Fri, hvor kom nu det fra?!
De mørke øjne spærrede sig op i sådan en grad at det var med fare for at de ville trille ud af hovedet på hende. Det var jo absolut ikke dét hun havde ment med kommentaren om ringen! Var det virkelig hvad Darkhan havde fået ud af den manglende ring? ”Nej, nej, nej!” Fløj det hurtigt fra hende, med viftendende hænder op foran sig og en hovedrysten ”Nej.” Lød det igen, men denne gang mere fast og knapt så chokeret, mens hun blev helt alvorlig at se på. Den ene hånd blev løftet op, gnidende henover over ansigtet som skulle hun lige bruge et øjeblik på at samle sig.
”Du skal ikke, du kan ikke, fri til hende.. I ville aldrig kunne blive ægtefolk, det ved du så vel som jeg. – Så nej, ingen ring, fra dig. Det må du lade andre mænd om.”. En grimasse der bedst kunne beskrives som en lidende mine, gled kort over hende, ikke fordi det gjorde ondt i den forstand. Det gjorde dog en anelse ondt inden i at skulle nævne andre mænd, overfor Darkhan, når nu hun vidste han var forelsket i Sonani. Ingen kunne lide at tænke på at andre ville kunne få, hvad man ikke selv kunne.
”Du behøver slet ikke handle på dine følelser, men vælger du alligevel at lade lidt af din fornuft ligge, så skal du vide det ikke er forkert heller. I må fjolle så meget rundt som I ønsker, som du ønsker, hvis bare du husker at passe på jer begge to.” Det behøvede næppe den større uddybning, hvad hun mente med at fjolle rundt eller passe på hinanden. De begge var alt for unge til at ende med at hun skulle blive med barn.

At han valgte at tildække hovedet, frem for at lægge sjalet hen over det våde skød i trods, fik hende kun til at smile endnu større. Det måtte han jo selv om, det ville han nok hurtigt flytte det væk igen, så snart solen kiggede frem bag skyernes hvide puder eller som minimum ville hun forvente han fjernede stoffet fra mund og næse.
Skubbende sig fri fra puderne, fik hun med få hurtige skridt flytte sig hen til ham, hvor hun dumpede ned ved siden af. En lille fortrydelse, da puden under hende stadig var våd og det kunne mærkes ”Ew.” Mumlede hun med en utilfreds vrængen på den piercede næse.
Drejende i kroppen, trak hun det ene ben op under sig, så hun sad halvt med fronten mod ham ”Det er jo ikke sikkert. Det er jo ingen gang sikkert at jeg bryder mig om ham, måske er han den børnehadende, forræderiske jager som rygterne lyder på?” Den slags mand ville hun nægte at gifte sig med, uanset hvor lukrativt det ville være for Kazimi familien, for fyrsten.
En prikkende finger, blev placeret i siden på ham, ikke alt for hårdt ”Tal pænt Sabar. Vi ved ikke hvorfor det er hans søster som har sendt brevet, måske har han sine grunde? Måske kan han ikke skrive?” Hun kunne ikke regne, kun når der var tale om mindre tal og almindelig plus og minus. En ting der var velkendt blandt familien, men meget tys tys, for hvilken Kazimi kunne ikke jonglere med store summer krystaller i handler, så let som at snakke om vejret?

Aldrig havde den unge dreng set så forfærdelig lettet ud! En lyd der passede til det helt løsnede udtryk i ansigtet gled over hans læber, som pustede han bare lidt ekstra kraftigt ud efter et åndedrag. Så han skulle altså ikke fri til hende, det var heldigvis ikke dét hun havde ment med sin konstatering. Han var jo slet ikke gammel nok til at tænke på den slags, selvom deres fader nok mente noget andet. Før de vidste af det, ville Darkhan være fyldt 15 somre og så var det vel ikke helt unormalt at begynde sin søgen efter et passende parti.
Trods den tydelige lettelse i det lille ansigt, blev det lige afbrudt af en lille rynke i panden, som hun fortsatte. Han var da klar over at et ægteskab aldrig ville komme på talefod mellem dem, men det gjorde alligevel lidt ondt i maven, når hun nævnte at Sonani skulle ende med en anden. Han var ikke klar til at tage sådan et skridt, men han var heller ikke klar til at en anden skulle. Ikke med dén pige. Ikke med hans pige. Det var dog ikke en tanke han fik længe til at dvæle ved, hvilket nok var for det bedste. Han nikkede let til hendes ord, som om han havde forstået hvad hun mente. Der gik alligevel et øjeblik, før han rettede en lidt underlig grimasse mod hende, som det først dér gik ordentligt op for ham.
”Urgh, helt ærligt, Isa! Aad.” Han lød fuldkommen forarget til at starte med, men det sidste ord kom ud som en let overvejelse, og så rettede han blikket mod sit skød. Han havde aldrig fundet dén tanke særlig tiltrækkende, men det var måske kommet op lidt oftere de sidste par måneder. Det var endnu en følelse han ikke helt vidste hvordan han skulle håndtere, og derudover en af de følelser han måske fandt lidt… klam? Nej. Pinlig. Nu kom den røde farve lige så stille tilbage i kinderne.

