Izilarna åbnede og lukkede munden et par gange, den kradse smag af piben var endnu uvant, det smagte egentligt ikke synderligt godt, men det medførte en ro der bredte sig i hendes system, en ro der var yderst kærkommen overfor hvad der skulle til at ske. Nervøsiteten der næsten havde fået krammet på hende, var dæmmet en kende væk, næsten allerede som hun havde ladet den gyldne substans ind i hendes system. 
I en magelig bevægelse trak hun båndet ud af håret, og lod det vilde mankelignende hvide hår løsne sig til at falde nedover hendes skuldre, som hun lænede hovedet tungt tilbage mod stenen, halvvejs liggende i skovbunden. Den var kølig, men den sære varme fornemmelse bredte sig til en yderst behagelig kropstemperatur fra maven og ud til hendes fingerspidser, mens en summen startede i fingrene og armebdede sig tilbage i hendes system. Endnu engang tog hun imod piben, denne gang væsentligt mere forberedt på den kradse røg, inden hun tog et hiv og pustede røgen ud i et langsomt åndedrag. De dybblå øjne fæstnede sig til røgen, som næsten skinnede i et gyldent skær, som små partikler begyndte at lyse derfra. I et ryk satte Izilarna sig op, rækkende den ene hånd frem mod hvad der bedst kunnebetegnes som 'ildfluerne'. Alle som en satte sig de på hendes arm, dannende et gyldent skær. Havde Veltor set hvad hun så, ville skinnet lyse helt op i hendes øjne. "Jeg... Det..." Startede hun ud, stemmen var beruset, blød og rund, ikke en stemme man normalt hørte fra Izilarna. Hun vendte blikket i et sæt mod elveren ved hendes side som hun slog ud i et stort begejstret smil "Du gløder Vektor!" Som hans aura lyste op i nattens tusmørke, kunne hun se hvordan lyset spredte sig fra hans skikkelse, strækkende ud imod skovens uendelige mørke hvor det et sted i det fjerne blev opslugt. Hun stirrede på ham, fascineret og tydeligvis spændt. Alle sorger og bekymringer lettede lige så stille fra jægerens ellers urolige sind. Piben dumpede ned ved hendes side, som var det den sidste bekymring i hendes verden, i en akavet bevægelse fik hun kæmpet sig op på sine knæ, inden hun kravlede nogle skridt fremad og strakte en af de glødende arme frem imod elveren, ladende denne lukke sig omkring en lok af hans hår, mens hun betragtede det som noget, der ikke stammede fra denne verden. "Det er jo, det er sølvhår Vektor, du har sølvhår!" Hun kneb øjnene sammen, som hun slog en latter op, høj nok til at vække halvdelen af kongeriget. Det var en berusende følelse

Og så begyndte det ellers. 
Dæmonjageren ville være frigjort, og det på så mange fronter at Vektor med et stille smil lod sig betragte de små ting der skete, og nød at følge med i det. Han havde altid haft lidt af en generel interesse i andre sjæle; han havde altid brudt sig vældig godt om sindets støvede kroge og hjørner, selvom han sjældent gjorde sig i at udforske sine egne. Og lige præcis den fascination, sammen med mennesker under påvirkning af et udefrakommende stof... gjorde ham til en utrolig nærværende trip-sitter, så at sige. 
Utrolig meget tilstede, trods en ellers overfladisk tilgang til livet. 

