Suget blev stærkere jo tættere han kom på, men hun blev ved med at overbevise sig selv om at han havde andre henseende. Så da han lettede var hendes eneste reaktion at lukke luften lettet ud af næsen, inden hun drejede hovedet og så ind i de gyldne øjne inden han for alvor steg til vejrs og koncentrerede sig om sit. Ja, hvad det end var han havde tænkt sig.
Heru kiggede med en bekymret mine på ørnen hvis fire vinger flaksede en i speciel rytme, som holdte den oppe som den spejdede ned på Ramiel der var på vej opefter.
Hun havde lyst til at råbe ordre og dirigere ørnen på rette kurs, men hvad ville ørnen være værd hvis den ikke kunne klare sig selv, nu hun ikke fulgte med som ordregiver? Heru sank en klump i halsen af bekymring for fuglen, og lod den klare sig selv, mens hun så på fra, bundet på landjorden.

Ørnen var ganske rigtigt bare en fugl, styret mere af instinkter end taktik. Den angreb ikke Ramiel som var han et bytte, men derimod som værende en konkurrent af sin egen slags. Den dykkede mod ham med kløerne strakt og vingerne tæt til kroppen.
De nederste vinger var mindre, og hurtigere og fungerede som hjælp til at dreje fuglen. Denne ørn ville derfor være bedre til at undvige end sine tovingede artsfæller.
Ørnen sigtede efter vingerne, og allerhelst bag ham. For selv et instinktdrevent dyr vidste at en fugl med skadede vinger, ikke var en trussel. Ellers ville den gå efter ryg og nakke, kunne den komme til det. Om det lykkedes mod Ramiel, som var et intelligent væsen, ørnen langt overlegen, var ikke til at vide, men ørnen havde selvtilliden til at prøve at angribe det større, selvom det udsatte den selv for fare af de lange knive som svingede foran ham.
Heru bed tænderne ubevidst sammen, men gjorde ikke antræk til andet end at kigge. I denne situation kunne hun ikke andet end at sætte liden til at hendes fugl var klog, selvom hun ikke forventede den vandt over et menneske. Og håbe på at den slap ud af dette med sit helbred nogenlunde indtakt.

Lyden af tunge bask der tvang luften til at holde ham oppe, var alt hvad der kunne høres tydeligt og i en vedvarende, konstant rytme. Den obligatoriske susen af vind i ørene var blot en del af baggrunds støjen heroppe i den tynde luft, og med alt andet mangel på lyd, jah så var det faktisk næsten stille omkring Ramiel. Stilhed for stormen, var man en anelse dramatisk anlagt. 

For at lærer at flyve, jah der havde Ramiel studeret luftens bedste eksempler, og rovfugle var nu engang hvad han ville læne sig opad. Både i en grad af forfængelighed - han var satme ikke nogen due - men også for at lærer deres teknikker. Han havde godt nok ikke set denne firvingede skabning før, og kunne mærke et stik af misundelse ved den elegance den præsenterede. Men han havde en god idé om hvordan det her kom til at foregå. 
Derfor holdt han sig i misvisende ro, og ventede blot på at dykket ville komme. Og som forventet, var det en næsten lydløs jæger han havde med at gøre, og det var nervepirrende at vente i et så åbent luftlag, men det var det bedste han kunne gøre - og Ramiel ventede derfor. Og ventede. Og ventede lidt mere... indtil at alarmklokker fik diplomaten til at skæve over skulderen, hvor at en sort silhuet tegnede sig imod den lyse himmel. 

----

Da Ramiel endelig landede på jorden igen, var det med at tungt bump og en del nye skræmmer over de solbrune arme, såvel som et par fjer mindre. Han var dog ikke den eneste, og havde i farten fået ramt (og snittet) fuglen således, at den med panisk, uelegant flaksen var landet på jorden et stykke tid før ham, en god mangel på hale og flyvefjer efter at sit sammenstød med den bevingede mand.
Og tydeligt utilfreds, måske også en anelse presset. Dog havde Ramiel aldrig gået efter at få fuglen dræbt, og prisede sig selv for at det ikke var sket, selvom det sagtens kunne være gået galt et par gange deroppe... og den tilbageholdne brug af knivene, var nok også derfor at kløerne havde fået så godt fat i ham. 

