Hun så igennem ham. Ramiel's mundviger krøb til hver deres side af ansigtet, da hun deduktivt tog en analyse af hvad han sagde, og nåede frem til at han næppe ville opgive sine vinger, for noget så simpelt som flammer eller magi. Skønhed var nemlig en forfængelig ting, og selvom Ramiel altid værdsatte et kønt ansigts fine linjer, var han ved hjertet en praktisk mand. Godt gemt bagved silkeklæder og guldringe, men dog stadigvæk til stede - han havde ikke råd til at være andet, så længe han blot var diplomat af familien. Så længe han blot var... en mand i arbejde, uden andet til sit navn end sine bedrifter. 
Smilet blev i sidste ende til en (overraskende) blød latter, og med vægten mere op ad hans arm, jah med måneblege fingre dansende over kravebenent og drømmevandrerens hvisken i de rundede ører, kunne han godt give hende en lille - om ikke andet bare en lille - gevinst for at være så kløgtig, være så tæt; han havde fundet sig selv skuffet, hvis hun ikke havde snoet sig så glat igennem det. Hun var glat som en øl, men sådan var kvinder nu engang, hmm?
Se selvom det nok ikke var meningen, kunne diplomaten mærke at hendes mere charmerende tendenser, rent fysisk, også blødte hans forbehold imod hende ned - han skulle minde sig selv om ikke at lade sig lokke, trods hun sad så indbydende på skødet. Og fingrene imod halsen var nådesstødet til den fornemmelse, idet at han langsomt lænede sig en anelse frem imod det fine hoved og dets ene spidse øre. 

"Deres tvivl kommer dem til gode, frøken Risindier" sagt i en lavmælt hvisken, og Ramiel's gyldne blik gled sidenlæns i en tavs vurdering. Selvom han ikke kunne se meget mere end hendes kind, ledte han efter et potentielt smil. "Vil De så gerne kende sandheden i løgnen, eller kan De nøjes med overvejelserne?" 

Hun var alt for nærgående, til at han kunne afvise hvilken fantastisk lokkende effekt det havde. Satans elvere. Han havde aldrig været upåvirket af dem, omend han virkelig prøvede at minde sig selv om at være det. 

Det var overraskende at han holdt sig i ro, ikke lod en hånd bevæge sig nærmere noget mere intimt, eller på sin vis kærtage hendes hud, selv som hun lænede sig frem og hvilede og hviskede nært hans øre holdt han sig i mere ro end hun tydeligt forventede. Det var rart måtte hun indrømme at han ikke bare bøjede sig på nogle måde, det var jo næsten lige før han forventede hun ville tage kontrollen, en tanken der fik hende til tydeligt at trække på smilet under sløret. Blikket gled langsomt i som hun lyttede til hans ord,  hans hvisk og hans latter hvilket fik hendes til puste behaget ud som hun lod ordene dreje sig i hendes sind.
"Mhm..Med legen vi leger, vil sandheden jo have en pris?" hun rystede forsigtigt hovedet og lod sin ene hånd forlade hendes skød og igen fandt hvile imod hans bryst, en fingre hævede sig og begyndte at puffe til brystet i takt med hans hjertes slag.
"Sikkerhed i sandheden." hviskede hun stille for sig selv, og lod hovedet falde tilbage, faktisk lade det meste af hende falde tilbage imod hans arm igen, hånden blev dog på hans bryst og forsatte med at spille hans hjertelige melodi.
"Eller, undgå at betale din pris?" forsatte den drømmende afslappende stemme, og først nu forlod den anden hånd hendes skød og fandt hvile om hans hofte, og lod sig give et lille klem om den.
"Mhmm.." forsatte hun dybt i sine tanker og forsigtigt åbnede øjne igen og lod det falde over ham.

