Det var fristende at bede hende selv finde oplukkeren, hvis hun ville have vin. Både fordi hun ikke skulle hundse med ham, men absolut mest fordi, at han ikke havde noget imod at se hende stå bukket og med bagdelen strittende mod ham igen. Hurtigt besluttede han dog, at en simpel oplukket ikke var et skænderi værd, så i stedet rejste han sig og fandt oplukkeren frem. Han gav sig et øjeblik til at studere flasken, hun havde valgt. Bestemt ikke nogen dårlig vin, han havde fået den fra en vinbonde, som skyldte ham penge. ingen dårlig byttehandel, især taget i betragtning af, at det bestemt ikke var vinbønder han handlede mest med. Det var vel næsten synd, at vinen skulle bruges til hendes lille elg, men mon ikke han kunne skaffe flere. I det mindste var det ikke en, som han havde brugt krystaller på, alle de bedste vare var i det andet hus.

Med sit sædvanlige afslappede smil skænkede han vin op til dem begge to, hvorefter han igen satte sig ned. På vejen nåede han at få et kort glimt af, hvordan hun sad. Det var da forbandet, at bordet skulle være i vejen, ellers ville han jo have haft en ganske upåklagelig udsigt.
Han nåede knap nok at sætte sig ned, før det første spørgsmål faldt.
"Det er ikke mit hus, det er chefens" Det kom egentlig ikke bag på ham, at hun lagde hårdt ud. Faktisk havde han slet ikke forventet andet.
"Og dets beliggenhed er noget, jeg ved, og du aldrig finder ud af. Skål" Han vippede glasset mod hende og tog så en tår. Det var i sandhed en god vin.

Vurderende så han på hende hen over glassets kant, hvor hårdt skulle han gå til den? Der var mange ting omkring han, han var nysgerrig over, men måske det var bedst at vente med de spørgsmål, til hun havde fået lidt mere at drikke.
"Hvem af os er den bedste til at være den dominerende part?" Han smil var blevet lidt bredere, og det ene øjenbryn havde hævet sig.

Nok var hun stadig ganske utilfreds med ham, men det betød ikke at hun ikke lod blikket falde på ham, som han rejste sig efter en vinoplukker. Der var intet ved hans krop som hun normalt ville tiltrækkes af, han var langt mere afpillet, mindre muskuløs og ikke mindst ganske ung at se på.
Alligevel sad hun for en stund og bare tog synet af ham ind, så længe han ikke så det. Hun ville normalt ikke have lagt skjul på at hun sad og betragtede ham, akkurat som aldrig lagde skjul på det, men hendes humør var ikke til et skub af hans selvtillid.

Hun havde været lige ved at stille endnu et spørgsmål og måtte bide sin tunge for at holde det tilbage, for det var hende selv som havde sat reglerne, og så måtte hun også holde sig til dem!
Hvad hun til gengæld ikke lagde skjul på, var hvordan hun holdt øje med at han ikke bare sippede til den røde væske, men at han faktisk tog en tår som ville fylde hans mund.
De slanke fingere løb op og ned stilken på ad vinglasset foran hende, næsten kælent. Havde han ikke vidst at hendes humør ikke var meget bedre, så ville det næsten kunne ses som en lokkende flirten af hvordan hendes fingre kunne glide over hans krop.
Langsomt løftede hun glasset mod læberne, men stoppede lige inden ”Dig, for nu...” hun satte glasset fra sig igen, men uden at tage blikket fra ham. Det var tit endt med at han havde været den dominerende part, ikke fordi hun ikke kunne lide at være det, men der var noget lige så fantastisk ved at overlade sig selv fuldkommen til ham, som at tage kontrollen fra ham.
”Hvor gammel er du?” hun havde regnet ud han ikke var så ung som han så ud, havde han været det ville hun aldrig indledt til, hvad end det var det havde sammen, men hun havde stadig ikke kunnet finde en præcis alder på ham, kun at han måtte være omkring hendes egen alder, måske endda lidt yngre?

Selvfølgelig var det ham, som var den bedste, det kunne vel ikke undre nogle. Alligevel følte han en næsten dum stolthed over, at høre hende sige det, også selvom hun forsøgte at trække den lidt i land. Han var nu også ret sikker på, at han foretræk at være den dominerende part, selvom han da slet ikke havde noget imod, når hun tog styringen. Det krævede bare lidt mere af ham at træde ind i den underdanige rolle.

