Det blev aldrig trættende at se hvordan forundring dansede så legeligt over hans træk ved synet af den fleksibilitet hun udviste og havde brugt mange år på at holde ved lige og bruge når folk mindst ventede det af hende.
Det gav en behagelig bekræftende følelse at se den følelse glide igennem ham, om det så kun var for et ganske kort øjeblik hun havde den fornøjelse.
Det var så uhyrer sjældent han lod sine egentlige følelser tage overhånd af hans udtryk. Alt for sjældent. Men så måtte man nøjes med de slå tegn, som lyden af fjer der næsten lydløst trak sig få milimeter fra hinanden og gav en let lyd over gulvet og fik hendes øjne til et øjeblik at ville flytte sig for at bekræfte at hun havde ret. Hans vinger var hans afsløring og det gav et breddere smil på hendes læber af en vis tilfredsstillelse over hans krops gerning.

Selenes hage løftede sig minimalt som respons til at Ramiel selv løftede sig hoved, inden hun lod hans hånd få fat. Hans fingre var bløde og velplejede som lå sig en diplomat til og føltes rare mod hendes hud, som de gled over hendes kæbelinje. Hendes øjenlåg gled let i uden at lade øjnene lukke sig helt. "Det kan arrangeres" svarede hun lavmælt tilbage, nærmest som var det en udfordring til ham, men i virkeligheden mere en invitation.
Ubevidst for hende selv, men formentlig afslørende for ham, lod hun sit hoved drejede med hans fingres berøring, mens hun selv mærkede hjertes forrædderi ved at slå hårdere over nærværet. Med hovedet drejet mod hans hånd løftede hendes øjenlåg sig op igen og det var tydeligt for ham at se at pupilerne i de intense blå øjne havde udvidet sig.
Det var desværre bare ikke menneskeligt muligt for hende at læne sig tættere på ham end hun allerede var.

Ah, det var der. 
Indvendigt var det et mentalt smil strakte sig over diplomatens læber, og der skulle ikke gå forfærdeligt længe inden at det udvendige ville følge trop. Det var der, og den vage villighed i hendes bevægelser var noget der satte en mindre gnist igang i de gyldne øjne, der dog hurtigt tog til i intensitet og honningfarvede farvespil. Mere elegant kvinde skulle man lede længe efter; det var ikke kun den fysiske gode form der formåede at drage Ramiel ind på den måde som hun gjorde... og i takt med at sorte pupiller langsomt åd sig ind på kvindens himmelblå øjne, kom det tilfredse smil også langsomt frem på Ramieløs læber, synkront. 
Det var ligeså meget den respekt der var blevet bygget op, hvis der var noget den bevingede diplomat værdsatte, så var det ressourcestærke individer. Og dét, drysset med den snert af drillende udfordring der altid lurede omkring Selene, var hvad der endelig skubbede diplomaten det sidste skub frem for at fange kvindens læber i et heftigt kys. 

Som sprang en lidt for spændt streng på et instrument, var det at Ramiel rykkede fremad, så hun ikke skulle læne sig så anstrengende ind over sig selv længere. Hånden omkring hendes hage slap kun for at glide ned omkring baghovedet på den mørkhårede kvinde, og den frie hånd gled over låret på hendes siddende skikkelse og stoppede i et tilfreds lille klem, ligeså meget for at stabilisere ham selv i sin halvknælende position. 
Omkring han hvirvlede det korte pust af luft idet at vingerne uvilkårligt rykkede en anelse på sig, men forblev dog samlet - for nu - selvom det i sandhed altid havde været en af de bedste måder at gennemskue, eller for den sags skyld afslæse, den fornøjelse der skød igennem ham ved endelig at gøre det. 

Der var ikke langt fra en gnist i øjet, til gerning for de to. Deres øjne var dyb farvekontrast til hinanden, som ild i vand, men intensiteten brændte tydeligt i dem begge. Ramiel formåede at holde et tag i Selenes interesse, som han på mystisk vis altid fandt nye måder at både overraske hende og ikke mindst holde hende i gang. Der var en ganske særlig grund til hun var blevet i hans liv så længe. En dybere forståelse hun tog næring fra og indlevede sig i.
Han ramte hendes bløde punkter ved netop at udvise at hun var ham både eftertragtet og tilfredsstillende. Om det var på baggrund af arbejde eller andet, var ligegyldigt. Det fodrede hendes indre hungren efter at blive eftertragtet og pustede til hendes ego. Hun nød at se spillet i hans blik, og tilfredsheden i hans læber.

