Alt fra kul til metalværktøj blev sat hen ikke langt fra Jontar og buret. Prinsen kiggede kort ned på de orange gløder, som han tog fat i en af metalstengerne. Denne havde blot en cirkel for enden til brændemærker. Mere for afstraffelse end visning af ejendom. Den var perfekt, tænkte Jontar. Derfor blev denne presset ned i gløderne. Det ville tage sin tid at varme metallet op, men så var det vel godt, at pipfuglen ikke kunne holde sin mund lukket.

De kvækkende ord og den hule latter blev ikke reageret på af Jontar. Straffen for denne verbale fornærmelse ville om ikke længe blive modtaget. Kullet skulle blot opvarme stangen godt nok. Det var anden del af slavens ord, der fik Jontar til at tage en dyb indånding.
"Jeg skal nok give dig noget, du skal beholde for evigt og altid. Minde om denne dag og resten af dit liv," Tydeligt og nærmest dramatisk som en skuespiller fra et teater drejede Jontar sit hoved for at kigge ned i kullet. Han løftede stangen kort og kiggede på metalcirklen. Den var endnu mørk af metal. Ikke varm nok endnu. Derfor blev den presset hårdt og dybt ned igen, som fyrstesønnen drejede sit hoved tilbage på slaven i buret. Han kunne ikke lade være med at smile selvtilfreds. Pipfuglen havde selv været ude om dette. Han havde været mere end klar til at være gode venner, men det ønskede fuglen ikke. "Jeg er meget fremme i skoene til denne slags stævnemøder, kære pipfugl. Jeg er givende. Du får en permanent gave her om lidt. Nogle ønsker om hvor? Eller skal jeg bare overraske dig?" Selvfølgelig ville Jontar ikke ødelægge den fine fjerpragt, men der var blottet hud på kroppen. Det kunne prinsen se, som han kiggede op og ned af fuglens krop. Der skulle nok være et perfekt sted til en glohed cirkel at brænde på.

Iriskan prøvede at fokusere, men det blev svære og svære for hvert øjeblik. Hans bedste bud ville være at stikke af det øjeblik buret blev åbnet, blæse dem om kuld, flyve til himmels og ikke stoppe før han nåde langt ud af ørkenen. Men jo længere der gik, jo mere sneg visheden om at han ikke havde kræfterne til det, sig ind på ham. Han havde forspildt sin chance, og for hvad? At vise verden de fyrstelige underklæder??
.... det havde været det værd.

Slavehandlens larm var en summen, men fyrstesønnens stemme skar stadig igennem og nåde Iriskan. "Hvad med..." hans stemme knækkede og hans hostede tørt en rum tid, inden han igen kunne fortsætte, åndende tungt "At du sætter den på min blege røv, så jeg kan tænke på dig hver gang jeg skider" foreslog han så hjælpsomt som kun Iriskan kunne. Han flyttede sig en smule i buret.
"Eller endnu bedre... du kan bruge den på ham.." Iriskan nikkede svagt i retning af slavesælgeren "For han lader til at have næsen langt oppe i røven på dig, så meget som han spytslikker" kom endnu et behjælpeligt forslag fra halvfuglen. Selvom det var blevet svært for Iriskan at tale tydeligt efterhånden, så sparede han stadig ikke på ordrene. Kun det bedste for fyrstesønnen!

Prinsen lod pipfuglen snakke færdig. Metallet skulle alligevel varmes op på gløderne. Hvorfor ikke lade slaven bruge tiden på at snakke imens. Snakke så meget, han kunne, inden et mærke ville være at finde på hele kroppen. Dog kunne Jontar ikke lade være med at løfte det ene øjenbryn af kommentaren til sælgeren. Røvslikkere var bedre end næsvise slaver, der ikke kendte deres plads. "Jeg skal nok sørge for, at du vil tænke på mig, hver gang du gør noget. For enten vil det være en ordre eller en frihed givet af mig."

Kort kiggede Jontar ned på metallet. Det var stort set klar. Cirklen var i hvert fald orange, da prinsen løftede den ud af gløderne for at se på den. Dog blev den presset ned igen, som han kiggede på spytslikkeren - slavens ord, ikke hans. "Kan jeg få dig og dine mænd til at holde ham på plads? Helst uden at skade fjerene for meget." Men hvis pipfuglen gjorde for megen modstand, måtte de pæne fjer være ofrene. 
Hovedet vendte tilbage til fuglen inde i buret. Når der var låst op og slaven slå på maven med mindst to mænd holdende ham fast, ville Jontar træde ind på det glohede metal, klar til at efterlade et mærke, som fuglen ville mærke den næste lange stykke tid, når han skulle sætte sig. Dette var ene og alene slavens egen skyld. Ulydighed kunne ikke gå ustraffet hen. Det burde alle og enhver vide. Og nu ville pipfuglen lære præcis dette.

