Pleasance betragtede blot scenarie der udspillede sig foran sig. Hvordan at hendes bror møvede sig ned ved siden af hende, og greb hende omkring ansigtet. Hun skulle næsten afholde sig fra at lade en lavmeld knurren forlade hendes strube. Det med at se hendes bror røre ved andre foran sig, frembragte altid en dyrisk ejerskab omkring hvad hun følte omkring hendes tvilling. men hun gjorde det ikke. Lod i stedet de mørke negle, gribe omkring stolens ryglæn hun havde stillet sig bag ved. Mærkede hvordan at læderet gav efter, for hendes insisterende greb. 

"Jeg forstår ikke, hvad var det jeg ikke skulle have gjort?" hun prøvede at hive sin kæbe ud af det stærke greb, og kiggede med store blå øjne på manden der begyndte at fortælle hende, at han havde kedet sig. Og hun ikke forstod, men gjorde det fordi han havde fortalt det så mange gange før?
Det var så tydeligt for Pleasances, hvordan frygten gennemsyrede den flotte spinkle krop. Hun var så ulækker pæn, alt, alt for pæn. Hun havde lyst til at forvrænge hendes ansigt - også ville ingen længere synes hun var pæn! Ikke længere få lystende blikke fra hendes bror - forfærdelig kvindemenneske. 
Det var normalt ikke hende, at blive så vred. Men hun var blevet ydmyget af hendes storebror, og nogen måtte betale prisen. 

"Du skulle ikke have lade min kære bror kede sig - så hvordan har du tænkt dig at gøre det bedre igen - hmm?" vislede hun mellem sammenbidte tænder, og sendte derefter et afskyeligt smil hendes vej. Kvinden veg tilbage, og prøvede at komme ud af stolen. 
"I er begge syge i hoved - hold jer væk fra mig!" - "Tsk tsk, hvordan er det dog hun snakker til dig broder?"

Et frydefuldt grin – skingert og klukkende – undslap Chaunces hjerteformede læber, i samme øjeblik de giftgrønne øjne fæstnede sig grådigt på søsteren. Svigerinden forsøgte fortsat, at slippe fri af de sorte fingre, der lå lukket tæt om hendes slanke kæbe, men jo mere hun kæmpede, des mere strammede Chaunce sit greb om hende. Det var tilmed ganske ubevidst; kun drevet af Mørkets instinkt, Pleasances anerkendelse og nydelse.
Stemmen var tilmed tavs. Det var kun de to – som det burde være, som det var den sandeste mening.

Chaunce vendte sit blik mod svigerinden, der stirrede tilbage på ham med opspærrede øjne. Fortsat smilede han, men ikke længe forblev han tavs: ”Nej, det burde du ikke. Du burde have afhjulpet mig med frustrationerne og rastløsheden. Det ville Pleasance have gjort med lethed – Pleasance ville vide, hvad der burde gøres. Du kan lære meget af hende”, hviskede han, nærmest som var det et omsorgsfuldt forslag, hvorefter Chaunce lænede sig frem og slikkede kvinden henover kæben. Instinktivt forsøgte hun endnu engang, at fjerne sig fra den høje mand men Chaunce lod hende ikke gå –

Hvad han gjorde i stedet, var, som altid, at lade sine øjne indfinde sig på Pleasance for endnu engang. ”I dag er til ære for dig, elskede. Hvad vil du gøre med hende?” 

Hun nikkede ivrigt - "Ja du skulle! Hvilken svigerinde er du dog, bare at lade ham gå rundt og kede sig. Kede sig så meget, at han blev nød til at tage bort og underholde sig andet sted - hvad er det dog for noget!?" vislede hun, mens smilet næsten formåede at blive bredere på de mørke læber, hun trak stolen ud og placerede sig tungt i den. Hendes albuer lænede sig mod den smukke olieret egetræs bord, som der stod mellem hende, svigerinden og hendes bror. Hun betragtede hvordan han slikkede den blonde kvinde hen over hendes kæbe. Smilet forsvandt og hun så i stedet ud som om hun væmmes - men fordi hun ikke tog godt mod det. Hun elskede det ikke! Hvor vovede hun!
Men hun tæmmede hendes følelser, og lænede sig i stedet tilbage i stolen frem for at læne frem på albuerne. 