Selene blev skubbet en smule tilbage fra sin udtrækning over sit ben, som læberne mødte hinanden i et heftigt kys der tog pusten fra hende et kort øjeblik. Hans intensitet blev gengældt af hendes egen ivren og tilfredshed over situationens udvikling. Hendes hvide hånd lagde sig over hans på hendes blottede låret, mens den anden greb insisterende fat om skjortens silkebløde stof og holdte ham fast, insisterende på at trække ham bare lidt tættere på. Vingernes puslen over gulvet var en kærkommen lyd der fik en lattermild lyd fra hende.
Hun slap hans læber som hendes vejrtrækning ikke tillod hende at blive ved mere, og kunne tydeligt mærke hans varme ånde mod sine læbers bløde hud. For selvom hun lige nu ingen kvaler havde med at fortsætte præcis lige hvor de var, var der noget hun vidste diplomaten foretrak. ”Hvordan lyder et varmt bad?” Hun var beskidt og snavset efter mange dages intens arbejde, og det kunne ses, endnu mere tydeligt efter sårene for alvor var blevet healet. Desuden, ville hans hænders markeringer på hendes krop blive tydeligere, jo mere snavs der blev vasket væk.

Lidt tættere på var virkelig hvad Ramiel kom, og grebet i skjorten var kærkomment for den solbrune mand, der bestemt ikke havde tænkt sig at rykke sig nogle andre steder hen. Lige nu, var det her godt og Ramiel formåede endda at skubbe sit ubehag over hendes snavsede og lidt mere hårde udstråling til siden, imens, så draget ind af øjeblikket var han blevet.
Hvilket kun gjorde det så meget bedre, da hun med en leende lille undertone foreslog et varmt bad; Ramiel's tilfredse glimt i øjnene afslørede at det lød godt. 

Tommelfingeren i baghovedet strøg med påtaget eftertænksomhed hendes nakke, og han knyttede hånden med et bundt af hendes hår imellem sine slanke fingre, førhen at han drillende slap igen. "Det lyder som et forslag jeg kan imødekomme" hun, eller måske rettere hendes krop ville have godt af den gode behandling, og det var så sandelig ikke sådan, at det var et bad Ramiel havde tænkt sig at lade hende tage alene. 
Med fornemmelsen af kysset i sig, der glimtede øjnene nemlig en anelse bestemt. Det havde vækket en appetit i den solbrune halv-engel, og efterdønningerne af det... gjorde at det ikke tog lang tid for ham at gøre ord til aktion, og Ramiel brugte hendes lår som støtte da han endelig rejste sig ordentligt op igen, i sine imponerende 190 cm. Hånden gled i bevægelsen opad frem til ansigtet igen, hvor at et enkelt, slank finger lagde sig formanende imod de bløde læber for at diktere at hun bare skulle vente her. "Jeg er straks tilbage" 

Han gik hen til væggen, hvor at et træk i en snor ville signalere at den ene eller den anden ville skulle komme op til værelset. Ikke lang tid efter, så bankede det ganske rigtigt på døren, og Ramiel sendte beskeden om at klargøre et bad videre og fik et mumlende svar om at der nok ville gå 10 - 15 minutter, før at de kunne gå derhenad. 
Bogen som Selene var kommet med blev derpå samlet op - han skulle ikke friste unødvendige blikke her i huset - gemt væk og det andet brev han havde siddet med blev ligeså pakket sammen. Han gjorde rent bord, han havde været for længe i arbejdet til at udfordre skæbnen unødvendigt. Det betød dog ikke at han havde glemt Selene, og et øjnene løftedes kort for at finde hende, et utålmodigt glimt i øjnene imellem den ellers (udadtil) tålmodige gøren i at sætte de sidste ting på plads. 

Sulten efter at mærke mere, var som en susen for ørerne, men Selene havde som Ramiel selv, ikke overlevet så længe ved at give efter for sine indre lyster uden at tænke sig om. Ikke at noget i dette øjeblik stod til at stoppe hende, men hun vidste også at både tiden og fornøjelsen ville blive af bedre kvalitet ved at foreslå som hun gjorde.
Tilfredsheden i hans øjne, var også svar nok for hende til at vide, at forslaget havde ramt hovedet på sømmet.
Et bredt smil fulgte trop på hendes læber ved følelsen af de slanke fingres faste tag i håret. Det vagte et intenst glimt i hendes klare øjne, der tydeligt afslørede at dét måtte han egentlig gerne gøre igen.

Lydigt, eller rettere mere afslappet blev hun siddende tilbage i stolen som Ramiel formanede at han snart var tilbage igen. Hun lænede sig tilbage i stolen og lagde det ene lange ben over det andet, før hun brugte ventetiden på at følge halv-englens bevægelser rundt i lokalet, som en sulten løvinde.
At slaverne ikke havde tænkt langt nok til at regne ud af de skulle forberede vand så snart Selene var kommet ind af døren kunne næsten få hende til at himle med øjnene. Hun havde vandret, mere løbet, forbi dem, skubbet en til side i en voldsom bevægelse, og tydeligt efterladt blodspor efter sig. De burde vide hvad det betød. At de formentlig havde fokuseret på at redde de dyrer tæpper og pæne gulv, faldte hende ikke ind.