Der var to muligheder, enten gemte han noget som han vidste hun ønskede at høre, ellers havde hun gættet rigtigt og han bare ville få noget ud af hende uden at betale noget selv. Så hvad dette i sandheden handlede om, var om han er snu eller retfærdig. Den snu som ville bare få mere ud af hende, eller den retfærdige som ønskede at være lige i hvad de vidste om hinanden.
"Fint.. Fortæl deres sandhed og din pris." hun sukkede som det blev sagt og rettede sig op igen, gav hans hofte et lille klem, og skiftede sine prik på hans bryst fra et med fingren til med neglen.

Det var ikke til at tage fejl af hvor mange tanker der var bag de øjne af hans, skeptiske, velovervejet og tænkende, et blik hun normalt ikke nydt at være nær, specielt ikke når det hvilede på hende sådan og holdt øje med hvert et tegn. Ganskevis havde hun samme blik imod ham, holdt øje med hvert et tegn på hver ting, selv hånden på hjertet var intet andet end en måde at holde øje med ham. At røre ham var bare en behagelig bonus, den varme hud som prikkede til hendes følsomme hud, alt mens hans hånd behaget hendes hud, hendes sind. I guderne han vidste mere om hvordan han skulle opføre sig end nogle af de flere hundrede år gamle elvere hun havde gjort dette med før, det man fik ud af at tænke sig om måske. Hans ord fik hende dog til at blinke nogle gange, brugbarhed. Pragmatisk syn på de kvindelige skønheder der begik sig i verden. Deres evne til at skabe nyt liv? Til at stjæle blikke? For nydelse? Der var massere af muligheder og kunne lige så vel være dem alle.
"Brugbarhed? Så simpelt et træk? Indrømmer da gerne jeg har handlet på brugbarheden ved folk før, men.." men hvad? "Nok bare overrasket over det var det træk som altid går igen." hun træk vejret dybt, let skuffet over det svar hun havde fået, tvivlede meget på at det ville prisen vær. For hvad ville han have nu? Sløret af? En sandhed på et spørgsmål? Der var ubehagelige muligheder og hun havde lagt sit ord på spil, sit navn. Hun sukkede som han gjorde tegn på at tale, et suk som blev til et let behaget støn som hans fingre igen behaget det følsomme punkt nær hende lænd.
"Be..besøge mig?" lyd det tydeligt overrasket som hun blinkede og træk sig lidt væk fra ham, hånden blev dog på hans bryst.
"Så..de vil besøge elverly? Som gæst i vores palæ?" hun tog hånden fra hans hjerte, og sætte hænderne over kors. "Mhmp!" lyd det lettere irreteret som hun gav tydeligt tegn på flere tanker gled forbi i hendes sind, blikket gled over ham, hans vinger, hans arme, hans kind, hans blik. Der var vel intet galt i det? En diplomat fra Kazimi?
"Fint...Jeg får en del af gæste fløjen gjort klar." lyd det stadig lettere irreteret. "Men..Tager de en slave eller flere med herop, så vil jeg benytte vores lov til at befri dem - selv hvis det medføre at de skal straffes!" hun bidt kæben sammen og tog blikket fra ham, stirret på kurven og flaskerne og tydeligt overvejet at lade nederlaget blive fejret med en slurk. En beslutning der tydeligt blev taget som en hånd forlod hendes bryst, og forsigitgt søgte at hvile over hans øjne, og med dens vægt på hans næseryg. "Øjeblik." lyd det nærmest kommandere som den anden hånd rækte ud og flaskernes melodi gav lyd og kort efter, blev flasken ført til hendes læber.

