang tænke på det. Det kunne blive farligt, og måske ville hun fortryde det når han først var taget afsted. En ting var sikkert hun fortjente et svar, og det vidste hun godt. Hun ville bare ikke være ivrig i at få det. Tingene tog sin tid og hun ville gerne glæde sig selv.

Måske hun skulle lave en fest for Jamie når manuel kom tilbage til flokken med et svar. Måske det ville hjælpe lidt på humøret? “Vi skal nok passe på, men det samme må du, verden er et farligt sted når man ikke passer på!” Hun avr alvorlig i sin stemme men hun mente det godt. Hun ville nødig have at manuel kom til skade og ikke kunne få hjælp nogen steder fra. Det ville ærge hende. “Hvor længe skal vi forvente at du er væk?” Spurgte hun og kiggede op på ham efter han ahvde kysset hendes pande. De stod så tæt, og det var nemt nok bare lige at kysse ham igen, men hun måtte hellere lade vær. 

Manuel kunne ikke love at den unge varulv ikke ville få nogle knubs, dette var selvfølgelig, hvis han fandt ham i det hele taget. Han skulle nok gøre sit ypperste for ikke at ende i struben på ham, trods det sikkert ville være svært, nu hvor han havde set hvor meget det sårede Aliana, at den unge varulv var forsvundet. Der var en virvar af tanker i hans hoved, for hvordan ville den anden overhovedet reagere når han fik at vide han var der for at få svar? Dog havde Manuel sikkert også tid nok til at tænke over det, inden han reelt fandt frem til ham.

Manuel sendte Aliana et forsikrende smil "Bare rolig, jeg lover jeg nok skal være forsigtig og have ører og øjne med mig." sagde han. Han vidste godt hun mente den hårde tone godt, for hun havde ret. Verden der ude kunne være farlig, hvis man ikke passede på, men nu havde han jo et løste at holde, samt en datter og en flok og vende tilbage til. Manuel trak let på skuldrene " Jeg ved det ikke... Måske en uge? Fjorten dage? Men jeg vil skynde mig alt jeg kan, selvfølgelig tage nødvendige stop." sagde han og nikkede svagt. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv, for inderst inde vidste han det ville være forkert at kysse Aliana, men på samme tid havde han en voldsom lyst til at gøre det, nærmest som et - på gensyn - kys, dog holdt han sig fra det.

Det var kun et spørgsmål om tid før Aliana brød helt sammen. Hun havde virkelig holdt af den unge varulv, og hun håbede et eller andet sted at Manuel ville finde ham. Banke noget fornuft ind i ham. Men samtidig ville hun heller ikke have at Manuel gjorde noget han ville fortryde. Slet ikke hvis den unge varulv var taget et sted hen med bybagter som Dianthos. Hun havde været der nogle gange for at arbejde.  Men det vrimlede med vagter og der kunne man ikke bare gøre som det passede en.

Hun kiggede på Manuel og bed sig svagt I læben. Hun så gerne at Manuel passede på sig selv lige meget hvor han tog hen. Hun ville bare gerne have at Mnauel ko. Sikkert hjem til deres datter uden skader. Jamie var ved at være så gammel til at forstå når noget gjorde ondt. Hun var lærernem og det havde hui  vel ikke for fremmed. "Godt. Jeg forlanger ikke andet" svarede hun og lagde en hånd på hans brystkasse for at kigge op på ham. Hun lagde ikke skjul på at Manuel stadig var en del af hendes liv, og det ville han nok altid være. Men de kunne ikke være sammen, ikke engang for Jamies skyld. Der var andre græsmarker at gå på. Og Manuel var kommet videre med sit liv. "Jeg forventer at se dig inden længe så" svarede hun og blinkede nogle gange. Det var altid hårdt at se Manuel håndtering fra flokken. Men hun vidste at han gjorde det i den bedste mening. Han gjorde det for hendes skyld og ikke nogen andres

Manuel skulle nok holde det løfte han havde givet, i hvert fald gøre alt i hans magt for ikke at gøre den unge varulv ondt, dog kunne han godt mærke det voksende had der var i hans krop og hvordan hans adrenalin allerede var på det højeste. På samme tid vidste han også hvor meget den anden betød for Aliana, men alt dette gav ham så mange forskellige følelser på samme tid og han var ikke sikker på, hvilken af dem der ville komme frem, hvis han fandt den anden i live.