Modsat fuglen var Ramiel dog tilfreds. Både med hans egen indsats, men også den. Og Heru's.  

Det var en nervepirrende fremvisning. Bekymringen for den firvingede skabning afspejlede sig tydeligt i hendes varme øjne, trods resten af hende forsøgte på bedste mulige måde at stå rank og selvsikkert.
Hun var udemærket klar over at hendes fugl ikke ville vinde. Det ville være så usandsynligt som noget kunne være, men at den fik lagt slag og kløer ind mod den anden mand vagte en hvis tilfredshed i kroppen på hende.

Det føltes som timer før hun så den velkendte rute af en fugl som faldte. Fuglen havde stadig evnen og kræfterne til at afbremse meget af faldet, men den var stænget for en stund. Utilfreds og mildest talt vred over at den tabte.
Den rystede sine vinger, kom med nogle lavmældte, og nogen ville sige ynkelige skrig af jorden. Heru knælede ved den store ørn, klappede med tænderne der immiterede klapren med et næb, og kom med et par puslende lyde, før ørnen indvilligede i at kravle op på hendes arm og blive ført hen til et podium.

Da hun var sikker på sikkerheden af sin egen fugl og at ingen af dens skader var direkte farlige, vendte hun blikket mod Ramiel. Hans arme bar tydelige skræmmer og enkelte steder i den elegante fjerprægt var der revet fjer løs.
"De flyver godt" komplementerede hun ham emd et skævt smil og et imponeret glimt i sine øjne. Endnu engang måtte hun se sig noget misundelig over hans gyldne vingefang, mens hun var fastbundet til jorden.

De gyldne øjne betragtede nysgerrigt hvordan Heru tog sig af den firvingede skabning, der med brok i næbet alligevel indvilligede til at lade sig flytte hen til et andet sted en jorden. Selvom Ramiel aldrig havde forstået dyr, var det med årene gået op for ham hvordan et ord som stolthed sagtens kunne lægges over mange af landets mere magiske skabninger. Og han håbede bare ikke, at dens stolthed havde taget et alt for stort knæk - det virkede ikke sådan, som hun blidt fik den sat tilbage på det mindre podie hun havde haft falken på tidligere. 

Imens var han selv ved at få et overblik over sin krops skader, og strakte sig omkring for at se hvor slemt det var gået udover ryggen. Heldigvis var det til at overskue, og en hånd gled undersøgende over hans ene arm, for med små tryk at vurdere skaden. Imens havde Heru fået bevæget sig tilbage imod ham, og Ramiel's øjne fandt hendes nøddebrune med et smil omkring de smalle læber. 
Havde han imponeret hende? 
Til hans egen overraskelse, fik tanken om at have gjort et form for indtryk, det til at... Ramiel skævede til sig selv indvendigt, mistænkelig over den tilfredshed det medbragte. Det var ikke som det plejede. 
Ikke at han lod det mærke med sig, når han med en lille latter nikkede, og kørte en hånd henover det mørke fipskæg. "Ellers ville jeg næppe have taget kampen til at starte med" pointerede han, ikke videre bleg for at indrømme, at han ikke gjorde sig i ting han ikke kunne finde ud af.. særlig ofte. Det virkede kontraproduktivt, når han var excellent på mange andre områder. 

Ramiel's håndflade gled hen over en flænge langs hans ene skulder, og med et grynt begyndte den svagt at lyse, og derefter direkte gløde i gyldne tråde, idet at han lagde den over det brudte skind...
... hvilket nok var den anden grund til at han havde indvilliget sig selv i den her lille kamp til at starte med. Uden mulighed for at fjerne i hvert fald de værste ar, jah så ville han da ikke sætte sin skønhed over styr - bare for en fugl. Det var han alligevel lidt for forfængelig til. Den dag det virkelig gjaldt, skulle han nok erhverve sig ar. 
"Det ville ikke være helt dumt, med en hud som Deres..." mumlede han (nok mest for sig selv), imens at han fokuserede den underlige magi i hans hænder. 

