Måske var Pleasances en sød kvinde, i mange tilfælde, eller sød var måske en for høj pris at give hende. Men sødere end hendes tvillingebror havde været Ventila, eller generelt var mod andre. Hvor han ikke havde problemer med at påtvinge sig selv i andres persons sfære. Der ville der altid være en lyst hos Pleasances, hvor at folk skulle lukke hende ind selv. Også selvom det kunne betyde deres langsomme undergang af hvem de var. Som en langsomspredende sygdom, det var hvad hun ville beskrive sig selv om. “Bare rolig” hviskede hun blidt, som hendes fingre gled hen over Ventilas venstre øre og nussede det blidt. “Hemmeligheden bliver mellem os.” Hviskede hun nu helt henne ved hendes øre, som hun havde bøjet sig fremover.
Igen lod hun sig dog synke ned i den dejlige varme stol og lukkede øjnene. Hendes fingre legede fraværende med de fletninger, hun havde flettet ind i elementalens hår, som hun begyndte at forklare hvorfor, at hun stadig synes verden var et smuk sted. Og hvorfor død, ikke var en forfærdelig ting. Lige som at god og ond ikke kunne være der uden de gik hånd i hånd.
“Det er umådelig poetisk sagt, så du vil sige at selv den ondeste person også må være god?” Spurgte hun en smule interesseret, mange havde jo sagt at tvillingerne var onde og modbydelig. Men i forhold til denne teori, måtte de jo også være gode. Nej de var nødvendige, for at cirklen gik i ring.

Et dybt lettet suk forlod hende i lettelse som Pleasance hviskede i hendes øre. I øjeblikket pleasance lænede sig tilbage, kom der et lavt, lydigt "Tak!" fra Ventilas blide stemme. Først her fandt Ventila mod til at lænede sig frem, lod sine knæ blev løftet til hendes bryst og kort efter endte hendes arme om hendes ben. "mhmmm." lyd det afslappet som Pleasance fingre dansede legene i hendes hår. Roligt, afslappet sad hun, langsomt gik de is blå øjne i og hun trak vejret dybt. "At kalde dem gode..er lidt en fejl? Men de er nødvendige for de 'gode' væsner findes. Hvis jeg aldrig havde mødte ondskab, ville jeg ikke kende godhed." Begyndte hun langsomt at uddybe i den blide afslappet stemme, pludselig blev tunen lidt lysere, en hånd gav slip på hendes ben og langsomt fandt Pleasance knæ. "Som dig og din bror. Hvis han ikke var så...hård som han er." Sagde hun med lidt modvilje. "Var det svært at se hvor kær en kvinde du er." Kom der fra den blide varme stemme, markant galdere end sætningen før. "Den ene, findes ikke uden den anden..så man kan vel godt..kalde onde, gode på den måde?" Lyd det usikkert.

Kaldte hun lige Chauance god, langsomt faldt hendes hånd fra Pleasance knæ som denne tanke gled forbi hendes sind. Var han? Måtte han vel være? Han gjorde det så utroligt nemt at nyde så meget andet i hendes liv. Så, på en måde måtte han vel være. "Jeg har et spørgsmål, som er dukket op nogle gange i mine rejser." kom det forsigtigt fra hende efter nogle sekunders stilhed. "Du ved jo så meget om verden..så ved du om halv elementer..findes?" hun synkende dybt som hun spurgte. "Altså..om væsner som mig..kan få børn med et menneske? eller ligene" Hendes kinder fandt en smule farve, som hun krummede sin ryg en smule for at gøre sig lille som hun spurgte. "Bare..bare..nysgerrig." forsikret hun, med en knækket og nervøs stemme.

Var hun kær? Et godt menneske, fordi hendes bror var som han var?
For Pleasances var det svært at forstå, hvad det helt præcis var hun mente. For i hendes øjne, var hendes bror det bedste menneske i verden. Hun ville aldrig kunne leve uden ham, lige som broderen hellere ikke kunne leve uden hende.
Han forstod hende, som ingen andre ville kunne. Det var også heldig at Ventila havde brugt ordet gård, og ikke hvad hun nok reelt følte omkring Chaunce. 