Hun sukkede dybt og dramatisk, som hoved blev lavet på sned. Hendes lange sorte fingre negle begyndte at dunke ned i bordpladen. Noget der tydeligvis fik svigerinden til at stivne. Mest af alt, fordi at de mørke snore vældede hen over gulvet mod hende. 
Hvad ville hun gøre med hende? Åh der var så mange muligheder. 
"Jeg vil have hende til at skrige så hele borgen høre hende." sagde hun med et alt for smukt dukkelignede smil. "Men jeg har set hvordan du har kigget på hende - ønsker du at gøre noget, før jeg skamfere hendes smukke smukke ansigt - så skal det være nu." sagde hun med et grin, og de pupilløse øjne borede sig ind i de smukke blå der kiggede skræmt og forfærdet på den mørkhåret kvinde - som var dette en ond drøm. Men ak, så heldig var hun slet ikke. Overhoved ikke. 

Chaunce gnæggede frydefuldt, og i samme øjeblik forsvandt hans hånd omsider fra svigerindens kæbe – dog kun for at lægge sig tilrette på hendes tynde arm, hvor de lange fingre kunne nå hele vejen rundt. Imens Pleasance afgjorde slagets gang, kærtegnede broderen den nøgne hud, der hvor skjorteærmet ikke nåede hele vejen ned, men de – nu sorte – øjne lå fortsat fæstnet på Pleasance selv. Han kunne ganske enkelt ikke lade være; hun var, måske ironisk for nogle, hans Lys.
Hans mørkemagi stod dog ikke stille. Også hans sorte tentakler kredsede omkring svigerinden, hvis ansigt var ligblegt og hvorpå, svedperler glinsede i det svage lys fra de alskens stearinlys. Chaunce havde ikke – bevidst, i hvert fald – ladet magien farer fra hans skikkelse, men den havde instinktivt reageret – som et sultent dyr – på Pleasances tilstedeværelse. Og dette til trods for, at svigerinden var immun for netop deres fælles evne. Det havde altid, lige dele fascineret og irriteret Chaunce, der ved alskens lejligheder havde stalket den kønne kvinde, når hun var alene – aldrig havde han fået hende til at græde. Aldrig havde hun skreget fra Mørkets afkrog.

Det var… frustrerende.

Chaunce rystede omsider på hovedet, og lod sin blodmagi stoppe blodtilførslen til svigerindens underarm. ”I dag er til ære for dig, min kære”, gentog han, som forklarede det klokkeklart, hvorefter han endnu ikke havde vendt kvinden rundt og taget hende for sig selv.
”Jeg har ikke behov, du ikke kan tilfredsstille for mig – Pleasance er nemlig en dygtig pige på den måde! Så ulig dig der ikke kan føde børn! Er du – oh! Måske hun slet ikke har et køn!” Chaunces ansigt lyste op i en skadefro morskab, og pludselig rev han op i hendes kjole.

De skræmmende øjne som den unge kvinde besad, vigede ikke fra svigerindens panikslagende. Smilet bredte sig blot, som hun lænede sig frem igen og lod de slanke fingre lukke sig om brevåbneren der lå på  bordet. Hun lod den danse mellem hendes fingre, som hoved gled med næsten dyrisk maner til siden. 
Nej hun kunne ikke mærke mørket på samme måde som andre, men hun kunne stadig blive påvirket. Hun var tydeligvis stadig bange - hvilket hun hurtigt indikerede, med et hvin som Chaunce rev op i kjolen for at tage kvindens køn i øjensyg.
Hvinet var så delikat, mens hun forsøgte at rive kjolen ned igen - ikke at det hjalp synderlig meget.
"lad være dit bæst!"

