”Det håber jeg også, knægt,” tænkte Spike, men forblev tavs. At ytre ordene ville være at begå forræderi mod sig selv. Det ville være accept af at Ikaris havde ledt ham på afveje, mod hans vilje. For Spike var der kun en vej ud af tågen, og det var fremad. Gennem sved, tåre og et skybrud af blod, men evigt fremad. Hans blik fulgte den unge mand ud af lysningen, før han vendte sin fulde opmærksomhed tilbage på Ikaris.
Han hørte smilet i Ikaris grødede stemme, mere end han så det. Efter at sætte sig overskrævs på Ikaris faldne skikkelse, gav han slip på hendes hoved, og greb i stedet fat i det klistrede hår på hendes baghoved. Med et groft ryk i håret, der var ment til at være uhyrligt smertefuldt, trak han hendes hoved bagover og blottede hendes strube. Han trak den ene af sine knive, og pressede den mod hendes grålige hud.
Men når det kom til stykket, kunne han ikke skære. Hans sjæl brændte med vrede, men hans hoved var fuld af foragt – både for hende og ham selv. For hun havde ret. Han havde ikke bare dræbt Ærfveld, men havde også nydt at gøre det.
”Giv mig én god grund,” pressede han ud mellem sammenbidte tænder, som en dråbe af hendes livsblod løb ned af kniven fra hvor bladet mødte huden, ”til at jeg skal lade dig leve. Én!”

Han vidste det var meningsløst at spørge hende. Hvis hun var bevidst nok til at svare, var hun for hjernerystet til at komme med et godt svar. Men alligevel spurgte han, ikke fordi han troede hun havde en grund, men fordi han havde brug for en.

Mørkelveren kæmpede sig tilbage, hun måtte have et sidste glimt. Alexander nåede direkte ind i hendes synsfelt, hun tog et par lange øjeblikke til at studere den unge kriger, lod ham indprinte sig på hendes nethinde, det brune krøllede hår, og de brune øjne, det skarpe kæbeparti. Nej, hvis hun slap levende fra dette, ville han i sandhed ikke få lov at glemme hende. På trods af, at hele verdenen syntes at spinne ubehjælpeligt, var dette en naturlig del af træningen, indprintningen. Som alt andet Ikaris satte sig for, mærkede hun besættelsen snige sig ind på hende. Jagtens sødme. Hun glippede med øjnene et par gange, lod kroppens tyngde mod jorden blive en kær ven.
Spikes vægt, trak hende dog kort efter tilbage til den vågne verden, hendes stilling havde ikke just været behagelig i første omgang, hans ektra kilo på den upraktiske stilling var ikke noget der hjalp på komforten, som han satte sig henover hende. Hun vred sig kortvarigt, som en slage under en sten, forsøgende at komme til at ligge andeledes i den forbandede kæde, men dette blev der kort efter gjort en ende på, idét Spike næsten som forudset, slap hendes hoved. Ikke nok med det, så tog han fat omkring det blodindsølede, hvide hår og begyndte at trække. "Hnnng.." En dyb lyd undslap hendes strube, hendes ansigt forvred sig i smerte som hendes krop gav efter for hans trækken.  Smerten skød gennem hendes system, efterladende en brændende fornemmelse ned langs ryggen. Kroppen i sig selv gik i panik, hendes hjerne fulgte ikke med, hun forsøgte instinktivt at sparke og sprælle for at få ham af, få ham til at give slip, men lænkerne begrænsede hendes mobilitet ganske meget.
Det var kniven mod hendes hud, som fik hende til at ligge stille, det kolde stål presset mod hendes hals krævede en spicifik klarhed. Hun kunne ikke se det fra denne vinkel, den bagoverbøjede hals der var trukket tilbage til hendes fysiske maksimale, gjorde selv vejrtrækningen besværet. Den var hvæsende, hivende. "Fordi..." Ordet var en spinkel kvækken, anstrengt som hun måtte klemme det ud, da hendes ryghvirvel pressede mod stemmelæberne. "Den handling..." Endnu mere anstrengt, fulgt af endnu en hvæsende inspiration "Vil ødelægge dig!" Hun mærkede hvordan det skarpslebne stål bed fast, men hun vidste, at han vidste, at hun havde ret. Det ville være en handling han aldrig ville kunne slippe med, over tid ville den fortære ham. Et koldblodigt mord, efter han for alvor havde besluttet at lade mørkets byrde ligge, det ville sende ham direkte i afgrunden.

Alexander mærkede sortelverens blik i nakken som han satte væk, ud igennem skoven. Han håbede inderligt det ville være sidste gang han nogensinde mødte hende. Men han havde en grim fornemmelse af, at det ikke ville være tilfældet..
Fornemmelsen blev dog hurtigt skubbet til side, som lettelsen løftede hans sind. Skovbunden var ujævn, og hans skridt usikre, men hver gang han satte det ene ben foran det andet, kom han længere væk fra lysningen, og tættere på hjem. Lidt længere, og så ville hestene komme til syne, og den tunge duft af blod, der hang i luften ville være... hvorfor blev den kraftigere?!

