Det var ikke så vigtigt for ham at være på slottet lige nu. Der var stadig så mange ting at undersøge at han var helt panisk for at slippe længere væk. Men han ville også bare gerne være rolig når han nu var sammen med en kvinde. Han ville nødig virke alt for ivrig og slippe hende af synes, for tænk nu hvis hun fandt på et eller andet.

Da hun gav et lille hvin fra sig satte han hænderne op for at ville stoppe hende. "Stop.. Stop.. STOOOOOP" kom det fra ham men han kunne ikke nå at stoppe hende med hænderne så hun fløj direkte ind i ham og han røg lidt bagover. Et mindre grin kom frem på hans læber inden han brød ud i latter. "Havde du så meget fart på for at nå mig" kom det fra ham imellem grinene. Han havde endnu ikke opdaget at halen havde ændret sig eller at hun havde ændret kropsform. For ham havde hun bare haft meget fart på for at nå hen til ham og ikke set at han var stoppet op.

Med en høj fart, ham der tog sine hænder op for at stoppe hende, hans ord og hendes lille hvin, fik det hele til at virke ret så kaotisk. Det resulterede desværre også i at hun svømmede direkte ind i ham – men han fik stoppet hende. Dorianna var til at starte med bange for hun havde overtrådt en grænse eller lignende, sådan som hun var kommet styrtende mod ham og nu stod helt tæt op af ham… Men hans latter varmede det hele op. Hun sank sine skuldre og hvad der havde været en bekymret mine i ansigtet, blomstrede i takt med hans latter og sætning. Hun grinede sammen med ham, ”Ja. Jeg skulle jo følge med!” ligesom ham, kom hendes ord lidt mellem nogle grin. Hele hendes facade var blevet til en mere lyseblå nuance, og hendes slankere krop og bredere halefinne blev som de plejede at være. ”Jeg har heller ikke været så hurtig før,” grinte hun videre. Glemte alt om afstanden mellem dem og at han ikke nødvendigvis kendte til hendes evne om at kunne skifte form.

Underligt nok virkede det hele lidt morsomt, selvom det måske virkede kaotisk i øjeblikket det havde stået på. Han kunne kun håbe på at dette lille sjov ville vare ved, selvom de skulle dybt ned på havbunden. Og så med et hørte han hendes latter og en pil ramte ham i hjertet. Det var en latter der var varm, og det gjorde ham glad. Det var ikke noget der kunne være meget bedre end dette øjeblik. Frygten for at hun havde lagt planer om at ville bortføre ham forsvandt, eftersom at hun ikke gjorde noget for at stoppe sin tilgang til ham. Hun havde svømmet ind i ham og hun havde ikke engang haft en kniv i hånden for at dolke ham eller noget, så måske var hun i vikeligheden ikke så farlig igen. “Din latter er fantastisk og så varm” kom det fra ham da han var færdig med at grine, han ville nødig have at det skulle stoppe, men der kunne altid komme noget mere at grine af på et senere tidspunkt. “Du klarede det godt med at følge med må jeg ærligt indrømme” han havde stadig ikke lagt mærke til at hendes hale var skrumpet, for det var bare en lille detalje for ham, men for hende ville det helt sikkert være en stor ting.

Hans kompliment skyllede ind over hende, og hele hendes udstråling blev rosenguld. Læberne blev presset sammen, som hun forsøgte at kvæle sin latter lidt, læberne blev dog dækket til med en lige så rosenguld hånd. ”Tak,” lød det glad fra hende. Man kunne se hendes anspændte æblekinder over hånden, og hvordan kinderne var blot en tand mere røde end resten af hendes krop. Hendes nu rosengyldne øjne hvilede på ham. Det udstrålede i sig selv glæde. Var hendes latter alt der skulle til?

Hun smågrinte lidt og så ned af sig selv, som hun ville vise ham, hvordan hun kunne ændre sig, men her opdagede hun den farve hun havde, og den rosengyldne farve blev en anelse mere gylden. Hånden der dækkede hendes mund gled op i panden, en anelse flov. ”Jeg em… Jeg kan skifte form?” prøvede hun at forklare, og så op mod ham igen. ”Det skifter lidt efter mit humør,” smågrinte hun og lod hånden finde vej om bag hendes hoved.

