Det virkede til Frederik havde ramt et eller andet rigtig med hans kommentar og gestus omkring de store bryster, da Winchell begyndte at fnise og gøre med på "legen".  En mild, underholdt latter forlod derfor også Frederik, mens han - stadig med det falske bryster "på" - prøvede at undgå Winchells hånd. 
 Ikke at det gik helt godt, og da Winchells hånd kolliderede med Frederiks forsatte Frederik med at grine, og rystede underholdt på hovedet mens han tog hænderne ned igen, den ene om øllen, og den anden tilbage i lommen. Hånden der var kommer i lommen, var den Winchell havde ramt, og det summede lidt i huden der var blevet rørt. Ubevidst og helt af sig selv, lod Frederik tommelfingeren glide lidt over stedet - selvfølgelig skjult af lommen. 

 Da Frederik fik kendetegnene at vide kom hånden op af lommen igen, og lagde sig op på bordet. Han rettede sig op, og lænede sig lidt frem, som det fik ham til at se bedre på flokken. Han nikkede og lod hurtigt blikket glide rundt. Overvejede kendetegnene der var en sær blanding. Frederiks tanker faldt selvfølgelig hurtigt til den blonde mand han havde kigget på tidligere, for han levede op vel et eller andet sted op til det hele.
 Men så landede blikket på en kvindelig dværg. Hun var vist i gang med at fortælle om et eller andet lidt eventyr hun havde været på. Hun så stærk ud, og havde lyst hår. Og man kunne vel godt sige hun var flot? Et eller andet sted var det vel en smagssag. Hun virkede godt nok noget robust og mandlig i det, men Winchell havde jo også givet ham ret i at der skulle være noget at holde i, så måske var det sådan noget han var til?
 " Den blonde dværg? " spurgte Frederik, og gjorde et nik i hendes retning, inden han løftede det ene bryn og så tilbage på Winchell.

Hændernes kollusion blev kun gjort for et øjeblik, for Frederik reagerede hurtigt ved at trække sine hænder til sig igen. Den hånd, Winchell havde ramt, endte i lommen. Da den buttede mand kiggede kort ned, kunne han se bevægelser i lommen. Stoffet bevægede sig i hvert som følge af en finger eller to, der rørte under sig i lommens stramme udhulning. Hvad end Frederik gjorde dernede var nysgerrigheden selv for Winchell, men han kiggede hurtigt væk. At kigge nær Frederiks lomme kunne give lidt for direkte signaler. Dem kunne han ikke sende. Ikke endnu. Han var nød til at arbejde trinvist op ad med Frederik. Ikke noget med at springe trin over, selvom de højere trin altid var sjovere.

Frederik tog ikke nær så lang tid til sit gæt, som Winchell havde gjort. Men gættets rigtighed var det samme som hans. Og dette gjorde Winchell tydeligt ved at ryste på hovedet. "Drik ud, Frederik. Du er forkert på den," sagde Winchell med et smørret smil på læberne. Med blikket rettet på Frederik og ikke ud i mængden fortalte han det rigtige svar. "Manden ved brunetten da. Ham, der tiltrækker flere øjne end hende." Men hvis Frederik fandt noget ved den blonde dværgkvinde kønt, talte det bare mere i Winchells sag. Lavere end ham og robust, bare ikke med muskler som sådan. Det kunne beskrive ham.
Dog lod Winchell ham ikke drikke sin straf alene, da han selv løftede sit krus i Frederiks retning for at skåle med ham. "For vores dårlige gæt. Fælles skål!" Igen blinkede Winchell med venstre øje, som kun var synligt for Frederik. Der var noget spændende ved at prøve at lokke et individ i al hemmelighed. Ikke bare for resten af kroen, men offeret, så at sige, selv. Medmindre Frederik havde opfanget Winchells nogle gange tydelige tegn på flirten selvfølgelig. Hånden på låret, klemmet på låret, de hviskende ord, de valgte ord. Det var nok tydeligt nok at mærke, at Winchell var i det flirtende og hyggelige humør med Frederik, men hvad kunne man ellers gøre? En mand, der tydeligt afklædte en anden mand, som dog virkede usand om sin egen krop. Og at han havde Frederiks krop. Det var for meget til ikke at lege med. "Når, forsæt legen, Frederik. Giv mig noget at gætte ud fra." Blikket og hovedet var stadig på Frederik. Winchell lagde sågar en albue på hovedet, så han kunne hvile sin runde kind i en hånd. Det var hyggeligt nok at have denne lille drukleg med Frederik. Selvom manden stadig virkede lidt forvirret i denne situation, fandt Winchell ham på en måde sød for dette. Han var så uskyldigt forvirret, at den buttede mand ikke kunne andet end at blive med ham for at hjælpe ham ud af forvirringen. Men der var ingen stres på. De kunne lege lidt endnu. Selvom det hver gang ikke var så sjovt at fjerne sit blik fra Frederik for at kigge på alle andre end ham.

 En kort, ærgerlig grimasse lagde sig over det kønne ansigt, da hans svar var forkert. Kruset blev løftet op til munden, men han drak ikke endnu, da blikket første faldt over til bordet der blev snakket om. Selvom Frederik allerede masser af gange havde lade blikket glide ned over den blonde mand, gjorde han det lige endnu en gang, som om han lige skulle se efter, om de kendetegn Winchell havde sagt gav mening. 
 " Interessant valg.. " mumlede han mod kruset med det ene bryn løftet lidt, inden blikket faldt tilbage til Winchells. 