Alexander satte farten op, og tumlede igennem et budskabs. To døde hest lå, dækket i friskt blod. Den tredje var væk, men tunge, blodige slæbespor fortalte om dens skæbne. Klo og tandmærkerne på de to tilbageværende dræbte al tanke om at finde ud af hvad der havde slået dem ihjel.
Alexander løsnede hurtigt det ene sæt saddeltasker og svang dem over skulderen. Han behøvede ikke kigge i dem, for at vide hvad de indeholdt. Hærens standard oppakning. For første gang gav det mening for ham, hvorfor de lærte at pakke deres tasker ens.

Mere sikkert på benene, satte Alexander videre. Den direkte kurs ud af skoven var fristende, men det var også i den retning hesten var blevet trukket, og Alexander havde hverken lyst eller kræfter til at skulle slås med skovens fauna. I stedet satte han mod sydvest. Det ville tage ham længere væk fra hans endelige mål, men hurtigere ud af skoven, hvor hans bloddige beklædning ville gøre ham til nemt bytte. Desuden, hvis sortelveren slab fri og ønskede hævn... så var det forhåbentlig ikke den første retning hun ville søge.

Ærfveld var ikke den første, der havde ladet livet for Spikes kniv, siden han vendte sin ryg til mørket. Han havde gjort sit bedste for at holde sig på fredens sti, men skæbnen ville ham det modsat. Igen og igen havde han dræbt, men hver gang havde han forsvaret sig med at det var for overlevelsen. Men hvorfor var det så anderledes med Ikaris? Han ville aldrig få det liv han ønskede, mens hun levede – så hvorfor ramte hendes ord ham så hårdt? Et snit, og det hele ville være overstået. Knivens æg havde allerede delt hendes hud hvor den rørte – hvis han lagde sin vægt på bladet, ville det skarpslebne blad gøre resten af arbejdet.

Han trak kniven til sig, og gav slip på hendes hår. Hun havde ret – hvis han dræbte hende, ville hun blive ved ham resten af hans dage. Hvis han skulle være fri, måtte han finde en anden måde at holde hende ude af sit liv. Spike studerede Ikaris, mens han overvejede sin situation. Med lænkerne på, kunne mørkelveren ikke teleportere, og kæderne tillod ikke at man tog store skridt. Hun ville umuligt kunne undslippe.
”Hvad så nu?” spurgte han lamt. Nok var det Ikaris, der var hårdt såret, men alligevel følte Spike sig ude af stand til at tænke. Han kunne ikke slippe hende fri. Hvis kidnappe hende, og gemte hende væk i en kælder uden mad eller drikke, kunne han lige såvel skære hendes strube nu. Betød det at han var nød til at passe på hende, resten af sit liv?
”Hvorfor jager du mig, Ikaris? Hvorfor kan du ikke lade fortid være fortid?”

Ikaris kneb øjnene sammen, hun tog et par dybe indåndinger som hun forberedte sig på det der skulle til at ske. Hun har overraskende afklaret med situationen, Ikaris hvade set døden i øjnene mange gange, fundet sig selv i uheldige situationer flere gange end hun egentligt selv havde styr på. Den bitre smag kom fra, at det var Spike som havde fået taget på hende. Stålet mod hendes hals bed til, mens hun kunne ikke selv mærke blodet der randt ned langs klingen. Der gik længe, som Spike tog sine overvejelser, om det egentlig var lang tid, eller de bare var fordi stillingen hun var anbragt i var så uendeligt ubekvem var nok et relativitetsspørgsmål. Taget i hendes hår løsnede sig, som Spike rettede sig op fra den siddende stilling, Ikaris krummede sig forover og måtte hive efter vejret, som en hidsig hoste blev provokeret. Hun hev vejret ned i grådige mundfulde, som hun rettede opmærksomheden mod manden. Hun måtte rynke brynene, undrende. Spike havde været hendes makker, på mangt en mission de havde draget på, de kendte hinandens evner til fingerspidserne, viste hvordan den anden ville bevæge sig eller udføre et udfald. Fra et menneskeligt perspektiv var Spikes position forståelig, og Ikaris havde med stor sandsynlighed haft en gensidig respekt for Spike, hvis Herrens ord ikke havde været lov. Det var de dog, og dette havde afstedkommet situationen de befandt sig i nu.
"Åh Spike..." Stemmen var endnu tynd og rystet, hun vred sig engang, findende en bedre position for hendes arme, der blev mast ubehjælpeligt under hendes og Spikes vægt. Hun kunne sagtens tale til hans empati, love ham at han kunne gå fri og hun ville lade ham gå, men det var en løgn, osm ingen af dem ville tro på. Sandheden var, at Ikaris var så besat, at hun ikke engang kunne få sådan en løgn over hendes læber. Hun rettede øjnene mod ham, hævede brynene efter bedste evne, slagene hun havde fået  havde gjort rigeligt for at hæmme hendes mimik. "Det ved du jo, du er en ordre. Jeg kan ikke lade dig gå fri, Herren tillader det ikke!" Det var helt absurd, at se Ikaris ligge der, med Spike tydeligvis som triumferende sejersherre, alligevel insisterede hun, hendes loyalitet var i sandhed ubøjelig