Øjnene blev næsten sorte, som Ventila begyndte at snakke om at få børn. Og hendes hånd gled næsten uden eftertanke, ned over hendes snart svulmende mave. En hemmelighed, hun stadig havde formået at holde fra resten af familien. 
“Hvorfor vil du have det at vide?” Spurgte hun med en lavere stemme, end hun havde brugt før. Pleasances var en meget lært og klog kvinde, dette var korrekt. Men derfor brød hun sig stadig ikke om spørgsmålet. 
Derfor hang hun også lidt tilbage med svaret, for Ventila havde ret, eller hun havde fat i den lange ende. De fleste racer havde mulighed for at blande sig med hinanden. Så selvfølgelig, kunne en elemental også få et barn med et menneske. Men hun var meget mere interesseret i at få at vide hvorfor, hun troede nemlig på ingen måde på, at det blot var grundet nysgerrighed.
Og jalousien begyndte at brede sig voldsomt i den spinkle kvindes indre.

Hvorfor vil du have det at vide? Ventila gik i stå, vinden lå sig helt stille om de to kvinder. Hvorfor? Det sortnede for hendes øjne som hun forsvandt i minder..Hvordan..skal jeg forklare det? tænkte hun som hun så sig selv tilbage, svækket i sengen som de første mange dage her hos familien. Altid spændt på hvem kom ind af døren, hvis nogle. Hun sank en klump som hun vente tilbage til lokalet, stadig, umådeligt vindstille for et lokale hvor Ventila var i. "Ehmm..Ike...ehmm." begyndte hun at mumle.

Hvorfor vil du have det at vide? lyd det igen i Ventilas indre, at være ærlig om min frygt? at..være ærlig om..kan jeg lyve for hende? Kort rystede hun sit hoved som den forfærdige tanke kom forbi hendes sind. "Det er...ehm.. jeg og.. Cha.." mumlede hun kort og stoppede i hendes tale som en tydelig kold fornemmelse, bevæget sig over Ventila. Ud af intet sukkede hun opgivende.."Jeg...mødte en..halv fugl...På en tur en dag." hendes stemme knækkede flere gange under vejs, hun sank en klump igen, og hendes blik faldt dybt til jorden i tydeligt skam. Hvordan..kan jeg fortælle hende sandheden? tænkte hun kort. Jo ganske vis havde hun mødt en..halv fugl som fangede hendes blik, og hun glemte verden med ham? Børn med ham dog, havde aldrig været i mine tanker...var langt fra grunden til dette spørgsmål, men lige nu, var det undskyldningen, hendes løgn. "Og...lovede at beskytte jer, tjene jer to..og jeres fødstefødte..svært ikke at tænke..på min egen også." igen, sank hun en klump, min egen har aldrig været i mine tanker..ikke direkte...tænkte nervøs, bange..en ting var at sige noget..at kropssproget støttet hendes to løgne var noget helt andet..Og var nok det sidste hendes kropssprog gjorde, så der sad hun, lige foran en hun kaldte kær..rystede så om hun fik kuldegysninger, og tydeligt skam i sine isblå øjne, som stirret på gulvet.

Chaunce? Måske havde hun ikke sagt hele navnet, men det havde været nok.
Hendes fingre lagde sig omkring det flettet hår, og greb hårde fat end hun havde gjort forinden. Hele ansigtet var blevet forvredet til en irritabel grimasse. Hvad var det pigebarnet ikke fortalte hende? Hvor vovede hun, bare sådan at holde information tilbage. For slet ikke at snakke om, hvornår havde Ventila været ude og gå uden dem? 
"Siger du til mig, at du går rundt og laver ting uden vi er med?" sagde hun med en lavmælt snerren, der allerede nu ville advare Ventila om, hvordan hun havde bevæget sig ind på et område, der ville være svært at komme ud af igen. Vreden syede i hendes pupilløse øjne, som hun nedstirret den stakkele elemetal, der nok ønskede hun kunne tage  hendes ord til sig igen. Men så venlig var den anden tvillingehalvdel dog ikke. 

Hun sank en klump som hun mærkede hånden om hendes hård bleve strammere og strammere. Stille som dette forekom, træk hun hovedet bagover, som hun mærkede presset i hovedbunden. Hvad? tænkte hun kort, som hun hørte tonen, snerren, rettet imod hende. Hun sad nu der, hovedet bagover og kiggede op imod de brune øjne der stirret ned imod hende. Et lille grynt af smerte forlod de usikre læber, som rystede i panik over hvad de skulle svare, hvad de skulle sige. Er...er hun sur over at jeg..tager omveje hjem? tænkte hun undrende, bange..Bange? er hun..bange for Pleasance? "Jeg.." mumlede hun endelig et svar og bryd stilheden. Hvad? Beklager? At..jeg hader at være her når han er her? At hun..når...hun ike ser på mig sådan..er den eneste gode ting ved at være her? Tænkte hun som stilheden igen faldt over lokalet.

