At høre hendes navn, fra de fangende læber på de elegante blindende halvfugl tvang igen farven frem på hendes kinder og til hendes held var hun i dette øjeblik intet andet end en farveløs tåge der omringet den kære et vinget fugl. At være fri i himlen, at mærke sin moders vind imod sig, igennem hende, væk fra den betvinget vind nær huse, og på landjorden. Hvordan kunne hun være den samme? Her hvor hun var fri, her hvor hun endelig kunne være sig selv fri fra de 'jordiske' krav og regler ikke påvirket dem, fri fra alt. Selv sine egne bekymringer, som hun så ofte glemte alt om.

Hun fniste af hans lette dans for igen at møde hendes blik, der, lige under hende, en fugl tydeligt beriget af samtlige gudinder. "Sten og tang?" lo hun kort, "Dild?" hun rystede hovedet kort, "et..sted på kroppen?" spurgte hun forsigtigt, og netop der, ramte en sky forbi dem, og slugte sig om dem, i brok over at skyen fjerende ham fra hendes udsyn, så kun hans ord nåede hende, samlede hun chakra, en smule, og i et forsvandt skyen som den blev kastet væk fra dem, og i samme hast samlede sig under dem. Forsigtigt tog hun hans hånd i sin, og lod sine fødder ramme skyen, og netop der stod hun som skyen som var den et hvilket som helts jordligt underlag. "Det..smukkest jeg har set?" gentog hun, og netop der kunne hun ikke tage blikket fra ham. "Dansede engang i nordlyset da det kom for langt syd." hun fniste og tog blikket imod norden. "Men..Det smykkest jeg har set..var ikke så elegant og farverigt." blikket kom i hast tilbage og dansede over hans form. "En lyn storm, over en snefuldt bjergtop." Flere små gnister formede sig i hendes hænder som hun stod der, dog kun hånden der ikke nåede hans. "Hvert et slag, slog sneen op, og den dansede i vinden omkring bjergtoppen som blev mere og mere nøgen, det virkede så om vinden krammede og slugte sig omkring bjerget i kamp med lyn stormen, den ene kæmpede for sneet skulle blive, det andet, kæmpede for at sneet skulle falde...det var fortryllende at se." hun åndede dybt ud, afslappet som billede formede sig i hendes sind.

Ventilas spørgende gentagelse, fik ikke andet svar fra halvfuglen end et bredt grin, et træk på skuldrene og et udfordrende glimt i øjet. Hun måtte jo spørger ind, hvis hun var nysgerrig!

Et svagt, overrasket gisp forlod Iriskan da verden omkring ham blev hvid. Han havde været for optaget af din partner i vinddansen til at ænse skyen for den havde opslugt ham. Verden vendte dog tilbage snarer end han havde forventet, men overraskelsen blev kun større, da den i stedet indfandt sig under dem, på underfundig vis.
Iriskan var varsom som han, ledt af Ventilas blide hånd, satte fod på skyen. En hjertelig latter forlod ham, som foden trods alt stak igennem uden at finde fæste, og han samlede sig selv op på vinden, dog uden at slippe hendes hånd.
Det var en spøg så fast at det næsten var en mandomsprøve, at bilde unge halvfugle ind at skyerne var faste før deres første flyvetur! Aldrig havde Iriskan troet det kunne være sandt, men hans nysgerrighed havde ikke tilladt ham andet end at prøve! Det kunne jo have været..

I stedet cirklede Iriskan lagsomt om Ventila, holdende sig i bevægelse og flyvende på vinden, men uden at slippe hende, hverken med hånden eller med blikket mens hun fortalte. "Det må have været et syn for guderne at se dig danse i nordlyset" sukkede Iriskan, åndeløs som han forestillede sig det med et skævt smil. "Men der er næppe noget der kan måle sig med naturens uhæmmede, fri kræfter! Vi kan aldrig skabe andet end blege imitationer deraf" sagde han blidt.
Som Ventila stod, roligt fanget i egne tanker og minderne, gled et lusket glimt ind i øjet på halvfuglen, og som han skulle til at slutte endnu en doven cirkel, skar han i stedet pludselig ind mod hende, og plantede et kys på hendes kind.