Selvfølgelig kunne Spike se hvad Ikaris ønskede at opnå. Hendes opgave var at opspore ham, og bringe ham tilbage i live, enten til at afstå dødsstraf eller hjernevask. Hun vidste han ikke ville dræbe hende, så hun havde sat ild til alt omkring ham, for at tvinge ham ud af skjul. Han kunne enten vælge et liv på flugt, eller et liv hos mørket – kort hvor end det måtte være. Med andre ord, havde hun givet ham valget mellem pest eller kolera. Som en plan dannede sig, tændte en vaklede flamme i hans døde blik.
Spike gjorde intet for at Ikaris skulle blive mere tilpas. Nok havde han accepteret at hendes død ikke ville blive ved hans hænder, men hendes ubehag bragte ham alligevel glæde. Ikaris ville hellere dø end ikke adlyde en ordre, så meget vidste han med sikkerhed. Han kunne ikke stoppe hende med vold, men det betød ikke hun var ustoppelig.

Lyden af et hyl bragte ham hurtigt på benene. Dunkelskoven var ikke et smart sted at opholde sig for længe af gangen, specielt ikke efter mørkets frembrud.
”Rejs dig op,” sagde Spike med en usympatisk hård stemme, men klar til at hjælpe hende på benene. Ikaris var en hård negl, men hun havde også taget skade, der ville have dræbt en normal person. Det var på tide de kom tilbage til hestene.

Der lød lavmeldt et hæst gisp fra elveren, som Spike lod sin vægt fjerne fra hende. Det lettede helt utroligt på smerten, som var begyndt at knave omkring håndleddene, hvor lænkerne havde fundet deres hvilested. Hun prøvede endnu engang at aktivere sin chakra, så snart mandens var fra væk fra hende, og først nu indså hun, at han havde fået samme idé som hende selv. Magiske længer, fantastisk.
hun havde set det, hun havde set gnisten der havde tændtes i Spikes øjne, som fik han en smert idé, og hun brød sig absolut ikke om det. Det skingre hyl som flængede mørket fik dog Ikaris på andre tanker, hun var selv et hungrende, blodtørstigt bæst, men hun var klar over, at de farer som lurede i Dunkelskovens mørke var væsener, hun ikke kunne hamle op med. Rejs dig op. Spike behøvede ikke at spørge to gange. Hun fik i en smidig bevægelse, skubbet sig selv op på knæ, selvom lænken besværliggjorde hendes bevægelsesmønter en del, Ikaris var normalt elegant at se på, hvis man studerende måden hun manøvrerede sig fremad, men ikke denne gang, hun var upræcis og kluntet. Så snart hun fik sat sig op, ramlede hovedpinen for alvor, hun skar en grimasse, læggende hovedet ned mod den ene skulder, i et forsøg på at afværge smerte, som rislede fra kranieskallen ned til halebenet. Den bitre smak på tungen, der advarede, at man skulle til at kaste op løb bittert ned langs tungen.
"Giv mig lige... et øjeblik!" Det susede for ørene, synet glimtede et par gange, det var ikke en holdbar situation, for nogen af dem.
Efter nogle langstrakte sekundter, vippede hun fra knæene og op på fødderne, til hun kunne rejse sig op i fuld højde. Kæden raslede provokerende. Hun vred hænderne engang, forsøgende at se om de kunne vristes fra hinanden, inden hun tog et enkelt skridt. Længden af disse var ikke imponerende, slet ikke for Ikaris lange ben, der var ikke meget bevægelsesfrihed i dette.
"Hvad har du tænk dig Spike?" Stemmen var knurende, men ikke kraftig. Hvad i alverden havde han forestillet sig?

Spike overvejede kun kort at fortælle Ikaris sin plan, før han besluttede sig at lade være. Selvom hun var lænket og på bevidstløshedens rand, havde han ikke tænkt sig at undervurdere hende. Jo mindre hun vidste, des bedre. ”Det finder du ud af snart nok.” Han gav hende et blik, der afslørede intet af hans plan. Intet andet, end at hun ikke ville syntes om den.
Utålmodighed sloges med skadefro, som han så Ikaris kæmpe sig på fødderne. På den ene side var det tilfredsstillende at se hende lide, men på den anden var hendes tempo foruroligende, selvom det måtte være et mirakel at hun overhovedet kunne gå. Spike var en svær mand at såre, men skovmørkets væsner var det bedst ikke at lægge sig ud med.
Han ventede til hun havde taget sit første skridt, før han greb hendes skulder. ”Vi har ikke tid til det her.” Med de ord skridtede Spike op, og trak Ikaris med sig i et tempo, der kun netop var langsomt nok til at hun ikke ville vælte, og stoppede først, da de nåede til de blodige rester af de to heste. Saddeltaskerne manglede på den ene, og et blodspor fortalte ham hvad der var sket med den sidste. Den unge kriger måtte have taget den anden saddeltaske. Spike bandede lavmælt, og vendte sig mod Ikaris. Man måtte spille med de kort man blev delt.
”Der er en hytte længere inde i skoven, hvor lyset ikke finder os – en lang tur, uden heste. Længere med lænker.” Han mødte hendes blik med sit eget.
”Fortæl mig at du ikke vil gøre noget dumt, hvis jeg åbner dine ankelkæder.”

