Eadgar den Andægtige kunne se at ordene, som han havde brugt, kom bag på hende - men, tænkte Eadgar en smule frydefuldt fra sit inderste mørke - var Renny ikke den eneste, der kunne være direkte.  Han var (efter egen opfattelse) fuldt berettiget til at gengælde hendes hensynsløshed med skarp verbal pågåenhed. Svar på tiltale var ikke forbeholdt det jævne folk eller guldskeerne – og selvom Eadgar var erklæret pacifist under Lysets lys, kunne selv forkyndere få nok og måtte ty til hårdere ord. Mørket var jo heller ikke blevet besejret med imødekommenhed og venlige ord alene, vel?

”jaså? Din adfærd kunne ellers antyde noget andet.” Det var et barnligt tilbagesvar, der blev sendt mod Renny, der igen havde sat sig ned ved bordet. Og selvom den fremadbøjede stilling, til forveksling, mindede om den hun havde gjort brug af tidligere, var der intet usagt sensuelt i luften mere. Eadgar var ikke engang fristet af hendes bryster. Han kunne mærke den uretfærdighed, som han så tydeligt følte var overgået ham, boble i dybet og som truede med at vække et andet sind, der ikke hørte til kroppen. Vejret blev trukket dybt ned i lugerne for at holde det hele i bero. Det ville ikke nytte noget som helst, hvis han endte med at eksplodere i en ukontrolleret følelsesregn.

Den dybe indånding hjalp. Tanken om Lysets altomsluttelighed og uovervindelige styrke hjalp. Eadgar blinkede sine grønne øjne rene og godmodige igen. Med en stemme, der forekom nærmest almindelig forsøgte han at svare mere professionelt, imens kroppen blev lænet tilbage, så afstanden mellem dem blev mere passende.

”Det ved jeg ikke, men du - Åh, hmfr!.. ” Svaret blev afbrudt af en lyd, der i bedste fald kunne minde om den lyd, man udstøder, når man får en uventet mavepuster. Eadgars krop blev instinktivt bøjet fremad. Bordet vaklede. Aldrig, aldrig nogensinde havde nogen fremmed berørt ham der, hvor Rennys sko netop befandt sig. Sveden viste sig ved tindingerne, da Eadgar – med en utrolig forsigtighed, der ikke skulle fremprovokere et øget pres – henvendte sig sammenbidt til den forræderiske kvinde.

”- Hvor vover du .. Jeg er en forkynder af Lyset, en retskaffen mand - Fjern den. Nu.”
Selvom blikket slog gnister, blev det hele sagt i et svært tilkæmpet hviskende tonefald, der var præget af en isnende kold ro. For den Andægtige var udmærket klar over, at han ikke just stod i en position, hvor skældsord og trusler ville være en fordel at ytre, hvis han ønskede at skåne sit skridt for yderligere smerte.

Renny fortsatte sin indgående betragtning, selv da den unge præst reagerede voldsomt på hendes spidse støvlesnude. Derefter fulgte hans hvæsende ord, men Renny fortrak heller ikke da en mine. Stadig fortsatte hun med at nærstudere ham; hans auraer, der nu flød mere, som de burde flyde, og hans ansigt der ikke – til trods for forandringen, han tydeligvis havde undergået – var læseligt for hende. De mørkebrune øjne forstod ganske enkelt ikke, hvad de i grunden så.

En ting var dog sikkert; Renny havde ikke tænkt sig – og ej kunne hun – bukke under for hans kontrollerede vrede. Hun var trods alt en kvinde, der havde vandret i ørkenens tørre hede, sejlet igennem stormen piskende omkring hende, ikke vidende om hun, eller besætningen, ville nå ud på den anden side af den. Renny havde vandret i Dunkelskoven, været gidsel for ækle mørkelvere og en del af Lysets Hær, siden hun fyldte 12. Præstens vrede var ingenting – men det betød ikke, at den ikke var skræmmende. Eadgar var ganske enkelt noget særligt.

Og noget var galt. Noget var ikke, som det burde være.