Det kom altid bag på ham, hvor optaget folk var af hans alder. Nok så han ung ud, men var det reelt så vigtigt? Selv hvis han var så ung, som han så ud, var det vel langt vigtigere, hvad hans handlinger fortalte om ham? Og nu gjorde han sit bedste for, at hans handlinger skulle vise, at han ikke var til at spøge med, noget de fleste fandt ud af efterhånden. På en måde gav det vel vigtigt, at det var vigtigt for hende, taget i betragtning af, hvad de lavede sammen, hun ville vel ikke have siddende på sig, at en 16-årig knægt kunne få hende til at reagere så voldsomt, som hun nogle gange gjorde.
"29 år, jeg holder mig godt, det ved jeg" Han vippede lidt med sit vinglas, det var fristende at tage en tår, selvom han havde svaret sandfærdigt, men for en gangs skyld måtte han nok hellere overholde reglerne.

Tiden gik med flere spørgsmål, som omhandlede alverdens forskellige emner. Hurtigt gik det op for Declan, at det var svært at ramme emner, som Fielthena ikke ville svare på. Det var højest upraktisk.. Selv var han begyndt at blive godt beruset, nogle gange havde det så sandelig sine ulemper at være en mand med mange hemmeligheder. Det var første gang, han kunne huske, at han havde været så beruset, og han var bestemt ikke sikker på, at han brød sig om det, han kunne mærke, hvordan han stille og rolig mistede kontrollen over sin krop og sine tanker.. Det var snart på tide at trække sig fra spillet, eller få hende til at trække sig.
"Min tur" Hans ord var allerede begyndt at blive sløret på grund af vinens påvirkning. 
"Arrene på den ryg.. Hvor er det fra?" Han var sikker på, at det her var spørgsmålet, som ville få hende til at trække sig.

Havde hun ikke selv haft forsøgt at finde ud af hans alder, så ville hans svar på hendes spørgsmål havde sendt hende bagover på stolen i rent chok. I stedet blev hun siddende næsten urokkeligt, men med en tydelig overraskelse i hendes øjne.
29 år, han var altså ældre end hende selv ikke meget, men stadig ældre. Det havde været fristende for hende at flytte på benet, så hun sad normalt, bare for at sparke ham over skinnebenet for hans selvfede tilføjelse omkring hans alder, i stedet mumlede hun bare noget uklart for sig selv.

Hver gang den ene eller den andens glas var tømt for vinen, blev der fyldt op igen. Med det resultat at Declan nu var mindst 1,5 glas forud, som hun havde forsøgt at svare næsten alle de spørgsmål, som han havde stillet hende. Det betød dog ikke at hun ikke havde fået kørt noget af vinen ind. Vinens varme havde spredt sig godt i hendes krop og efterladt en behagelig summen sammen med den, mens kun en meget svag rosa kulør havde lagt sig over næseryg og kindben, ganske tydelig i den lyse hud.
Luften blev suget ind gennem næsen ved spørgsmålet for her efter at blive holdt kort, som skulle hun samle sine tanker før et svar. Svaret fik han ikke, i stedet lød det lidt kort for hovedet ”Det vedkommer ikke dig.” lige inden hun lod en tår af vinen fylde hendes mund. Den var god og hun fortrød næsten at den var blevet brugt til denne lille leg.
I stedet for at sætte glasset fra sig på hovedet efter hendes tår, hvilede hun hånden med glasset mod sin kind, tæt ved mundvigen, mens hun brummede tænkende over sit næste spørgsmål til ham ”Har du nogle søskende? Du må ikke bare sige ja, hvis du har.” det sidste blev tilføjet lidt hurtigt, som det faldt hende ind at lige det spørgsmål, ville han sno sig uden med et simpelt ja, hvis muligheden bød sig.

Det car med et triumferende smil, at Declan så til, mens hun drak fordi hun havde nægtet at svare. Han ville egentlig hellere have haft svar på sit spørgsmål, men jo oftere hun drak, jo mindre bagud var han.. så længe han altså ikke drak. Det var svært at holde styr på, når han samtidig skulle forsøge at holde styr på at rummet ikke drejede alt for meget rundt.