 Kruset blev fjernet fra munden igen, da Winchell lagde op til at de skulle skåle, og Frederik lod deres krus blidt støde mod hinanden, inden han førte kruset tilbage til de smalle læber.
 " For dårlige gæt, " mumlede han med et lille skævt smil på læberne inden han tog en slurk af øllet. Blikket hvilede lidt på Winchell, og da han blinkede med det ene øje, kunne man måske svagt ane en lille trækning i det ene af Frederiks øjenbryn, som om det ville løfte sig en smule. Summen der allerede var i hans krop summede et kort øjeblik lidt ekstra, ved den flirtende antydning.
 Derefter forsvandt blikket fra Winchell, med en lav rømmen, for at glide rundt på gæsterne. Frederik virkede ikke til at kunne bestemme sig, før en ung mand rejste sig op, formentlig fordi han skulle op og hente mere øl. Håret var lysebrunt, og gik til omkring ørene. Der lignede noget der ikke var til at holde under kontrol og stod derfor lidt ud til alle sider. Selvom hans krop var lang, var han ikke synderligt høj, måske omkring de 170, til gengæld kunne man se han arbejdede med noget fysisk og spiste godt, da han både virkede til at have godt med muskler, men heller ikke så alt for spinkel ud. 
 " Noget at holde i, lyst, mh... " blikket var fundet tilbage til Winchell da han var begyndt at snakke, men da Frederik blev lidt usikker over hvad han skulle sige som den sidste ting, fandt blikket den unge fyr. Ud over at hans hår var lysebrunt, havde han også tøj på der var i hovedsageligt lyse farver, trods det var en smule beskidt. Da knægten gik tilbage til hans bord, og ryggen blev vendt til Frederik, fik han øje på et hul på ryggen af trøjen, og et skæv smil lagde sig over hans læber.
 " Noget at holde i, lyst og et hul, " sagde han så efter at have flyttet blikket tilbage på Winchell.

"Interessant, men stadig flot, ikke?" Winchell lod det være op til Frederik. Om manden ville kommentere på den blonde mands flothed eller ej, kunne lystmanden ikke bestemme. Men selv den mest kvindeglade mand kunne se det flotte i den muskuløse, flotte og blonde mand. Der var bare nogen, som værdsatte det mere end disse rene kvindeglade mænd - hvorfor begrænse sig kun til kvinder?
Dét kunne Winchell mere end nok skåle på, så han klirrede kruset mod Frederiks. Og blinket fik en reaktion fra ham i form af et træk i øjenbrynet. Som om det skulle løfte sig af nysgerrighed, måske? Uanset hvad tog Winchell dette som en god ting. "Du har et kønt, skævt smil, Frederik." sagde Winchell lavmælt, inden der blev givet tre beskrivende ord for det næste gæt. Det blev ikke sagt hviskende - lystmanden turde at sige det højere. Det var heller ikke en risikabel kompliment. Fulde venner kunne komplimentere hinanden, men Frederik vidste nok godt, at der var mere end bare en venskabelig kompliment i det. Øjnene, der centrede sig om Frederiks læber, talte nok for sig selv i sidste ende.

Det var ikke med god ro i sindet, at Winchell skulle fjerne sit blik fra Frederiks læber, men legen skulle fortsætte. Det var ikke sødt mod ham, hvis den buttede mand ikke gad lege med ham. Derfor blev blikket sendt i kroen igen. Det meste af kroen lignede præcis, som da Winchell havde ledt efter sit gæt. Kun få individer havde bevæget sig - deriblandt en lyshåret mand. For lystmanden var han ikke et bud, for jo, han havde lyst hår og musklerne kunne tages fat i. Men huller? Der tænkte Winchell nok på anderledes huller end Frederik. For alle havde huller, der kunne udforskes. Mænd såvel som kvinder. Men da den lyshåret mand vendte sig rundt, var der et relativt stort hul at se i den beskidte trøje. Han var kommet direkte fra, hvorhen han arbejdede for at opnå de store muskler.
"Manden, der bestiller noget ved baren, Frederik." Det var det bedste bud, der var i kroen, derfor blev det sagt meget selvsikkert fra Winchell. Og ved at have gættet relativt hurtigt kunne han hurtig dreje blikket tilbage til Frederik. Hvordan kunne en mand, der var så forvirret om sig selv, være så betagende at se på? Den hårde kæbelinje, det perfekte mandehår, en god højde, halvstore muskler. 
Winchell havde stadig en hånd rundt om kruset, klar til at drikke sin straf, hvis det skulle ende til det. Men den anden hånd - armen tættest på Frederik - slap sig ned under bordet og hvilede i luften. Den svajede en anelse fra side til side. I splitsekunder snittede han Frederiks lår, men det var på ingen måde den samme forbindelse, som da hånden havde taget sit greb om det muskuløse lår. Winchell ville gerne igen, men han ville også gerne tirre Frederik så meget, at den anden mand tog initiativet til fysisk kontakt.

 En mild brummen var alt der forlod Frederik læber, som svar til om manden var flot. Der var ingen tydelig indikation på om det var et ja eller et nej, så hvad Frederik egentlig tænkte om manden var ikke helt tydeligt. Selvom det nok havde været tydeligt ud fra hvordan han havde kigget på manden.

 Frederik nåede lige at høre komplementet til hans smil, inden han begyndte at lede efter et 'offer'. Smilet voksede lidt og øjenbrynene løftede sig op i panden i et lidt sigende udtryk - han vidste godt han så godt ud, selvfølgelig havde han et kønt smil. 
 Frederik lænede sig tilbage i stolen, efter at have givet de tre kendetegn, og betragtede Winchell mens han ventede på gættet. Da den buttede mand åbnede munden for at svare, flyttede han blikket ud i kroen, for at se an hvem der blev gættet på. Kruset blev kort efter løftet op til munden, og Frederik vendte blikket tilbage på Winchell inden han tippede kruset lidt i en lydløs skål, og tog en slurk.
 " God gættet, " lød det rosende efter slurken. 
 Frederik lagde ikke just mærke til hånden der blev 'tabt', og faldt ned langs Winchell side. Dog mærkede han da fingrene strejfede hans lår, og det fik ham til at synke en enkelt gang kort. Blikket vendte sig ligeglad ud mod kroens gæster, som om det ikke var noget han tænkte over, men benene flyttede sig diskret en smule mere fra hinanden, så benet kom lidt tættere på håndens lette svingen. 
 " Din tur, Winchell, " Lød ordene så uden nogen tegn på at være påvirket det mindste at det ene eller andet. De var bare to mænd, der sad og havde en drukleg. Der skete intet andet!

