Da Sarah var en smule omtumlet, var der meget af samtalen som blev ført mellem healeren og forkynderen, som gik den brunhåret varulv over hoved. Ikke at det var meget spændende hun gik glib af. Men det var alligevel et bøvet udtryk, der mødte den gamle dame, som hun nævnte at man glemte hvor blufærdig tempeldrengene er. Og i dette tilfælde, måtte hun jo mene Eadgar; Eadgar den Andægtige. En titel varulven ikke længere følte, passede ganske godt til knægten. Men nok om det, hun var ikke til for, at lade fordommens hammer slå ned på folk. Hun ikke rigtig kendte, han havde sikkert haft sine grunde, til at opsøge hende den dag. 
"Jeg kan sagtens gå selv" sagde hun, dog en smule forhastet. For da hun rejste sig op, var hun tæt på at synke sammen i hendes ben, næsten som om at nogen havde fejet dem væk under hende. Der undslap en hæst forbandelse fra hendes læber, som hun kun med et hårstrå fik fat i i stolen til at støtte sig op ad den. 
"Jeg beklager Eadgar.." sagde hun snøvlet, og lod de brune øjne fange hans skikkelse. Hun sank hårdt, og blev igen mindet om den forfærdelige smag i hendes mund. "Kan du hjælpe mig?" der var noget ganske knækket i stemmen, der pludselig bad om hjælp på denne måde. For det var kun sket meget får gange i varulvens liv, at hun ikke havde følt sig tilstrækkelig. At hun ikke kunne klare sig selv, og det knækkede hende hver gang, at hun blev nød til at ty til en andens styrke. 
Og af alle, så skulle det være ham. For nu stod hun virkelig i hans gæld, hvordan skulle hun nogen sinde kunne betale ham tilbage? For ikke nok med, at han havde ført hende herhen. Nu skulle hun bruge hans hjælp, for at komme ud herfra. Og tilbage til hendes værelse på kroen.

Eadgar den Andægtige så efter muligheden for at slippe for noget, man har tilbudt, men man ikke håber at man skal, flyve væk i horisonten. Den korte lettelse forduftede øjeblikkeligt og han gik modstræbende hen til hende, da det viste sig at Sarah alligevel havde brug for hjælp. Havde han ikke tilhørt Lysets havde han aldrig gjort det, men det forsøgte han ikke at vise for meget i kropssproget.
”Naturligvis” sagde han i stedet, fromt og pligtopfyldende, mens sindet var i vildt oprør.

Ikke alene skulle han tæt på og med sin egen krop støtte en fremmed – som i dette tilfælde lignede en, der kunne dratte om når som helst. Den tætte nærkontakt betød at han ville komme helt tæt på sårene (der naturligvis var renset), og han ville få svært ved at distrahere sig fra tanken om, at de kunne begynde at bløde igen; han kunne komme til at tage for hårdt fat.
Samtidig blev forkynderen yderst bevidst om sin egen styrke, eller mangel på samme. Hvis hun begyndte at vakle .. Eadgar den Andægtige formåede ikke at tænke det potentielle frygtelige scenarie til ende, fordi en erkendelse blev ved med at trumfe de øvrige skræktanker.
En erkendelse, som overgik både sår og styrke og som gjorde den fysiske kontakt endnu værre;
Sarah var en kvinde.

Eadgar forsøgte at tage sig sammen. Hun havde brug for hjælp, og Lyset hjalp altid de nødstedte.
Akavet og uvant forsøgte han at hanke op i Sarah og støtte hende og kort efter var de henne ved døren, hvor regnen fortsat væltede ned fra tykke, grå skyer.
”Hvor vil du hen? ”Spurgte han og prøvede at skjule sin dirrende stemme. Forhåbentlig ville hun få det bedre efter et par meter i regnen. Regn kunne både være forfriskende og livsgivende.

Hun var for omtåget, til at opfange hvor modvillig Eadgar den Andægtige var til at hjælpe hende. Hvilket nok ikke ville komme bag på hende, hvis hun havde opdaget det. 
Mest fordi, hun regnede med han havde meget lave tanker omkring hende som person. Og på sin vis, var hun næsten glad han havde den luksus. Luksusen til at domme hende, fordi han havde bedre vilkår selv. Og aldrig havde været så langt ude, hvor ingen ting var for nederdrægtigt et arbejde. At det at spise jord, var den sidst mulighed man havde. Måske var det ikke helt så slemt for Sarah, men med et knækket sind, kunne alt virke uoverskueligt. Også var det nemmere bare at kaste sig ud i selvskade.