Det tog ikke længe for sjalet at lukke luften ude. Der gik ikke mange øjeblikke, før han var nødt til at ryste let på hovedet, så stoffet gled væk fra både næse og mund, men så ville han heller ikke flytte mere på det. I stedet måtte han nøjes med at se fornærmet ud, med hovedet drejet væk fra hende. Hun skulle jo ikke være i tvivl om at han ikke var helt tilfreds og så kunne han måske også skjule det lille smil, som han ikke kunne holde tilbage da hun satte sig i det våde. Det måtte være karma efter hendes kommentar om hvordan han kunne fjolle rundt med Sonani.
”Det kan du bare se. Rygterne taler for sig selv, du burde slet ikke give ham chancen for at forklare.” Han vidste godt at det ikke var helt fair ikke at give den mand en chance, men det var ikke nødvendigt. Hvis Meena blev her, så vidste hun i det mindste hvad hun kunne forvente. Hun kunne forvente en lillebror, der ikke blev muggen over at hun tænkte på at forlade ham.
”Hrng, arv!” Peb han og lænede sig lidt til den anden side. Han brokkede sig tydeligvis meget mere end han burde, som han mærkede den prikkende finger i siden, for så ondt gjorde det jo ikke. Han skulle bare overdrive lidt. Han talte da helt fint!
”Som om det skulle være en undskyldning. Så kunne han i det mindste have dikteret.” Et lidt fimset fnys lød fra drengen, og så rettede han sig endelig mod hende. I samme øjeblik løsnede det stramme udtryk i ansigtet sig en smule, men han var uden tvivl stadig ret så utilfreds.
”Du skal ikke tage af sted,” sagde han, som om hun var nødsaget til at gøre som han sagde, som om han havde den magt over hende, men så hårdt var det ikke ment. Hun skulle bare blive hjemme.

Det var altid lidt morsomt at se på hvordan Darkhan’s fine ansigt kunne ændre karakter, så drastisk og ikke mindst hvor hurtigt det kunne lade sig gøre. Selv når han intet sagde var han oftest ganske let at læse, selv hvis man kiggede på krop og ansigt alene, uden at hører på hans ord.
Denne gang var da heller ikke hvad der skulle være undtagelsen til reglen. Man kunne fysisk se alt spændingen slap ham igen, i det lettede ud pust over forventningerne til et frieri, var intet andet end en forud indtagelse og misforståelse af Meena’s ord.
Lettelsen varede ikke ved hos den unge fyrstesøn, som det lidt sløvt lidt op for ham, hvad der præcist var ment med ordene, og hans ansigt blev i stedet trukket i en grimasse, der mest fik ham til at ligne et lidende dyr, eller en som måske havde fået et mindre slagtilfælde.
”Hvad?” kom det små bearbejdende fra hende, som han begyndte i en forarget tone man næsten skulle tro var valgt for at få hende til at føle sig skamfuld, som hun overhovedet havde kunnet få sig selv til at forslå noget så uanstændigt!
Skam var der bare ikke meget af, hverken at se udvendigt eller at føle indvendigt. I stedet løftede begge øjenbryn sig lidt sigende, som det sidste blev mere overvejende sagt ”Ad? Hvorfor er det ad? Det er jo helt naturligt, hverken skamfuldt, ulækkert eller forkert.” Nok kunne man snakke med familiens healere om meget, der var bare nogle ting man måske hellere ville snakke om, med en der kendte en, men manglen på deres moder og deres faders tilstedeværelse, gjorde at der ikke rigtig var nogle tilbage til at fortælle, om alt det der skete hormonelt i særligt en ung prins.
Var det den slags samtaler Meena allerhelst ville have med sin yngre bror, nej, men den skulle tages før eller siden, så hvad bedre tidspunkt end nu at plante det frø? ”Lov mig, at hvis det skulle ske at I passer på ikke? Der findes ting der kan tages for at forhindre svangerskab, men det kan vi tage til den tid.” Med de ord gav hun ham muligheden for at lade samtalens emne lukkes. Der var i hvert fald lidt for ham at tænke på, og måske finde sig til rette med.