Mørkelveren svejede en kende, efter hun havde taget de første spæde skridt, hendes hoved føltes let, tankemylder pressede sig på i en underlig sammensætning, mens det dunkede derudaf. Åhjo, hun havde set Spikes selvtilfredse blik, men der var ikke meget at gøre ved det, andet end at fokusere på at trække vejret. "Så hemmelighedsfuld Spike!" Hun målte nøje afstanden ankelkæden havde givet hende at arbejde på, det mindede om gamle tider, i tunellerne, de få ting hun kunne huske derfra. En overraskende mængde tid dernede var brugt i ankelkæder og hun havde derfor ligeledes lært at manøvrere rundt med dem på, endda lænket sammen med mindst tyve andre fanger som skulle koordinere deres bevægelser. 
Spike mistede tålmodigheden, og trak kort efter afsted med hende, nej, det var ikke nogen elegant befordring hun formåede og bestemt heller ikke hurtig, hoved hamrede derudaf, og benene ville dårligt som hun kommanderede dem. Stanken af blod nåede dårligt mørkelveren, som de nåede bakkekammen, hun var selv sølet ind og hvis nogens røde masse lugtede af jern, så var det hendes. Det var begyndt at klistre, som det var ved at koagulere i nakkehårene. Blikket der mødt hende var dog knap så opmuntrende, og så måske endda, det ville forsinke hvadend Spike havde tænkt sig. Dyrebar tid hun kunne bruge på at manipulere ham til at lade hende gå uberørt.
"Ups hva?" Ikaris lod blikket glide over de ituskårne heste, inden hun lod øjnene dreje mod ham, uden at vende hovedet. Det var næsten en lettelse, hun var ikke sikker på at hun var i stand til at sidde på en hest i sin tilstand alligevel. Lettelse, til Spike nævnte, at han havde tænkt sig at gå ind i skoven. "Ihja, lad os gå en tur ind skoven Spike... Hvis vi nu bare følger blodsporne er jeg da sikker på at vi begge kan se vores visse død i øjnene. Romantisk!" Ikaris havde ikke meget begreb om romance overhovedet, men hun havde set hvordan folk faldt for dette, ødelagde gode soldater og satte kriller i hovedet på dem. Et lyn slog ned i elveren, det var vel ikke en kvinde, som Spike havde forladt hæren for? Hun kneb øjnene en kende sammen, et øjeblik var hovedpinen overdøvet af undren, hun valgte dog at holde tand for tunge. For nu.
"Åh, jeg ved ikke, det kunne være at jeg spontant begyndte at GÅ normalt!" Alene tanken om at han stod med magten til at åbne hendes kæder var nok til at tænde Ikaris af, desværre medførte den spontane vrede en syngende hovedpine, der dog fik hende til at tie

Hvis ikke Ikaris havde været lænket, såret og under hans kontrol, ville hendes udbrud nok havde trukket en latter ud af Spike. Men det var hun, og han lo ikke. Alligevel var det svært andet end at anerkende hendes sarkasme, for hun var bestemt ikke i en situation til at komme med mange overraskelser.
”Hvad tænkte jeg på, lad os straks vende tilbage til byen med Lysets muntreste krigere,” han gik på knæ, og bukkede hovedet så Ikaris ikke kunne se ham trække nøglen ud fra sit kraveben. ”Jeg er sikker på at din humor kan beskytte os når de næste spejdere kommer.” Spike rejste sig, og spændte begge ankelkæder om sit eget håndled. Han mødte hendes blik og smilte sarkastisk. ”Så du ikke prøver noget.”
På vej væk fra hestekroppene samlede han den sidste tilbageværende sadeltaske op, og slyngede den over skulderen. Standardoppakningen havde rationer til et par dage, samt salver og bandager til sår. Det ville være en skam, hvis Ikaris blødte ud før hun havde chancen for at se sin skæbne an. Med et sidste kig over skulderen på det blodige spor, begyndte han at gå ind i skoven. Forhåbentligt var tingen, der havde nedlagt hestene, ikke sulten efter elverkød.