Hun lagde med overraskende forsigtighed sin arm omkring hans skulder. Og lod ham støtte hende ud af døren, det var tydeligt at hun prøvede at holde meget af sin vægt på hendes ben. Og kun brugte ham, for at holde balancen. Forhåbentlig, ville det ikke være nødvendigt for ham, at skulle bære hende mere end det. Hendes brune øjne, kiggede en smule opgivende på regnen. Der var vel ikke andet for.
"Ehm.." sagde hun en smule forsigtigt, og sank nervøsiteten. Det ville være første gang, at nogen som helst blev lukket ind på hendes værelse. "Jeg har et værelse tilbage på det Halve Svin." svarede hun så endelig, og lod blikket glide til siden og betragtede hans reaktion.
"Vi kan selvfølgelig også bare tage hjem til dig, hvis du ikke synes du skal tilbage til søllet." lo hun hæst, da det ganske tydelig var en spøg.  

Eadgar den Andægtige mærkede, hvordan hendes arm lagde sig til rette på hans skulder, og det slog ham, at det aldrig var hændt for ham før. Hele situationen var i det hele taget svær at forholde sig til; her stod han, med en kvindearm og kvindekrop og let skælvende ben og spurgte, hvor hun ville hen. Kvinden, der ikke bare var kvinde, men varulv. Og ikke bare hvilken som helst varulv, men den selv samme, som han havde sat til at jage Renny. Det var så bizart at tænke på, at forkynderen rystede på hovedet og bad til at Lyset ikke kunne se igennem det grå skydække.

Sarahs tøj klæbede ind til hende og han kunne mærke hendes krop gennem sin egen våde tempeldragt. Eadgar den Andægtige gruede for deres tur gennem regnen. Jorden var glat og sjasket, det ville blive en vanskelig tur.  Det sidste i verden han ønskede, var at komme til at miste balancen; træde forkert på sådan en uheldig måde at han enten måtte gribe ud efter hende eller falde og trække hende med ned.
Hjem til ham?
Eadgar snappede forfærdet efter vejret.
Han havde absolut intet mentalt overskud til at forstå, at det var sagt i sjov (han var alt for optaget af, at hele den ene side af hans krop berørte en våd kvinde)
”Ved Lysets aller helligste skrifter!” udbrød han lamslået og modstod trangen til øjeblikkeligt at slippe hende og haste ud i regnen. Alene.
”Lad os få dig hen til dit værelse – vi kan snakke på vejen, for jeg går ikke med ind.”
Sarah skulle ikke tro noget som helst. Han var en from mand sat i en presset situation; han skulle ikke med ind på noget som helst værelse med hende.

Hun kunne ikke lade være med at grine over hans udbrud; "Årh lad dog være" lo hun blidt, blidere end hun havde været længe. En tone, og en væremåde hun normalt forbeholde hendes bror. Hvilket forekom hende underligt, sådan som hun mærkede hans varme imod hendes. For det sidste hun ville betragte tempelknægten som, var som en bror. "Det var jo ikke sådan ment." brummede hun stille, et skævt smil var dog at finde på hendes læber. Især da han tilføjede at han bestemt ikke, ville gå med ind. Hvilket forekom hende en smule mærkeligt. Hvorfor skulle de snakke på vejen hen? Hvorfor så gå igennem alt det her, så kunne de jo havde siddet i tørvejr i kroen og snakket. Men ham om det. 
"Er det så farligt, at være alene i et rum med en kvinde, Eadgar den Andægtige?" spurgte hun en smule omtåget, som de begyndte at begive sig ned af brustenen, ned tilbage til slummen hvor hun om fra. Der hvor hun høre til. 

Men hvis han ikke ønskede at befinde sig alene med hende. Måtte de jo hellere komme til sagen, især da turen ikke var så lang, at de kunne gå i stilhed for længe. Regnen gennemvædet allerede den gennemblødte tøj. Og hun kunne mærke hvordan, at kroppen begyndte at ryste af kulde. Trods den lumre varme, der lå tykt omkring dem. 
"Jamen, så må du hellere gå igang med at fortælle, Eadgar.. hvad det var som du gerne ville snakke med mig om, inden vi når for langt ned i sølet, til du har lyst til at gå længere." hun var såret, hun var træt og havde ondt. Faktisk, ønskede hun blot at han ville sige hvad han var kommet for at sige. Også ville hun selv finde resten af vejen. Ikke om hun behøvede hans falske omsorg, hvis den skulle komme med sådanne forpligtigelser.

At latteren var blid overrumplede Eadgar den Andægtige totalt. Hun lød med ét helt almindelig, og han lod sig i et øjeblik fortabe sig i tanken om, at de havde befundet sig ved templet i stedet for slummen. Latteren blødgjorde ham, bemærkede han med mild forundring. Selvom han stadig var utrolig akavet over at skulle stå sådan med hende, hjalp det betydeligt at hun ikke virkede skræmmende samtidig. Lyset er med mig, tænkte han, måske vil det hele gå alligevel; selvom der var sket meget på kort tid, havde forkynderen ikke glemt sit egentlige formål med at opsøge Sarah.

Hendes ord fik ham for første gang til at tøve. Det umiddelbare svar havde været ja (klart og rungende) men nu kunne han pludselig forestille sig scener, ligesom dem han havde oplevet med Renny. Gode, klare bobler af Lys. Men hun var ikke Renny. Hun var en varulv.
”Krostuen er i orden.” endte han med at sige. I stuen, hvor der forhåbentlig ville være mennesker, der kunne bryde ind, hvis hun blev for bidsk. Eadgar bed ikke mærke i, at hun gjorde brug af hans fulde navn – dertil distraherede hendes krop fortsat for meget.