Den brummende lyd fra Frederik kunne opfattes som alt fra et ja, nej, måske eller helt andet. Men Winchell opfattede den brummende lyd som et benægtende ja. At Frederik gerne ville sige ja, men han af den ene eller anden grund skulle sige nej og dermed blot brummede. Dermed valgte Winchell bare at nikke smørret, for han kendte en hemmelighed. Frederiks dejlige, lækre hemmelighed.

I stilhed tog Frederik en slurk, hvilket bare viste, at Winchell var korrekt. Så han kunne fokusere på mænd? Det var fremskridt, tænkte Winchell. "Jeg er god, det ved jeg godt." kom det kækt og smilende fra Winchell. Lidt legende måtte han gerne være. For Frederik legede med. Han havde i hvert fald spredt sine ben tilstrækkeligt nok til, at Winchell ikke længere bare snittede låret med fingerspidserne, men de yderste led kunne komme glidende henover de stramme bukser på Frederik. Han havde åbnet sig for kontakten. Jovist havde Winchell lagt op til den, men Frederik udnyttede den til sin egen fordel. Helt i benægtelse var manden inderst inde ikke.
Winchell kiggede kort ud i krostuen og væk fra Frederik, men han havde allerede sin krogænger i tankerne. "Høj, flot og beruset." Blikket kom tilbage på Frederik, men det var ikke det eneste af Winchells, der kom på sidemakkeren. For næste gang hånden rørte låret, valgte Winchell at stoppe den. Den kom ikke tilbage til hans del af tomrummet. Nej, den lagde sig ovenpå låret. Den lå bare blidt og roligt. Der blev ikke taget hårdt fat i det muskuløse lår, ej heller blev det kærtegnet i cirkler. Det lå bare nærmest ventende på at blive mødt af Frederiks hånd. At han ville ligge sin egen oven på Winchells, så deres nøgne hud kunne røre hinanden. For godt var låret godt at røre ved, så var der de stramme bukser i mellem dem. At se på havde disse bukser været godt for øjet, men for hænderne ville Winchell gerne have dem af. Men hånden var nøgen. Der var ingen dækkende klæder der på. Ingen handsker. Ingenting. Det var bare Frederiks bare hånd, som Winchell ønskede at have på sin. Berøringerne, handlingerne skulle tages skridt for skridt. Og med Frederik skulle de tages langsomme, det vidste den buttede mand godt. Og han havde nogen tålmodig i sig, men der var også spænding, som gjorde ham lidt utålmodig i ny og næ.

 Et lille Heh forlod de spinkle læber, mens han nikkede lidt til Winchells ord at han var god. Han gættede jo rigtigt, så han kunne jo ikke rigtig sige ham imod. Blikket gled efterfølgende bare lidt rundt på kroens gæster, klar til at lede efter hvem end Winchell ville sætte ham til at skulle gætte. 

 Det blev dog pludselig noget sværere. Frederik havde allerede kigget igennem kro et par gange eller flere nu, og han var altså ret sikker på der ikke lige umiddelbart var nogen der passede til den beskrivelse. Eller også passede de fleste til beskrivelsen. Frederik rynkede panden mens blikket gled undersøgende over gæsterne. 
 Og så mærkede han hånden glide over hans lår. Frederik sank langsomt, og rettede sig efterfølgende lidt mere op. Han flyttede sig lidt på stolen, så han rykkede sig lidt længere ind under bordet - dog uden aktivt at gøre noget for at fjerne hånden. Stoffet fra de tætsiddende bukser lå en smule løst om Frederiks lår, og når han flyttede sig havde stoffet det med nemt at flytte sig.
 " Det var en svær en, " brummede Frederik lidt, selvom det jo bare var at gætte. Frederik lænede sig en smule frem og hvilede begge hænder mod bordet. Det sitrede i hans lår og op gennem hans krop ved Winchells kærtegn, men det var jo bare på grund af øllet. 
 " Høj, flot og beruset.. Det er må halvdelen af kroen.. " Lo Frederik så en smule akavet, og lod kort blikket så hen på Winchell med et skævt smil, inden han så ud over kroen igen. Blikket landede på en højlydt kvinde, der stod og lænede sig ind over et bord. Hun så ud til at være højrer end de fleste kvinder normalt var, og hun var i hvert fald beruset. Frederik fandt hende ikke specielt flot, men måske var hun øjenguf for Winchell? 
 " Den højtråbende kvinde? " Frederik nikkede mod hende og så hen på Winchell.

Alle reaktioner fra Frederik som følge af Winchells berøring var betagende at se på. Nærmest bedårende, syntes lystmanden. For som Frederik rømmede sig i sin stol og bevægede sig tættere ind på bordet for at dække hånden endnu mere, fik bare Winchell til at ville mere. Og som han meget tydeligt og alt for unaturligt lagde hænderne på bordet, fristede det blot Winchell til at ville lokke ham mere. Gøre mere for at bevæge hænderne på hans.