Bæst? Pleasance's tunge gled ud og fugtede kort de mørke læber, inden hun klappede tænderne sammen. Det var bestemt ikke længere et blidt udtryk der lå i de ellers så kønne folder. Nej, det var vrede. Ingen kaldte hendes bror et bæst. 
"Hvor vover du - du er så lavt nede i denne fødekæde, at du burde være taknemmelig for at han overhoved giver dig den værdighed at finde dig interessant!" hvæsede den sindssyge - dog intelligente stemme. 
"Er hun så en kvinde broder?" hvislede hun, og stak brevåbneren ind i hendes hånd. Blod begyndte at flyde fra det, og små råde tråde begyndte at glide hen over bordet. De greb omkring kvindens arme og formede nogle reb der tvang dem fast i stolen. "Tsk tsk - lad ham komme til." sagde hun med en moret stemme, og kunne mærke hvordan hun blev varm i kroppen. 
Dette var en ganske god underholdning, for at komme i bedre humør efter hvad deres storebror havde gjort ved hende.

Svigerinden begyndte at hulke i desperation; en lyd, der fik Chaunce til at smile smørret, som han kæmpede sig vej frem til hendes køn. Det var dog besværligt – der var ganske enkelt for mange lag – hvormed, at den høje mand måtte skifte taktik.
Blodmagien forlod ham for endnu engang, og tvang den kønne kvinde til, at rejse sig og ligge sig til rette på stuebordet med spredte ben. Hendes ansigt var rødt af anstrengelse, tydeligvis kæmpede hun mod Chaunce, der dog slet ikke syntes mærket af netop det faktum. Faktisk, var han travlt optaget af, at få bakset alskens stykker stof af hende.

Omsider lykkes det og Chaunce stirrede på det nøgne skød. ”Du stinker. Du stinker af mug og gammel fisk”, lød det fra ham, tydeligvis ude af sig selv af morskab; hele hans ansigt lyste af indestængt fryd og begejstring, velvidende at han netop nu kunne betragte det, han ønskede – og havde ønsket sig så længe.
Det var dog unægtelig en skuffelse. Der var intet tiltrækkende ved svigerinden længere.

”Det er nok derfor, du slet ikke kan føde børn! Tror du ikke også, kæreste? Det er nok derfor! Fordi du lugter frygteligt af død dernede! Det er ikke sådan, det burde være, er det vel, elskede?”, udbrød Chaunce, hans ord skiftevis henvendt til svigerinden og Pleasance.

De mørke fingre, gled hen over Pleasances læber, som hun betragtede synet der udfoldede sig foran sig. Et lille fnys forlod dog næsen, som hun betragtede hvor uvillig svigerinden var til at efterleve deres kommando. Hvilket egentlig frydet hende mere end det gjorde hende irriteret - trods, at det lidt var det som hendes mimik ville fortælle andre. 
Andre der selvfølgelig ikke kendte hende lige så godt, som hendes tvillingebror Chaunce. 
Der gik utrolig langsomt det hele, og hun begyndte at kede sig en smule. Trods den hulkende lyd der kom fra kvinden, der vred og vente sig på bordet - nu var ganske underholdende. Lige så stille, begyndte den spinkle kvinde at kravle hen over hoved, med den lille brevåbner i hånden. Hun lagde sig på maven, og greb svigerinden omkring hoved. Det var heldigt, at hun var så optaget af at Chaunce var gået ned mellem hendes ben. 

“Åh” klukkede Pleasance, som hun med næsten hengivne og kælende fingre lod dem glide hen over svigerindens ansigt, som hun ikke en gang følte havde ret til at få sit navn ytret i Pleasances tanker. “Åh hvilken skam, at du sådan stinker - så kan jeg da godt forstå, hvorfor du ingen børn får. Det er jo slet ikke fordi du ikke kan føde børn. Men selv vores stygge stygge storebror, ønsker ikke sit lem ind i dine ulækre stinkende folder.” Klukkede hun, og lod brevåbnerens spids glide hen over kinderne. “Men hvad skal vi da så få tiden til at gå med dig - når du pludselig er så ulækker at lugte til?” Hvislede hun mellem hendes læber, og lod kølige øjne glide hen over de skræmte øjne der kiggede op på hendes ansigt. Hvilken magt dette var.