Regnen var voldsom og luften lummer. Eadgar den Andægtige oplevede drukneassociationer efter få øjeblikke:
”Den der opgave.. ”begyndte han og tvang sig til at fortsætte i så venligt og let tonefald som muligt: ”- Jeg vil gerne have at du ikke gør det alligevel. Det hele har løst sig.” Forkynderen bad til at hun ville dele hans begejstring for sagens udvikling.

Hun nikkede langsomt, og valgte ikke at prikke mere til den stakkels mand. Han forstod sig alligevel ikke helt på hendes sarkasme, og det ville næsten være synd hvis hun blev ved. Lidt barmhjertighed, var der vel stadig at finde i den bryske og hadfulde kvinde. Eller hun prøvede i hvert fald selv, at overbevise sig selv om, at hun var et væsen der ikke kunne kræve at andre var venlige mod hende længere. Det havde hun ikke gjort sig selv fortjent til. Og alligevel, var hun nu på vej tilbage til kroen, med en som (ja måske modvilligt) hjalp hende, så godt han kunne. 
"Så holder vi os til krostuen." mumlede hun stille, og lod hånden hvis fingre var forbundet, glide hen over ansigtet, for at få nogle af de mange regndråber væk. De blev ved med at falde således, at de sved ubehageligt i hendes øjne. "Håber jeg undgår at være ude i regnen så mange gange, i meget lang tid." erklærede hun mest af alt for sig selv, som de træskede ned af vejen, i de nådeløse dråber der stod ned fra den mørke himmel. Det var som om at Isari selv, havde noget at græde over denne dag, og det skulle gå ud over resten der var i nærheden af denne regnbyge.

Så kom den, det hun nok havde regnet med hele tiden. Opgaven han havde bedt hende om. På den ene side, havde hun troet det måske var fordi han var sur over, at den endnu ikke var blevet fuldført. Men på den anden, var hun mere tilbøjelig til at gå med at den ikke skulle udføres.
Under normale omstændigheder, havde hun nok været rasende. Mest fordi, at det gik ud over en forventet betaling. Men han havde allerede sørget for, at en healer havde kigget på hendes fingre. Han hjalp hende tilbage til kroen, og mest af alt - så havde selve opgaven, især med alle de vagter der var at finde omkring huset. Været en lidt stor mundfuld, for varulven. 
Hun sukkede langsomt, og trak på skuldrene. "Okay" var det eneste hun svarede, det måtte være mere en rigeligt, til at kunne forstå - at hun ikke bar den nag. Hun var bare så træt, at hun ikke rigtig kunne bekymre sig omkring, hvorvidt det var sandfærdigt eller ej. Eller spørger ind til, hvorfor at det pludselig havde forløst sig således, at han ikke længere havde brug for hende. Især, da det i første omgang, var en ganske stor og desperat handling at bede en person om, at sætte en anden på plads. Især når man var en mand som Eadgar. 

Sveden havde blandet sig med regnen, da Eadgar den Andægtige med tilbageholdt åndedræt (og en skulder der allerede var begyndt at værke), afventede Sarahs reaktion på aflysningen af bestillingsarbejdet. Hun var længe om det syntes han, og forkynderens fortrydelseskurve steg eksponentielt.
Ja, faktisk var det decideret dumt at have bragt det på bane nu, hvor de nærmest ikke kunne befinde sig fysisk tættere på hinanden. Der var heller ingen mennesker. Og regnen slørrede dem fra nysgerrige blikke. Egentlig, overtænkte forkynderen, mens hjertet begyndte at banke i tindingerne, ville det være et oplagt sted at slå ham ned. Var det fordi hun havde leet så sødt, så uventet, at han i et øjeblik havde glemt alle potentielle farer? Det måtte det være.

”Okay?” svarede han vantro, da hun omsider kom med sin respons. Da Eadgar den Andægtige ikke mærkede nogen efterfølgende fysisk smerte, men blot kunne iagttage et skuldertræk, gentog han svaret med tydelig lettelse omkring ordet: ”Okay.”
De fortsatte fremad i stilhed, og forkynderen kunne mærke, hvordan Lyset bredte sig i mellem dem. Jovist, det var vådt og sjappet; tøflerne var så gennemvæddet af vand og mudder, at de næppe ville blive gode igen, men han levede. Alt var godt. Raseriet var udeblikket (muligvis slukket af regn?) og forkynderen følte sig som rigets heldigste.

”Er du .. ehm. Okay?” dristede han sig alligevel til at spørge, inden tavsheden blev for lang. ”altså, jeg er glad for, at du tog det så pænt –”fortsatte han med forsigtig, mild stemme: ”- men jeg havde forventet, at du var blevet rasende. Hvorfor bliver du ikke det?”

