En nervøs klump fandt vej til Ingrids mave, da byvagten ikke virkede til at forstå eller være enig med hende i hendes udtalelse omkring hvem der havde loven på deres side. Det ville ikke komme bag på hende, hvis mange var overbeviste om at byvagterne var der for alle beboerne og alt var retfærdigt, men det var bare ikke rigtig det billede mange fra Den Nedre Bydel havde. 
 Usikkert skiftede Ingrid vægten lidt fra fod til fod, hvilket fik hende til at virke en smule urolig. Hun ville ikke rode sig selv ud i problemer nu hvor hun lige var kommet fri fra problemerne, men hun var også blevet bedt om at forklare sig. 

 " Altså.. " lød det kort fra hende, for hun stoppede for at tænke sig ekstra godt om hvad hun sagde. Læberne foldede sig mod hinanden og blikket flakkede tænkende rundt, som om hun håbede på at få øje på et eller andet der kunne hjælpe hende med forklaringen.
 " Hvis nu en fra uhm.. middelklassen overfladt mig, på grund af mit lys. Hvem ville blive troet på? En fra middelklassen, eller en ussel, beskidt og fattig pige fra Den Nedre Bydel? Selvom jeg ikke ville have gjort andet end at komme gående, vil det med stor sandsynlighed være ham eller hende fra middelklassen der sagde at jeg var til fare for omgivelserne, der blev troet på.  " Blikket faldt tilbage på vagten, og hun holdt en kort pause, inden hun forsatte.
 " Hvis samme person fra middelklassen, overfaldt dig og sagde du var til fare for omgivelserne, ville der så blive troet på en aggressiv galning fra middelklassen, eller en byvagt? " denne gang svarede Ingrid ikke selv på det, men det var åbenlyst at hun ville sige at der ville blive troet på vagten. Hun sank kort en klump og slog blikket ned, inden hun trak på skuldrene.
 " Du har lovet på din side, fordi du er en byvagt. Du har en.. respekteret plads her i byen.. "

Tydeligt spændt på at høre den unge kvindes ord, høre hende forklare hvorfor loven ikke var med hende, men de ord Akurra hørte var langt fra hvad hun forventede, på ingen måde, at høre disse ord fra sådan en ung kvinde, gjorde fysisk ondt. Tungen hilste flere gange på luften som hun lyttede, og blikket faldt en centimeter eller to hver gang kvinden lagde flere ord til samlingen. Hun sang en klump og rystede let på hovedet som blikket gav mere og mere op som ordende blev sendt hendes retning. "Jeg.." ved ikke hvad jeg skal sige. tænkte hun sin sætning fordi og lod blikket forlade kvinden og jorden, og søge væk...et eller andet, bare noget, og en ældre herre blev hendes fokus et øjeblik. "Du har ret.." lyd det halvt opgivet. "I næsten den hele." Alt, hang stadig i hendes sind, både hvor ret hun havde, hun vidste godt at hun ikke kunne straffe en adelig for at gøre ting ved en som kvinden her, og hvis det kom til ord, imod ord, så var det ikke kun adelige der havde en fordel over de fattige. Selv at høre pigen var fattigt, at blive bekræftet i disse tanker gjorde ondt at høre. Men også det sidste, at netop status som byvagt, gjorde at Akurra ikke skulle være bange, dog kun næsten, her var den ene fejl i kvindens ord. "Det..indrømmer du har ret, hvis en mand overfaldt dig, og nogle dage gik, ville langt de fleste tro manden mest. På trods af hans status, dog dets højere status dets mere vil folk lytte til ham." blikket kom stille retur til den unge kvinde. "Men lige for mig, tager du fejl. Mine kollegaer, ja. Hvor ondt det end gør at indrømme du har ret..så har du ret."

Hun sukkede dybt og lod en hånd finde hendes hætte, og træk der overhovedet, bare til panden, ingen grund til at dække sig for meget. "Vil ønske, at loven faktisk var så retfærdig som vi siger. Men virkeligheden er ikke sådan. På trods af mine ønsker for andet." hun sukkede igen og lod blikket hænge lavt. "Vi forsøger." lyd det nærmest forsikrende til den unge kvinde og selv i dette øjeblik, var det umuligt at faktisk se hende i øjne som hun sagde det.