Lige pludselig stod hun her foran ham og skiftede hud, var hun syg, eller var det normalt? Var der noget i vandet der gjorde at hun blev syg lige pludselig. Men langsomt kunne han se hvordan den rosenguld farve spredte sig på hendes krop og videre ned. Selv hendes hånd blev rosenguld og ham fik store øjne. Han hørte ikke engang hendes tak så overrasket var han. Langsomt kiggede han ned på sin egen hånd, bare for at være sikker på at han ikke lige pludselig fik samme farve, for han kunne altså godt lide de røde mærker der var på hans arme og krop. Da han kiggede op fra hans egen hånd havde hun allerede skiftet øjenfarve og det kom lige så meget bag på ham. Hvad skulle han nu gøre?! Var det normalt for hende? Han var så overrasket at han kunne mærke hvordan munden langsomt gik op så det formede et stort O.

Han stirrede længe på hende og hans mund forblev et O som hun snakkede til ham. “Skifte form bare sådan der? Det er jo... det er... wauw! Jeg mener. Hold da op, bare.. farven... øjnene... det hele” helt automatisk rakte han ud efter hendes hånd der havde ramt hendes pande. Uden at spørge om lov tog han fat i den og nærstuderede hånden og armen blot for at svære sikker påmalet var rigtigt. Som han kørte sin hånd hen over hendes arm og hånd ryg kiggede han på sin hånd det smittede ikke engang af! Var det en eller anden forbandelse?!  “Så dette her er en god ting eller hvad?” Spurgte han og kiggede indgående på hende han holdte stadig hendes arm og næsten i hendes hånd med delene hånd, hvilket han faktisk ikke helt tænkte over kunne overskride hendes grænse.

Det var tydeligt at se han havde bemærket hvordan hun havde skiftet farve, bare sådan uden videre. Han stod jo og måbede foran hende. Han virkede til at være mindre bekymret, som hun forklarede, hvad der skete. Da han endelig gav sin fascination af hendes formskiftning til kende, blev hun endnu engang mere rosenguld. ”Jeg… Tak…” Hun ville egentligt gerne forklare hun ikke rigtig kunne styre sin evne, men hans halve komplimenter gav virkelig udtryk for at han var imponeret. Hendes blik vandrede ned mellem dem, lidt, som hun følte sig utrolig smigret.

Hendes blik så op igen, da han rakte ud efter hendes hånd. Hun lod ham blot tage den, så han kunne inspicere. Det at han lod sine hænder glide langs hendes arm føltes næsten elektrisk – men på en god måde. De stod stadig utrolig tæt, så det skruede næsten Doriannas tanker over på, at det var et kærtegn. Måden han så på hans hånd, afgjorde dog at det ikke var et kærtegn, og lidt af den blålige farve begyndte at vende tilbage. Han havde troet hun havde malet sig… Under vand… Hans spørgsmål bragte et smil på hendes læber, ”Det eh… Det gør mig ikke fortræd?” forklarede hun, og lagde hovedet let på skrå. Hun vidste ikke om det forklarede nok. ”Altså jeg kunne jo følge nogenlunde med dig, så lidt godt må det vel være?” lød det fra den nu næsten blå havfrue. Hun bed ikke rigtig mærke i at han stadig hold hendes arm og hånd, for der var vel chance for han ville inspicere mere – og det måtte han i hvert fald godt.

Det hele var så fascinerende at han overvejede om det hele kunne være rigtigt. Det var ikke bare noget han drømte? Nej selvfølgelig var det ikke det, han lå et eller andet sted nede på havets bund og drømte alt dette her. Det var sandt og det kunne ingen ændre på. Eller jo hun kunne åbenbart! Det var utroligt det alt sammen. “Jeg mener wauw. Det er så sejt!” Kom det fra ham og smilte stort. Endnu en gang kiggede han på sin hånd for at være sikker på det ikke smittede af. Men der var stadig ikke noget at se på hans hånd. Og så med et skiftede hun farve igen det var bare sådan noget der kom lige pludselig. Helt utroligt! “Hvor fedt! Så du kan bare ændre alt muligt, det kan jeg ikke engang. Jeg kan ikke sådan noget som så mange andre undervands væsner.” Kom det fra ham og kiggede på hende. Ham vidste at der var mange havvæsner der kunne ændre sig så de fik ben men han var ikke en af dem. For at det skulle ske så måtte han bruge den magiske halskæde, og den havde han ikke lige frem med sig nu. For han måtte jo ikke engang være ude for slottet.

Dorianna smilte blidt til ham, som han endnu en gang udtrykkede sin begejstring for hendes evne. ”Tak. Men jeg kan virkelig ikke finde ud af at styre det. Det kan være lidt af et problem en gang i mellem,” pointerede hun og rettede en vildfaren, sølvblond hårtot om bag sit øre med sin frie hånd. Hans smil varmede stadig hele hendes krop. Det var rart at se ham så glad. At stå så tæt på ham. Men hvad hvis nu afstanden blev mindre… Nej, nej, det kunne hun ikke. Ikke endnu. Hun måtte ikke skræmme ham væk. Det ville ødelægge alt.