Spike havde i det mindste ikke tabt sin humor, ironisk at stå midt i en øde skov, som dødsfjender og le ad hinanden. Det var udeklukkende de forbandede lænker som gjorde det, og så måske at Ikaris havde slået hovedet, hvem vidste? èn ting var i hvert fald sikkert, og det var at hvis Ikaris ikke havde været lænket, havde de to i selv samme øjeblik sloges til døden, eller til de begge blev æde af bæstet som havde taget hestene i første omgang.
"Lysets krigere begynder faktisk at lyde fristende!" Det var ingen løgn, det havde været omtrent tusind gange bedre at skulle til at slås med dem nu, end at skulle finde sig i at blive trukket rundt af Spike som et andet dyr. Lænkerne kom af benene,det var så uendeligt fristende at sparke Spike i ansigtet, nu hvor det var så tæt på hendes støvler og nu, frie ben, men udfaldet ville være alt for tydeligt, og efterspillet sagde sig elv eftersom hun nu var ubevæbnet, uden rustning og uden sin evne til at teleportere. hun pustede en lok væk fra ansigtet og rettede benene til en bedre position så snart kæden havde gjort det muligt. "Tro mig, min humor har nedlagt regimenter!" Konstanteringen var så tør at man ville mistænke den for at støve, Ikaris var ikke just kendt for hendes humor, selvom få personer kunne støve den frem, en af dem værende Spike, men det belod sig nok på, at han var en af de få som havde overlevet hendes selskab gennem flere år.
Som Spike begyndte at gå, fulgte hun, dog noget modvillig, med. På trods af ankelkæderne nu sad omkring Spikes håndled og ikke om hendes ben, gik det ikke specielt stærkt. Den første grund til at hun var stoppet op havde været, at hun havde brug for et hvil, nu, med adskillige slag og stik, trængte hun til det mere end nogensinde før. 

Spike kiggede bedømmende på Ikaris, da de stoppede. Han havde regnet hende for hårdfør i sådan en grad, at han slet ikke havde overvejet om hun kunne klare turen gennem skoven. Nu hvor han så nærmere efter, kunne han se at hun blødte kraftigt fra skulderen, og selvom han ikke kunne se hendes baghoved vidste han at det var i dårlig stand.
En trærod fra et væltet træ løftede sig af jorden til lige over knæhøjde, bred nok til at to personer kunne sidde ryg til ryg. ”Sæt dig ned,” sagde Spike som han slyngede sadeltasken over en anden rod, og trak bandagerne frem. Han havde tænkt sig at vente, til de var fremme ved hytten, men det kunne tydeligvis ikke vente. Givet at hun satte sig ned, begyndte han at binde bandagen om hendes hoved. Kæden var irriterende, men han ville hellere le af Ikaris jokes, end at befri hendes hænder.
”Er det dét du kalder din drage, humor?” Spike havde aldrig set Ikaris drage, udover som en prik på horisonten. Hun var blevet benådet som ridder efter at han havde trukket sig fra mørket, og bæstet havde nådesvist været manglende, de to gange hun havde opsøgt ham. Med hovedet indbundet, vente han opmærksomheden til hendes skulder. Selvom trøjens skulder var forstærket med læder, var stoffet længere nede på brystet og på ærmet blevet klistret af blod. Væk fra hestene var lugten af jern slående, mange gange kraftigere end almindeligt blod. Spikes bryn knyttedes. Af alle steder man kunne stinke af blod, var Dunkelskoven en af de værre.
”Jeg trækker min kniv,” sagde han tydeligt og langsomt, så hun ikke gjorde noget overdrevet ved synet af blankt stål. Med Ikaris hænder lænket, var der ingen anden måde at få trøjen af hende. ”Jeg er nød til at skære din trøje af, hvis ikke lugten skal tiltrække tingen, der dræbte hestene.” Som lovet, trak han sin kniv, og begyndte at arbejde.

Hvilken velsignelse det var, som mørkelveren fik lov at dumpe ned på det væltede træ, hendes ben var hårdføre og seje, men de havde bevæget sig mange mange kilometer henover de sidste døgn, for ikke at snakke om vægten fra den unge kriger, der nu var sluppet væk. havde tynget ligevel. Hun lod de pupilløse øjne hvile tungt på krigeren foran hende. Hendes hoved dundrede endnu derud af, men nu kunne hun i det mindste fokusere nognelunde, på det hun kiggede på.
Han begyndte at bandagere hendes hoved, og selvom selve handlingen var vel ment, var der et vist ubehag forbundet med bandagerne, som trykkede mod hendes sår i stedet for en healers varme hænder, der fik lukket sårene med magi. Det var nødvendigt, men hun kunne ikke undse sig fra at skære en grimasse, som smerten stak og mindede hende noget så voldsomt om de slag han for ikke længe siden havde givet hende. 
Hans kommentar fik hende alligevel til at slå en latter op, selv gennem smerten fik det et morbidt smil frem på de smalle grå læber "Hah, du har ret, jeg skulle have kaldt ham det!" Brummede hun, som Spike begyndt at tilse hendes skulder, den sved og brændte, og selvom den blødte væsentligt mere end fra baghovedet, havde det ikke været hendes primære problem, men det ville det med sikkerhed blive på sigt.
Det var ikke just en efterligning af sidst de to havde sloges for livet, hun havde brug for, hvor hendes overlevelse havde endt med at afhænge af en andens hjælp. 
Selvom han havde formanet hende, fik synet af kniven det til at gippe i elveren, på trods af den noget panible situation var hendes overlevelsesinstinkt ganske intakt, det krævede derfor mere end almen kontrol at blive siddende som hun gjorde, da han nærmede sig. "Du kunne også fjerne lænken?" Ikaris smilede et lille tangerende smil, hun håbede ikke engang han var så dum, for hun kendte ham for godt til at vide, at det var noget af det sidste han havde tænkt sig, selv hvis hun havde været mere død end levende. "Fint, der er flere hvor den kommer fra!" Hun trak på den raske skulder, logikken talte for at få lukket såret, især overfor et bært som kunne trække af med en hest uden problemer, og der var meget meget mere utøj i den skov end man regnede med. Hun ville lade trøjen skære op, Ikaris var ikke genert eller utilpas ved at blive afklædt, for hendes kropslige bevidsthed rakte til, at hun var et våben og et værktøj, intet andet end det.