”Hold op, så ondt gjorde det heller ikke, piveskid.” Sagde hun med himlende øjne og et smil på læberne, for det var nu meget kært, sådan som han lige skulle overdrive lidt dramatisk på det hele. Man skulle jo næsten havde troet hun lige have slået ham med den reaktion på prikket.
Havde det været nemmest hvis hun bare sagde hun nok skulle blive hjemme, så bestemt, men hun kunne jo ikke lade rygter afholde hende fra at tage af sted, kunne hun?
”Det er rygter, du ved så godt som jeg at rygter ikke altid har meget sandhed i sig, kun ødelæggende bitterhed og jalousi fra en smålig person. Han kunne være Krystallandets mest fantastiske mand, og jeg ville ikke vide det, hvis jeg blev hjemme.”. Rækkende ud, lukkede hendes hånd sig om hans med et blidt klem ”Hvad nu hvis du rejser med mig noget af vejen? Så kan du besøge ham, hvad hedder han nu ham din ven i Madanien?”.

Den akavede grimasse forsvandt aldrig helt, men blev næsten kun forværret, da hun blev i emnet. Den unge dreng havde svært nok ved at håndtere den slags ting når kun han selv var involveret, og hun snakkede om at han skulle bringe en sød, uskyldig pige med ind i de syndige lyster. Det gjorde kun hele situationen mere pinlig, at han også skulle tale med sin søster om det. Ikke at det havde været meget bedre at tale med nogle andre om det. Det var skamfuldt, ulækkert og forkert, også selvom hun sagde det modsatte, og hans dybe uenighed blev også tydeligt vist i det blik han lige fik sendt hende, som om han dømte hende hårdt for at kunne sige sådan noget. Ad!
Han kunne mærke hjertet begynde at bange endnu hårdere, endnu hurtigere i den spinkle brystkasse. Han begyndte at rette lidt uroligt på sig, som var han desperat efter at slippe væk for samtalen om svangerskab.
”Ja, okay, fint! Det lover jeg!” Ordene væltede ud næsten oveni hinanden, som om han ikke havde tid til at holde pause imellem nogle af dem. Nu havde han lovet det, også selvom det vist var mere end tydeligt, at han kun havde gjort det for at slippe for resten af den samtale. Tankerne ville uden tvivl sætte sig hos ham igen senere, når han var alene i sit kammer.

En typisk fornærmet grimasse fra en ung dreng i hans alder, som hun ligefrem bestemte at prikket i hans side ikke gjorde så ondt. Hun tog ikke fejl, men det ville han da ikke finde sig i, så han skubbede underlæben lidt ud og mumlede;
”Jo, det gjorde.” Det var den flabede tone, som Darkhan efterhånden havde perfektioneret, når han skulle lyde så pigefornærmet som overhovedet muligt. Det var til gengæld samme tone og underlæbe, der havde fået en del af deres andre søskende til at le, hvilket helt bestemt heller ikke var faldet i hans smag.
Han vidste jo godt at hun havde ret. Der lød helt sikkert også mange rygter om dem og deres familie, hvoraf langt de fleste ikke havde et eneste sandkorn af sandhed i sig. Måske adelsmanden fra Medanien var helt perfekt til Meena, men det var kun endnu en grund til, at Darkhan ikke ville have hende til at gå. Han rettede blikket ned mod hendes hånd og lukke så lige så forsigtigt også sin hånd om hendes.
”Zackarias?” Han sukkede og trak så let på skuldrende. ”Joh, det kunne jeg vel godt,” mumlede han overvejende, inden han så tilbage på hende.
”Men du får ikke dit sjal tilbage,” sagde han, som om det måtte være hendes straf for at tage afsted. ”Og lige så snart han siger eller gør den mindste forkerte ting, så tager du hjem igen, ikke?” Det måtte da være fair nok. En adelsmand der ikke engang selv gad at invitere, skulle jo ikke have det alt for let.

Desperationen over at komme væk fra emnet og de tanker det måtte føre med sig, blev så tydelig som han næsten ikke nåede at tage luft ind mellem ordne, men han havde lovet og det var alt hun havde bet om, så uden at køre mere rundt i det, fik han bare sendt et yderst tilfreds smil, en stor kontrast til hvor afslappet hun modsat ham, selv havde taget denne samtale.

