Uden at være ubehageligt venlig og en spytslikker kommenterede han på hendes egne ord på at hun ville gøre sit bedste. "Jeg er sikker på det er mere end rigeligt!" Han var helt seriøst, hun virkede selvsikker og hun førte sig selv på en måde der fik ham til at tænke at det nok også var sandt. Derfor kunne han ikke lade være med at tro på hendes færdigheder og han så frem til det. Han udviste en hvis form for respekt for hende som han talte.
Lige nu følte han at de var som ligemænd, selvom han selvfølgelig ikke helt vidste om hun så ned på ham eller noget i den stil.
"Det er vidst godt De fik smidt den lange jakke, ville helt sikkert komme i vejen for koggeret ellers." Han smilede bare lidt skævt til hende som han bragte det gamle emne op igen, det havde virket til at være godt til at bryde isen med.

Han sendte hende et flot og blidt smil som svar da hun smilede til ham. "Ja selvfølgelig, hvem ville ikke være glad og stolt over at gøre livet bedre for andre? Give dem noget struktur og disciplin?" Han var helt seriøs omkring det. Han ville ikke give ud af hans mad eller resourcer i et vildt omfang, men han ville medglæde lære fra sig. Der var selvfølgelig også en selvisk årsag, fordi han følte en hvis skyld for at han ikke havde gjort nok og det var derfor folk var døde da de var blevet angrebet. Især hans daværende hustru.
Han lyttede til hendes fortælling om at rejse, og han forstod hende godt. Selv havde han intet behov. Han var jo faktisk lidt træt af at skulle rejse hele vejen til medanien for dette. Men mødet med Astrid havde dog gjort det hele noget bedre. "Er ikke selv den største fan af at rejse, men jeg vil med glæde invitere Dem til Erneyll en dag det passer Dem hvis De har brug for en undskyldning eller grund til at rejse lidt." Han smilede ganske pænt til hende. Han håbede ikke det var for meget at tilbyde.

Et smil bredte sig stille på hans læber. Hun havde umiddelbart overbevist ham om at hun var ret god til bueskydning, så måtte var det jo bare et spørgsmål om tid, før hun kunne vise sine evner – med mindre de slet ikke stødte på nogen dyr? Hun rystede lidt på hovedet af kommentaren omkring jakken. Selvfølgelig skulle han sige noget om det. ”Jeg ville helt ærligt slet ikke have jakken på fra start,” kom det fra hende. Der var tider hvor man skulle være pæn og præsentabel, og tider hvor det var bedre at være mere praktisk. Nogen vil måske diskutere hvor praktiske de var lige nu, men det var jo bare et lille spørgsmål om tid – i hvert fald for Astrids vedkommende. Han kunne måske godt have beholdt sin vest på.

Atrid kunne virkelig godt lide den måde han snakkede om sin interesse, struktur og disciplin – det var da i hvert fald noget man kunne se hæren havde. Og sådan nogle små 16-årige havde måske ikke meget af det, hvis ikke de blev oplært inden. Hvad skulle hæren dog stille op med sådan nogle ulydige og udisciplinerede unge drenge? Det var i hvert fald godt at Alaric kunne tage sig af det problem.

Tilbuddet om at besøge Erneyll vækkede en del interesse i hende, og man kunne nærmest se hendes øjne glimte en smule i spænding. I hendes svar prøvede hun dog at beherske sin lyst til at acceptere tilbuddet med for meget glæde – for hun skulle nok snakke med Verona først. ”Jeg vil se frem til sådan en rejse,” svarede hun ham. Det kriblede næsten i hende, hun kunne næsten ikke vente med at finde ud af hvordan ruten skulle ligge – skulle de rejse langs vestkysten igennem amazonitskovene og tusmørkedalen eller ville de tage igennem Safirien, Dianthos og Turmelinien? Hun kunne næsten ikke vente med at planlægge rejsen med sine tjenestepiger… og sin mor… Hendes mor havde enten et ord sige eller ville tage med. Det var trodsalt næsten en rejse igennem hele krystallandet. Alle de muligheder hun havde for at stoppe op på vejen dertil løftede hendes humør. ”Det var måske ikke så fedt at skulle sydpå?” klukkede hun lidt, eftersom han nævnte han ikke selv var stor fan af at rejse. Hun kunne slet ikke forestille sig at man ikke kunne lide at rejse, og opdage nye steder.