Heru strøg fingerne over ørnens hoved, ganske forsigtigt et par gange, før hun lod den sidde og surmule for sig selv. Dens stolthed led, men når alt kom til alt, var Heru stolt af den. Hun havde ikke forventet at den vandt. Det var ikke en forhindring i at Ramiel også havde imponeret hende. Naturligvis måtte man være komfortabel med sine vinger når de var en forlængelse af sig selv, men han udviste skarphed og intelligens oppe i de højere luftlag.
Noget hun ikke havde set før.
"Det strejfer De mig heller ikke som en person der gør. Men jeg må indrømme, du har nogle kneb jeg aldrig har set magen til før" komplimenterede hun ham med hænderne i siden og et kækt smil på læben.

Og han blev ved med at overraske, som lyset spredte sig fra hans håndflade og tiltrak hende sin opmærksomhed. Imponerende.
Heru lagde hovedet let på skrå og kom med et lydløst grin og gik ham nærmere. "Jeg er skam også ganske taknemmelig for den" Hun rakte en hånd op og fjernede en halv gylden fjer der var blevet filtret ind i hans hår i tomulten. "Skal vi få renset Deres sår eller klare De Dem?" Hun foretrak at hendes gæster havde det godt og ikke led al for megen overlast. Men det var naturligvis også en mulighed at hans evne på gylden vis kunne fjerne alle skrammerne.

"Man gør vel sit bedste" komplimenten gik for gode ører, men Ramiel kiggede ikke op. 
Opslugt i sit arbejde var han - så opslugt at han til at starte med, ikke helt lagde mærke til at Heru kom tættere. Det krævede en hvis grad af koncentration for ham at bruge den underlige magi, der oftere end hvad der var praktisk, viste sig udenfor hans kontrol. Ikke fordi at det var decideret pinligt (han plejede bare at påpege hvordan det bestemt havde været med vilje, at efterlade en gylden håndflade på lige præcis den her væg), men det kunne blive trættende. 
Idag var det dog ikke sådan, og han smilede en anelse selvtifreds da guldtrådende fuldte revnerne over hans hud ud, og han langsomt kunne fjerne hånden. 
... kun for at kigge op i et lille ryk, da han følte en hånd i nærheden af den smukke, sorte fletning. Hva søren? Guldøjne fulgte hendes egen hånd der havde fået grebet en guldfjer, og Ramiel smilede en anelse da det gik op for ham hvad hun havde spurgt om. 

"Jeg klare mig, men tak for Deres hensyn" smilede han, og han kunne ikke lade værd med prøvende - og nok mest af alt som en bizar form for venlighed - grebet i et øjebliks svaghed over hendes interesse, at sprede den ene vinge en anelse ud. Strække den, så dens guldglimtende side kom mere til syne, da han havde fornemmet en... stigende interesse fra hende. Ikke at han kunne være andet end fornøjet over den - hvordan kunne man være andet end fascineret, hvis hun almindeligvis begav sig med fugle og havde gjort det hele livet? 
Så han nikkede kort til over skulderen, i tilfælde af at hun ville se nærmere. En venlighed han ikke udviste mange, da han ofte forekom... sippet, med sine vinger. "De gør dem simpelthen også i healing, udover Deres arbejde med fuglene?" fulgte han undersøgende op med, og flyttede hånden over en ny skramme, for at lukke den også. 

