Phillippes smil smittede af på Romeo. Og i et øjeblik føltes det som om at de bare var to gutter der sludrede om deres profession, håb og drømme. "Et snedker værksted?" Sagde han forbløffet, "Så må De være ret stærk." Han trak på smilebåndet og havde et mildt blik i øjnene. Han lyttede opmærksomt da Phillippe forklarede hvorhenne værkstedet og hans hus lå. "Aha, Ja det skulle da være til at finde. Så vil jeg lægge vejen forbi på et tidspunkt." Det var selvfølgelig ment som i når han vidste mere om hvad der kunne gøres ved Phillippes tilstand. Han ville ikke presse citronen og skabe et venskab med denne mand; selvom det føltes meget fristende. Men han måtte stoppe sig selv; Han vidste udemærket godt at det var en dårlig idé at skabe nære relationer.

Han kunne se hvordan emnet om kvinden udmattede Phillippe, og han havde næsten ikke lyst til at gøre det mere pinefuldt for den anden. En måned var ikke længe. Romeo kunne mærke en stor sympati for snedkeren, og han sukkede lidt. "Selvfølgelig... Jeg tænker lidt om der kunne være en form for eliksir der kunne forlænge din tid væk fra hende. Sådan så det holdt din forværring på afstand, måske." Han gned lidt sin hage tænksomt. Det var alt sammen gisninger.

Romeo rømmede sig lidt og var i tvivl om han skulle skifte emne. Ville Phillippe tale mere om det, eller var det udtalt nu? Romeo ville mere end gerne lytte, men han ville heller ikke gøre den anden mere træt og trist. "Jeg har.. faktisk fødselsdag i dag." Han blev lidt overrasket over at han sagde det, "Jeg bliver tredive.. Det er underligt at forlade sine tyvere." Han kom med et målløst fnys.  

 Det var rart at snakke om noget andet. Noget Phillippe brændte for. Noget han elskede. Han kunne være sig selv, og det var det han var bedst til. Smilte bredte sig, da Romeo pointerede at han så måtte være stærk, og efter at have forklaret hvorhenne værkstedet lå, kunne han ikke stoppe sig selv før han havde løftet armen op i en let bukket position og ladet ordene slippe ud mellem læberne.
 " Du skal være velkommen til at mærke efter! " Helt automatisk sneg der sig et charmerende smil frem på læberne, men det var for et kort øjeblik. Da det rigtig gik op for Phillippe hvad han havde sagt, hvordan han havde sagt det, hvem det var til og hvor han var, sneg varmen sig lidt op til hans kinder, og hånden på samme arm han lige havde løftet, lagde sig i nakken i en akavet bevægelse.
 "  Eh.. Jeg mener.. Heh..  " lød det akavet og en smule forlegent fra snedkeren, inden han slog blikket væk med en let rømmen. Ups...

 Blikket fandt tilbage til præsten ved hans tænkende ord, og hånden faldt lidt ned fra nakken. Phillippe havde selv overvejet mange ting og muligheder. Det var ikke så meget han selv havde undersøgt, for de ting han havde prøve med havde ikke virket, eller virkede som en dårlig ide. En del af han frygtede lidt hvad der kunne ske. Han havde sågar haft tanker om at finde en der kunne ende Katarinas liv, men ville det ophæve hvad hun havde gjort? Eller ville han bare langsomt svinde ind, til han til sidst døde, uden hende til at få ham til at få det bedre? 
 " Måske.. " mumlede Phillippe og trak på skulderene, stadig lettere påvirket af forlegenhed over sit eget, lettere upassende, udbrud. 

 Begge Phillippes øjenbryn skød overrasket op i panden ved præstens ord, og han rettede sig en smule op.
 " Oh? Har De? Jamen, tillykke!" Udbrød han, og smilte mere oprigtigt. Det var rart at skifte emne. Og rart at de ikke dvælede for meget ved hans knap så uskyldige tilbud. Phillippe nikkede lidt, og så frem for sig. Et tænkende udtryk hvilede over det kantede ansigt.
 " Jeg har lige et par år endnu, inden bliver min tur.. " indrømmede han. Blikket faldt tilbage på Romeo.
 " Har De så gjort sig nogle tanker omkring hvordan det skal fejres? Ellers.. glemmes? " Et lettere legende smil spillede på Phillippes læber. Hvem vidste, måske han ikke var en mand der ønskede at fejre han var blevet gammel.

Romeo så noget forbløffet ud da Phillippe tilbød ham at mærke efter. I et øjeblik var han lidt mundlam. han havde aldrig prøvet at en anden mand snakkede sådan til ham. Det var jo sådan nogle scorereplikker han brugte dengang han var en ung knøs og ville imponere pigerne hjemme i Medanien. Det var længe siden.. Mon Phillippe svang til.. begge sider? Uanset hvad, vedkom det ikke ham. 