Da hun sagde at hun ikke havde ønsket at have jakken på, kunne han ikke lade være med at se en smule undrende på hende. Han kunne forstå hvis hun ville holde en hvis facade overfor ham, men det var tydeligvis ikke situationen da hun jo havde smidt jakken, fordi han var jo selv i tøj han ikke ligefrem havde det bedste forhold til, fordi han skulle være så præsentabel som mulig. "Siden De tydeligvis ikke er voldsomt bekymret for at jeg ser Dem uden jakken på, så antager jeg det er fordi De ikke ønsker Deres mor hører fra tjenestefolk De ikke havde den på?" Han spurgte roligt og seriøst. Han snakkede ikke højt, på trods af at han var en anelse overrasket og chokeret. Var fyrstinden virkeligt så streng en kvinde at det ville være en skændsel hvis Astrid ikke havde haft den på?

Han var glad for at se hende lyse en smule op. Han havde lagt mærke til at samtalen om hendes interesser ikke havde været den bedste. Da hun lod til ikke rigtigt at kunne finde på noget, hvilket betød hun muligvis havde følt sig en smule fanget i hendes nuværende situation. "Det er jeg glad for" Han lod bare stilheden herske lidt som hun tænkte. Det var i hvert fald tydeligt at hun havde taget en interesse i tanken om at rejse. Han blev lidt overrasket over hendes spørgsmål. Han vidste ikke hvordan han skulle svare. Han ville selvfølgelig være ærlig, men ingen grund til at virke ligefrem tvær over det. "Rejsen var lang og kedelig, ikke mange muligheder for at se noget, og så var jeg nød til at udsætte nogle af mine træningssessioner. Og så for blot et høflighedsvisit. Så det var en glædelig overraskelse at møde Dem og få muligheden for en ridetur og se noget af naturen." Han sendte hende et smil mens han kiggede sig omkring betragtede himlen og træerne omkring dem.

Astrid rystede lidt på hovedet, han var inde på det rigtige. Det var dog lidt personligt, og hun fandt det svært at dele, ”Min mor overlever nok at jeg ikke har den på,” hun gav ham et lille bitte smil, ”Hun er ikke så striks,” kom det fra hende. Astrid kunne godt lide at overbevise sin mor og alle andre om at hun var pæn og præsentabel i alle situationer. Men eftersom Alaric ikke ligefrem havde virket som typen der klædte sig overdrevet pænt til hverdag, så følte hun en frihed for at tage den af.

Astrid kunne godt forstå at han syntes det var lidt kedeligt og langtrukkent at skulle tage til Medanien for et høflighedsvisit, og være tvunget til at aflyse træningessessioner, som han jo brændte så meget for. Hun nikkede langsomt igennem hans forklaring og trak lidt på smilebåndet da han nævnte hende som værende en optur. ”Det glæder mig det ikke er kedeligt at være sammen med mig,” smågrinte hun, ”Jeg nyder også Deres selskab,” valgte hun at forsikre ham. Hun så frem for sig, hvor der var en lille lysning med en mindre sø i midten. Deri så hun et dådyr. Hun valgte at tage sin hånd op, med fingrene let spredt som tegn på at han ikke skulle sige noget, hun havde dog stadig sin hest i skridt. Det var sådan et roligt senarie, og ifølge hende et nemt bytte. Langsomt rakte hun ned efter buen og løsnede den fra sadlen, hvorefter hun langsomt og så lydløst som muligt, fik fikset en pil frem, placeret den og begyndte at spænde buen ud – klar til at slippe ved det rette øjeblik.

Han havde åbenbart ikke helt regnet ud hvad det var der var grunden til at bære den flotte jakke hun havde haft på. Han spekulerede derfor lidt mere, men kunne dog ikke konkludere noget. Han sagde derfor heller ikke mere til det. Han nikkede blot sigende da han forstod hende. Han var fint tilfreds med at hun turde være sig selv til en hvis grad omkring ham, og at hun ikke følte et behov for at fremstå i hendes bedste klæder. Man kunne også sige at hun var mere præsentabel i hendes nuværende klæder som han så det.

