Der gik ikke mange øjeblikke fra at Tarasika var stoppet med at tale, til hun sirtede som et espeløv. Alt på elveren dirrede, som hun næsten lammet, stod og betragtede varulven i vandet. Det blev næsten heller ikke til andet end en forkrampet nikken, idet Judah medgav at han havde glemt sæben, det var i og for sig også ligegyldigt nu, hun skulle ikke være i det vand meget længere, om hendes liv så afhang af det "I sandhed... Heldige". I de sidste forkrampede bevægelser, fik hun vasket sig på kroppen, som Judah dukkede under. Hun trådte naturligt et par skridt baglæns, som forventede hun, at hans forsvinden under vandet, ville medføre ham svømmende tæt på og trække hende under. 
De røde bryn rynkedes sammen over ulvens bizarre tænksomhed, inden han havde sænket sig ned i isbadet. Hun skævede rundt, udover flodens kanter, og tog det første skridt mod bredden, inden den velkendte plasken indikerede at Judag var oppe igen. De ravfarvede øjne fulgte ham, som han bevægede sig indad, det gik væsentligt hurtigere på trods af hans stive ben, end hendes vaklen indad. Udover at hun frøs som en hund, var vandmodstanden rigeligt til, at hun kun kom ganske langsomt fremad. 
Til sidst nåede hun endeligt kanten, de spinkle hænder klamrede sig stædigt til en tot langt græs, som hun brugte til at trække sig selv opad med, selvom breden kun akkurat gik hende til hoften, var det næsten et kunststykke at få sig selv bragt i land, med stive lemmer og brændende yderekstremiteter.
Overalt havde gåsehud bredt sig på den blege men varme hud, hun kastede et enkelt længselsfuldt blik mod hendes nye, forhåbentligt varme, tøj, som Judah havde lånt hende, inden han igen fangede hendes opmærksomhed. 
Tarasika tav, stivnede næsten i hendes position, som hun stod der på kanten ved floden. Hans udsagn kom næsten som et slag i maven, Nej jeg håbede ikke på, at se dig igen. Hun kunne i og for sig selv godt havde regnet ud, at det var sådan ulven havde haft det med hendes tilstedeværelse, men et bizart sted ramte det hende hårdere end hun selv havde regnet med. Hun vippede hovedet en kende nedad, så hun kunne mærke hvordan det lange våde hår klistrede sig til kroppen. "Nej, det håber de færreste!" Hun hævede blikket, mødte hans tordenfarvede øjne, som hun rakte ud efter klædet. Måske hun inderst inde havde håbet, at det gode i sidste ende, havde overskygget det dårlige. Judah var vitterligt en af de få mellemliggende relationer hun havde fra Elverly til Ritulus Taurus, men hun var ligeledes selv klar over, hvordan det påvirkede folk, som hun vadede gennem deres tanker. I nogle hurtige bevægelser, fik hun tørret det meste vand af kroppen, inden hun rakte tæppet tilbage til Judah, noget gentleman var der i ham, måtte hun tilkendegive. Så vendte hun igen blikket mod ham, tænksomt. "Folk skulle vide hvordan det er herinde..." Tara lod to slanke fingre presse sig mod hendes tindinger, inden hun samlede det tildelte tøj op og lod det hænge i favnen, hun drejede hovedet for at holde blikket på Judah "... Folk tror jeg er en torturbøddel, men de har ingen anelse!"

Elverkvinden lagde ikke skjul på hvilken vold varulvens ord havde udsat hende for — og Judah bebrejdede hende ikke for, at gøre det. Af samme årsag viede de tordenfarvede øjne ikke, idet de mødtes med Tarasikas øjne der, trods deres varme farve, var komplet uden varme følelser.
Judah greb klædet så snart det blev kastet i hans retning, tydeligvis ladende sig selv henfalde komplet i stilhed imens skikkelsen ved hans side talte. I nogle hurtige bevægelser fik han tørret sin krop og iført sig selv det tøj, han nogle få øjeblikke forinden havde trukket af sig. Han kunne næsten allerede lugte og høre lyden, af den knitrerende brænde i sin hytte. En ild han håbede der kunne omfavne ham selv og Tarasika og forhåbentlig omfavne og neddæmpe de iltre følelser, der synes at blusse yderligere og yderligere op i takt med, at de uddelte flere og flere ord mellem hinanden.
Varulven åndede tungt ud, idet han fulgte elveren med øjnene. Han var træt - ikke så meget af hende, som han blot træt og udmattet. Og med denne træthed hængende over sin krop, var dette om muligt årsagen til at han ikke var så tilbageholden med sine ord - uanset deres hårdhed.
“Tarasika, du—“
Han standsede næsten sig selv helt. Men han kunne ikke.
“— Du er en omvandrende påmindelse om hvad jeg har gjort - og det —”
Judah prøvede virkelig at tilbageholde sig selv, men han han vidste det ikke nyttede. Sandheden for Tarasika var let tilgængelig - han kunne lige så godt være den der bragte den frivilligt til hende, frem for ufrivilligt.
“Det er ikke noget jeg bryder mig om, at blive mindet om.”
Han rynkede brynene, smilende et smil der var langt mere lidende end det var venligt. Men en bestemt, næsten undskyldende, varme sad i de tordenfarvede øjne. Under et par øjeblikkes stilheden, valgte varulven at træde fremad - i bare fødder ud i skovbånden og væk fra stenbreden. Det var fortsat med ryggen til hende, at han talte — denne gang langt mere sikkert, og højere:
“Kommer du med?”