Turen efter han med vantro i stemmen, havde gentaget hendes ord. Blev fulgt af stilhed, selv efter at han havde gentaget ordet - okay, havde hun ikke ytret sig yderligere. Som sagt, var hun både træt og nedslået. Hun havde ikke behov for at snakke mere end nødvendigt. 
Så stilheden lagde sig, og lyden af vand der trommede ned omkring dem, tog til. Et lyn hørtes i det fjerne, og gav en lovning omkring at dette ikke ville stoppe lige forløbelig. Det gjorde hende ikke noget, hvis det healeren havde sagt; så ville hun ikke bevæge sig mange steder, før at hun var helt healet sammen. En mentalt note blev skrevet i hendes hoved, at hun var nød til at be nogen om at skrive til hendes brødre. Så de vidste, hun ikke kom hjem lige med det samme. Og selvfølgelig sende de lovet krystaller, sådan så at det ikke var Judah der stod for det hele. 

Også kom spørgsmålet fra mandens læber, var hun okay? Det var som et bære der flød over, når der blev fyldt for meget i. Hun kunne mærke hvordan det summede i hele kroppen, og det begyndte at brænde i hendes øjne. Og denne gang, vidste hun godt at det ikke var vandet der gled ind i dem, som der var grunden. Han prikkede til en kvinde, som var slået så langt ned, at hun ikke længere kunne holde sin normale facade. 
Hun tog en dyb indånding, prøvede at få de rasende følelser under kontrol. 
“Jeg har det fint” prøvede hun, men kunne ikke helt skjule den grødet stemme. “Og hvorfor skulle jeg blive rasende? Har du gjort noget jeg skulle blive rasende over?” Spurgte hun så, som hendes brune øjne gled til siden og betragtede hans ansigt. 
Hun stoppede op, slap hans skulderen og stavrede nogle skridt væk fra ham. “Hvad har du gjort Eadgar?” 

Var det gråd han kunne spore i stemmen? Som praktiserende forkynder var Eadgar den Andægtige blevet god til at lytte til tonefald; han kunne adskille smil fra smerte og sorg fra spøg, uden at behøve at se deres ansigter samtidig. Især hvis den professionelle distance var etableret var det forholdsvist nemt – så snart relationen blev personlig blev det, af uvisse årsager, langt mere vanskeligt for den unge mand at gøre brug af sine oparbejdede forkynder-færdigheder. Det blev ligesom meget mere komplekst?

Hendes svar startede som det burde – ned af den rette vej, som han, med sit eget spørgsmål, havde udstukket for hende. Men så, i takt med at Sarah sagde flere ord, begyndte det hele at vakle og inden Eadgar fik set sig om havde samtaleemnet pludselig lavet en uventet uvending og var på vej direkte mod hans egen person. Hvordan det var muligt, var forkynderen ikke klar over, men beklemt blev han ikke desto mindre.

”…” Den unge mand åbnede forsøgende munden, men måtte lukke den for at tænke sig bedre om.
Sarah lød endnu ikke sur, og det trøstede ham. Men så slap hun ham, tog fysisk afstand og Eadgar mærkede kulden ramme omgående. Nervøst skævede han til siderne efter noget, der kunne distrahere dem begge, men der var ikke andet end regn og mudder. Erkendelsen af at det ikke nyttede at prøve at flygte fra sit dilemma, fik de grønne øjne til at søge Sarahs blik:

”Jeg fortalte Renny at du var efter hende. Jeg afslørede det hele.” Eller næsten. Sarah behøvede jo ikke vide at han havde undladt at fortælle om sin egen rolle – ligesom Renny heller ikke behøvede at vide det.

Relationen om hvad han havde gjort, ramte hende lige så stille. Hendes øjne blev helt smalle, mens hun betragtede ham uden at sige noget. Vejrtrækningen blev langsom, afmålt som hun blot kiggede på hans skikkelse. Betragtede hvordan han bevægede sig, hvordan hans blik søgte hendes. Og for første gang i meget lang tid, lød hun ham finde det. 
For skammede han sig over hvad han havde gjort? Sådan at smide hende under en vogn, der kom kørende med høj fart. Vidste han hvad dette kunne betyde, ville de finde ud af hvem hun var? Og hvorfor havde han så gjort det, hvorfor var han kommet ned i slummen, og bedt hende om hendes færdigheder. Måske ville det være en god ting han kiggede ind i hans øjne, af hvilke grunde vidste hun ikke helt - for kunne man stole på en der ikke skammede sig? Nej, men det hun så mange gange behøvede, var nogen der faktisk blot kunne kigge ind i de brune øjne, uden hun skulle tabe pusten og blive mindet om, hvad der var så skamfuldt for mange personer. De ting, hun havde været nød til at se. 