Den vilde manke blev løsnet, øjnene fulgte den dovne røg med små lysglimter af grin i sig, og Izilarna fremstod langsomt men sikkert, mere og mere... afslappet. Et legebarn gemte sig under det hårde ydre, og dens åbne fascination for livet i slørrede toner, fik lov til at udfolde sig. 
Så da hun med forundring i sin bløde stemme drejede ansiget imod ham, og udbrud - du gløder Vektor - mødte han hendes spændte smil med en ansvarsforladt latter, idet at han nikkede en anelse. Monstro ikke han glødede i hendes virkelighed, lige nu? 
Han tog glædeligt 'imod' hendes kravlende skikkelse da hun kom nærmere, og følte hvordan at benene blev strakt fladt ud imod jorden, fremfor at være bukket op som før, for ikke at hindre ham i drillende at lægge sin hånd om hendes - selvsamme hånd der havde viklet sig om hans hår, og kort give den et klem. Hun så skøn ud, når hun så så glad ud. 
"Det må være derfor de kalder mig sølvelveren" grinte han, bevidst om det kaldenavn nogle af gadens børn havde lagt over ham, og hvis han selv skulle sige det, et af de mere flatterende et af slagsen. Tonen var dog leende med en påtaget overraskelse i sig, inden at han trak hånden til sig og i stedet vippede sig selv  fremad og op på sine knæ, så han kunne læne sig en anelse frem imod hende, hentydningen tydelig. Så hun noget spændende, skulle hun ikke være bleg for at udforske hvad det var, hvis behovet meldte sig. Grænser var trods alt udvandede i det her stadie. I hvert fald hans egne. 

"Føles det... okay?" smittet af hendes begejstring var hans egen stemme også spændt, og han håbede virkelig at svaret var jah. Håbede virkelig at hun i hvert fald lod sig flyde med den strøm der tog til i styrke omkring hende, fremfor at kæmpe imod den. 

Den hvidhårede kvinde sad der længe, på alle fire og studerede den fine lok hår, der mellem hendes fingre skinnede som nattens måne selv. For hendes blik, spredte de lange månestråler sig fra hendes hånd sig helt ud mellem hendes fingre. Vektor lo hjertevarmt, hun var inderst inde klar over, at han ikke så det som hun gjorde, men hun kunne ikke forstå i hendes midlertidige verden, at han ikke kunne se det. Det var så tydeligt, og så oplyst. Hun ville sværge på, at han kunne lyse hele skovbunden op i miles omkreds. Hans hånd lagde sig omkring hendes, det gav en summende fornemmelse, som gled hans glødende, summende aura kortvarigt sammen med hendes. Hans hud føltes som den så ud, glødende, men det var ikke ubehageligt, det var en sær knitren. "Sølvelveren" Hun lo, en latter der kom fra maven af, en ærlig varm latter, der blev afbrudt som hun bed sig i underlæben, hendes inderste voksne kvinde prøvede at tøjle hende en smule, i en ædru og sober verden havde hun aldrig tilladt sig så tæt på en fremmed, som ikke hvade bedt om det. Selvom livet havde givet hende hår på brystet, var hendes manerer fra barndommen stadigt kodende for hendes adfærd, i nogen grad i hvert fald. Det stoppede dog kort, hun fnes igen, tilstanden var for tillokkende og glædesgivende til at hun kunne slippe følelsen der havde bredt sig i hendes krop. "Men Vektor..." Et bredt smil bredte sig, et smil som spredte sig helt til øjnene, der flyttede sig, fra Vektors hår til hans ansigt "Der findes jo slet ingen sølvelvere!" Hun slog dramatisk ud med armene, det var en barnlig fascination og glæde. Han fik rettet sig op, hans ansigt kom tættere på, de glødende lys på hans ansigt fik hende til at tie. Det pulserede som nordlys i striber, løbende over den fine elverhud. Hun rettede de dybblå øjne mod hans isblå, hendes pupil havde næsten fortrængt alt den blå farve i hendes øje efterladende dem næsten dådyragtige, muligvis forklarende alt det lys Izilarna så, som ikke var til stede. Hendes fysiologiske væsen var tydeligvis klar til at opfange den mindste månestråle som ramte landskabet omkring dem. 
Hun lagde begge sine hænder mod hans kinder, det var tydeligvis arbejderhænder, de var ikke plejet med olie og badet i lavendelvand flere gange dagligt. Hendes hænder var stærke og hærdede, tydeligvis vant til at tage fat i et hårdt stykke arbejde. "Okay?" Hendes blik flakkede over hans ansigt, prøvende at finde et holdepunkt uden succes, inden hun igen stirrede direkte ind i hans blik, som mindede om isbjergene i norden, farven begyndte at løbe fra hans pupiller ud mod det nordlys der løb fra hans kinder, blandede den glødende farve med den blå "Det er fantastisk Vektor, hvad er det?"

