Det var tydeligt, hvilken effekt Winchell havde på hende. Måden, hun holdt om karrets kant. Og som fingeren havde nærmet sig hendes strammere hul, havde hun ikke svirpet den væk eller sagt noget. Dette som den buttede mand som accept. Derfor cirkulærerede fingerspidsen rundt, før den langsomt, men nok pressede blidt imod og ind. Der var ingen ambition eller nødvendighed for at skifte hul med lemmet. Det havde et fint hul at lege i. Men hvorfor begrænse nydelsen til få huller, når Winchell havde fingre og andet, der kunne hjælpe Catherine til en dybere nydelse?
Med tommelfingeren oppe i hende til første led satte Winchell sine hofters bevægelser ned i tempo. Dog kun i tempo, for hårdheden og mærkbarheden blev sat markant op. Hver gang han stødte ind i hende, blev det gjort hårdt. Deres kød klaskede mod hinanden hver gang og ekkoede svagt i badehuset. De skulle jo nødigt fortsætte på en monoton og kedelig måde. Der skulle ændringer og de skulle ikke planlægges. "Hvor må jeg, Catherine?" spurgte Winchell tungt, som han havde lænet overkroppen en anelse frem over hende. Nok til at kunne snakke direkte til hende, men ikke langt nok til at tvinge hverken finger eller lem ud af hende. Der var endnu lidt tid, inden Winchell ville mærke sin orgasme, men han vidste, at hvis tempoet blev sat op og stemningen forblev, som den var, at der ikke ville gå lang tid. Og det var bedst at spørge kvinder, det havde den buttede mand erfaret. Det var ikke alle kvinder, der ønskede risikoen for at blive knaldet tyk af halvfremmede mænd i badehuse. Og Winchell var heller ikke klar til at blive farmand selv. Så hellere kalde andre for 'farmand'.