- hvormed Renny forøgede presset mod præstens skridt, i det hendes sorte øjenbryn fløj længere op i hendes hvide pande. Til trods for det hejste ben, fortsatte Renny med at læne sig frem imod ham og på intet tidspunkt forlod hendes blik Eadgars eget. ”Du er ikke, som du giver dig ud for at være, Eadgar den Andægtige. Jeg ser dig. Du er ikke forkynder af Lyset. Din blide facon er falsk og påtaget. Du har andre intentioner end den, du præsenterer.” 

Presset blev øget betydeligt og fik Eadgar den Andægtige til at snappe efter vejret; dels af forargelse over, at hun gjorde det komplet modsatte af, hvad han havde bedt hende om, og dels fordi hendes sko ikke længere kunne undskyldes som et mislykket forsøg på at pirre ham. Det var en decideret trussel.
Ubehaget gav ham næsten kvalme. De mørke øjne borrede sig ind i det grønne blik, der rummede et efterhånden ret synligt tegn på desperation. Kæbemusklerne spillede under den spændte hud, da hun omsider konfronterede ham med sin mistanke.

Åh, Renny skulle bare vide.. Det var lige før den Andægtige lod sig friste til at blotte sig, give hende ret, ene og alene for at få hende til at trække sin fod til sig igen. Også selvom at det ville medføre, at han ville kunne se hendes tilfredsstillelse, ja, hendes triumf, over at have gennemskuet det hele – at der alligevel ikke skulle mere til end en insisterende skosnude.
Men det ville ikke lykkes hende, selvom den Andægtige var voldsomt presset – både fysisk og psykisk. Der var stadig et par kort at spille således at illusionen forhåbentlig kunne forblive intakt; så måtte formålet med hele dette møde komme i anden række.

Eadgars mund var åben og Renny ville, med sin tætte tilstedeværelse, kunne høre vejrtrækningen, der var overfladisk og hurtig.
”Ved den Hellige Kvinde, Livets Moder, det Evige Lys, jeg sværger, at jeg ikke ved, hvad du snakker om. Du må have forvekslet mig med en anden..” Den unge mands lave stemme lød skrøbelig, lettere skinger. ”Jeg beder dig, vær sød at stoppe..” Tonelejet kunne ikke længere kategoriseres som en hvisken. Eadgar slog bedende ud med hånden og ramte sit ølkrus der væltede. Lyden fik to gæster, som sad tættest på, til at vende sig. Da Eadgar bemærkede deres opmærksomhed, lod han de grønne øjne oversvømmes af tårer (hvilket var nemt, taget smerteniveauet i betragtning) og sagde højt: ”Det gør ondt, Renny. Stop. Du piner mig.”

Eadgar den Andægtige var ikke bange for at skabe en scene; udefra ville han ubetinget ligne offeret for en fej handling (og så tilmed en af Lysets forkyndere!), som de tilstedeværende mænd nok særligt ville kunne leve sig ind i og fordømme. Så spørgsmålet var nu bare hvad Renny var villig til at gøre, når nu de ikke længere sad uset i et hjørne?

Jeg sværger, at jeg ikke ved, hvad du snakker om.

Løgn.

Omsider konstaterede Rennys magiske evne, hvad hendes instinkt havde mistænkt i et langt øjeblik. Den korthårede kvinde mærkede dens kraft, som en klar stemme bag hendes hvide pande, der lod hende vide, Eadgar den Andægtige løj. Han vidste så udmærket, hvad Renny hentydede til og hvad der dernæst fulgte, var intet andet end skuespil – for endnu engang var det farverne der afslørede ham. De blev fokuserede, skarpe i deres udstråling og farve, og Renny havde set tilstrækkelig med auraer til at vide, hvad det betød.

Eadgar, min ven, du skal til at gribe om dine bukser – ellers flyver de væk!