”Aaagh.” Svarede hun straks efter hans forsøg på at bilde hende ind, at det faktisk havde gjort ondt på ham, tonen var stærkt skeptisk. Et forsøg der havde været bedre sparet, for hun bed simpelhent ikke på at så lille et prik gik i sulet på ham. Han var jo bare tøsesur lige nu, og det forstod hun jo sådan set også godt.
Når alt kom til alt så ønskede Darkhan hende jo kun det bedste, ligesom hun gjorde for ham. Havde rollerne været byttet om, ville end ikke 7 af Rubiniens vildeste heste kunne holde Meena tilbage, fra at forhindre Darkhan i at besøge eller få besøg af en ung adelspige, hvis ikke hun fandt hende som et passende parti.
Zackarias, det var dét drengen hed ”Ja ham. Det er længe siden du sidst har set ham ikke sandt? Så vi kunne rejse afsted sammen, så langt det er muligt?” Det var det bedste tilbud hun kunne give ham, som et alternativ til at blive hjemme i paladset. Det var vel et forsøg på at mødes på halvvejen, så hun ikke tog væk fra ham.
”Tager du mit sjal som gidsel i denne forhandling?” Hovedet gled på sned, mens hun måtte bide sig hårdt i den ene kinds inderside, for ikke at komme til at grine ”Okay, men får jeg det så tilbage når jeg kommer hjem igen?” Sjalet ville ikke mangle til rejsen, dem havde hun jo så mange af i forvejen, men det symbolske i at lade ham beholde det i tiden hun var væk, var fin. Skulle der ikke mere til så måtte han kidnappe samtlige sjal fra hende, så længe det gav ham ro i sjælen.
”Er han alt det som rygterne om ham lyder eller han ikke behandler mig ordentligt, om det så er verbalt eller fysisk, så skal jeg nok afslutte besøget før tid og drage hjem igen, okay?” Hånden slap hans, kun for at hun kunne lægge begge hænder blidt mod hver deres side af hans hoved, ved tindingerne. Tillod han det ville hun strække sig op, mens hans hoved blev forsigtigt bøjet lidt forover, før hun ville placere et kys på det sortblå. Nøjagtigt som en mor ville gøre på sit barn, og noget Meena have gjort siden deres mor stak af og hun i stedet pådrog sig en mere moderlig rolle overfor især Darkhan.
Herefter satte hun sig atter fladt ned igen efter at have sluppet hans hoved, og sagde forsikrende med en blid og varm stemme ”Det lover jeg dig, Sabar.”.

Hun troede tydeligvis ikke på hans ord i den flabede tone, som han forsøgte at understrege, at det virkelig havde gjort rigtig ondt. Han havde egentlig heller ikke forventet andet. Trods Darkhan havde formået at snyde et par stykker til at tro på ham, når han bildte dem en løgn ind, så var han godt klar over at det samme ikke kunne lade sig gøre med Meena. Hun vidste efterhånden præcis hvilke tegn hun skulle se efter, hvilke ting der indikerede, at han ikke talte sandt, men kun sagde noget for at få ret. Det var sket lidt for ofte og selvom det lykkedes sjældnere, så prøvede han da stadig.
Nu hvor han ikke kunne overtale hende til at blive, så var det vel et udmærket tilbud hun kom med som alternativ. Han trak overvejende på skuldrende. Han ville stadig ikke helt give efter, men var tydeligvis heller ikke helt afvisende længere.

Han bukkede hovedet i et kort, men bestemt nik til hendes ord. Ja, han tog hendes sjal som gidsel, men tøvede lidt med at svare på om hun mon ville få det tilbage når hun vendte hjem.
”Måske.” Det var vel egentlig meningen at hun skulle have det tilbage igen, men han ville ikke sige ja endnu. Det kunne jo være at han fik en grund til at beholde det som gidsel lidt længere end planlagt, hvilket heller ikke lod til at være det store problem for hende. Hun lød i hvert fald ikke ligefrem desperat for at få det tilbage igen foreløbig.
Den sidste lille snert af stædighed, den der gjorde at han endnu ikke var gået helt med til hendes rejse, forsvandt lige så stille, som hun gav sit løfte. Hendes hånd gled ud af hans, men som han kort efter mærkede hendes hænder igen, og derfra det blide kys mod sit hår, lukkede han øjnene i et trygt øjeblik.
”Okay,” sagde han endelig. ”Så tager jeg med noget af vejen.” Der gik ikke længe før han lige rakte ud efter hendes hånd igen, og trak den lidt tættere på sig. Selvom han ikke brød sig så meget om at blive rørt, var det alligevel rart at have en hånd at holde i.
”Hvornår tager vi afsted?” Mon han lige kunne nå at sende et brev i forvejen, der meldte hans ankomst hos vennens familie i Medanien?

Det ville være en halv løgn, hvis ikke den lille fregnede kvinde, i et øjeblik havde mærket en lille uro af nervøsitet melde sig, i kroppen på hende, mens hun afventede den yngre brors svar. Han kunne jo stadig afvise den håndsrækning hun havde givet ham, og i stedet holde på sin stædighed og kravet om at hun skulle forblive i Balzera.
Nervøsiteten blev dog holdt indvendigt, i stedet for at lade den vise sig ud ad til, men den var til stede indtil han valgte at sige ja eller nej til forslaget.

