“De - de?!” Hvæsede hun, og kunne ikke på samme måde få ulven i hendes indre til at falde til ro. “Lige som du valgte at tage et kig på mig, og så en kvinde der ikke hørte til - en kvinde som var mere tilbøjelig til at stjæle din pung end at være et redeligt menneske! Spurgte du måske først hvem jeg var, hvad jeg lavede i kroen!? Nej! Du antog bare, og derfor valgte jeg at give dig en lærestreg. Hvor mange tror du der ansætter en kvinde som mig? En kvinde der ikke kan kigge dig ind i øjnene - nej du bliver sat nederst i fødekæden, og jeg har to brødre jeg sørger for - så jeg tager alt det beskidte arbejde jeg kan få” hvislede hun gennem sammenbidte tænder. I et kort øjeblik overvejede hun at skubbe til ham, måske bare få afløb på en eller anden måde.
Den brunhåret kvinde var ved at eksplodere af alle de uretfærdigheder som hun var gået igennem hendes femogtredive år lange liv. Og her prøvede han at få det til at lyde som om det var hende der var noget galt med. Hvor vovede han!
”Jeg kan tage vare på mig selv, lad os sætte det helt på plads. Ingen skal tro, at blot fordi jeg kigger dem i øjnene kan sætte mig bag lås og slå. Det er ikke den eneste evne jeg har til at beskytte mig selv, forstår du?” snerrede hun igen, og tog en dyb indånding.

Sarah dit temperament kommer til at blive din død, dyb indånding også pust ud.

”Det eneste jeg ville, var at sikre mig at du var okay. Beklager ulejligheden min højhed, nu skal jeg nok lade dig være i fred” fik hun endelig hvæst gennem sammenbidte tænder.
Hun trådte rundt om ham i den intention om at gå ud ad døren, og smække den efter sig igen. Nu ville hun finde sin vej ned til det Halve Svin, der hvor hendes slags var velkommende.

Talon åbnede munden, men der kom intet ud, det lod ikke til at kvinden lod sig bemærke med hans overraskelse, hun kørte derud af, ladende hendes vrede tordne videre. I en magelig bevægelse, lod han den store vægt flytte over på det ene muskuløse ben, som hun rablede løs. Det ville være løgn at sige, at Talon egentligt besværede sig med at lytte meget efter, det lod i sandhed til, at hun havde noget hun skulle ud med, det var sikkert ikke engang bestemt møntet på ham, men hans fine klæder og velplejede hår fik nok pustet til ilden når det kom til alverdens uretfærdigheder hun mente at have gennemlevet. De grå øjne var kortfarigt fraværende, som hun hvæsede derudaf, han ledte efter noget langt mere sigende, nogle tegn på, at hun faktisk var som ham. Temperamentet i sig selv var en god indikator, Talon var selv blevet en kende mere bidsk med årene, men hvad omkring hendes håndled? Skuldre? Han kneb øjnene en kende sammen, ledende efter de samme stræk hendes hud ville have været udsat for under en forvandling, som han selv led af. "Det var ikke just fordi De selv startede samtalen indbyrdende, unge dame!" Mumlede han monotont. Hun havde heller ikke just lagt ud med en behagelig konversation, men han tvivlede også i sandhed på, at han havde indledt en samtale med en så uhumsk, hvis hun havde startet ud med høflighedsfraser. "Og De havde ikke været for fin til at stjæle, det er Deres egne ord, så fortæl mig, hvor jeg gik gal i min analyse?" Fnøs han, han råbte ikke, heller ikke hævede han stemmen det mindste, det var Talons normale dybe brummen som fik lov til at fylde rummet med en overraskende ro, Talon var pirrelig, men han var oftest lige så hurtig til at falde ned igen, hvilket lod deres temperamenter stå i skarp kontrast.
Den mandlige kæmpe valgte bevidst at holde tand for tunge, som hun fortsatte sit vanvittige rableri, han stod rankt og roligt og lod blot de stormfulde øjne  tunge sig ned mod den kvindelige skikkelse, som kort efter tordnede forbi ham, mod døren. Han rynkede kort brynene sammen, inden han resolut trådte et skridt tættere på hende, som hun nåede døren, inden han med fast beslutsomhed lod hans ene hånd lukke sig omkring hendes underarm, forfindrende i at gå gennem døren, hvis håndtag hun allerede havde fat i "Vent" Brummede han, som han lod fingrene lukke sig tæt, han ville ikke tvinge hende til at blive, men den nyfundne viden om hendes fælles race, kunne han ikke lade slippe mellem hendes fingre. "Deres forbandelse..." Minderne hun tidligere havde fremtvunget på hans nethinde meldte sig på banen endnu engang, tvingende ham til at synke en ekstra gang, som ubehaget vred sig i hans mave "Hvordan... Hvordan er det for Dem?" 