Der findes jo slet ingen sølvelvere. 
Drømmesælgerens mundviger sitrede idet at smilet blev bredere, og strakte sin halvmåneformede figur over hans vejrbidte ansigt i munterhedens smil, øjne nysgerrige i deres tavse betagelse af hvordan stoffet fik rigtigt fat i den kære kvinde. Tvang hendes pupiller åben som et af skovens flygtige dådyr, og susede igennem hendes fingerspidser som et summende ekko af for længst glemt, eller for længst forbudt magi. Hendes hænder brændte imod hans kinder, så varme føltes de, men han gjorde så absolut intet for at fjerne dem eller det intense nærver de bragte med sig, da hun efter en flakken af øjne endelig fandt hans igen. Hvad var det her? 

Indvendigt strakte elverens forretningsmand sig mageligt, fordi hvad Nox helt præcis var, var en vanedannende fornemmelse af frihed. Når man var bundet til livet i alt dets hæslighed - når man så livet i alle dets grimme sider, og ikke vidste hvordan man skulle lægge det fra sig når skyggerne blev lange og nætterne kolde, jah så var det rusens frihed man søgte. Nogle fandt det i sex, nogle vandt det på de lokale kroer og ved at kigge dybt i en flaske. 
Og nogle var så hærdede, at der ikke var en anden udvej end den magisk potente. 
"Det er frihed" smilede han, en forskruet og pervers romantisering, og slet ikke den fulde sandhed. Han var uhyrer bevidst om at det for de forkerte væsner, nok nærmere var usynlige kæder der langsomt ville holde dem mere og mere slavebundne til det næste kick, det næste sus. Men det var jo slet ikke sikkert Izilarna var sådan et væsen, hmm? Måske var hun ligesom ham, og holdt fingeren i virkeligheden i sidste ende. Og så længe det var uvidst, kunne han da ikke tage ansvar for hvad der skete. 

Hendes hænder var ru, hårde og vidnede om et liv i hårdt arbejde... hun var ikke en selvforkælet lille tøs fra byen, Vektor fugtede læberne en anelse idet at han nikkede. "Og du fortjener det, ved du nok?" En kort pause hvorpå at han nikkede igen, mere forsikrende. "Du fortjener alt det her" Dæmonjægeren fortjente da at nyde sin aften, hvis det her ikke var normen for hende. Hun fortjente den lykke stoffet fremtvang. Vektor lænede sin skægstubberu kind ind imod hendes ene hånd, et fornøjet glimt lurende i de isblå øjne men ikke videre antræk til at røre ved hende, trods det var svært ikke at lade sig fange af den måneskinsoplyste kvinde, og trangen til at køre en hånd igennem det hvide hår, eller løsne nogle af hendes muskler, hvis ikke stoffet allerede havde gjort det arbejde. 

Izilarna kunne sværge på, at hun kunne dufte duggen som var faldet omkring dem, hele landskabet var efterhånden dækket af de små skindende perler, hvori de mælkehvide lysstråler blev reflekteret i alle retninger, det hele duftede forfriskende af sensommer. Hun måtte ryste hovedet en kende, så de hvide lokker dansede om hendes ansigt, hele Vektors ansigt var efterhånden gledet ud i landskabet, som et stort abstrakt maleri, hendes hovedrysten hjalp på at fik hele billedet rettet op igen, fik elverens kønne ansigt til at tone frem i den rigtige position. Hun stirrede, ganske ubevidst om dette, under alle andre omstændigheder havde dette været anset som ganske underligt, som hun sad der, med øjnene spærret op næsten til det maksimale, betragtende ham mellem hendes hænder. Det var først nu, at det ramte hende, hvor smuk han egentlig var, næsten for smuk. Hendes hvide bryn blev rynket kort sammen, som prøvede hun at løse et af verdenens største mysterier. Uden tanke, og med en handling, som normalt havde været alt for ligefrem og upassende for Izilarna, lænede hun sig frem ad, til hun gav ham et kys, det var forsigtigt og ganske uovervejet, men følelsen det affødte var helt igennem fastastisk, som elektricitet løb gennem hendes krop, fra læberne ud i hendes hænder og fødder, efterladende den summende velkomne fornemmelse, mere kraftig end ellers. 
Det tog jægeren nogle øjeblikke, om det var lang eller kort tid var helt uden for hendes rækkevidde, inden hun lod sine læber slippe hans, gnister sprang omkring dem begge, det kunen hun sværge på, men selv gennem tågen der bedøvede hendes mest basale sanser, rokkede den stædige opdragelse på sig, inden hun næsten som en skildpadde væltede bagover, uden at slippe elveren med blikket, hun lo igen, skam havde naturligvis buldret indover hendes persona, hvis hun havde været ved sine fulde fem, hun kendte ikke manden og han havde på ingen måde bedt om at blive angrebet sådan af kvinden "Ups" Klukkede hun som hun lagde hovedet tilbage i det grønne løv, skovbunden var meget blødere end den plejede at være, som ét stort tæppe omhyllede hende. "Jeg ved ikke... Nej... Det... Jeg... Noget gik af mig!" Fik hun snøvlet sig frem til, en rosa farve spredte sig over hendes kinder. Han havde ret, det var i sandhed lykke, her kunne intet ondt røre hende, selv dæmonerne som havde fået øje for hende og hendes værk, var bare så langt langt væk fra dette sted. Hvis der fandtes et efterliv, måtte det være sådanne det føltes der 