Måske, ordet fik mundvigene til at sitre, som hun forsøgte ikke at smile alt for moret. ”Er det virkelig alt jeg får? Et måske?” Denne gang var det hendes tur til at skubbe underlæben en anelse frem, men modsat hans var det ikke i en fornærmet mine. Snarer noget der kunne beskrives som en tiggende, som underlæben var i selskab af store bedende øjne selv en hundehvalp kunne misunde. Den påtaget tiggende mine kunne hun dog ikke holde evigt, for man kunne jo ikke både smile og sidde med en fremskudt læbe.
Hånden lukkede sig omkring hans i et lille klem, blidt nok til at han ikke ville få kvast hånden. Hun lod det være helt op til ham, hvornår han ikke længere ville holde hendes hånd i sin. Når han ville slippe, ville hun ikke gøre noget for at holde ham fast.
”Om en uge. Jeg skal jo lige nå at pakke.” Til forskel for mange andre prinsesser rundt om i landet, ville det ikke tage Meena længe at finde ud af, hvad hun skulle pakke, selvom beklædningsmulighederne var tæt på uendelige. Naturligvis skulle der gøres et godt indtryk, men den stadig unge Kazimi havde selvtilliden i orden, og var derfor også sikker på at hvad end hun troppede på i, ville hun se henrivende ud.
Sugende luften ind gennem næseborene, så lungerne blev fyldt godt op, før hun efter at have holdt vejret endeligt pustede ud ”Jeg er nervøs.. Spændt, men nervøs.” Indrømmede hun endeligt, ikke for at give ham mere grund til at forsøge at overtale hende til at blive hjemme, men fordi Darkhan var en af de få hun turde betro sig til.

Der var ingen tvivl om at den unge dreng ville have holdt stædigt fast i sin mening, havde det været enhver anden end lige Meena, der sad ved siden af ham. Han kunne stadig formå at være noget så muggen, svare igen i den grimmeste tone og sende et blik der kunne dræbe, men i længden kunne han ikke holde fast i sin stædige attitude, ikke overfor hende. Hun var lettere at åbne op for, end mange andre og det bundede nok i det faktum, at det var hende, som havde påtaget sig den mere moderlige rolle fra starten af. Han følte sig langt mere tryg for at være sårbar i hendes selskab, men det betød samtidig at det også oftest var hende, der fik lov til at lytte til en stor bunke brok.
Selvom han stadig forsøgte at se lidt mut ud, kunne han ikke lade være med at fnise let over hendes tiggende mine, som hun egentlig gerne ville have mere end det enkle ord ud af ham. Han trak let på skuldrende, for han kunne vel godt være venlig og give hende mere, men endte med at nikke let et øjeblik efter.
”Det går jo ikke at du får det tilbage for hurtigt, hvis jeg nu finder ud af, at du giver mig en ny grund til at beholde det, når du kommer hjem igen.” Det var typisk ham at tænke sådan, som om det ville være en større straf for hende, hvis hun endte med slet ikke at få det tilbage. Det var måske også bare en lidt dårlig undskyldning for at beholde det, som var han ikke ældre end 5 og havde brug for en ny sutteklud.

Straks efter de første tre ord der lød fra hende, kunne man se en let panik i hele hans ansigt. En uge?! Så havde han jo virkelig travlt! Det kunne vel ikke komme bag på nogle, at Darkhan brugte flere dage på at finde de perfekte klæder at stikke i en af sine fine tasker, eller få en af tjenestefolkene til at stikke i en af de fine tasker, mens han selv stod og dikterede hvad de skulle gøre for ikke at krølle tøjet. Det var lige før han opførte sig som mere af en prinsesse, end hun gjorde.
Han løsnede sit greb om hendes hånd, men slap den ikke helt, da han gav sig til at fumle lidt uroligt med hendes fingre og smykkerne derpå. Han kunne allerede mærke stressen over ikke at rejse sig med det samme, fare op på værelset og begynde at pakke, men det ville alligevel være lidt for strengt, når han nu sad og snakkede med sin søster. Og egentlig gerne ville blive lidt længere.
”Dig? Nervøs?” Han rynkede brynene let og rettede blikket mod hende, som om det da var en direkte dum følelse af hende at have. ”Du har da intet at være nervøs over, du er alligevel alt for god til ham,” lød det bestemt fra drengen, der understregede sine ord med et matchende, bestemt nik. Han havde muligvis ændret mening om at lade hende tage afsted, men han mente tydeligvis stadig at adelsmanden fra Medanien var et skvat for ikke at invitere selv. Og selvfølgelig skulle Meena da ikke slippe for de lidt stikkende kommentarer om det skvat af en mand, hun skulle besøge.

”En ny grund, hvad tænker du dog om mig Sabar?” Gentog hunmed et drillende glimt spillende i de mørkebrune øjne. Det havde været lige ved hun forsøgte at spille oprigtigt forarget over hans ord, som havde den yngre brors lave forventninger til hende, såret hendes dybeste følelser. Den flaske forargelse blev dog ikke leveret særlig troværdigt. Kun en dramatisk løftet hånd til midten af kravebenene nær halsen blev det til, men der var ikke skyggen af forsagt i det fregnede ansigt.
Sandheden var at han nok skulle ende med at finde en grund, for at holde lidt længere på sjalet, gode som dårlige grunde, for når alt kom til alt, var det jo bare et spørgsmål om for Darkhan at finde på en undskyldning for ikke at aflevere det tilbage igen.