Hun endte i en position, hvor hun kiggede ham direkte ind i brystkassen. Hendes hånd der hørte til armen, manden i dette øjeblik havde lukket fingrene omkring hendes håndled, begyndte at dirre. Hvor vovede han. Men det formåede også at gøre det, som han nok ønskede, nemlig at hun tiede stille. 
De grønlige øjne stirrede arrigt ind i hans sænkende og hævende brystkasse. 
Hun forstod ikke hvorfor han pludselig ville høre hvad hun havde at sige? Han havde jo tydeligvis ikke hørt efter før, men alligevel ville han høre hvordan det var for hende. 
Tungen gled ud mellem hendes læber, og fugtede de sprukne læber, der ikke havde samme mulighed for luksuriøse cremer, som de kvinder manden rendte rundt med. 
Sådanne små tanker, blev ved med at bore sig ind i hendes hoved. Hviske hvorfor hun var så meget mindre værd, mens hele kroppen efterhånden dirrede af arrigskab. Det ville tage så lidt, bare et lille skub, og han ville ende over i modsatte side af rummet. Hun havde gjort det før, ja, hun havde endda været så voldsom at sende en mand ud af vinduet. 

“Forfærdeligt” mumlede hun, og blev forsat ved med at stirre ham ind i brystkassen. Hun havde ikke mod på, så meget som at prøve at nærme sig hans øjne. Også tog hun en dyb indånding.
1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 - 10
“Undskyld.” Hviskede hun hæst - “Jeg skulle ikke have set dig ind i øjnene -“ det var ganske tydeligt, at det var hårdt for hende at sige det på den måde. 
“Og nu, hvis du ikke har flere spørgsmål, eller mere du gerne vil smide efter mig omkring min stand. Så vil jeg lade herren være i fred, inden folk får den forkerte idé.” Hviskede hun, men gjorde ikke en kraftanstrengelse i, at hive sin hånd ud af hans greb.

Den ændrede stemning mellem de to væsener spredte sig lynhurtigt gennem rummet, stilheden var øredøvende, som han mærkede hvordan hendes blik borrede sig ind i hans brede bringe. Det var ikke svært at se stormvejret glide forbi hendes blik, ligesom hans eget temperament fik lov ti lat bundfælde sig. Det var ikke svært for Talon at give slip i de ophedede følelser, han var trods alt rigeligt mild i sit væsen under normale omstændigheder. Alligevel slap han ikke taget i hende, det var for sjældent han stod over for en med sammen problematik som ham selv, det var de færreste i adlen der var forbandede som ham, i hvert fald hvad han vidste af.
Han rømmede sig, brummende, som han lod fingrene slippe hendes arm "Folk har allerede fået den forkerte opfattelse!" den dybe vokal fulgtes kort efter af et enkelt hvet øjenbryn, folk her på egnen kendte Talon og hans uvaner, det folk nok ville studse mest over var nok det faktum at han ikke var sanseløst beruset. "Jeg vil ikke holde på Dem, hvis De ønsker at gå!" Han rankede sig op, for første gang siden hendes blik havde ramt ham og lammet hans nervesystem som et stød gennem kroppen. "Jeg var blot nysgerrig, men jeg gætter på at hemmeligheden er lige så ilde stedt hos Dem selv, og det forstår jeg!" Han ville næsten slå ihjel for at få i vide, om hun kendte til noget der kunne hæmme forvandlingen, eller i det mindste få ham i kontrol mens at bæstet indeni ham hærgede, men han kunne samtidig godt at, at det ikke var hans plads, at holde hende mod hendes vilje.

Hun løftede sit ene bryn, mens hun forsat sørgede for ikke at kigge ham ind i øjnene, så folk havde allerede den forkerte opfattelse? Jamen så, kunne hun vel godt blive udelukkende af den grund, at hun ikke ønskede at gå ned til folket hvis hun kunne undgå det. Dybe indåndinger fik langsomt bæstet i hendes indre til at falde helt til ro, inden hun gik mod sengen og satte sig i den; ”Spørg frem” sagde hun roligt, og lod blikket rette sig mod hans fødder så hun kunne følge hans bevægelser, skulle han vælge at gå mod hende. Efterhånden var den unge kvinde, blevet ganske god til at læse kropsbevægelser, nu når hun ikke kunne studere et ansigt som andre kunne. Den eneste hun havde mødt på nuværende tidspunkt, have været den unge Eadgar som kunne se hende ind i øjnene, og hvilken fantastisk følelse det havde været. Men snart ville hun også lære, at blot fordi at en person kunne se hende i øjnene, havde det intet med deres uskyld at gøre, nok mere tværtimod.

”men jeg advarer, min historie er ikke skøn eller en dans på roser – men hvis du ønsker det, skal jeg nok svare så sandfærdig jeg kan på dine spørgsmål” sagde hun med en mut tilgang til det hele, hendes grønne øjne vandrede mod det lille vindue i værelset og kiggede ud på gaden, så hvordan at folk fortsatte deres dagligdag. Tænk tiden gik aldrig i stå, selvom man følte at ens egen verden var ved at falde fra hinanden.
Tiden healer alle sår, men nogle sår var bare så store at der ikke var nok tid i denne verden til faktisk at lægge dem igen.

// Offt: Jeg beklager, men jeg er nødt til at få lukket nogle tråde. Jeg vil meget gerne igang med at skrive igen, men de gamle tråde her demotiverer mig desværre en del, så jeg har valgt at få dem lukket, for at få lidt fornyet energi til at komme igang igen. Sorry <3