Ved hans ordre løftede Ava blikket mod Chaunce og gøs over hele kroppen. Smilet var det mest frygtelige ved ham. Det dryppede af giftig falskhed og det lovede frygtelige pinsler. Det var værre end selv de slangeagtige øjne.

Trods hans løfte stolede hun ikke på ham, ikke efter hun havde set ham begå mord så naturligt som at bede en bøn i et tempel. Men kniven sad stadig under strømpen ved hendes ankel… Alt, hun behøvede gøre, var at vente, til han troede, han var sikker.

Og dog følte hun panikken brede sig i blodbanerne. Det prikkede bag øjnene. Hun kiggede ned over sin kjole, og fingrene krøllede sig sammen om det fine stof. Langsomt løftede hun skørterne, og imens benene kom til syne, begyndte hun at bevæge læberne. Kun hvis man lænede sig tæt på, ville man kunne høre de dæmpede bønner: ”Isari, lysets gudinde, giv mig din styrke til at overleve denne frygtens stund … Velsign mig med lyset og gør mig i stand til at udholde Zaladins pinsler.”

Chaunce fortsatte sin spændingsfyldte gang, og da han omsider kunne placere sig bag Ava, hørte han hendes hviskende bøn. Det fik ham til at le – skingert og frydefuldt – hvorefter han lænede sig frem, således at han kunne placere sine læber tæt mod kvindens ene øre.
”Sig det højere, Ava. Jeg vil have, at du skal råbe det”, lød det leende, hvorefter Chaunce tog, hvad legen dikterede, var hans.

Dæmonen lagde sig, stadig med de dyre bukser åbne, til rette på sofaen, hvorved liget af købmandens hustru lå ved dens side. Han kiggede ned på hende, og lod dernæst de natmørke øjne tage sine blodindsmurte, sorte fingre i nærmere øjesyn; kvindens blod, ak ja. Men som hun da havde levet op til sin del af aftalen. Stadig rungede hendes bedende, højlydte ord af Isaris lovprisning og bønner i hans erindring. Det havde været så smukt – hvilket han også havde fortalt hende! Ja, Chaunce var jo ikke uretfærdig. Som han dog havde rost hende, som han havde ladet deres kroppe forenes i en pinefuld elskov; samlet sine hænder omkring hendes hals; ført dem ind i hendes indre, undersøgende, som havde han forsøgt, at skille hende ad indefra; grebet om hendes hår og hamret hendes hoved imod sofaens hårde polstring – så nemt det hele havde været!

Ava var jo, trods alt, ikke andet end en kludedukke.

Chaunce kunne ikke stoppe med at smile, og fra sin position i sofaen, kunne han se Avas blødende skikkelse på det kolde trægulv. Han kunne ikke stoppe med at le frydefuldt, som han tilfredst stak sine fingre ind i munden – så mange, der fysisk kunne befinde sig deri – og lod de sorte tentakler glide ud af værelset, ned i krostuen, så Zaladins forgård kom til de dødelige.

Uvejret. Ava betragtede det gennem vinduet i værelset. Hun så, hvordan regnen slog mod ruden og hvordan dråberne lavede kapløb ned over glasset. Bagved kastede de galopperede mørke skyer på himlen jævnligt lyn fra sig, der oplyste det grufulde syn på kroværelset. Ind imellem den rumlende torden hørte hun nogen skrige. Var det hende selv? Hun vidste det ikke længere. Hun havde for længst accepteret, at det ikke var hendes krop længere.

Hun havde prøvet at kæmpe imod. Men hvad nyttede det, når Chaunce var højere, større og tungere end hende, når han med sin blotte vægt forhindrede hende i at løbe væk. Hun kunne heller ikke nå kniven, for hans hænder var alle vegne, holdt hende fast, klemte om hendes hals og flænsede hendes indre. På et eller andet tidspunkt glemte hun alt om kniven.

I løbet af de timer krakelerede Ava i tusind stykker som et spejl med en i forvejen dyb tværgående rids. Hun var tom, ænsede ikke, at han var stoppet. Som hun lå der i en blodpøl ønskede hun næsten, at han havde dræbt hende. Og alligevel … alligevel var der en stemme i hende, der hviskede om et ansvar overfor hendes datter. Så hun bevægede sig og mærkede skrækkelige smerter over hele den forslåede krop, ikke mindst skarpe jag i hendes hoved. Han lå på sofaen som en fyrste efter en banket, men han ænsede hende ikke… Ava trak sig selv langsomt op, og i et svimlende sekund stod hun mellem valget at bore kniven ind i hans hals med fare for, at han knækkede hendes hals inden, eller tage nøglen fra hans bukselomme og flygte.

Hun valgte det sidste. Med den ene hånd holdt hun kjolen samlet om sin blå og gule krop, med den anden hånd flåede hun nøglen til sig, løb tværs gennem rummet, åbnede døren og løb ud i friheden.