Takker for invitationen, ja, sikkert, lyd hendes indre som hun hørte hans ord som hånden blev lagt foran hans blik. Det var ganskevis bare en drøm som han så fint gjorde klart for hende, mens hun tvang hans blik væk fra hende, eller rettere gjorde ham blind så hun kunne nyde den korte brændende fornemmelsen alkohollen gav, en skam drømmende ikke lod sindet blive sløvt. Eller i det mindste bedøvede hendes fornemmelse bare en smule, for det var rart at mærke hans nussende hånd, og selv om hun var bitter, så fandt hun alligevel et smil på sine læber som flasken forlod hende og genfandt sig i kurven med et lille klank som den genfandt sin familie i den flydende kurv.  Blot en drøm, ja, hvis bare det kun var en drøm for hende. Hånden blev hen over hans blik, som hans ord nåede hendes sind og øjeblikkeligt tog hendes tanker fat i dem i en let dans. Fjerne klædet, hun vidste jo udmærket hvilket et af de to klæder han henviste til. Den frie hånd fandt sløret og lod den blive sat tilbage på sin plads, men alligevel lod hun en fingre bevæge sig omkring sløres kant og let hen over hendes næse. Igen puste hun let ud af den nussende hånd på hendes lænd som tankernes dans endte med hans ord.

“Jamen dog, så de beder mig klæde mig mere af?”lyd det tilbage som den irriteret tone faldt hen og den legende tone kom tilbage. Dog endte hendes ord med et suk, en overvejende suk som hånden faldt fra hans blik, og lod hende igen blive set. Dog i selv samme bevægelse lod hun fødderne finde hvile på bunden af den varme kilde og finde sin egen væk, en skam nussende endte i selv samme bevægelse.
“Men..” lyd det lettere, rolig i den legende tone som hun vendte ham ryggen og begyndte at gå imod den anden ende hvor hun før havde fundet hvil som drømmen startede. Hænderne dog forsvandt kort i den hvide damp, og kort, dannede den mur mellem dem, tydeligt noget der skete i takt med en bevægelse af hendes. Dampen blev brudt som en klæde fandt vej til ham i luften, og endte i vandet nær ham, dampen lettet og klæden der før dækkede hendes hofter, og ende lå i vandet mellem dem, den hvide damp overraskende let i dette øjeblik og lod hendes figur blive set. Den hvide damp gav heller ikke tegn på at overtage rummet som den havde gjort tidligere. Hendes figur blottet på nær klædet om hendes læber, som hun drejede om og satte sig på kanten af kildens anden side. Endda lyset som ramte ind i badehuset, virkede til at ramme hende i netop dette øjeblik, nærmest danse omkring hende, så selv ikke en skygge dækkede hende.
“Det sidste klæde, vil koste mere end de kan betale. Men kan være de kan overraske mig, og give mig noget langt, bedre end jeg kunne forestille mig.” Bevist netop som det blev sagt krysset hun sine ben. Den ene hånd hvilede på hendes venstre indrelår.
“Så, hvad..vil..de...give...for..dette.” en fingre pegede let på sløret, og smilet der bag, ville selv dem som aldrig havde mødt hende kunne fornemme.

"Men ingenting." lyd det legende som manden kæmpede med vandet for at komme nærmere, komme til hende på ny.  Hun gjorde intet for at holde sig i skjul som han kom nærmere, nærmest tværtimod, hendes ben tætte sammen og knæ let bøjet som hun fandt siddeplads på en sten lige under vandets overflade, resten af figuren belyst af det lette blålige natlige lys, alt til at blive beskuet som man ønskede. Den eneste gemt var bagsløret, og blikket afslappet på vandets dansende overflade. Dog skiftede blikket hurtigt som manden faktisk virkede til at have en pris i tankerne, faktisk på læben, de fleste gik i stå, de fleste brugte natten på at tilbyde al verdens ting, men denne legende sikre tone sagde noget helt andet. Som hans hænder mødte hende knæ og side, mødtes deres blik også på ny. Hendes hånd fandt hvile på hans, og let lænede hun sig til siden og blottede sin side til hans hånds fornøjelse.
"En tjeneste?" lyd det spændt, meget var hun blevet tilbudt men denne selvsikre mand lå en tjeneste på bordet, hvordan kunne dette ikke fange hendes nysgerrighed. jeg kan endelig begyndte han at forklare, det lille tomrum føltes længere end hvad sundt var, men så snart han forsvandt hendes blik til de mange malerier hvor farven var begyndt at blive lysbeskadet som gemte sig rundt i palæet, der var meget som kunne beriges med en magisk hånd. Overvejelsen var tydelig som blikket forsvandt ind i hendes tanker, var det, det vær, spurgte hun sig selv flere gange og selv denne tanke kunne ses på ydersiden af hende. Selv den amulet hun for nydeligt havde anskaffet sig, at have en sikkerhed til det, ville ikke bare hjælpe hende selv, men også natteblomsten. så er jeg deres mand. de ord ramte nærmest et ømt punkt som hun blev revet ud af sine tanker, nærmest som han læste hendes tanker.
”Og disse tjenester kan kun opnås med at sløret bliver taget af? Nu kommer de jo på besøg, så mon ikke vi kan finde en pris der er mere retfærdig?” lyd det lettere tøvende og selvsikkerheden falmede lettere som dette kom på spil.
"Føler ikke min stolthed, og største hemmelighed, er en retfærdigpris for at have deres magiske talent til rådighed?” lyd det letter håbefuldt, får hjælpen til at forsikre værdien på deres knust rige produkter, og nem vedligehold til elverlys kulturelle symboler, var noget som skulle vindes over. Desværre var denne pris måske ikke den rigtige.