”Det gør man vel” gav hun ham ret som hun uden omsvøb betragtede hvad han gjorde. Hvordan det gyldne lys stadig var intakt efter at han fjernede sin hånd, men sårene var væk. Heru var fascineret af magi. Hun var fascineret af alt nyt for at være ærligt, og det Ramiel gjorde var nyt og spændende.
Bevægelsen i hans vinge fangede hendes perifere synsfelt og fik hendes øjne til at dreje sig let til siden for at betragte hans vinger. Han kunne ikke være i tvivl om hendes fascination af dem, og ikke mindst den jalousi der ikke kunne undgå at blomstre i hendes indre. Det gyldne skær var fangende, og hans lette nik var den eneste indbydelse hun havde brug for, for at lade sine øjne følge vingernes form, farvekombinationerne og hvordan skæret glinsede af dem. Det var især fascinerende at se forskellen af de indre fjer mod oversidens mere vandtætte – såfremt de var som fuglefjer naturligvis, men det regnede hun med, trods hun ikke rakte ud for at røre ved dem. Det ville ikke være anstændig adfærd.

Et let grin forlod hende som hun drejede blikket langsomt mod ham, for at besvare hans spørgsmål. ”Med dyr som disse, er skader, sår og skrammer hyppigere end man skulle tro” Han havde ikke set de største hun havde. Selvom hun foretrak at træne jagtfugle, havde hun også fugle på størrelse med kameler og heste, netop brugt som ridedyr. De var mere sjældne og yderst temperamentsfulde. Hun priste sig lykkelig for sin stenhårde hud i især de tilfælde. "Dertil er det en god undskyldning til at komme tættere på. Min fascination er næppe forbigået Dem" hun løftede sin hånd og drejede den halve guldfjer mellem sine fingre med et kækt smil på læberne.

Den vage gnist af jalousi der var at spore, talte til en ganske speciel del af den mørke engel, der så absolut intet havde imod at hun misundte hans krav på himlen. Han forstod hende godt, og på sin vis, prydede Ramiel sig så ufattelig meget med dem, vingerne. Fordi de mørke svanevinger kunne (foruden selvfølgelig at have et praktisk virke) adskille ham fra de almindelige borgere her i landet, på den kønneste måde muligt. Og når han ikke havde meget andet der kunne seperere ham fra pøblen, hverken navn, magi, penge, handelsalliancer eller virke - i hans gyldne øjne, var de næsten livsnødvendige; om han nogensinde skulle miste dem var det ikke sikkert at Ramiel ville være sig selv efter, så essentiel en del af hvem han var, var de blevet. 
Og hvis han prydede sig ved dem, måtte andre også. Den unge kvinde skulle være så velkommen til at tage dem i øjesyn, så velkommen til at misunde dem. Det var en ren ære at en kvinde af hendes kaliber, brød sig om hvad hun så. 

Endnu en skramme blev lukket, og trods Ramiel ikke løftede blikket imens, jah så hørte han alt hvad hun sagde, et lille smil om læberne i slutningen af hendes ord. Forbigået? Hun kunne ikke sige det bedre selv. Den mørkhårede mand løftede endelig øjnene fra sit arbejde igen da det var færdigt, og mødte Heru's kække smil, reflekteret i den gyldne fjer hun drejede imellem sine fingerspidser. "Og alligevel holder du dig på respektabel afstand" pointerede han, en næsten drilsk humor i de solgyldne øjne over at hun holdt sig på anstændighedens afstand. Hænderne knyttedes for at kvæle den gyldne glød der hang omkring håndfladerne, trods markeringen af dem forblev på de steder han havde lukket sårene over den solbrune krop. Men selv bevægede han sig ikke nærmere - det ville ikke være passende for ham, i hvert fald. 

Heru havde aldrig oplevet nogen frihed så fantastisk som de gange hun havde siddet på ryggen af sin ørn der kunne bruges som ridedyr. Det var så grænseoverskridende i starten at hun følte hendes hjerte havde været ved at springes. Suget i maven, kroppens adrenalin. At Ramiel kunne nyde den frihed, pragt og følelse hvornår end han ønskede det var stærkt plagende for hende. Hun ønskede at prøve det. Ønskede at vide hvordan det var. Det krævede en kamp ikke at række ud og røre. Følge vingernes rod til spids. Fjerenes konsistens og forskellige størrelser og udformning. Drømme sig ind i tanken om hvordan det måtte være at flyve på egen hånd.

