Isla vidste at det ikke blot var skødesløs leg med ild, sådan at give efter for sin impuls og lade Sarah ufrivilligt bade i nyindkøbt øl. Hun vidste, at hun var varulven komplet underlegen når det gjaldt fysisk styrke – at hun kunne blive splintret som tørt træ, hvis Sarah ønskede det.
Men lige nu var Isla komplet ligeglad. Hun frydede sig skamløst over at kunne tilbagebetale lidt af den ydmygelse, som Sarah så fint havde kastet mod den urtekyndige, siden deres første etablerede øjenkontakt efter ti års adskillelse.
Hvis varulven ønskede flammer, bitterhed og krig skulle hun så sandelig få det – Isla var indstillet på at fortære dem begge i blå helvedesild, hvis det var dét, som var nødvendigt; lade harmen opsluge al fornuft og få det hele til at eksplodere i stedet. Sønderrive og flænse følelserne frem, nu hvor kæl og omsorg ikke gjorde det. Varulven kunne komme efter med sin styrke, hvis hun ønskede; Isla var ligeglad med hvor ondt det ville gøre på dem begge – det var Sarah som havde smadret det hele først.

De sorte øjne genspejlede trodsigt varulvens lynende blik, da Sarah – relativt smertefuldt – fik fat i Islas kæbe og fikseret deres ansigter mod hinanden. Ud af øjenkrogen kunne den urtekyndige fornemme, hvordan deres optrin havde fået fanget den øvrige beværtnings opmærksomhed.
” – vækker din skide, følelseskolde krop”
Kæben gjorde ondt, besværliggjorde evnen til at snakke, men alligevel fortsatte Isla ufortrødent. Med det eneste formål var at gøre det endnu værre. Lad mig se dig brænde, hund. Brænd!
” – Jeg burde have vidst, at det var øl, som skulle til, før jeg kunne få din fulde opmærksomhed. Det er blevet lidt af en sutteklud for dig, ikke?”