Det bevægede sig mærkeligt i maven på ham, da han mødte Phillippes charmerende smil der hurtigt ændrede sig til en akavet grimasse. Det var tydeligt at se at kinderne hos den anden var blevet varme. Måske blev han flov, men det er vel heller ikke lige sådan noget man går og siger til en præst. En hellig mand. Romeo følte sig dog langt fra hellig. Han gengældte Phillippes akavede smil med sit eget, og kom med et tilbageholdt fnys der skulle lyde som en blanding af rømmelse og et kluk. 
  "Jeg tager Deres ord for det." lød det venligt, og han smilede bredt med læberne presset sammen. Det var tydeligt at se at Romeo kæmpede med sine følelser. Han ville både være den professionelle præst, men også den menneskelige Romeo som bare ville more sig, og have nogle nære relationer. For ham kunne det åbentbart kun være det ene eller det andet. Brynene pegede opad, så han fik en let panderynken. Han rømmede sig igen. 


Der var en stilhed der landede imellem dem da samtalen faldt tilbage på Phillippes forbandelse. Det lød som om at Phillippe ikke havde mere at sige om det.. og Romeo selv, kunne heller ikke få sig selv til at bringe emnet på bane igen. Det var ligesom afsluttet. Nu handlede det bare om, om Romeo overhovedet kunne hjælpe manden fri af sin forbandelse. De sad side om side og studerede morgenens kommen. De røde farver var nærmest nu hvisket bort, og de blålige, skarpe nuancer var på himlen. 

Samtaleemnet var fødselsdage. Romeo havde kommet til at fortælle at han fyldte år. Han så lidt overrasket ud ved Phillippes lykønskning, men så blev blikket mildt og venligt. "Tak Phillippe." 
Han var egentlig ikke typen der fejrede sin fødselsdag. Han fik selvfølgelig lykønskninger og velsignelser hos templerne. Men egentlig.. havde han ikke fejret den. Ikke siden sine teenageår. 
  "Hvilken tid på året har De fødselsdag?" spurgte Romeo venligt til mandens udtalelser.    

Da Phillippe havde spurgt om fødselsdagen skulle fejres eller glemmes, rystede Romeo lidt på hovedet. "Jeg fejrer sjældent min fødselsdag." svarede han ærligt. Han kunne godt se at manden havde et drilagtigt smil om læberne, og han ville ikke være alt for meget en dødbidder, så han prøvede at gengælde den samme friske energi som Phillippe havde, "Og nu hvor jeg bliver tredive.. kunne det rent faktisk være godt at glemme det!" han kom med en hæs latter, og prøvede at gengælde et smil der mindede om Phillippes. 

 Overraskelsen der viste sig i Romeos ansigt ved lykønskningen fik Phillippe til at blive i tvivl om det var forkert af ham at lykønske ham. Lykønskede man ikke præster med deres fødselsdag? Eller var de bare for fremmed for hinanden til at det var okay? De usikre tanke dryssede bort da Romeo alligevel takkede.  Phillippe nikkede kort, og lod blikket hvile lidt på præsten mens han betragtede ham lidt. 
 " Jeg er et efterårsbarn.. Eller var.. " rettede han sig selv med et kort lille grin og flyttede blikket ud mod omgivelserne igen. Han var vidt ikke rigtig et barn længere. 

 Efter et lille kig ud over Tempel haverne vente blikket tilbage til præsten, mens Phillippe lyttede til hvad han fortalte. Det ville nok virke for underligt hvis han sad og så på manden ved hans side for længe af gangen. Phillippe nikkede lidt, inden han lænede sig tilbage i en mere afslappet position, med albuerne støttende mod trappetrinnet bag sig og blikket vendt op mod himlen.
 " Det er der råd for.. " pointerede Phillippe, stadig med det skæve smil spillende om læberne. Han valgte dog ikke at uddybe yderligere, for hans tanker var alt andet hellige og uskyldige. Nu havde han allerede slynget et knap så uskyldig tilbud ud, han behøvede ikke sende flere i præstens retning. Og det var nok også lidt for tidligt at besøge kroerne. 
 " Hvad plejer De at lave på deres fødselsdag? " spurgte Phillippe i stedet, i stedet for at hænge i det måske lidt for festlige tanker. Phillippe drejede hovedet lidt til siden, så han kunne se på Romeo.

Romeos milde smil var forsat på hans læber da han svarede Phillippe, "Der er vel lidt barnlighed i os alle uanset hvor gamle vi bliver. Men så er der da i hvert fald et helt år til næsten. November er lige startet jo." Han betragtede mandens øjne der søgte ud på omgivelserne, før han studerede hans ansigt yderligere. En skarp næse, og et nydeligt, velpejet skæg. Phillippe var en flot mand, det var Romeo ikke blind til at kunne se. "Jeg gætter at De får mange bejlere." En tanke, han kom til at sige højt. Hans øjne blev lidt større og urolige da det gik op for ham hvad han havde sagt, men så lavede han en akavet, og halvsmilende grimasse imens han rømmede sig. Han prøvede at lade være med at gøre et stort nummer ud af det. To mænd kunne vel godt snakke om bejlere og så videre. "Det er.. nok en syndig tanke.. altså det jeg mener er.." han vrøvlede lidt før han kunne komme til sagen og endte så med at erkende, "De er en flot mand. Er vel det jeg mener." Han lod en hånd køre igennem sit halvlange mørkebrune hår og lod nu sit eget blik søge ud mod omgivelserne. Ja prøv at se om du kan fuldføre en ordentlig sætning næste gang, Romeo. Tænkte han flovt til sig selv. 