Hånden havde næsten løftet sig og hendes krop havde lænet sig nok frem til at det så ud til hun var på kanten til at tage et skridt. Men hun fastholdte sin stand. ”Jeg er en respektabel dame” svarede hun i en lige så drillende tone tilbage, med sit hoved hvilende let på skrå og glimt i øjet. Hun drejede hovedet til den anden side som hun alligevel tog et halvt skridt tættere på. ”Det meste af tiden i hvert fald” den halve fjer mellem hendes fingre, blev ført hen og rørte blidt hendes underlæbe som det drilske glimt voksede frem i de mørke øjne. ”Hvad ville folk dog ikke tænke” Hende, en adelige Al-Kazimi, tættere end respektabelt med en diplomat af uægte aner. Hvad ville folk dog ikke sige! Garanteret en masse ting som Heru var skråt op ligeglad med alligevel.

Solgyldne øjne fulgte den fuglehviskende Heru da hun - på trods af hvad der virkede som fornuftig tøven - alligevel endte med at tage et halvt skridt tættere på, og dermed trådte over den proffesionelle sfære der ellers burde omgive en kvinde af hendes stand. Ikke at det var et skridt Ramiel fortrød at hun tog, og ved det lille tegn på interesse, kunne han ikke undgå at bemærke hvordan han selv drejede sig mere frontalt imod hende. Hvorvidt det var et skridt fremprovokeret af hans ord eller ej, var i og for sig irrelevant. Det føltes i hvert fald sådan. 
Blikket gled ned imod hendes læber, pænt henvist af fjeren der glimtede legende i hendes mørke hånd, inden at Ramiel tvang det tilbage opad imod hendes lysebrune øjne igen, tydeligvis... eller i hvert fald med kommando om at være hævet over den slags. Det var han nød til. Med det tænkt, var der ikke meget afvisning af spore i den mørke engels udtryk, der selvom han også vidste at den drilske energi omkring hende ikke var svært at svare igen på. 
Så han tillod sig at gøre dét, uden at tillade sig alt det andet der faldt naturligt for en dominerende personlighed som ham; Ramiel trådte ikke nærmere omend det var yderst fristende. 

Han var dog ikke ligeså bevidst - eller kontrollerende - omkring hvordan de gyldne vinger foldede sig en anelse ud idet at han vendte sig imod hende, som bød de hende nærmere. "Definer folk, og jeg kan definere hvad de vil tænke" det skarpe ansigt vippede en anelse på skrå, og hænderne der ikke kunne gribe ud efter hende som de ellers ønskede, vendtes i stedet opad imod luften, vagt udslåede. "Eller, jeg kan forsøge" intet var bestemt på forhånd, og han kunne kun give et forsøg. Selvom selvsikkerheden i den påstand i hvert fald ikke fejlede noget. 

Med noget som formentligt var naiv tankegang, følte Heru at hun stod med magten. Timernes løb havde vækket en interesse der normalvis aldrig lod sig skinne igennem i omgivelser som disse. Hvis hendes faderne ophav vidste hvordan hun kunne finde på at opføre sig i det skjulte, var ære formentlig noget der kunne kastes en sten efter. Kvinder havde deres plads, specielt i denne slægt. Og den plads var ikke fyldt med frihed af nogen art.
Opmærksomheden der tavst blev hende givet af hans solgyldne øjnes bevægelse og vingernes indbydende åbning, vagte den løsslupne side af hende. Den side der næsten glemte hvor de var og hvem der kunne se på. Næsten.