 Vagten virkede til at falde mere og mere sammen som Ingrid fortalte, og det var lige før det gjorde hende endnu mere utilpas med den situation hun havde sat sig selv i. Det var jo ikke meningen at hun ville ødelægge vagtens selvbillede, eller få hende til at føle de ikke gjorde deres arbejde. 
 Det var næsten en skamfuld og lidende grimasse der havde lagt sig over Ingrids ansigt da hun var færdig med at snakke, og blikket blev slået ned. Selvfølgelig var byvagternes arbejde vigtigt, og det gjorde da helt sikkert også en forskel i byen at de var her, men det ændrede ikke på at alle var lige stuerene eller retfærdige, og at det af og til var personlige holdninger og meninger der kom til udtryk i arbejdet.

 Ingrid lod byvagten tage sig den tid hun havde brug for, til at komme frem til hvad hun skulle sige. Hun vidste jo tydeligvis hvad Ingrid snakkede om, så det var også okay hvis der lige skulle tænkes lidt mere over ordene. Blikket løftede sig lidt, som hun lyttede til vagtens ord. 
 Hurtigt nikkede hun lidt. Denne byvagt virkede til at være en af de gode. En af dem som gjorde deres job rigtigt, og ikke bare antog ting eller gjorde hvad de havde lyst til. Ingrid sendte hende derfor en venligt og taknemlig smil. 
 Da hun var færdig med at snakke havde Ingrid rettet sig op igen. Nu hvor det ikke længere virkede som om Ingrid var ved at rode sig ud i problemer igen, og vagten mest var opgivende på hendes kollegaers vegne, var det lidt nemmere at være i situationen.
 " Det er selvfølgelig ikke alle der er lige.. snæversynet. Og jeg ved også godt i gør en stor forskel for at holde orden i byen. " Gjorde hun klart, så vagten ikke ville gå derfra, med tanker om at Ingrid slet ikke værdsatte vagterne eller deres arbejde, for det gjorde hun for det meste.  
 " Og jeg er taknemmelig for det var dig der stoppede mig, og ikke en af de mere snæversynet vagter, " Smilet lidt med mere oprigtigt og taknemmeligt. Hun kunne sagtens være endt i fængsel for at have løbet igennem Markedspladsen som hun havde.

Kvinden næste ord hjalp ikke meget på Akurras humør, som hun sukkede dybt af det der blev sagt, og tydeligt en mental smerte spredte sig i Akurra som hun rystede hovedet og gled blikket rundt, bare for at se om andre i den blå uniform var nær, og to vagter stod danske vis i udkanten på markedspladsen. Blikket hvilede der let som kvindens ord endte. "jeg..ville ønske jeg kunne smile over dine ord." lyd det halv trist som blikket kom retur og en hendes håndflade blev rettet imod den unge kvinde.

"Navnet er Akurra Roselair. Patruljeleder og ansvarlig for grænsevagten." et mildt suk forlod hende efter disse ord. Blikket gled let over kvinden, og et smil kom frem på hendes læber. "Og..med hvad du siger, må jeg begynde at træne folk i andet end fysiske ting og loven, moral træning." hun fniste let ved disse ord og lod legende blikket falde over de mange bode. "Måske...jeg er for sød, mon man kan købe en pisk her?" hun le let og lod blikket komme tilbage på den unge kvinde. "tak..For at dele dette." det gjorde ondt, at høre en ung kvinde som hende, kendte det netop dette problem. Jo, den nedre bydel, og specielt de fattige havde ofte en dårligt syn på byvagten, men at høre alt dette fra en ung, og smuk kvinde, var ubehageligt. Stille lod hun blikke falde til jorden igen, og lod tungen forsigtigt presse sig frem imellem de blege læber, bare for at hjælpe lugtesansen, bare for at fornemme lidt bedre hvad der er nær dem.

 Smilet falmede en smule ved vagtens ord. Ikke fordi Ingrid ikke forstod hende, for det gjorde hende. Ingrid havde blot prøvet at opmuntre hende lidt, men samtalen lå vist lidt mere tungt i vagtens hjerte end Ingrid lige havde tænkt. Hun nikkede derfor en smule, for at vise hun godt forstod hende.

