Hendes første svar skuffede Owen lidt, for virkede ikke til at hun ville give nogen tal. Han nikkede derfor langsomt med et blidt smil. Langsomt strøg han hingsten langs dens hals under dens man. Han ville ikke presse hende til at sige mere end hun ville, selvom det virkede til hun godt ville kunne klare at blive presset lidt. Hun havde ligesom allerede givet udtryk for at hun regnede med at han var ældre, at hun gentog det, ændrede ikke på hans spørgsmål.
Da hun så uddybede hvilken alder hun estimeret ham til at være, bredte han smil sig som han så op på hende. ”Det er jo ikke så galt,” smågrinte han som hun bevægede sig tilbage til den anden hest. Nysgerrigheden om hendes alder brændte næsten på hans tunge, men han vidste bedre end at spørge en kvinde om hendes alder – det kunne fornærme.

Owen tog strigleren over i sin ikke-dominante hånd, så den dominante hånd kunne stryge langs den umiddelbare rene pels. Fandt han det mindste skidt blev det børstet af. Da Thalias stemme lød, lod han ikke blikket forlade hesten, men svarede med hans forsatte striglingen. Han smålo lidt af hendes tilføjelse om hvem hun var, ”Altså så længe jeg kan omgås med hestene er jeg egentlig tilfreds,” forklarede han mens han inspicerede en lille knop. Der gik et lille øjeblik inden han overvejede at det fik det til at lyde som om at han kunne arbejde hvor som helst så længe der var heste. Han placerede derfor sin strigler oven på det lille bump og så over mod Thalia, ”Eh, det er selvfølgelig vigtigt at fortælle at Isenborg giver mig langt mere at arbejde med. Både af forskellige heste men også bare generelle opgaver,” forklarede han. Han bed sig overvejende i underlæben før han vendte tilbage til hesten med at strigle. ”Jeg er rigtig glad for at arbejde her,” konkluderede han endelig.

Hendes estimat på hvor gammel Owen i virkeligheden var lod ikke til at fornærme den unge stalddreng det mindste. En lille men tung sten faldt fra prinsessens hjerte, der havde sat sig som en bekymring over at komme til at vække en vrede hos ham. Han lod måske ligefrem til at være glad for hun skød ham ældre? Det var vel fordel ved at være mand? Det at blive skudt ældre end ens faktiske alder, betød sjældent noget negativt.

Læberne pressede sig fast mod hinanden, til de ikke vare andet end en smal streg i det lyse ansigt, da Owen begyndte at svare på spørgsmålet. Owen’s svar fik det til en start at lyde som, at han ikke var helt glad for at Isenborg var hans arbejdsplads, men det at det var tåleligt så længe han havde hestene at passe.
Næsten med det samme fortrød Thalia sit spørgsmål. Hun ville jo ikke stikke næsen i noget der ikke vedkom hende. Endnu mindre ønskede hun at vide en af de arbejdende på borgen, kun arbejdede her af nød, snarere end af lyst. Trods for sin finere tilværelse, først som komtesse og nu prinsesse, så vidste hun jo godt at det var et privilegium, for dem med en lavere stand at finde et arbejde hvor også lysten til arbejdet var til stede. Der skulle jo smør på brødet.
Læberne kom til syne igen da Owen fortsatte og det blev klart, at han ikke kun var på borgen af nød. Lettet sank skuldrene tilbage i deres vanlige position, da hun ubevidst havde stået og spændt lidt op i dem, så de var trukket en anelse nærmere ørene. ”Det er jeg glad for at hører." lød det ganske sandfærdigt fra hende, med et stort smil sendt tilbage til den mørkhåret unge mand. "Jeg vil så nødigt at de som arbejder her ikke glædes over det… Jeg ved godt det er en ganske forkælet tankegang” det sidste blev tilføjet lidt små forhastet, som hun ville forsikre ham, at hun ikke var så blåøjet som det måske kunne lyde; når det gjaldt middel- og underklasse.

Det var tydeligt at Thalia havde misforstået den første del af hans svar, sådan som hun havde presset sine læber sammen til en smal streg i bunden af det kønne ansigt. Han var derfor meget ivrig for at få redt trådene ud og forklare hvad han mente.