"Hæh." Han kom med et tilbageholdt kluk igen, og smilede skævt. Gad vide hvad det var for nogle idéer som Phillippe havde på sinde. Det var nok ikke noget der kom nær Romeos gøremål. "Jeg kan forestille mig at De er fuld af gode idéer." Han gav ham et kort og uskyldigt elevatorblik, og smilede forsat med læberne presset en smule sammen. Han lænede sig tilbage, og kom til at efterabe den andens stilling en smule. Et basalt menneskeligt træk hvis man følte sig tryg eller kunne lide nogen. "Det er faktisk ret kedeligt." svarede han og kiggede ikke på Phillippe, men ud på den lille sø.
  "Hvis jeg gør noget ud af det spiser jeg et bedre måltid mad, og drikker noget lækkert. Ellers.. hvis jeg har fri fra arbejdet, plejer jeg bare at sove." hvis jeg kan. han færdiggjorde sætningen i sine tanker. Det var ikke altid at han var lige heldig med sin søvn, på grund af mareridtene. 

 Phillippe kunne ikke andet end at nikke sig enig med Romeo. Selvom han måske ikke længere var et barn, havde han da bestemt tidspunkter hvor han måske opførte sig mere som et. Især hvis man spurgte Katarina. Han skar en kort grimasse over sig selv og sine tanker, men skubbede hurtigt konen ud af hovedet. 
 Begge øjenbryn skød op mod panden ved præstens næste ord, og Phillippe måtte næsten bide sig i tungen for ikke at udbryde et overrasket grin. Det  var ikke lige en kommentar han havde forventet at hører fra en præsts mund - slet ikke en han lige havde mødt. Men det var jo sandt. 
 Blikket betragtede Romeo og hans reaktion på sine egne ord. De var uden tvivl kommet lige så meget bag på ham selv, som de var kommet bag på Phillippe. Mundvigene trak sig op i et skævt, forsikrende og roligt smil, for at vise Romeo at han ikke havde noget imod ordene. Da Romeo lod blikket vandre væk fra Phillippe, forsatte Phillippe med at se på manden ved hans side.
 " Tak. " startede han med at sige, inden han selv lod blikket glide ud over omgivelserne med et let suk.
 " Og til min kones frustration, så jo. Jeg får mange bejlere. Opsøger dem selv. " Phillippe trak på skuldrene velvidende at alt i den sætning afslørede hvor syndig han var.
 " Jeg er ikke klar til at binde mig, endnu.. " Endnu et suk forlod Phillippes læber, mens tommelfingeren kørte lidt rundt med ringen fra Katarina. 

 Det virkede til Romeo havde en fornemmelse af hvad ideer der rumsterede inde bag Phillippes pande, og det fik hans mundvige til at trække sig op i et skæv smil, mens han skævede lidt til siden mod præsten. Hvor tro han mon var mod sit job? Mon han nogensinde bare.. lod sig slå løs? Phillippe tog sig selv i at tænke at han nok skulle hjælpe præsten med at tage det første skridt. Gå hele vejen med ham, hvis det skulle være. 
 Phillippe flyttede blikket frem for sig igen, mens han lyttede til fortællingen om fødselsdagene. Han kunne ikke holde ansigtet fra at trække sig sammen i et nærmest pinagtigt udtryk. 
 " ..  Det lyder virkelig kedeligt.." gjorde Phillippe sig enig, inden han lod et let grin slippe ud. Det var helt tragikomisk hvor sørgelig de fødselsdage lød. En tanke slog Phillippe, og han skubbede sig frem at sidde mere ret igen, og klappede hænderne sammen en enkelt gang.
 " Nyt årti, nye traditioner! Vi skal have gjort dine fødselsdage lidt mere interessante! " bestemte Phillippe. 

Det snoede sig i præstens mave da han så det overraskede blik Phillippe sendte ham, og han gjorde sit for ikke at se på ham. Det var flovt, at han som præst ytrede sådan nogle mærkelige og uprofessionelle ting. Men det var tidlig morgen, søvnen havde ikke været ved hans side i nat, og Phillippe påvirkede ham på en underlig måde.

Romeo sendte ham et sympatisk blik da Phillippe afslørede at han selv opsøgte sine bejlere. Han bemærkede den lette fumlen med ringen på mandens finger, og gættede at det var løftet han havde med sin kone. Konen der havde forhekset ham. Selvom det var forkert at søge andre steder hen når man havde giftet sig.. så havde Romeo forståelse for hvorfor Phillippe gjorde det. "De er tilgivet. Og jeg forstår godt hvorfor at De ikke kan binde Dem." han smilede vagt, og sendte ham et forstående blik. 


De kvidrende fulgelyde der omringede dem, gjorde næsten Romeo helt søvnig igen. Hans hjerte slog langsommere, og kroppen blev roligere. Men han kunne ikke lade sig falde hen. Derfor satte han sig op i en mere vågen stilling og foldede hænderne, mens albuerne hvilede i hans skød. At Phillippe var enig med at Romeo's fødselsdage var kedelige, fik ham til at udsende en opgivende grimasse. "Det tænkte jeg nok at De ville synes." han kom med et kort kluk. 