Der var en hvis grænse der sjældent blev overtrådt, og trods hans mange etiske glidebaner, jah så havde han trods alt et kodeks at holde sig selv op imod. Det var hvad der retfærdiggjorde så meget af alt det andet han gjorde når han gik i seng i de sene nattetimer, og hvad der gav ham incitament til at forsætte i de vågne dagstimer. Kodekset var hullet, plettet og helt igennem tvetydigt i visse sammenhæng, men det var der - og det var noget han prydede sig selv med i sit indre. 
Så da dæmonjageren greb den åbne invitation der havde ligget fremme - måske ikke verbalt men i den grad i hele hans væsen, var det en summende tilfredshed der spredte sig i hans indre. 

Forsigtigt og ganske roligt, Vektor's himmelblå øjne faldt i ved den tilfredshed hendes læber gav, og kyssets længde betød ikke meget i forhold til at det havde været der. Da hun trak sig var det måske ikke synlige gnister, men for halvelveren, en synlig begejstring der gnistrede i de blå øjne han åbnede kort tid efter. Latteren var kærkommen, og blev fulgt af hans egen dybere og mere hæse idet at hun væltede bagover og ned i den bløde skovbund - åhh, hvilken fantastisk kvinde. 
Ups? 
Vektor's læber splittedes i et smil, stadigvæk med smagen af hende prikkende på overfladen. 
"Noget gik af dig?" borede han drillende efter en uddybning, og fulgte den linje der havde tegnet sig i luften da hun faldt tilbage, ved selv at vippe sig frem på hænderne, og kravle op på siden af hende - intentionen om at komme halvejs over hende, håndfladerne imod den fugtige skovbund og ud fra hendes ører, så han kunne dække nattehimlen over dem. Et lille intimt rum da han kiggede ned på det rosateintede ansigt, studerende efter hvorhenne i glæden og ekstasen hun var, nysgerrig og interesseret.
Benene var dog fri, da han ikke ligefrem følte at han kunne indfange hende med sin egen tilstedeværelse - et lille testamente til hvor hurtigt hun havde reageret tidligere, da han bare havde bevæget sig; hun virkede ikke som en der brød sig om at føle sig 'fanget'. 
Pupillerne var i fornøjelsens favn blevet en anelse større - slet ikke ligeså store som dem Izilarna selv præsenterede, men store nok til at fylde en del af det skærende isblå ud, når han med sund latter kiggede ned på hende. " 'Noget' er ikke nødvendigvis negativt, er det vel?" 

Åhh han håbede det ikke. På trods af at hun havde sagt at han sagtens kunne gå når hun kom til det her stadie, jah så havde halvelveren ikke den store lyst til det. 