Han sendte hende et høfligt smil og lavede et nik og et bøj med hovedet da han var glad for at høre at han, trods sine lange talestrømme, ikke virkede kedelig. "Det er jeg også glad for at hø..." Han stoppede midt i hans ord da han så hendes hånd. Han kunne godt regne ud at han skulle være stille og stoppede derfor også bare med at snakke fuldstændigt som han fulgte hende med blikket da hun gjorde klar til at slippe pilen imod byttet. Han sad afventende og fulgte hendes arm blive trukket tilbage, fulgte hendes vejrtrækning og selv holdte han vejret indtil han hørte det velkendte smæld fra en bue der blev skudt af. Han satte hesten i bevægelse lidt hurtigt. Det var jo vigtigt ikke at lade dådyret flygte hvis det nu skulle blive ramt lidt dårligt, ingen grund til at lade det lide. 
Han stoppede op ved dådyret som lagde på jorden foran dem, han steg af hesten for at undersøge om den var død eller stadig i live.

Tøjlerne lå om hestens hals. Den blege hånd var helt på ved siden af hovedet, og strengen hvilede mod hendes læber. Hun tog en dyb indånding før hun slap strengen. Så snart pilen var fløjet afsted, lagde hun mærke til at Alaric red afsted. Hun satte selv sin hest i gang efter ham, og mens hun red i et raskt tempo fik hun viklet buen om sin overkrop og samlet tøjlerne op. Alaric var hurtigt nede på jorden og kunne inspicere dådyret, som havde givet kastet sig to gange inden den kollapsede. Astrid valgte at stoppe hesten i nærheden af dådyret og hoppede ned. Hestene stod pænt ved siden af hinanden, mens hun gik væk fra dem og hen til Alaric, da hun kunne se dyret ligge livløst, bredte et selvtilfreds smil sig over læberne, ”Der kan man se… Ét godt skud er alt der skal til,” hyldede hun sig selv og satte sig overfor Alaric, på den anden side af dådyret. Hun satte sin ene hånd på siden af dyret, og den anden rundt om pilen. Hun så bag sig, inden hun hev pilen ud af dyret og med en kontrolleret bevægelse lagde den tilbage i pilekoggeret.

”Så er der vildt til aften,” sagde hun som hun så op på Alaric. De skulle nok få den bundet på en af hestene, så det ikke var besværligt at få hjem.

Da de stod ved dyret var det nærmest som af refleks at Alaric gik i gang med at ville håndtere dyret. Han smøjede først hans venstre ærme op, og tydeligt viste stumpen han havde, hvorefter han brugte munden og stumpen til med besvær at få smøjet det andet ærme op.
Det var et meget flot skud, lige gennem siden hvor han kunne se at pilen havde skåret gennem nogle af de vigtige blodårer og punkteret lungen. "Ja det må jeg give dig, du er ferm med en bue." uden at tænke over det stoppede han brugen af formel tale til hende. 
Han satte sig så ned ved dyret og væltede den om på ryggen, hvilket var ret besværligt med kun en hånd. Han stabiliserede den med venstre arm mens han satte sig overskrævs på dyrets mave. Af ren refleks trak han kniven han havde siddende på ryggen istedet for at bruge den Astrid havde givet ham. Uden rigtigt at tale med Astrid begyndte han at sprætte dyrets mave op, han fik så taget indvoldene ud af dyret. 
Derefter rullede han så dyret om på maven igen så blodet kunne drænes fra det.

"Ja, forhåbentligt vil det falde i god smag hos fyrsten og fyrstinden." Han havde en smule blod på hånden og armene men han havde grundet erfaring og en meget god skarp kniv undgået at få blodsprøjt på hans tøj. Han havde ikke rigtigt tænkt over om hun også var vant til den del af jagten, eller om de normalt overlod den slags til tjenestefolk istedet? Han gik med rolige skridt hen til den lille sø så han kunne få vasket hans hænder. "Det betyder dog vel desværre at vi er nød til at ride tilbage, vi kan jo ikke slæbe rundt på dyret og slet ikke lade det ligge." Han havde nydt turen, og derfor fandt han det lidt ærgeligt at skulle slutte den, men et nedlagt dyr skulle ikke gå til spilde.