At se ham forsvinde gjorde mere ondt end hun havde forstillet sig, de få sekunder hvor den hvide tåge var imellem dem var hendes øjne store, og hun søgte hvert et tegn på hans form, han kunnes anes, han kunne ses, men hans farver var væk og som de kom igen smilte hun så en ung kvinde der smagte søde sager første gang og nærmest tog et halvt hop i hans retning. Igen at se ham falde igennem skyen fik hende til at hæve det ene øjebryn, en smule forvirret. Kan han ikke? spurgte hun sig selv, men tankerne stoppede brat som hans latter ramte hendes sinde, og lette fris kom hans vej i retur med et glad smil, og den frie hånd med sine små gnister dansede fra hånden til hendes læber. Hun drejede let om sig, som han slog cirkler om dem. De is blå øjne fyldte hver en bevægelse af hans, de blå øre lyttede til hvert er ord.

syn for guderne at se dig danse i nord lyset. Hendes fnis døde ud og hånden faldt og fandt den samme som hun allerede holdt, de små gnist forsvandt og hun forsatte sin dans, rundt og rundt. "Lyset selv er en gave for dem, hvad end kan vi gøre end at nyde det farverige lys." hun træk vejret dybt, og kort standsede vinden omkring hende, som hun slugte den til sig. "Måske vi skulle tage til norden sammen, og danse i både lyset og fuld månes skær." Hånden på toppen af hans hånd gled op om hans håndled som hans nærste ord nåede hendes øre. Hun vippede let hovedet som blikket i hans øjne skiftede, og før hun kunne kommenterer mørkede hun hans læber imod sin kind. En kind som mistede lidt af sin blå tone, og blev lettere morgenryg rød, og hånden forlod hurtigt hans håndled, og mødte hendes egen kind, en kind som hun fangede i sin håndflade, og et smil varmede og bredere end sydens varme hav, var rettet til hans blik. Hendes krop, blev lettere ustabil, som den skiftede fra fast, til tåge, til fast, hist og pisk på tilfældige steder på hendes figur. "Du..." mumlede hun stille før hendes ord døde ud og blikket faldt på jorden langt under dem. "Du.." men i stedet for at forsætte sin sætning begyndte hun at grine, og forsøgte at trække ham til sig, blot et lille træk i hans hånd for at forsøge at gengive kysset, blot på hans pande frem for kinden.

Ventrilas ord fik et smil så bredt som horisonten til at sprede sig over Iriskans ansigt, mens hans øjne stålede om kap med solen selv. Tanken om at tage nord på med hende, at rejse på vinden og leve omgivelserne omkring dem, ånde hvert øjeblik ind.
Men smilet stivnede hurtigt igen, og gløde i hans blik døde ud. Det var en drøm, en han ønskede han kunne jage dag og nat og aldrig vågne fra igen! Men virkelighedens tunge, dystre mørke mindede ham om realiteten. Han var ikke fri til at tage sine egne valg, og han ville aldrig danse i nordlyset med hende.

Så han måtte hellere nyde øjeblikket til fulde, inden det var forbi.

"Jeg tror guderne ville sende lyn og torden for at fjerne mig fra himmelen, i jalousi over at skulle dele synet af din skønhed og form med en simple dødelig" svarede han drømmende, og fulgte ivrigt med, som hendes hånd bød ham tættere.
Kysset mod hans pande fik varmen til at blusse op i hans bryst, og sendte en summen til det yderste af hans fingrespidser og klør.
Han strøg hendes hår, og lod sin hånd finde hvile mod hendes kind, mens hans langsomt svævede nærmere og nærmere. "Jeg hvad?" spurgte han blidt, med et fjoget smil på læberne, varmet af hendes latter. 