Disse knap så officielle aftaler var uden tvivl det hun nydt mest med sit arbejde, at lokke og blive lokket, finde alt det som måske bider, og finde de ting som bider sig fast. Selv når det var hende der endte med at bide fast var dette til at nyde. Dog var dette svært at nyde alt for meget for hendes stolthed var på spil, på den ene eller anden måde. Det helt store problem her, var at denne mand, med en evne der ville være mere end hans vægt vær i gold for hende, var fra syden og ikke bare hvem som helts fra syden en diplomat fra syden. Dette reducere meget hvilket brikker hun kunne spille, og for at gøre det endnu mere problematisk var han også halv blods, hvilket fjernede nogle mere fysiske brikker, og dog, visse ting kan holdes hemmeligt. Men på anden vis sikre en alliance med syden? Kunne vel også.. Disse tanker døde ud lige så hurtigt som de begyndte og hun lod blikket undersøge hendes nøgne halv engle gæst et øjeblik. Hans hånd var faktisk ikke ønsket i dette øjeblik, ej heller var hans ord som lokkede forslag ud af hende, for en gangs skyld ville hun gerne have ro til at tænke, vide hvad der skulle sættes på bordet. Men berøringen var stadig behagelig, blikket gik i, som hun lod sig fokusere på hans stilfærdige nusserig.
”Altså..en kvinde kropslige hemmeligheden var stor værdig har de ikke?”den legene tone fandt igen hende tunge. ”Men, det er også noget jeg ikke bare kan give op.” tilførte hun i en mere seriøs tone. Tillader ham allerede at komme på besøg da hun tabte deres spil, havde selv lagt hus til også. Flere og flere brikker faldt stille og roligt ud af hendes hænder, og smilet under sløret voksede og voksede som det gik op for hende.
”Mhmm..” lyd det eftertænktsomt som hun hævede hånden og lod den møde hans bryst, og tilsluttede sig nussene. ”Min ’fysiske’ krop.” Lyd det legende med tryk på ordet fysiske. ”En nat i mørke, for en uges tjeneste af deres evne? Som en fast aftale med deres besøg?” blikket seriøst, tonen legende, og hånden søgte fra hans bryst til hans hals.  Den ene fod søgte hans, og let bevæget sig op af ydersiden af hans ben som hun ventede hans svar. 

Man har ingen ret til at vinde spillet, hvis man ikke spiller i det. Brikker fandtes for at blive lagt på bordet, og slået fra ned eller, for at stå med sejrs flaget på modsspillernes spilbane.