 Da en hånd blev rakt mod hende, tog Ingrid høfligt imod den, og nejede med et let buk med hovedet. Brynene løftede sig lidt op i panden, da hun fik at vide hvilken vagt hun havde fået fat i. Det var jo ikke bare en hvilken som helst byvagt.
 " Ingrid Meriam Fulgsang, sølle Nedre Bydels pige, " svarede hun tilbage med et lidt skævt smil. Det var vidst det bedste hun kunne give, for at give en rangering, som Akurra havde. Smilet bredte sig lidt ved hendes ord, inden de blev til en let latter, der stemmede i med Akurras. En let rosa farve fandt sig vej til hendes kindben ved tanken om at patruljelederen faktisk ville bruge pisken.
 " Eller må der vel være en ved hestene? " Forslog hun, forsat en smule leende. Det hændte da at der var brug for en pisk ved heste, var der ikke? Og havde byvagten ikke deres egen stald? De havde da i hvert fald heste, nogen af dem, mente hun. 
 Ingrid nikkede igen, da Akurra takkede. Ingrid havde mest af alt bare svaret på hendes spørgsmål, men det var kun rart at det var blevet tage i mod, med en god attitude.
 " Tak fordi du ville lytte.. Og ikke bare har smidt mig i fængsel.." Ingrid smilte skævt og taknemmeligt, inden hun slog blikket ned.

Hun nikkede med et smil som Ingrid præsenteret sig selv, men rystede på hovedet over ordet sølle dog stadig med smilet på hendes læber. "Sølle? Lad at være at tænk sådan, vi starter alle et sted. Jeg var sølle..da jeg på din alder. I forhold til mig..Såå skal du nok klare dig." Tanken om dengang, dengang mor og far valgte ikke altid at spise med deres børn grundet penge mangle, var aldrig behagelige, hvilket fik hende til at trække på ordet 'så' i et forsøg på at lade Ingrid høre, at livet nok skal blive bedre. Gør det, for de fleste når de finder arbejde, til børn kommer ind i livet. "Du har et smukt navn, du er en køn kvinde. Mon ikke, livet tager en skøn omdrejning mens du mindst venter det?" hun nikkede og lod hendes hånd blive kraftløs, ende bare hængende ved hendes side.

Som ordet hestene blev nævnt lod hun blikke søge en bod som solgte det udstyr, hun nikkede kort med et legende smil. "Joo, mon ikke, bare en skam jeg ikke er så ond ved min hest." hun fniste let ved tanken om at hun lavede sjov med at begynde at behandle rekrutter være end hendes hest. Takket, kom bag på Akurra, det var tydeligt, som blikket i hast kom tilbage på Ingrid, hovedet kom på skrå og et undrende blik. "Ingrid, det er mig der takker. Jeg ved byvagten har problemer, og at høre dem, betyder jeg kan begynde at gøre noget ved. Så tak, for hjælpen." atypisk hende, bukkede hun hovedet som der stod en adelskvinde foran hende, ikke et stort buk, men tydeligt et, af både respekt og taknemmelighed over at ingrid havde været så ærlig. "Og, hvis nogle, brokker sig over dit lys. Så brug endelig mit navn til at vise det er okay du lyser." som de ord blev sagt rettede hun sig op igen, en hånd fandt hendes hofte, den anden, fandt hvile på sværdet strafte, ikke af aggression, bare, håndens normale hvilested. Et høfligt smil på hendes læber, og faktisk glæde i hendes øjne.

 Ingrid lyttede til Akurras ord, selvom de ikke fik hende til at ændre hvordan hun så på sig selv, men det varmede hende alligevel lidt og gav hende en følelse af hun nok skulle opnå et eller andet. Et eller andet end at være en pynte kone, til en ældre mand. Bare tanken fik en sørgmodig mine frem på det unge ansigt, et kort øjeblik. 
 " Tak,  " sagde hun så med en taknemmeligt smil og nikkede en smule. 

 En svag rødmen fandt vej til Ingrid kinder, og hun slog blikket lidt ned. Genert nikkede hun endnu en gang til Akurras ord, hun kunne da have lov til at håbe det gik hende sådan. Det ville hun ikke have noget imod. 
 " Det håber jeg, og tak, " læberne foldede sig lidt sammen, og hun skævede lidt hen på halvslangen. 
 Det gjorde egentlig Ingrid glad at høre, at patruljelederen faktisk have fået noget ud af at snakke med hende. At hun havde bidraget til på en eller anden måde måske at ændre byvagtens holdning til Den Nedre Bydel.  Det var i hvert fald det hun fortalte sig selv, og det der fik hende til at ranke rygge lidt og smile en smule stolt. Noget der fik det hvide lys til snige sig diskret frem i hendes brystkasse.
 "Jeg er glad for at kunne hjælpe, så..  " smilet på hendes læber afslørede alt - Akurra havde i hvert fald gjort Ingrids dag en hel del bedre! Og så nikkede hun lidt, selvom hun ikke var sikker på hun kunne få sig til at bruge hendes navn til at redde sig.
 " Det vil jeg huske! " 