Og det lykkedes. De flotte læber kom til syne igen og Owen fandt det svært ikke at se for meget på dem, selvom hun stod længere væk. Hendes skuldre sank lidt, hvilket gjorde det tydeligt for Owen at de ord hun sagde efterfølgende virkelig var sande. Hun gik meget op i dem der var ansat under hende. De skulle være glade for deres arbejde. Han trak et lille smil. Hvis storesøsteren ikke var så sur og tvær i tide og utide, ville alle elske at arbejde for Isenwald. ”Der er ingen grund til bekymring,” lød det, som han forsatte med at strigle lidt. ”Hvis jeg hører nogen være utilfredse kan jeg godt nævne det for dig?” foreslog han og skævede væk fra pelsen. Med et sidste strøg var hesten færdigstriglet. Han lagde en anelse modvilligt strigleren fra sig. Trangen til at tage strigleren med sig meldte sig nemlig som en lille summen i fingerspidserne. For at få tankerne på noget andet, vendte Owen sit blik mod saddelknægten og greb fat om sadlen til Avalon. ”Vil du have hjælp med at få sadlet Sherwin?” spurgte han nysgerrigt. Det kunne godt være hun var vant til at ride begge heste, men det betød jo ikke nødvendigvis at hendes titel som komtesse havde ladet hende sadle op selv før. I mellemtiden begav han sig over til Avalon. Han introducerede sadlen langsomt og holdt skarpt øje med om den gav ham nogle dæmpede signaler; så som at dreje hovedet væk, for at vise han ikke var klar til sadlen endnu. Hingsten virkede dog helt fin med sadlen, så Owen begav sig om på den ene side af ham, før han kontrolleret fik ført sadlen op på ryggen af hesten. Bad hun ikke om hjælp, ville han samle biddet til Avalon op i hænderne for at varme det, så det ikke var koldt når det blev ført ind i munden på hesten.

”Vil du virkelig gerne gøre det?” Spurgte hun med iver i stemmen for hans tilbud. Hun ville mægtig gerne at Owen fortalte, hvis han hørte nogen skulle være utilfredse med deres arbejde på borgen. Nok havde hun ikke meget bemyndigelse, men hun kunne altid snakke med sin moder eller selv finde en løsning, hvis rammerne tillod hende det. ”Det må du meget gerne Owen, men ikke hvis du kommer i klemme ved det.” det var lige så vigtigt for hende, at han ikke endte med at være på dårlig fod med de andre ansatte på borgen. Ikke på hendes bekostning.

Et stort tandsmil blev sendt til ham, da han tilbød at hjælpe med at sadle Sherwin op for hende ”Jeg afslår dit tilbud, men takker for det.” der var noget drillende i hendes ord, men ikke desto mindre mente hun dem. Hun var nok prinsesse nu, men hun kunne godt op sadle sin egen hest, eller i dette tilfælde Sherwin.
Tydeligvis ikke helt håbløs fik hun sadlet hoppen op og da begge heste var klar til dagens ridt, lod hun Owen først trække Avalon ud af staldbygningen. For at skåne både Sherwin’s ryg og undgå at sadlen blev trukket skævt over tid, steg hun op fra et højere punkt end direkte fra jorden. ”Vil du lede an? Jeg vil gerne se området fra en der kender det bedre end jeg selv gør?” spurgte hun smilende. Hun red jo selv typisk de samme ruter, men nu hvor hun havde en lokal der kunne guide hende rundt, så skulle den chance ikke forspildes.

”Klart! Du kan regne med mig,” lød det insisterende fra Owen. Han havde intet imod at være hendes observante øje. Det var et snildt arbejde at kunne holde øje med om folk var tilfredse med deres arbejde i stalden, og såfremt også andre steder på Isenborg, hvis han træffede andre som tjente Isenwald. Han smilte og nikkede, som hun fortalte at han meget gerne måtte give besked, ”Bare rolig, jeg har mine metoder,” forklarede han hende med et smil. Enten ville hun tage det med et gran salt eller være nysgerrig på hvad han mente. Uanset hvad ville hun ikke få det at vide… Endnu.

Et nik blev givet som svar, som tilbuddet om hjælp til at sadle Sherwin op, blev afslået. Det var tydeligt hun drillede ham lidt og han havde da derfor også et lille drenget smil på læberne. Der var ikke meget at sige til det, for ville hun selv måtte hun det. Han kunne snildt være der med det samme, hvis hun havde brug for hjælp. Der skulle vel være en fordel ved sin evne, ikke?