De ravfarvede øjne stirrede tomt imod Judah, omkring læberne og neglene var hun efterhånden blevet blålig efter badeturen, og med sensommerens kølige vind som blæste unådigt imod den hvide hud med det gyldne skær. Alligevel tog det hende en jævn rum tid at komme i tøjet med dirrende hænder. Væsentligt længere end Judah der på et splitsekund fik tørret kroppen og dækket sig anstændigt til. Bukserne var uvandte, og krævede en sammensnøring af dimensioner før de overhovedet ville blive oppe, heldigvis havde hun sine udstikkende hofteknogler som kunne holde fast på snørren der lukkede tæt omkring hendes talje. Trøjen led af samme problem som den gamle, ubehjælpeligt kravlede halsåbningen nedover den ene skulder, mens det lange våde hår ikke var længe om at gennembløde bagsiden af det lyse bomuld. "Ja" Det var en tør konstantering, ikke andet der kom fra den spekulerende elver.
Som en sitren startede fra hendes knæ, satte hun af og begyndte at træde mod hytten, ikke langt efter Judah, han behøvede virkelig ikke spørge to gange om hun ville med tilbage til ildstedet, alle andre stedet end her var velkomne, såfremt at det bare var en smule varmere, og med de lune gløder som hade fået lov at gløde det meste af natten, morgenen og formiddagen med, måtte det næsten føltes som en svedhytte ved siden af alt andet de havde været igennem.
Elveren havde ikke sagt meget siden de forlod flodbreden, og selvom turen ikke var lang, var der rigeligt med tænketid, især for en som Tarasika der var så vant til at finde rundt i hovedet. Som de nåede til hvoeddøren, på bare tæer trådte hun kort inden dørtrinnet nogle lange skridt ind foran Judah, inden hun lagde hånden roligt på dørhåndtaget, så vendte hun rundt, som hendes blik gennemborede ham, det var sandt at hun formodentlig ville finde ud af hans tanker omkring hende før eller siden, men han gjorde sandelig ikke meget for at lægge skjul på dem. "Ved du hvad?" startede hun med den velkendte trodsige mine så mange efterhånden kendte og måske endda forventede fra hende "Jeg kunne sagtens have fjernet det minde, taget det fra dig!" Hun åbnede døren unødigt langsomt, mens hun lod de bare, nu endnu engang mudrede, fødder skrabe imod den smalle afsats mellem hoveddøren og den bløde jord, om det var en bevidst handling, eller om Judahs vaner allerede smittede ubevidst af på hende var vist dem begge en gåde. "Det kan jeg stadig, men det ville du sgu bryde dig endnu mindre om! I er ikke nemme at stille tilfredse, nogen af jer!" Knurrede hun som hun kort efter stormede gennem døren, varmen ramte hende som en velkommen bølge, idet hun endnu engang betrådte Judahs lille hytte "Der skal ingenting til at i mennesker hænger jer i et flæbende minde, men i vil for gudernes skyld heller ikke af med det! I knuger jer til det som var det en livslektion og alligevel kan i ikke slippe den bittersøde selvbebrejdelse. Fortæl mig lige hvad jeg kunne have gjort rigtigt?" Den spinkle skikkelse slog ud med armene, så ærmerne faldt udover hendes hænder og hang der og dinglede med de alt for lange ærmer. Det var nok på tide at hun igen fik erhvervet sig tøj de faktisk passede hende.