Iriskan sank en klump som jernets orange glød skinnede over kullene. Et snert af panik satte ind. Nok var Iriskan ikke fremmede til korporlig afstraffelse, men det her var alligevel... anderledes. Iriskan brystede sig ved at mene han efterhånden var blevet afstraffet på alverdens måder, og rejst sig fra dem alle igen. Men det var først nu, hvor stærke hænder greb ham, og han var blev trukket til jorden, uden at gøre andet end ynkværdig modstand, at han indså, at der var én stor forskel på Mørket og denne Kazimi. Mørket havde ikke bare brug for ham i live, men også i et strykke og tænkende. Den her gut ønskede ikke selvstændig tanke, men fuldkommen lydighed. Og så længe Iriskans fjerdragt var pæn, lod det ikke til halvfuglens førlighed var relevant.
___

Slavehandleren var ikke sen til at adlyde fyrstesønnen, "Naturligvis deres Højhed" svarede han, og vinkede et par af sine hjælpere hen for at assistere. Buret blev åbnet, og halvfuglens ynkelige forsøg på at gøre modstand, var nærmest grinagtigt. Den ene mand holdt slaven nede, mens den anden forsigtigt, men bestemt, holdt vingen til side, for at undgå den kom til skade. Halefjerne var en smule mere besværlige, men mellem dem tog det ikke længe før den var under kontrol, og huden blottet efter Jontars anvisninger.

Frygten og panikken var tydeligt at se på pipfuglen, som denne fik øje på det glødende jern. Nu havde Jontar endelig lukket munden på ham. Ærgerlig, at det desværre var for sent. Han kunne jo ikke slukke for gløderne nu. Hvilken slaveejer ville han ligne, hvis han blot truede med trusler og ikke gjorde sandhed ud af dem? Slaver havde brug for at vide, hvem der ejede dem og hvem de var. Og denne fugl havde tydelig brug for at mærke dette. Mærke det med glødende varmt jern!

Nærmest uden problemer åbnede to af sælgerens mænd for buret og straks fået deres greb om slaven. Den ene holdt ham nede, imens den anden løftede vingen, blottede bagdelen, hvor jernet skulle placeres. Der var dog intet skummelt eller dystert smil på Jontars læber. Det var ikke, fordi prinsen nød dette. Dette var ikke en eller anden underlig form for nydelse for ham. Alligevel gjorde han det med god ro i sindet og gladeligt. Det var nødvendigt. Det havde han lært.
Langsomt trådte Jontar ind i buret. Han trak tiden ud. Jernet var varmt nok til at kunne vente nogle sekunder. "Sørg for, at han ikke bevæger sig. Ingen grund til at gøre mere skade end højst nødvendigt." erklærede Jontar til de to mænd. Efter de begge havde anerkendt dette, gjorde prinsen sandhed ud af sin trussel. Han løftede højre arm og kiggede kort på det endnu orange jern, før han straks placerede dette hårdt og kontant på fuglen. Hvis slaven spjættede for meget, ville jernet bevæge sig og gøre større skade. Tog han imod det, ville skaden være så lille som muligt - og selvfølgelig skulle en healer se på ham, når de ankom til paladset. Men det kunne Jontar også trække ud. Pipfuglen skulle lære, at han ingen længere havde noget at skulle sige. Han var ejet af Jontar og resten af Kazimi.

Slavesælgerens folk viste hvad de lavede, og holdt med lethed halvvfuglen på plads, mens fyrstesønnen gjorde alvor af sine trusler. Det var hverdagskost for de veltrænede mænd, og et svækket halvdyr var næppe det sværeste de havde skulle holde styr på.

Iriskan viste det glødende jern kom, men alligevel slog det luften ud af ham da det endelig ramte. De blågrønne øjne spærrede sig op, som hans ansigt fortrak sig i smerte. Halvfuglens mund var åben i et skrig, men ingen lyd forlod de sprukne læber, udover en hæs hvæsen. Det sortnede for Iriskans øjne, og han ønskede intet mere end at forsvinde ned i mørket, hvad som helt for at undslippe smerten! Men guderne var ikke så barmhjertige at skænke ham bevidstløshedens tomhed endnu.

Det føltes som en evighed af smerte, inden fyrstesønnen trak jernet til sig igen, og smerten lettede, skønt den ikke forsvandt helt. Ekkoed sad som en smertefuld påmindelse, der ville blive med ham.
I hårde gisp trak Iriskaen vejret, som han blev trukket på benene, men stadig holdt godt fast. Hans ben nægtede at bærer ham, og han kunne ikke gøre andet, end at hænge slapt mellem de to mænd der holdt ham oppe.
Da Iriskan, med enorm anstrengelse, løftede hoved igen, var der frygt i hans blik. Frygt for at han ville få knækket mere end et par fjer inden han genvandt sin frihed igen... Hvis han genvandt sin frihed igen.