"Jeg synes ellers, den er den nemmeste," svarede Winchell fnisende tilbage. Hvis bare Frederik tænkte sig om, ville han kunne gætte den hurtigere, end resten af krusene kunne blive bundet af de to mænd. Men ak nej, Frederiks afsluttende gæt var ikke det rigtige. Det fik kun Winchell til at ryste lidt ærgerligt på hovedet. Men frem for med det samme at beordre Frederik til at drikke som følge af straffen - også selvom Winchell ville elske at give den højere mand ordre - valgte lystmanden blot at bevæge op og ned langs låret med hånden. Kærtegningen fortsatte i nogle sekunder i ren stilhed med Winchells øjne rettet på den, før han løftede blikket. Med et halvsmørret smil snakkede Winchell igen og delte sine tanker. "Lad os gøre denne runde lidt sjovere. Lidt mere interessant. Du får et gæt mere og hvis du gætter rigtig, køber jeg den dyreste flaske, kroen har at tilbyde, til os.
Kort kiggede Winchell ud i resten af kroen og væk fra Frederiks flotte ansigt. Øjnene faldt straks på den højtråbende kvinde. Tydeligvis var hun godt beruset og i sammenligningen til mændene omkring hende var hun høj. Men flot? Selvfølgelig var Winchell ikke kræsen, men hun var i hvert fald ikke den første i kroen, han ville tænke på, når han skulle finde den flotteste person herinde. Det var en lille fryd at lade Frederik vente på at høre anden halvdel af denne nye og mere spændende ændring i legen. Og for at være ærlig så var Winchell lidt i tvivl om, han ville få, hvis Frederik igen gættede forkert. For ville han virkelig være blind nok til ikke at gætte rigtigt? Derfor overvejede Winchell at være grådig. Lade sin utålmodighed vælge gaven - inderst inde var han klar på at skulle af med nogle dyrebare mønter for en flaske, men chancen var der stadig. Derfor, som Winchell drejede hovedet tilbage og kiggede op for at låse øjne med Frederik, sagde han med et kækt, skævt smil: "Men hvis du gætter forkert, må jeg give dig tre ordre, som du ikke kan nægte," Hovedet kom lidt på skrå, som smilet forandrede sig til et fuldt frem for skævt. Hånden, der ikke havde stoppet bevægelserne mod hans lår, blev løftet og strukket ud til Frederik for at gøre handlen officiel. Ubrydelig. "Aftale, Frederik?"

 Frederik brummede overvejende og brynene rynkede sig lidt koncentreret da Winchell kommenterede at han fandt det nemt. Det var en smule frustrerende for det gav ham en følelse af at han missede noget. Som om det var noget super simpelt han virkelig bare ikke kunne se. Blikket blev dog ved med at søge rundt i kroen efter den udvalgte.
 
 Da han så endelig lod gættet melde sig, så han afventende på Winchell. Der blev dog rystet på hovedet, og en lidt skuffet grimasse lagde sig over hans ansigt. Nu havde han tabt to gange i træk. Den ene hånd lagde sig om kruset, og var klar til at tage straffen for at gætte forkert. Han blev dog en smule distraheret af hånden der begyndte at bevæge sig op og ned af låret. Det tog lidt tid før han fik rømmet sig kort og rettede sig lidt op, dog stadig uden at gøre noget ved den kælende hånd, og løftede kruset op til munden. 
 Inden han nåede at tage en slurk, kom Winchell dog med et forslag, og kruset hvilede mod læberne. Brynene løftede sig en smule i interesse. Han havde godt nok sagt han ikke skulle have mere efter den øl han havde gang i, så var der også noget indbydende over udfordringen. Han vidste han havde gættet forkert, men nu fik han chancen for rette det. Først her kom kruset tilbage på bordet og stå. 
 Stilheden lagde sig lidt over dem, mens Frederik i spænding ventede på at høre den nye pris for at tabe. Blikket blev på den buttede mand mens han ventede, og da Winchell lod blikket lande i Frederiks igen, løftede der ene bryn sig spørgende de efter at høre den sidste del. 
 " Ja så?" lød det så en smule overrasket fra ham. Det ville være en stor pris at tabe. Hvem vidste hvad Winchell kunne finde på? Frederik lod blikket glide lidt rundt på kroen. Det virkede også bare forkert at trække sig nu  det var trods alt, hans leg.
 " Aftale, Winchell!" Frederiks hånd løftede sig fra bordet og tog et fast greb om hånden. Ingen vej tilbage! 

Frederik virkede til at opveje aftalen. Turde han tage chancen for, hvad kunne Winchell finde på at ordre at give? Den højere mand havde fået færten af, hvilken type mand Winchell var, så lystmanden havde lidt forestillet sig, at det ville blive et nej, men hånden blev trykket, hvilket han kun kunne smile over. "Det var også det mandige svar, Frederik." sagde Winchell med sit sædvanlige blink i øjet, som Frederik havde fået æren at modtage et par gange nu.

Hånden forblev klemt om Frederiks. Hvorfor give slip, når han endelig havde fået rørt mandens nøgne hud? Winchell valgte sågar at lade sin tommelfinger køre rundt i små cirkler mod Frederiks håndryg. Den buttede lystmand ville først give slip på hans hånd, når Frederik selv slap grebet. De kunne holde i hånd længe. Frederik kunneogså trække deres hænder ned under bordet, så de kunne skjule deres hænder kontakt.
Kort kiggede Winchell ud i mængden kroen, som om han kort kiggede på det rigtige gæt - hvis han skulle have en chance for at vinde denne aftale, måtte han bruge lidt feje tricks. Men det ville enhver person gøre, hvis de var i hans situation. Hvis det krævede lidt usle tricks for at opnå tre ordre mod en mand af Frederiks kaliber. Stadig med blikket ud i kroen lod Winchell tage et svagt bid i underlæben. Dette kunne opfattes, som at han havde fået øje på den høje, flotte og beruset person. Men det var egentlig et bid i underlæben af tanker. Tanker om Frederik. Derfor vendte han hurtigt blikket tilbage på sidemakkeren. Hovedet blev sat en smule på skrå, imens smilet kun forblev der på og endda lidt større. "Hvem gætter du på, Frederik? Du skal vælge dit gæt meget varsomt." Der var sket en markant stigning af spænding i legen ved dette sats. Og i princippet havde Winchell vundet. Enten ville han få tre ordre mod Frederik, som manden ikke kunne sige imod, eller også skulle de have en dyr og dermed høj procent flaske på bordet. Og selvom Frederik havde sagt, han ikke skulle drikke mere, ville manden næppe kunne takke nej til et par glas, hvis det hændte, at han vandt. Og med en mere beruset Frederik ville Winchell også sidde med en langt mere medgørlig Frederik, end han gjorde nu. Dette var måske lidt for snedigt gjort af ham, men Frederik havde brug for hjælpende skub. Og Winchell gav bare disse skub. Intet mere, intet mindre - eller måske en del mere faktisk.