Hun smågrinede lidt af ham, som han tjekkede sin hånd igen. Hun trak stadig ikke hånden til sig, hun havde det helt fint, sådan som de stod lige nu, selvom de ikke kom tættere på målet. ”Det er altså min hud,” lød det varmt, stadig lidt grinende. Hun lagde hovedet let på skrå, som han fortalte hvad han ikke kunne. ”Men du kan måske noget som jeg ikke kan?” foreslog hun og vippede hovedet til den anden side. Hun kunne skifte form, og så havde hun sin sirene sang – noget han helst ikke skulle høre. Det ville hun aldrig byde ham. Ikke med vilje i hvert fald.

Hvordan kunne det være at det hele lige pludselig virkede så spændende og så utroligt. Skulle et enkelt lille grin fjerne alle hans bekymringer? Skulle hendes skiltning af farve på huden være så dybt fascinerende at hans bekymring om overfald eller kidnapning blive fjernet. Livet var alligevel list underligt anlagt. Han var sikker på at han ikke ville få de bekymringer igen, med mindre hun snød ham men det tvivlede han nu også på at hun gjorde. “Det kommer vel med tiden, jeg kan heller ikke altid styre min vandmagi” faktisk levede hans vandmagi sit eget liv, især fordi han ikke altid kunne det han skulle. Han havde været heldig tidligere ved at lave en lille daggert ud af vandet. Men det var også kun en ud af 10 gange han kunne det. 

Endelig kiggede han væk fra hendes hånd og ind i hendes øjne der stadig havde den lidt gyldne farve. Det var så mærkeligt at kigge ind i de øjne, men han kunne ikke rigtig tillade sig at se væk lige nu. “Nå ja selvfølgelig undskyld” kom det fra ham og fjernede stadig ikke hans hånd fra hende. I stedet lod han hånden køre ned omkring hendes håndflade og flettede fingrene ind i hendes. Han vendte sig om og sagde “kom nu vi skal videre” han var ivrig efter at komme ned i bunden af havet. “Jeg kan helt sikkert ikke noget som andre kan” kom det fra ham som han svømmede med hende i hånden nærmest trækkende efter sig for at komme tættere på krateret og længere ned imod havbunden.

Vandmagi, selvfølgelig. Hun kunne ikke lade være med at undre sig over hvad han faktisk kunne med vandmagien, men måske på et tidspunkt hun ville kunne spørge ham ind til det. ”Det håber jeg det gør for os begge,” lød det afslappet fra hende med et blidt smil på de fyldige læber. Hun så i hvert fald frem til at kunne gøre mere med sin magi, og kunne styre det noget bedre.

Som hans blik forlod hendes hånd, og mødte hendes blik, følte hun igen en varme i hele kroppen. Det var dog ikke nok til at gøre hende rosenguld endnu. ”Det skal du ikke undskylde for,” smågrinede hun med et skævt smil. Det var selvfølgelig klart, at hvis han syntes evnen var mystisk, eller det var første gang han havde set den med egne øjne, at det måske kunne virke surrealistisk. Som hans hånd flyttede sig, søgte hendes blik ned på deres hænder, næsten som han flettede deres fingre. Den rosengyldne farve spredte sig fra midten af hendes brystkasse og ud til hver ende af hende. Hun kunne mærke sin puls der steg. Hans kommentar om at de skulle videre, var ikke nok til at få hevet hende tilbage fra virkeligheden, men så snart han begyndte at svømme vendte hendes blik fra deres hænder lige frem for sig, i retningen af William. Hans kommentar om ikke at kunne noget som andre var lidt uklar i hendes hoved, mest af alt fordi hendes hoved stadig summede lidt over deres hænder. Med lysten til at kunne følge med ham, blev hun igen en anelse slankere og hendes halefinde bredere. Så skulle han ikke hive hende afsted. ”Jeg kan ikke vandmagi, så du kan noget jeg ikke kan,” forklarede hun med et bredt smil som hun nærmede sig at være ved siden af ham. Hun sendte ham et smil og lod sine rosengyldne øjne hvile på ham et kort øjeblik. Turde hun trykke hans hånd lidt? Nej.

Havde han lige afsløret sig for meget? Nej det havde ha; vel egentlig ikke, der var vel mange former for vandmagi ikke? Han var ikke sikker, han havde aldrig rigtig mødt nogle med vandmagi sådan rigtigt, og dem han havde mødt var på landjorden, men det var kun meget få. Og ikke engang der havde han helt fundet ud af hvad det var de kunne. “Man har vel lov til at håbe” kom det fra ham og smilte lidt for sig selv.