Selene lagde ikke skjul på at hun fulgte ham med blikket, med hovedet på skrå, let hvilende op af den ene hånd. Orienterende sig både bogens placering, det ukendte dokument eller brev anden placering og hvordan bordet blev ryddet så ingen uvedkommende fik fingre i noget de ikke burde. Hendes tommelfinger bevægede sig i en doven bevægelse over sin egen læbe, som guldet i både fjer og smykker oftere end ikke tiltrak hendes blik, som var hun en legesyg killing, der var utålmodig efter at springe frem og 'angribe'. Et kvarter kunne pludselig føles frygtelig længe, men slaven var trods alt punktlig og gik ikke over tid.

Hun gjorde intet for at skjule at hun fulgte med i hvad han lavede, og Ramiel lod  på den anden side af det, ikke øjnene sætte tempoet i hvad han gjorde, op. Nej, tålmodighed var lidt af en dyd, og der var intet han kunne gøre for at skynde på slaven eller sig selv lige hvad det angik. 
Desuden... så højnede det kun mandens værdi at stå fast ved sine principper, gjorde det ikke? Med en sidste bevægelse af at sætte sin fjerpen tilbage i sin beholder og lukke blæk glasset, var der endeligt ryddet godt nok op herinde til at tjenestefolk kunne vaske det tilsølede gulv og udskifte den stol som Selene havde gjort krav på, med en ny.
Og nu burde de efterhånden også være klar. 

Ramiel vendte sig imod Selene, og rakte inviterende en hånd frem for at få hende op, imens at han gik tilbage til bordet. Siddende som en løvinde og med en legesyg energi over sig, ville der nok heller ikke  være blevet godtaget nogen undskyldende, dum, udsættelse i at skifte værelse, og Ramiel's øjne glimtede en anelse i indvendig latter over den strøtanke. Så meget følte han heller ikke for at teste hverken hende, eller ham selv. 
Blikket gled kort ned imod hendes ben, øjnene blev en anelse drilskt smallere. "Jeg går ud fra, at du godt kan gå på dine egne ben derhen" kom det fra ham, og om Selene kom hen til ham, ville hånden stryge noget af det stivere, mørke hår væk fra det kønne og hvide ansigt. Om hun ikke kunne, måtte hun jo bare bæres. 

Turen hen til badekammeret var ikke lang, da Ramiel selv foretrak ikke at have langt imellem sit eget værelse, og hans velsignede badeværelse. Det var bygget ind i husets 3 etage, så det var hævet en anelse over byens larm og dertil ville der også være et smukt udsyn over Balzera's krydrede farvespil af tage, teltopsatte boder og stande. De lune temperaturer gjorde det muligt for Ramiel at have 2 dele af det, et mere udvendigt og et mere indvendigt rum, begge med bade. Hvilket slaven skulle have gjort klar, havde han dog ikke specificeret - det ville de finde ud af. 

(For some idea, ish -Link. Jeg tænker nogenlunde det der, bare mindre end en pool størrelse og flere fancy mønstre i stenene osv. Men igen, bare ish)

Tålmodighed var virkelig en dyd, og den mængde han besad var meget bemærkelsesværdig, om end ikke nogen overraskelse for halvdæmonen der sad afventende i den alt andet end rene stol. Det var en evne han kunne udfordre hende på, for selvom Selene var tålmodig når hende arbejde dikterede det, var hun ellers styret meget mere af sine lyster og fysiske behov, til grænsen at hun ikke ejede pli når først hun havde noget i øje hun ville have.
Og lige nu var det Ramiel der var i hendes synsfelt og fikseret intenst på.
Det føltes derfor som mange flere minutter end der egentlig gik før slaven var tilbage og en håndsudrækning nåede hende.

Hun rakte sin egen slanke hånd frem og kom ubesværet op at stå, trods de tidligere skader der tydeligt havde efterladt deres blodige markering på både gulv og især stolen, afspejlede at det slet ikke burde være muligt for hende, havde det ikke været for de gyldne håndflader over den blege hud. ”Her troede jeg du var en gentlemand” det drilske smil spillede sig tydeligt over hendes træk, men hun gik bedre selv.
Hun var overbevist at de i hvert fald var hurtigere fremme hvis hun selv tog lange skridt mod badekammeret!
Specielt som husets indretning var efter ønsket at Ramiel kunne nå hurtigt frem til sine badefaciliteter. Ikke nogen beklagelig indretning af nogen art! Lige nu var det jo ligefrem kærkommen.

Trods årernes løb i Balzeras omgivelser, var det stadig en udsigt hun nød at have sig, når hun oftere end man skulle tro, sad afslappet i det opvarmede vand og nød sydens sol. Men i dag var hendes blik ikke på de krydrede farver der pyntede byen, ej heller på omgivelsernes mønstre, farver og genskær.
Faktisk var hun meget glad for tanken om at få indtørret blod og skidt af sin hud og især ud af det mørke hår, der lige nu havde mistet den røde glans som skidtet havde lagt en hinde over. Så hendes bløde bevægelser førte hende til et mindre kar hvor vandet ikke var opvarmet af andet end solens stråler, og lod sine hænder og arme glide ned i vandet med et fornøjet suk som skidtet blev groft skrubbet af.
Når hun følte sig ren nok kunne diplomaten for noget tiltrængt opmærksomhed, men lige nu var hendes fokus på sig selv. Den tynde blodige skjorte blev løftet over den smidige krop og kastet fra hende som en klud, og efterlod hende bar i solen med et spillede genskær som det kølige vand gled ned af hende og afslørede mere og mere af den rene bare hud indenunder.