Med ingen besvær fik Jontar brændemærket fuglen. Med lethed ramte det glødende jern den blottede hud. Prinsen kunne se, at fuglen havde åbnet sin mund i smerte - hele ansigtet var badet i smerte. Men der kom intet skrig ud. Kun en hæs hvæsen, som om der ikke var plads til skrig. Der var ingen kræfter tilbage til andet end en hvæsen.
Som jernet blev fjernet, kunne Jontar se den røde og irriteret hud i formen af jernet. Et tilfreds smil og blik om fra ham, som jernet blev rakt bag ud. Sælgeren tog imod den og lagde den fra sig i en bøtte med vand for at køle jernet af igen. "Op med ham." Autoriteten var i Jontars stemme og sælgerens mænd lystrede.

Ansigt til ansigt kiggede Jontar på fuglen, hvis øjne var fyldt med frygt. En hånd tog fat i kæben. Hele fuglens krop og sjæl virkede slap, dvask og underdanig. En svag nikken blev gjort i tavshed. "Husk, hvad du er, kære pipfugl. Du er Kazimis ejendom. Tag det som ære. Der findes langt værre herrer, du kunne få. Du er en heldig, lille pipfugl." De grønne øjne stirrede direkte ind i slavens, borede ind igennem kraniet. Og hurtigt drejede hovedet og blikket bagud. Uden at sige noget til Morosa forsvandt halvkatten. For at finde deres karet. Denne fugl kunne jo hverken gå eller flyve selv. 

Iriskan forsøgte at trække ansigtet væk som fyrstesønnen greb om hans hage, men modstanden var ikke meget mere end symbolsk, så svag den knap ville blive bemærket overhoved.
Jontars ord skar og sivede ind i halvfuglens sind, båret af det borende blik, som Iriskan forsøgte at undvige.

Nej... NEJ! Jeg... er fri.. jeg er min egen, min...

Iriskan forsøgte at holde fast, klyngede sig til den sandhed han bar i hjertet, hvor spinkel den end føltes. Han kunne ikke give slip. Han kunne ikke overgive sig til den her selvhøjtidelige narhat af en slavehandler, hvor lokkende tanken end var. Bare at give efter.
Men det handlede ikke kun om ham. Det handlede om hans familie, hans slægt, om Auirs legende.

Iriskan mødte Jontars blik, og et ukontrolleret gib gik igennem ham ved de grønne øjnes intensitet. Men han tvang sig selv til at holde det. "Værre måske, men ingen så selvfede" fik han presset ud mellem sprukne læber.
"Og mit navn.. er Iriskan!" tilføjede han med alt den fasthed han kunne mønstre, inden han var nød til at slå blikket ud til siden. Han følte sig forpustet bare af de få ord. At stå overfor fyrstesønnens intensitet var som at svømme mod strømmen i en brusende flod. Spild af energi og til mere skade end gavn. Men Iriskan havde aldrig været en vis mand, og nok var han knækket, men han var ikke nedbrudt.

Modstanden var tæt på ikke eksisterende fra fuglen, men Jontar kunne mærke, hvordan der blev kæmpet imod. Prøve at komme fri fra grebet om kæben. Men Jontar var lige nu stærkere end den forsvækket fugl. Om det samme kunne siges, hvis styrken var total for begge parter, var ikke til at vide. Men det var også underordnet. Jontar var ejeren. Herren. Pipfuglen skulle blot lytte efter. Ellers ville der falde brænde selvfølgelig.
Der var ikke mange muligheder derfor for at undgå de limegrønne øjne af prinsens. Pipfuglen skulle være nød til at lukke øjnene for at undgå disse og hvis dette skete, ville Jontar selvfølgelig reagere og beordre øjnene åbne. Ikke noget med at undvige en herre, når han krævede opmærksomhed.

Grebet om kæben forsvandt. Begge hænder fandt hinanden omme på ryggen. Kort kiggede Jontar bagud for at se, hvor Morosa og kompagni blev af. Dog begyndte fuglen at snakke, så Jontar drejede hoved og fokus tilbage på ham. "Du vil kysse mine sko af taknemmelighed for, at jeg er selvfed og ikke værre, pipfugl," sagde Jontar ikke køligt, men heller ikke varmt. Det var en inddirekte trussel. Denne adfærd kunne ikke fortsætte. Man kunne ikke snakke sådan til sin ejer. Men det skulle fuglen nok lære, når de kom væk herfra. "Dit navn er, hvadend jeg vil have det. Du skal tjene retten til dit navn. For nu er du pipfugl, forstået?"