Som elverkvinden sagte overhalede hans skikkelse - langt hurtigere end Judah havde regnet med - rettede han sig op, beredt på hvad end der måtte ske efter dét træk. Noget var under opsejling, så meget kunne han da aflæse af den spinkle skikkelses kropssprog, som hun placerede sig mellem ham og indgangen til det lille hjem.
Som Tarasika startede sin talen, lagde der sig en dybere og dybere rynke mellem varulvens øjenbryn - og de tordenfarvede øjne, de var fuldkommen fokuseret og vedholden i forhold til elverkvindens egne honningbrune. Han lyttede, det gjorde han virkelig, men han virkede ikke synderligt imponeret over hendes ord. Den tydelige frustration der stod malet henover varulvens ansigtsudtryk forvandlede sig hurtigt til vrede - en vrede Tarasika forlod ham alene med, som hun endelig besluttede sig for at storme indad døren til hytten. Det var med nogle hurtige skridt at han fulgte efter hende, lukkende døren i bag dem i et hurtigt ryk. Judah vendte sig fremad imod hende, kastende det våde tæppe han havde inder armen hen imod sengen. Han åbnede munden, udåndende som han lagde an til at tale til hende. Han virrede med ansigtet, mærkende hvordan hans hjerteslag tog til i takt med den vrede hun havde fremmanet i ham. En vrede han længe havde brugt tid og kræfter på at tæmme. Han løfteded armene, holdende dem ud i en gestus der fremmalede hans frustration klokkeklart. Hans hænder dirrede næsten, som han endelig talte. Denne gang med et tonefald der var fuldkommen i kontrol, trods følelsernes vold der buldrede og slog til i varulvens hjerte.
“Du kunne have fortalt sandheden!”
Judahs ord slog ham lige så hårdt, som han forventede de ville hende. De grove hænder der før havde faktet frustreret væk fra hans krop, søgte hans ansigt - gnidende imod hans øjne, i et forsøg på at eliminere den træthed der endnu ikke havde sluppet sin tyngde fra hans krop.
“Du kunne have fortalt dem sandheden, Tarasika —“
Gentog han, som om han ikke allerede havde sagt præcis de ord: “Dét ville have været det rigtige at gøre,”
Han fjernede sine skærmende hænder fra øjnene, seende imod hende med et lynende blik. Han var i sandhed træt.
“Men det gjorde du ikke — fordi du er lige så meget en kujon som mig.”
Han trådte forbi hende, gribende det tæppe han kort tid forinden havde kastet fra sig i ren afreaktion. Han følte sig næsten helt tåbelig, som han atter lod det våde klæde genfinde sine hænder. Men han lod det finde sin rette plads, som han hang det henover lænestolen - måske kunne ildens varme tørre det inden de ramte nattetimerne.
“Du er langt fra så hæderlig, som du gør dig selv til — for det er jo lige præcis dét —“
Judah banede sig forbi stolen, hen til venstre for det lille ildsted, hvor en flettet kurv næsten var flød over med hugget brænde. Her greb han et mellemstort stykke brænde, som blev slynget imod ilden.
“— Du kunne have gjort det rigtige; jeg kunne have fået præcis den straf, som jeg fortjente. Men du løj -“
Varulven fnøs, som han rettede sig op fra sin bøjede skikkelse. Han lod de tordenfarvede øjne hvile imod Tarasika, trækkende vejret hidsig indad, ladende stilheden overdynges af ildens knitren. Men da også kun for et øjeblik.
“Hvorfor løj du?”

Elverkvinden hævede hovedet en kende, vejende som den slange mange anså hende for at være, hendes næsebor vibrerede kort som hans første ord tog fat, vanviddet han ellers havde fået manet kortvarigt i jorden, brød omgående ud i fuld lue, i de ravfarvede øjne. Nej, hans stemme var kontrolleret og præcis, men under huden, hun kunne smage det, det bredte sig sødmefuldt på hendes tunge. Den buldrene vrede, en følelse hun så trofast havde lært at fortære som det eneste næring, og hun mæskede sig i den. Armene var trukket ind til siden, op over hendes brystkasse foldede de sig som en flagermus, idét hun fulgte enhver af hans bevægelser blot med øjnene, der trofast fulgte ham omkring. Den elviske smidighed tillod hende et utroligt spænd af makabre kropspositioner, idet han gik omkring hendes spinkle skikkelse, og hendes krop drejede efter ham, uden at flytte de bare fødder på det ru trægulv det mindste. Dér var det, det fyrrige menneske der i første omgang var kommet i problemer, dét menneske Tarasika havde stået op for, i sandhed en skabning af indestængt vrede, der før eller siden ville blive presset udover kanten, til det uundgåelige hændelsesscenarie hun ville kunne mæske sig i til ukendelige tider. De ellers store pupuller trak sig gradvist sammen, efterladende kun to spinkle prikker omkranset af den lune honning, fremmanende den samme elver, han blot havde mødt aftenen forinden. Vreden. Det tændte en ild i hende, det var ikke kun ildstedet der varmede elveren, vanviddet bredte sig lunende og velkomment, i en sådan grad, at hun kunne sværge at mærke hvordan væden, som trøjen havde samlet op fra det lange omklamrende hår, fordampede.
Der gik længe, lange øjeblikke som hans talestrøm stoppede, inden hun lænede hovedet bagover, efterladende den spinkle hals i en krum bue, enhver vampyr med sikkerhed ville finde yderst indbydende, inden den hæse makabre latter banede sig vel i nogle næsten anstrengte latterkramper.
Hun slog hovedet fremad, tvingende nogle af de endnu dryppende lokker, fremad, foran hendes ansigt. "Sandheden var aldrig en mulighed... Ikke for mig Judah!" Knurrede hun inden hun trådte fremad mod den arrige ulv, inden hun placerede en stiv pegefinger lige midt i hans solar plexus "For dig..." Blikket fulgte midterlinjen opad hans brystkasse, op til hans hage "For dig, var sandheden en mulighed, men du glemmer én essentiel ting, ulv..." Det var den samme knurren der kom fra et dybt sted, en stemme som den spinkle krop ikke burde være i stand til at producere "Du benægtede ingenting, men du sagde heller intet, og hvem ellers var til stede? Hmm?" Hun slog blikket det sidste stykke opad, op imod hans torden, trængende dybt ind i hans sind, tilbage til den dag.