Panikken var måske ikke tydelig, den var så lille at den ville have været let at overse for de der ikke kendte Darkhan af Kazimi særlig godt. Meena var bare ikke en af dem, så naturligvis bemærkede hun hvordan panikken skød op i ham, ved tidshorisonten på en uge. For ikke mange år tilbage ville han næppe være blevet siddende som nu, ikke med udsigten til at skulle nå at pakke, men han blev troligt siddende hos sin søster.
Nok var han lidt af en forkælet møgunge, men når hun sad her og så sidder af ham - der oftest var skjult for langt de fleste – og hvor meget han havde rykket sig, var det umuligt ikke at blive varm om hjertet; stolt var nok det som kom tættest på at beskrive, hvad den varme følelse var affødt af.
Atter, bare lige for at understrege endnu en gang, lod han hende vide hvilket syn han havde på den mystiske adelsmand i Medanien, i tilfælde af hun skulle have glemt det. En lille mental note blev på forhånd taget; skulle manden vise sig at være noget helt særligt, så måtte hun huske at advare ham, på forhånd om Darkhan og hvor svært det nok ville blive at vinde hans gunst. Det var lige før den nok ville være mere besværlig at vinde over end fyrstens.
”Ja, tænk nu hvis han skulle vise sig at være den helt rigtige, men han hadet mig?” hun rettede lidt hurtigt på sig, som en ny tanke skød sig ned i hendes sind ”Eller!... Hvis jeg hadet ham, sådan virkelig hadet ham, og han endte med at være så betaget af mig, at han ville spørger fader om min hånd og fik den!” Jo længere Meena kom i sin sætning desto større blev øjnene ”Jeg ved godt at kærlighed, oprigtig kærlighed, er en luksus, men ved alle Guder og Gudiner, hvor ville jeg hade at skulle dele min seng med en mand jeg foragtede, helt ind til mine inderste knogler.” Det var virkelig det værste der kunne ske den unge prinsesse, næst efter at ende med en mand som kun anså hende som palæpynt og avlshoppe.

Den falske forargelse fik de blå øjne til at glide over i noget lettere ondskabsfuldt. Derefter fulgte en let latter, som for det utrænede øre kunne lyde hånlig, men som hun ville forstå. Han var ikke hånlig, han advarede om hvordan han kunne vælge at svare på det spørgsmål. Ja, hvad mon han tænkte om hende? Det var jo ingen hemmelighed at den unge dreng kunne være virkelig modbydelig når han ville, og selvom både han og hun vidste, at han aldrig ville mene den slags ord om hende, så var han ikke bange for at slynge dem ud. Det var sådan han drillede bedst, ved at være så led at han flere gange havde fået et par af deres yngre søskende til at bryde grædende sammen. Det havde været morsomt, lige indtil han var blevet sat på plads af en anden.

De fumlende fingre om hendes lille hånd fortsatte, og blev næsten kun mere febrilsk jo længere han blev siddende. Men han blev siddende. Han skulle bare lade sig distrahere fra, at han ikke havde nok tid til at pakke sine tasker. Hvad hvis han glemte den rigtige sæbe?!
Udtrykket i ansigtet var blevet blødere, og det blev kun bedre som han hørte hende vælte ord ud. Smilet bredte sig om de tynde læber og selvom situationen virkelig ikke kaldte på det, kunne han ikke holde et oprigtigt grin tilbage.
”Du vil have oprigtig kærlighed, og så satser du på ham der fik sin søster til at invitere dig?” Det var tydeligvis virkelig morsomt for ham. Hvis denne Alfie Isenwald var klar til et sådant forhold, var Darkhan sikker på at han ville have taget sig sammen og inviteret selv. Han forsøgte at få lidt bedre styr på latteren, men det kunne være gået bedre.
”Helt ærligt, Isa, du burde være klogere. I din alder har du ikke råd til oprigtig kærlighed. Desuden er det jo ikke en grund til at blive gift. Så længe I kan føre slægten videre, er der vel ikke mere man kan bede om.” Ikke nok med at han indirekte havde kaldt hende gammel, så havde han vel mere eller mindre også sagt, at hun ikke ville finde kærligheden på den måde. Hun satsede jo tydeligvis på de forkerte mænd.