At se det brede smil, de livsfulde øjne var som de mest smitsomme sygdomme, som det spredte sig fra hans dundækket, smukke, ansigt til hendes himmelblå læber, og isblå øjne. Grundet dette var det også tydeligt at se på hende at der var noget galt i hans smil som det stivnede. Hendes blik dansede i hast over ham som smilet stivnede, hun søgte noget der var galt, noget der forklaret det.

Det gjorde ondt at se hans smil sådan, og en forklaring måtte findes. Søgningen døde dog ud som hans ord igen fik smilet frem på hendes læber. Hånden som gled om, og igennem hendes hår føltes behagelig, varm, og betrykkende. Deres nærvær var skøn, og hun kunne ikke lade være med at lade sig selv svæve om ham, tættere, før havde himlen, verden om dem faktisk haft betydning. Men nu, var alt der fandtes dem, eller rettere ham, som han kom nær. Der er varmt. Tænkte hun som han spurgte til hvad hun havde kæmpet med at dele, kæmpet med at sige.

"Jeg.." begyndte hun igen, som de kom lidt tættere sammen, og skyen forlod hendes fødder, som han nu alt hun søgte, selv hendes svævende krops søgte ham. "Er du okay?" spurgte hun i stedet for at dele hvad hun kæmpede med. "Du lignede en..der var skræmt før.." tilførte hun, som en hånd gled til hans kind og omfangede dem. Smilet blev, den varme glade tone blev, på trods af hvad hun spurgte om, var der kun nydelse i hvert øjeblik med den smukke fugl.

Iriskan lod sin kind hvile mod Ventilas hånd, og gnubbede sig mod den. Der var et glimt af bekymring i hans blik da hun spurgte om han var okay, men hendes opfølgende ord mildnede hans blik og fik et undskyldende smil frem, som han hurtigt plantede et kys hendes kind, lige nær hjørnet af hendes mund.
"Fortiden, fremtiden.. Ting der ikke er nu" forklarede han kort "Men de er ubetydelige. Lige nu er det kun dig der er vigtig" insisterede han, som hans anden hånd fandt vej til hendes hofte.

Hans grin voksede, og fik en drillende kant, som han gled nærmere, til deres kroppe begyndte at mødes. "Du var til gengæld ved at sige noget?" spurgte han ind igen. Hun skulle ikke tro hun bare kunne snakke udenom med sin fantastiske, varmende bekymring. Der havde været noget som hans læber havde fundet hendes kind den første gang, det var han sikker på. Hun synes ikke at være imod hans tilnærmelser, tværtimod synes hun kun at invitere til flere. Måske var det nervøsitet? Måske var det bare længe siden. Hvad end det var, ville Iriskan ikke risikere at presse hende ud i noget hun ikke ønskede, ligegyldigt hvor magisk øjeblikket var. 

At se, at mærke ham nusse sig sådan til hendes hånd fik dog smilet frem igen, lige meget hvor det var forsvundet hen i det øjeblik hans tanker var vandret..til hvad? Fremtiden, fortiden, eller ting der i hvert fald ikke var nu, men ting der i hvert fald ikke var ubetydelige, Tankerne dansede ikke længe om hans ord før hans kys, og hånden imod hendes hofte fik dem til at forsvinde som det aldrig fandtes. Før nye tanker blev skabt mærkede hun hans krop nær sin, hans ord, de spørgende legende ord fik hende til at ryste hovedet som tankerne skulle i gang igen. Hånden blev om hans kind som tankerne tydelige vente retur bag de isblå øjne.