Hun fugtede langsomt sine læber, ikke at det gjorde meget, da det eneste hun smagte var vandet fra himlen. Hun trådte et skridt frem, ikke frembrusende - ganske forsigtig. Uden at fjerne hendes øjne fra hans, hun ville se hans skam - mærke den. 
Men intet skete, og det skabte en forvirrende fuge imellem hendes bryn. Hvorfor? Og en lettelse løb igennem hende, som vandet der silede ned af hendes øjne der råbte at han havde forrådt hende.
“Er jeg så lidt værd, for andre?” Spurgte hun, og mærkede hvordan hendes underlæbe ganske forræderisk begyndte at skælve. “At man beder mig, gøre ting - Zaladin venter med åbne arme om at gøre. Også lader man mig i stikken, ved at fortælle det videre?” Hun var ikke vred, hendes fingre fleksede men ikke i en prøvelse for at knytte sin næve, og sende den afsted imod hans ansigt. Nej det var mere en nervøst træk, som hendes tunge igen gled hen over læben. Hun søgte efter sine ord, som en voldsom kræft greb omkring hendes brystkasse og trak ned. Det gjorde ondt, lige så ondt som den dunkende fornemmelse i de såret fingre. 
For hun nævnte kun det for ham, hun allerede vidste - hun var i bunden af fødekæden, dem man spyttede på når man gik forbi. Fordi man mente man var uhumsk og mindre værd. 
“Du behøver ikke følge mig resten af vejen - kontrakten er opløst, du behøver ikke være bekymret.. Jeg er ikke et bæst der søger hævn...” selvom at nogen trak i hende, grundet deres blik stadig mødte hinanden. Var varulven træt, hun kunne ikke mere - og havde ikke lyst til, at han skulle se hende begynde at græde for alvor. 
Så hun vendte ryggen til ham, og gjorde mine til at gå. Der var vel ikke mere for dem nu. 
Jo en sidste ting; “Jeg skal nok finde krystaller til at betale dig tilbage, for hvad du har gjort i aften for mig. Bare giv mig noget tid.” For mine sidste krystaller skal gå til mine brødre. Ordene forblev dog usagte, som hun tog et vaklende skridt fremad. 

Deres øjne mødtes og han så ind i de brune øjne for første gang. Sætningerne som fulgte fik Eadgar den Andægtige til at krympe sig. Det afslørede at han havde haft ret, da han havde opfanget skrøbeligheden i hendes stemme. Sorgen. Ked-af-det-heden. Regnen adskilte dem som en væg af vand, og hvis hun græd, ville han ikke kunne vide det; hendes ansigt var vådt i forvejen. Han havde lyst til at se bort men kunne ikke. Hendes elendighed var tydelig og forkynderen fik oprigtigt ondt af varulven. For Sarah havde ret. Han havde behandlet hende som et redskab mod usømmelighed – inddraget hende i sin egen krig, fordi han ikke selv kunne eller måtte få beskidte hænder. Eadgar skammede sig helt ind til marven. Han havde ikke ageret som Lyset ønskede sine tilhængere skulle agere.

O, Lysets lys, hvad har jeg gjort? Fortvivlelsen over at se Sarah besidde menneskelige, relaterbare følelser sled i Eadgars indre og han vidste, at han var nødt til at gøre det godt igen.
Hjerte brist ikke. Det var næsten ikke til at høre på, hvordan hun modløst og opløst trak sig væk.
”Undskyld.” Forsøgte han sig, og sjappede mod hende med tøfler der var tunge og glatte.
”Undskyld, Sarah. Undskyld. Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan. Hvorfor jeg har behandlet dig så skødesløst og inhumant.” Han lagde hånden på hendes gennemblødte skulder med forsigtighed (primært fordi han ikke ville gøre yderligere skade på hende eller rive op i sårene)

”Jeg følger dig derhen. Det er det mindste jeg kan gøre. Jeg vidste ikke, at – undskyld. Lad være med at tænk på krystallerne. Kom her.”
Og for engangsskyld indtænkte han hverken køn eller professionel distance, da han med uvant beslutsomhed stillede sig hen for at støtte hende på ny og begyndte at gå mod kroen, uden at give hende plads til at protestere eller snige uden om, så hun ville blive efterladt med sin elendighed alene. Eadgar den Andægtige vil blive til han havde betalt for sin skrækkelige behandling og fået Lyset tilbage i Sarahs øjne.

Hele kroppen spændte sig sammen, som hun hørte ordene; undskyld. 
Hørte lyden af hans sjappende sko og fødder, der begyndte at bevæge sig hen imod hende. Hun blev tør i munden, og var lige ved at vige voldsomt væk fra ham, da hun mærkede hans hånd på hendes skulder. Han skulle ikke røre hende! 
En sur smag bredte sig i munden, men hun formåede at forholde sig roligt. Hun havde trods alt lige sagt, at hun intet bæst var. Og det at give ham mere tro på, at det var hvad hun var. Det kunne hun ikke klare. 
Men hun hørte hans ord, og tillod dem at synke ind, tage imod dem. En dyb indånding blev taget igennem hendes næse, og hun lukke langsomt øjnene - og blev ganske overrasket over, at hun pludselig mærkede en arm der lagde sig nænsomt omkring hende, for så at hive hende afsted imod kroen. Deres destinationen fra starten af, og hun kunne ikke overskue at protestere. Derfor lod hun ham, og gik i stilhed mod kroen - velvidende at hun ikke havde taget imod hans undskyldning. Ikke endnu. 