Hænderne satte sig på hver sin hofte, stolt, som han komplimenterede hendes skud, hun lagde ikke engang mærke til han snakkede dus til hende – måske var hun ved at blive tryk ved selskabet? De lyse øjne studerede fyrstesønnens bevægelser, som han håndterede dyret. Man kunne se det var noget han var vant til, men det var måske ikke nemt, når man manglede en hånd.  Med et upåvirket ansigt så hun til mens han hev indvoldene ud af dyret. En gang i mellem gjorde de det til jagt, men det var ikke ofte. Der var som regel ikke tid til det, eftersom der var flere dyr eller mørke væsner der skulle jagtes. ”Du ved da også hvordan man håndterer det efterfølgende,” komplimenterede hun, dog ret monotont. Hun havde lagt mærke til det ikke var hendes kniv og stod måske et lille sted mellem skuffet og chokeret. Hvorfor brugte han ikke den kniv hun havde lånt ham? Hvorfor havde han overhoved en kniv på sig? Han havde jo ikke haft mulighed for at samle den op på noget tidspunkt, ud over da han var i sit gemakker, eller da hun klædte om. Hun valgte dog ikke at nævne noget endnu, men hun kunne dog mærke på sig selv at hun var parat til at aktivere sin evne, hvis nu han skulle komme efter hende. Man vidste jo aldrig.

Da han rejste sig for at vaske hænderne i søen, rejste hun sig op og stod forholdsvis rank. ”Det tænker jeg det vil gøre. Vi har nogle gode kokke på borgen” informerede hun, og samlede hænderne bag sin ryg, og holdt med den ene hånd om sin tommelfinger. Hun trak skævt på smilebåndet som han sagde de skulle ride tilbage. ”Vi kan spænde dyret på min hest og tage et lille kapløb gennem skoven og tilbage til borgen?” foreslog hun med et lille lumskt og lokkende smil.

Han nikkede blot, mens han holdte fokus på dyret da hun med en monoton stemme komplimenterede ham. Fandt hun det måske for usselt et stykke arbejde for en adelig? Eller var det måske fordi hun selv ville have gjort det? Eller var der nogle andre grunde til det? Han havde ikke rigtigt tænkt over kniven jo ikke var hendes. "Tak." Hans svar og tak var simpelt, og også en smule monotont.
Han vaskede så kniven og satte den tilbage på ryggen, og det var først der han blev opmærksom på at han havde taget sin egen kniv frem og havde derved vist at han havde båret våben i hendes selskab. Han valgte dog ikke at sige noget da han ikke vidste hvad han skulle sige. Istedet spændte han bæltet af og smed kniven på jorden før han tog bæltet på igen. Han kiggede på hende som han lagde kniven i saddeltasken for at vise at han nu var ubevæbnet.

"Så vil jeg håbe jeg ikke har ødelagt dit bytte." Det lød til at hun også havde slækket lidt på sproget, hvilket selvfølgelig ville betyde at de nok skulle være ekstra forsigtige foran deres forældre. Det ville måske ikke se så godt ud at de pludseligt omtalte hinande uformelt.
"Et kapløb!? Jeg burde nok ikke, jeg føler det er en konkurrence jeg kun kan tabe... Men hvorfor ikke, du har jo været så yndefuld og yderst behagelig vært." Han smilede lidt drillende som han brugt lidt for smigrende ord, han havde selv lidt lyst til at bide sig i tungen over brugen af de ord. "Men hvordan vil du gøre det, kender jo ikke terrænet så godt, så du må bruge tydelige pejlemærker." Han kiggede sig omkring, før han gik hen og greb om dådyrets bagben og afventede at Astrid tog forbenene så de kunne løfte den op på hesten.

Da han lagde kniven i sadeltasken, kunne hun mærke noget af spændingen forsvandt fra hendes krop og at hun kunne slappe mere af igen, dog stadig en lille smule mistroisk. ”Det tvivler jeg på du har,” svarede hun ham med et bekvemt smil, han virkede til at have styr på hvordan han skulle bruge sin kniv på et dyr. Hans ord om kapløbet fik hende til at himle lidt med øjnene og se væk fra ham og over på hestene. Ordene var både smirgende men også til at brække sig over. Men det var jo egentligt bare helt okay.