Manuel gav Ali endnu et forsikrende smil og nikkede en enkelt gang. Han vidste godt at han endnu betød meget for hende, men han kunne ikke være så stor en del af hendes liv som hun måse gerne ville. Jo nu havde de Jamie sammen, hvilket var en fryd, men deres forhold ville formentlig blive det samme. Det var ikke fordi Manuel ikke elskede Aliana, for det gjorde han, han kunne bare ikke udsætte hende for den risiko der kom med, når man var alphaens partner og slet ikke nu. Let nikkede han igen "Jeg skynder mig så meget jeg kan." sagde han forsikrende og smilede skævt. Han vidste ærligt ikke hvor længe det ville tage, men hvis han nu pressede sig selv lidt, ville det nok ikke tage så forfærdelig lang tid. 

Ærlig talt ville hun gerne lade vær med at tænke på den unge varulv. Det var bare så pokkers svært! Han havde betydet meget for hende. Det var bare som om efter at de havde knaldet var han forsvundet. Havde det hele bare været et spil for galleriet for at komme i bukserne på hende? Hun ville et eller andet sted gerne vide det, men så alligevel ikke. Hun ville ikke vide noget der kunne såre hende. Men på den anden side vidste Manuel jo også hvad han burde sige og ikke burde sige.

Hun kiggede på ham som han snakkede og hun smilte svagt. Langsomt lænede hun sig ind imod ham og lod deres læber mødes i et kort kys, inden hun brød det og lagde en hånd på hans kind. "Pas på fuldmånen. Den kommer om et par dage" svarede hun og smilte til ham. Hun ville nødig høre at Manuel lå død i en rendesten fordi han ikke havde passet på. Hun aede ham på kinden inden hun trak den til sig og lagde armene over kors. "Jeg må vidst hellere komme tilbage til Jamie og få noget søvn" svarede hun og trak sig lidt væk fra ham. Hun kunne ikke blive stående her. Hun var bange for der ville ske og ikke ske i mellem dem. Hun ville ikke kunne bære det hvis han ikke fandt kærligheden igen. 

Manuel vidste ikke hundrede procent hvordan Aliana havde det, men da hun selv forsvandt fra flokken, var han sønder knust, sov ikke rigtig og var altid på rangen til enten at gå amok eller tudbrøle. Det måtte absolut være på samme måde hun havde det, uvisheden om hvorfor den unge varulv forsvandt uden så meget som en reel lyd?
 
Et skævt smil fandt vej til hans læber før han mærkede deres læber mødes i et kort kys, hvilket han returnerede. Manuel tog hånden hun havde placeret på hans kind og nikkede ”Jeg tager de sikre veje rundt, i håb om ikke at finde nogen form for civilisation” sagde han med et svagt smil på læberne. Han håbede inderligt ikke han ville ende med at støde på nogen under fuldmånens skær, for det ville ende katastrofalt. Manuel så på hende som hun trak sig væk og nikkede kort ”Jeg følger dig tilbage og fortæller de andre at jeg er væk i noget tid. Du bestemmer selv om du vil fortælle grunden, men min mund er lukket” sagde han og sendte hende et forsikrende smil, inden han lå den ene arm omkring hende og begyndte at gå tilbage til de andre.

Manuels tanker kendte hun. Hun vidste hvor bekymret Manuel havde været da hun forsvandt under graviditeten. Hvordan hun havde sagt hun ville tage på et arbejde, for aldrig at vende tilbage igen. I hvert fald ikke før hun havde født og Jamie var over et halvt år gammel. Hun kendte Manuels tanker ud og ind. De havde været et par så længe før I tiden. Så det skulle være mærkeligt hvis de ikke kendte hinanden ud og ind på både godt og ondt.

Hun kiggede på ham og smilte svagt. Så var hun da en smule sikret for hans velbefindende. Men hun ville ikke stå model til hvis han aldrig kom tilbage. Hvad skulle hun sige til flokken hvis det skete? Ville hun være en lige så god leder som Manuel var? Nej hun kunne ikke tænke tanken fra start til slut. Hun nikkede derfor let. "Godt så er jeg mere sikker" svarede hun og lagde armene over kors for at kramme sig selv. Hun ville bare gerne tilbage til Jamie, og hun ville bare gerne kunne sove. Nu havde hun ikke sovet længe og havde faktisk glemt hvor længe hun ikke havde sovet. Som hun havde vendt sig om for at gå tilbage mod teltene smilte hun svagt for sig selv. "Jeg tror bare det forbliver vores hemmelighed" svarede hun og kiggede ned I jorden som hun gik. Hun ville nødig have medlidenhed fra de andre i flokken.  