"Jeg.." begyndte hun igen, og vippede hovedet. Hvad..var det endelig? Tankerne fik et fnis til at forlade hende og den frie hånd blev forsigtigt sat imellem dem, og mødte hans bryst.
"Jeg..kan ikke huske det." fniset forsatte som hun sagde det højt. Hånden på brystet rejste sig til sine fingre og nusset forsigtigt det dun de kunne finde.
"Men..." lyd det forsigtigt som hun lænede sig nærmere hans varme smil, fangende blik, og pragtfulde hår.
"Kan..jeg gøre noget for deres..fortid, og fremtids problem..så sig til. Det smil her...Det smukke smil." hånden gled fra kinden, til hans smilebånd, "Må være min pligt at beskytte." tilførte hun som fingren begyndte at glide forsigtigt over hans overlæbe.

Ventrilas fnis blev først mødt med et skævt smil, et smil der hurtigt udviklede sig til en varm og let latter, som hun indrømmede at hun ikke længere huskede hvad hun havde været ved at sige.
Iriskan rystede bare en smule på hoved af det, mens han skubbede brystet frem under hendes berøring, som de hårde muskler der fleksede ivrigt og imødekommende.

Det var umuligt for Iriskan ikke selv at læne sig ind mod Ventila som hun nærmere sig ham mere og mere. Hendes nærhed holdt ikke samme elektricitet som det havde gjort før, men Iriskan følte sig ikke desto mindre draget til hendes nærhed stadig.
"Du kan glemme alt om den. Skænk ikke en tanke til hvad der har været, eller hvad der kommer, men vær her, i nuet... med mig" bød han hende, og lod sin arm glide fra hendes hofte, om hendes lænd, som de kom hinanden nærmede endnu. Hans arm var stærk, men til trods for han ikke ønskede at slippe hende, var hans greb blidt. Det sidste han ønskede, var at hun skulle forsvinde mellem armene på ham, og efterlade ham ensomt tilbage, fordi han havde forsøgt at holde hende for tæt.

Man kunne ikke holde på vinden, nej.. men man kunne forføre den!

Med betagede øjne fangede Iriskan Ventrilas blik, og lænede sig ind for at kysse hende atter engang. Men denne gang søgte de jagtende læber ikke hendes kind, men hendes mund.

Det havde uden tvivl været den rigtige beslutning at søge himlen med ham, finde ro fri fra byens ødelagte luft. Se ham folde sin vinge ud, og forsvinde i skyer med hende. Mærke hans bryst under hendes fingre, mærke hvordan brystet kom nærmere hende,. Stille mærke hånden forlade hendes hofte og finde hendes lænd, føle hvordan han blidt førte dem tættere sammen, og hånen hun havde hvilende på hans bryst lod sig i en flyende bevægelse søge hans side, og den hånd der havde fundet hans mundvige, hans læber, gled forsigtigt mod hans hage som hans kom nær, forsigtigt ned under hans hage som han ord hang i luften mellem dem. Vær i nuet, med ham. gentog hendes tanker hans ord som de blågrønne øjne slugte hendes mere og mere.
"Okay." mumlede hun kort som han ikke var meget længere væk end en regndråbe, og som deres læber mødte var der ikke en tanke i hendes hoved, blikket gik i, og hun lod sine læber gengælde hans behagelige berøring. En behagelig berøring noget helt andet end hun var van til, en så behagelige fornemmelse at alt andet forsvandt.

Alt andet.

Alt andet, selv hendes fokus på den magiske vind der holde hende på skyen, der holde hende i luften, og så kysset slugte hendes sind, var det eneste tegn på hun mistede koncentrationen helt, en lille elektrisk stød som dansede igennem hele hendes krop øjeblikket før hun faldt igennem skyen som vinden slap hende, eller rettere hun slap vinden.

Vinden skiftede omkring dem, men Iriskan skænkede det knap en tanke, som han lod sig opsluge af hendes nærhed, fortabende sig i kysset. Han lænede sig bagover på den sidste vind, og trak hende roligt med sig. Et øjeblik holdt hans krop dem flyvende... indtil vinden slap ham også, og lod dem falde sammen.