Darkhan havde en unaturlig god evne til ikke blot at være hudløs ærlig, men også evnen til at slå langt under bæltestedet med en modbydelig kommentar; som naturligvis oftest blev pakket til pas indtil han ikke uden videre ville få ørene i maskinen. Om han så også mente de spydige ord var aldrig helt til at vide. Af og til mest virkede som at hans hjerne og mund havde fået en kommunikationsbrist, der satte hjernen ude af funktion til at forhindre ordene i at komme ud og lade fornuftens stemme sejre.
Det hørte heldigvis til sjældenhederne at det var søsteren selv, som blev mål for den yngre bror, men det var forekommet og det var ikke altid endt lige kønt. Darkhan kunne om nogen virkelig prikke til hendes temperament på sådan en måde, at det kom til udtryk udadtil i så eksplosiv en måde, at det kunne få selv en fuldvoksen mands blod til at isne.
Puffende til ham med den ene ben, rystede Meena smilende på hovedet da hun godt bemærkede skiftet i hans blik ”Glem at jeg spurgte.” smilet gled over i en let latter, mens det brune ansigt bevægede sig fra side til side i en opgivende rysten på hovedet.

Kaldte han hende lige for gammel?! Have han da bare været stoppet ved at hun burde være klogere, så havde han været langt bedre stillet. Hånden hvis ringe han fortsat pillede ved blev roligt rykket fri fra ham og i en glidende bevægelse stod den ældre søster op. Hårde mørke øjne kiggede ned på hans siddende skikkelse. Skønt de var omtrent lige høje, når de begge stod op, virkede hun næsten til at tårnene sig ind over ham, med et ulmende stormvejr hængende over hovedet. Han var trådt over stregen, også selvom det næppe var hans mening ”Gå til dit kammer og pak. Er du ikke klar til afrejse om en uge, så rejser jeg uden dig.”.

Måske var den unge drengs problem, at han ikke kunne finde ud af at lytte til den fornuftige stemme i hovedet, som skulle forhindre alle de rettende, spydige og modbydelige kommentarer i at slippe ud. Måske problemet lå i, at han aldrig havde haft en sådan stemme i sit lille kønne hoved. Han var vel typen der sagtens kunne mene, at han var for fin til at skulle tænke selv, og alligevel følte han ofte at han var ene og alene om at tage de rigtige beslutninger. I hvert fald når det omhandlede ham. Andres meninger betød ikke noget, selvom han stadig lyttede mere til nogle, end til andre.
Hun kendte ham lige så godt, som han havde forventet. Der var ikke det mindste tvivl i hendes reaktion, som hun straks vidste hvordan hans lettere hånlige latter skulle tydes. Snerten af ondskab i de blå øjne gled over i morskab og et lidt mere muntert grin lød, da hun hurtigt gav op. Det var vist bedst at han ikke fik lov til at køre videre på den måde, ellers kunne det ende lige så galt, som det var et par gange før.

Trods hans dybe irritation fra starten, havde han fundet sin snak med sin søster utrolig lettende. Hun havde nu formået at få ham til at grine helt nede fra maven, og det var kun få som havde fået lov til at se den side af ham. Han havde fået latteren under kontrol, men smilet forsvandt først idet han rettede blikket op og så hvordan hun kiggede ned på ham. Han gik fra at have det sjovere end han havde haft længe, til at have hjertet siddende i halsen på et splitsekund. Han havde ikke ændret stilling, men alligevel så han pludselig meget mindre ud end før. Den selvsikre attitude var ikke så selvsikker længere. I stedet så han næsten lidt bange ud. Han var aldrig i tvivl om hvornår Meena var gal, og denne gang havde han trådt længere end hvad godt var. Hendes humør blev understreget af hendes ord, som han tog som en direkte ordre.

Lige så forsigtigt rejste han sig fra de bløde puder, og i samme øjeblik kunne man se hvordan han lige tog sig sammen og rømmede sig. Han ville ikke bukke sådan under for hende. Han havde jo ikke gjort andet, end at sige sin mening, om end den mening var blevet sagt lidt upassende. Han var ikke mere en få centimeter højere end hende, men han udnyttede det, som han lige rettede ryggen og tårnede sig tilbage mod hende. Han sørgede også lige for at sluge sit hjerte igen.
”Årh, hold da op med at være så fornærmet. Er det måske forket, at de fleste kvinder i din position ender som palæ-pynt?” Svaret var tydeligvis nej, og Darkhan vidste hvor meget det kunne irritere hende. Det var ikke fordi han ikke sagde hvad han mente, men det var uden tvivl også sagt for at stikke lidt mere til hende, når hun nu skulle være så muggen. Han blev stædig. Han glemte til gengæld også lidt, at hver gang han lagde sig ud med hende, så endte han med at tabe. Men endnu engang skuffede den manglende fornuftige stemme i hans hoved.

