Der havde aldrig været en grund for Bandorion til at forholde sig fuldstændig uset, med mindre han tog en ting eller to i boderne på markedspladsen, men som Ramiel bekræftede at det var noget han havde en god fornemmelse omkring, så kunne Bandorion ikke stoppe varmen der spredte sig i hans krop. Det føltes som om at han var oprigtig i hvad han sagde, og for en gangs skyld, så var han villig til at blive til noget mere, og vise at han havde evner, som ikke kun strakte sig til at lave ballade.

Det var bare en lille smule, men Bandorion fandt sig selv rykke lidt nærmere Ramiel, som de sad og kiggede på hinanden. Der var ingen lyde heroppe, andet end vinen, og deres stemmer, og ingen der kunne forstyrre dem, eller se dem. Kun de to af dem.
”Jo... jeg tror med lidt hjælp, så ville jeg godt kunne hjælpe med hvad du søger,” sagde han, selvom det nok ville falde mere naturligt for ham, end han udviste lige nu. De var praktisk så tæt på hinanden at de kunne kysse. Bandorion fandt sine øjne glide lidt ned, før han tvang dem tilbage mod Ramiels øjne. Hvis han læste det her forkert, så kunne det gå grueligt galt, men det føltes som om at Ramiel gerne ville det samme som ham. 

Diplomaten så ham rykke nærmere, og hjertet der dovent bankede blodet rundt i hans krop, tog en anelse til i fart. Spænding. Det var altid lidt af et spil, sådan at gå efter hvad der motiverede en anden, og lige nu var motivationen håndgribelig, sådan som blikket flakkede ned imod hans smalle læber, og så op igen. Så letlæselig, at Ban nok ikke engang prøvede at være skjult - og det kunne han godt respektere. 
Spørgsmålet var så bare om han ville efterfølge det. 

De gyldne øjne betragtede ham i nogle lange sekunder efter hans ord var gledet ud i den tynde luft imellem dem - tanker foregik i en forunderlig strøm bagved det flydende guld, indrammet af mørk kol. Og Ramiel smilede derpå, et smil der trak hans læber op og streger henover det smalle og solprøgede ansigt. "Hjælp skal du nok få. Alt hvad du behøver.." lovede han, og løftede hånden imod hans ansigt. 
En blød hånd der strøg noget af det blonde hår der dækkede for hans øjne væk, og lagde det om bagved et af de spidse ører. En hånd der forsatte henover kæben, med en tommelfinger der blidt nussede hans bløde hud over kinden. Det var for hurtigt. Ramiel var splittet imellem at give ham en forsmag for at stadfæste (en form for) interesse, eller holde igen, for at se om det kunne motiverer ham mere. Men uden at kende den kønne ørkenelver's sindelag, var det måske for risikabelt. 
Derfor var det, at Ramiel gjorde noget helt tredje. En gylden middelvej, da han trak hans ansigt nærmere - og en anelse ned, for at kysse ham på panden. 
Og for at føle om det var hvad han ville, da han trods alt, havde sin... mistanke. Det skulle nok blive spændende. 

Bandorion havde ikke lyst til at prøve at skjule hans interesse, selvom at handle på den var lidt noget andet, især med en der virkede så meget ældre end ham selv, selvom det nok ikke var sådan tingene lå. Ramiel bar trods alt ingen præg af at være dæmon eller elver. Måske engel med vingerne, men man kunne aldrig vide, og Bandorion var ikke interesseret i at spørge om det. Det virkede overflødigt.

Kuldegysninger gik igennem ham, som Ramiel nævnte at han ville få alt han behøvede, og selvom det nok handlede om selve arbejdet, så var Bandorion mere end villig til at læse det som mere, især som Ramiel begyndte at røre hans ansigt.
H an sagde ikke noget, som han blot kiggede på Ramiel mens han strøg håret væk, og trak ham lidt nærmere. Dog ikke for at få det som Bandorion mere var ude efter, men dog stadig et kys. Han lukkede øjnene kort i, som han mærkede det, men trak sig ikke væk, ikke før Ramiel gav slip på ham eller trak sig selv væk.
”Alt?” spurgte han så endelig, en opfølgning på den tidligere samtale, og hans øjne åbnede sig lidt mere op så han kunne kigge op på Ramiel med spørgende øjne. Desværre kunne Bandorion også kun nikke genkendende til at det måske var for hurtig at prøve noget, selvom han ville. 