"Respektable folk, som loyale tjenere. Folk der kunne se mere end de burde. Men hvad med folk som Dem, Ramiel ad Kazirea. Hvad tænker folk som Dem" hendes stemme lokkede ham lavmældt, som hun modvilligt holdte sig til ikke at træde nærmere, trods den indbydende fremtoning.
I hende voksede der en spænding efter at høre hans umildbare svar. Om hans profesionalisme var stærkere end de gyldne vinger og blikkets afsløringer af hvad hun regnede med var mere nærgående tanker end folk normalvis ville tillade. Han skulle bare indrømme det

Hun trådte ikke nærmere, hvilket var et faktum Ramiel sagtens kunne komme til tåls med. Han forventede ikke meget, og selvom det ikke betød, at han ikke håbede på det bedste, jah så vidste han godt hvem han selv var i alt det her. Især når hun selv pointerede det. Men hvor at det måske kunne lyde som en påmindelse, tog han det næsten som en udfordring - ikke ulig dem han selv havde budt hende i den tid de havde brugt sammen, og en kernedel af diplomaten bed sig fast i hendes ordvalg. Hvad folk som ham tænkte.
Hans positioner var todelte, og således var hans ansvar - og hans svar også. Der var derfor ikke meget tøven da Ramiel's smil blev en anelse mere morende - fordi hendes spørgsmål var kløgtigt og interressant, jah stimulerende for et ellers skarpt sind som hans, og så fjernt fra hvad man ellers kunne forvente af den... kvindelige side af de royale kazimier. Hvad folk som ham tænkte... han var desværre ikke mere end sin position, i disse tilfælde. Det var han udemærket klar over. 

Og alligevel åbnedes diplomatens læber med et smil. "Uanstændigt, afvigende fra normer og traditioner" slog han fast om han blev spurgt som en tjener af slægten, munden en anelse åben da han dog ikke var færdig, og Ramiel lod ordende bundfalde sig førhen at han uden meget tøven forsatte. "Men også interessant. Får følger hyrden, men da De ikke er noget får... er det derfor ikke helt afvigende alligevel. Er det?" 
Potentialet til at være mere end blot en pyntefigur i de adelige rækker var der - og dermed også... priviligerne i ikke at blive dømt for selvsamme opfattelse der 'beskyttede' en, skulle man skære ind til benet. Og selvom Ramiel til hver en tid ville hævde hvorledes at kvinder ofte kun var benspænd for produktivitet, var han ikke blind for de tilfælde, hvor at nogle faldt udenfor det. 
Han havde trods alt opsøgt Heru med mere i mente, end blot at skaffe en tam fugl til fyrsten. 

Hans ord. Hurtige og kontante var på ingen måde nedslående for hende. Tværtimod kunne man tydeligt se morskaben nærmest glimte i brune øjne. Uanstændigt, afvigende fra normer og traditioner. Ord der var fuldstændig korrekte, og på normalvis dybt stødende for en anstændig Kazimi kvinde som hun selv. Uanstændig, som hun stod i tøj der trods sin fine stand, var beskidt og brugt. Afvigende fra normen og traditioner, med en krop der afspejlede hendes erhver var mere end at være pynt og tilfredsstillelse. Og det var blot det udvendige, som enhver forbipasserende kunne påpege. Men hendes sind, afvigede heller ikke fra disse ord.

"Får følger hyrden siger de. Måske, men hvad er hyrden uden får" Påpegede hun med et let løft i det ene øjenbryn. Blev for mange specielle og afvigende, mistede det sin klang og formål.
"Hvorfor er De her virkelig, Ramiel?" Hvad ville han have, hvad søgte han og hvorfor havde han valgt at opsøge hende. Heru var ikke dum, og trods hans interesse i hende afspejlede sig at være dybere end en trofast tjener der søgte en jagtfugl, var hun ikke tankelæser.

Det kriblede i Ramiel efter at svare hende sandfærdigt, når hun så direkte virkede til at vide hvorledes der lå noget mere under hans besøg. Det trak i ham at give de brune øjne et svar der kunne få dem til at glimte i tilfredshed, og det krævede en utrolig mængde viljestyrke for den mørke engel, ikke at lade sig falde i hullet der lå i bare at smække sandheden på bordet. Hun havde sine idéer, og mon ikke de var tæt på? 
Men han kunne ikke. For loyal af sind og for påpasselig med sit virke; Ramiel ville ikke sætte alt over styr for nogle kønne øjne. Det kunne slå for hårdt fra sig, hvis han tog et forkert sats. 