De elviske støvler trippede næsten lydløst henover stenene, som en stærk behandsket hånd klemte til omkring den spinkle overarm, så hårdt, at hun ville sværge at den mindste hurtige bevægelse ville knække knoglen. Fremad, fremad til cellen, hun vidste hvad situationen var, hun var klar over hvad hun gik ind til, i hvert fald hvilken type forbryder hun skulle til at flå fra hinanden. Hun sank, det var uvant, uvant at lade hendes evner få frit spil på denne måde og alligevel var spændingen tyk i luften. Hun kunne lugte uroen, stemningen var tung og dyster i en sådan grad at den gjorde hende kvalm. Øjnene stirrede på hende, de var bange for hende, nogle hadede hende allerede, prøvende at gemme deres inderste langt langt væk fra den altseende mentalist. En kraftig bevægelse kastede hende fremad, ind mod morderen foran hende, hun betragtede ham, han så i sandhed sørgelig ud som han sad der, krympet sammen og foroverbøjet. Hun havde gjort hvad hun var bedt om, hun havde bevidnet rædslerne, et menneske flået i stykker, tænder der havde bidt og klør havde flået. Hun var vågnet, sveden dryppende nedover hendes ansigt, ned på ham, som deres hoveder havde mødtes ved panden, den letteste adgang. Hun havde hevet efter vejret, luften var tyk og hendes tøj klistrede sig til hende, som hun vendte væk, væk fra Judahs skikkelse. Hun havde ikke nået mange skridt ud fra cellen før en absurd mængde af lysets rustninger tårnede sig op foran hende. "Nå, hvad siger du elver?" Det var ikke ham, ikke Judah... Jeg kan ikke tro det... Ved hun det virkelig?...Hah, så fik vi endelig fældet det svin... Ved Zaladin, vi har brug for ham...  Et ord, forkert elver... Ét ord og jeg får dig slået ihjel, som den hund du er, Judah er uskyldig og det er den forklaring du holder dig til! Stemmerne pressede sig mod hendes hjerneskal som en spætte der i sandhed prævede at hakke denne i stykker, alle forskellige stemmer, frygtende, hovedende, forventningsfulde, men det var ikke det værste, den sidste stemme var arrig og hun tvivlede den ikke et øjeblik på, at den var seriøs som graven selv. Hun stirrede rundt, rundt på alle soldaterne der ventede på hendes dom, dér, et par glødende øjne, glødende som ulvens egne, stirrende på hende faretruende fra hjelmens øjenhuller. Han var ikke en af dem, ikke en fra Lyset, han var en varulv, en ældre, en, som havde stjålet en rustning. "Judah... Det var ikke Judah!" 

Det blev mørkt omkring dem begge, som Tarasika atter tonede frem for den tidligere soldats syn, hendes øjne var endnu stirrende, endnu stikkende og hendes hånd var krænget omkring hans trøje, som holdt hun fast i livet selv. Hun slap ham med en hidsig bevægelse, inden hun trådte baglæns, hivende vejret ned i lungerne, grådigt og hungrende. Hun lod sig synke ned i lænestolen, lænende hovedet tilbage mod det våde klæde, dér var det, nej, hun havde i sandhed ikke reddet ham af et godt hjerte.

Hendes latter satte vreden dybere og dybere i ham. En vrede drevet af frygt og frustration. Som Tarasika trådte tættere og tættere imod hans skikkelse, strammedes hver eneste muskel i ulvens krop. Sandheden der faldt fra hendes læber faldt som lussinger imod hans kind, men trods slagene - trods hårdheden i hendes ord, veg han ikke en eneste gang. Han vendte ikke engang kinden til.
Hendes stemmes dybde fik noget til at sænke sig dybt i varulvens mave, det fik ilden i hans øjne til at slukkes. Som deres blikke mødtes, mærkede han dét. Tyngden bag hans baghoved, den fornemmelse han havde haft lige siden elverkvindens øjne havde henlagt sig hans for første gang den dag. Men dette var ganske anderledes - dette drev ham det sidste stykke. Ulvens øjne forsvandt op, og endnu længere end de nogensinde havde gjort før. Hans blik blev komplet hvidt, blottende hans øjnes strålelegeme fuldkomment. Mørket tyngdede ham fuldkomment, som hun trængte ind i hans sind.