Iriskan brød ikke kysset, som de begyndte at falde, men holdt om Ventrilla, og lod sin egen ryg bryde vinden. Hans vinge blafrede op om siden på dem, som hvert dyrbart sekund de havde sammen, bragte dem tættere og tættere på jorden. Men den synes stadig så langt væk, og Iriskan var ikke klar til at bryde nuet, og lade det blive til fortid blot.

En fremtid som nyligt afdød var dog heller ikke på Iriskans ønskeliste, så efter adskillige lange, himmelske øjeblikke, brød han endelig kysset. "Hold fast!" udbrød han, og strammede sit greb om hende, inden han trak vinden til sig igen. Han drejede om sig selv, forhåbentlig med Ventrilla i favnen, slog vingen ud og fik rettet op, lige i tide til, at kun hans halefjer strejfede jorden.
"Tæt på! Det er farligt at fortabe sig i dig, hva?" lo han hjerteligt, men hans blik sagde at han ville gøre det igen hvornår end chancen bød sig.

Hendes kontrol var væk, og ikke længe efter kunne hun mærke vingen sluge sig til dem som de faldt, men det betyd intet, alt betyd intet lige nu, hun følte sig hjemme og sikker. Som hun fokuseret mere og mere på kysset og alle andre fornemmelser forsvandt selv vinden der slusede mere og mere omkring dem som de faldt. Det føltes som en uendelig mængde tid, men samme tid føltes det så om det ikke engang var et sekund var passeret da han træk sig væk, hænderne der på et eller andet tidspunkt havde fået sneget sig om på hans ryg og holdt ham så tæt hun kunne, spændt en grad mere som han træk sig væk, og ivrigt forsøgte hun at forsætte kysset som han lavede afstanden mellem dem, men fejlede i denne opgave som hun hørte hans ord. Ord der fik hende til at nikke som hun lagde sit liv i hans hænder.
Det gav et livligt puf af energi at mærke vinden pludseligt stoppe, og kort efter fandt hans fødder jorden, og hun forsigtigt lod sine ramme den efterfølgende, armene forbliv tætte omkring ham, dog hold hun hovedet let på afstand fra ham.

Hans ord, hans ord fangede øjeblikkeligt hendes sind og rødmen fandt hendes læber, for hvad havde de endelig haft gang i? Blikket faldt op på himlen, på skyen de havde slået i stykker i deres fald.
"Jeg ehm.." forsøgte hun at finde ord som blikket faldt, men hans blik, hans tone, slog hendes ord i stykker og hun mumlede kort, i et forsøg på at formulere sig.
"Jeg..har aldrig.." forsøgte hun igen, men ordene døde ud som hun kort genfølte hele oplevelsen på ny, hvilket ikke hjalp på den røde farve i hendes kinder, og det nervøse blik som søgte væk fra de fangede øjne af hans.
"Har bare aldrig..nydt det sådan før." afsløret hun og slap ham, en hånd søgte hendes kappe hvor hænderne forsøgte at gemme sig deri. Så om det var forkert at røre ham, selv efter..dette. “Undskyld.”

Iriskan smil blev kun bredere, og varmere, som Ventrilla forfjamsket rødmede og jagtede ord, der synes at forblive lige udenfor hendes rækkevidde. Det var svært ikke blot at trække hende ind til sig og fortsætte hvor de slap, som adrenalinen fra faldet pumpede rundt og drev ham til handling.

Men han holdt sig i skinnet, og selvom det var med hans store modvilje, lod han Ventrilla glide ud af sin favn, som hun søgte afstanden. Det var køligt uden hendes nærvær, og han fortrød øjeblikkeligt at have slubbet hende, som hendes ord kun pustede flammerne tilbage i de ulmene gløder. Hun havde nydt det, han havde nydt det, ved guderne det havde han! Så hvorfor stoppe?!

Han trådte nærmere og løftede hånden til hendes kind igen, for blidt at løfte hendes ansigt, så deres blikke kunne mødes atter en gang. Hans smil blev skævt, og hans øre flikkede ud til siderne. Åh hun havde så kønne øjne, ulig noget han før havde set.