 Et lavt tsk lød som svar til Winchells kommentar og svarenes mandlighed. Dog, selvom lyden lød afvisende og fornærmet, spillede et skævt smil på Frederiks læber. Hvilken man sagde ikke ja til en udfordring? Eller muligheden for at rette hans tabte spil til et vundet spil?

 Deres håndtryk på aftalen hang længe i luften. Winchell tog ikke hånden til sig, og da Winchell begyndte at kærtegne Frederiks hånd en smule, tog  Frederik heller ikke hånden til sig. I nogle lange sekunder sad de to mænd bare og havde om hinanden hånd, mens de hang i luften. Indtil Frederik rømmede sig og tog hånden til sig. Hånden lagde sig dog ikke på bordet med det samme, men gled i stedet igennem håret, og kløede derefter lidt i nakken, før den så lagde sig mod bordet. 
 Frederik lagde mærke til hvordan Winchells blik gled ud over kroen. Havde han ikke drukket så meget øl havde nok kunne gennemskue hvad Winchell havde i gang i, men i og med han slet ikke tænkte at det kunne være ham selv, Winchell havde udset sig, gav det også god mening for ham, at den udvalgte var ude blandt de andre gæster.
  " Mmmh.." brummede han tænkende, som Winchell prikkede til Frederik langsomme gætteri. Den ene hånd gled over hagen mens han grundigt betragtede gæsterne.
 " Høj, beruset og flot.. " mumlede han lavt for sig selv. Panden rynkede sig mere og mere, da han ikke syntes at kunne få øje på hvem der skulle være den rigtige, og han var virkelig ikke meget for at lade Winchell vinde. Der var jo meget mere i puljen nu!
 " Manden der sidder ovre i hjørnet og skumler lidt, " lød gættet så, en smule tøvende. Frederik kunne ikke helt se om han egentlig var høj, men han lignede en der havde fået godt at drikke som han skumlede og lignede en der var ved at falde i søvn, og Frederik synes egentlig han så meget flot ud.

Som Frederik heller ikke fjernede sin hånd fra Winchells, kunne den buttede lystmand ikke lade være med at smile smørret over dette. Havde han virkelig fanget denne høje, flotte mand i sit greb? Han havde i hvert fald lokket ham tættere og tættere ind. Winchell var snart klar til at slå sine kløer i Frederik og optage ham resten af aftenen. Men ikke endnu. Først skulle deres leg færdiggøres og der var ingen bedre måde at afslutte en leg på end at afslutte på en høj note. Og denne hævning af indsatser var det højeste, Winchell kunne tænke på lige nu.

Alt for tidligt fjernede Frederik sin hånd, men det havde været et langt håndtryk, hvis man havde talt sekunderne. Det var bare Winchell, der kunne have hans hånd i sin resten af aftenen. Men der skulle først gættes og som Frederik kiggede rundt i kroen, kiggede Winchell på ham. Det var tydeligt at se de berusede tandhjul snurre rundt i Frederiks hoved, men han virkede ikke til at opfange grænsen af gættene. Han kiggede kun ud i kroen, ikke på sig selv. 
"Høj, beruset og virkelig flot." gentog Winchell hviskende, som Frederik gentog trækkene. Men selv med dette ekstra ord tøvede Winchell med at sige, at Frederik ville gætte korrekt. Der skulle stikkes et spejl op foran mandens ansigt for, at han tænkte på det rigtige svar.
Som gættet kom, valgte Winchell at kigge i det hjørne, Frederik hentydet til, selvom det ikke var korrekt. Manden var godt beruset. Ja, han var tæt på at sove, så beruset var han. Og Winchell kunne da se det flotte i den alt for berusede mand, men høj virkede han ikke til at være. Måske en tommer eller to højere end Winchell, men ikke så man ville kalde ham høj. Derfor rystede Winchell kort på hovedet og med lukkede øjne og et kækt smil på læberne, sagde han: "Desværre, Frederik. Du tabte," Øjnene åbnede igen og blev vendt mod den dårlige gætter. Smilet forvandlede sig halvt til et triumferende og halvt til et gladeligt. For Frederik vidste, hvad dette betød. Tre ordre uden et 'nej' eller 'men' fra ham. Winchell kunne allerede se, hvor sjovt de to nu skulle have det sammen. En hånd fandt vej op til Frederiks skulder, men den bevægede sig kort op til siden af halsen. En enkelt fingerspids havde kontakt med den skarpe kæbe. "Du er den høje, flotte og beruset, Frederik." Blinket blev givet igen til Frederik. Winchell havde sprunget et par skridt over, men kun et par. Han var ikke gået for drastisk, men han var gået fremad med Frederik. Og med denne sejr kunne han gå endnu længere. Mulighederne var uendelige.