Det var med stilfærdig opmærksomhed at Ramiel observerede hendes overvejelser, og smilede næsten hvad man ville sige forstående, da hun understregede at lige dét, ikke var noget hun var villig til at give op. Ganske forståeligt, det havde været mere end bare overraskende. De gyldne øjne reflekterede dog en vag nysgerrighed, da aftalerne ikke helt virkede til at falde til jorden. 
Og sikken en aftale de var igang med at ordne sig. 
Halvenglens hånd stoppede kortvarigt sine nussende bevægelser, da Yume ikke blot tilsluttede sig med ordene, men legende tog hans halvbeskidte opfordring til sig. Se det var ikke ventet. De bløde fingerspidser var blide imod den mørkere hud, og hviskede til et begær Ramiel var alt for bevidst om, og samtidigt ikke søgte at stoppe. Hmmm.... man kunne næsten høre hans tanker, da blikket mødte hendes. 

"Er de sikker på at de kun vil nyde en uge af mine evner?" Stemmen morende, da han udmærket vidste at hun nok refererede til hans magi, og ikke resten af ham. Men halvlummer humor til siden, var det ikke et dårligt tilbud. Den ru hånd genoptog stilfærdigt sine nussende bevægelser, og gled efterfølgende en smule længere op af armen i en spejlvendt reflektion af Yumes egen bevægelse, da hånden stoppede ved hendes hals. 
Næsten fortryllet af øjeblikket - meget indbydende så slank og hvidlig den var - foldede fingrene sig ind over nakken, bestemt men ikke hårdt, og skubbede med tommelfingeren hendes hage en smule opad. "Det er en aftale jeg kan sige jah til" tilføjede han, og blikket blev atter nærværende, da det mødte hendes dybviolette blik. 

Spændte, snævre øjne hvilede på ham som ordene fik hans tanker i gang. Let lod hun kroppen give efter for de behagelige berøringerne og let lod hun sin egen hånd danse med fingerspidserne op af hans side og let prikke nær brystet. En uge var mere end rigeligt, han var vel van til slave arbejde ikke? Såsom det mindre lagre af slidt, og affarvet kunst kunne begynde deres reparation. Det ville være mere end guld vær at få grund arbejdet lavet. Kun? Ordet fik tydeligt hendes tanker til at gå i stå, og blikket skiftet til et undrende, undersøgende blik. Kort hold hun vejrtrækningen som hånden nåede halsen og blikket gled forsigtigt til den sol kysset hånd, hendes egen hånd gik i stå som hun holdt vejret, og mærket hans fingre tage magten fra hendes hals, og lod ham styre hendes blik, og lade de natte lilla blå blik møde hans sol gyldne som hun rettede ryggen. Let lod hun luften forlade hende som deres blik mødtes, og mens lod hun den fri hånd møde hans om hendes hals, og bestemt lod hans fingre blive på hagen og ikke sløret. Skuldrene faldt som hun tog en dyb indånding.

Hun blinkede flere gange, som han luftede sit svar, og træk dybt på smilet inde bag sløret, på trods af den lette skuffelse der dannede sig i dybviolette øjne. Legen var slut, eller, første del af legen.
”Mhm..Havde ikke forventet et ja, tænkte de havde nok af at være slave. Men at være min er de tilfreds med?” Selv hvis det kun er en uge? Forsatte tankerne som hun lod hånden der havde nået hans når hendes hals og hage slippe og let glide til hans håndled.

”Må vel snakker med hende som bær mit hjerte om det kan aftales. Min kære ørken blomst, og råds kvinde for ørkens børn.” hun træk på smilet, og fandt det igen frem i de dybviolette øjne som træk sig nærmere de gyldne varme øjne foran hende.

Det var færdigt. En aftale skabt i et drømmerige, men ikke desto mindre noget som der føltes virkeligt. Der var noget underligt uofficielt over den, når den blev taget her - som havde det ikke fundet sted, førhen en bekræftelse i den vågne verden ville finde vej. Men udsigten til det, var forfærdeligt indbydende. Ramiels mørke bryn gled en med en lille latter op - det kunne godt formuleres sådan - og slap grebet da hun lod hånden glide over hans håndled, så hun igen kom fri. 
Grænser? Måske. 