"Ja....be..beklager..Tager..omveje." lyd det stille, mumlende, nærmest bange, og stille forsøgte hun en enkelt gang at trække hovedet ud af denne ubehagelige position, men at danne styrke var nok det, som det stakkels vind element var dårligst til, og endte blot med at miste sin stilling helt, som hendes fødder stille gled på på gulvet, og hendes hoved faldt, mere imellem pleasance som nu mere rev i håret, end holdt det stramt - men mere grundet elementalens fald, end alt andet. "Arh.." udbryd hun i ubehag, som hendes krop stoppede halvvejs i faldet. "Slip mig! " udbryd hun stramt, som hun stoppede og kunne mærke spændenet i hendes hår.

“Slip dig” hvæsede hun gennem sammebidte tænder, og rejste sig op, hvor efter hun skubbede kvinden væk fra sig - hendes øjne virkede næsten sorte nu, som hun betragtede den sølle elemental. Alt det kærlige, alt det moderlige var forsvundet fra hendes træk i ansigtet, som hun råbte efter en af tjenerne. End ikke få sekunder efter, stod der en sølle udseende knægt, der ikke turde kigge op, men betragtede sine fødder der havde slidte sko på. Sko der burde være blevet skiftet ud for længe siden. 

“Før frøken Rennandi ned i fangekælderen, og lad hende tænke over at man ikke sådan skal prøve at løbe om hjørner med tvillingerne” komme er igen som en brutalt slag, der ingen fysik vold førte med sig. Da vente hun om, og skred ud af rummet, fuldstændig ligeglad med hvad end der skulle blive råbt efter hende. Hvilket bønner der måske ville være fra Ventilas mund, nej hun ville komme ned om nogle dage, og se om den lille kvinde var kommet på andre tanker. Om hun forstod alvoren af, hvad hun lige havde fortalt hende. Måske da, de kunne snakke igen som ligemænd, men ikke før.

Hendes krop, som altid nær tvillingerne nægtede at finde styrke og som en dukke fyldte hun Pleasances ønske. Så snart hun kom til sig lidt fra sin veninde holdt hun sig til håret, nussede sin hovedbund. "av.." Stille løftede hun blikket og så de sorte øjne, "Chaunce?" mumlede hun rystende ved synet, aldrig var de sorte øjne set sådan på Pleasnace, i hvert fald ikke så..meget. At mørke negative følelser blive så stærke nær hende. Hun rejste sig ikke, hun bliv blot på gulvet, og lyttede. "Hvad." mumlede hun stille som Pleasance kaldt på knægten.

Før frøken Rennandi ned i fangekælderen, da de ord hang i luften dannede det kære element tåre, ikke at hun græd, øjne blev blot fugtige. "Det..mener du ike?" lyd det fra den rystende vind som hun stille kæmpede sig på ben. "Jeg...skal nok gå derned" startede hun, som blikket faldt til jorden. "Men..men du forstår ikke! Hvor ond han er! hvad han gjort ved mig!" hun vidste godt, Pleasance ikke lyttede, men et håb kan nå langt. "Hvor..bange jeg er for ham." tilførte hun stille som knægten tog fat i hendes arm. "kom nu..Lad være at gøre det værre for os." mumlede han stille som han begyndte at trække i hendes arm. Hun nikkede, men lod aldrig blikket forlade pleasance, og som de nåede døren ud af lokalet, lod hun modigt stemmen tale igen. "Er her kun på grund af dig." Var de sidste ord hun sagde som døren mellem dem bliv lukket. Mere kæmpede hun ikke imod det, frivilligt gik hun derned, frivilligt satte hun sig i det rum hun altid undgik, et rum uden vind, uden energi, uden liv til hende. Hun sank en klump, som hun vidste at, hendes kræfter vil bliver svækket, for hver time hun sad i denne kælder, men der sad hun og accepteret sin straf. Hun..havde jo, gjort noget de ikke ønskede...Så selvfølgelige skulle hun straffet.