Ramiel gav slip efter små 2 sekunder, og trak ansigtet en anelse tilbage for bedre at kunne se den ungdommelige elver foran sig. Spørgende øjne, en kernedel af Ramiel kunne sagtens genkende de øjne og hvad de betød, hvilket gjorde at han lige måtte stoppe sig selv i at grine  - noget der i stedet skete indvendigt. Ikke nødvendigvis over hans spørgsmål, men... af ham. Han manglede et eller andet i sit liv, det var så helt sikkert. Og Ramiel havde aldrig været bleg for at finder måder at udfylde den plads - han var trods alt selv blevet taget under en andens vinge, dengang for længe siden. 
Så man kunne jo næsten mene, at det var skæbnens vilje at han nu skulle gøre det selv. 

En lille 'hmm' lyd, ikke overvejende men godmodig, som hvordan kunne han dog have behov for at spørge to gange. "Hvis du virkelig vil det, så jah. Alt" 'det' værende om han ville hans potentielle arbejde, eller 'det' værende noget helt andet, var noget tiden måtte vise - intet var så konkret at det ikke kunne ændres. Ikke desto mindre var alt godt arbejde belønningsværdigt, noget der lå i undertonerne var man en observant person. 
Hånden havde fundet hans knæ, og fandt nu i stedet vej til tasken der hang ved siden af hans hofte. Uden at kigge, var det at Ramiel trak et papir op. "Kan du læse, Ban?" det nyttede ikke noget at give ham en adresse, hvis han ikke ville kunne finde frem til den på egen hånd - så måtte han velsagtens vise ham hvor diplomaten havde sin base og rede. 
Et skønt hus der afspejlede en... forholdsvis velstand. Ikke så meget som det kunne være, men nok til at han aldrig skammede sig over, at hive folk med hjem. 

At sige Bandorion manglede noget i sit liv ville ikke være en underdrivelse. Han havde ikke haft et formål i mange år, og endnu mindre efter han var kommet hjem fra Elverly, hvor han måtte indse, at han ikke forblev en ungelver forevig, og han derfor måtte finde ud af noget. Tingene havde ikke været det samme, og måske var det også derfor han så hurtig bare havde fundet sig selv gribe ud efter Ramiel, fordi han havde noget andet at give.

Bandorion fugtede sine læber, for hvad end det var Ramiel opsatte for ham, så ville han det vældig gerne. Desuden var det ikke ligefrem det store han blev bedt om. Udspionere på et par folk, og han var i forvejen god til at løbe fra sine problemer. Det... kunne ikke være så slemt. Ikke at han nåede at bekræfte det, inden Ramiel var gået videre, og Bandorion måtte forholde sig til noget andet. ”Kun elvisk og krystallisiansk,” sagde han, mens han prøvede at ignorere sit hjerte som bankede derudaf over det tidligere spørgsmål. ”Hvorfor?” Han prøvede at kigge mod papiret, da det nok havde noget at gøre med det. I det mindste var det ikke som om at folk generelt forlangte at man kunne mere end to sprog, og heldigvis gik elverne i det mindste også op i at deres ungelvere skulle have en vis uddannelse. Lige nu priste Bandorion sig lykkelig for det. 

