De blå-grønne øjne mødte forkynderens årvågne, og Sol følte en sitren glide igennem sin krop, sind, sjæl og til sidst... hærde hendes blik. Noget der frembragte en kant som intet menneske kunne efterligne, et levn fra et væsen der havde levet århundreder før den her menneskekvinde, og ville leve århundreder efter at hun var død. Menneskehylsteret blev for en stund kun hvad det var i den kære præstinde Rakel's øjne; et hylster hvor at et noget ældre sjæl bevidst trådte frem, omend smilet om læberne forblev forstenet i hendes hvide ansigt. 

Hun tog ikke imod ordre fra noget dødeligt væsen, og det var hendes ordre til mennesket. 

Alligevel valgte læberne endelig at splittes og ordende at flyde. 
Solari trådte ud af ringens cirkel - trådte ud af den opsøgende hellighed de alle ville være en del af, med en selvsikkerhed der talte for sig selv, hun tøvede så sjældent imellem både de vantro og de værdige. "Børn af Lyset..." tungen fugtede læberne idet at hun drejede sig omkring, sorte gevanter flagrende i den rolige bevægelse og flammerødt hår glinsende i solen, som Solari søgte at tage kontrol over den tilbedelse der rådede. Åh hvilken frihed det var, ikke at lade sig fængsle af sit eget mørke skind. "Giv gudindens lære til dem som lider under sjælenes sult, for den er en tusindefold værre end den jordiske" blikket låste sig på den kære forkynder der havde hevet hende ind i flokken, og menneskekvinden smilede.  "Dine synder og din sjælesult er imellem  dig selv og din gudinde; bekend dem i skue af andre, og du gør det for jordisk bifald. Bekend dem i dit indre, og du gør det for sjælens egen applaus" i et lille ryk gled øjnene tilbage på præsten der havde talt som havde hun brug for hjælp til gudindens gunst, en rettende rynke imellem de mørkerøde øjenbryn. "Vi må stå uden frygt og tvivl, og aldrig gå på kompromi med vores tro... jeg er kun så ny, som du vælger at gøre mig, Rakel" afsluttede hun, inden at hun med et lille nik drejede omkring, for at forlade den målløse cirkel med de ord ringende for ørene - noget der forhåbentligt ville sætte sig fast, og få dem til at holde mere tæt. 
Og et ønske om at den kære mandlige præst ville følge efter hende, havde hendes ord ikke skræmt ham væk.