Da Phillippe klappede hænderne sammen, vækkede lyden nærmest Romeo, og slog ham ud af sin stirrende trance han havde på en and der sejlede rundt i søen. Han kiggede hen på den smilende mand, der mest af alt lignede en der havde opfundet den dybe tallerken. Et stolt blik, nærmest. 
Ordene overraskede Romeo, og han kom med et lille ubeslutsomt fnys. Som om han ikke helt vidste hvad han skulle sige til det. Tanken var både spændende, men skræmmende, og det gik imod aftalen han havde med sig selv. Du må ikke knytte bånd til andre. 
"Jeg ved nu ikke..." Hans øjne skævede væk fra manden, "Jeg tror ikke jeg dur til den slags." han trak på skuldrende og kom med et træt kluk. 

 Det var et lidt vemodigt smil der lagde sig over Phillippes læber da Romeo tilgav ham for hans ikke spor ægteskabelige livsstil. Han var godt klar over at præsten prøvede at lette hans humør og vise ham at han forstod ham, men det var jo ikke ham der skulle tilgive ham. Phillippe gjorde jo ikke præsten ondt. Han sagde dog ikke noget til det, og lod det være ved det. 

 Det var tydeligt at Romeo bestemt ikke var lige så begejstret for Phillippes ide som snedkeren selv var. Det slog dog ikke kampgejsten ud af den høje, langhårede mand. Han viftede i stedet af smule afvisende i Romeo retning, med et pppff inden han trak lidt på skuldrene. 
 " Det behøver ikke være vildt. " konkluderede han, og lod blikket glide frem for sig, mens han tænkte, lige glad med at Romeo måske havde det fint med hvordan tingene var det. Han kunne umuligt virkelig mene at lidt bedre mad og søvn var hvordan han ville bruge sine fødselsdage.
 " Det skal være noget De kan gøre selv. Og det skal være noget De også kan gøre med andre. " Sætningerne var mumlede som Phillippe mest af alt tænkte højt. Underlæben blev suget ind mellem tænderne der tyggede lidt tænkende med i den. Det ene bryn løftede sig lidt da Phillippe fik en ide.
 " Har De nogensinde taget en dukkert i en af søerne i Tempel Haverne? "  Phillippe kunne næsten ikke forstille sig at det var andet end et nej, men man vidste aldrig! Det virkede dog ikke som noget man gjorde - tog en dukkert i en hellig sø inde midt i Dianthos. 

Romeo betragtede den anden i nysgerrig stilhed da denne tænkte højt. Det trak lidt i mundvigende på præsten da Phillippe konkluderede at det ikke behøvede at være vildt. Tak Isari for det da. Var der noget Romeo havde børstet af sig fra hans unge dage, var det at gøre vilde ting. Det kunne umuligt være hans stil mere, og han følte sig mere og mere stiv som et bræt som årene gik. Nej.. vildhed.. Den gejst var dybt begravet. 

Phillippes ord fastlåste Romeo i en mere og mere bekymret, men spændt følelse. Han ville gerne vide hvad den anden kom frem til i tankerne. Gøre alene og gøre med andre? Romeo forsøgte at skubbe nogle syndige tanker væk, som var begyndt at spøge i baghovedet af præstens sind. Det tog ham også lidt på sengen da Phillippe så endelig kom til noget af en slags konklusion.. eller mere et spørgsmål henvendt til præsten - men med skjulte hensigter, tænkte han i hvert fald. 

"Øhbøh.. " han så først forvirret, og dernæst forundret ud, "Nej.. i søen? Nej det vil jeg ikke lige vove at påstå at jeg har." Han gned sin pande forbløffet og stirrede på Phillippe inden han lod sin hånd glide igennem håret. "De har vel ikke tænkt Dem at vi skal hoppe i søen?" han kom med et chokeret smil. 

 Romeos reaktion satte et kort øjeblik en følelse af, at det var en dum idé Phillippe var kommet på. Han skød det dog hurtigt til siden. Manden var jo tydeligvis ikke i træning til at have det sjovt, så selvfølgelig ville han virke tøvende. Det kunne da umuligt skade nogle med et lille hurtigt dyk i en af søerne. Et skævt smil gled over Phillippes læber da ham blev spurgt om han havde tænkt de skulle hoppe i en af søerne. Et smil der afslørede det var lige netop var den han havde tænkt sig. 
 " Hvorfor ikke? " Spurgte han nonchalant med et skulder træk og blikket vendt mod præsten. Selvom det var et spørgsmål ventede Phillippe ikke på et svar 
 " Det er ikke alt for vildt, det er noget du kan gøre for dig selv eller med andre. Det er da en perfekt fødselsdags tradition! " Phillippe var i hvert fald enig med sig selv om det var en god ide. Om der lå andet bag en badetur i søen tænkte Phillippe ikke særlig meget over, selvom han da bestemt ikke ville have noget imod at se Romeo med lidt mindre tøj på.