Under normale omstændigheder var hun hoppet direkte ned i det varme vand, men hun havde ingen intentioner om at bruge af det varme badevand alene, så ingen grund til at skabe en mudderpøl!
”Det er jo lige før jeg blev præsentabel” hun vendte sig  mod ham med håret hængende tungt og vådt ned over sine skuldre og et drilsk glimt i øjet, før hun, ganske bevidst med hofterne i bløde sving, gik hen til det udendørs kar som slaverne havde fyldt med skønt sæbevand der afgav en næsten sansedulmende duft der blev hevet godt ind gennem Selenes næsebor, og kiggede over skulderne efter ham om han var med, eller om han havde været alt for distraheret af at kigge og dermed stadig manglende hjælp til at fjerne sine egne klæder.

Et morende glimt tindrede i de gyldne øjne ved hendes kommentar, og med hendes hånd i sin egen, var det at Ramiel med et skarpt lille smil kunne ryste på hovedet. En gentleman? Det var et ord nogle ville bruge om den bevingede diplomat, men slet, slet, slet ikke alle. Høflighed blev brugt, når det var nødvendigt at bruge, og lige nu... lige nu var det ikke nødvendigt; lige nu bar Selene sig selv målrettet nok fremad for dem begge. 

Med et fornøjet suk trådte de ind i det soloplyste baderum, og hvor at Selene hurtigt fandt vej hen til et mindre kar for at få det værste skidt og snavs af sig selv, var Ramiel ikke tøvende af sig, da han selv vinkede en slave hen, for at få bragt nogle velfortjente forfriskninger op til dem. Da han forsvandt ud af døren, var det at Ramiel atter kunne vende sig op, og lige tidsnok til at se den tynde skjorte forlade hendes krop, og afslørrede den delikate, hvidlige farve der langsomt kom til syne, idet at skidt, snavs blod og missionens hårde støv endelig blev vasket af. 
Betaget sagde han intet imens at han beskuede hende, men nød blot hvordan at den genkendelige silhuet langsomt kom til syne igen. Således var det også, at da hun vendte sig om, var Ramiel ikke nået særlig langt med sit eget tøj. Muligvis en anelse med vilje. 
Hun vidste udmærket hvad hun gjorde, når hun gik og bevægede sig sådan, og det betagede glimt i halv-englens øje vidnede om at det virkede, armene krydsedes over brystet idet at han med rolige skridt fulgte efter hende. "Det ville nogen i hvert fald mene" klukkede han med en underspillet lille fornøjelse i stemmen, da det viste sig at hun ville hjælpe ham af med nogle af de fine lag. 

Skjorten med den overraskende åbne ryg, var bundet med snore bagom i nakken, og Ramiel løsnede selv bæltet omkring silkebukserne, så de også kunne komme af, hvis hun tog sig af det andet. Vingerne foldedes derpå også en anelse ud - de lukkede sig kortvarigt om menneskekvinden og ham selv. skærmede dem en anelse for de tjenere der uden tvivl snart ville komme ind med de forfriskninger han havde efterlyst, og søgende gled hans egen hånd op for at samle hendes nu rødlige; fantastiske rødlige hår på den ene skulder, så halsen kunne være mere blottet, klar til at placere et enkelt (eller to) sommerfuglekys på, imens at hun løsnede hans overdel.
Han forventede ikke at Selene selv var blufærdig af sig, men det betød ikke at han ville give de sølle slaver lov til at se hende så nøgen, uden videre. Nej, lige nu, føltes det som en fornøjelse han gjorde krav på, kun til sig selv denne dag. 

Et morende smil spillede sig frem på hendes læber ved hans ord. Ja, det ville nogen helt bestemt mene, men Ramiel vidste bedre end nogen anden at Selene aldrig blev helt rigtigt præsentabel. Nogen hun virkelig heller ikke havde nogen hensigt at blive. Hun skulle ikke vises frem, men derimod nydes i privat selskab. Rettere, Ramiel skulle nyde hende i privat selskab, resten af verden skulle frygte hende og ryste i bukserne når hun kom dem nær. Sådan ville hun foretrække livet.