Den kølige dug som trængte gennem stoffet på hendes bukser og trøje var kortvarigt det eneste hun kunne tænke på, det føltes som skovbundens egen omfavnelse der trygt knugede hende, som naturens guder i sandhed berørte hende. Dét og den summende fornemmelse kysset havde efterladt på hendes læber forgrenede sig til hendes hud på hele kroppen. Langsomt lod hun fingrene glide henover sine kinder, ekkoende hans skægstubbe mod hendes hud. "Noget er næppe dårlig, næppe" Hendes stemme var klukkende, men tydeligt påvirket. Hendes sind føltes gyngende, som om hun befandt sig på en båd. Det er en underlig fornemmelse, taget i betragtning af, at hun ikke havde sejlet siden hun var en lille pige, takket være hendes indestængte vandskræk. Frygten for at drukne havde været altafgørende. Himlen over hende, der ellers var delvist dækket af kronerne fra de grønne træer, begyndte at glide sammen med stjernerne, i et sammensurium af glødende guld og mørkeblå nattefarver. Izilarna snappede efter vejret et par gange, synet tog pusten fra hende, som Vektor dukkede up, midt i det hele, midt i havet af betagende farver. Huden lyste endnu op, sammen med de blå øjne der flød sammen med gnisterne. I en doven bevægelse rakte hun hånden fremad, strygende en finger nedover hans pande, ned til næsetippen. Hendes egne dybblå øjne stirrede forunderligt, hun ville næppe bemærket om et helt dusin af vilde okser kon løbende i deres retning. Stoffets påvirkning havde taget deres fulde effekt, og hun ville ikke af med følelsen for noget andet, befrielsen var komplet, ingen bekymringer kunne nå hende her. "Himlen er guld, nattehimlen... Den ånder!" Mumlede hun videre i den ubekymrede rus, som en doven kat blinkede hun med øjnene, trætheden var ved at indhente hende, af en ubeskrivelig årsag kunne hun lægge sig til at sove lige her, lige mellem Vektors arme, som stoede hun på ham med sit liv, hvilket hun i sandhed gjorde. I hendes tilstand, ville hun muligvis stole blindt på hvemsomhelst, måske var der bare i sandhed noget indbydende over elveren, det var ikke til at sige. "Her er rart, det er rart her!" 

På trods af at drømmesælgeren vidste bedre end hvad den berusende fornemmelse af Nox udadtil viste sine misbrugere, kunne han ikke lade værd med at smile på dæmonjægerens vegne. Hun virkede så glad; han smilede af den bekymringsfrie stemme, og han grinte ved det forundrede og oplyste ansigtsudtryk, der i det her moment, ikke bar samme flakkende skygge af tyngde over sig. Ikke som før, hvor at hun havde virket så ude på spidsen af sine nerver, at vagtsomheden næsten havde været til at smage i hendes nærvær. Det her virkede umiddelbart meget sundere, men alt var et spørgsmål om at kunne styre sig - mad, stoffer, træning.. Nox i små mængder var næppe så skadeligt som myndighederne ville have det til at fremstå, det var Vektor overbevist om. Og det var også hvad han ville fortælle videre til enhver der kunne finde på at spørge om hvordan Izilarna endte som hun gjorde, skulle hun falde alt for dybt i hullet. Det var jo ikka hans skyld. 

En fremtidsudsigt der lå i langt væk her til aften, hvor at sølvelveren med en frydefuld lille sukken følte fingeren trække en usynlig streg nedover hans pande, og langs næsen. "Godt" smilede han, og mente det faktisk. Han var glad for at hun følte sig tryg, og knækkede derpå sammen i den ene albue for at lægge sig ved siden af hende, fronten vendt imod  hende og hånden der støttede det kantede hoved, med armen foldet op i en trekant. Den anden gled over hendes bløde kind og samlede en vildfaren lok af snehvidt hår op, som han fornøjet drejede imellem de ru fingre. "Heh... jeg har aldrig været videre troende, men jeg har hørt om nattehimlen og hendes børn" en anelse eventyrligt skævede han op imod det mørke som dæmonjægeren ikke så som værende mørkt (lige nu), førhen at de isblå øjne gled tilbage til den omtågede kvinde, og hånden flyttede lokken om bagved øret. "Tror du at stjernerne vælger at forlade himlen, eller tror du at de ufrivilligt falder ned?" 
Man kunne snakke om alt og intet, og Vektor havde altid været god til at snakke om absolut ingenting. Han gik ikke efter samtalen, men følelsen samtalen bragte med sig; og lige nu, ville han blot høre mere af hendes stemme, eller se hende falde hen - han kom ikke til at rykke sig nogle steder, dét havde han allerede besluttet. Natten var altid bedre delt med en anden, og han skulle ikke nyde noget af de tanker som ensomheden bragte med sig. 