Akurra, kunne på ingen måde genkende det smil som spredte sig Ingrids læber, men et smil, kunne aldrig være helt skidt. Så det blev genkendt med et varmere smil end tidligere. "For hvad? Du har intet at takke for." blev sagt i en let tone. Blikket gled igen ud på markedspladsen, den let røde farve som fandt Ingrids kinder, blev ikke lagt mærke til. "Selvfølgelig skal du nok, få livet du ønsker." hun smilte let, og bukkede hovedet let ned som det blev sagt, blikket faldt dog over skuldren på Ingrid som ansigtet blev hævet igen.

At sige hun havde fået noget ud af denne samtale ville være at trække samtalen ned, at høre at selv unge kvinder i nedrebydel faktisk forstod et af de helt store problemer med at holde loven. Vækkede ikke blot noget fokus i hende, men også at hun skal forsøge at dele sit synspunkt mere. Hvis hun virkelig ønskede at alle skulle være lige for loven, måtte hun begynde at 'oplære' folk på den måde også. "Du har hjulpet noget kun mere end du tror." smilte hun, og tog for første sin front væk fra Ingrid. "Jeg..må nok også forlade dig." hun fniste let, som et drillende smil spredte sig på læberne og kort, hilste tungen på verden.

"Pas på dig selv Ingrid, var rart at møde dig!" Smilet forsvandt som ordet blev sagt, som hun gik forbi Ingrid, meget nær Den unge kvindes højre side, forsigtigt, og i god hast, noget vidunderlige ved de slangelige gener, stille, hastige, præcise bevægelser, som hun i ly, og snuhed, lå en Safir i den unge kvindes lomme. Efter den blev lagt, og Ingrid ikke længere var ved hendes side, begyndte hun stille at hæve sit tempo, hun var jo kommet lidt bagud sin tidsplan. "Kald på hvis der er behov Ingrid!"var de sidste ord slangen sagde, før tungen langsomt hilste på verden, og hun træk sig væk fra markedspladsen helt, og søgte byvagternes kontor.
 
Havde været en god dag, endda blevet en safir fattigere, næsten ingen og intet kunne ødelægge hendes humør lige i dette øjeblik.

 Der var ingen grund til at forklare hvorfor Ingrid sagde tak. Det var først og fremmest ikke sikkert Akurra ville forstå hendes problemer - det var jo meget normalt at blive giftet væk af ens forældre. Derudover var det i sidste ende ikke en patruljeleders bekymring hvilke teenager problemer hun havde. Så hun nikkede bare lidt og smilte. 
 Smilet blev også på hendes læber da Akurra sagde hun nok skulle få det liv hun ønskede sig. For inderst inde troede Ingrid ikke helt på det, men hun ville ikke byrde hende med det. 

 " Jeg er bare glad for at blive hørt.. Det hjælper lidt på synet på byvagterne.." indrømmede hun, og foldede hænderne på ryggen. Og så nikkede hun og smilte skævt over hendes ord.
 " Nu har jeg også holdt dig hen længe.. Tænk alle den der kan rende rundt, skrigende på grund af sommerfugle.. " smilet var skævt og legende, selvom hun stadig var en smule flov over det var grunden til Akurra havde indfanget hende. 

 Ingrid vendte sig lidt efter Akurra da hun gik forbi hende, og lagde ikke mærke til hverken det ene eller andet. Den ene hånd løftede sig lidt i en hilsende bevægelse. 
 "  I lige måde Akurra, ha' en god dag! " Og så skulle hun til at vende sig rundt og forsætte videre med hendes dag, men Akurras sidste ord fik hende til at stoppe op og sende et smil i halvslangens retningen, mens hun nikkede. 

 Det var først da Ingrid en gang kom hjem, at hun opdagede safiren. Det tog hende lidt tid at komme frem til hvor den kom fra, men da hun gjorde, kunne hun ikke lade hver med at smile glad. Krystallen blev gemt sammen med de andre krystaller hun gemte for forældrene. Dem til hun en dag kunne få sig en butik. Dem til hun en dag kunne få det liv hun ønskede.