Chaunce gnæggede frydefuldt, som Pleasance lagde sig tilrette. Og dernæst nikkede han; en gestus han ubevidst fortsatte, som han skridtede omkring svigerinden og i stedet stillede sig ved hendes forvredne ansigt.
”I dine stinkende, ulækre folder”, gentog Chaunce i en hvisken, som han gled ned på hug. Hans sorte fingre listede henover svigerindens bløde hår, og som de gjorde sådan, faldt den høje mand – for blot et øjeblik – i staver. Det føltes som silke, der gled imellem hans fingre, der afslørede, at Chaunce aldrig havde arbejdet blot en enkelt dag med hårde og fysiske gøremål. Svigerinden hvæsede ad ham, men lyden fik blot Chaunce ud af sin fortabelse med en latter.

Længere nåede han dog ikke – eller for den sags skyld Pleasance selv – før, at døren indtil biblioteket gik op. Savaric tårnede sig frem i døråbningen, hans højde og drøjde så lig den mindre brors egen. Nok var Pleasance og Chaunce tvillingeparret, men Chaunce lignede i langt højere grad manden, der nu tog deres foretagende i nærmere øjesyn.
Langsomt gled smilet af Chaunces læber, og i det sorte blik sneg tøvende gnister sig ind. ”Kære broder”, lød det lavmælt fra ham, i det at han skævede mod Pleasance; tydeligvis afventende på, hvad hun afgjorde, måtte være deres næste skridt.

Den ældre mand svarede ham ikke – det gjorde han sjældent – og gik i stedet ind i bibliotekets midte, hvori han stillede sig. ”Hvad laver I?” På intet tidspunkt forsvandt Chaunces sorte blik fra broderens skikkelse.
”Vi – vi leger bare”, mumlede Chaunce, i det han langsomt trak sin blodmagi til sig og kuede sine skuldre. 

Det løb Pleasance’s kold ned af ryggen, som hun hørte døren gå op - de lysende brune øjne vente sig mod skikkelsen, der tårnede i døråbningen. Vandet haglede ned fra hans sorte rejse kappe, og brystkassen bevægede sig i en voldsom fart op og ned. Havde han løbet? 
Brynene krøllede sig mod hinanden, som hun vente sig rundt på gulvet, og lod de blege ben hænge hen over det stærke træbords kant. 
Hvor hun med det samme kunne høre og fornemme frygten i Chaunce, som han trak sig væk fra svigerinden. Men denne gang, lod hun sig ikke kurer. Hun så rødt, vreden buldrede frem i den spinkle petit krop - og det kunne ses på de hvide knoer, som hun strammede et voldsomt greb omkring kanten på bordet. Neglene blev presset ind i træet, som hun sank klumpen der havde formet sig i hendes hals. Blikket lagde sig kort på hendes tvillingebror, som han trak magien til sig og mumlede de blot legede. 

Den sorthåret kvinde lagde hoved på skrå, og lod tungen glide hen over hendes mørke læber. 
“Og du ødelægger alt vores sjov.” Sagde hun mellem hvislende tænder, som de mørke øjne som broderen besad ganske hurtigt lagde sig på hans yngre søster.
“Var din mund udyr, jeg troede turen her til havde lært dig nogle manerer. Men det ser ud til, at jeg skulle have gjort det mere klart!” Hvæsede han, og rev hans handsker af der med et klask ramte marmorgulvet. Med nogle hurtige skridt, var han henne og lukkede hans stærke fingre omkring hendes hals - der lige var blevet healet fra et knust spiserør. Pleasances pev i smerte, som hun sprællede med hendes ben. Dog forlod stædigheden ike hendes øjne, som hun hånden med brevåbneren gav slip på bordkanten og i stedet klemte hårde omkring det lille våben. “Slip mig” hvislede hun igennem sammenbidte tænder, hun var træt af Savaric’s tyranni. 
Men hendes hårde ord, jorde blot at fingrene strammede sig yderligere - inden de mørke øjne stirrede hårdt på Chaunce. “Hvad har du at sige til dit forsvar?!”

Chaunce kom langsomt på benene, jo længere ind i biblioteket, at Savaric kom. På intet tidspunkt forlod de sorte øjne broderens høje skikkelse, men som et kuet dyr, stod Chaunce stille med sammensunkne skulder.
Der var ikke mange, der kunne få den sorthårede mand til at ryste af skræk – Savaric kunne dog. Magten og magien, han havde tyranniseret tvillingerne under, var så ganske ulig noget andet, Chaunce selv havde mødt og selvom han frygtede den ældre mand, så gnistrede de sorte øjne også af…

Hengiven beundring. Savaric var… uovervindelig.