Varmen slog imod deres ansigter, som de trådte ind igennem kroen. Og fandt den stadig, overraskende tom? Hun rynkede brynene mod hinanden, og hendes blik lagde sig på Pil, der stadig stod bag disken. Et stort smil spredte sig hen over de buttede læber, som hun vinkede det umage par an. Brynene blev dog ligeledes rynket mod hinanden, som hun betragtede dem. 
“To krus mjød til de nytilkommende?” Kom en varm stemme, fra en ældre herre der trådte frem bag Pil. “Ah Sarah - oh, skal jeg gøre klar til et bad i dit rum?” Sarah ville først ryste på hoved, og nikkede så. “Ingen alkohol, men et bad til senere ville være rart. Tak Tom.” Sagde hun med en dæmpet stemme, og prøvede at give ham et smil; det lykkedes ikke så godt som hun havde håbet. Men heldigvis, valgte den kraftige mand, med gråsprængt hår ikke at kommentere. Og gled i stedet væk fra disken, og forsvandt i et baglokale. 

Sarah sjokkede træt hen til det nærmeste bord, og satte sig ned. Stemningen var vendt tilbage, og de gæster der stadig var på stedet - vendte tilbage til deres samtaler. Uden at give dem meget opmærksomhed. Stolen blev øjeblikkelig våd, og skabte en pøl under hende. Men hun virkede ikke til at have mange kvaler. Hendes brune øjne derimod betragtede indgående Eadgar den Andægtige. 
“Hvad så nu?” Spurgte hun, træt og ugidelig. Der måtte vel have været en grund til, at han havde valgt at følge hende hele vejen.

Det var den helt rette mængde af mennesker i krostuen, bemærkede Eadgar den Andægtige lettet; der var nok til at kunne bryde ind, såfremt det ville blive nødvendigt, og samtidig så få at de ikke behøvede at tænke på, om de blev overhørt eller beluret af fremmede.
At Sarah takkede nej til alkohol var derimod ikke et godt tegn – det understøttede blot antagelsen om, at hun måtte være ret ked af det.
De endte med at sætte sig på stolesæder, der hurtigt blev våde og kolde af deres gennemblødte tøj.

”Jeg kan ikke gå fra dig, så længe jeg ved, at det er min skyld, at du har det dårligt” svarede Eadgar med oprigtighed, der bar hvert enkelt ord. Han forsøgte at etablere øjenkontakt på ny, bare så hun kunne se, at han mente det. De grønne øjne var bekymrede. At se hende sådan fik beskyttertrangen frem i den unge mand, den voksede sideløbende med den dårlige samvittighed.
”Er der noget jeg kan gøre, så du bliver glad igen?” – eller irriteret, eller sur, eller alt andet end denne elendighed? Det var lige før at han ønskede, at hun kunne blive til den skrækkelige, skræmmende Sarah han havde mødt første gang.

Sarah måtte tage en dyb indånding, for ikke at begynde at glide ind i vredens velkomne klør. Fuldmånen var snart, at følelser sad ude på tøjet. Derfor var alting lidt ekstra - ja, hun ville ikke helt kunne beskrive det. Men alt blev taget lidt ekstra nært, hvor hun normalt var så god til at skubbe tingene fra sig. Lige som man så tit beskrev kvinder, når de kom til perioden hvor de skulle bløde. 
Men var der noget han kunne gøre for hun blev gladere. Hendes blik landede ind i hans grønne - og hun lod dem blive. Igen slået af, at han kunne kigge hende ind i dem. Hvordan? 
Hun sugede underlæben ind mellem tænderne, og gumlede en smule nervøst på det, inden hun vente blikket ned imod det mørke træbord. 

“Jeg ved ikke hvad det skulle være.” Sukkede hun endelig, ganske oprigtigt. Det var svært, at fokusere på andet, end den ubehagelige følelse af tøjet der sad og klæbede til hendes hud. Hun ville egentlig bare ud af tøjet, ned i et varmt bad og glemme alt der var forgået denne dag. 
“Jeg tror ikke vi kommer nogen vegne, så længe vi begge er drivvåde - jeg bliver i hvert fald ikke gladere, af at føle vandet svømme rundt i mine støvler.” Hun tog en dyb indånding. 
“Og siden jeg tænker du er for blufærdig, til at tage et bad med mig - må det være en anden dag, du kan få lov til at .. ja hvad end det er du prøver på nu.” Mumlede hun stille, og kastede en hånd frem imod ham.
“Desuden.” Fortsatte hun, og lod deres øjne mødes igen. “Har du jo ikke tænkt andet, end resten af befolkningen fra grænsen af skumringskvarteret og op,  ikke allerede har tænkt om mig. Så det er vel lige meget.” 