Hun kneb øjnene lidt sammen, mens hun så på hestene og tænkte. Hun lod sit blik falde på Alaric igen, som han var på vej mod dådyret. Hun valgte at nærme sig dens forben og derefter samle dem op. Hun så op på ham, for at de kunne løfte dyret synkront, og derefter bevæge sig over til Aladrios kriger og binde dyret fast. ”Der er en bakke længere fremme, når man når toppen kan man vende om og ride tilbage til borgen – du kan vel godt huske vejen tilbage?” spurgte hun med et lille smil, og ellers måtte han jo bare sparke ekstra til hesten, så han kunne følge med hende, eller bremse sin hest, så hun kunne vise vej ud til marken og derefter overhæle hende på marken.

Han sendte hende et taknemmeligt smil for tiltroen til hans evner. Det var pænt af hende at stole på ham, især når han jo blot ud af det blå havde valgt at håndtere dyret efter dets død. Da hun himlede med øjnene kom der et et smil frem på hans læber sammen med et meget kort og lavt grin, som næsten mest bare var et fnys som det morede ham.
Han mente det dog at han nok ville tabe eftersom at hun lød til at være en mere vant rytter, hun var mere vant i dette område, og derudover manglede hun ikke en hånd. Men han tog imod udfordringen så han havde ikke tænkt sig at bruge nogen undskyldning hvis, eller rettere når, hun vandt. 

"Så vi rider til bakken, og derefter direkte tilbage til borgen? Det lyder fint, det burde jeg kunne finde ud af!" Han hjalp hende med dyret så det kom op på hesten at lægge og han gjorde derefter sit bedste i at hjælpe med at få dyret bundet fast på hesten.
Han besteg så sin egen hest mens han afventede hun fik sat sig op. Han stillede hesten hen ved siden af hende. Han havde en relativt stor sten i hånden. "Jamen lad os så begynde når stenen rammer jorden?" Han antog det måtte være et retfærdigt system, og kastede stenen en smule op i loften og afventede den landede.

Da stenen ramte jorden satte han hurtigt den skimle hingst i bevægelse. Han startede roligt ud, da han ikke var helt sikker på disse egne, men han satte hurtigt farten op. Han måtte indrømme at han i høj fart ikke følte sig helt komfortabel med kun en hånd så han lænede sig mere og mere fremover for at holde balancen, og gjorde egentligt bare sit bedste for at holde Astrids tempo og ikke lade hende komme for langt foran. Til tider overhalede han da også kort.

”Godt,” kom det fra hende, da han havde gentaget planen. Sammen fik de smidt dådyret op på krydset af hesten. Hesten skulle måske vaskes når de kom tilbage, men det ville stalddrengen sikkert hygge sig med. Dådyret blev bundet fast under skuldrene og over hoften, samt benene blev bundet tæt ind til kanten af sadlen, så de ikke prikkede unødigt til hesten. Så snart hun havde sikret sig at den var bundet godt nok fast, klappede hun sin hest på halsen, inden hun steg op. Så snart han havde navigeret Isaris Lys hen ved siden af Aladrios Kriger, var hun egentligt klar. ”God ide,” roste hun og tog godt fat i tøjlerne. Det ville nok have været mere retfærdigt, hvis det havde været hende der havde kastet stenen, eftersom han kun havde en hånd – men det nåede hun slet ikke at sige, inden han havde kastet den.

Da man kunne høre skovbunden blive mast under den halvstore sten, fik hun med det samme hingsten i et anspring til galop – og det gik stærkt. Hun red jo ofte på Aladrios Kriger, og de havde trænet godt sammen… Det var nok også lidt uretfærdigt… Efter kun et par meter, valgte hun lige at se sig bagud, og så at han var en anelse bagud, så hun tillod sig at sætte Aladrios Kriger i skridt op ad bakken – dette var helt klart mere træning for Aladrios end om at komme først… Og måske et forsøg på at lagde ham komme foran.

Så snart han havde nået toppen, lod hun Aladrios Kriger sætte i en hastig galop op ad bakken, og inden længe vendte hun om for at ride ned igen. Ned af bakken var der nemlig en sti, som var mere vandret end selve bakkeskråningen de lige havde redet op af, på denne måde kunne hun galoppere hele vejen ned.
Så snart hestens hove var på skovbunden og ikke bakken, lænede hun sig frem, henover halsen og gav den løsere tøjler. Man kunne høre hvordan dens skridt og åndrag blev hurtigere. Det gjorde simpelthen Astrid så glad at ride i helt fri galop og sammen med den hurtige vind i øjnene, løb hendes øjne i vand, mens man kunne høre hendes meget glade latter. Det her var bare den bedste måde at få tankerne på noget andet end hvad der faktisk foregik på borgen.