"Jeg nød det, så.. Hvis du nød det, hvorfor så være ked af det?" han lagde hoved på skrå "Jeg synes du skal kysse mig igen. Det ville være synd at lade sådan en oplevelse stå alene!" erklærede han så opfordrende, og inviterede hende ind i sin favn på ny.

Hun fortrudt hurtigt at hun tog det halve skridt væk fra ham, og hun slap hans bløde varme dun, at igen mærke hans hjerte slå imod hendes hånd. Mærke hans overraskende betryggende arme hvile om hendes figur. Det gjorde næsten ondt dybt inde i hende at hun ikke længere var så tæt hun kunne mærke ham omkring hende som under faldet, Måske noget de skulle gøre igen? Falde så tætte, med den smag, forsvinde så meget og ligge sit liv i hans hænder. Ikke at hun nogle sinde var i livsfare under faldet. Det var svært at kigge på ham så om hans øjne var giftige i dette øjeblik, bange for hun aldrig ville kigge væk igen hvis de igen blev fundet.

Hun opdaget intet, fortabt i tankerne som hun ud af intet mærkede hans bløde fingre imod sin kind, en behaget lyd forlod hende som han fik magten til at flytte hende som han ønskede, fik deres øjne mødtes, øjne som slugte hende igen som hun følte sig åndeløs, hun puste ud og forsøgte at lytte, forsøgte at høre hvad han sagde, den klare varme stemme som lige nu blot var behagelige lyde der ringede i hendes indre, ord der ikke gav mening, ord der ikke blev forstået. Han øjne blev hendes verden som de kom tilbage og ved det mindste tegn på at hun kunne komme tilbage i hans arme valgte hun at komme hjem igen. Hans ord de blev hørt, men ikke forstået som hun handlet, for nu tog hun blot invitationen. Træk sig ind i hams arme og slog sine arme om ham, holdt ham tæt, eller rettere holdt hende selv tæt til ham.
"Jeg syntes du skal kysse mig igen" ordene ringende i hende sind lidt efter de var blevet sagt. Uden at tænke længere over det træk hun armene lidt ud, og igen forsvandt i hans blik, det blik som kort forsvandt som hun slyngede sig om ham. Den ene hånd forlod hans skuldre, og hvilede imod hans hals, næsen mødte hans kort i et legende prik næsetip imod næsetip. Hun nikkede med et varmt smil som hun lod sine læbe søge hans, og verden forsvandt igen som hun blidt lagde dem imod de velsmagende, opslugende bløde læber af hans. Hun tænkte ikke over tingende, det blev gjort tankeløst.

Det var som om Iriskan havde holdt været, men som Ventrilla vendte tilbage til hans favn, kunne han endelig trække luft ind på ny. Han gengældte hendes omfavnelse og holdt hende tæt, begravede sit fjerede ansigt i hendes luftige hår, der synes så meget kortere hernede på jorden, end det havde været oppe i himmelen mens vinden susede omkring dem.
Fingrene der havde løftet hendes hage og budt hendes blik at møde hans, gled til hendes kind, og en legende finger fulgte de himmelblå afmærkninger der brød den blågrå hud, udforskende deres cirklende mønstre og former.

Som Ventriller trak sig en smule ud igen i respons på hans ord, var hans blik passioneret og hans smil dybt og varmt. En let, trillende latter forlod ham som hendes næse mødte hans, men forstummede snart igen, som deres læber mødtes. Hans hånd gled om til hendes nakke og nussede den blidt, mens han fortabte sig i hendes nærhed. Som de stod der helt tæt, var det heller ikke muligt for Iriskan at skjule hvor meget hendes iver påvirkede ham.
Iriskans vinge foldede sig ud med et lille smæl, inden den lagde sig om dem og skærmede dem fra omverdenen. Iriskan var ikke en grådig mand, men dette øjeblik var ikke et han havde i sinde at dele med andre end Ventrilla.