Kælent, gled Selenes hænder om i nakken af ham for at løsne snorende. Noget der krævede at hun stilte sig på tæer og strak sig opad, hvilket efterlod mildest talt intet til fantasien. Noget slaven formentlig ville havde nydt godt af, havde det ikke været for de gyldne vingers skærmen af hende. Hun lo og drejede hovedet for at give ham plads til sin nu blottede hals. "Du har aldrig været meget for at dele" påpegede hun hviskende og fik den sidste snor fri og lod sine fingre glide ned af hans nakke og hals, som hun langsomt lod sig stille tilbage ned på flad fod. Så var det bare om at få skjorten helt af med insisterende tag, så hun fik lov at se lige så meget af ham, som han lige nu havde fornøjelsen af at se ved hende.

Slaven skænkede hun absolut ingen tanker, og formentlig var han også ude igen, så snart forfriskningerne var stillet klar. Det var et nydelsesøjeblik og det var i alle henseende. Noget Selene ikke kunne andet end at elske. Bare tanken om kold forfriskning, blandet med skjoldhed vand der klæbrede sig op ad den hvide hud, inden den kom i nærkontakt med den solbrune mand - se hvad var der ikke at se frem til? Derfor var det også ganske målrettet hun bakkede hen mod vandet, ud af hans vingers skærmen, for at vende sig med ryggen til ham og træde ned i det varme vand. Selene lagde hovedet tilbage, som et nydelses suk forlod hende. I et par velfortjente sekunder stod hun blot og nød varmen brænde mod underkroppen og maven. Fantastisk. Med lukkende øjne ventede hendes øre forventningsfuldt på lyden af en anden krop brød vandets overflade og hun ikke længere var alene.

Ordene fik halvenglens læber til at kruses i et tilfreds smil, udmærket klar over at det måske ikke var en god kvalitet at have. Men grådighed havde aldrig ligget ham fjernt, og var heller aldrig blevet lagt låg på. Næsten tværtimod. Så man den familie han tjente, så man dog også hvorfor. Så imens klæderne faldt til jorden, godt ledt på vej af Selenes fikse hænder og Ramiels egen motivation, forsvandt slaven væk og efterlod de to som de eneste tilbage i rummet. "Fanget på ordet" klukkede han, idet hun begyndte at bakke. Et betagende syn, på vej imod det skummende bad og dets velduftende varme. Hun fortjente skam det bad. Og selvom man sagtens kunne nyde synet fra afstand, var Ramiel ikke sen til at slutte sig til hende. 

Og varmen var kærkommen. Familiær. Imod det solbrune ben virkede den næsten skoldende i starten, men desto længere ned man kom, desto mere fandt kroppen sig til rette i den høje temperatur, der tvang muskler, porer og selveste huden til at sukke tilfreds.

"Du ved godt, at jeg ville... savne dig, hvis du en dag forsvandt, hmm?" Det rødbrune hår fangede sollysets spredte glimt ind igennem de glasløse vinduer, og blev blidt skubbet til siden idet Ramiel fjernede det fra hendes ene skulder, for at se ansigtet bedre. I ordene havde han kortvarigt gjort holdt. Selv var det ene øjenbryn løftet i en understregende lille mine, med skyggen af sjælden oprigtighed bagved den neutrale tone det blev sagt i. Det var mere en konstatering end et spørgsmål, og hun burde vide det. Sårene havde været slemme, og de gyldne håndaftryk over hendes maveskind, lår og kæbe var vidnet. Uheld kunne... aldrig styres, men modarbejdes. "Så hvis du mangler noget, eller nogen, for at det ikke sker. Så må du sige til" hun arbejdede bedst alene, og det havde han intet problem med. Men skulle hun have assistance, en syndebuk eller blot en til at tage skylden hvis det gik galt, på en af de mere risikofyldte missioner... ville han uden tøven finde en der kunne undværes. 

Med det fortsatte Ramiel forbi hende. Både for ikke at lyde for... blød, det var næsten pinligt, men også for tilfreds at sætte sig med ryggen imod kanten foran hende, et inviterende kast med hovedet til at komme ordentligt under vandet. 

Et øjeblik stod hun i trance med armene let fra kroppen og hænderne åbne, som hun lod sig varme godt igennem. Hendes krop bar stadig tydeligt spor af de gyldne hænders kærkommende healing, men det varme vand tog meget af anspændtheden fra hende. Hun sukkede og lod hovedet glide let tilbage. Et svagt løft i hendes øjenbryn indikerede at hun havde hørt Ramiel træde ned i vandet.

Selene åbnede langsomt, nærmest dovent sine øjne ved hans ord, og granskede hans øjne for et kort sekundt. "Det ved jeg" et afslappet smil var over hendes læber, som ustrålede en tilfredshed over hans ord. Ord der talte til hendes egoisme, som hun samtidigmed ikke betvivlede sandheden af.
Skulle Selene gætte, var Ramiel den eneste hun var kommet tættest på at have menneskelige følelser for - ikke kun på grund af hans brugbarhed.

