Selvfølgelig hold hun hænderne på den måde både for at hjælpe ham til at lettet sit hjerte, men også for at holde ham, svært at få sig selv til at løbe, svært at trække sig væk. Blikket var låst på ham, det var tydeligt han fandt emnet ubehageligt, men alligevel forsøgte han, hun nikkede opmuntrende til ham som han begyndte at forsætte. "Mørkelvere?" spurgte hun forsigtigt, det var ikke svært at regne ud hvad der var sket med disse mørkelvere, overhovedet ikke, men hun søgte alligevel mere, hvor gik grænsen, hvor ville han ikke mere, hvor meget ønskede han, eller kunne han komme til at dele. "Det..lyder som..mørkt." var ordet hun valgte, et ord hun tydeligt ikke var stolt af at bruge, men det var ordet som blev valgt, og med det ord faldt blikket en smule.

Måtte være svært at vide, hvordan man døde, og nu at vandre i livet efter. Hun syntes selv store dele af hendes liv havde ændret sig efter blot en fingre manglede. At miste livet, at få smukke vinger. Måtte have gjort langt mere, end hvad hun havde oplevet. Det var jo bare svært at håndtere knive og fægtning, var jo nærmest det hele der havde ændret sig og så selvfølgeligt den evige prikkende formellese og smerten der kom periodisk. "Voksne ting?" hun fniste kort ved tanken, at have rejst med en barn og bare efterladt ham mens hun, lyd i hvert fald som en kvinde, smuttede og lavede ting han ikke kunne være med til. farligt? "Nej..her er ikke farligt...som sådan." tilførte hun hurtigt med en let tøvende tone og lod blikket følge hans. "Slavefangere, og handlere kan komme forbi, og en..ung engle..kan sælge godt." tilførte hun ærligt. "Ikke at jeg....siger det vil ske..bare, pas på. Du er penge vær." tilførte hun, med et lille grin som dette var hverdags tanker og smilet og blikket kom retur til den stakkels, nervøse dreng.

Det kriblede helt i brystkassen, som Bart snakkede om det. Arret efterladt af mørkelverinden irriterede. Det var en mental irritation, det vidste drengen inderst inde godt. Men frygten sad endnu i ham og han var endnu et barn, så det ville påvirke ham år endnu sikkert, hvis ikke for evigt. Og som han bevægede overkroppen lige nu svagt, ville Tania nok kunne regne sig frem til, hvorhenne dødsstødet var blevet givet til ham. "Jeg kan ikke lide at tænke på det." indrømmede drengen svagt og nærmest skamfuldt. Som om han var svag for at indrømme dette. For at være for bange til overhovedet at ville snakke om mørkelverne og den dag, han var blevet gjort familie- og slægtløs.

Som Tania fniste, kunne Bart ikke lade være med at kigge op. Ja, det var måske en spøjs ting, at hende, han var med, var ude at lave voksneting, der var for voksne til ham. Dog fortrød Bart lidt at kigge op, for Tanias næste ord fik kun det svage smil af drengens til at forsvinde komplet og blive erstattet af en bekymrende mine. Hvordan kunne hun ikke mene slavehandlere, der ville elske at have en lille engel som ham som produkt, til ikke at være farligt. "Jeg vil ikke være slave, Tania." Var det derfor, hun havde revet ham med herhen? For at lure ham i baghold af nogle slavehandlere? Var det derfor hendes greb var endnu på hænderne? Bekymringen var som badet i drengen, der lige nu ikke følte sig tryg som sådan. De gjorde ikke noget voldsomt - ikke endnu - men følelserne i drengen kontrollerede skyggerne af dem. De var klar til at springe frem og angribe eller forsvarere, hvis det virkelig skulle hænde, at slavefangere lå på lur. Nogen gange kunne engledrengen ikke styre sine egne evner. Nogen gange skete disse bare.