Manuel skulle ikke bruge længe på at tænke over dette, men tog blot opgaven på sig og håbede inderligt på, at finde en eller anden form for svar til hende. De sikre veje var måske så meget sagt, for der var ikke mange veje der var sikre når man var varulv, men han kunne vel gøre et forsøg... For Alianas skyld. Han var allerede i gang med at planlægge inde i hovedet, lavede nærmest et kort som han kunne følge med en formentlig sikker rute. 

 
Han forstod godt hendes bekymring for ham, men han havde flere gange været væk og var vendt tilbage. Bevares så vidste han godt at dette ikke var en selvfølge, bare fordi det var lykkedes alle andre gange. Et skævt smil kom frem på hans læber som han nikkede til hendes ord "Jeg har blot brug for at vide hvor jeg cirka skal starte med at følge sporet" sagde han stille og sendte hende et skævt smil. Han vidste godt det nok ikke var det hun havde lyst til at tænke over, men han havde brug for en eller anden ledetråd til en start. 
 
Som de begyndte at bevæge sig tilbage mod lejeren, greb han let fat i hendes arm for at stoppe hende ”Kom her” sagde han stille som han gjorte klar til at bære hende i armene, blot for hun kunne spare energi. En arm om ryggen og en ved knæhasen, klar til at tage hende i armene, hvis hun sågar tillod det.

Aliana vidste at Manuel ville passe på sig selv. Han havde gjort det så mange gange før, så hvad skulle være forskellen nu? Han skulle nok komme tilbage, det var o h er fald det hun sagde til sig selv. Hvis hun bare troede på det så skulle det nok passe. 

Hun stoppede op ved hans ord og hun bed sig I læben. Selvfølgelig skulle han vide hvor han skulle starte. Selvfølgelig skulle hun fortælle ham hvor han havde boet. Det var det eneste spor hun havde at gå efter. Hun sukkede list og krammede sig selv lidt mere hårdt. "Han boede i Fredskilde tæt på kroen. Huset står stadig tomt efter ham. Jeg har været der ofte for at se om han var kommet tilbage eller havde efterladt et brev.... Du vil nok kunn2 lugte ham både mig og ham. Plus du får hans pels med dig" svarede hun og kiggede ned I jorden. Hvorfor skulle det hele værd så svært. Det var ikke fair over for nogen af dem at det skulle være sådan her. Det var ikke fair over for hende selv om hun ønskede ham tilbage et eller andet sted. Samtidig kun e han også bare sejle sin egen sø. Hvis han alligevel ikke ville være sammen med hende efter de havde knaldet, så kunne det hele også være lige meget.

Da han ville have hende op i hans favn lod han hende gøre det. Helt automatisk lagde hun armene rundt om nakken på ham. Nogen gange forstod hun ikke hvorfor han gjort alt dette her når de ikke var sammen længere. Hun kunne aldrig helt blive klog på ham selvom de havde en forbindelse til hinanden. Forsigtigt lagde hun hovedet på hans skulder.

Manuel vidste godt det ikke var rart for hende, at hun var tvunget til at tænkte tilbage på ham, men han havde jo brug for lidt informationer udover pelsen, som han skulle bruge. Han lyttede til hvert ord hun sagde, fangede en hver information hun kom med, for at være sikker på hvor han skulle starte. Han forstod godt det var svært, han havde det på samme måde da han skulle forsøge at finde hende da hun selv var stukket af, men der var jo ingen der havde informationer eller noget og dem der havde, ville ikke sige noget, for de vidste hvad det var hun gik igennem og ville passe på hende. Han bebrejdede hende ikke for det, desuden var det alligevel også ved at være noget tid siden og der var sket meget siden, så det var ebbet ud i sandet og basically glemt. 

"Jeg vil gøre mit bedste Ali, det lover jeg. Jeg skal nok finde en eller anden form for svar. Jeg kan tage Amir med, så kan han hjælpe mig, så tager det også kortere tid" sagde han med et svagt smil på læberne. Dette ville også være en god træning for den yngre varulv, plus det ville hjælpe Manuel en del. Egentlig var Amir mest som en sikring for, at Manuel ikke ville ende i flæsket på den unge varulv, hvis han blev fundet i live, dog havde han også lovet Aliana at han ikke ville gøre ham ondt... Men hellere være på den sikre side.