"Også selvom det ville være dig til ulejlighed?" hovedet lagde sig drillende på skrå, men med en let kant af udfordring. Det var egentlig spændende at vide, omend overflødigt for om hun fortsatte sit arbejde udfortrødent hos ham.
Selene fulgte trop og lod hele kroppen, i hvert fald op til kraveben, komme under vand. Hovedet lænede hun tilbage op ad kanten som et dybt suk forlod hende. Det brændte og stak i hele kroppen, men det var vidunderligt afslappende og befriende. Præcis hvad hun trængte til.

Ramiels himlede med øjnene over arrogancen, men smilede tilfredst imens han også selv fik lænet sig tilbage i det varme vand. Selvom det ikke nødvendigvis havde været en hård dag for ham - blot en som mange andre - var det afslappende at føle vandet skylle ørkenens evige sand af kroppen. Den drillende tone fik ham dog til småklukkende at opnå øjnene, efterfulgt af et uimponeret øjenbrynsløft. "Hvis det ville være til ulejlighed for mig? Så nej" kom det korte svar, der dog ikke skjulte den velmente sarkasme. Ramiels vinger, nu spredt i vandet omkring ham, gled med en lavmælt raslen tilbage da han sank lidt dybere under vandet. 

Over vandoverfladen, stadigvæk med hovedet men dog skuldrene sunket ned i varmen, betragtede de gyldne øjne hende mageligt tilbage. Hun havde fortjent det her bad, det havde ikke været lette skrammer hun kom hjem med. "Jeg ville vel noterer det på listen over... tålelige gener" fortsatte han overvejende, næsten som havde halvenglen allerede visualiseret hvilket nr. på listen en sådan forespørgsel ville blive placeret. "- nødvendige besværligheder" kært barn havde mange navne, og Ramiel nikkede beslutsomt for sig selv, med en enkelt finger snoet omkring det flettede fipskægg han fortsat kærtegnede. 

I vandet reflekterede indersiden af vingerne overfladen på en finurlig, gyldenkysset vis, hver gang en af dem bevægede sig. Men foruden vind eller bølger - det var trods alt et bad - kunne det enkelte gange ske at vandoverfladen blev spejlblank. Det var næsten lige ved at ske, indtil Ramiel hen af vejen, med den anden hånd, rakte bagud for at finde sit vinglas igen. 

Selene åbnede øjnene nok til at kunne spejde ud af dem, med et smil stadig velplaceret på hendes læber. Hun morede sig! Desuden kom hans svar ikke bag på hende, så hurtigt faldte hendes øjenlåg i igen som hun nød varmen der tvang dårligdommene og smerten ud af hendes trætte krop. Den hjalp i hvert fald på det! Hun følte sig allerede utrolig veltilpas og afslappet. Som var skaderne aldrig sket.
Hendes evne til at fastholde opmærksomhed på noget der var forbi, var nu heller ikke af de bedste.

Ved Ramiels tilføjelsen løftede hun først let et øjenbryn, for til sidst at rette sig op og åbne øjnene helt. Det kækket, morende smil der var på hendes læber, blev en smule mere blødt, selvom det blot var for en kort stund. Selene skubbede sig tilbage op i en ret stilling, for at bevæge sig ind foran ham. Hun lænede sig ind for at tage sit eget glas, hun sagtens kunne have nået fra sin førhenværende plads, for at tage det tilbage og sidde rank foran ham, med store dele af overkroppen over vand.

Med den korte afstand mellem dem, lod hun glasset røre sine læber, lænede hovedet let tilbage og drak af den spidse men fyldige vin, inden hun lænede sig frem igen for at sætte glasset på kanten. "Bare rolig, jeg holder ikke op med at være en af dine besværligheder lige forløbigt" drillede hun ham afslappet, denne gang uden at rykke sig tilbage igen.

Gyldne høgeøjne betragtede hende, fængslet af hendes tilstedeværelse og tilfreds med at den blev delt med ham, og i hans verden kun ham. Et eller andet sted, vidste halvenglen nok godt at loyalitet -både den professionelle og det udenom var begrænset, og i langt de flestes tilfælde var den oftest til salg. Men vigtigheden af lige præcis det, forekom vag. Det var ikke en mistanke han ville lade slå rødder; man blev trods alt nødt til at stole på nogle her i livet. 
I stedet svælgede Ramiel ved synet af at hun nærmede sig igen, et opmærksomt men dog stadigvæk dovent blik skævende ned igennem de optegnede, halvåbne øjne. Sikken et nydeligt syn... de smalle sprækker akkompagneret af det selvtilfredse smil gav halvenglen en mere krævende kant i sin opmærksomhed  - hun var elektrificerende tæt på - og han rankede sig ligeså langsomt op fra vandet igen, med vandråber faldene i små kaskader omkring dem. De gulddyppede vinger spredte sig sagte da han lænede sig ind, ned og frem i hendes sfære, en duft af rødvin med sig. "Godt, min Lille Skarv"  hviskede han. 
Ord der var lavmælte, drillende og efterfulgt af søgende fingerspidser op af armen hun før havde sat vinen fra sig med, indtil hånden fandt sig til rette ved halsens bløde kurve, og foldede sig ind over nakken samt langs kæbelinjen. 