 De hviskende ord fra Winchell blandede sig med støjen fra kroen, og Frederik registrerede den derfor heller ikke. Der var derfor heller ingen reaktion. Han var derudover også godt optaget af at søge kroens gæster igennem for at finde den han ledte efter.
 Men han gættede forkert, og skulderne sank sig opgivende som en suk forlod ham som han lænede sig tilbage på stolen. Selvom han selv var gået med til aftalen, var han bestemt ikke glad for ikke at have vundet. Prisen for at tabe var stor, og han var da en smule nervøs for hvad denne fremmed mand kunne finde på.

 Hånden der lagde sig mod han skulder tænkte han ikke synderligt over - et trøstende klap, nu hvor han havde gætte forkert på den ekstra chance han havde fået. Men så vandrede den op langt Frederiks hals, og selvom det det sendte et sitren igennem hans krop efter at mærke mere andre steder, skreg han fordrukne hjerne alligevel på at det var forkert på alle måder og at han skulle gøre noget. Panden havde rynket sig i et lidt utilfreds udtryk. Han var ikke en eller anden tøs, og det var Winchell jo bestemt heller ikke. Det var forkert og da slet ikke noget andre skulle se!
 Reaktionen var dog en smule forsinket, og noget mindre end den ville have været hvis han havde været helt klar i hovedet. Da fingeren strejfede hans kæbe trak han en smule aggressivt hovedet væk fra hånden og så væk fra Winchell. Han fnøs lidt over ordene, men et lille smil spillede i den ene mundvig.
 " Yeah, det er jeg..  " mumlede han tilfreds over de komplementerende ord han jo vidste var sande. Mest den del med at være flot - han så jo godt ud!
 Stadig lænet tilbage på stolen, nu måske en smule opmærksom på om Winchells hånd fandt tilbage til hans kind eller andre tydelige steder en mand bestemt ikke skulle røre en mand. Imens løftede han kruset op til munden og tog en tår. Han håbede lidt Winchell glemte alt om de tre ordre, men han tvivlede stærkt på det.

Selvfølgelig trak Frederik sit hoved tilbage, da fingeren nåede kæbelinjen. Så langt var han ikke endnu. På skulderen kunne hånden godt have været. Det virkede ikke for sensuelt. Halsen var lidt mere fristende, men den kunne stadig karakteriseres som kammeraterligt. Det var, da han rørte ansigtet, at berøringen blev for meget og det havde Winchell vidst. Derfor kom det ikke bag på den buttede mand, da hånden blev efterladt i luften. Han trak den til sig, men det lille smil på Frederiks læber sagde alligevel, at hånden ikke havde været komplet uønsket. Tværtimod.

Som Frederik eniggjorde sig i at være beruset, høj og flot, anerkendte han samtidig sit nederlag. Og Winchell havde alt andet end glemt straffen imod ham. Tre ordre uden nogen former for indvending. Selvfølgelig var der grænser, som Winchell skulle respektere. Han ville heller ikke have, at Frederik fik en dårlig aften. Et ondt minde. Men med disse ordre kunne Winchell skubbe ham i retningen hurtigere og mere direkte, end hvis han var afhængig af Frederiks egne ønsker - selvom den buttede mand mente, at han vidste mere, hvad Frederik ønskede sig end manden selv.
Frederik drak sin øl i stilhed, så Winchell løftede sit eget krus og bundede hele kruset i én stor mundfuld. Der var plads til meget bag de store, runde kinder på den buttede mand. Han kunne have store ting derinde.
Kruset blev sat på bordet igen og blikket forblev på Frederik. Med et kækt og skævt smil sagde Winchell legende: "Lad os tage festen videre. Jeg har en god flaske hjemme hos mig. Lad os smutte videre, synes du ikke?" Et par klap blev givet på det nærmeste knæ, imens Winchell blinkede til Frederik med et glimt i begge varme øjne. Godt nok blev det spurgt som et spørgsmål, som om Frederik havde noget valg, men manden vidste godt, at han ikke havde. Winchell ville bare gerne selv høre Frederik sige, han gerne ville videre. Han måtte jo ikke sige den buttede mand imod. Det var jo en af de tre ordre, som Winchell havde til gode. Han spildte ikke tiden, nej.

 Kruset blev sat tilbage på bordet, og Frederik betragtede Winchell lidt som han tømte kruset. Frederik sad stadig lænet tilbage på stolen og hang lidt, for trætheden fra øllet var begyndt at rigtig træde i kraft. Det kom dog lidt mere liv i ham ved Winchell næste ord. 
 Den mørkhåret mand rettede sig en smule op, og løftede nysgerrigt det ene bryn mens han lyttede. Det lød som både et valg og en konklusion, og selvom det sitrede i hans krop efter at mærke mere end bare den klappende hånd mod knæet, var der stadig fornuften der sagde ham at det var forkert. 
 
 " Er det dét du vil bruge den første af dine tre ordre på? " spurgte han med et let grin, og kørte hånden igennem håret. Selvom hans tjekkede efter, om Winchell mente det blev kruset alligevel løftet op til munden og kruset blev tømt. Øjnene klemte sig sammen, for der var alligevel meget øl tilbage, og det var pludselig noget mere tydeligt at han havde drukket en god del øl.
 Det tomme krus blev taget væk med et lettet suk, letter gispende efter vejret. Frederik tørrede øl rester væk fra mundvigen med bagsiden af den anden hånd. Derefter blev kruset sat tilbage på bordet og blikket fandt vej til Winchells.
 " Hvad vil du så bruge de sidste to ordre på?" Spurgte han en smule nysgerrigt. Han ville da gerne vide hvad han gik ind til, hvis han da fik lov at få det af vide.