Han ville dog ikke efterlade hende uden noget, og smilet om diplomatens læber fik en underfundig energi, da han passende slog blikket ned for den adelige frøken i sine ord. "Jeg er blot sendt ud for at vurdere disse.. fugle, min frøken" trods hans tone var klar - hun måtte ikke tage ordende for så sandfærdige som mange andre ville. 
Blikket gled dog op kort efter. "Men jeg vender nok snart tilbage igen med et mere... tilfredstillende svar, på hvordan de kan være til gavn. Om alt går godt, vil det involvere Dem personligt. Kunne det være af interesse, komtesse af Al - Kazimi slægten?" åhh, hvor han havde sine håb sat et vidst sted til det svar, Ramiel's læber skiltes ubevidst en anelse i sit afventende udtryk, stadigvæk med bånd på ikke at træde nærmere. Åh, alle de begrænsninger. 

Der skulle mere end et skridt tættere på og et par indtrængende øjne til for englen at afsløre noget. Desværre og heldigvis. Desværre, da den unge adelsfrøkens interesse og nysgerrighed for alvor var tændt og spændingen susede i kroppen. Heldigvis, fordi hvor var det sjove i at han nemt gav efter for hende så let? Når man fik alt serveret på et sølvfad var udfordring faktisk en kærkommen ting. I hvert fald så længe det trods alt gik i den rigtige retning.

Et træk gled gennem hendes øjenbryn og trak derefter i hendes læbe for at ville smile, men trods alt var det blot antræk og ikke noget der overspillede sig i hendes træk. "Jeg håber deres vurdering er fyldestgørende" svarede hun med en mine der afslørede at hun ikke troede på hans ord med overlegen sikkerhed. Der var noget underliggende. Noget hemmeligt der ikke måtte tales frit om. Det var spændende.
Fristelserne var store, men hvis han skulle holde sine former, kunne hun også lege den leg. Men ikke uden de små energier og små bemærkninger gik helt forbi. "Personligt involveret? Det siger jeg ikke nej til" der var flere meninger i svaret hun gav ham, hvor det kække glimt i øjet og trykket på visse ord gav udtryk for at hun så frem til at han skulle komme med mere tilfredsstillende svar til hende og ikke mindst det faktum at han personligt bragte dem. Nu hun skulle være personligt involveret. Hun havde lænet sig let frem som hun havde svaret, ham men var allerede på vej tilbage igen, med et ekstra skridt bagud "Skuf mig nu ikke"

Ramiel's gyldne øjne kunne ikke forlade kvinden foran ham, da han med en rumlende og utrolig kort latter måtte høre hendes ord, og instinktivt vidste at også han håbede, at den slægtningefjerne familie kunne være af interesse for fyrsten og hans folk. Hendes evner var uden tvivl interessante, og når han talte om evner, jah så mente den bevingede mand ikke kun hendes evner hvad angik de fjerklædte dyr hun havde et nok så godt tag på. Nej, der var bestemt andet hun også havde et godt tag på. 
Derfor var det også en forventet skuffelse der meldte sig på banen da hun trak sig et skridt bagud. 