Han kunne godt mærke at han på ingen måde var vant nok til at ride. Han gjorde sig bedste for at følge med, men da han nåede toppen af bakken kunne han se hende sætte i galop op af bakken og så ned af den igen. Han forsøgte at følge med, fik sin egen hest i galop ned af bakken, men han måtte sænke hestens hastighed ned af bakken og hun var ret langt foran da han nåede bunden af bakken og selv satte hesten i galop for at indhente så meget han kunne.

Han nåede frem til stalden nogle sekunder efter hende. Han sad en anelse skævt i sadlen og hoppede af hesten med det samme for at strække hans let summende ben. "Man skulle jo næsten tro at du-De var blevet født i sadlen!" Han måtte erkende at han var ingen match for hende når det kom til ridning, og det var ikke kun grundet hans manglende hånd,nhun havde jo også haft dyret bagpå.

"Men må sige jeg sjældent har hørt en latter så glad i vinden." Han kunne ikke lade være med at kommentere på det, fordi det jo ikke var så ofte man hørte de adelige grine på den måde hun havde gjort. Han havde da også et bredt smil på læberne fordi det havde været en meget dejlig tur at ride. 

Der stod to stalddrenge klar til at tage i mod fyrstebørnene. Astrid steg af Aladrios Kriger og der gik kun et øjeblik før den ene stalddreng fik bundet dådyret op og bar det mod borgen, for at give det til køkkenet. I mellemtiden var Alaric kommet frem, og Astrid kunne ikke lade være med at syntes de så lidt komisk ud, sådan som han sad lidt skævt. Stalddrengen der stod tilbage holdt begge heste, mens han ventede på den anden ville komme tilbage. Hestene skulle nemlig skridtes lidt af, nu hvor de havde været så eksplosivt i gang. Astrid lagde mærke til hvordan han ombestemte sig for sit brug af tiltaleform, og det var hun lykkelig for. Stalddrengene var nogle sande sladrehanke. ”Jeg takker,” sagde hun med et forholdsvis bredt smil. Rideturens effekt var stadig over hende lidt endnu.

”Aladrios Kriger og jeg har redet sammen længe,” fortalte hun så og aede den grå hingst langsomt på halsen. Kommentaren omkring hendes latter fik en anelse rødme i hendes kinder til at opstå. Hun var meget tæt på at sende stalddrengen væk, men eftersom han stod bag hende, kunne han ikke se hendes rødmen, ”Ridning gør mig meget glad,” sagde hun med et bredt smil på læberne og måske en smule lavt. ”Men de var overraskende hurtigt efter mig!” hun prøvede at skifte emne og rose Alaric. Hun syntes virkelig det var godt gået af ham, med en hånd og ikke have redet nær så meget som hende.

Han kunne tydeligt se at hvis han skulle mødes med Astrid igen så var en ridetur uden tvivl en god ide. Han havde virkeligt nydt den tid de havde brug sammen, især at se hende som hun var nu. Det var ikke det samme pres over hende som han havde oplevet tidligere. Det havde virkeligt gjort godt for hende kunne han se. "Jeg gjorde hvad jeg kunne for at følge med Dem. Så er glad for De erkender det." Han grinede lidt over det, fordi han ville hellere have sagt det på en anden måde, men grundet tjenestefolkene der kunne høre med så talte han på en lidt mere formel måde overfor hende. 

Han havde som hende selvfølgelig også overladet hans hest til stalddrengene. Da hun ikke selv havde været hurtig til det, så havde han fisket hendes jakke op af hestesadlerne inden stalddrengen nåede for langt væk. Han gik over til hende med den og gav hende den. "Det klæder dine kinder" Det var bevidst, at han kommenterede på hendes røde kinder, da hvis hun kunne rødme over hendes latter, hvad så med hendes egen rødmen. Han havde selvfølgelig gjort hvad han kunne gøre for at det ikke ville blive set af nogen. "Skal vi gå tilbage indenfor og se om familieoverhovederne er færdige med deres samtale?" Han regnede ikke med at de var færdige, og han håbede det helt ærligt heller ikke. 