 Phillippe så ud mod en af søerne igen, men følte alligevel den måske var lidt for tæt på templerne. Han lænede sig lidt tilbage i den afslappede position igen, men albuerne mod trinnet bag ham.
 " Vi kan finde en gemt lidt mere væk fra templerne, så mange kan der ikke rende rundt her, og det er jo bare en hurtig lille dukkert. " Blikket gled tilbage på Romeo og Phillipoe lagde hovedet en smule på skrå, så håret gled en smule fri af han skulder. 

Perfekt og perfekt.. Romeo studsede lidt over tanken. Han var usikker på om det var en god idé at gøre det til en fast tradition. Det var også koldt i luften, og det ville vel snarere være en form for vinterbadning, end blot en hurtig og lækker dukkert. "De er godt klar over at vi er i starten af November ikke? Vandet må være virkelig koldt." Romeo kunne vel i og for sig godt se goderne ved vinterbadning. Det var sundt for kroppen og sindet, og det var forfriskende. Måske det sågar kunne opfriske Romeo en anelse. Selvom han var træt helt ind til benet. Hans blik landede ud på søen, hvor han før havde haft fodret de fisk der boede deri. Skulle han virkelig hoppe ud til dem? Det gøs lidt i ham. 

Et minde fra hans ungdom blev pludselig tydelig. I Medanien, havde ham og et par af hans venner, fundet en sø der var knyttet til et lille vandfald. Der var klipper, og søen var stor og dyb nok til at man kunne springe ud derfra. Dengang var Romeo ikke tøvende, og han var også en af de første til at springe i vandet fra klipperne. Han kom med et kort fnys, og smilede forbløffet over sig selv. Som tingene dog ændrer sig. 

Romeo kom hurtigt op at stå da Phillippe snakkede om at finde en af tempelsøerne der var mere skjult. Hvilket han kun kunne nikke sig enig i. Vent, havde han lige godkendt Phillippes plan? Han missede lidt forfjamsket med øjnene og kom med et skævt smil. "Der er i hvert fald ikke mange der kommer her om morgenen.." mumlede han. Skræmt over sig selv, og hvad han var ved at gå med til. Mon det var den unge Romeo der bedte til at han skulle slippe sig lidt mere løs? Han havde så travlt med at bygge en mur omkring sig selv at han havde glemt hvem han var. Glemt.. hvordan man egentlig lever. Fortrydningsfuldt begyndte han at tale, "Der er en sø der er mere skjult her i haven.. der er ikke mange der opsøger den."  Han betragtede Phillippe. Der var noget ved hans person som gjorde at det var svært at sige nej til ham. Han fik kuldegysninger. 

 Falsk overraskelse lagde sig over Phillippes udtryk. Munden åbnede sig lidt og begge bryn skød op i panden. Blikket gled ganske kort rundt på omgivelserne, men var hurtigt på Romeo igen.
 " Hvad?! Er det ikke sommer?! Jeg troede bare jeg havde den her varme pels på for at lege bjørn! " Et drilsk smil sitrede i mundvigene og tydeliggjorde hans sarkasme.
 " Mon ikke to mænd som os klare det. Ellers må vi vel bare gøre noget for at få varmen igen.. " Phillippe trak på skuldrene. En lummer tanke tittede frem i baghovedet. Han vidste i hvert fald en måde hvorpå de kunne få varmen igen.

 Et lys tændte sig i Phillippes øjne da Romeo rejste sig op. Det måtte vel være et tegn på at han var med på ideen. Selv blev han siddende lidt endnu, men rettede sig mere op og satte sig med albuerne mod knæene. Han lyttede til præsten og da han forslog en mere skjult sø, skubbede han sig op at stå. Kort børstede han sig af, inden han rakte armen ud i en eller anden retning. Han havde jo ingen anelse om hvilken retning de skulle.
 " De føre an! " Lød ordene inden han kørte hånden gennem det lange hår. Som de begyndte at gå skød en tanke igennem Phillippe. Selv var han klar på at skulle smide tøjet og hoppe i vandet nøgen - det varmeste ville jo være at kunne tage tørt tøj på igen bag efter - men havde præsten satte tanker? Phillippe kunne godt forstille sig at præsten formentligt noget mere rene sind, slet ikke havde tænkt i de baner.
 " Er de så klar til at smide tøjet? " lød det nærmest helt henkastet fra Phillippe, der gik og kiggede rundt, som om det var det mest normale spørgsmål.

Da Phillippe kom med sin falske forbløffelse og overraskede mine, kunne Romeo ikke lade være med at stå og se på ham med et hævet øjenbryn, og et lettere fornøjeligt smil presset om læberne. Han vurderede den anden og rystede så kort på hovedet, og ville lave indvendinger, men det var som om at han havde glemt hvordan man byggede en sætning op. "Jamen altså.." han himlede lidt med øjnene, og satte hænderne i siderne, imens han stirrede ned på græsset, for at se om han kunne finde et svar ved at kigge der. Han prøvede at holde sine tanker sobere. Han havde nemlig en fornemmelse at Phillippe var en meget.. lystig mand, og han havde sikkert haft nogle bagtanker med det han sagde. Det skulle ikke undre ham hvis tanken havde strejfet den flotte snedker. Det chokerede ham lidt at han dømte den anden mands udseende. Normalt var det ikke sådan noget han tænkte på. Hvad er det dog for en indvikrning denne mand har på mig?? Han kørte sin hånd ned ad ansigtet og brummede i den. Han følte sig ikke engang utilpas ved tanken om at Phillippe tænkte sjofle tanker om ham. Hvad skete der lige. 