Der var noget bedårende over Frederiks bekræftende spørgsmål. Måske han ville have ladet Winchell tage ham med hjem af ren fri vilje og ikke som en af disse ordre. Men nu havde den buttede mand gjort op med sig selv om, at dette var en af ordrerne. Han kunne ikke bare trække den i land og lade det være Frederiks valg nu. Så snedig som en slange var han alligevel ikke.

"Ja, Frederik. Det er min første ordre." sagde Winchell. Hans øjne fulgte Frederik, som den mørkhåret mand tømte sit krus for den gode mængde øl, der endnu var tilbage. Imens han gjorde dette, smed Winchell et par mønter på bordet som betaling og drikkepenge. Som Frederik tørrede sig om munden med håndrygge, rejste Winchell sig op. Nu var han endelig højere end Frederik, men han vidste, at så snart den anden mand rejste sig op, ville nakken skulle bøjes for at fatsholde øjenkontakten.
En finger blev løftet og vrikket fra side til side. Nej, Frederik skulle ikke tage forskud på de goder. "Det finder du ud af, når vi er kommet hjem til mig, Frederik. Kom. Der er ikke langt." Winchell ønskede inderligt at række sin hånd ned for at lade den blive mødt af Frederik og de sådan forlod kroen. Men det vidste han udemærket godt ikke ville ske. Han havde fået lov til at lade hænderne lege mod Frederiks krop, når det var i det skjulte. Under bordet og i hjørnet. Men hvis de gik hånd i hånd igennem kroen og ud af den, ville alle, der kiggede på dem, vide lige præcis, hvad de var. Og det vidste Winchell, at Frederik ikke ville have.
Han var sandfærdig i sine ord. Der var ikke langt hjem til Frederik. To korte gader væk ville de finde en lang toetagersbygning, hvor en af de nedre døre førte ind til Winchells bolig. En simpel toværelses, men det var mere end rigeligt. Kroen var ikke langt derfra - Winchell kunne vejen i mørket. Han havde flere gange taget den i mørke, når han havde haft for meget fokus på andre personer til at kigge på vejen, eller bare var for beruset til at huske højre fra venstre. Hans ben vidste, hvor de skulle gå og han var mere end klar til at vise vejen til Frederik. Den høje mand havde jo intet valg i princippet. Det havde han selv givet op på. De havde givet hånd på det. Ingen vej tilbage. Og Winchell elskede det.

 Winchell havde allerede rejst sig da Frederik åbnede øjnene efter at have tømt kruset. Det lettede han da en smule at den første ordre var så simpel og lige til at opfylde. Så var det den ordre mindre at frygte, hvad kunne ende med at være. 
 Frederik tog sig lidt ekstra tid til at rejse sig. Øllet skulle lige nå maven, og han sad derfor stadig ned da der blev løftet en finger af ham for at være nysgerrig. Et skævt smil spillede på hans læber. 
 " Tsk tsk... " fnøs han og himlede med øjnene, inden han rejste sig. 

 I det han rejste sig op, var det som om øllet han lige havde drukket gav ham et slag i hovedet. Øjnene lukkede sig lidt i, og Frederik svajede en lille smule, inden han rystede lidt på hovedet, og åbnede øjnene igen. Frederik rakte ud efter den mørkeblå jakke, og trak den på.
 Og så gik Frederik efter den buttede mand ud fra kroen. Trods hans berusede tilstand, holdt han godt øje med hvor de gik, for Frederik var ikke fra Dianthos. Han blev nemt væk i den store by. Hænderne var i lommerne på bukserne som de gik, og efter lidt tid i stilhed, flyttede Frederik blikket hen på Winchell.
 " Jeg kan så gætte mig til du kommer fra Dianthos?  " Det gav vel lidt sig selv, når han havde sagt de tog hjem til ham, men det var vel godt nok lige at spørge alligevel. Han kunne vel sagtens bare tage ham med hen til et eller andet tilfældigt hus. 

Som Frederik rejste sig op, skulle Winchell lige til at tage fat rundt om mandens arm. Ikke for at røre ham, men for at stabilisere den høje mand, så han ikke faldt på kroens trægulv. Men Frederik formåede at blive stående. Selv da han rakte ud efter sin mørkeblå jakke. Den buttede lystmand gav ham et kort smil. Han var virkelig høj. Frederik virkede næsten et helt hoved højere end Winchell, men på en måde kunne han lide dette. Der var noget ved at være i selskab med en rigtig mand, der ikke bare opførte sig som en rigtig, men også havde udseendet til det. Størrelsen til det.

Turen hjem til Winchells bolig foregik i næsten komplet stilhed. Måske havde Frederik en masse at tænke over. Han havde nok næppe forestillet sig at denne aften skulle ende med at følge efter Winchell for at komme hjem til ham. En anden mand. Men Winchell nød dette.
Da der var en halv gade tilbage, spurgte Frederik dog om noget. Winchell skævede over mod den langt højere mand. Et halvt smil var at finde på hans ansigt. Der skulle et slag i maven fra et dusin mænd og kvinder til at fjerne Winchells smil. "Oprindeligt er jeg fra Norden. En landsby syd for Norvik. Men det var ikke mig. Dianthos er mere min stil. Mere mit hjem." Der var dog en anelse af sorg i den buttede mands eller så legende stemme. Sidst Winchell havde været hjemme havde været, da han forlod sin familie. Hans far havde givet op på ham flere år før dette, men da moren fangede ham sammen med to venner, så havde hele familien givet op på Winchell. Det var ikke et liv værd at leve. Omringet af personer, der kiggede på en, som om man ikke var deres eget kød og blod. Derfor havde Winchell rejst syd og havde endnu ikke kigget sig over skulderen.
Endelig nåede de til Winchells dør. Manden fiskede et sæt nøgler op og lod de halvtykke fingre guide den største nøgle ind i hullet. Døren blev åbnet og lyset blev tændt. "Velkommen hjem, Frederik. Til mine ydmyge lokaler," Det var intet luksus. En stue med køkkenet op af den ene væg. De trådte ind i en lille entre, hvor Winchell smed sin jakke for at gå sætte sig direkte i sofaen. Der var tre døre i stuen. Den ene var til soveværelset, den anden til badeværelset og den tredje til et lille kosteskab. Winchell klappede på den tomme plads i sofaen lige ved siden af ham som tegn på, at Frederik skulle tage plads der. Hvis han altså ville. Dette var ikke en ordre, bare en invitation. "Skal jeg finde en flaske og glas frem, eller har du drukket nok, Frederik?" Han havde jo lovet en god flaske, men hvis ikke Frederik ville have noget, var der ingen grund til at rejse sig for dette. Medmindre Winchell selvfølgelig gerne ville have, at de drak bare lidt mere. Men ville han virkelig spilde en af sine resterende to ordre på dette? Frederik virkede allerede godt beruset fra øllene. Han måtte virkelig have drukket en del fulde krus, før Winchell gjorde ham selskab.