Noget spyt blev sunket, og halv-englen nikkede i en enkel, rykvis bevægelse. "Som De ønsker" gled det lavmælt, jah knap nok hørligt over hans smalle læber, og Ramiel's øjne tog nogle sidste sekunder om endelig at forlade hende, og i stedet lukkedes. Der var desværre ikke meget mere at komme efter ved dette besøg, kunne han konstatere. Han følte fristelsen til at finde på endnu en undskyldning for at nyde de fine omgivelser og udsætte den lidt... længere tur der ville være, ved rejsen over ørkenen og tilbage til Balzera. Men han vidste at det ikke var 'rigtigt' at give efter for den fristelse. 
Så da Ramiel endnu engang åbende øjnene, var der en afskedsorinteret 'sørgmodighed' i kanten af det, og han bukkede endnu engang, måske endda en anelse dybere end før, førhen at han talte. 
"På den kommentar, må jeg desværre snart sige farvel, Frøken Al-Kazimi. Jeg ønsker dem i sandhed alt det bedste disse næste par dage"
Roligt rettede han sig op, nok så klar på at blive vist tilbage til indgangen hvis hun ikke havde mere at tilføje til deres lille stund. 

Som det ofte var med interessante møder, håbede man på at de aldrig sluttede. Selv når det begyndte at strække sig mod enden var der noget som holdte fast i blikket. Hun ville gerne vide mere. Hun var nysgerrig og hun kunne se at Ramiel havde mere at byde på end hvad han indtil videre tydeligt havde sagt. For ikke at tale om den indtagende personlighed der dragede hende. Forbandet.
Heru havde en fornemmelse af at det ikke var sidste gang hun så til ham. Nej, Heru havde en forhåbning om at det ikke var sidste gang hun så den guldvingede mand.

Former skulle holdes. Etiketter skulle følges. Opdragelsen bankede i baghovedet og bød netop hende at gøre det forventelige af hende, trods hun inderst inde havde andre tanker at gøre sig. Tanker der heldigvis holdte sig inde bag pandeskallen, og ikke til frit aflæsning for enhver.
Håbede hun.
”I lige måde Hr. ad Kazirea.” hun bød hans bukken velkommen med et hovednik. Hun havde aldrig helt lært at mestre at neje, ikke med ynde i hvert fald. Så hellere lave et solidt hovednik.

Med en venlig håndbevægelse vidste hun vejen hen til udgangen af den yndige have hvor hendes fugle stadig fløj frit omkring dem til de mødte en tjenestemand der bukkede dybt for dem begge. ”Til vi mødes igen, vil jeg ønske dem en god rejse” tiltalte hun ham høfligt, før hun diskret drejede den lille fjer hun havde fået tilegnet sig, mellem sine fingre og løftede ganske kort og diskret et øjenbryn, da det ville være alt for tydeligt at blinke direkte til ham. Kækheden var dog at spore i hendes brune øjne, selvom tjenestemanden ikke tog sig megen notis af det, som han høfligt bad Ramiel følge med så han kunne blive fulgt ud.

Vejen hen til udgangen af haven blev vist, og Ramiel fulgte med, en rolig og karakteristisk raslen af fjer til følge ved hvert et skridt han tog. Det var en kort tur i stilhed, det var skridt der blev taget med tanker i reflektion hos den bevingede mand, og det var først da en tjenestemand gik dem imod for at overtage, at tavsheden blev brudt. Ramiel's blik gled over den solbrune kvinde; hendes ord fik halv-englens vinger til at rykke en anelse tilfreds på sig, førhen at han selv åbnede munden. 

"Jeg takker" en simpel tak, da langt mere lå i de solfarvede øjne der betragtede hende, da hun med et kækt glimt sendte ham afsted. Han takkede ikke kun for ønsket om den gode rejse, men i den grad også for muligheden der lå i at se hende igen. Der var mange ting at tage stilling til, men ikke alt var usikkert. Fordi Ramiel vidste, at han ville komme tilbage på disse frodige kanter igen. 
Tjenestemanden gik få skridt videre, og inden Ramiel vendte sig helt om, stoppede han på halvejen, med siden til Al-Kazimi komtessen. "Til vi mødes igen" mumlede han som et forsinket ekko, førhen at han endelig vendte sig helt omkring, og ville ved udgangen begive sig afsted på den længere rejse der var at tage, når han skulle hjem. 
Han håbede at Fyrsten kunne se potentialet i den unge kvinde. Ikke kun for netværkets skyld, men måske også for en selvisk del af Ramiel's egen skyld.