En adresse blev kort efter skriblet ned på papiret, og Ramiel stak blikpennen tilbage i tasken, og derefter brevet i modsatte retning, imod Ban. Krystalliansk kunne gå an, og selv havde han en nogenlunde basis viden indefor elvisk om det nogensinde blev nødvendigt. Den dag det ville komme op, ville dog være en overraskende dag for dem begge. 
"Det her er min adresse, skulle du være interesseret i mere information. Jeg er til at træffe de fleste aftener, og af og til i de tidligere morgentimer" lagde han ud med, et lille opfordrende smil som følge af de ord. En åben invitation, da han velsagtens kunne få noget betænkningstid, inden at han hovedkuls kastede sig ud i det - selvom det ikke ville overraske ham hvis det var noget han havde tænkt sig at gøre. Ramiel's gyldne øjne mødte de sølvhvide hos elveren, en underfundig energi og tanke skjult deri. Han ville ikke være bleg for at indrømme, at det ville skuffe ham om han ikke dukkede op, skulle han være.. ærlig. Det her kunne udvikle sig i en retning han længe havde ville prøve, og halv-englen nød den mulighed der lå i det. Nød den 

Brevet blev dog lige holdt en ekstra gang fast hvis han rakte ud efter det, hænder der sørgede for lige at holde hans blik og fokus et ekstra sekund, inden at han gav det fra sig. "Jeg vil give et maximum af to uger, Ban... hvis ikke, må jeg gå ud fra at der ingen interesse er" det var ikke en trussel, blot en simpelt konstatering trods ordende endnu engang var dobbeltsidede - et sværd han håndterede med en diplomats elegance og skjulte agenda. 

Bandorion tog brevet fra Ramiel, og læste ordene. Han havde aldrig rigtig skulle finde vej i Balzeras gader ud fra en adresse, så det ville nok alligevel kræve at tog sig lidt tid for at finde adressen, men han var optimistisk over at det nok skulle lykkes. Ellers kunne man altid spørge om vej, selvom det nok var noget der alligevel skulle gøres lidt diskret.
At han fik lidt betænkningstid, var dog noget han alligevel godt kunne værdsætte, som han pakkede brevet ned i en af hans lommer, så det ikke blev væk. ”Det skal jeg nok huske på,” sagde han, selvom han langt fra lignede en elver der havde behov for alt for meget betænkningstid omkring det. Han følte sig allerede ret sikker i at han gerne ville gøre det, men at tage tid til at overveje det mens han ikke stirrede ind i Ramiels gyldne øjne, havde nok ikke ligefrem skadet nogen.

Det føltes virkelig som om at han blev trukket ind af Ramiels aura, eller udseende i hvert fald. Det var i hvert fald svært ikke at hænge ved hvert et lille ord han sagde og udviste. Muligvis blot et af hans mange talenter som diplomat. 

Ramiel nikkede i en kort og afklaret bevægelse, da han var sikker på at det hele var blevet ført videre sådan at Ban ville huske på det. 2 uger. Det var lang tid at vente, men det var det værd, skulle det vise sig at fører et godt sted hen. Han måtte dog lige få gjort klart til en potentiel, pudselig gæst, da han ikke helt havde luksussen ved at vide hvornår det ville falde, skulle det falde. 
Men det var sådan det nu engang var. 

Vingerne raslede en anelse, og med et sidste smil imod Ban, var det at Ramiel med et grynt fik rejst sig, så vinden atter stod ham om ørene og tvang fletningen en anelse på afveje i et friskt vindpust. "Så..." en lille pause hvor at blikket havde været nedover byen, inden at det fandt tilbage på ørkenelveren. "Så må vagterne velsagtens være stoppet med at lede efter dig, hmm? Vil du have et lift ned?"
Det var ikke standarden for halv englen at bruge sine gudsgivne gade på noget så simpelt som transport - i hvert fald ikke for andre end ham selv. Men det havde været for fristende ikke at gøre det da han så Ban, og fortrød heller ikke nu sin impulsdrevne beslutning. 
Bagved ham foldede vingerne en anelse ud, inden at de blev pakket sammen igen - nok noget der skete af forventning mere end det skete bevidst. 

Der var ingen sandsynlighed for at Ramiel faktisk ville ende med at vente to uger på Bandorion, men han værdsatte nu stadig at den anden mand var villig til at vente så lang tid på ham, hvis nu det var nødvendigt. Det fik ham også til at føle sig bare en anelse speciel, en farlig følelse for en som Bandorion, som var vant til at være mere et udskud end noget andet.