Chaunce svarede ikke Savaric, i det han med hånden om Pleasances strube, henvendte sig til ham. I hvert fald ikke til en start. I et øjeblik, der føltes som en uendelighed, stod han blot og betragtede ham; tog ham ind i al sin sorte storslåenhed.
”Det var bare… for sjov”, lød det omsider fra Chaunce i en hvisken, hvilket fik broderen til at fnyse hånligt. Den hengivenhed, den yngre bror følte for den ældre, var ikke gengældt; et faktum tvillingerne øjensynligt begge vidste.

Og det havde aldrig generet Chaunce før i det øjeblik. Nogle var bare… bedre. Som ham selv og den bastiale pøbel, han så ofte selv teoretiserede.
Om det var Savarics hånd om Pleasances hals, vidste han ikke, men noget skete i det øjeblik. Noget, der fik Chaunce til at kaste sin blodmagi, med al den kraft, han kunne mønstre, imod broderens tårnende skikkelse.

Som Savaric fnyste, sendte Pleasances ham nogle lynende øjne. 
Han kunne aldrig se det sjove i noget! Han var modbydelig, intet andet - intet sjov, ingen spags - bare et stift bræt. Eller en våd ildelugtende klud. Han kunne selv få lov til at vælge så snart at hun havde en chance for at snakke igen. 
Hvilket hun så fik, da hun mærkede hvordan at fingrene begyndte at flekse ukontrolleret omkring hendes hals. Blikket blev forvirret, aldrig havde hun mærket hvordan at hendes ældre broder havde kæmpet med kontrollen. Men blikket der blev rettet mod Chaunce, var ikke at være i tvivl om. De var arrige - rasende. Og da grebet endelig forlod hende. Var det nok til at hun i et hylende skrig, sprang på hans høje skikkelse. Han lignede så meget deres bror - og mange troede da også at det var dem som var tvillingerne, og ikke Pleasances og Chaunce. Men Chaunces var hendes - hendes! Og alt det han havde gjort, alt den smerte an havde forvoldt hendes elskede - nu skulle han endelig straffes for det. Hun stak ham med brevåbneren i kravebenet. 
Et brøl forlod den sorthåret mand og blodet væltede frem. Hun sprang væk fra hans skikkelse, og væltede spraglet rundt på det kolde stengulv. Hvilket også gjorde hun slog hul i knæet. Alt det arbejde healeren havde lagt i hende - det var næsten en skam. 
Den sorte farve voksede op af hendes nye hånd - til de havde bevæget sig som sorte åre hele vejen op af hendes arme. Blod begyndte at fosse ud af hendes næse og dryppede ned på det hvide gulv. Som hendes egen blod magi begyndte at gribe fat i blodets tråde der gled ud fra Saveric - tråde viklede sig dog ikke om ham - men om svigerinden der lå lamslået på bordet stadigvæk - og da begyndte hun at skrige - som de blodige snore begyndte at borde sig ind i hendes delikate hvide hud.
“Du er færdig med at være den mægtigste!” Skreg hun i vrede - “Du kommer aldrig til at ligge en hånd på Chaunce igen - er du med!?” Hendes hånd knyttede sig sammen - og et overdøvende skrig forlod igen den blonde kvinde - som hun endelig så hvad hun ønskede, for første gang i Saverics øjne - frygt. Hvilket fik en frydefuld latter til at forlade Pleasances mund. 

Chaunce betragtede, hvordan Pleasance stak kniven i under Savarics kraveben og med et, kom han til at klukke skingert. Havde søsteren ikke foretaget sig noget så drastisk, havde også Chaunce forholdt sig i ro. Det var dog ikke tilfældet, og synkront med Pleasance, lod Chaunce sin magi gribe ud efter – ja, hvem end der stod i dens vej…

Langsomt, som det rovdyr, han var, skridtede Chaunce hen mod Savaric, der forblev liggende på gulvet; påtvunget til selv samme grundet Chaunces blodmagis faste greb. Det var berusende, at betragte den mægtige mand sådan, og Chaunces sorte øjne gnistrede af morskab, i det han satte sig til rette overskrævs på ham.
Dernæst løftede Chaunce sin ene hånd og rakte ud efter Pleasance, og med en så ukarakteristisk nænsomhed, førte han søsteren tilbage til broderen. ”Du må ikke røre nogle af os mere, storebror. Du må slet ikke bevæge dig mere – og du forstyrrede. Vi var slet ikke færdige med at have det sjovt”, hvislede han men så lavt, at det næsten var en hvisken. Selvom tvillingerne nu havde overtaget, var frygten, Savaric havde installeret i dem fra spæd, endnu ikke væk.

