Det var uden hævet stemme at Kaatima brød irettesættende ind mellem sin søsters ord, afskær dem i at formere sig. Ankrede Meena til virkeligheden og ikke lade sig rive væk i det stormfulde vand, der var ved at rejse sig. Kaatima’s stemme var hård, som kun en moders kunne være, – en moder til 5 og dygtig forretningskvinde.
Det fik den yngre søster til at synke en klump af voksende spyt og lade blikket søge dybere ned i sit skød. Hun følte sig som et barn der var taget med fingrene i kagedåsen, men det var kun fordi hun nærede så dyb en respekt for kvinden overfor sig.
Følelserne kom under en bedre kontrol, først da løftede hun blikket tilbage på Kaatima ”Undskyld Kaatima.” hun mente sine ord. Den modne kvinde havde ret, hun var trådt for langt og ladet et sjældent glimt af den vrede den yngre fyrstedatter gemte på, vise sit grimme ansigt. På mange punkter var det en velsignelse at være datter af Fyrst Sephyran, men det kunne være en lige så stor forbandelse, en af disse var det temperament mange af hans børn havde arvet.
Ordene fik lov til at respondere, de var både vise og med en underliggende bekymring, men de var sande. Velsignelsen fra familien var vigtig, hvis det skulle fører til mere. Et kort afmålt nik kom til syne "Naturligvis, uden kunne jeg lige så godt bare forsvinde." hvis ingen gang hun ville kunne få velsignelse fra sin egen familie, hvordan ville det så ikke tage sig ud for resten af landet?
”Tror du landets almindelige borgeres liv har lige så mange komplekse 'problemer', som adelen har?” spørgsmålet blev stillet ganske forsigtigt.

Hun nikkede kort, og satte glassset fra sig. Lænede sig frem, og lod en køling hånd klemme Meenas ene. "Det er ikke fordi, at jeg ikke forstår din frustration, og du er stadig ung - der er meget du bliver nød til at lære, for at kunne omgås i den verden vi lever i. Men aldrig lad andre se det, fordi de vil altid bruge det mod dig." og selvom det måske ikke var korrekt, og en anelse sortseende på verden. Ville hun hellere have at Meena altid havde i tankerne, at det hun sagde og følte overfor fremmede kunne bruges mod hende. Og selvom det var Kaatima hun havde ladet de følelser løbe løbsk over for. Hvem ville så sige, at den næste adelige der brugte disse ting mod den yngre Kazimi, ikke også ville ramme et ømt punkt? 

Hendes øjne lagde sig på søsteren, da hun sagde hun lige så godt bare kunne forsvinde. Og noget sagde hende, at det måske var noget Meena havde tænkt over mange gange. Men hun formåede at holde spørgsmål tilbage, det kunne de altid snakke om på et andet tidspunkt, hvis hun følte at den samme følelse dukkede op igen. 
Hun fnyste og gav et lille grin, da spørgsmålet omkring de almindelige borger havde samme komplekse problemer. "Hm, det kommer an på fra hvilke øjne du ser det fra - men jeg ville mene, at de almindelige borger blot har andre presserende problemer. Måske vi skal se det som et luksus, at trods for at vi kan ende med at se mange problematikker i øjnene, stadig ikke skal bekymre os om, hvordan vi skal brødføde vores familie. Men hvem ved, jeg føler nogen gange det er nyttesløs at sætte os ind i et andet sted, for før vi har gået i deres sko - vil vi aldrig kunne forstå hinanden."

Hånden under Kaatima’s vendte sig, så den kunne lukke sig om hendes hånd. Et blidt klem indikerede at hun havde hørt sin søsters ord. Hånden holdt ikke mere fast end at Kaatima uden modstand, kunne trække sin hånd til sig igen.
Det var ord den yngre Kazimi ville tage med sig når hun gik herfra. Ord hun ville arbejde med og lade sig minde om når følelser som uretfærdighed, bitterhed, vrede og frustration begyndte at vise sig udad til. Det var visse ord og et velment råd til at værne om sig selv. Noget Kaatima måtte have praktiseret selv i alt for mange år. Ikke at hun fremstod følelseskold eller afstumpet, for det var den modne kvinde på inden måde, hun havde stadig en kæmpe varm, selvom den ikke var forbeholdt alle.
Vigtigst var det at Meena vidste de var nemt hende godt, at Kaatima kun forsøgte at guide og skåne hende forbi eventuelle ubehageligheder.

Munden blev vredet lidt skævt i en tænkende, men lyttende mine ”Ja vi er ret privilegerede til sammenligning. Jeg kan bare ikke altid lade være med at tænke, hvordan det er at gå i deres sko. Ikke fordi jeg ville ønske et andet liv, - men fordi det kunne have været omvendt, hvis Guder og Gudinderne have villet det anderledes.” de var naturligvis ikke noget for en prinsesse at bryde sit hoved med, pøblen var pøblen og den skulle nok klare sig selv, næsen.