Det næste hun sagde, overraskede dog halvenglen. Rådskvinde for ørkenens børn? Bagved glimtet af overraskelse tog det ikke mange sekunder for manden at regne ud hvad hun nogenlunde mente, elvere var nogle gange så forbandet kryptiske, og men ørkenblomst måtte være hendes kælenavn. 
Ubevidst for elveren (håbede han) forekom det aldrig som en realitet at komme nogenlunde tæt på de ørkenelviske højmedlemmer. Snakken om dem var for det meste om hvad man troede, og ikke hvad man vidste. Men i stedet for at forsøge at skjule overraskelen, forsøgte halvenglen at spille med videre på den, og smilede lidt nysgerrigt. "Jeg vidste ikke De havde kontakter i Rubinien" gled det over læberne, og han rankede sig en smule mageligt. De guldspættede øjne betragtede Yume overvejende, og det var ikke helt usynligt at han overvejede hvilken relation de mon havde. "Ørkenblomst? Et godt navn.." forsatte han lidt overvejende.

Skulderne faldt ned som han slap og et blandt blik, skuffet, og lettere befriet, blev kort dannet i de dybviolette øjne, som hun holdt nøje øje med hånden der bevæget sig væk fra hende. Med varsomme amourøse fingre dans gled hendes hånd fra hans håndled, sløvt lod hun selv samme fingre glide op til hendes hals hvor hånden netop havde lagt. I en flydende bevægelse lod hun samme fingre glide forsigtigt ned over hendes bryst, med en forledende cirkle der netop lige undgik følsomme punkter som hånden til sidst fandt ro i hendes skød.
Smilet voksede som manden gav et kort tegn på overraskelse, lidt spænding i den politiske leg var altid noget der fandt godt til rette. Smilet voksede og en hjørne tand kom frem fandt kort det falske lys i drømmens nat.

”Har en, og kun en.” forsikrede hun ham om hendes kontakter i Rubinien. ”Eller, nok rettere to, hvis de tæller med den herre.”
Ørkenblomst. selv bare ordet fik hende til at smile, et smil der træk nok glæde til selv de dyb violette øjne lyste op, og let rødlig farve fandt kinderne. ”Tak. En meget mildere sjæl end nattenblomsten.” et let fnis forlod hende som det blev sagt, for i guderne en forskel mellem de to.

”Nærmer nattens ende sig? De skal ikke tidligt op vel?” hun smilte skævt som det blev sagt, og tydeligt ønskede hun ikke at deres nat skulle ende nu.

Det var svært for Ramiels blik, ikke at følge hendes hånd som den vandrede længere og længere ned af hendes krop. Han lagde en grad af skjul på det, men ikke nok til at han kunne sige at det ikke blev bemærket, Men hendes ord - jah de fik blikket op igen - og nysgerrigheden som fulgte var til at smage på tungespidsen. Natteblomsten? 
Elviske relationer var fjerne for Ramiel. Fjerne nok, til at han kunne genkende dynamikkerne, men ikke forstå dem. Og på det punkt, var det derfor meget nemmere bare at finde dem tiltagende, og tiltrækkende. Med en magelig, brummende lyd betragtede han den blege kvinde pludselig få lidt farve tilbage i kinderne. En tæt relation simpelthen... og lidt mere overvejende, jah måske en anelse sørgmodigt, strøg han en vildfaren lok bagved øret. "Jeg ville mene, at jeg tæller med" mumlede han, påpasselig med ikke at røre ved hele hendes slør funktion. 
Det havde han efterhånden forstået, at hun ikke brød sig om. 

Ramiels blik blev faktisk en smule mildere ved de sidste ord, og lidt overvejende prøvede han at finde ud af hvad tid på morgenen det var, men fandt det selvfølgelig umuligt. Det ændrede dog ikke ved svaret. "Selvfølgelig skal jeg tidligt op" og han smilede selv lidt skævt. Han havde ikke noget mod de tidligere morgener. 
"Men det skal jeg hver morgen. De ønsker ikke at sige farvel?" lød det tilbage, og smilet fik en anelse smørret kant til sig. 