Manuel nussede let hendes skulder som hun kom op i hans arme. Han vidste ikke hvorfor han gjorde dette, måske fordi han inderst inde stadig havde en eller anden ting for Ali, eller også var det bare beskytter genet i ham? De havde i hvert fald stadig en eller anden form for forbindelse til hinanden, om de ville det eller ej. Han satte afsted mod lejeren og forberedte sig mentalt på det han skulle til. 

Manuel var god nok ingen tvivl om det. Havde hun fortrudt at tage væk da hun opdagede hvordan hendes cyklus var forstyrret? Fortrød hun da hun snakkede med Elise om det? Nej ikke det mindste. Manuel ville ikke have børn og heller ikke med hende. Så hvordan skulle hun ellers have beskyttet sig selv og deres ufødte barn når hun egentlig bare gerne ville have det? Hun fortrød ikke det mindste. Hun var glad for at have Jamie nu, det samme var Manuel nu hvor han havde set dem begge. 

Hun lyttede til hans ord og nikkede svagt. Amir skulle nok hjælpe det var hun sikker på. "Som du ønsker" svarede hun og kiggede på ham med et smil som hun hang der med armene rundt om halsen på ham. Hun kunne sagtens selv gå men der var bare noget romantisk over at han bar hende. Noget hun havde gået og savnet. Noget hun hellere end gerne ville gøre til evig tid. Men hun vidste at Manuel var kommet videre i livet, og det skulle han have lov til. Så manglede hun bare sig selv. Hun skulle gerne finde en at holde af igen. Men ting tog tid, og hun ville ikke presse sig selv til det yderste. Det havde hun allerede gjort rigeligt.

Manuel havde været bekymret da hun var forsvundet, men han ville på samme tid heller ikke være ham der skulle ud og jage hende gennem gaderne, hvis det var ham hun ville væk fra. Han bebrejdede hende ikke, for alt hun havde gjort, var at beskytte sig selv. Manuel ville bevares også have beskyttet hende, men hvordan han ville have reageret på hun havde fortalt ham at hendes cyklus var forstyrret, var han ikke sikker på. Så måske var det egentlig fint hun var forsvundet på den måde. Varigheden havde dog været tæt på for meget for ham. Han havde haft mange søvnløse nætter, mere end normalt, fordi han havde håbet på hun var kommet tilbage, men det gjorde hun ikke… Ikke før nu.
 
Han så ned på hende i sine arme og sendte hende et smil ”I kan bruge mit telt i mellemtiden, der er mere plads til jer.” sagde han og skævede mod lejeren og derefter hende igen ”Jeg finder pelsen og Amir. Informerer de andre og så ved du hvad du skal gøre, hvis noget går galt. Men jeg ved du har styr på det, Ali.” sagde han med et smil på læberne. Hun havde trods alt været alpha i noget tid sammen med ham, så hun vidste hvad opgaven indebar.

Hun vidste at det havde været den rigtige beslutning da hun først var forsvundet fra Manuel. Det havde været den eneste mulighed, specielt når hun så brændende ønskede sig et barn, men han ikke gjorde det. Nu var Jamie næsten 2 år og alligevel lignede hun Manuel mere op af dage end noget andet. Hun ville ønske at hun havde taget en bedre beslutning og fortalt Manul sandheden inden hun forsvandt. Dog frygtede hun for hvad Manuel ville have sagt til hende om at droppe barnet, få en abort og aldrig være sammen med hende igen. Det var en af de ting hun ikke kunne bære tanken om. Nu var hun glad for at være kommet tilbage til flokken og leve et liv side om side med Manuel og alligevel stadig være Beta.

Hun lagde hovedet ind på hans bryst og lyttede til hans vejrtrækninger. De var så beroligende. Hun fattede ikke hvordan han kunne være så fattet altid, til tider mistede hun hovedet som nu, og til tider sov hun slet ikke i flere dage. Det var ikke sundt på nogen måde, men hvad skulle hun gøre? Hun havde lagt kærlighed i den varulv og han var skredet fra det hele efter at de havde været sammen intimt. Som om det hele bare hade været et spil og en lille leg til hun havde overgivet sig. "Tak Manuel. Jeg skal nok sende en due hvis vi flytter position" svarede hun og lagde armene rundt om nakken på ham for at være helt tæt på ham. Hun vidste hvad der skulle til for at passe på flokken, men først og fremmest kaldte en søvn på hende. Ellers ville hun ikke kunne hænge sammen på nogen måde til når Manuel var taget afsted.