Han huskede hvordan hun blev revet fra hans skikkelse. Han huskede hvordan det føltes; bruddet mellem deres pander, revet over på så smertefuld vis, at det tog vejret fra ham. Han havde husket hvordan hendes hænder havde lagt sig så blidt omkring hans ansigt, inden hun trængte ind i hans allerindeste indre - hvordan hun havde tvunget minderne frem, helt og aldeles uden hans kontrol. Hvordan hendes hænders omslutten havde forsvundet, og han havde mærket koldsveden ramme ham som en stenhård mur, fremkaldende hver og eneste følelse i hans krop i sådan en grad, at han kunne kaste op. Men kort tid efter følte han intet; han havde blot siddet lamslået tilbage, trukket op i cellens hjørne som et skræmt, helt og aldeles underdagen dyr. For det var i sandhed hvad han var - et dyr.
Han havde trukket benene helt op under sig, som dommen fald. Varulven havde krummet øjnene helt sammen, tvingende alt hvad der mindede om lys væk fra hans øjne og sind. Han var reddet, men på hvilken bekostning? Et liv for et liv. Et liv han havde ønsket måtte være hans.

Mørket drog ham tilbage til virkeligheden. Judah svor kortvarigt han kunne spejle sig selv i elverkvindens pupiller, så store var de. Han svor han kunne se sig selv græde. Dette var en sandhed der først gik op for ham, som Tarasika slap grebet omkring hans skjorte. En bevægelse der satte gang i hans krop, fik ham til at hæve den enkelte af sine hænder for at tørre sin kind - en kind væddet totalt i tårer og sved.
Varulven hørte elverkvindens hivende og hungrende vejrtrækning. En lyd der dragede hans opmærksomhed, og dermed øjne imod hende - øjne der før havde været lynende af vrede, men nu blot var tomme og glasagtige. Uden rigtig at fatte det sank han i knæ, foran hendes skikkelse. Han sank nedad, imod hende, indtil hans ansigt nåede hendes lår. Her placerede varulven sin kind, imod de slanke ben der blot var omringet af de knitrende uld, med hænderne hvilende sløvt imod stolens kant. Fingrene smøg sig ind i fåreuldet, gribende hårdt deromkring i et sølle forsøg på, at mestre en smule kontrol. En kontrol han vidst, at han var ganske få øjeblikke fra at miste fuldkomment igen.
Den tidligere general mærkede hvordan hans strubehoved spændte sig an, og endnu engang, fyldtes de tordenvejrsfarvede øjne med tåre. Tåre der trillede ganske sagte og ganske stille. Og da græd varulven, helt uden lyd og uden udtryk i de mørkelagte øjne.
“Jeg spørger dig én gang til; en allersidste gang, Tarasika.”
Stemmen der talte denne gang, var ikke længere sikker og dyb - som den havde været helt op til dette øjeblik. Den var underligt lille, svækket. Men underligt hungrende og grådig, på en og samme tid:
“Hvad vil du have fra mig?”

Hun mærkede det, lige så vel som ham, det var den ækle smag på tungen der blev efterladt ved at lade to sind smelte sammen i et. Det var unaturligt, en unaturlig gave. Ens sind er ens eget. Det var hvad man sagde, det var hvad alle havde sagt, det var grunden til at Tarasika var så frygtet, og årsagen til at hun sjældent var velkommen. Hun skulle bare række ud og tage det, smage på det, som den sødmefyldte frugt der hang så lokkende på træet, og endnu engang havde hun taget en bid af Judahs. Ikke nok med det, hun havde rakt ham et stykke af sin egen. Hendes underkæbe faldt en kende nedad, ned mod brystet som endnu hævede sig i hidsige bevægelser, mens en blanding af sved og vand perlede på det lyse bryst. Hun lod øjnene glide i, som de tunge låg lukkede de synlige indtryk ude for en kort stund, hun behøvede ikke se på Judah, hun mærkede ham, selvom der endnu var en distance mellem dem, det var ikke svært. Ikke spor. Jo oftere hun spandt båndet, desto stærkere blev det, jo nyere båndet var, dets mere holdbart. Hun ville i sandhed blive umulig at slippe for ham, selv hvis han ønskede det. Hun havde fundet vej til det allerinderste, boret en tunnel der tilhørte hende, det var en gang kun hun havde magt over, men næppe magten til at lukke den igen. Dette var ligeledes årsagen til hendes seneste flugt. Båndet til Melkor var strukket men ikke brudt.
Det efterlod en håbløs rungen, som Judahs knæ ramte gulvet foran hende, det fik hende til at åbne øjnene, som en magelig kat der lige var blevet vækket. Hans kinder var endnu våde af de tårer hun havde fremtvunget, han lod sit ansigt begrave i hendes skød, mens tårene vædede det lette bomuldsstof hendes bukser bestod af. Med en langsom, nænsom, næsten kærtegnende bevægelse, lod hun sine fingre begrave sig i hans hår. Hun strøg dem i en beroligende bevægelse over hans hovedbund, knugende de endnu fugtige lokker uden ord. Vanviddet, havde som hans vrede, tvunget sig bort fra det dovne blik, det havde ladet hende tage for sig, som et slaraffenland, vanviddet var mættet. For nu.
Et let suk undslap de lyse læber, som hendes fingre knugede sig sammen omkring to lokker af hans halvlange kraftige hår, tvingende hans hoved opad, som hendes skikkelse lænede sig fremad, til der blot var få centimeter mellem deres næser. Hun stirrede endnu engang ind i hans øjne, men med en overvældende ro, hendes tungespids fugtede læberne. "Din hjælp Judah, det er den jeg er kommet efter!" 

