Eadgar den Andægtige bed mærke i, at hun ikke så på ham, da hun begyndte at besvare spørgsmålet, hvorfor han relativt hæmningsløst kunne granske hendes ansigt. Med ord og krop åbnede hun sig op for ham på en helt anden måde end tidligere -  det fik Eadgar til at mindedes nogle af de smukkeste, mest rene øjeblikke i hans selvvalgte erhverv som forkynder. Han lyttede opmærksomt til hendes beretning, forbløffet over at hun valgte at dele så meget. Måske kunne Renny også mærke at de befandt sig i en boble af Lys? At de delte en åndelig intimitet?

Tårerne efterlod skinnende striber i det fine, åbne ansigt og fik ham til at bide sig i tungen. Renny tørrede dem kort efter væk med sit ærme, men Eadgar kunne ikke vriste sit blik fra det, selvom han burde.

Jeg efterlader ikke nogen nogle steder, hvor de ikke hører til.

Det gik ikke. Han kunne ikke få sig til det alligevel. Hendes uskyldighed var for overvældende; hendes dybfølte beklagelse for stor. Den dårlige samvittighed, der nu var større end han kunne have den i begge hænder, lagde sig trykkende for brystet; fik det til at spænde i hovedet og kæbemusklerne til at spille, som konsekvens af en tydelig grublen. Det gik ikke. Han kunne simpelthen ikke bryde deres fælles Lys nu, for atter at erstatte det med Mørke. Hun havde set nok, det fortalte hun ham jo. Eadgar den Andægtige samlede sin forkynderstyrke og tog blidt om hendes hænder med sine egne.
”Det er okay, Renny. Det var en fejl og jeg tilgiver dig. Lyset tilgiver dig, ligesom Lyset har tilgivet mig”

Hvad i alverden skulle han ellers gøre? Han kunne knap nok se på hende uden at det skabte en instinktiv beskyttelsestrang, der forbød ham at gøre mere skade. Hun havde set nok Mørke. Renny skulle ikke lide mere – ikke nu, hvor hun havde fået ham tilbage.
Det var simpelthen utænkeligt at afsløre, at han (i hvert fald delvist) var skyld i, at en barbarisk, kynisk og kold varulv netop nu var ved at samle sig sammen til at kunne give Renny en skrækkelig overraskelse. Hvis hun vidste hvor lavt han var sunket på grund af deres første møde - der var så ulig dét, de sad sammen om nu…
Så Eadgar den Andægtige tav om den dårlige samvittighed og forsøgte at opretholde deres kugle af fælles Lys og lykkelig uvidenhed, ved at klemme hendes hænder en ekstra gang.
O, Lysets lys vær mig nådig.

I det Eadgar lagde sine hænder omkring Rennys egne, virrede det mørkebrune blik. Alskens tanker sprang frem fra sumpen af gammel sorg, men til trods for deres dominerende eksistens, kunne den korthårede kvinde knap bærer den fysiske berøring –

Og det var til trods for hans bløde hud, der vidnede om et liv uden hårdt arbejde og som under normale omstændigheder, altid ville være kærkommen. Det fortalte dog Renny meget. Hvordan kunne det andet? Det var ikke som hendes egne hænder, der havde grebet om adskillelige sværd, siden hun var barn. Ej heller hendes adskillelige klatreture, vandringer igennem Krystallandet og slåskampe, hvor hendes krop var hendes eneste våben.

Dernæst fulgte ordene. Ordene om tilgivelse og forladelse, der som en gift, der udgav sig for at være noget andet og rent, trængte igennem til hendes skrøbelig sind. Det var næsten ikke til at bære – Renny kunne ikke bære det…

Hvormed hun trak sine hænder til sig. Bevægelsen var langsom, som ville den alene sende Eadgar tilbage i hans mørke raseri, men ikke desto mindre beslutsom. Atter faldt hendes blik til det grønne græs, hvorefter hun nikkede stille. Hun havde skam hørt ham – og hun havde forstået. Men hvad nu? Blot få øjeblikke forinden havde Eadgar truet hendes families liv, ligeså vel som Renny havde truet ham. Hvordan kom man videre fra et sådant øjeblik? Var det overhovedet muligt?