Chaunce lagde en finger på broderens bryst og med leende øjne, tvang han hans blod til at undgå de klaprende hjertekamre. ”Og nu skal du sove, kære broder. Nu skal du sove, sove, sove, sove…”

Smilet der spredte sig hen over de mørke læber, var alt andet end imødekommende. Det var hvad der ville få små børn til at skælve, ungmøer til at skrige - et smil man kunne skrive om i historier der skulle skramme folk, for nogen sinde at bevæge sig ind i mørket. Men det var det de var, mørket selv, velsignet af Zaladin - sænket nogle af de stærkeste magiske evner man kunne ønsket sig. Hun og hendes bror var nogle af de stærkeste i denne verden, og det var der ingen der kunne tage fra dem - troede hun.
For lige som hun skulle til at sætte sig på hug ved siden af Savaric gik døren endnu en gang. Og den mand der stod i døråbningen. Ja han var værre end manden der lå og gispede efter vejret, nogen sinde ville blive - manden der havde gjort det mod tvillingerne. Ham som havde tvunget blodet ned mellem deres læber. Alle de gange, at han havde tæsket Pleasances til det punkt hvor hun næsten ikke kunne gå. Smidt hende ind på værelset, hvor hun havde skreget i grød efter mere blod. 
Pleasances hvæsede som et vildt dyr, som hendes pupilløse øjne lagde sig på deres fader. Der tornede sig frem - det sorte gråsprængte hår, der lå klæbet mod hans kindben. Også han dryppede vand fra rejsekappen. 

"Slip ham omgående Chaunce." ordene blev sagt med sådan en magt, at Pleasances veg tilbage - faldt ned på hendes haleben og kravlede i sikkerhed bag en af boghylderne. Han var så frygtindgydende - hun ture end ikke trække vejret længere. Hendes magi trak sig væk fra både Svigerinden og storebroderen. Mens hendes lysebrune øjne lagde sig på Chaunces krop. 

Chaunce vidste instinktivt, at faderens skikkelse var den, der stod i døråbningen, selv før hans stemme lød igennem det mørklagte bibliotek. Det var hverken en karakteristisk lugt eller gang, der fortalte ham det – nej, det var magien, der emmede af kraft omkring den ældre mand, der afslørede hans tilstedeværelse.
Ikke, at Chaunces sorte øjne forlod broderen, der hvæsede under ham. Heller ej da faderen bevægede sig hen og satte sig på hug ved hans side. Chaunce kunne ikke se op, lammet af frygt, men fortsat afskar hans blodmagi, Savarics hjerte i sit egentlige arbejde. Der var noget trodsigt iblandt alt det skræmte, der lå henover Chaunces muskuløse skikkelse. Dette til trods for, at kroppen skælvede let…

”Slip ham, knægt”, gentog faderen i en hvislende beordring, alt imens svigerinden stakåndet og grædende kom på benene. Stadig gjorde Chaunce dog ikke, som han fik besked på. Hvordan kunne han? Savaric havde rørt Pleasance for endnu engang – det var utilgiveligt!
”Nej”, lød det lavmælt, kuet, fra Chaunce selv, som han lod blodmagien stramme sit tag om storebrorens brystkasse. Et tungt suk var faderens eneste respons, hvorefter han greb om Chaunces sorte krøller og trak til –

Men heller ikke der, rykkede han sig ud af flækken. I stedet hviskede han, på tvillingernes selvopfundne sprog: ”Løb.”