 Frederik nikkede lidt som Winchell fortalte. Han forstod det. I hvert fald til en eller anden grad. Selv havde han aldrig været tilpas i Azurien og dens kulde, og derfor var han endt i Safirien. At der lå lidt mere bag, det var ikke noget andre behøvede at vide noget om. 
 " Det giver mening,  " Sagde han mens han nikkede lidt, og igen flyttede blikket ud på gaderne, så han kunne finde tilbage til kroen senere. 

 Da de nåede hjemmet, fulgte Frederik med ind. Jakken blev taget af, og han fulgte med ind. Blikket gled lidt undersøgende rundt, men i det det landede på Winchell, bankede ham på sofaen ved siden af ham. Det var bestemt intet som hans gård, men de var også inde midt i byen, og hans beklædning viste at han ikke var fra de finere lag, selvom hjemmet alligevel vise han ikke var fra de helt lave lag. 
 " Tak, " kommenterede han til at blive budt velkommen, inden han satte sig i sofaen. Han lod sig læne tilbage og slappe lidt af, inden blikket landede tilbage på Winchell og et skævt smil gled over hans læber. 
 " Det var vel derfor vi kom her hen, hm? " Frederik løftede det ene bryn. Det kunne godt være hans krop sitrede efter andet end alkohol, og at han havde sagt han ikke skulle have mere at drikke, så ville han hoved alligevel ikke gå med til at der var en anden grund til de havde forladt kroen. Det var jo ikke en kvinde han var taget med hjem. 
 Frederik løftede armene og lod dem hvile mod ryglænet, mens blikket vendte tilbage til at betragte hjemmet. Ærmerne var stadig rullet op fra tidligere, dem havde han ikke fået rullet ned endnu, og mens han ventede på at Winchell fik fundet flasken åbnede den ene hånd de fire knapper i hans vest. Sådan som han sad og faldt lidt sammen i sofaen, fik vesten til at blive en smule irriterende.

Frederik tog pladsen, som Winchell inviterede ham til. Dette bragte kun et smil på læberne, som han så, hvordan manden tog plads lige ved siden af sig. Men det var en kortlevet affære, for Winchell rejste sig hurtigt op igen - for at finde flasken og glassen. Men som han smuttede rundt om sofaen, valgte han at gå forbi Frederik, selvom han også kunne og endda nemmere gå den anden vej rundt. Men han ville gerne gå forbi Frederik. Og dette blev gjort med bagdelen mod manden. Den var i nogenlunde den perfekte øjenhøjde for Frederik. Winchell valgte at gå meget langsomt forbi Frederik, før han hurtig smuttede ud i køkkenet for at åbne skabslågen for at tage to simple glas ned. En af dem havde en lille revne i toppen. Sådan var det. I naboskabet stod en god samling flasker. De fleste af dem åbnet, men Winchell ledte efter en uåbnet, som han til sidst fandt og tog fat i. Smilet havde været på læberne, lige siden Frederik havde taget plads.

Med tre fingre pressede Winchell de to glas sammen med den ene hånd, imens flasken var i den anden. Frem for at tage plads i sofaen ved siden af valgte den buttede mand dog at komme bag fra. Hver arm svang rundt om Frederik og hvilede på hver sin skulder. Hovedet stak halvt frem, men var tættere på Frederiks. "Skænker du?" småhviskede Winchell direkte ind i Frederiks øre. Han viftede med glassene i retningen af sofabordet, som de kunne stå på. Når de begge var fyldt op, skulle Winchell nok komme tilbage på sofaen, men indtil da blev han stående foroverbøjet og helt tæt på Frederik. Han havde en god udsigt her. Han kunne tydeligt se, hvordan knapperne på vesten var blevet knappet op. Var dette tegn på, at Frederik var mere end klar til at sænke paraderne? De var bag lukkede døre med gardinerne trukket for. Ingen udover de to ville vide, hvad der skete i dette hjem. Selvfølgelig kunne de nærmeste naboer høre, at nogen holdt Winchell med selskab, men det var alt andet end en ny lyd for dem og de kunne ikke skelne i mellem individer. De kunne højest bedømme, om Winchell var med en mand eller kvinde. "Ville du have taget med, hvis ikke det var en ordre, Frederik?" Winchell var nysgerrig og taget i betragtning, at det bare var de to og ingen andre, håbede den buttede mand, at sandheden ville blive sagt. Og han håbede, at sandheden var et 'ja'. At Frederik gerne, hvis han kunne bestemme, været taget hjem med Winchell. Winchell havde bare givet muligheden, så det ikke var Frederiks valg. Det ikke var ham, der lagde op til dette - hvis han overhovedet vidste, hvad dette var.