De var begyndt at gå i retningen af søen. De gik et stykke før de næsten var ved at være der. Her burde der ikke komme nogen forbi... tænkte han med hjertet galoperende i nervøsitet. Han ænsede næsten ikke hvad det var Phillippe havde sagt, og betydningen af disse ord, før det pludselig slog ham. Han skulle jo tage tøjet af. Kunne han det? Hans ar ville blive afsløret, og hvad ville hans undskyldning være for at have fået det? Var det for risikabelt? han tænkte så det knagede, og sank en nervøs klump. 
"Øh.. Det.. var en detalje jeg ikke helt havde tænkt på.."

De var nu nået til søen. Han skævede rundt for at være sikker på at de var alene. Der var en lille fin snehvid bro der strakte sig over søen. "Er du?" Lød det en smule kvækkende fra ham, da klumpen i halsen var ved at kvæle ham af nervøsitet. Han prøvede dog at se afslappet ud, men man kunne godt se i hans blik at han ikke var helt tilpas. "Måske jeg.. beholder undertøjet på." Han havde et par lange bomuldsunderbukser på, og overvejede hvorvidt det var en god idé at hoppe i vandet med dem på.. Det ville tage tid før det tørrede, og han ville ikke rende rundt med fugtige underbukser når han var i tjeneste. 

 Phillippe kunne ikke helt forklare det, men der var et eller andet tilfredsstillende over at prikke sådan til præsten at han ikke vidst hvad han skulle sige eller gøre af sig selv. En lille del af tilfredsstillelsen kom nok fra at Phillippe ikke kunne lade hver at flirte, når han så en lille revne i den andens personlighed. Når han fik en fornemmelse for at det kunne være det kunne lykkedes. Der var jo ikke noget bedre end at kæmpe en hård kamp for at få hvad man vil have, og til sidst få det. 
  Der blev ikke kommenteret på reaktionen og de manglende ord, men et skævt smil sneg sig over Phillippes læber. Hvor langt kunne han mon presse Romeo ud. 

 Var der noget Phillippe ikke var, så var det blufærdig. Han vidste han så ganske godt ud, og at han ikke havde noget han behøvede at være flov over. Derfor var det intet problem for ham at smide tøje for den anden mand. Selv hvis han havde et problem med det så var det jo bare en hurtig lille dukkert. Mon præsten også tog i badehuse med undertøjet på? Tanken fik et skæv, lettere underholdt smil frem på Phillippes læber. 
 " Hvis De ikke har noget imod det, havde jeg tænkt at smide det hele. De sagde det jo selv. Vandet må være virkelig koldt. Det bliver nok ikke varmere når det sidder i tøjet. " Pointerede snedkeren. Alt tøj der blev vådt, ville sikkert kun blive endnu koldere end vandet, når man kom op igen. Han trak kort på skuldrene og så lidt på søen, som vist skulle være deres offer. 
 " Er De klar? " Phillippe så hen på Romeo, med det ene bryn løftet i en spørgende grimasse, inden han igen blev ramt af en spontan tanke, der fik et bredt, lusket smil frem på hans læber.
 " Den der kommer sidst i vandet er en hundetunge! " Og med de ord gik Phillippe hurtigt i gang med at vikle sig fri af pelskappe, og tøj.

"De har fat i en pointe." svarede Romeo stift. Han havde jo selv lige tænkt tanken at det ville være koldt og ubehageligt at rende rundt i vådt tøj. Selvom Romeo's kropstemperatur var højere end de fleste menneskers, på grund af hans varulveforbandelse, havde han stadig ikke lyst til at mærke det fugtige tøj mod sin hud når de var kommet op ad vandet. Hvis han ikke tænkte videre over den andens nøgenhed, kunne han måske godt klare det? Han havde jo set nøgne mænd før uden at det var underligt. I badehuse, og da han var en ung knægt. Mænd gør den slags vilde ting - uden at det betyder andet en skæg og ballade. 

Romeo følte sig tilbageholden, og tankerne knagede og brummede i hans baghovede. Han blev nok nødt til at tage sit undertøj af. Mit ar er kommet fra en... vandretur. Han prøvede at stykke en løgn sammen hvis Phillippe skulle spørge til hans ar på låret. Vandretur.. og så kom der en bjørn.. Nej måske en puma? En puma. Mit ar er kommet fra da jeg var på en vandretur i bjergene og blev angrebet af en puma. Det lød som en løgn der godt kunne godkendes som sandfærdig. Han stod og memoriserede sætningen i sine tanker et par gange så det lød mere naturligt når han skulle sige det. Hvis det blev nødvendigt. 