Han mærkede elverkvindens hånd hvile ganske sagte imod sit hår. Han mærkede hvordan hun strøg hendes fingre gennem hans lokker, og hvordan de indfandt sig i en kærtegnende bevægelse; en kærtegn han mærkede, men han følte den ikke. For da, i dette øjeblik, følte varulven helt og aldeles intet. Blot den fysiske kontakt der fandtes mellem ham og hende - men hvad der lå bag hendes strygende hånd, kærtegnen, den gjorde ikke hvad den normalt ville kunne have gjort for ham. Han fandt ingen omsorg, ingen tryghed. Han følte blot hullet i hans hjerte vokse sig større, tyngende i dets enorme tomhed.
Judah trak vejret tungt, men underligt dirrerende. En vejrtrækning der blev hevet ind i et hvæs, som Tarasikas fingre knugede sig omkring hans hår idet hun trak hans ansigt tilbage, tvingende hans imod hende i et nådesløst ryk.
Øjnene han mødte var for ham (antog ham) mindst lige så følelsesløse som hans. Komplet blanke af den mørke, han stolede på emmede fra det tomrum der fandtes indeni ham. Han fandt det næsten velkomment, tomrummet, som han stirrede direkte ind i det. Og det burde have skræmt ham, vækket ham fra den ræthed der lå henover hans skikkelse - men det gjorde det ikke. Faktisk trak hendes øjne ham blot indad. Det var derfor, uden at blinke, at han blot stirrede tilbage. Hans øjne, de tordenvejrsfarvede øjne, virrerede ikke.
Judah åbnede sagte munden, smilende et smil fyldt af apati - en ligegyldighed der emmede fra hans ord som han da atter talte imod elverkvinden:
“Ah ja, det er sandt.”
En sætning der skulle have været blot en tanke, de blev til ord. Varulven ville normalt have ladet sig overraske over, at han havde talt højt - men ikke denne gang. Denne gang lukkede han blot munden i, trækkende på sin mund således to dybe smilerynker formede sig nær hans mundviger. Han knugede øjnene i, hårdt nok til at presse de sidste tårer ned af den samme lille våde linje, der havde ført sig ned af hans kinder. Han var så træt, så forfærdelig træt. Så træt, at han ingen kontrol havde over sig selv idet han hørte sig selv grine lavt, næsten lidende:
“Det er sandt.”

De ravfarvede øjne hvilede tungt og dovent på ulven, som han nærmest desintegrerede foran hendes blik. Det var en reaktion elveren tit havde set efter folk havde været udsat for Tarasikas jerngreb omkring deres indre, men Judahs standhaftighed var alligevel imponerende, han var ikke en af dem der lagde sig på gulvet, krøllet sammen og hulkede til deres kroppe ikke kunne mere for til sidst at falde i søvn. Hun slap sit tag med den ene hånd som ellers havde knuget sig il hans lokker, hendes spinkle hænder var begyndt at dirre let, som kraftanstrengelsen fra at holde hans hoved oppe, nåede hendes muskler. I stedet lagde hun bestemt håndfladen under hans hage, med de spinkle fingre gribede omkring det kraftige kæbeparti.
Honningøjnene fulgre roligt tåren som trillede ned langs kinden, inden den anden hånd greb den, tørrede den væk med en absurd ro. Det gik ikke, at hendes redningsmand skulle til at falde fra hinanden mellem hænderne på hende. "Shh" Det var ganske sagte, som elveren tyssede på ulven, om det var erkendelsen af hvad der egentligt var sket, da Tarasika fik ham ud af fangehullet dengang for år tilbage, eller om det var følelsen af at få sit hoved gennemlyst var for hende uvist, lige så vel, som var var komplet irrelevant. 
Selvom hendes fingerspidser endnu glinsede let af hans tårer, lod hun to af dem stryge over hans pande, op i hans hår, i en lige midtlinje fra hans næse, og helt tilbage, til de nåede enden af hans kranium, hvor kanten af dette stoppede for at gøre plads til nakkehvivlerne. Her ville hun lade en pulserende ro mane sig over hans skikkelse, om ikke andet til han havde fået sovet, og selv samlet kræfter til at få bugt med følelserne der lige nu mundede ud i en enorm mængde apati. Selvom de begge havde sovet fra morgenstunden og ud på eftermiddagen, var ingen af dem ved deres fulde selv, det måtte være tydeligt for alle parter, elveren kunne i hvert sværge at hans udmattelse smittede af, det havde jo intet med hende at gøre. Hun bøjede sig fremad, yderligere, som hun hvilede sin kæbe mod toppen af hans hoved. lukkede øjnene kortvarigt "Kom..." Mumlede hun lavmeldt "Lad os få dig udhvilet!" 