Iriskan ville nok altid indse helt hvor heldig han var i at det var Jontar der havde valgt at gøre ham til sin, frem for de fleste andre. Men Iriskan levede også i en verden hvor liv havde værdi, og ikke blev taget for givet. Det var næppe en anskuelse der var udbredt i Rubinien, en lektie Iriskan utvivlsomt kom til at lærer før snarer end senere.

Halvfuglens hoved faldt ned så snart Jontar fjernede sit greb om kæben, og Iriskans hoved hang løst fra hans skulder. En anstrengt lyd, halvvejs mellem host og fnys lød som 'svar' på fyrstesønnens ord.

Okay, mandsling. Ordrene forlod aldrig Iriskans mund. De brændte i hans sind, men hans tunge nægtede at adlyde, nægtede at forme fornærmelsen og slynge den tilbage mod den højrøvede slaveejer. Iriskan var for udmattet og truslen om mere af samme skuffe hvor brændemærket kom fra, for høj. Så Iriskan holdt mund, og lod sig i stedet blot hænge i grebet af de to vagter, svælgende i sin egen elendighed.

Der var hverken energi, styrke eller mod tilbage i fuglens krop og motorik. Som Jontar slap kæben, svang hovedet, som hang det kun i sener og ikke med knogler og muskulatur. Var det i sandhed så nemt at knække Iriskan? Det krævede ikke mere end at lade ham bruge sin vind, brænde ham og tale ned til ham. Han skulle nok blive en fremragende slave. 

Morosa kom tilbage og hviskede til Jontar, at deres transport snart var på vej. Prinsen nikkede takkende og lod slavekatten forsvinde tilbage for at overse den korte tur herhen. Meget vel var hun hans personlige slave, men det var tydeligt, at Morosa nok var den mest frie slave, der fandtes under Jontar. Hun var dog både taknemmelig og lært. Derfor havde Jontar nærmest en blind tillid til hende. Noget, han næppe ville få med Iriskan. 
"Du får æren af at sidde med mig hele turen til paladset. Der er nogle regler og mere, du skal lære. Ellers vil det brændemærke ikke være det værste, der sker for din krop i dag." Jontars stemme og ansigt udstrålte det modsatte af, hvad en trussel var. Han smilede afslappet og havde følelser i stemmen. Truslen var også semi-tom. Jo, han kunne snildt finde noget at slå fuglen med, men trussel var kun så stor som offerets fantasi. Hvis Iriskan kunne tænke på slemme ting, ville han tro, det var, hvad Jontar ville gøre. Ord havde oftest mere magt end store muskler.

I vognen sank halvfuglen sammen i en ynkelig bunke af støvet hud og fjer foran Jontar. Trods Iriskan helst ville være ethvert andet sted, så var vognens skygge en kærkommen velsignelse der næsten gjorde op for adlingens tilstedeværelse.
Fyrstesønnens ord lød, krævende Iriskans opmærksomhed men et eller andet holdt halvfuglen fra at opfatte dem. De dominerende ord synes at skifte i hans ører, som var de talt på et fremmed sprog, og hans hørte dem langt væk fra, igennem en mur af vand.

Skyggen i vognen var også mørkere end han havde oplevet nogen skygge før, som var det dybeste mørke selvom der stadig var lys. Og mørket var koncentreret i små pletter omkring... alting??

I vognen sad Iriskan og svajede faretruende, hans blik glidende ind og ud af fokus, indtil de til sidst gled bagover, og han mistede bevidstheden.

Turen tilbage til paladset var overvejende tavs. Åbenbart havde Iriskan ikke mere at sige - til splittede meninger fra Jontar. På en måde gad prinsen godt høre flere dumsmarte kommentarer fra pipfuglen. Men det virkede til, at han havde formået at lukke munden på den nye slave. I hvert fald for en stund. Måske havde realiteten af den nye virkelighed endelig cementeret sig i kraniet på ham. Der var ingen vej tilbage. Medmindre Jontar selv åbnede vejen for Iriskan. Men hvorfor skulle han det? Hvem ønskede ikke en køn pipfugl som ejendom?

Jontar lagde ikke engang mærke til, at Iriskan havde mistet sin bevidsthed, før de var ankommet til paladset. Frem for at vække fuglen valgte prinsen blot at lade sine medarbejdere løfte ham ind. "Giv ham et bad og lås ham inde på et af værelserne. Lidt alenetid vil gøre ham godt sikkert." sagde Jontar, før han selv trådte som den første ind på paladset - med sin skare af folk og slaver bag sig. Morosa som den tætteste, selvfølgelig. Prinsen ville først se Iriskan igen om nogle dage. Som sagt, noget alenetid ville gøre ham godt. Et par dage uden folk, mad eller lignende ville gøre godt. Virkelig godt.