Tænksomt så han ud i luften. Søskende.. jo, det havde han vel, selvom han godt nok ikke vidste, om han faktisk stadig havde en lillebror.
"En lillebror" Han gabte og strakte sig lidt, var det egentlig ikke ved at være ret sent?
"Eller.. jeg ved ikke, om jeg stadig har ham, eller om han er død. Han var speciel, så fantastisk speciel, så de tog ham væk, da han var lille" en skygge af noget, som bestemt kunne ligne tristhed, gled henover hans ansigt, men det var væk lige så hurtigt som det var dukket op. Der var en grund til, at han ikke snakkede om sin fortid.

"Min tur!" Han lukkede det ene øje i et forsøg på at se lidt skarpt, for hun var begyndt at blive mistænkelig ulden i kanterne.
"Din familie. Hvor er de?" Han gestikulerede med vinglasset, så den lille skvat i glasset spillede over og røg ned på bordet. Pokkers, det var en god vin, det var en skam, at den sådan skulle gå til spilde. Nærmest decideret modløs gled han ned i stolen, indtil han var faretruende tæt på at fortsætte hele vejen ned på gulvet.

Blikket faldt ned i glasset, som hendes tår havde tømt det, hun kunne ellers have forsvoret at der havde været langt mere vin tilbage. Som han havde måttet fylde sit glas oftere end hende, stod flasken tættere på ham og lige præcis udenfor hendes rækkevidde.
Med en arm placeret foran hende mod bordpladen, lænede hun sig ind over bordet, rækkende ud efter den grønne flaske, givende ham ubevidst frit udsyn til hendes barm ”Hmpf!” lød det små besværet som de nederste af hendes ribben blev mast ind i bordkanten, og flasken blev flyttes længere væk ved sammen stødet med hendes fingerspidser "Skub lige til flasken...”.

Hun endte med at hænge lidt over bordet, før hun satte sig tilbage som før, men denne gang trak hun også det andet ben op, så hun sad i skrædderstilling på stolesædet Hun ville have forsvoret at hun så et glimt af tristhed i hans ansigt, men hun havde svært ved at bedømme om hendes hjerne spillede hende et pus, som alkoholen havde sløret den ”Du ved ikke om din bror lever?.. Hvorfor sender du ikke bare en af dine hunde ud for at lede efter ham, mmh?” at det ikke var hendes tur til at stille spørgsmål, blev tydeligvis glemt, som en små forvirret lille rynke satte sig i panden og hendes ord bare smuttede fra hende.

Den spildte vin og hans efterfølgende næsten fysiske sammen smeltning, fik hende til at fnise ganske kort før hun huskede sig selv på hun jo var sur på ham, nej rasende og så kunne hun jo ikke sidde og små fnise!
Det var fristende at køre skjortens ærme over den røde plet på bordet, men hun kunne alligevel ikke få sig selv til det, så i stedet rejste hun sig for at finde en klud til at fjerne vinen inden den trak ned i træet. Med en pegende finger rettet mod ham dikterede hun ”Hold de grå øjne for dig selv”.
Det havde været lige før at hun glemte at det var hendes tur, til at svare ham eller drikke, mens hun havde fundet en klud og gjort den våd ”Familie..” mumlede hun tænksomt, men trak så kort og hurtigt på skulderne ”Det ved jeg ikke.”.
Vinen blev tørret væk, men hendes blik blev hvilende mod stedet den havde været, med læberne spidset lidt ”Jeg gider ikke lege mere...” kluden lod hun ligge på bordet, som hun drejede om på fodballen for at forlade køkkenet.

Nærmest ugideligt strakte Declan armen ud i et forsøg på at nå vinflasken. Selvfølgelig stod den alt for langt væk, så han trak bare på skuldrene.
"Jeg kan ikke nå den" Hvis hun skulle bruge vinen, kunne hun da selv rejse sig og tage den.. Så kunne hun også passende hælde lidt op i hans glas, nu hun alligevel stod op. Ikke at han havde den fjerneste lyst til at fortsætte med at indtage vinen, han havde det allerede slemt nok, men han ville bestemt heller ikke give op og lade hende "vinde".

Det var mange år siden, at han sidst havde snakket om sin bror.. Faktisk var det mange år siden, at han sådan rigtig havde tænkt på ham. Det var underligt, for det gjorde stadig en smule ondt bare ved tanken.
"Han har det bedre uden mig" Det var det korte svar, og det var noget, som han faktisk mente. Det havde taget lang tid for ham at acceptere, at selvom han virkelig holdt af sin bror, ville han ikke kunne gøre noget godt for ham. Det lidt længere, og mere brutale, svar var, at hvis han undersøgte det og fandt ud af, at hans bror var død, ville han have behov for hævn, formentlig over deres forældre. Det ville næppe føre noget godt med sig, og så var det nemmere bare at holde sig helt væk.