Smilet træk sig helt ud i blikket som han gjorde det klart at han var en af hendes kontaker, altid en nydelse at tilføre nogle til samlingen, nogle at trække i, i natten ly. Mon han ville fristes til en leg mere i fremtiden? Smilet voksede kun endnu mere som hun beskuet hans lyst til at spørger, den sad på læbespidserne men der kom ingen spørgsmål – nok fordi han vidste at svaret ikke kom denne nat, men alligevel. Tanken fik en kort fnis til at forlade hende, som hun rejste sig i vandet, og lod sine arme falde til hendes side, og for første gang lod sit ar komme til syne i nattens fælleskab, den sorte runer, skåret ind i hendes lår, runer inspireret af det skovelviske men fordrejet af mørkelviske tunger. Modsat mange ar der dannede hvide liner, var disse sorte, tære sorte.
Med stille skridt gik hun igennem det skinnebens høje vand og stoppede lige foran ham, forsigtigt lod hun sine hænder nå op til, sjældent hun skulle kigge op til fremmede men en rar forandring, hans øre som hun stille fremmangene en bind som lå sig over hans blik.
”Ville bede dig lukke dem, men tvivler de ville lytte”det blev sagt med et let fnis som førte den ene hånd forsigtigt til hans kind og lod sig krop tage det næste skridt, og lade sig figur læne sig imod hans. Hånden hævede sig til en enkelt fingre som gled ned langs han kindben, til kæben. Alt mens den anden fjernede sløret, og lod hendes læber ende få centimeter fra hans før hun let, blidt, pust imod hans læber, med et legesygt smil på hendes egen læber.

”Lad være at vågne for uanstændigt nu.” hviskede hun lavt mens hun overvejede hvordan han skulle vækkes, for en pil igennem nakken som hun havde gjort sidst med Sidka, ville måske føre til for mange politiske problemer.

”Intet farvel, men et vi ses.” lyd det kort før hun satte sine læber imod hans, og lod mindet blive et øjeblik før hun lod drømmen falde fra hinanden, ingen grund til en ondsindet vækning, denne gang. Måske næsten, bare for legens skyld.

Som sandet rindede ud af timeglasset, kunne man mærke at samtalen var ved at være ovre. Mødet her, dermed også. Det var en lidt utrolig situation, og selvom Ramiel på mange måder vidste at det var en drøm, var der et eller andet, som også hviskede at det af den grund alligevel ikke var helt uvirkeligt. Yume. Navnet ville blive husket. 
Det gyldne blik fulgte tavst med i hvad hun foretog sig, en vag opmærksomhed på hvad der havde gemt sig over hendes ben, da de havde været undervands - hvad var det? Men det var ikke tiden for spørgsmål. 
Lyset blev slukket, og et lille grin undslap halvenglen. Hun havde ret, det var svært at følge ordrer når der var så meget at se. 

Et lille gys rislede derpå ned af hans nakke. Hun var tæt på nu, han kunne føle hendes nærvær, og bukkede hovedet ned imod hende selvom han intet kunne se. "Jeg skal gøre mit bedste" men det tog ham alligevel på det forkerte ben, da han overrasket følte 'på-gensyn' kysset imellem dem. Hænderne gled undersøgende op efter der hvor hendes egne fingre før havde vandret, ikke rigtig med meget tanke på hvad han ville. Førhen alt blev sort. 

Ramiel vågnede med et sus, og slog blikket op imod loftet over ham. Ind igennem vinduet sneg morgensolen sig tættere på sengen, fragmenteret af små glasdekorationer og krystaller som hang i loftet, og vidnede om at dagen nok først lige var startet. 
Med et lille suk tog han sig lige nogle minutter, enkelte af fingrene tænksomt over der hvor hendes kys stadigvæk brændte og tankerne cirklende om skovelveren, og det mærke der stadigvæk vækkede en grad af undren. Det skulle nok blive et spændende besøg.