Det var næsten tøvende, at Renny omsider lod sit – stadig våde – blik fæstne sig på Eadgar. ”Hvor gammel er du, Eadgar?”, spurgte hun stille, uden i grunden at vide hvorfor, at det syntes vigtigt. ”Hvor kommer du fra?”

Det var Eadgars hænder, som Isla havde hæftet sig mest ved dengang. De bløde, altid varme hænder, der kunne berøre en, så det hverken var for hårdt eller for forsigtigt. Hænderne, hvis hud var hvid og tynd og afslørerede antydningen af blå blodårer, der forgrenede sig hen over håndryggene. Neglene var rene og velplejede og håndfladerne, der med deres svaglige lyserøde kulør,  formåede næsten at skjulte de sarte streger af Isaris symbol, der var indskåret med rituel præcision.
Eadgar den Andægtige kunne ikke gennemskue, hvorvidt berøringen havde samme beroligende effekt på hende, som Rennys ord havde haft på ham. Det var tankevirksomhed i de våde, brune øjne, men ulæseligt for det grønne blik, der ellers kiggede indgående.

Hun slap ham. Og de nu tomme hænder fandt tilbage på Eadgars egne lår, hvor de blev lagt med håndfladerne nedad. Han fornemmede hendes tøven i det flakkede blik før spørgsmålene blev stillet og forkynderen havde sådan ønsket, at Renny havde ladet være. Ubehaget over at han fortiede kritiske informationer om Rennys snarlige skæbne blev ikke bedre af, at hun forsøgte at lære ham at kende. Tværtimod bevægede de, med de sagte spørgsmål, sig atter langsomt ud af Lyskuplen og ind på det mere vanskelige, personlige plan – noget der ikke var gået synderligt godt før.

”Jeg er tyve somre”, svarede Eadgar, selvom det var løgn. Det var forbavsende nemt at lyve om den slags, det var indøvet lige siden opstandelsen, ligesom svaret på det næste spørgsmål: ”Jeg kommer fra en mindre landsby lidt udenfor hovedstaden – men jeg skænker ikke den slags mange tanker. Faktisk plejer jeg at sige, at jeg ikke rigtig har været i live før Lyset fandt mig” Endnu en løgn. Eadgar den Andægtige så ned på sine hænder med et lille svagt smil; som mindedes han med taknemlighed, da Lyset kom til ham.

”Din søster bliver ikke urolig, vel? Over at du pludseligt forsvandt, mener jeg.. Måske skulle du finde hende...” Det var en indirekte men pludselig opfordring, som blandt andet skyldtes, at forkynderen ønskede at skifte væk fra det personlige samtaleemne og dels fordi den skærende dårlige samvittighed var for stor til at de bare kunne blive siddende, hvis han fortsat ønskede at holde Renny hen i uvished. Jo mere intimt og åbenhjertet deres samtale udviklede sig til at være, desto sværere var det for Eadgar den Andægtige at holde sin mund lukket.

Renny nikkede tavst, alt imens et spædt smil sneg sig ind i hendes mundvige. ”Min lillebror, Harami, er også tyve somre”, mumlede den korthårede kvinde til svar, uden i grunden at tænke synderligt over selv samme faktum – og dette var til trods for Forkynderens trussel blot få øjeblikke forinden. Snart efter fulgte også flere ord; ord, Renny hørte sig selv sige, uden at vide hvorfor. Det skulle vel efterhånden snart blive et tema for hendes eksistens’ grundlag i selskab med Eadgar. Og til trods for erkendelsen af selv samme faktum, følte Renny sig ikke hverken dumdristig eller usikker. Af uvisse årsager var det fuldstændig væsentligt, at Eadgar hørte netop de ord, ud af de mange øvrige hun ellers kunne have valgt.