Han rykkede sig ikke lige med det samme, som Ramiel rejste sig op for at gøre antræk til at skulle videre, og nød bare lidt synet fra hvor han sad. "Jeg er lidt bekymret for selv at skulle finde ned," indrømmede Bandorion, da han kom med tilbuddet om at hjælpe ham ned. Der var nok en måde, siden slaver havde været heroppe i sin tid, men Bandorion havde ikke lige lyst til at tage chancen, ikke endnu, så i stedet for rejste han sig op, så vinden begyndte at hive fat i hans hår og tøj endnu engang. Forhåbentlig fik den ikke fat i brevet, som var lagt i en inderlomme.
Han gik et par skridt tættere på Ramiel, så han også kunne få lov til at få fat i ham. "Hvordan vil du have mig?" Det var muligvis et spørgsmål der kunne misforstås på mere end en måde, men det lod han være op til Ramiel, selvom et tydeligt glimt var at finde i de sølvgrå øjne.

En klukkende latter forlod Ramiel ved det spørgsmål, og hans øjne glimtede en anelse fornøjet over hans måde at formulere sig på. Noget der uden tvivl blev gjort  med vilje, og i så fald, var diplomaten ikke sen til at bevæge sig om bagved Ban, nok så taknemlig for den højde han havde arvet fra sine forældre. Det gjorde det ufatteligt nemt at lade armene glide ind under hans - på samme måde som da han først havde grebet fat i ham, og hænderne hvilede et sekund for længe over hans bryst - som føltes overraskende fast - inden at han brummede. "Sådan her" 

Vingerne foldedes ud - et vingefang det var stort nok til nemt at strække sig ud over den smalle platform de var landet på - og Ramiel ventede et lille øjeblik, inden at han følte hvordan luften og vinden tog fat under hans vinger.  
Nu - og satte af. 
Direkte op i luften,  den ekstra vægt gjorde at han tog nogle ekstra slag opad, inden at han glattede ud, for at svæve ned imod et af byens tage.  En tur der foregik i stilhed, med et dovent bankende hjerte som det eneste ham hørte i vindens larm.  
Ramiel gled ned imod jorden vandret, og da den begyndte at nærme sig, brød han endelig stilheden.  "Normalt, skal du være klar på fremdriften" mumlede han, bare til en dag i fremtiden, omend han slækkede nok så meget på farten da de endelig nærmede sig - nogle kraftige slag ekstra for at stoppe dem i luften, indeni at han lod elveren dumpe ned på jorden, og selv landede bagved ham kort efter.  
Dog ikke for at blive, da han havde gjort hvad han ville, fået hvad han ville. 

Ramiel's fødder satte fra, fra jorden næsten med det samme som han var landet, for at bære ham videre på dagens gøremål.  
Han kiggede dog ned på sin vej væk, og selvom Ban nok ikke kunne se det i afstanden han hurtigt skabte imellem dem, lurede der et smil i halv englens egne mundvig, på vej væk.  2 uger. 

Hvis det ikke var fordi der tydeligvis var en plan med at Bandorion skulle holdes om, så havde han nok gerne ville spare et par tanker til hvordan det føltes at blive holdt af den anden mand, især som berøringen over hans bryst blev der bare et øjeblik mere, end hvad han forventede ville være normalt.
Men så løftede han dem fra taget, og Bandorion kunne godt mærke den lille smule frygt der var ved at hænge i luften igen, men følelsen af Ramiels varme gjorde det mere udholdeligt, selvom hans hænder fandt Ramiels, bare så han var sikker på at han ikke blev tabt.

Han gjorde sig klar til at lande, men heldigvis var Ramiel noget mere skønsom om det, og selvom Bandorion lige gik et par skridt som han ramte taget, så var det ikke forfærdelig med fremdriften. Han vendte sig mod Ramiel, som dog ligeså hurtig som han var kommet, var på vej væk.
”Vi ses,” kaldte han alligevel efter halvenglen, som han så skikkelsen flyve væk, inden at han selv begyndte på en tur ned af hustagene, og end på gaderne igen. Roen efter det tidligere optrin var i hvert fald faldet igen.