Hun bed sig hårdt i læben, da han trak sig væk fra hende. Smilet der ikke var helt til stede, da han smørret spurgte hende om det var lige så godt som drømmen. Hun vente blikket væk fra ham og tog en dyb indånding. Hendes sind var ikke hvad det havde været, mindede hun sig selv om. Fingrene knyttede sig ind imellem hinanden for at få noget andet at fokusere på. Hvad havde hun også forventet? At det havde været lige som drømmen, lige som - et eventyr.
Hun sukkede, og følte sig pludselig fjollet - det havde været en dum idé det hele. At lade ham kysse hende, at lade ham komme så tæt på! Hun sank hurtig klumpen i halsen, og rystede på hoved af sig selv fem gange. Altid fem gange, altid de forbistret fem gange.
“
Det var fint” mumlede hun svagt, og formåede at sende ham et halvhjertet smil inden hun hostede og nikkede - “
Ja drømmen..” mumlede hun, og knækkede en af sine fingre. “
Hvis du virkelig mener, at du ikke ved hvad jeg snakker om. Så er der sket et eller andet i drømmen, for jeg har hørt dig snakke i mit hoved.. op til flere gange.. især mit navn” mumlede hun, åh fjollede pigebarn - han havde jo sikkert slet ikke -
ment det sådan.
Hun fik kuldegysninger over det hele, og kom til at stirre blankt foran sig. Det havde været rart, havde det ikke? Sådan at glemme de klamme klør, hvordan hun havde ligget fastspændt i fjortendage. Noget der havde følt som flere måender. Hvordan skovens insekter langsomt havde kravlet ind i hendes sind. Det havde været rart, at for en kort stund at glemme hvor ødelagt hun var.
Hun hostede igen, og rystet på hoved. “
Men, nu ved du det, så hvis du bare ville ... lade være ikke? Det ville være rart.” Mumlede hun og rejste sig op fra hvor hun havde siddet. “
Og nu må jeg hellere komme ud igen, før de opdagere, jeg ikke er her for at snakke med ældste rådet på vejen af Rakaa.”
- you never know, what you’re going to get -