”Han er den mindste af os. Selv er jeg niogtyve. Harari er tredive.” De mørkebrune øjne søgte de grønne, mere beslutsomt end før. Som var Renny også selv først nu vendt tilbage. Det var nu heller ikke langt fra sandheden, bekendtgjorde en insisterende stemme bag hendes hvide pande. ”Så er der Felim og Lorgath der er henholdsvis toogtredive og femogtredive – og Mellan, Saharia og Neliva et sted i midten. Samtlige af mine søstre har børn, og to ud af fire brødre ligeså. Der er altid fest i hjemmet, når vi alle samles. Det gør vi hver uge”, fortalte Renny ivrigt videre, i det varmen, som de alskens minder frembragte, troligt satte sig fast i hendes ansigt. Langsomt begyndte Renny atter at stråle af den type selvværd og selvsikkerhed, man kun fik, når man var vokset op med kærlighed og i trygge omgivelser.

”Min mor laver mad og hun er den bedste kok, der findes! Når vi har spist, så har vi faste traditioner for de lege, som vi leger. Børnene og jeg. Når man er både moster og faster så er der jo visse forventninger”, lo hun, hvorefter en let hovedrysten fulgte. Igen skred de mørkebrune øjne var Eadgars skikkelse, ned til de hvide hænder og det grønne græs.

”I morgen mødes vi til frokost, som vi plejer. Der er altid plads til en ekstra, skulle du ønske det – hvis du tilmed er ihærdig til tagfat, eller tampen brænder, så skal du nok forberede dig på, at du bliver kidnappet engang i morgen ved formiddagstid.” Endnu et lille grin fulgte taktfast ordene, mens Rennys blik flakkede kortvarigt mellem jorden og Eadgars eget, for –

Det var vel slut nu, ikke? Kunne en mand, så knyttet til Lyset, virkelig være Mørkets tjener?

Eadgar den Andægtige kunne med gru konstaterede, at han i – som tiltænkt – havde fået Renny til at blive tavs (og muligvis gå), i stedet havde fået hende til at åbne sig helt op; uvelkomne fortællinger og varme minder stod ud af munden på kvinden, der tilmed syntes at leve helt op af det. Tårer blev til smil som blev til latter og inden Eadgar fik set sig om (og fysisk stukket noget i munden på hende, der ville kunne bremse hendes berette-villighed), havde hun introduceret hele familien for ham; både lillebroren Harari plus Felim og Lorgath, Mellan, Saharia og Neliva samt - ikke at forglemme - de hyggelige familietraditioner og den altoverskyggende familiekærlighed. Hele herligheden var indpakket i så megen idyl og fredsommelighed, at det stod i direkte modbydelig kontrast til den snarlige fremtid, som Eadgar i vrede havde skænket dem, ved at opsøge Sarah i slummen. Det var ikke til at bære. Han mærkede, hvordan sveden begyndte at løbe ned ad ryggen og hvordan hænderne konstant søgte op mod ansigtet; første øreflippen, så hagen for til sidst at cirkulere omkring munden – som ville hænderne fysisk hjælpe ham med at holde sandheden fra at komme ud over læberne.
Eadgar den Andægtige prøvede naturligvis at aflede sig selv. Huske sig selv på, hvorfor han den gang havde søgt varulven; hvilket drivkræfter der gemte sig bag den grufulde handling.

Han ville så gerne dele hendes glæde, men i stedet forbandede han den umiddelbare evne, han syntes at besidde, der fik folk til at åbne sig op i hans tilstedeværelse. Hvis han bare kunne få Renny til at stoppe med at se så glad ud, så lykkelig uvidende om den barske skæbne der lå i vente, kunne det måske lykkedes at tie stille. 

'I morgen mødes vi til frokost, som vi plejer…'
Stop. Eadgar stirrede åndeløst på hende, med et hjerte der steg i sekvens for hvert ord. Han vidste hvor det bar ind før hun sagde det. Stop.

'- Der er altid plads til en ekstra, skulle du ønske det…'
Åh, vær mig nådig, Lyset, Livets Gudinde, stop hende. Han forsøgte at bide sig selv i tungen, men måtte stoppe da det gjorde for ondt.