Spike begyndte at skære igennem skulderen på hendes trøje. Kniven gled igennem stoffet med en lethed, der talte til dens skarphed. Hans lod sine tanker vandre, som han skar igennem syningerne langs hendes arm. Den gamle sergent, manden, der havde trænet Spike til den kriger han var i dag, havde en skrap politik, når det kom til dumme spørgsmål. Et dumt spørgsmål blev mødt af et dumt svar, og et smæld af hans stok over næverne.
”Åh jo, lad mig frigive dig med det samme. Skal jeg også binde mig selv, når jeg er i gang?” Spike smilede næsten, men ville ikke give Ikaris tilfredsheden, så han holdt sit ansigt hårdt. Med en beskeden mængde vold og et par stik med kniven, fik han de sidste syninger til at give sig, og trøjen kom fri.
Fem minutter efter de havde mødt hinanden første gang, var Spike holdt op med at anse Ikaris for en kvinde. Dedikationen og ensidigheden med hvilken hun kastede sig over sin drabelige profession, havde formindsket hende til intet mere end et våben med en sjæl – eller et bevidst hul, hvor andre normalt besad en sjæl. Desuden, han havde set flere betydeligt mere afklædte og kønnere kvinder i sit liv.
Han brugte den tørre del af stoffet til at fjerne blodet fra hendes skulder, før han forbandt såret strammere end han behøvede. Han forberedte end spydig kommentar, men frøs da han så på hende for at levere den, afbrudt af en foruroligende fornemmelse. Fornemmelse af at nogen, eller noget, holdt øje med dem. Han gik langsomt på benene, og signalerede med krigstegn at hun skulle komme på benene. Så snart hun var klar til at forsætte, ville han kaste det blodige stof væk fra dem – og forhåbentligt ville det være interessant nok til at de kunne forsvinde fra det faldne træ.

Den trænede soldat rørte sig ikke en milimeter som kniven begyndte det drabelige arbejde mod stoffet, hun ville absolut ikke give Spike anledningen til at give hende flere stik eller snit ved 'uheld' end han allerede var sluppet afsted med, men så snart han kom med sin bemærkning kunne hun ikke undlade at le, det løs næsten helt hjertevarmt, en absurd lyd fra Ikaris der som oftest blot fnøs hvis hun fandt noget morsomt. "Jatak, det ville være højt værdsat!" Sluttede hun morskaben af med, som ansigtet straks faldt i mere alvorlige folder, åhjo, hun så gerne Spike svinebundet, over hendes skulder, på vej til Mørkets Hær. Tanken var som sød musik i hendes indre, en eller anden dag, det var uundgåeligt. 
Det tog ikke mange ryk efterfølgende, før trøjen gav en klagende lyd fra sig og slap hendes skikkelse, under denne havde hun blot et langt stykke stof viklet stramt omkring brystet flere gange, gørende hendes figur så flad som muligt. Selvom Ikaris ikke var storbarmet, takket være de mange mange års intensiv træning, var bryster en frustrerende foranstaltning hendes mandlige 'kollegaer' var foruden, af samme årsag var de bundet ind til at være næsten ikke-eksisterende. Hvad mere iøjenfaldende var de mange ar, primært på ryggen der løb henover den uperfekte elverhud, de fleste stammede fra piskeslag, ville det trænede øje let se, mens andre fra krigsskader der var blevet lappet groft sammen.
Hun gav et utilfredst fnys, som han lukkede forbindingen, hun var en hærdet kriger, men med en smerteterskel som var nået og overskredet, der var ingen grund til at bruge krafter på at spille barsk, når det gjorde så forbandet ondt. Hun kunne næsten fornemme den spydige kommentar på trapperne, som de begge blev revet ud af hvilets ro, ikke kun han besad evnen til at få hårene i nakken til at rejse sig ved følelsen af at blike observeret. Hun rejste sig straks, nikkede til Spike som hun forstod hans hentydning og satte omgående efter ham, muligvis var de fjender for livet, min ingen af dem så sig selv som levende fodder i Dunkelskoven, det var sikkert.

Spike nikkede tilbage til Ikaris. Uden trøjen var hendes utallige ar brutalt synlige, og han kunne ikke lade være med at bide mærke i dem. Som formskifter var hans skader ikke permanente, men selv hvis de havde været ville hun snildt havde flere. Eftersom de var blevet udsat for mange af de samme ting i feltet, måtte en stor del være disciplinære. Da hun rejste sig gled hans blik over de lange ar på ryggen, sikkert efterladt af piskesmæld. Han kunne han ikke undlade at spekulere, hvor mange af dem var blevet efterladt på grund af ham. Med det blodige stof stadig holdt klar til kast, lukkede han øjnene og tog en vejrtrækning. Ikaris skæbne var endnu en ting, han måtte tilføje til sin stadigt voksende liste af synder.
Spike kastede stoffet med en brat bevægelse, og bevægede sig gennem skoven så hurtigt som Ikaris tillod.