Hans hjerte slog et slag over da Phillippe spurgte om han var klar. Han blev nok aldrig klar. Så måske han bare skulle slå tankerne fra. Bare gør, og lade være med at tænke. "Ahh-heh.." Kom det akavet fra ham, "Sådan da." brummede han hæst, og han rynkede brynene opad, og smilede skævt. Romeos øjenbryn skød overrasket i vejret da Phillippe kom med sit barnlige udsagn. Det fik ham til at smile mere afslappet, og hans skuldre der før havde været helt oppe ved hans øre af anspændthed, faldt ned på plads igen. "Det er dig der er en hundetunge så!" kom det pludseligt legende fra ham. Hans øjne gnitrede, og blev en anelse livlige. Han følte sig pludselig meget ung igen. 

Hurtigt fik han afklædt sig ud af tunikaen, og fjernede de øverste lag af sit tøj. Hans nøgne og veludrustede brystkasse kom til syne. Og tatoveringen af Isarissymbol som han havde på venstre brystkasse kom ligeledes til syne. Han stod på et ben og hoppede lidt rundt for at forsøge at tage sine sko af, og så begyndte han at binde sine bukser op. Det er først der at hans fingre begyndte at ryste lidt.. da han blev bevidst om hvad han lavede. Han sank en klump, og hjertet slog hurtigt. Men ned røg bukserne, og så manglede hans langeunderbukser bare. Han skævede hen til Phillippe som også var igang med at afklæde sig lystigt. 

 Der var ingen nåde at hente, da Phillippe havde sat den lille interne konkurrence i gang. Hurtigt og rutineret kom han ud af tøjet. Det fløj dog også lidt til alle sider, da Phillippe ikke rigtig havde øje for at lægge det nogenlunde nært hinanden, men i stedet kun tænkte på at komme i vandet. Af og til skævede han til Romeo, blot for at se hvor langt han var, men uden rigtig at registrere noget som helst andet end mængden af tøj den anden havde på.
 "  Hah! Det er så meget dig der er en hundetunge! " Det var barnligt og ikke spor voksent, men Phillippe grinede fordi han havde det sjovt og var glad. Overkroppen var bar, og mens Phillippe forsøgte at tage den ene læderstøvle af, begyndte han at hoppe ned nærmere vandet.

 Støvler blev smidt lidt ud over det hele som alt det andet, nærmest som en lille sti der førte ned til vandet. Phillippe der var i gang med at hive det sidste stykke tog af benene da han så sig over skulderen, med et udfordrende glimt i øjet.
 " Du klæder dig af som min bedstemor!  " lød det drilsk og legende fra Phillippe, inden det gik op for ham hvordan det han lige havde sagt kunne lyde. Et lettere foraget og forskrækket udtryk lagde sig over hans ansigt, og han stoppede op midt i at løbe mod vandet.
 " ... Vent.. Altså.. Det var ikke.. Ved Zalaaa.. ehm.. Pokkers.. " Han skar en grimasse over sig selv, alle de forkerte tanker hans egen sætning havde i gang og bandeordet der nok ikke var spor passende i Tempelhaverne. Med et kort ryst på hovedet fik han rystet sig selv i gang igen, og han begyndte at løbe det sidste stykke mod vandet, i håb om stadig at kunne nå at vinde.

De opførte sig som et par store drenge, der langt fra voksne og havde hvert deres professionelle erhverv. Men, der var noget befriende over det. Der var ikke noget alvor, ikke nogle bekymringer i dette nu. Lige nu handlede det bare om at hvem der røg i vandet hurtigst. Det var sjovt. Det var for en gangs skyld sjovt at være Romeo. 
  "De havde så meget på, hvordan er De allerede afklædt så hurtigt?" Han så forbløffet ud og han fik hevet sin venstre, og sidste sko af. Han så hvordan Phillippes tøj var fløjet af, og lå nu til alle sider på i græsset. Det lignede at der havde været en eksplosion. 
"Hey det er snyd at bevæge sig hen til vandet før alt tøj er af!" var en regel han lige havde fundet på løbende. Men nu begyndte han selv at bevæge sig from mod søen, imens han overvejede hvad han skulle gøre med de lange underbukser. 

Romeo standsede da han blev sammenlignet med en bedstemor. Og han rødmede fortørnet. Først havde han ikke opfanget hvordan det kunne misforståes, men det kunne han tydeligt læse i den andens attitude nu. 
  "Nej nej. EJ nej! Sådan forstod jeg det slet ikke!" Romeo så lige så forskrækket ud som Phillippe nu, og viftede hurtigt og beskyttende med hænderne, for at vifte de fæle tanker ud af hovedet om afklædte bedstemødre og hvad fantasien ellers kunne finde på at opfinde. I forhold til Phillippes tøj som lå spredt rundt, og udgjorde en lille sti ned til søen, var Romeos tøj lagt det samme sted i en bunke. Ikke foldet, som han nok normalt ville have gjort, men under omstændighederne var der ikke tid til det. Så ville han i hvert fald have været en hundetunge. 