Hans øjne fulgte hende, som hun rejste sig op. Det var nu et ganske nydeligt syn, når hun gik rundt iført hans skjorte. Især fordi der var en del, som skjorten ikke dækkede. Hun havde stadig nogle svage mærker fra sidst, han havde haft fat i hende, fordi hun ikke kunne opføre sig pænt. Synet af dem var nok til, at han fik en utrolig lyst til at gøre det igen.. Selvom det næppe ville blive lige så voldsomt, taget i betragtning af, at han knapt kunne sidde og nok slet ikke gå.
"Hvad vil du så lave?" Han havde det ene øjenbryn og lod blikket glide ned over hendes krop.. Eller kroppe.. Havde han hele tiden set dobbelt?

”Hvad vil du så lave?” ordene fik hende til at stoppe op i køkkenets døråbning, hvor hun endte med at stille sig med armene trukket om bag sig, så hendes hænder lå oven på hinanden med nederste hånds håndflade og ryggen trykket mod dørkammen. Ja hvad ville hun egentlig nu?
Et eller andet sted dybt inde i hende raserede stadig jalousien og vreden mod ham og hvem end han så ved siden af, eller var jalousien i virkeligheden skabt af hun ikke måtte se hvem hun ville for ham og ikke af han så andre? Det var lige ved hun måtte gnide sin pande, som tankerne sammen med alkoholen truede med at give hende et kys af en hovedpine.

De grønne øjne landede overvejende på ham. Han sad stadig som var han ved at smelte ned på gulvet, skulle hun lade ham sidde? Ville han overhovedet kunne gå selv?
Sukkende skubbede hun sig fri fra kammen og trådte helt hen ved siden af ham, med samme vanlige elegante skridt og vuggende hofter. Havde det ikke været fordi hun havde fået mere kulør i kinderne kunne man fristes til at tro vinen ikke havde påvirket hende.
”Jeg vil hjem, og jeg burde lade dig falde i søvn på den stol.” stik modsat hendes egne ord, greb hun fat i hans arm for at hive ham op på benene ”Hjælp lige lidt til, Declan.” vrissede hun svagt. Hun skulle jo alligevel ind efter sit tøj i hans soveværelse, så hun kunne vel ligeså godt smide ham i seng i samme omgang. Ikke fordi han fortjente hendes hjælp.

Selvom det sikker ikke gjorde det store for at hjælpe, prøvede Declan at rette sig op og faktisk sætte den ene fod foran den anden. Fielt bar stadig mere eller mindre hele hans vægt, men han mente da bestemt selv, at han hjalp til! 
"Jeg hjælper til! Du kan bare lade være med at gå så hurtigt" snøvlede han. Det havde jo været hende ide, at de overhovedet skulle drikke!
Gudskelov vejede han da ikke så meget, så selvom det næppe var jordens nemmeste opgave, burde det bestemt være muligt for Fielthena at slæbe ham ind på soveværelset.

Inde på soveværelset lod han sig falde ned i sengen mere eller mindre inden Fielthena faktisk havde givet slip på ham.
"Bliv!" Han forsøgte at smile sit bedste og mest charmerende smil.
"Natten er stadig ung! Vi kan have det så sjoovt!" Han lod blikket glide ned over hende, men lod det blive hængende ved hendes bryster, som han åbenlyst gloede på. Hun så virkelig køn ud, og selvom synet af hende normalt ville være nok til at få liv i en bestemt legemsdel, var der en pinlig mangel på bule i hans bukser.

"Lig dig ned, så vi kan hygge os lidt" Lettere kluntet begyndte han at få sit tøj af, selvfølgelig skulle de da hygge lidt i sengen inden hun gik, det gav da kun mening! Han havde fuldkommen glemt, at hun havde forsøgt at drukne ham, da de var i bad tidligere og at hun havde været fuldkommen rasende på ham.

”Jeg går aldeles ikke hurtigt! Hvis jeg går langsommere, så går jeg baglæns.” små knurrede hun irriteret over ham, nok var han ikke den tungeste mand, men som han nærmest hang på hendes arm med sin fulde vægt, virkede vejen fra køkkenet og ind på soveværelset uendelig lang.
En lille del af hende fortrød nu nok, at hun havde forslået deres lille druk leg, for hun havde forudset at han var en mand med mange hemmeligheder, men måske ikke så mange at han blev så fuld.