Izilarna sank ned mod jorden endnu engang, betragtende drømmesælgeren, ham og hans glødende hud. Fra nakken af mærkede hun hvordan trætheden kom snigende, hun var ikke nervøs for at falde i søvn i Vektors nærvær, hvilket under normale omstændigheder på ingen måde havde været på tale. Izilarna var næppe i stand til at besidde den slags tillid overhovedet, og slet ikke efter udelukkende at have brugt en enkelt beruset aften med vedkommende. Nox var tilsyneladende ikke godt for alting, men det rationale var for langt væk på nuværende tidspunkt. "Nattehimlen har mange børn..." Mumlede hun rodet, ladende sine fingre lukke sig omkring en tot af det dugvåde græs "... Tænk på de børn vi slet ikke får at se, fordi hun holder dem hemmelige!" Izilarna var selv vild med tanken om eventyrene og ikke nervøs for at opsøge dem, men de sidste år, siden Kzar Moras åbning, havde pligten taget over og kaldt på hende, udelukkende for at løse sidejobs for at have til dagen og vejen. Det her nu var en længeventet og kærkommen fridag, måske en kende for kærkommen. 
I en rullende bevægelse, fik hun møvet sig over til halvelveren, plantende hendes hoved på hans brystkasse og badende ham i det viltre hvide hår.
"Jeg tror... Jeg tror de springer... og løber over himmelhvælvingen... for at vende hjem!" Om de egentligt var noget jægeren selv troede på, eller om det var noget romantiseret vrøvl hun havde samlet op i en gammel sømandsfortælling måtte stå hen i det uvidste, den hvidhårede kvinde var selv i tvivl, som hun lå der, tilpas og tilrette på halvelverens bryst, tryggende sig til skovbundens ro. "Elveren der gløder... og dufter af tidlige morgener ved havet!" Det sidste kom mere ud som mumlen end egentlig udtale, alligevel smilede hun, selv som hun faldt i søvn hvor hun lå, lyste roen og smilet helt op i hendes ansigt.

Alt efter hvem man spurgte, jah så var Vektor mange ting. 
En mand der var motiveret af potentialet i en indtægt, og dermed villig til at træffe beslutninger der gik på tværs af almindelig morale, men til gengæld fulgte hans egne små regler. En ven til de sene aftener på kroen, der gerne blev - selv til den lyse morgen. Et hurtigt knald, der var forfærdelig nem at samle op, eller en garvet sømand, næsten som en eventyrer hvis man romantiserede det en anelse. Mange beskrivelser ville være rigtige, og tillidsskabende var - overraskende nok - også en af dem. 
Det skete dog ikke ofte at tillid var hvad der blev givet ham, og derfor var det en anelse overraskende da Izilarna i det næste øjeblik stoppede sine ellers underholdende ord om natten, nattens børn og hemmeligheder, og i stedet valgte at rulle over ham, så det lyse hoved blev plantet på det mørke bryst. Vektor glippede forundret med øjnene - det var lige godt satans - inden at en arm lagde sig omkring hende, og strøg hende ned langs ryggen. 

De spidse ører lyttede, og med en rumlende latter gled blikket fra hendes smilende ansigt tilbage imod himlen, hvor at han med et suk kunne give hende ret. "Det tror jeg du har ret i..." 
Stemmen var lavmælt, og i lyset af deres samtale... jah så var den næsten en anelse drømmende selv; det var en god fortælling at tage med sig, og det var nu engang ganske smukt at give videre. 
Da blikket faldt tilbage på dæmonjagerens mumlende ansigt, hvilede der et blidt smil omkring kvindens læber. Så roligt at det gik op for sølvelveren at hun var faldet i søvn, vejrtrækningen langsomt tungere og tungere, omend stadigvæk smilende. Huh... 
Som sagt tidligere, jah så var det ikke en tillid der ofte blev givet, og han kunne principielt gøre alt hvad han ville med hende, som hun havde lagt sig til rette der. Røve hende, efterlade hende, røre ved hende - sågar slå hende ihjel, hvis det ikke var dårlig for forretningen. 