'-hvis du tilmed er ihærdig til tagfat, eller tampen brænder, så skal du nok forberede dig på..'
Nej, nej – Stop! Jeg beder dig. Lad være. Han prøvede at bekæmpe smagen af sin egen rådne sjæl. Lyset krakkelerede mærkbart omkring dem, splintres så med et brag, da Renny fik afsluttet sin begejstrede invitation:

'-… at du bliver kidnappet engang i morgen ved formiddagstid.'
Eadgar den Andægtige lukkede sine øjne. Han havde lyst til at græde; prøvede desperat at få både stemme og hjerte under kontrol, men for sent.
Sandheden busede endelig ud af den - ellers før så - sammenbidte mund:

”Der er en blodtørstig varulv efter dig og din familie.”

Renny betragtede Eadgar indgående. Til trods for de manglende farver og den så velkendte stemme, der som et instinkt sprang frem, når løgnen flød fra folkets læber, kunne Renny se, at noget var grueligt galt. Og hun forstod det ikke – i hvert fald ikke til en start. De havde vel fundet et fælles sted, hvori de havde mødtes, åndeligt såvel som fysisk, ikke sandt?

Legen var vel – i nogen grad – forbi? De havde jo, så tydeligt, taget grueligt fejl af hinanden.

Selvom øjeblikket føltes uendeligt, vidste den korthårede kvinde, at dette ikke var tilfældet – og snart efter gav Eadgar også efter, hvormed sandheden omsider nåede hende. Renny ville – mange dage senere – blive overrasket over hendes egen tilsyneladende ro, for hun gjorde ikke andet end at stirre med store, forvirrede øjne på den yngre mand. Dertil kom der heller ingen spørgsmål, til trods for, at dette nok var det mest almene for den skræmte sjæl. Ja, faktisk skulle det vise sig, at Renny gjorde det mest usandsynlige for hendes egen person, hvormed et kvækket ”tak” forlod hendes buttede læber. Og dernæst reagerede Renny omsider rigtigt –

Renny var oppe at stå – og dernæst i løb – hurtigere end et øje kunne nå at blinke i forbavselse. Hendes kurs var ikke til at tage fejl af; tilbage til markedspladsen det gik. Til trods for hendes mange års erfaring på slagmarken og i sit nye job som Spion, mistede Renny overblikket over, hvad der måtte ske, for aldrig i hendes liv havde hun været så bange, som i det øjeblik. Havde Renny været køligere, havde hun vidst, at Harari var mere sikker i blandt fremmede mennesker, end de øvrige familiemedlemmer der alle befandt sig i det store palæ i Dianthos øvre bydel. Jovist, der var vagter, men det var altid nemmere at angribe på fjendens eget territorium, end et sted hvori begge af dem var sårbare. Renny vidste jo, at netop det var tilfældet – men alligevel fortsatte hun mod søsteren og sin niece.

Da Renny omsider nåede markedspladsen, hvæsende efter vejret, kiggede hun febrilsk rundt. ”HARARI!”, råbte hun, hvilket fik adskillelige mennesker – og øvrige væsner – til at se op og rundt efter synderen. 


”Harari! Har du set – mørk kvinde, langt sort hår og guldkjole? Nej? Har du – hør efter! Har du set en mørk kvinde med et barn i sin favn?”

Eadgar den Andægtige åbnede forsigtigt sine øjne, da slaget udeblev. Han havde forventet en fysisk reaktion; Renny havde allerede bevist, at hun tyede til resolut handling, når hendes familie blev truet. Ryggen var stadig øm efter mødet med træstammen.
Men hun slog ikke. Hun flippede ikke ud. Nej, hun nøjedes med roligt at sige tak, noget der efterlod Eadgar mundlam af forbløffelse. Tak? For hvad? For varulven?
I et øjeblik frygtede Eadgar den Andægtige, at Rennys hjerne var stået helt af grundet uventede information – hvorfor i alverden ville hun ellers reagere ved at sige tak?
”Jeg tror ikke, at du har for-..” Startede Eadgar med spag og tydeligt bekymret stemme, men blev afbrudt da det hele pludselig syntes at falde på plads i Rennys hoved; Få sekunder senere havde hun i hvert fald kursen mod markedspladsen.