Inden længe var de begge klar til at tage ud på deres tur sammen. Owen ledte an, ud af staldbygningen. Han skulle til at foreslå at give hende en hestesko, så hun snildt kunne komme op, men som han vendte sig om mod hende, var hun allerede på vej op på ryggen af sin hest. Han fandt så selv en af de nærmeste store sten, som han brugte til at stige op fra, for at skåne hestens ryg, og mindske den kraft der skulle lægges i at komme op på hingsten. Så snart han let og elegant fik sat sig i sadlen, samlede han tøjlerne op, og så om mod Thalia. ”Eh, jo, det kan jeg godt,” svarede han, lettere overrasket over spørgsmålet, men samtidig helt forstående. Han klikkede lidt med munden og satte hesten i skridt, ”Er der nogle ruter du kender i forvejen eller?” spurgte han. Han kendte efterhånden mange af ruterne omkring Isenborg og mange af vejene førte til andre landsbyer.

Kommentaren om at han havde sine metoder lod Thalia stå alene, for nu. Nysgerrigheden var vakt for hvad Owen helt præcist mente, men ikke mente at hun kunne tillade sig at spørger indtil det lod hun mystikken i ordene hænge mellem dem. Tænk hvis ikke hun brød sig om svaret?
Owen havde jo været så blid og venlig mod hende og ikke mindst hestene, så ville hun kunne tåle at høre hvis han bar på mere skyggefulde sider? Sider han ville benytte sig af, for hendes skyld? Svaret var et rungende nej i hendes indre, men det kvalte stadig ikke den spæde nysgerrighed.

Den frie fod fandt stigbøjlen på modsatte side af sadlen og med en hurtig rettelse af frakkens ’vinger’, drejede hun hovedet mod Owen der ubesværet kom i sadlen. Spørgsmålet lod til at komme bag på ham, et svagt beklagende smil trak i prinsessens mundvige ”Jeg lover at være en god turist?” forsøgte hun spøgefuldt at opveje for det lille bagholdsangreb.
Eftertænksomt flyttede hun blikket fremad, for at huske de ruter hun trods for hvor kort tid de havde boet fast på borgen, efterhånden kunne ride ud på i søvne. Det var ikke mange, ingen gang en håndfuld, men der var da to eller tre ruter ”Jeg kender den som fører ned til søen ved olivenlunden og den som føre gennem skoven til den store lysning…-” en tænkende pause blev holdt før Thalia lyst op i et bredt smil ”- og den ned den nærliggende landsby naturligvis.” tilføjede hun med en latter, som hun selv kunne se det moret i næsten at glemme den mest oplagte af ruterne.

Om Thalia gjorde sig klogt i ikke at spørge ind til Owens evner, var ikke til at vide endnu. Det kunne både gøre hende usikker i at have ham omkring, for han kunne jo snige sig rundt hvor som helst, uden at blive opdaget. Men samtidig kunne det være brugbart hvis man skulle noget, som et eksempel at flygte.

Owen smilede næsten grinende, som hun lovede at være en god turist. Om hun havde sagt det eller ej, var han ikke et sekund i tvivl om at Thalia ville være en god turist. Hendes hjerte var det pureste guld, det havde han allerede fundet ud af, på den korte tid de havde brugt sammen. ”Det er jeg ikke i tvivl om,” lød det fra hans læber smigrende.
Han havde sat lidt gang i hendes hukommelse, som hun skulle til at huske de ruter hun allerede havde redet. Han nikkede lidt, og så i retningen af de ruter hun nævnte. Han trak lidt ekstra på smilebåndet, som hun nævnte den mest indlysende rute at kende til, til den nærliggende landsby. ”Okay, så du kender jo lidt i forvejen,” lød det lidt mumlende. Han tænkte lidt, ”Okay,” lød det fra ham, som han havde besluttet sig for en rute. Han ville tage hende ud til nogle af de flotteste blomstermarker i området og for at komme derud, skulle de forbi lysningen hun havde snakket om. Han ville dog ikke afsløre det endnu, for vidste hun hvad hun skulle se, ville hendes reaktion måske ikke være nær så imponerende. Selv nu, om foråret, var blomstermakkerne allerede i fuldt flor.

Det var næsten ikke til at hører Owens mumlende ord. Havde Thalias opmærksomhed ikke været rettet mod den unge stalddreng, ville hun uden tanke have udstødt et spørgende hvad, for at få ham til at gentage. Det var dog ikke tilfældet, heldigvis, for selvom hun fandt sig ganske tilpas i hans selskab, så ville sådan en tanketorsk unægtelig farve den lyse hud rød af flovhed over hendes manglende kontrol over egen mund.
Efter en kort betænkelighedstid lod det til at Owen besluttede sig for en rute med et okay, men ingen yderligere uddybelse om hvor de skulle hen.