Hun hæv efter vejret, som frygten begyndte at brede sig frem i hendes brystkasse. Normalt ville hun svare igen, men det mørke der emmede fra deres far. Trods han ikke besad de samme evner som dem, skulle man ikke tage fejl af hvor den alt opædende frygt kom fra. Nemlig ved alt det som faderen havde gjort igennem tiden mod de to yngste. 
Fingrene neglene borede sig ind i træet, på den boghylde hun havde gemt sig bag. Hele kroppen skælvede uden hun havde magt over det - 
Også skete det hele så hurtigt, hvordan at faren gik hen og greb hendes bror omkring håret. Og da vidste hun, at de ikke ville kunne undgå den unægtelig straf som ville komme for deres lille leg. 
Men hun vidste også, at hendes krop ikke kunne klare mere, hvilket i sig selv - var den ultimative grund, da Chaunce hviskede hun skulle løbe. Så det gjorde hun, hun rejste sig op, og løb i den modsatte retning. Pleasances havde aldrig været den type som kunne presse sig selv fysisk. Men i dette øjeblik, formåede hun alligevel at løbe mod døren, som var i den anden side af biblioteket - på trods af faderens vrede ord der beordrede hende til at stoppe. Skrig og hvad end der skete bag hende, prøvede hun at lukke ude - som hun rev døren op og forsvandt ned af gangen der havde åbne buer mod det fri. Lyden af regnen der væltede ned, overdøvede de bare fødder der klappede mod de hårde sten. Vejrtrækningen blev hul, som hun rev døren op mod gangen der ville føre hende til hendes værelse. 

Hvad der fulgte efter Pleasances flugt blev aldrig italesat – skrigene, der sprang frem fra Chaunces strube, vidnede dog om det unævneliges karakter. Først mange timer efter begyndte tjenestefolkene at hviske om, hvordan drengen befandt sig i kryptens klamme mørke. Tilsyneladende havde han, så snart pigen var undsluppet, sluppet sit tag i storebroren, hvorefter dennes og faderens straf var haglet nedover ham med en ubarmhjertig styrke og foragt.

En hvid finger gled henover murstenenes bulede overflade, alt imens Chaunce hviskede uhørlige ord. Dog ikke til sig selv – nej, til Stemmen, der talte i et væk og irettesatte ham for sit udbrud i biblioteket. Han havde lyttet til dens beordringer i, hvad der føltes som utallige timer, men med et fik han nok: ”Hold kæft!”, hvæsede han, og for blot et øjeblik, imens ordene døde ud i et forsvindende ekko, var det netop, hvad Stemmen gjorde. Den tav.

Du ved, at jeg kun vil dig dit bedste, Jaron, lød det dog omsider, hvortil Chaunce nikkede fraværende – som i en krampetrækning – i fuld færd med at fjerne indtørret blod fra hans sorte hårgrænse. Vi har været igennem så meget, du og jeg. Jeg bryder mig ikke om, når de gør dig ondt – og de gør dig ondt, min kære dreng. En dag skal du vise dem, hvem der rigtig bestemmer. Du er så meget mere magtfuld end dem! Forstår du? Dine evner er uovertruffen!

Hvor længe havde hun gået rundt i hendes værelse? Hun var ikke sikker - hendes fingre var godt knuget ind i de lange bløde lokker - dem som var lige så sorte som ravnens fjer. Som hun pludselig hørte et sagte bank på hendes store egetræs dør, der ledte ind til hendes kammer. 
Med hurtige skridt rev hun døren op, med vilde øjne lagde hun dem på en lille kvinde der krummede sig sammen. Mørket der pulserede omkring Pleasances, måtte allerede havde kastet sine tråde ud - da hun tydeligvis var påvirket. Det skrækslagende blik, sveden der løb ned fra det ene pjusket øjenbryn - "Frøkenen sagde jeg skulle komme - komme så snart, at vi hørte mere om hendes broder.." hviskede hun hæst, som var hendes stemme næsten ikke eksisterende. 
"Så fortæl mig hvor han er!?" hvæsede hun, og lod hendes slanke spinkle fingre lukke sig omkring hendes hals - og trods hun næsten ingen styrke besad, kunne hun mærke hvordan at luftrøret begyndte at hoppe under hendes pres - "han - han er - nede i fangekælderen!" Pleasance gav slip på kvinden, og skubbede hende væk. Uden om tanke, strøg hun ned af de klamme gange - regnen havde stadig ikke givet slip i dens tag over borgen. Men det var jo intet nyt, det føltes for hende altid som om at det regnede over Lochtree's residens. 