Tommelfingeren søgte pirrende en plads over hendes underlæbe og samlede eventuelle vinrester op - hjertet bankede lidt hårdere og hurtigere - inden lysten blev for insisterende, og Ramiel klemte til. Med et greb ligedele dominerende som tilfreds forsøgte han at trække hende tættere i et kys, den anden hånd klar til at gribe om lænden hvis det ikke virkede som om at hun trak sig. 

Der var noget pirrende tilfredsstillende ved at føle de gyldne øjne følge hende, og mærke hvordan hans opmærksomhed brandt sig mere og mere til hende, som hun bevægede sig roligt og indbydende omkring ham.
Et tilfreds glimt gled over hendes blå øjne, som han rankede sig op og tvang hende til at ligge hovedet tilbage. Vingernes gyldne fjer og deres forstyrrede spejlbillede dannede en gylden ramme omkring hendes lyse krop, som han lænede sig ind over hende.

Trods Selene var lille, især i forhold til ham, var der intet der afspejlede utryghed over hans dominans over hende. Tværtimod smilede hun og fugtede sine læber over hans hvisken.
Den sitrende fornemmelse af hans bløde fingre mod hendes hud vækkede den lystne side af hende, der i forvejen ikke havde været ret langt fra overfladen. Hendes stærke øjne kiggede indgående på ham, og spredte let sine læber, som hans tommelfinger kørte over hendes underlæbe.

Selene lod sig både trække og lænede sig villigt ind imod ham i et kys. Hendes arme var hurtige til at finde vej op ad hans bare brystkasse og ligge sig over hans skuldre som han stod lænet ind over hende, omfavnet af guld.

På trods af at Ramiel nok følte kontrollen og ikke mindst magten over hende å i hans solkyssede hænder, var halvenglen ikke blind for det intense blik som fulgte med, der vidnede om at det nok kun var fordi han fik lov. Et spil der så utroligt gerne måtte blive ved med at skifte på den måde, hvor at kontrollen ikke nødvendigvis var givet på forhånd - hvis det stod til ham. Ikke at han tvivlede på halvdæmonens evner til at dirigere orkesteret efter egen smag, men tværtimod; han nød følelsen af accept og lyst, der i de varme sekunder emmede ud fra hende. 

Varmen som efterfølgende spredte sig i hans indre var ikke sen til at understøtte det hurtigt bankende hjerte, der med sin rytmiske bas rullede, skubbede, og tvang blodet ud i de rubinske årer, jah drev begæret frem. Og under ham var Selene fantastisk blød. Hendes krop passede perfekt til den mørkere hånd, der uden meget nøl skubbede hende tættere ind imod kroppen, tryggede buen af hendes krop langs hans, inden at den forsatte imod ballerne for at kunne støtte hende bedre, og løfte hende op i det varme vand. Hun føltes let - og var det nok også. 
Kysset, summende og grådigt blev afbrudt af en nydende lille inhalering af vejret, og hånden om hendes hals fulgt med en bestemt brummen buen ned - ned imod brystet, og de tilhørende 'zoner' som lokkede. 
Imens var Ramiel ikke sen til hurtigt at genoptage kyssene, den her gang med læberne ind imod den blødere hud ved kravebenet, som en forsinket forlængelse af håndens kærtegn på vej videre, og ned. 

Fordelen ved at afgive kontrollen, var at den anden part ofte intet havde imod at tage imod og udnytte den. Men udnyttelsen var som oftest, noget der faldt ud til en tilfredsstillende fordel for hende selv. Hun havde intet behov for at dirigere og tvinge ham til at lade hans hænder omfavne hende, eller tvinge de bløde læber til at gå op opdagelse mod hendes hvide hud. Hendes spinkle statuet og lette væk, bragte tryghed af sårbarhed med sig. Lokkede folk ind i den falske overbevisning at hun ingen modstand alligevel kunne give, men blot ville hengive sig til den stærke modparts magt. For hende, var det en dejlig egoistisk måde at lade den anden gøre det meste af arbejdet.

Ramiel vidste om nogen bedre, at der bag de isblå øjne var et farligt væsen. Et farligt væsen, som var i bero og ikke mindst behag i sin "herres" selskab.
Hun lukkede sine øjne og brummede tilfreds mod hans læber, som han skubbede hendes krop op ad hans egen solbrune krop, og uden problemer løftede hende op.
Fordelen ved vandet, var at tyngdekraften mest af alt bare var et foreslag, så hendes fødder nemt kunne slippe bunden, for at lagde de bløde ben lukke sig omkring hans krop. Ærligt, fortjente hun også lidt sødme efter den tur hun havde haft - også selvom det var hendes arbejde.

Kontrol. Et underligt ord, som kunne bruges i mange henseender. På sin vis brugte halvenglen kontrol til mange ting, jah han var næsten blevet afhængig af at føle dens tag om de væsner han interagerede med - kontrollen var betryggende. Men hvor han som oftest tog den, i de fleste tilfælde direkte eller indirekte, var han i denne omgang i en position hvor den blev givet.
Det kunne man ikke andet end at bryde sig om. 