Eadgar den Andægtige skævede kort til hendes læber, inden de fandt op til de brune iriser igen.
Han kunne så tydelig fornemme hendes uventede ulyksalighed, men hverken hende selv eller han syntes at have nogle ideer til, hvordan det kunne blive bedre -
Forkynderens øjne bulede faretruende udad og munden blev åbnet, da et himmelfaldent udtryk boblede frem på det unge ansigt.
I bad? Sammen?
Ved Lysets aller helligste skrifter, skån mig for denne tanke.
Han stirrede lamslået på Sarah, ude af stand til at kunne sige noget klogt.

”For blufærdig?” fik han omsider fremstammet. Åh, hun skulle vide. Selvom han ikke ville have det ind på nethinden, kom Eadgar alligevel til at forestille sig, hvordan Sarah muligvis ville se ud uden tøj på. Tanken trak røde pletter af skam over næsen og kinderne. Sarahs letsindighed skabte genklang og vækkede gamle minder.
O, Lysets lys, Livets Gudinde, hvorfor er alle kvinder sådan?
”Du er – Du er en kvinde” fortsatte han, uden at uddybe det, fordi denne konstatering i sig selv burde være mere end nok til at Sarah ville kunne forstå, hvorfor de ikke kunne gå i bad sammen.
Tanken var så uhørt at han rystede på hovedet og ønskede at de havde fået mjød.
Han kunne slet ikke forstå hvordan hun sådan bare kunne nævne det, for derefter at gå videre med et andet samtaleemne. Det må være den manglende religion og smerterne, tænkte Eadgar ved sig selv - Sarah talte i vildelse; hun var slet ikke bevidst om at hun seriøst lige (højlydt) have overvejet at bade med en af Lysets frommeste forkyndere.

Oh, det her var sjovt. 
Smerten og sorgen lå stadig i et tykt lag hos den slanke og stærke kvinde, men et lille smil tittede dog frem på læberne. Da hun så hvor forfjamsket han blev over, at hun havde foreslået at de skulle i bad sammen. For hende var det ganske normalt, hun havde badet med flere af blodsbrødrene i klanen. Eller; kulten, som hun så fint altid kaldte det. For det var ikke andet, end en masse mennesker, der nægtede at følge andre veje end hvad ulven foreskrev. Og de regler de selvfølgelig havde lavet, så de passede bedre ind. Det morede hende endnu mere, at se hvordan at røde pletter begyndte at dannede sig på hans kinder. Hun var fristet til at spørger, om han nu forstillede sig, hvordan hun ville se ud nøgen. Og der nok ikke var så meget mere af afsløre end huden, da tøjet allerede lå som malet fast på hendes krop. Men hun undlod, for idag i hvert fald. 

Hun nikkede langsomt. “Ja, jeg er en kvinde.” Medgav hun, og smilet blev en smule bredere inden hun rystede på hoved. “Oh Eadgar - Eadgar den Andægtige.” Fremmanede hun, og lagde sig hen over bordet, med hendes albuer og lagde hoved på underarmene der lå foldet hen over hinanden. 
“Du må forstå, at mange af os mennesker bruger sarkasme som vores våben. Det var jo ikke fordi, jeg faktisk i mine grave alvor inviteret dig med i bad. Sådan noget gør jeg slet ikke.” Med mænd, tænkte hun sit stille sind. Da hun havde fraskrevet sig alt kontakt med mænd, siden sidste gang det var sket. Hun gruede ved tanken, og blev kort varigt blank i øjnene, som mindet begyndte at glide for hendes nethinde. Det kortvarig gode humør, forsvandt igen. Inden hun vente blikket tilbage mod manden foran sig.
“Beklager hvis jeg gjorde dig utilpas, kommer fra en verden, hvor.... ting er anderledes.” Hun formåede at ændre hvad hun ville sige, da det der var ved at komme ud over læberne. Nok ikke ville være noget, som den forkyndende kunne holde til. Og det var trods alt ikke hendes ønske, at gøre ham så ukomfortabel - især ikke, når hun havde fundet en, som kunne kigge hende ind i øjnene. Et spørgsmål, hun ville stille ham, inden han gik igen.

At Sarah smilede, trods sin nedtrykte sindstilstand, fik Eadgar til at rynke sine bryn sammen. Han havde svært ved at tolke det. Lavede hun sjov med ham? Der var intet værre end følelsen af at være genstand for en spøg, han ikke forstod og dermed ikke kunne være en del af. Det generede forkynderen grænseløst, og det blev kun værre af, at det langt fra var første gang, at den slags var hændt for ham.
Det fulde navn fik Eadgar til at se alvorligt på Sarah. Afventende.