Men med et lavmælt grin lod Vektor selvfølgelig være, og vendte atter blikket imod himlen, godt tilfreds med selv at falde i søvn i selskab af den hvidhårede Dæmonjæger Izilarna. 

Den hvidhårede kvindes vejrtrækning blev utroligt hurtigt rolig og tung, selvom de begge lå under den åbne blottede stjernehimmel formåede hendes kropstemperatur at forblive unaturlig lun, som hun krammede sig ind til hans vindblæste skikkelse. Inde bag de tunge øjenlåg fandt hun noget hun havde ledt så desperat efter, roen var tyngende, tilladende hende en dyb og drømmeløs søvn. 
Det var af samme årsag, at kvinden var dybt forvirret som hun vågnede, det tog hende nogle lange øjeblikke at opfange hvor hun befandt sig. "Mmhm.." Hun gav en dyb knurren fra sig, som det gippede i hele hendes krop ved følelsen af hud under hendes fingerspidser. På et øjeblik slog hun øjnene op og fik sig skubbet op at sidde, åndeløst stirrede hun på elveren under hende nogle lange sekundter, tvingende aftenens eskapader frem på hendes nethinde. Hun strøg krampagtigt armen over øjnene, for at ryste det sidste søvn ud af kroppen, skovbunden var allerede badet i solens første lyserøde stråler. Selvom situationen virkede absurd måtte hun indrømme at hun ikke kunne huske hvornår hun sidst havde sovet så trygt, for ikke at snakke om, hvornår hun sidst havde følt sig så veludhvilet. "Jeg..." Den dybe bløde stemme slog et knæk, som brugte hun den første gang i virkelig lang tid "Beklager... Min adfærd igår..." Hun snappede efter vejret, som hun fik kæmpet sig på benene, guderne måtte vide, at hun skulle videre, hun kunne ikke ligge her hele dagen, slet ikke med en fremmed, og slet ikke med den adfærd hun havde lagt for dagen, aftenen forinden. "Hvis... Jeg køber gerne en flaske mere, så er jeg ude af dit hår Vektor!" Menneskekvinden fik kæmpet sig på benene, børstende en smule mos af armen, den sov, hun havde tydeligvis ikke flyttet sig ud af stedet som natten var skredet frem. 

Velsignet med en krop der ikke lod sig mærke af kulde, faldt Vektor også i en dyb og god søvn da tiden oprandt. Modsat Izil's, var hans dog drømmeløse, men den drømmeløse søvn var tiltrængt, og nok kun givet fordi at der var en at tilbringe natten med. Det gjorde det en anelse mere... overskueligt, at møde mørket. 
Det var dog ikke sådan at man kunne forblive sovende for evigt. Og da solen kom, og Izilarna vågnede, var det først da hun med gisp fjernede vægten fra hans bringe, at Vektor småsøvnigt og glippende med øjnene... også selv vågnede. 

Fraværende hørte det spidsede ører hendes dybere stemmes afstumpede sætninger tage form, og det var med en doven smasken at han selv strakte sig godt og grundigt, førhen at han overhovedet gjorde noget forsøg på at... komme op og sidde. Det havde været en god nat, trods en lidt øm ryg. 
De lyse øjne glippede imod solen, glippede imos Izil og glippede imod morgendagens oplevelser som lå i vente, og næsten instinktivt rakte han ud efter hende, for at få hende til at falde en anelse til ro igen - hvorfor så meget hastværk i stemmen og kroppen. Men hun kom vaklende på benene i stedet, og den vejrbidte hånd faldt ned imod låret i stedet, idet at han fulgte hende med øjnene. "Beklager din adfærd?" gentog han hæst, søvnens dovne og dybe kant som et varmt sjal omkring hans stemme, og et sagligt smil trak elverens læber fra hinanden. "Det behøver du ikke at beklage... overhovedet" tilføjede han mageligt, og sukkede. Det havde været godt. 
Havde manden været en kat, havde han nok dovent krøllet sig sammen til at sove videre endnu engang. I stedet faldt hænderne imod skovbunden bagved ham, så han afslappet kunne læne sig tilbage; noget lunefuldt i øjnene da hun sagde at hun skulle videre. 