Forkynderen kunne ikke blive siddende. Med sandheden ude kunne han trække vejret ordentlig igen og vidste, at der kun var en ting at gøre. Så Eadgar rejste sig og satte i løb; med de beskidte gevandter blafrende omkring sig, forsøgte han - lettere desperat - at indhente Renny.

”Renny, Renny!” Eadgar den Andægtige nåede forpustet hen til markedspladsen, hvor Renny allerede syntes at være fuldt optaget af sit eget indre kaos-scenarie; hun var mærkbart grebet af panik og henvendte sig retningsløst til alle dem, hun kunne komme i nærheden af, uden at stoppe op for at høre deres svar.
”Renny! Stop! Stop nu!” Forkynderen havde lyst til at bande, men afholdt sig – med Lysets hjælp – fra det. I stedet greb han ud efter hende, og fik hende til at stoppe op. ”Renny fald ned. Det er jo ikke sikkert at der er sket noget -” Han lukkede sine hænder om hendes, hans front mod hendes: ”- Det var bare et rygte jeg hørte- ”forsatte han da øjenkontakten omsider blev etableret. Alt i ham udstrålede alvor. Samvittighedskvalerne var blevet efterladt i tempelhaven – der var kun plads til en ting: at få Renny til at forstå, at der ingen fare var. At alt var okay. Så måtte han tage sig af alt det andet bagefter. ”Det var et rygte, okay? Bare et rygte!” Han klemte hendes hænder, som for at understøtte, hvad han prøvede at sige: at der ikke var nogen grund til at gå i panik og frygte det værste – at hendes familie sikkert var i god be-
”Vent, er det ikke dem, som er derovre?” Eadgar den Andægtige havde over Rennys ene skulder set noget, der umiskendeligt lignede det samme barn, han havde set tidligere. Og det sad pludrende på en yderst yndig kvinde.

Eadgars greb om Rennys hænder efterlod hende ikke med megen anden mulighed, end at vende rundt som han befalede hende at gøre. Det var dog med store, uforstående øjne; som havde Eadgar i stedet redegjort for en kompleks magisk teori, hun så absolut aldrig ville komme til at forstå sig på. Renny var mange ting, men hun var ikke noget videnskabens geni –

Ordene – de beroligende ord – satte sig dog fast midt i alt panikken, og Rennys desperation svandt langsomt ind. Det viste sig tydeligt i hendes hjerteformede ansigt; de slanke, mørke øjenbryn faldt tilbage på plads og tungespidsen vædede hastigt de tørre læber. Derefter nikkede hun – og dernæst en gang mere, som ville bevægelsen alene rokke den sidste, manglende forståelse på plads.
Der var ingen farer. I hvert fald – ikke lige nu, men et rygte? Hvorfra kom det? Og hvorfor hende selv og hendes familie?

Renny skar en grimasse af indestængt frustration, men tankerne fik ikke lov til at hvile der for længe, for straks efter så Eadgar Harari. Det var nu Rennys tur til, ikke at give Eadgar anden mulighed end at følge efter sig, for med hendes ene hånd i hans satte Renny af sted mod storesøsteren.
Hun tænkte ikke over, hvordan det så ud – at en storbarmet og tydeligt følelsesladet kvinde kom slæbende med en af Lysets Forkyndere, der til trods for hans umiddelbare højde var yngre end hende selv – før de to skikkelser nåede Harari, der så op med vantro øjne.