Varulven vedkendte, i sit eget tankemylder (eller mangel af tanker måske endda), at han havde mistet alt hvad der mindede om kontrol. I det øjeblik han befandt sig i mellem hænderne på Tarasika, havde han endelig givet efter, for alt hvad der lå bag hans misbrug; hans selvhad. Han var endelig blevet fuldkommen ligeglad og følelsesløs.
Dét eller også havde trætheden endelig rigtig indfundet sig hos varulven - en træthed der tydeligvis ikke havde i sinde at give slip, før Judah gav efter for dets jerngreb. Dette fik han bekræftet, som han mærkede hvordan elverkvinden ganske blidt strøg ham dybere og dybere ind i en sindstilstand, han blot kunne genkende som ro. En tilstand han længe ikke havde mærket, hverken i sin krop eller sit hoved.
Judah sukkede dybt og tungt, et suk der var en fin afspejling af udmattelsen der emmede fra ham. Udmattelsen var dog ikke så dyb, at han ikke selv var i stand til at transportere sig selv fra gulvet og til sengen. Som var han styret af fine, usynlige snore - hængende fra hver enkelt kropslegeme, hånd, arm, ben og hoved, trak han sig forbi Tarasikas hvilende skikkelse og op fra gulvet. Men inden han strakte sig opad i en ret, stående stilling, greb han under elverkvindens ben, løftende hende (legende) let op i sine arme og med sig. Med sig forbi stolen og hen til den seng, de få timer forinden havde delt den tidlige morgen og op til sene eftermiddag.
“Jeg er så træt,”
Lød det fra den tidligere generals læber, som han placerede sig selv og Tarasika foran sengen. Med hende stadigvæk i sine arme, satte han knæerne op i sengen og lagde sig selv til sidst ned - ladende elverkvindens skikkelse støtte ganske fint op ad hans, således hun fald blødt og fint imod ham i takt med han gik fra at være lodret til vandret.
Og der lå de atter igen, tæt opad hinanden i hyttens eneste seng. Varulvens øjne søgte loftet, virrende frem og tilbage som de søgte et usynligt punkt i de mørkelagte bredder. Blikket i hans øjne var lyst svagt op af den knitrende ilds skær, men derudover var der intet lys at finde deri. De var komplet tomme.
“Jeg er så træt, at jeg tror at hvis jeg falder i søvn nu — så vågner jeg aldrig igen.”
Mumlede Judah under et tungt åndedrag. Hans grå øjne søgte nedad, nedad imod sin brystkasse hvor Tarasika lå. Nedad imod hendes honningfarvede øjne, som om hun ville kunne give ham et svar der gav ham blot en smule håb om, at hans ord var usande.

Elverens hoved hvilede tungt ovenpå varulvens, havde han været den mindste smule mindre tykskallet havde hendes hage med al sandsynlighed været yderst ubehagelig på nuværende tidspunkt. Hun tog nogle dybe rolige vejrtrækninger, fornemmede hans naturlige duft som hang i det futige hår. Intimiteten mellem dem efterlod blot et tyndt slør som værn mellem deres følelser som hamrede afsted. Selv Judahs udmattethed rungede gennem husets ellers lille stue, det, blandet med hendes egen frustration og desperation havde efterladt hytten indhyllet i en grålig masse, som passede perfekt med de regntunge skyer som trak up til endnu en bye udenfor. 
Judahs skikkelse satte i bevægelse, det gav et dovent gip i den rødhårede kvinde, som hun strakte halsen opad, følgende hans stigende skikkelse med de honningfarvede øjne, hun lod ham ikke slippe, ikke et øjeblik fik han fred fra det årvågne blik. "Mmhm" Det var ikke så meget et ord som det var en doven brummen fra hendes hals, besøget på den anden side af hans kranieskal havde medført en solid lussing, hun endnu kæmpede med at ryste af sig. Det kom som noget af en overraskense, som ulven lod hans arme lukke sig omkring hende, løftende elveren op. Hendes spinkle skikkelse spændte kortvarigt op, som forventede hun et noget andet udfald. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været så tæt på et andet væsen, der ikke havde involveret hendes evne, eller forkærlighed for vanviddet, i sidste ende havde hun svært ved at genkalde en berøring som ikke havde været med livet som indsats. Tanken fik elveren til at slappe af, kortvarigt, Judah virkede ikke til at havde intentioner om at give slip på hende før de nåede til sengen. Det var en sær brusen i hendes bryst som fik lov til at skyde frem, en følelse hun ikke selv kunne sætte fingeren på, den forplantede sig til hendes ansigt i et undrende udtryk, selvom han kiggede efter sengen, forlod hendes bik ikke ham, som prøvede hun at aflæse noget åbenlyst, hun ikke havde været i stand til at få øje på.
Hun landede i sengen, lige så elegant som hun var blevet flyttet fra stolen, det spidse ører var presset ned mod hans brystkasse, hjerteslaget lige under huden bankede mod hende. Hun lå der nogle lange øjeblikke, lyttende til den knitrende ild. Han var dejlig varm, han emmede af kropsvarme, det var rart for elveren, som endnu ikke havde formået at lune sig, efter det kolde bad. Hun knugede sig ind til ham, mærkende roen brede sig, som hans ord ramte hende. Tarasika hævede hovedet, lod de brune øjne betragte ham, hun var ikke i tvivl om, at han mente hvad han sagde, hun rystede langsomt på hovedet, ganske svagt. "Selvfølgelig vågner du igen!" Hun smilede skævt til ham, opmuntrende, "Jeg er her jo til at vække dig!" Hun strakte sig en smule, der var ikke langt, men hun slap ikke sit tag i ham. De smalle lyse læber ramte hans kind, helt tæt på hans ene mundvie, givende ham et beroligende kys, var det underligt? Muligvis, det var sjældent den slags Tara bakymrede sig om. "Tak..." Den spinkle hånd strøg ham forsigtigt over hans brede bryst "... For at lade mig blive!" 