Astrid trak en smule på smilebåndet. Hun ville nok ende med at have helt ondt i kinderne når hun gik i seng senere, så meget hun havde smilt denne dag.

Stalddrengene havde snart hænderne fulde, og begyndte at trække væk med de to hingste, forhåbentlig var de snart kølet af, så den grå kunne blive vasket af for blod. Astid lagde mærke til at Alaric huskede hendes jakke. De røde kinder blev en smule rødere af komplimenten, og i en lille protest hev hun lidt hårdere sin jakke tilbage, dog med et kækt, skævt smil på læberne. Det var ikke fair, det han havde gang i.

Hun hev hurtigt sin bue og pilekogger af og satte det op ad muren til stalddrengene. Med elegante bevægelser fik hun armene i sin jakke og fik anrettet den så den lå pænt om kroppen. Det var næsten som da jakken blev svøbt om hende, at smilet blev pillet lidt af hende. Tilbage i rollen. I et andet liv kunne hun sikkert have været en succesfuld skuespiller. ”Lad os,” svarede hun så, med et minimalt, bekendtskabs-smil. Med det gik hun sammen med Alaric ind i borgen og mod Veronas mødelokale.

Det var overraskende at se en adelig smile på den måde. Det var ikke normalt efter hvad han havde oplevet. Det passede ham også meget fint at se hende lidt mere voldsomt hive jakken til sig som reaktion på hans kommentar. Han smilede bare tilbage til hende, et skævt smil så det var tydeligt at han ret bevidst havde sagt som han havde.

Ikke helt så voldsomt som hende, men da hun fik jakken på og gjorde sig i stand til at møde familieoverhovederne igen fulgte han hende trop. Han stoppede lige kort op og satte ansigtet i de rette folder så han virkede lidt mere formel og professionel i hele situationen. "Lad mig føre Dem indenfor så." Han fulgte med hende og sørgede for at åbne dørene for hende på vejen. Han stoppede først da de nåede døren til værelset de to ældre havde sat og snakket i, fordi døren blev åbnet og hans fader kom ud af rummet. Det blev forklaret at de var færdige med at snakke og at der desværre var ankommet et bud med besked om at de var nød til at skære deres visit kort.

Alaric vendte sig mod fyrstinden "Jeg vil gerne takke Dem og Deres datter for den jeg imødekommenhed og venlighed ved dette besøg." Han vendte sig så mod Astrid "Og selvfølgelig vil jeg også gerne takke Dem direkte for at tage tid til at holde mig med selskab, og vil da håbe at kunne mødes igen." Han sendte begge kvinder et venligt smil, før han og has fader gjorde klar til at forlade borgen.

Astrid var overrasket over at Alaric valgte at åbne dørene for hende hele vejen hen til mødelokalet. Normalt ordnede hendes tjenestemænd det for hende, så det var noget anderledes når en anden adelig gjorde det. Man skulle tro at hendes mor og hans far havde vidst at de var på vej, for lige som de ankom, blev døren åbnet.

Faderens ord om at de var færdige med at snakke og at de måtte gøre deres visit kortere, ærgrede Astrid en smule. Hun håbede en smule på at kunne have brugt lidt mere tid med Alaric, eller at de i det mindste kunne spise med – men det virkede som om at der allerede var lavet planer om rejse. Astrid måtte tilstå at hun faktisk havde nydt Alarics selskab. ”Jeg vil se frem til vores næste møde,” svarede hun ham tilbage. Hendes holdning var stadig ret og rank, og langt mere formel end hvad han havde set hende som på turen. Hendes mor ville nok ikke ane mistanke om deres meget hyggelige tur.

Da frysten og fyrstesønnen forlod dem, lod hun sit blik følge dem før hun så over på sin moder. ”Der er dådyr til aftensmad,” fortalte hun og blinkede lidt med de lyse øjne, før hun forlod sin moder og gik mod køkkenet, for at se hvordan dådyret blev behandlet. Hun havde lidt håbet på at hun kunne have skinnet den selv, men det var nok forsent.