Ruten var genkendelig det meste af vejen. Allerede inden de nåede til den store skovlysning var Thalia klar over de havde kurs mod den. Det var derfor med ægte nysgerrighed i de lyse øjne, at hun drejede hovedet i Owens retning ”Jeg formoder du ikke vil vise mig, hvad jeg allerede har set?” spurgte hun retorisk inden hovedet skrånede sig en anelse ”Du formår virkelig at prikke til min nysgerrighed.” forsatte hun muntert, og måtte bide sig i indersiden af kinden for ikke at spørger om han ville nok ville løfte sløret for, hvor de var på vej hen. Det ville jo ødelægge overraskelsen og siden han intet havde sagt om den, så konkluderede Thalia optimistisk at den måtte være god.
En konklusion der skulle vise sig at holde stik, men slet ikke yde den smukke blomstereng retfærdighed. Det tog hende et godt langt øjeblik at finde stemmen under den åndeløshed der havde lagt sig over hende. Lavt, på grænsen af en hvisken lød det endeligt ”Det er noget af det smukkeste jeg har set i mit liv, Owen.”.

Owen havde været taktisk, og havde helt bevidst ikke fortalt hvor de skulle hen, for han ville gerne have hendes rene reaktion, når de ankom. Han kunne derfor ikke lade være med at smile kækt, som hun spurgte om det var noget hun allerede havde set. Hvilken guide ville han så være! Hun skulle have sig en oplevelse, som hun formodentlig aldrig ville glemme. For det var sådan et kønt syn, derude. Han skævede derfor over til hende, med et bredt tandsmil, som hun nævnte han prikkede til hendes nysgerrighed. En enkelt gang lod han blikket glide op og ned ad hende, men måske var det bare for at tjekke hende og hestens udstyr? ”Godt,” lød det ret så tilfredst fra ham. Han ville ikke spolere noget.

Owens blik blev hos hende, som de ankom til blomsterengen. Hun så mundlam ud, sådan som hun så ud over engen, med næsten glimtende øjne. Hendes kommentar til engen lod kun det brede smil blive større. ”Du har vidst aldrig set dig i spejlet,” lød det fra ham, noget så selvsikkert på at det ville lande godt hos den mørkhårede prinsesse. For hun var umenneskeligt smuk, og ville til hver en tid kunne slå blomsterengen i skønhed. Det var også første gang han tydeligt komplimenterede hendes udseende.

Uden et egentligt ord, valgte han at stige af hesten og trække den med sig, lidt ud på marken. Her plukkede han så en meget simpel lyselilla blomst, og rakte den efterfølgende op til Thalia, som endnu var på sin hest. ”Et minde?” lød det fra Owen med et lille skævt smil på sine læber.

Det var ingen hemmelighed at Thalia elskede overraskelser. De blev stadig den dag i dag mødt med en barnlig glæde og nysgerrighed, overraskelser var trods alt sjældent noget dårligt. Selv de der endte med at skuffe formåede hun altid at finde mindst én positiv ting ved, og så kunne man altså blive overrasket over, hvor god en overraskelse det alligevel endte med at blive.
Owen kække smil og selvtilfredse ”Godt,” gjorde næsten ventetiden pinefuldt, i godt selskab med forundringen over, at det lod til han førte hende mod noget hun havde set – troede hun.

Thalia havde været så betaget af blomsterengen og dens kaskade af farver, der svajede let for den blide vind. Der var tider, hvor man ikke andet end kunne værdsætte hvilket kunstværk naturen i virkeligheden var. Dette var et af disse tidspunkter og uden tvivl et som prinsessen ville skatte højt at mindes.
Lettere forfjamsket bøjede hun nakken, så blikket landede i den hvide man, mens blodet steg i kinderne ”Jo, men jeg er ingen blomstereng.” svarede hun dæmpet tilbage for stalddrengens ros. Jovist var Thalia klar over hun ikke have været helt uheldig. Hun var dog beskeden når det kom til at skulle beskrive sig selv som værende smuk, men hun uden tøven ville beskrive både sin søster, mor og bedste veninde som værende de smukkeste kvinder i landet. Alle tre langt smukkere end hun så sig selv.

Lyden af Owens støvler, der mødte det bløde græs, fik hende til at rejse blikket fra Sherwins hals. Tavs sad hun og fulgte hans færd ind blandt blomsterne, indtil en simpel, men stadig smuk lilla blomst blev plukket og rakt til hende. Et blændende hvidt smil malede sig over hendes læber, da hun tog imod blomsten så deres fingers strejfede hinanden ”Det første af forhåbentligt mange?” kom det fra hende, i et skjult ønske om at denne ridetur ikke ville være den sidste. Hun nød trods alt hans selskab og så var det irelevant, at en fyrstedatter ikke burde mingle sig med en simpel staldknægt.