De ankom til hytten timer senere. Væsnets, hvis opmærksomhed de havde fanget, havde fundet frem til dem igen efter kort tid, men havde holdt sig på afstand. Selv ikke Spike, med sit magiske øje, kunne formå at fange et glimt af væsnet, så det var med stor lettelse at de nåede frem til hytten ukvæstede.
Hytten var simpel, bygget af træ i én enkel etage. Dens facade var for længst overgroet af mos og lianer, og de støvede vinduer fortalte, at der ikke havde været nogen besøgende i årevis. Han trak Ikaris indenfor. Interiøret var meget som ydersiden; simpelt dekoreret og i dårlig stand. Enkelte udstoppede hoveder og gevirer hang fra væggene, og et bord stod i det ene hjørne, men ellers var hytten blevet plyndret for alt af værdi. Præcist som designet. Spike trådte ind midt i rummet, gik på hug, og kørte hænderne over det fugtforvredne plankegulv.

Spikes øjne hvilende på hendes skikkelse var ikke fremmede for Ikaris, da de i sin tid var blevet set an som potentielle varer at handle med, var det ikke unaturligt at der var blevet både rørt og studeret som de alle måtte ses an, for sundhed og fysik. Hun kinne ligeledes heller ikke se sig fri for stirrende blikke når hun klædte om foran andre soldater eller hendes rusting var slået i stykker i slag, nysgerrigheden var overalt, men hendes fremtoning og fanatisme holdt alle fra at spørge. Heller ikke et faktum hun lod sig tænke yderligere over. Jagten der fulgte gennem skoven var hverken let eller behagelig. Kæderne mellem de to skikkelser var en forhindring i sig selv, at skulle manøvrere gennem buskads og krat, mellem træer og planter, for ikke at snakke om åløbne var glatte og balancen var essentiel, endnu en ting forhindret af de klirrende lænker. På trods af den fysiske anstrengelse, fulgte elveren troligt trop uden at kny, hun kendte ikke Spikes planer eller ideer, men lige nu var de helt bestemt det bedste af to onder, alternativet va trods alt at blive ædt af et glubende bæst, ikke måden man ønskede at dø.
Hytten var derfor kærkommen, det var absurd at se en hytte her, midt ude i ingenting, den måtte have tilhørt en sand særling, det kunne selv den tunnelsynede mørkelver se, men nu, tydeligvis forladt, kun for at blive beboet af mindre dyr og kryb. Det forhindrede ikke Spike i at åbne døren der gav en beklagende knagen fra sig, Ikaris havde muligvis ligevel opdageret rovdyret i hælene på den, havde hun ikke været så forbandet udmattet, en følelse der ikke viste sig på elverens ansigt eller holdning, som hun rettede sig op under de faldefærdige bjæler, den klassiske militærpositur lyste ud af hende, stædigheden. "Jeg antager at det går præcis efter din plan?" Hun hævede et par sarkastiske øjenbryn, som hun lod blikket glide rundt i hyttens interiør, et enkelt sted havde en slyngplante tvunget sig vel gennem tagets strå, nej, det virkede ikke til at gå efter Spikes hoved, men det gjorde situationen dét mere besværlig at gennemskue. Hvad i alverden havde manden dog forestillet sig?

Rillen i plankerne var for lille til at kunne ses. Spike ville aldrig have fundet den, hvis ikke han vidste præcis hvor han skulle lede, og selv da måtte han køre fingrene over stedet flere gange. Han trak sin kniv, men Ikaris sarkastiske kommentar drog hans blik op til hendes tilsvarende sarkastiske udseende. Det var ironisk at hun skulle kritisere hans planlægningsfærdigheder, berettiget om end kritikken var. Ifølge planen var hendes lig blevet efterladt i skoven.
”Hvis det gik efter min plan, ville du have en kniv halvvejs gennem hovedet nu.” Trods alvoren i hans stemme, kunne han ikke holde et skælmsk glimt ude af sit blik. Han førte knivsbladet mellem plankerne tæt på hvor han havde fundet rillen, og førte knivsægget langs brædderne indtil han hørte et dæmpet klik, og et stykke af gulvet sprang op. Spike tog fat med fingerspidserne og trak, indtil gulvet svang op på knirkende hængsler, og afslørede en trappe ned i fuldstændigt mørke. ”Jeg har alligevel altid været bedst til at improvisere.”
Krigeren begyndte nedstigningen ned i mørket, uhindret af sit magiske øje, og trak Ikaris efter sig som han gik ned. Mørkelverne havde altid haft et bedre nattesyn end de øvrige racer, men selv da ville Ikaris blive udfordret af kælderens totale mørke. Kælderen var simpelt indrettet, men i modsætningen til resten af huset, var den ikke blevet plyndret. En simpel fængselscelle var bygget i sten og adskilt fra den øvrige kælder af et gitter af solidt jern. Der var en taburet på hver side af gitteret, og et smalt bord langs kælderens ene væg. De eneste andre genstande i rummet var et mølædt tæppe i cellen, og en spand til naturalier.
Spike lagde saddeltasken på bordet, tog en nøgle fra sin krog på væggen, og låste gitteret op. ”Ind med dig,” sagde han med en rolig stemme, der ikke skjulte den tilfredsstilledelse han følte. Skjulestedet var bygget af inkvisitionen, i den korte periode de havde indflydelse, og der var ingen chance for Ikaris at kende til det. Inkvisitørerne var enten døde da ordenens tårn faldt, eller blevet opsamlet og henrettet for deres forbrydelser. Spike alene havde overlevet, og var derfor den eneste, der kendte til de gemmestederne. Ingen, hverken mørket eller lyset, ville finde dem her.