En skarp stemme brød igennem Rennys tykke tankespind, og selv forinden at høre dens ord, fjernede kvinden sin truende støvlespids. Hun vidste instinktivt, at Eadgar sad med trumfkortet i hånden, for hans præsteklædte skikkelse og de grønne øjne var ikke til at stå for; ikke at kunne lide Eadgar den Andægtige, var lidt som, ikke at bryde sig om små, plyssede og savlende hundehvalpe.
”Har du problemer, knægt?”, lød det bryskt, hvorefter Renny omsider lod sine mørkebrune øjne finde frem til kroværten, hvis sammenknebne blik talte sit tydelige sprog. Også for den fedladne og rødmossede mand var Renny en skøge – kunne en kvinde, med så flot en barm og bagparti, i grunden tjene sine penge på anden vis?
Renny undgik at svare, for hendes minutter i krostuen var talte – og stadig var der vigtige ting, der skulle siges.

I en hurtig bevægelse sprang Renny frem og greb om Eadgars præsteskjorte, hvorefter hun med et stærkt greb, rev ham til sig henover bordet. Et sted i baggrunden hørte hun irettesættende ord – ja, nogle buede tilmed af hende – men det var ikke vigtigt. Heller ej de massive hænder, der i en kopi, også lagde sig omkring hende selv.
Med de buttede læber placeret så tæt mod Eadgars øre, så kun han kunne høre hende, hviskede Renny truende; ”jeg ved, når folk lyver, Eadgar. Det er min første magiske evne. De afslørende farver – dem, der lyste af Lyst for mig tidligere – er bare en kærkommen bonus.”

Mere nåede ikke at forlade Renny, i det hendes skikkelse i samme øjeblik blev tvunget at flytte sig – og dernæst indfandt atter genfandt sig i gadebilledet. Aldrig havde Renny været så vred, som i det øjeblik og aldrig, havde hun været så determineret heller.

Eadgar den Andægtige skulle afsløres – koste, hvad det koste ville. 

Den bryske stemme fik Renny til at fjerne foden og Eadgar mærkede triumfen over sit vellykkede stunt bruse i kroppen. Det var næsten helt svært ikke at komme til at le. Han sendte sin redningsmand et taknemmeligt smil. ”Jeg tror, det er fordi at hun har fået for meget at drikke – du ved, hvordan øl har det med at påvirke det svage køn.” Det var en tarvelig, indforstået ordudveksling - mand til mand - men den Andægtige følte ikke længere et fysisk eller psykisk pres; Befrielsen af skoen fik ham til at gå over grænsen for det, han normalt anså som acceptabel snak. Renny fortjente det. Hun fortjente de onde øjne som den øvrige beværtning sendte hende, hun fortjente at blive kastet ud af kroen - Eadgar håbede at det også ville begynde at regne.

Uforberedt på Rennys ageren nåede Eadgar ikke at rykke sig bagud i tide, og endte derfor halvt inde over bordet, få centimeter fra hendes ansigt. Ordene fik hårene i nakken til at rejse sig og Eadgar spændte automatisk i kæberne. Var der noget denne forbandede kvinde ikke kunne? At hun fortalte ham, at hun kunne tyde løgn fra sandhed, brændte og fik den Andægtige til at knytte hænderne hårdt sammen. At Renny var i stand til se og forstå forhold, som var skjult fra alle andre kunne ende med at skabe alvorlige problemer for planer, der rakte langt længere end Eadgars egne. Dybt inderst inde indså Eadgar at han ville blive nødt til at sætte en stopper for den trussel, som Renny havde udviklet sig til at være, hvis han ønskede at bevare status quo.

”Jeg håber Lyset må brænde stærkere end det Mørke, som har berøvet Deres evne til at tænke klart”

I modsætning til Renny sagde Eadgar den Andægtige sit svar højt og højtideligt, i forsøg på at lade hvert et ord følge hende med ud af kroen. Forhåbentlig ville ordene bidrage som brændsel på hendes mentale bål, understøttet af den kendsgerning, at det var ham, Eadgar, som stod tilbage som sejrsherren – som den, der ikke, på ydmygende vis, var blevet smidt ud af flere stærke mænd, men som derimod kunne læne sig tilbage og tage en velfortjent tår af sin øl; Og det var netop dét Eadgar den Andægtige gjorde.