Som Darkhan rejste sig gjorde den ældre søster ikke antræk til at vige tilbage, give ham mere plads til at komme på benene. Han havde prikket en gang tidligere ladet fingrene løbe gennem flammen på et lys. Da han havde mindet hende om den position i livet, som hun med alt størst sandsynlighed gik i møde. Nu lod han sig ikke længere nøjes med at lege med ilden. Han stak hele hånden ind i åben flamme og lod den blive der. Tiggende om at blive brændt.
Hans rømmen af halsen stod som et forvarsel til dette.
Allerede før ordene havde forladt prinses læber, kendte han svaret på eget spørgsmål og det alene burde have fået ham til at trække i land. Sluge sin stolthed der tog form af stædighed og beklage dybsindigt. I stedet fortsatte han sine ord og druknede fornuftens stemme med dem.
En smule rationalitet burde også have brudt gennem Meena’s sind, få hende til at nøjes med på ny at kommandere ham afsted til at pakke. Måske skulle hun bare nøjes med at kastet en spydig kommentar efter Darkhan, om hun da også bare kunne blive i Medanien. Velvidende at de ord nok ville ramme mindst lige så hårdt, som den hånd der hastigt nærmede sig hans skikkelse.
Hånden var knyttet med langfingeren skudt en anelse længer frem end de resterende fingre. Bevægelsen var hurtig og præcis som en kobras bid. I en mindre halvbue havde den kurs mod den ene af hans arme. Ville han ikke i tids nok reagere, ville den bøjet langfinger ramme mod nerve-samlingen brachial plexus, nær skulderen. Selvom slaget ikke var fuldt af fysisk kraft, ville det være nok til at Darkhan den næste time til halvanden, skulle døje med en lammet arm.
Hvislende ud mellem sammenbidte tænder beordrede hun ham på ny ”Gå til dit kammer og park, Darkhan.” han behøvede ikke begge arme var funktionelle, for at kommandere andre i hvad der skulle pakkes til afrejsen.


(Billede af hvor punktet hun slår mod sidder)

Nu havde han vist også trådt nok i hestepæren. Nok til at den klistrede, våde og varme masse ville gå ham til taljen og han vidste, at hans søster ikke ville tøve med at skubbe ham resten af vejen ned, når han valgte at være så respektløs. Han forventede ikke mindre. Om lidt ville han blive ramt af lige så hård en kommentar, hvis ikke en endnu hårdere, der nok skulle sørge for at sende ham i gulvet, men han var forberedt. Han var stædig nok til ikke at ville vise hvor meget det gik ham på, når hun endelig åbnede munden.

Med det stædige, hårde blik fæstnet i hendes, fast besluttet på at vise hende hvor lidt et par ord kunne påvirke ham, var han langt mindre forberedt på den knyttede hånd, der blev rettet mod det bløde lige ved siden af skulderen.
”Hng! Arh!” Først en sammenbidt lyd som den bøjede langfinger ramte perfekt mod nervesamlingen, og derefter en helt overdrevet lyd, idet han lettere dramatisk lod sig falde bagover og lande i de bløde puder bag sig. Han forsøgte selvfølgelig at få det til at se meget værre ud end det var, selvom han uden tvivl ikke kunne ignorere den smerte, der nu forhindrede ham i at bevæge armen uden det gjorde ondt.

Straks førte han den anden hånd op til skulderen, og i samme øjeblik løftede han lige en fod fra jorden, klar til at tage hævn og losse til ud mod hende. Hendes kommando fik ham dog til at sænke foden igen, ikke takket være tonen, men fordi hun nu brugte hans fornavn. Jep, han havde vist pisset hende nok af.
”Fint.” Med et dybt fornærmet fnys rejste han sig igen, og skubbede lige til hende med den raske skulder, inden han vendte ryggen til og gik.
Der skulle hundses med tjenestefolk, endnu mere nu hvor han ikke kunne bruge den ene arm. Tak for dét, Meena!

Det var lige dele forventning om, at hun ville smide en verbal lussing efter lillebroren, som at hun ikke ville lade sin vrede komme til syne eksplosivt, at Meena var endt med at reagere som hun gjorde. Det var sjældent at hun gjorde brug af sine varma kalai teknikker mod sine søskende, men denne gang havde Darkhan ikke lyttet første gang og så måtte han jo føle!
Ganske uberørt af hans dramatiske udfald ned mod puderne, kortlagde den ældre søster sine arme uden mine til at ville trække sig. Hun havde givet ham en ganske klar ordre og den måtte han følge; ellers skulle hun nok selv trække ham hele vejen gennem paladset, i øret, til hans kammer.
Den løftede fod fik med det samme et advarende øjenbryn til at rejse sig. Han kunne lige vove på at sparke ud efter hende. Foden sænkede sig som Darkhan overgav sig, endeligt lyttende til fornuftens stemme.

Ikke før end han var ude af syne, lod hun sig vredt dumpe ned i de puder hun i starten havde siddet i ”… Møgunge..!” vrissede hun med en brummen, før en af fignerne fra fadet blev snuppet, kun for at blive små nippet i. Appetitten var forsvundet som morgendug for solen.