Manuel ville ikke tænke på fortiden eller hvorfor hun stak af, det var alt sammen lige meget nu. Hun var her jo trods alt nu? Som hun lå hovedet imod hans brystkasse så han mod hende med et blidt smil på læberne. Der blev ikke udvekslet alverdens ord, men det behøvede de heller ikke. De vidste hvor hinanden stod, på trods af det lettere kaotiske forhold de havde til hinanden. Som hun talte og rakte omkring nakken på ham, løftede han hende lidt op og lænede sig det sidste stykke for at placere et kys i hendes pande ”Det er jeg ikke i tvivl om. Hvis der bliver noget og har brug for mig, sender du også en, få kommer jeg så hurtigt jeg kan.” sagde han med et forsikrende smil.
 
De havde efterhånden nået til lejeren, men det stoppede ham ikke for at bære hende hele vejen. Elise så på dem med et overrasket blik ”Er i gift nu?!” man kunne nærmest se hvordan hun fik små julelys i øjnene, men de forsvandt hurtigt da Manuel svagt rystede på hovedet ”Nej, den kære frøken er lidt udmattet. Jeg tilbød et lift.” sagde han efterfulgt af et kækt smil på læberne inden han fortsatte ”Du har tilfældigvis ikke set Amir?” spurgte han Elise som pegede over mod Amir og Cassandra der havde taget rollen som barnepige for Elise’s børn. Han sendte hende et smil og bukkede sig let ned for at lade Aliana få fodfæste ”Find Jamie og få de andre samlet, så finder jeg pelsen og kommer om to minutter” sagde han som han lod en hånd stryge over Ali’s kind inden han smuttede imod hendes telt for at få pelsen, så han kunne komme tilbage og fortælle hvad dette handlede om.

Aliana var ikke i tvivl om hvor de stod. De var begge kommet videre med deres liv. Manuel nok mere end hende. Inderst inde var Manuel stadig hendes livs kærlighed, og hun håbede de en dag kunne få en fremtid igen. Dog vidste hun godt at dette ikke kunne lade sig gøre. De var blevet for forskellige. Egentlig skammede hun sig ikke engang. Selvom hun tog ud og rejste væk fra flokken for at arbejde, så vidste hun altid at Manuel ville sende hende en due for at vide hvis de skiftede lokation eller der kom noget præserende som krævede hendes opmærksomhed. Uanset hvad ville hun være tro mod flokken, og hun kunne ikke finde på at tage væk her fra igen. Der stod for meget på spil, og ikke engang et knust hjerte kunne formidle det. Nu kunne hun kun håbe på at Manuel ville få nogle svar efter hendes kærligheds strabasser.
Dog nikkede hun il hans ord og nød hans kys imod hendes pande mens hun lukkede øjnene og mærkede hvor udmattet hun egentlig var efter et par dage uden søvn.

Hun lagde ikke engang mærke til at lejeren var inde for rækkevide før hun hørte Elise's ord. Dog smilte hun lidt ved tanken om at være gift med Manuel, dog vidste hun at det blot var en dum tanke Elise havde. selvom det da kunne have været skønt. Hun undlod at svare Elise da Manuel allerede havde svaret. Hun holdte godt fast i Manuel slev da han satte hende ned på jorden så hun kunne få fast fod under jorden. Hun fjernede hænderne fra hans nakke og hun kiggede på Elise en smule flov og så på Manuel. "Ja" svarede hun blot kort og kiggede på Elise en sidste gang inden hun vendte blikket hen imod Manuel's telt hvor Jamie helt sikkert ville være. Hun havde ikke set Markus så mun ikke han lige holdte lidt øje med Jamie nu hvor hun ikke var sammen med sine egne børn. 
Med tunge skridt bevægede hun sig hen imod det største af teltene som altid var Manuel's og trådte inden for, blot for at møde Markus der sad på gulvet og legede med Jamie. "Markus, vi holder samling ude ved bålet. Jeg skal nok tage mig af Jamie" svarede hun og smilte til ham. "Og tak for lige at hlde øje med hende" hun var efterhånden blevet stor halvandet år var hun blevet og var allerede begyndt at snakke om alt muligt og pludrede løs. Markus vendte sig om for at gå og Aliana vendte sig om imod ham. "Gider du sige til Erasmus at vi mødes? om 10 min?" spurgte hun og kiggede på ham. Han havde nok bedrer styr over hvor Erasmus var end hende selv så træt som hun var. "Javel Ali" kom det fra ham inden han vendte sig om for at bevæge sig ud af teltet.