Varulven trak sløvt på smilebåndet, smilte det her halvhjertede, ikke helt rigtige smil, ved Tarasikas ord. Hun havde ret, selvfølgelig havde hun ret. Men alligevel tog han sig selv i, som han lå der på sengen med hende halvt liggende indenover sig, med sit halvhjertede smil, ikke helt at tro på elverkvindens ord. Uanset hvor sandfærdig hun var, uanset om han vidste med sikkerhed at Tara den kommende dag ville vække ham, så lød sandheden underligt hult i hans øre. Så hult, at han for en kort stund betvivlede alt. Ham selv - og hende, uden undtagelse.
Denne tvivl forblev dog kun for et øjeblik, da han mærkede hende nærme sig. En tilnærmelse han ikke reagerede på før, at hendes blide kys mødte varulvens mundvige. De tordenvejrsfarvede øjne søgte hendes, stadigvæk berørte af de tåre de kort forinden havde fældet, rødelige, skinnende og lidt hævede - men fyldt af en snært af liv. En mild flamme.
Som var han blevet vækket fra en dyb søvn, synes Judah at genfinde virkeligheden lidt igen. Han genhørte Tarasikas blide stemme i sine øre, som hun strøg ham blidt henover brystkassen - som gentagelsen først rigtig gav gam fatning for hvad hun havde sagt til ham. Han rynkede brynene, malende et lidende men også blidt udtryk henover hans trætte udtryk.
“Selv tak, Tarasika.”
Hans stemme lav, tydeligvis båret præg af den træthed der sank sig dybere og dybere ind i hans krop og sind - en dybde der lagde sig som rynker i hans ansigt, gørende ham ældre og mere slidt af udseende, end hvad han egentlig var.
“Selv tak-“
Gentog ham under et suk, som han rettede sig til, således han kunne ligge hovedet ned på hovedpuden under sig - med elverkvinden fortsat liggende indover ham. For hver gang hun strøg hans brystkasse, jo kortere tid mellem hans blink blev der. Trætheden satte sine spor dybere og dybere, til han atter engang ikke besad nogen kontrol. Til han til sidst hengav sig søvnen og drømmelandet fuldkommen.

Om det var varmen under hendes spinkle fingerspidser der fik hende til at overse hans manglende tillid, eller trætheden, der smittede af på hende, måtte gå hen i det uvisse. Alt hun kunne forholde sig til nu var de lune sengelinneder og det brusende blod lige under huden på varulven, en blodstrøm hendes fine hørelse fra de spidse ører så ganske let opfangede. Det var næsten hypnotiserende, tvingende hende til at glippe med øjnene. Enhver lille lyd udenfor hytten blev opfanget og analyseret, men Judah kendte området, han kendte de naturlige lyde og et eller andet sted måtte hun sætte sin lid til, at han vidste hvad man skulle være varsom overfor. I en doven, mendog hidsig, bevægelse trak hun de tykke sammensyede lammeskind opover skuldrene. Det ville næppe dække Judah, men han lod til at klare skærne fint, desuden var skindet tungt, alene at få det trukket fra fodenden og op var en rigelig anstrengelse.
"..." Elveren åbnede kort munden for kun at lukke den igen, hun kunne allerede høre ulvens tunge vejrtrækning, og hun havde vitterligt ikke mere at sige i den sag. Der gik heller ikke mange øjeblikke inden elveren selv måtte overgive sig til søvnens jerngreb, hun sov tungt, men kun ganske kort, inden hun i en spontan irritabel bevægelse vendte sig om, for kun få sekundter efter, at endnu engang prøve at finde en behagelig stilling. Det var næsten umuligt ikke at ramme Judah på vejen, men altså, hvis hun nu ikke kunne sove ordentligt, var der vel heller ingen grund til at han skulle.