Det var et opgivende suk som undslap mørkelverens læber da Spike begyndte at rode rundt på gulvet efter hvad der viste sig at være en godt gemt lem i gulvet. Overraskende nok havde ikke engang Ikaris set den, og hendes opfattelsesevne var ellers knivskarp. Hun orkede ikke rigtigt flere overraskelser eller gode ideer, ideer hun kort forinden havde hånet Spike med han manglede. Hun pustede trodsigt en lok væk fra ansigtet, som havde løsrevet sig fra hestehalen, mens de orangegule synsorganer fulgte efter soldaten ned i dybet, ned i det komplette mørke. Hun stod stille så længe hun kunne trække den, til kæden mellem dem strammede til. Nogle langstrakte øjeblikke overvejede hun om det var nu hun skulle kæmpe imod, sætte de sidste kræfter ind på at lade hendes vægt springe ned på Spikes robuste nye krop, men trækket i kæden mindede hende ubehageligt stærkt om, at når det kom til ren råstyrke, havde Spike altid vlret overlegen. Det havde været kampteknikken Ikaris brillierede på. "Så ukreativ!" mumlede hun sagte, som hun selv begyndte nedstigningen i kælderens mørke, jovost tilpassede hendes syn sig hurtigt, men det var sort, ikke mørkt. Hun snublede ned ad det sidste trin og nåede kun akkurat at finde fodfæstet for ikke at falde. Oprejsningen mindede hende hurtigt om hvor mørbanket hendes krop var, det sendte en kærlig hilsen fra hovedpinen som endnu dukede latent sted sted i baghovedet.
Rummet de trådte ind i fik hende til at krænge overlæben tilbage som et vildt dyr, det kunne han ikke mene, uanset hvor meget han havde veget fra hans sande sti, ville han være en af dem tænk at han virkelig alligevel ville byde hende dette, en af hans egne, det var næsten mere uhumsk end cellerne på borgen, de var selvfølgelig ligeledes nye.
Ikaris trådte utroligt modvilligt og yderst langsomt hen til cellens døråbning, inden hun rettede sig med fronten mod ham, rækkende kæderne ganske forventningsfuldt frem mod ham, inderst inde smilede hun, et smil i håb om at han faktisk var dum nok til at regne med at den simpelt udseende celle kunne holde hende alene. "Åbner du, højinkvisitør?" Hun nejede med den sarkastiske mine som ofte spillede mellem dem, det skæve glubske smil spillede endnu engang på hendes læber, hun havde set hans fryd, det bundede ikke kun i at han havde fået krammet på hende, han nød det, jagten og sejeren. "Længslen er ikke til at overse kæreste, du prøver at løbe så ihærdigt, men jeg ser den, ilden i dine øjne!" 

Spike kunne ikke lade være med at le over hendes nej og sarkastiske udtryk. En vægt havde løftet sig fra hans skuldre nu hvor de var fremme ved målet. Ikaris var stadig såret, stadig i de magiske lænker, og om lidt ville hun også være bag tremmer. Spike følte, berettiget, at han havde vundet. Hans magiske øje glødede svagt rødt, og var let den kraftigste lyskilde i det ellers totale mørke.
”Så har jeg tydeligvis ikke brug for mørket,” svarede han muntert, for i det øjeblik følte han sig både levende og tilfreds.
Han gjorde ingen mine til at åbne hendes lænker. I stedet forsøgte han at skubbe hende gennem tremmeporten. På den ene side af gitteret var der et rundt udhug, der forbandt til portkarmen, skabt til netop det formål at give plads til lænker, så porten stadig kunne lukke. Spike løftede sin arm, så hans ende af kæden kom i hullet, og derefter forsøgte han at lukke og låse porten.
”Og det var lektor, ikke højinkvisitør.” Højinkvisitør havde lydt for autoritært, hvor lektor var mere tilforladeligt. Der var mange, der ikke forstod lektorens rolle i inkvisitionen, hvilket havde tjent Spike godt da alting faldt ned om ørene på dem. I sidste ende havde han dog stadig fået ansvaret for alle de mennesker, der var blevet hængt eller forsvundet under inkvisitionens tid. Tanken om de livløse kroppe, der hang fra galgerne, fik hans smil til at stivne – selvom han gjorde sit bedste for at holde følelserne fra overfladen.