Det var kun med nød og næppe hun fik korrigeret ham til at lande nok på sengen, til at han ikke ville glide udover kanten og kollidere med det hårde gulv, selvom det havde været fristende, men med en ærgerlig tanke om han næppe ville føle smerten efter sådan et sammenstød næste morgen, så gik hele ideen lidt af grunden for at lade ham falde.
Hun rynkende øjenbrynene sammen på midten, som han eller ganske ihærdigt forsøgte sig med et charmerende smil, noget der mislykkes, og i stedet efterlod hende med et næsten lidende udtryk, som hun havde været tvunget til at se det udspille sig foran hende ”Tak, men nej tak...”.
Lige så åbenlyst som hans blik havde hvilet på hendes barm, med et lige så åbenlyst lod hun blikket falde på hans underliv, og slap et fnys ”Du er til lige så meget sjov, som en ophængt kat.” ordene blev sagt, med en nedladende klappen på hans brystkasse, mens hun sendte ham et kvalmende sødt smil.

Med en hovedrysten trådte hun væk fra sengens kant og over til kommoden, hvor hendes tøj lå nydeligt foldet sammen, oven på.
Af bunken fandt hun først de tættesiddende bukser, som hun vanligt trak på, med en lille vrikken da hun nåede numsen. Hun kunne ellers have forsvoret de ikke var så besværlige at have fået på tidligere!
En vildfaren lok landede foran hendes øjne, som hun forsøgte at puste væk, før hun opgav og i stedet kørte den om bag det ene øre med fingrene. Hendes egen trøje lod hun hænge over armen, efter at have trukket støvlerne på. Hun kunne vel godt tillade sig at stjæle hans skjorte hjem? Han ville næppe huske den eller savne den i morgen alligevel.
”Farvel, Declan.” ordet farvel var valgt med fuldt overlæg, hun havde aldrig sagt farvel før, ikke efter de sidste mange møder, der havde det altid været ’vi ses’ eller ’på gensyn’, men som han var ude af stand til sådan rigtig at komme ud af sengen, eller nå hen til hende før hun ville være ude af døren, gjorde det intet at prikke lidt til ham og plante en tanken om, at dette ville være deres sidste møde.

På vejen ud, greb hun vinflasken i køkkenet for det ville jo være en skam at lade den gå til spilde, nu den var åbnet og hun havde jo en bid vej hjem til sig selv, så hvorfor ikke nyde den på hjemturen?

Ej altså, hvorfor gad hun ikke blive? Nu havde de det jo lige så hyggeligt! Jo, måske snurrede rummet en lille smule og hans krop føltes tung, men stadig! Han kunne jo stadig sagtens tilfredsstille hende.
"Hov hov" Han forsøgte at sætte sig op, men rummet snurrede ubehageligt hurtigt rundt, så han lagde sig hurtigt ned igen. Han kunne da sværge på, at hans soveværelse plejede at stå stille?
"Nju skal du tjale pææ-æænt til mig! Ellers, ellers så ved, ved du jo godt, hvad der sker" Han ville da med glæde smide hende en tur over knæet! Måske hun bare selv var nødt til at kravle derop.

Åbenlystlå han og gloede på hende, mens hun tog tøjet på, en forbandet skam, virkelig. Nu havde hun trisset rundt halvnøgen i så lang tid, fristet ham, og så væk jan ikke engang noget ud af hende! Det måtte han da huske, at han skulle huske på.
"Hvoffor tager du tøj på? Du er SÅ køn uden" en genial kompliment i hans hoved, i virkeligheden? Nok knapt så meget. Men det var ligegyldigt, han ville næppe kunne huske meget af det her i morgen.

Igen forsøgte han at rejse sig, men igen bkev han overmandet af det snurrende rum, så han måtte lade sig falde ned igen. Han havde virkelig ikke lyst til, at hun skulle gå, men han kunne jo tydeligvis ikke gøre noget for at stoppe hende.
"Til vi ses igen!" Hun skulle nok komme tilbage, det gjorde hun jo altid.
Med et lettere anstrengt grynt formåede han at vende sig om på siden, og nærmest inden hun var ude af huset, lå han og sov sødt.