Det var sært, at finde ro midt i alt dette, handlinger som før havde været så fjerne for hende og her stod hun uden af stand til tænke på at ville andet i netop dette øjeblik. Trygheden ved at fornemme hans vinge lægge dem i skygge, hans arm om hende og trak hende tættere, hendes arme som kopieret hans, søgte hans figur, søgte hans nærhed. For ikke at glemme hendes læber, som endelig havde fundet et sted de følte sig hjemme, imod hans læber. Hans latter der kom lige før deres læber igen mødtes, dansede rundt i hendes sind som en legende vind.  Hvor de var betød intet for hende, så for første gang i mange år følte hun sig tryg, hjemme, i hans vinges skygge, i hans arme.  Kysset blev holdt længere end tidligere, hendes hænders holdt på hans siders, rev let i hans beklædning for at holde ham så tæt som muligt.

Hvor længe kysset blev holdt, hvor længe de stod der i vingens skygge i hendes arme havde hun ingen fornemmelse af, men hun vidste hvor meget ro hun følte som kysset langsomt blev sluppet, selv om denne sindslige ro lagde sig over hende, var det umuligt at stå stille, umuligt at holde sin krop og hænder i ro, men lige så tydeligt som hendes lyst til at være nær denne mand, var hendes uvidenhed til hvad hun skulle gøre. Hvad hun kunne gøre. Som kysset mødte sin ende puste hun ud, og dele af hendes føltes fulde af energi, andre så om alt kraften var slået ud af hende som hun lænede sig imod hans figur. Panden blev lagt på hans skuldre, hænderne kæmpede stadig med kun at have et sted de ønskede at finde ro. Der var massere ord hun ønskede at benytte sig af, men der var ingen ord som fandt hendes læber.

Et åndeløst suk der endte i en lav, tilfreds brummen rumlede fra Iriskan, som deres læber skiltes. Det var en kamp at trække dem fra Ventrillas, så meget som hvert øjeblik de var adskilt var en kamp for ikke at opsøge dem igen. Hans vinge dansede let omkring dem, og strøg hende blidt over ryggen, mens Iriskans hænder vandrede ned langs Ventrillas sider.

Som Ventrilla lagde planden mod Iriskans skulder, klukkede han lidt, og plantede et kys på kanten af hendes øre. "Du behøver ikke holde dig tilbage" hviskede han, med en dyb, blid stemme.

"Jeg er din for aftenen, hvis du ønsker det. Lad dine hænder gå op opdagelse" hans stemme blev kæk "Eller flå tøjet af mig her og nu, hvis det er det du har lyst til" tirrede han let. Den ihærdige trækken i i tøjet, var bestemt ikke gået halvfuglen forbi, og han ønskede intet mere end at hun lagde handling bag den lyst hun synes at skjule. Om det så blev til lidt fjollen rundt, eller mere, lod han være op til hende. For hvor meget han end havde lyst til hende, og han fornemmede det var gengældt, virkede hun også tilbageholden. Det sidste han ønskede var at gøre hende ukomfortable.

Himlen var en ting at opleve, at være i, at flyve i, men dette øjeblik havde føltes mere himmelsk end alt hvad hun havde oplevet i selv himlen, selv at være et med vinden føltes mere jordisk end dette øjeblik. Nærværet var behageligt, ønsket, og eftersøgt, og det lette kys nær hendes øre medførte et let behaget suk og ordene der blev hvisket fik hende kort til at holde vejret, hæve sig fra hans skuldre, og uden at have tænkt over det havde hænderne søgt hans beklædning. Let bidt hun sig i underlæben som hendes blik igen fandt hans from, og den kække, legende tone hans ord kom med, gjorde ikke grebet i hans beklædning lettere. Flere gange træk hun vejret dybt som hun beskuet ham, nydt hvad hun så og tydeligt at blikket og tankerne ønskede mere end hvad de fik lige i dette stund. Men disse tanker levede ikke længe i hende før blikket faldt til jorden mellem dem og et halvt skridt blev taget for at skabe afstand. Blikket blev lavt, lysten i blikket forsvandt ikke, ej heller bidet i underløben eller den rødlige farve hendes kinder fandt med sine tanker.
"Be..beklager." Lyd det modvilligt, som hænderne besværligt tog fat i hendes ærmer, og fingrene nussede om guldsmykkerne der beriget hendes håndled.
"Jeg må ikke..gøre sådanne nogle ting..på trods af hvor meget jeg vil." forsatte hun modvilligt.
"Beklager..men..men tror de ville blive sure." lyd det tøvende, som hun forsøgte af tage et skridt væk, og lysten til helt at forsvinde i vinden satte sine præg i hende ord.
De blev jo sure hvis hun kom for sent hjem, og hvis hun kom for sent hjem grundet sine egne lyster og fristelser udefra, var nok ingen undtagelse.