Aliana bukkede sig ned og tog fat i Jamie for at løfte hende op på armene. Hun smilte til hende kyssede hende på begge kinder og bevægede sig over til det hjemmelavede puslebord der var dækket med pels. Straks begyndte hun at skifte Jamie's stofble og putte en ny på hende. samt tog noget rent tøj på hende. Hun håbede ikke at Jamie ville savne sin far for meget mens han var væk. Hun vidste hvor tætte de var blevet med tiden. Hun løftede Jamie op på ny og støttede hende med den ene arm og lagde en arm rundt om ryggen på hende mens hun tog en legetøjs rangle og gav Jamie. Den var godt nok lavet af dyreknogler der var kogte. Men den virkede til formålet. Hun trådte ud af teltet og bevægede sig over til Bålet og kunne se hun var den sidste der var ankommet. Manuel stod allerede klar med pelsen og ventede på Aliana og Jamie.

Manuel ville nok aldrig stoppe med at holde af Aliana, nu havde de trods alt også et barn sammen. Dog vidste han ikke om de ville ende med at finde sammen igen, hvis det med Felicity ikke fungerede. Han havde ikke set hende længe, så måske der ikke var noget i det alligevel?  Måske det kunne være en eller anden side mission, mens han var ude og lede efter den unge varulv.
 
Det var tydeligt at Elise endnu ville have dem smedet sammen til et par igen, men sådan som situationen var nu, ville det ikke komme på tale, i hvert fald ikke fra Manuel’s side, ikke nu i så fald. Som Ali havde fået fodfæste og havde givet slip på ham, sendte han hende Elise et svagt smil og bevægede sig da mod Ali’s telt for at få fat på pelsen. Tankerne fløj på kryds og tværs og Manuel var ikke helt sikker på hvordan han ville reagere, hvis han fandt den anden, dog havde han lovet at få nogle svar. Om den unge varulv ville være med til det, var så måske en helt anden sag. Teltdugen blev skubbet til side og han gik ind og fandt pelsen. Manuel satte pelsen til næsen og fangede hurtigt den unge varulvs lugt ”Jeg skal nok finde dig… Død eller levende…” mumlede han stille inden han igen gik ud fra teltet og tilbage mod bålet, hvor de andre efterhånden nok var ved at være samlet.
 
Manuel rømmede sig svagt inden han så på Aliana med et skævt smil og derefter så mod de andre ”Jeg har samlet jer for at fortælle at jeg tager ud og ikke er tilbage før om nogle uger, måske en måned. Mens jeg er væk kender i proceduren, Aliana bestemmer og har hun problemer, hjælper i.” sagde han og så især mod Elise og Markus, der sendte Manuel et nik ”Amir, jeg har brug for du tager med mig.” sagde han og gjorde tegn til Amir skulle rejse sig. Markus’ blik var tydeligt låst fast på pelsen som Manuel stod med ”Mannie? Hvad går pelsen ud på?” kom det fra ham som han hævede et øjenbryn. Svagt skævede Manuel mod Aliana derefter mod Markus ”Vores duftspor.” svarede han og knugede let om pelsen.

Blikket rettede sig mod Amir "Gør hestene klar, vi ridder så snart det er gjort." sagde han og så Amir ile afsted mod hestene og gik straks i gang med at sadle dem op. Han vendte da blikket mod Aliana og Jamie "Jeg skynder mig tilbage, uskadt og sammen med Amir. Du ved hvad du skal gøre." sagde han med et svagt smil på læberne til Aliana. Dette var de sidste minutter inden han ville tage afsted på en længere tur. Manuel havde en knude i maven og vidste ikke hvad han skulle forvente at finde, hvis han i det hele taget fandt noget i det hele taget...
 
Amir kom tilbage of informerede om hestene var klar. Et let nik kom fra ham og han så på dem alle en sidste gang "I ved hvad i skal gøre... Jeg er hjemme så hurtigt jeg kan." sagde han og knugede pelsen igen. Manuel vidste at Medanien var stedet at starte, trods det var risikabelt. De begge satte sig i sadlen og begyndte rejsen.