"En forhandling til en anden dag, og en mindre flaske" klukkede Leonora. Åh hun havde fået for meget allerede, så ganske meget for meget. Men det var der næppe noget at gøre ved nu. Sket var sket, og hun var lyksaligt i det bedste selskab hun kunne tænke sig til, så hvorfor ikke nyde det lidt?
"Åååh Lissandra, mærk dig mine ord, de kommer til at flokkes om hende. Hun har så bestemt arvet sin moders skønhed" vedholdt hun, og hævede sit glas i endnu en skål med Verona.
Troligt blev glasset fyldt igen af tjenere, og Leonora klukkede "Hvis jeg ikke viste bedre ville jeg tro du gjorde det med vilje! Men hvis du fortsætter med det her tempo, så må jeg insisterer på du også assisterer mig til senere Lissandra. Hvis jeg skal slingre ud herfra, så lad det da blive med min værtinde".
Det var både for at redde ansigt, og for hyggen. Ingen ville tænke skidt om en gæst der slingrede lige så meget som sin værtinde, og Leonora følte sig ikke klar til at undskylde sig fra Veronas selskab endnu, for at søge mod vandvognen. Det var så sjældent de to havde mulighed for bare at sidde og nyde hinandens selskab længere. Synd og skam var det!