Der gik nogle minutter, før hun var kommet til døren, der ville føre hende ned af vindeltrappen for hun ville finde Chaunce - hun hørte kort stemmer, før hun forsvandt ind i mørket bag den store dør. Heldigvis fik hendes øjne fat på, at der var en tændt fakkel lidt længere ned af trappen. Med hurtige skridt, kunne lyden af hendes bare fødder høres mod de klamme sten. 
Hendes fingre lagde sig omkring det ru træ, som havde en flamme der dansede i toppen. Derefter gik det stærkt, hun måtte skynde sig at finde ham - sikre han var okay, og få ham tilbage til varmen i hendes værelse. 
Hun hørte hvordan han hvæsede - som hun langsomt bevægede sig hen over den celle han befandt sig i. "Chaunce.." hviskede hun nænsomt, som hun stillede sig helt hen til tremmerne. Da lyset skinnet ind igennem dem, måtte hun ligge hendes sorte fingre mod hendes mund, for ikke at gispe for højt. Det var ikke - et behageligt syn.

Chaunce så op, i det at det flakkende lys nærmede sig hans celle. Efter at have siddet i det uendelige mørke, skreg hans øjne af smerte ved synet, men den kønne mand var ganske enkelt for optaget af, hvad han så, til at det rigtig lod sig registrere.

Pleasance. Hans elskede.

Et smil spredte sig henover det forvredne og blodindsmurte ansigt, i det at hun indfandt sig foran ham. Siddende nogle meter væk fra de solide ståltremmer betragtede han hende for et langt øjeblik, før Chaunce pludselig rykkede sig en anelse. Næsten… tøvende.
”Må… må jeg godt komme ud nu?”, mumlede han stille, hvorefter hans hoved gled på skred og hans sorte fingre fandt hinanden i en krampelignende tilstand; som var Pleasance hans fangevogter og hans eneste livline.

”Jeg har forstået det nu. Jeg vil gerne ud herfra nu. Må jeg godt det?”

Fingrene gled langsomt væk fra hendes læber, som hun betragtede ham mere nøje. En ubehagelig fornemmelse greb omkring hendes mave, gav hende dårlig smag i munden - næsten til en grad hvor hun havde lyst til at kaste op. Som et håb om, at det kunne dulme det som der foregik i hendes indre. 
Om han måtte komme ud nu? Hvad havde de dog gjort mod ham! Og hun kunne have stoppet det, hun kunne have gjort noget - men i stedet så havde hun løbet sin vej. Så hurtigt hun kunne, uden at se tilbage. Og selvom han havde sagt til hende, at hun skulle - havde det stadig ikke være rigtigt. 
Tungen fugtede læberne nervøst, inden tænderne bed ned i underlæben. 
"Ja, ja selvfølgelig må du gerne komme ud nu." mumlede hun stille, og satte faklen fra sig i holderen, hun tog i dørhåndtaget men den ville ikke gå op. Selvfølgelig - selvfølgelig din idiot. Så var døren låst, hvad havde hun forstillet sig?
Hendes blik flakkede rundt i mørket, heldigvis kendte hun familien godt nok til, at ingen gad rende rundt med nøglerne på sig. Så de måtte hænge her et sted, spørgsmålet var bare hvor de hang henne.
"Jeg er tilbage lige om lidt, jeg skal lige finde nøglerne til at lukke dig ud." sagde hun forsigtigt, og skred med høj hastighed hen over det kølige og klamme flisegulv. Og rigtig nok, der hvor hun var kommet ned der hang de på en krog. Dog var der flere i bundet end bare et - hun sukkede opgivende, inden hun trak nøglerne fra krogen, og gik tilbage mod cellen.

Det skulle tage fem forsøg, fem forsøg før hun hørte den tilfredsstillende lyd af låsen der åbnede sig.
"Så nu kan du komme ud Chaunce." døren blev åbnet, som hun trådte forsigtigt hen til ham - "Skal jeg hjælpe dig op?" mumlede hun, som var hun bange for at gå for tæt på. Hvad nu hvis han hadet hende?