”Hvad sker der Renny? Og vil du da omgående slippe taget i – ja, hvem er De?”, udbrød søsteren, i det hun dernæst rejste sig og skævede – påtaget venligt – til Eadgar; ganske tydeligt ønskede Harari at svinge sin sandal mod Renny, for Gandir-familien gik op i traditioner og pli. Noget, Renny ikke selv var videre kendt for i familien.
Først der syntes Renny at indse, at hun stod, hånd i hånd, med Eadgar, og straks slap hun taget i ham. For et kort øjeblik skævede Renny skiftevis mellem Eadgar og Harari, hvis vrede syntes at stige, jo længere tid Renny tav. ”Dette er Eadgar –”
”Oh! Selveste Eadgar den Andægtige, ikke sandt? Det er en ære at møde Dem”, afbrød Harari hastigt, hvorefter hun, med barnet på armen, forsøgte at bukke. De mørke – oh, så mørke – øjne gnistrede indbydende til den yngre herre, for til trods for almen pli var Harari overbevist om, at hendes kvindelist til enhver tid kunne få selv den koldeste krop til at reagere med en hvis, nuvel, vertikal optimisme – og dette vidste enhver kvinde jo, i nogen tilfælde, kunne vise sig nødvendig. ”De må virkelig undskylde min lillesøsters noget så – ja, frembrusende er vist ikke nogen underdrivelse! Hun kan være – De ved”, skyndte Harari sig at tilføje, før hun så på Renny med et irettesættende blik.

Det var også omtrent der, at Renny selv opgav – og dernæst, til lyden af Hararis fortsatte milde men dog ikke mindre sensuelle stemme, lod sit blik farer.

Aldrig så snart havde han påpeget søsterens (og barnets) tilstedeværelse, før Renny førte dem begge imod dem. Eadgar den Andægtige havde – indrømmet – selv følt lettelse over at se familiemedlemmerne gå uskadt rundt et stykke længere fremme på pladsen. Men det var Rennys forduftede panik, som gjorde lettelsen så voldsom, at Eadgar blot at stavrede med, uden en eneste fornuftig tanke i hovedet. Han ænsede end ikke de mange øjne, som stirrede på dem.
Faktisk var det først da søsteren, Harari, lettere chokeret kommenterede det umage par, som de udgjorde, at Eadgar den Andægtige blev opmærksom på sin egen uanstændighed. Forfjamsket trak den unge mand hånden til sig, i samme øjeblik Renny slap sit tag.

Åh, Lysets Gudinde, hvad er det du udsætter mig for..
Eadgar syntes først at bemærke søsteren for alvor, da hun tilkendegav at hun kendte ham. De grønne øjne, der før bare havde værdsat at både mor og barn begge havde været levende; at der intet blod var strømmet ud af sår skabt af flænsende klør og et makabert tandsæt, havde fungeret som et filter mod den reelle virkelighed. Eadgar sank da hun hilste ved at forsøge at bukke – og fik ham, klog af skade, til at gøre det eneste fornuftige: han foldede hænderne foran sit skridt - primært for at sikre egen bekvemmelighed og samtidig forsøge at forebygge lignende ydmygelser som den, der havde fundet sted i tempelhaven. Søsteren var smuk, nej, ikke bare smuk. Eadgar den Andægtige bed sig i tungen i forsøg på at lade smerten distrahere den uønskede lyst, som Renny i første omgang havde vækket og som søsteren fik til at vokse – helt uden at røre.
”Det er helt fint, helt i orden” kvækkede Eadgar hurtigt, uden skyggen af forkynder i sit hårdtprøvede legeme. At de begge to havde sensuelle, diskret usømmelige tendenser var simpelthen for meget for den unge mand, der fik helt svært ved at stå stille og være høflig: ”Jeg må nok også hellere se at komme videre, nu hvor alt er godt alligevel og I har fundet hinanden igen.”

Hvis ikke han blev forhindret af enten Renny eller søsteren ville Eadgar den Andægtige vende sig bort fra dem og relativt hastigt lægge så stor afstand til dem begge som muligt. Og først, når han var ude af hørevidde, ville han begynde sin messen bestående af de mest kedelige og religiøse tekster - der som det eneste - kunne få tankerne væk fra syndighed og gøre at kroppen atter ville føles korrekt og mindre varm igen.