Hun nikkede eftertænksomt, nok ville hun mene at dette var for filosofisk en samtale. Noget man skulle overlade til filosofferne, og andre som havde en del mere styr på det end hende. 
Men hun lod sig dog overbevise om at gå ned af denne rute, nu når hendes søster ønskede at reflektere over deres lod i livet. 
“Hm, men ønsker vi ikke alle sammen på et tidspunkt i vores liv, vi var en anden? Er der ikke en der en gang sagde, man altid vil have det man ikke har. Så selv den rigeste mand, kan ønske den fattigeste mands kærlige familie.” Sagde hun med et smil, og lod øjnene glide hen over retterne der bugnede frem foran dem, i alskens farver og former. Hun tog et stykke brød med gedeost på og begyndte at bide småstykker af det.
Alle dage, havde Kaatima bruge umådelig lang tid på at spise et måltid. Som nok ville være irriterende for mange. Især dem, som gerne ville videre i teksten end at sidde og vente på at én ville blive færdig med retterne. 
Men ikke om hun nogen sinde ville ændre det, maden var til for at blive nydt, og således nød hun den bedst. 

Spørgsmålet den yngste af de to søstre havde stillet, var hun uden mærket godt klar over ikke bare var lige til. Det var ikke et spørgsmål som kunne svares med et sort og hvidt svar, og det var da slet ikke et spørgsmål som burde lægge en prinsesse på sinde.
Græsset ville altid syne grønnere på den anden side, selv hvis man i forvejen stod i den frodigste have eller oase. ”Jo det gør vi nok. Vi alle kan vel blive blinde for hvad vi faktisk har og huske at værdsætte det.” stemte hun i med et svagt smil trækkende den ene mundvig højre end den anden, givende smilet en lille skæv statur. Meena var på ingen måde utaknemmelig over det liv hun levede og de privilegier der fulgte, men det betød ikke at det altid en dans på roser, for selv roser havde torne og nogle stak dybere end andre.
Hun havde ikke følt sig synderligt sulten forinden at maden blev bragt til dem, men så snart de mange retters dufte gik lov til at fylde luften mellem dem, knurrede maven tiggende efter bordets indhold. Første valget faldt på et af de mange lavash brød, som blev brækket i mindre stykker for at blive dyppet i enten hummus, den stærke ezme eller den cremede haydari.
”Vil du egentligt beholde fuglene?” spurgte hun efter at have tygget af munden. Det var måske et frækt spørgsmål at stille, men med tanke på hvor bange Kaatima var for de store fugle, så var det oplagt de på mystiskvis ville forsvinde. Muligheden for de var fløjet væk var jo relativ og deres fader ville næppe lægge mærke til en eller to nye eksotiske fugle i sin prydhave.

Et lille smil bredte sig på Kaatimas læber, som hun så hvordan søsteren begyndte at spise mere af maden. Det viste altid, at folk var komfortabel ved at være i hendes nærvær. 
Hun hostede dog lidt, da hun tog en slurk af vinen og derefter blev stillet et spørgsmål, som det Meena spurgte hende om, beholde fuglene? Hendes blik rettede sig mod de to majestætiske hvide påfugle, og rystede så langsomt på hoved. “Det ville ikke være et godt tegn, sådan at skille mig af med dem, hvad ville min kommende ægtemand ikke tænke, hvis han kom og så, at hans gave ikke længere var at finde i haven? Nej, så hellere holde dem ud, og en eller anden dag finde på en god undskyldning til hvorfor de skal forsvinde” sagde hun med et skævt smil, og satte vinen fra sig, blikket rettede sig mod døren, som en tjener bøjede hoved dybt. “Beklager jeres højheder, men det ser ud til, at der er nogle problemer med prinsessens søn” Kaatima sukkede lavmælt, og nikkede så. “Beklager Meena, men jeg bliver nød til at slutte vores møde nu, jeg glæder mig til at tage med dig til Dianthos, det skal nok blive en fabelagtig tur” sagde hun blidt, som hun undskyldte sig selv, og rejste sig op for at gå med tjeneren mod sønnen der igen, på en eller anden måde var endt i ulykker.

Noget i de chokolade brune øjne sagde det som læberne ikke selv udformede 'jeg sladre ikke, hvis du ikke gør' undervejs som Kaatima besvarede spørgsmålet om de bevingede pryd dyr.
Sandheden var dog at den ældste af søstrene havde ret, det ville ikke være gode tegn sådan at skille sig af med sin forlovelsesgave, men var det overhovedet et godt tegn at hun havde fået en så forkert gave? Var det i virkeligheden et forvarsel fra Guderne, om at det ikke ville være det rette ægteskab at indlede?

En tjener dukkede op, med ordene om at der var problemer med den ene af hendes sønner, som krævede Kaatima's tilstedeværelse, ligesom Meena var ved at skubbe et stykke af fladbrødet ind i mundens gab. Det var derfor med en hånd holdt afskærmende op foran de mørke læber, at Meena svarede sin søster "Du skal ikke beklage Kaatima, dit job som mor har du trods alt aldrig fri fra." svarede hun både forstående for hvorfor mødet måtte brydes allerede. "Den bliver helt igennem fantastisk, det er jeg sikker på. I mellemtiden til vi ses igen, så må du hilse alle børnene ikke?" Meena holdt ufattelig meget af de mindste af hendes nevøer og sin niece, mens hun praktisk talt så de ældste mere som brødre da de aldersmæssigt ikke var langt fra hende selv, men også da Kaatima havde indtaget en mor rolle da hendes egen stak af.
Da Kaatima ikke længere var indenfor synsvinkel lod Meena sig følge ud til døren af en tjener, hvorefter hun vendte hjem til Fyrstens palads.