Imod huden kunne det nok føles hvordan at læberne krængedes op da hun viklede benene om ham, og Ramiels tænder skrabede kortvarigt over hendes kraveben, inden at det forsatte ned imod brystet. Og uden at sige meget mere, jah tværtimod for en gangs skyld holdt han mund og lod den arbejde i stedet, fik han ordentligt fat omkring hendes lår. 
Det var dog mest for med en lille latter at løfte hende op de gyldne øjne kortvarigt vendt mere drilskt imod hendes ansigt, for at vende dem omkring og sætte hende til rette på den lidt koldere stenkant. Her var det lidt lettere at komme til. 
Med hænderne nu gledet op på hvert lår, skubbede han lidt bestemt sig selv ind imellem benene på hende, skubbede dem væk fra hinanden, og prøvende at se om han kunne få et ben over skulderen, hvis han bevægede sig ned til de mere spændende omgivelser med sine kys. 

Utålmodig? Bestemt. Ivrig efter hende? Helt sikkert. Men romantisk? Det kunne man ikke sige, nok nærmere begærlig. En anden form for kærlighed. 
Lige meget hvor meget han prøvede at skubbe det væk, ville hun nok altid vække en grad af frygt i ham. Hun var hans, men på visse præmisser. Det var dog underligt velkommeligt, den frygt, måske nærmere vagtsomhed hun hele tiden ubevidst mindede ham om. Han kunne godt li' det. Og han stolede på at hun ikke snittede hans hals, når hun begyndte at kede sig. Håbede på det, i hvert fald. 

Det var ganske simpelt med Selene. Man havde kun kontrollen over hende hvis den blev en givet. Det var i hvert fald sådan hun så på verden, og sådan hun mente det altid ville være. Hun var ikke bange for at slippe kontrollen i det rette selskab, og det var netop hvad Ramiel var. Det helt rette selskab.

Villigt og ganske let for ham, fik han vendt dem og hun mærkede køligheden fra stenkanten mod sin hud. Det kunne ikke undgås at give en kort sjælven op igennem ryggen, mens hun morede så hvordan den drilske sidde af ham spillede sig frem i hans øjne. Let lænede Selene sig tilbage for at hvile sin vægt mod sine albuer, og lod smidigt et ben glide op over ham og ligge sig til rette. Hun nød opmærksomheden, og at hans mund kunne bruges lige så effektivt til dette, som til at få hende både i og ud af alle problemer. Nogen kaldte det en slangetunge. Se, den så hun ganske fin potentiale for nu.

Der fandtes mange former for kærlighed, mange som Selene aldrig nogensinde kom til at forstå eller have noget forhold til. En ting vidste hun, hun stolede på hans væsen - ikke nødvendigvis stolede på at han aldrig ville svigte hende, eller gøre hende fortræd skulle det gavne ham, men stolede på at det hun så, følte og observerede, var præcis den han var. Spillede han skuespil, det gjorde alle, men hun forventede han var ærlig overfor hende. Det stod nærmest skrevet med småt i den mundtlige kontrakt.

Et sidste blik gled undersøgende opad, næsten som for at tjekke ind. Men da Selene virkede til at lægge sig godt til rette imod stengulvet, det ene ben lokkende viklet omkring ham og guidende i sin intention, var det svært at holde sig tilbage. Og han smilede tilfreds ind imod den varme hendes skød bragte med sig; han havde savnet hende. 
En smule pirrende til at starte med, men snart mere insisterende begyndte han sit 'arbejde'. Tungen gjorde sit, og gjorde det med et underspillet glimt af latter, jah en sjælden og selvisk fornøjelse gemt et sted indvendigt. Den legede med den lille klit og gled lokkende ind imellem hendes andet sæt læber - pressede hende lidt tættere på via hånden og armen han havde lirket rundt om hendes lår, imens det andet set lange fingre fik lov til at assistere hans mundtlige arbejde, ikke lang tid efter. 
Halvenglens ører lyttede opmærksomt efter hendes små støn, det lød så smukt, og navigerede efter dets toneleje. Var der noget der føltes ekstra godt, ville han ikke lade hende være foruden. 

Men Ramiel var ikke en uselvisk elsker, nok nærmere det modsatte, det var ingen hemmelighed. Og når han - grebet af stemningen og med en hjerterytme der langsomt blev mere og mere insisterende i flere dele af kroppe - satte tempoet op - var det ligeså meget for hans egen selvtilfredsstillelse, og grebet omkring hendes lår blev lidt hårdere, blikket lidt mørkere af lyst. Han ville have mere. 
Ramiel tilføjede en tredje, arbejdende finger, og holdt en kort vejrtrækningspause for at løfte blikket, og følte et sug i mellemgulvet ved synet der mødte ham. Forbandet fint.