”Vent –”
”Men kæreste Eadgar –”

To hænder – så mærkbar forskellige i styrke og farve – landede straks på Eadgars skikkelse, og forbød ham derved at gå nogle steder. De to søstre – der var noget så overbevist om, at den anden tog sig en frihed, det ikke var den undt – kastede sigende blikke i hinandens retning; blikke der sagde noget i retning af;

Giv slip. Omgående. Han er Forkynder af Lyset!
Du giver slip! Du gør ham utilpas med dine tilnærmelser!
Jeg prøver bare at redde resterne af det, du har trampet i stykker!
Stop!
Du stopper!

Den usagte kommunikation stoppede brat – det gik op for de to kvinder, at Eadgar ikke var med på legen omtrent på samme tidspunkt -, hvorefter Hararis hånd øjeblikke efter forsvandt fra den unge mands tynde arm.
”Om forladelse. Jeg ville dog så gerne tale med Dem. Ville det en dag blive muligt?”, lød det varmt fra søsterens læber – og det var også omtrent der, at Renny himlede med øjnene, drejede rundt på hælen – stadig med et fast greb i Eadgar – og forlod den forvirrede Harari alene tilbage.

Dog ikke så langt, at Renny, i den travle menneskemængde, ikke kunne holde øje med søsteren.

De mørkebrune øjne flakkede for blot et øjeblik hvileløst mellem Eadgar og Harari, alt imens Renny foldede sine arme under sin barm – og dernæst straks lod handlingen fortage sig, så de i stedet hang ned langs hendes bløde hofte.
Af uvisse årsager følte Renny sig i et bittert humør; et humør der var udsprunget af søsterens kælne facon og Eadgars forfjamskede reaktion. Hvorfra følelsen kom, anede Renny ikke, men den var der unægtelig. Hvorfor blev Harari ikke også betragtet – eller behandlet med samme skamlige foragt som hende selv? Var Renny selv kun tiltalende på en seksuel måde, og søsteren i stedet kun betagende grundet sin så åbenlyse skønhed?
En let hovedrysten tvang de så ukarakteristiske tanker på afstand, før Renny tog en dyb indånding. Hun havde svært ved at stå stille, i det hun omsider fæstnede sit urolige blik i Eadgars eget. ”Et rygte, sagde du. Hvor – altså, hvordan har du hørt det? Hvem sagde det? Jeg bliver nødt til at vide det Eadgar. Jeg bliver simpelthen nødt til at vide alt, du kan huske.”

Hvis de bare havde været mindre fysiske, nåede Eadgar den Andægtige at tænke, da to hænder, tilhørende en af hver kvinde, holdt ham fra at forlade stedet. Aldrig havde han – med så dybfølt længsel – ønsket at befinde sig i templets kolde forhal, omgivet af tilbageholdende ligesindede, der forstod og respekterede og - ej at forglemme - selv havde internaliseret de tre løfter om askese, kyskhed og lydighed, således at der aldrig – med streg under aldrig – var muligt at befinde sig i den pressede situation, som Eadgar atter befandt sig i. Han forsøgte at trække vejret dybt og bevare fatningen så godt det nu kunne lade sig gøre, når man berøres af synd på begge arme.
Havde han haft en smule karakterstyrke tilbage efter oplevelsen i tempelhaven, ville han havde taget deres hænder som et dybt fornærmende forsøg på at lede Lyset i uføre og med gudfrygtighed i det grønne blik kastet om sig med passende formaninger om deres manglende taktfuldhed og skammelige handling. Men han kunne ikke. Lyset var stadig en skrøbelig, netop genfunden del af hans væsen, der krævede nænsom forplejning og åndelig næring for at kunne blive så stor som før.