Ventilas vandrende hænder gjorde kun Iriskans smil dybere, og hans egne begyndte at lege ved kanten af hendes klæder, mens hans hofte vrikkede ivrigt, for at byde hendes hænder velkommen. Blikket i hendes øjne bød ham nærmere, og blæste hans betænkeligheder bort som blade for vinden, og han ønskede det var hans tænder der markerede hendes læbe, frem for hendes egne.

Hans opstemthed sank dog lige så hurtigt som hans hjerte da hun alligevel trak sig, tilsyneladende promptet af hans ords invitation. Det var ikke nyt for Iriskan at hans ord fik ham i problemer, og at han sjældent viste hvornår han skulle holde mund, men det her var alligevel nyt!
Hans hænder gav kun et øjebliks modstand som hun trak sig. Han ønskede ikke at slippe hende, endnu mindre nu hvor hun synes at have mere brug for der var nogen nær, men han kunne heller ikke få sig selv til at holde hende fast.

Der var ingen bebrejdelse i hans blik, men snarere bekymret medfølelse. Blikket søgte hendes men da det var en frugtløs jagt, faldt det i stedet på hendes håndled og guldsmykkerne hun pillede ved der.
Iriskan sank en klump. Ventilas ord ekkoede velkendt i hans indre, og det gjorde mere ondt end han kunne beskrive. Selvom han viste han langt fra var den eneste der tjente mod sin vilje, så var det ikke en skæbne han ønskede på nogen.
"Jeg ønsker ikke at bringe dig i fare" sagde han fast, mens hans ben forrådte hans ord, og trak ham et skridt nærmere hende igen. "Men jeg ville lyve hvis jeg påstod du var nem at give slip på" fulgte han op, og rakte blidt ud efter hendes hånd, så hun kunne holde hans, i stedet for at pille ved sine armbånd. Et undskyldende smil trak hans læber op, og rynkede hans bryn sammen, mens hans øre lagde sig bagud.

Iriskan kunne ikke læse tanker, men alligevel følte han at han kendte det mørke hun stod overfor. Frygten, magtesløsheden. Det betød ikke noget hvor længe man havde levet under den for den forblev så kvælende som fra første øjeblik så længe man stadig holdt håbet i live.
Og der var tider hvor det var uudholdeligt, tider hvor håbet ikke synes det værd! Men man måtte aldrig give op, kunne aldrig give op! At opgive håbet var at opgive sig selv.

Lettelsen Iriskan følte da Ventila kastede sig mod ham var ubeskrivelig og han slog straks armene beskyttende om hende. "Der er altid en vej" hviskede han blidt i hendes øre mens han strøg hende nænsomt over baghoved. Iriskan gjorde sit bedste for ikke at vise den frygt der lurede i ham selv, frygten for at Ventila ville give efter for sit mørke.
Men det havde hun ikke. Hun kæmpede videre endnu en dag.

"Og du er ikke alene... Du er aldrig alene igen. Selv hvis hele Krystallandet er imellem os, så vil en del af mig være hos dig" lovede han fast.