Så det var altså en spøg det hele? Den unge mand vidste, at hans erfaring med det fagre køn var minimal – ja, for et uge siden havde det været grænsende til ikke-eksisterende – men han havde endnu ikke fundet en måde at tyde kvinderne på; Deres handlinger; Deres ord. Det hele blev om muligt kun endnu mere kompliceret jo mere tid han tilbragte i deres selskab. Den nedadgående læringskurve huede ham ikke just.
”Så det er for sjov?” Hvad i al Lyset var det dog for en elendig morskab?
Eadgar skævede til hendes indbundede fingre og fastholdt for anden gang inden for kort tid, den undskyldning, at det måtte være smerterne som gjorde Sarah endnu mere omtåget og forvirrende end normalt.

”Jeg har svært ved at tyde sarkasme,” indrømmede forkynderen med et undskyldende skuldertræk.
”.. Hvis du tror det hjælper at komme i bad, kan jeg godt vente hernede i mens. Eller måske har du mere brug for at sove bagefter?”

“Jeg havde i hvert fald ikke troet, at du ville tage det alvorligt nej.” Svarede hun en anelse træt, og lænede sig op i stolen igen. Et overbærende smil prydet hendes læber, som han erklærede at han havde svært ved at tyde sarkasme. Det var ikke den store nyhed, der havde sikket være flere gange, hvor det havde fået ham ud i problemer. 
Hun overvejede at sige til ham, at han burde lære det hurtigt. Men så igen, det ville jo også ændre hans karakter, og det ville jo ikke være det samme. Hun kunne nu meget godt lide, at han var så meget mere anderledes end hende. Vent, lide? Hendes bryn knyttede sig forvirret mod hinanden. Nej, hun burde ikke kunne lide ham. Han havde stukket hende i ryggen, han kunne lige så godt have smidt hende ind til grisende, lige som hun havde gjort med den mand, første gang Eadgar og hende havde mødt hinanden. 
“Det er da også en fin egenskab - når man nu er så uskyldig.” Sagde hun og prøvede ihærdigt, at virke oprigtigt. Men hun kunne ikke helt skjule, hvordan hendes mundvige prøvede at trække sig op i et smil. For manden foran hende, var om nogen det mest uskyldige menneske hun nogen sinde havde mødt. I hvert fald hvad angik det andet køn. 
Hun blev dog en smule forvirret, at han ville vente på hende, mens hun var i bad. Det, kunne vel godt hjælpe? “Og hvad med dig? Du vil bare sidde her i din egen elendighed og være fuldkommen gennemblødt? Hvad nu hvis du bliver syg? Det kan jeg da ikke have på mig.” Sagde hun forvirret, og rejste sig op. “Men hvis du virkelig ikke vil gå, før at jeg er i bedre humør, kan du høre Pil om det ikke ville være muligt at få et bad. Hvis du smiler lidt ekstra sødt, og siger du kommer fra Isaris kirke, er jeg sikker på du ikke en gang behøver at betale for det.” Hun blinkede med sit ene øje, sukkede lidt opgivende af sig selv. Rejste sig op, og med de ord bevægede hun sig op af trapperne for at komme til værelset; “det burde ikke tage så længe” sagde hun over skulderen, og efterlod våde fodspor op af det afhøvlede træ. Et varmt bad, ville nok virkelig gøre underværker. 

Eadgar den Andægtige nikkede alvorsfuldt, da Sarah bekendtgjorde, at det aldrig havde været hensigten at de reelt skulle ende i bad sammen. Det hjalp betydeligt på den måde, han så hende på. Generelt var det svært ikke at blive forbløffet af deres relationelle udvikling: Hun blev ikke længere anset som et brutalt og primitivt individ – ikke kun i hvert fald. Det kunne godt være at Sarah endnu benægtede Lyset og alt hvad der mindede om det, men Eadgar var tydeligt begyndt at fornemme Lyset omkring hende alligevel. Det gjorde hende blødere i kanterne; gav den unge mand lyst til at lære hende yderligere at kende.
De grønne øjne blev knebet en smule sammen som respons på Sarahs ordvalg. Uskyldig? Var han uskyldig? Han var mild og ren, jovist. Han mere eller mindre levede en beskyttet tilværelse i Lysets ånd, ikke meget ulig den som overbeskyttede adelspiger levede, når de blev gemt væk i et tårnværelse for deres eget bedste – Eadgar den Andægtige havde bare valgt det selv. Han nød verdenens simpelhed, de trygge rammer, det forudsigelige liv. Men uskyldig? Han kunne mærke, hvordan halsen blev varm, da kroepisoden erstattede tempelhaven og denne igen blev erstattet af noget nyt og endnu mere uanstændigt.
Nej, bestemt ikke uskyldig.

”Hvilket?” Eadgar havde ladet sig distrahere af tankerækken som Sarahs ord havde affødt. Forkynderen virrede med hovedet for at fatte sig og fokusere.
”Jeg klarer mig, Sarah. Jeg sætter mig hen til ilden og venter på dig. Det skal du ikke tænke på.”
Det sidste Lysets forkynder ønskede var at smide roberne på det halve svin. Der havde stået en skøge i hjørnet og tilbudt sin krop midt i krostuen – Eadgar gyste ved tanken om, hvad der så kunne gemme sig bag dørene, når de var lukket og ingen kunne høre ham skrige.