”..-” Renny afbrød det svar, som Eadgar havde haft i sinde at give søsteren, da hun bad om lov til at snakke med ham på et senere tidspunkt. For første gang værdsatte han Rennys evne til at gribe til handling, og han lod sig føre med uden protester. I et svagt øjeblik havde Eadgar den Andægtige forventet, at hun ville give ham en ny undskyldning. (Hun skulle vide at han var mere end berettiget til det!) Men den kom ikke. I stedet hev hun fat i den elendige sorte samvittighed, som fik det indre Lys til at blafre faretruende. Hvor vovede hun egentlig at træde i det nu? Kunne hun ikke se, at han knapt nok havde fundet sig selv? Kroppen var stadig uvant ubehagelig at befinde sig i. Og både søster og barn var jo i live. Dog lykkedes det ikke at blive sur på Renny, selvom han, svag som han var, prøvede ihærdigt på det. Hendes mørke øjne rummede fortsat en slags ulykkelig desperation som han ikke kunne se på med kolde øjne, og slet ikke vende sig bort fra:

”Det var en på markedspladsen – jeg overhørte det, da jeg stod og forkyndte.” løgnen var nem at sige. Han skulle bare tænke på de tunge bryster, deres – tydeligt familiære - tendens til at gøre luften tyk og klam af lyst og seksuel frustration og så blev den dårlige samvittighed reduceret betragteligt.
”-Tror det var henne ved frugtboden.” Eadgar kom som refleks til at se på Rennys mund da han sagde det. Tog sig i sine forestillinger og samlede sig: ”De sagde, at det var mørket som havde sendt en varulv afsted som straf – fordi.. Fordi..” Den unge mand kløede sig nervøst ved øreflippen, usikker på hvordan han skulle få det næste sagt. Ansigtet blev forsøgt lagt i passende folder – en blanding mellem vantro og tvivl, som om han ikke selv troede på de ord, han netop skulle til at sige; noget han i bund og grund heller ikke gjorde:

”ja, jeg hørte det jo ikke rigtigt – de snakkede ret lavt, men det lød til, at der gik et rygte om, at du havde en større rolle i Lysets hær end hvad den jævne befolkning kendte til..” Eadgar sænkede sin stemme til en knaphørlig hvisken: ”- at du er en spion.”

Det var en hul anklage, opdigtet gætværk, men det kunne Renny jo ikke vide. Dybt, dybt inde i den unge mand var der noget som spandt kælent.

Renny kunne ikke tage sine mørkebrune øjne fra Eadgar, men selv længe inden han fremlagde, hvad han havde hørt, vidste Renny instinktivt, hvad det omhandlede; hendes position som Spion. Hvordan kunne det være andet – hvordan kunne det fremkomme af noget som helst andet end netop dét? Renny havde ingen fjender, ingen der ville hende ondt og alle hendes forrige missioner var gået, som de burde gå; som Spionmesteren foreskrev, at de skulle.

En tanke alene ville dog ikke slippe sit tag om hende, for hvordan kunne hendes identitet være blevet kompromitteret? End ikke hendes egen familie vidste, hvad hun i virkeligheden foretog sig. Udover hende selv, Spionmesteren, og de spioner hun havde samarbejdet med, var der ingen der kendte til hendes sande hverdag.

Hvis bare hun vidste… og hvis bare Renny havde tænkt sig om et øjeblik…

Det var dog ikke det, Renny gjorde. I stedet aflagde hun afstanden til Eadgar og lagde sine arme omkring ham i et varmt kram. ”Tak”, mumlede hun, overbevist om den unge mands oprigtighed. Dernæst slap hun sit tag i ham, og smilede ligeså varmt og venligt, som det var kendt, at Renny Gandir gjorde. ”Virkelig, tusind tak Eadgar. Vi ses i morgen ikke? Jeg lover, at det bliver en festfuld dag!”, lød det dernæst, i det Renny hævede sit ene øjenbryn i en sigende grimasse. ”Du ved, hvad der sker, hvis du ikke kommer – så kommer vi bare til dig og du vil ikke have tyve medlemmer af familien Gandir på dit dørtrin! Jeg forestiller mig, at det må være som en orkan!”
Med et hjerteligt grin og et venskabeligt klap på skulderen, skridtede Renny dernæst tilbage mod søsteren – der stirrede vantro på hende og daskede arrigt til Renny, i det hun omsider nåede frem. ”Ved Zaladins rynkede røv, Renny! Du kan da ikke kramme en Forkynder af Lyset på den måde!”

Først mange timer senere ville det gå op for den mørkhårede kvinde, at hun aldrig havde benægtet Eadgars påstand…