"Du skal være så velkommen, Dæmonjæger, en flaske mere kan du snildt få. Men Izil..." en bevidst pause så hendes opmærksomhed - hvis den altså var et andet sted - kom tilbage på ham. "Stop med at sige undskyld. Jeg nød aftenen" sagt med en lille latter, og han blinkede, inden at han ganske nonchalant gav sig til at lede efter en flaske mere til hende.

Izilarna hev vejret grådigt ned i lungerne, hun havde ikke tømmermænd, der var absolut ingen samenligning, men hendes hoved var tungt, som kæmpede hun med at vende tilbage til virkrligheden. Enkle af de hvide blomter i skovbunden syntes endnu at glimte unaturligt i de første stråler dagen bød dem, og imellem alt dette, naturens finurligheder og måske en sidste rest af nox, sad Vektor, så magelig som man nogensinde havde set ham. Som hun stod der og beskuede ham, kunne hun mærke hvordan misundelsen gnavede sig ind på hende, at kunne vågne sådan, ved siden af en fremmed, ubekymret og med et smil på læben, måtte i sandhed være lykke. 
Hun sendte ham et smil, det var anstrengt, alene at hun havde ladet sine parader ned på den måde var nok til at få det hele til at vende sig i hende. Havde han været ude efter hende, havde hun vadet direkte ind i ha med åbne arme, givende ham kontrollen.
"Jeg skriver det bag øret!" Hun nikkede, under normale omstændigheder havde hun været væk herfra på nuværende tidspukt, men hun manglede at mærke flaskens tryghed mellem fingrene, den ubetydelige tyngde af den lille flakon der ville sikre at hun ikke nåede at blive så tyndslidt hun havde været dage forinden føltes pludselig livsnødvendig, som noget hun ingenlunde ville undvære, selv hvis det inkluderede at hun skulle stå til ansvar for sin egen idioti. "Tak Vektor..." I en præcis buet linje smed hun endnu en jade i elverens retning, det var et indhug i hendes lille økonomi, men der var selvfølgelig heller ikke meget andet i hendes liv der skulle prioriteres, i bytte lod hun hånden lukke sig om flakonen, inden hun vendte omkring og satte kursen mod vest med raske overraskende retningsbevidste skridt. Som hun forsvandt fra den store cirkel af de mange sten, skævede hun over skulderen "Pas på dig selv"

Fingerfærdigt blev jadestykket grebet i luften, og Vektor's tilfreds grin blev en anelse bredere, da det i sig selv var en fantastisk start på dagen. Han ville snart have solgt nok til en levering mere var på sin plads, og trods turen til Dianthos ikke var en han fandt videre fantastisk, havde han det med at støde på... interessante typer, i de mere befolkede gader af landet. 
Flasken blev givet videre, og med et lille nik så han hende nu forsvinde væk. Hmm... 

Vektor faldt tilbage i den bløde mosbund han sad på, lyse øjne fokuseret på de stråler af lys der tindrede igennem trækronerne, og en doven opmærksomhed på hvordan at hele landet langsomt vågnede op til dåd. Han ville også selv skulle komme tilbage til byen senere, der var opgaver at tage hånd om, folk at møde og steder at se. Menn alt det til sin tid; lige nu kunne han nyde at lave ingenting. 
Og i sin ingentinghed, kunne han ikke lade være med at undres... hvor mon dæmonjægeren ville ende om nogle uger? Måneder, eller sågar år? 
Blev hun en af de fastere kunder, jah så ville han unægteligt se hende igen - kunder havde det med at komme tilbage til dem de første gang fik det af, hvilket måske var en opsøgende reaktion på tryghed. Og han kunne ikke lade være med at glæde sig. Blot en anelse.