Nu tog han underbukserne af i et hurtigt snup, og trådte ud af dem, for så at kaste sig ud mod vandet. Phillippe og Romeo ramte vel vandet nogenlunde samtidig, og det var svært at se hvem af dem der egentlig havde vundet. Vandet var iskoldt de første sekunder da det ramte Romeos ben. Men han frøs ikke. Temperaturen påvirkede ham kun meget lidt, og hans kropstemperatur forsatte med at skyde varme ud i hans lemmer. For ham var vandet vel lunkent. Et oprigtigt grin undslap hans læber, "Er vi så begge hundetunger eller hvad?" 

 Et drenget grin lød fra Phillippe da der blev kommenteret på hans evner til hurtigt at smide tøjet, og et matchende smil med at sigende glimt i øjnene. Han havde svært ved at tro på at Romeo ikke havde fået på fornemmelsen af Phillippe kom lidt vidt omkring, trods han var gift, så det burde vel i og for sig give sig selv. Alligevel sagde hans ord noget andet, bare for at drille.
 " Åh.. Glemte jeg at sige jeg var syv-dobbelt vinder af de årlige vinderbadnings turneringer? " Han blinkede med det ene øje for at understrege joken, mens han forsatte afklædningen. 
 " De kloge, narre de mindre kloge? " lød det spørgende med en drilsk tone over sig. De havde vel teknisk set ikke sat nogle regler op, så det var vel bare at være snu?

 Da de begge havde konkluderet af Phillippe altså ikke lå med sin bedstemor, og de begge var kommet sig over chokket ved at tankerne i det hele taget var dukket op, satte de begge i løb mod vandet. Så snart det kolde vand ramte Phillippes ellers varme hud, gispede han højt, efterfulgt af et lille vin. Han stoppede dog ikke med at løbe før han havde vand op til skulderne.
 " Ehh.. Ellers er ingen af os...? " Grinede Phillippe og vendte sig rundt så han havde fronten til præsten. Kroppen begyndte lige så stille at vænne sig til vandet temperatur, men han kunne stadig mærke det var koldt. 
 " Nåh, var det så så slemt Hr. Jeg Tør Ikke?" Drillede Phillippe med et skævt smil om læberne. 

Romeo sendte Phillippe et blik der direkte sagde det-må-du-længere-ud-på-landet-med, før han rystede på hovedet og fnyste med et skævt smil. En lille pandelok dansede da han fnyste, og hurtigt lod han hånden køre den tilbage til det andet hår. De kloge narre de mindre kloge, ja, det kunne han vel have ret i. Phillippe var en snu mand, konstaterede Romeo.

Nu var han kommet dybt nok ud til at han var dækket af vand fra navlen og ned. For at spille med på at vandet var koldt, lagde han armene beskyttende om sin overkrop, og skuttede sig lidt. Han så efter Phillippe som løb længere ud, så hans krop næsten var helt dækket til af vand, og Romeo valgte så at følge efter. "Vi skal vel ned at dyppe hovedet før en af os har vundet?" Han smilede stort. Lige nu morede han sig gevaldigt, og var kommet hen at stå ved siden af Phillippe, men stadig meget en halv arms afstand mellem dem. 

Phillippes drilleri fik Romeo til at komme med et brummende fnys. "Hey, Jeg sagde aldrig at jeg ikke turde." han løftede en pegefinger, og hævede brynene, underlæben skuttede frem. "Jeg var blot i tvivl hvorvidt en god idé det var. Jeg har jo et ry at opretholde, forstår du." han prøvede at lyde seriøs, men det var spøgefuldt. Han ville bare ikke ses som en bangebuks, for det var da ikke det der havde holdt ham tilbage! Tøvende havde han været ja, men bange? Ikke for lidt koldt vand! Han plaskede lidt vand mildt hen mod Phillippe, som endnu et modsvar til Phillippes drillerier. 

 Et forslag til at finde en vinder, ville selvfølgelig være det mest oplagte, men der var ikke lige noget der faldt Phillippe ind. Dog var Romeo hurtig til at komme med et forslag, et forslag han ikke selv var hurtig til at tage op, og ganske få sekunder efter Romeo havde forslået at den der først dyppede hovedet under vandet, havde Phillippes hoved været under og oppe igen. 
 " Hah! Jeg vandt! " Udbrød han som hovedet var kommet over vandet. Håret - der nu var totalt gennemblødt - hang ned foran ansigtet, så han ikke kunne se Romeo, men han håbede at Romeo lignede en der ærgrede sig over ikke at have været hurtigere. 

 Begge hænder blev ført igennem det våde hår, for at få det fri af øjnene. En svag latter forlod ham, da Romeo bestemt ikke lød begejstret for hans drilleri, og han trak blot på skuldrene. Han synes det havde lydt som om han ikke turde - og det gjorde det stadig. Det skæve smil der trak den ene mundvig op, afslørede også at han ikke helt troede ham. 
 " Bliv du bare ved med at sige det til dig selv.. Hey! " Vandet der blev sprøjtet i hans retning kom uventet, og det første der faldt Phillippe ind som hævn, var at sprøjte vand mod Romeo for at distrahere og så springe på ham, så han kunne hive ham med under vandet.
 Da de kom op af vandet igen, var der ikke meget afstand mellem dem, men Phillippe tænkte ikke det mindste over det. Han grinede blot, mens han fik ført det våde hår væk fra ansigtet igen.