Han svømmede der ud af og klemte hendes hånd lidt mere for at hun ikke skulle slippe fra ham. Endnu engang nævnte hun hans vandmagi og han måtte bide sig lidt i læben. “Nå ja måske, men altså det går vel nok” han havde så mange lærermestere på slottet til at lære ham om alt muligt, men det med magien var virkelig ikke en af hans stærkeste sider. Han ville hellere end gerne kunne kontrollere sin magi. Men nu hvor han tænkte over det kunne man mærke hvordan vandet omkring ham blev lidt tungere og mere hårdt. Han rystede lidt på hovedet og prøvede at tænke på noget andet. Nu håbede han bare ikke at hun kunne mærke den store forskel på vandet, men det kunne hun sikkert, især fordi hun levede lige så meget under vandet som han selv gjorde. “Kan du så få ben og alt muligt?” Spurgte han og kiggede lidt over skulderen uden rigtig at kunne se hende helt.

Dorianna kunne ikke få smilet fra sine læber væk, som han klemte lidt om hendes hånd. Det var svært at følge med, men i det mindste var der ingen af dem der fik revet der skulder løs af dette. Sådan som han svarede, virkede det som om han prøvede at kaste samtalen væk. Måske ville han ikke snakke om hvad han faktisk kunne? Måske var hans evne et ømt punkt.

Dorianna fornemmede godt forskellen i vandet, men hun valgte ikke at påpege det. Eftersom de var på vej til ruinerne som hun ikke havde inspiceret før, regnede hun blot med der var nogle steder, hvor vandet var anderledes end andre steder.
”Ja det kan jeg. Jeg skal bare have lyst til at komme på landet eller gå, så kommer de helt af sig selv,” forklarede hun og tillod sig at klemme blidt om hans hånd, for at holde bedre fat. Hun ville ikke risikere at tabe hans greb, men samtidig frygtede hun lidt når de stoppede, hvad der ville ske – ville hun støde ind i ham igen? Det kunne de jo ikke blive ved med… Kunne de?

Hans evne for vandmagi var et ømtåleligt emne at snakke o: for ham. Han havde brugt så mange år på at lærer den, og alligevel kunne han ikke engang det mest basale. Det var som om at hans evne havde sået helt andet liv. Hvordan kunne man ikke kontrollere noget vand? Det blev jo bare hårdt omkring ham som det ville. Han kunne ikke engang forme et simpelt lille våben til tider. Det var virkelig ikke hans ting det med magien. Men det at bruge hans trefork var noget helt andet. Dog var det ikke noget han altid havde med sig. Som nu lå det på slottet og der lå det faktisk også meget godt. Hvis han fik behov for hjælp håbede han bare på at hans magi virkede. Han sagde ingen ting men svømmede blot i tavshed.

“Hvor er det sejt. Der vidst mange der kan den slags her under vandet, jeg er bare ikke en af dem, jeg skal bruge lidt hjælp af de kongelige halskæder” kom det fra ham og så havde han ikke sagt for meget. Der var ingen grund til at fortælle hvilken halskæde der var magisk af alle dem der var på slottet. Godt nok var der et par stykker, men han brugte altid den samme. Jo længere ned i dybet de kom jo mere satte trykket i vandet ind, men han lod sig ikke mærke med det. For helt ærligt han var havmand han kunne tåle meget tryk hvis det kom der til. Vand var hans liv, så der var ikke noget der skulle forhindre ham i at komme ned til havbunden, lige meget hvor tungt vandet så ville blive af trykket der omklamrede ham. Endelig kunne han se bunden og begyndte at se ruinerne “se der, nu er vi der snart” kom det fra ham og smilte helt fra øre til øre. Han var så spændt på ruinerne, der var altid så meget at kigge på.

Dorianna var ikke i tvivl om hun nok skulle kunne klare sig, hvis der kom nogen fjendtlige væsner. Hun skulle jo bare åbne munden og synge lidt for dem. Fjendtlige havuhyre var dog en helt anden kategori, især hvis de ikke kunne kommunikere på almindeligt vis. Dorianna var som sådan ikke bange for hvad de kunne møde i ruinerne, for med hendes sang, og hans hurtige svømmen, så burde de kunne klare sig, ikke?

Dorianna trak lidt på skuldrene som han nævnte der var mange der kunne det og noget om nogle halskæder. ”Halskæder? Det lyder ret brugbart!” kommenterede hun glædeligt. Hun ville elske ikke at kunne forvandle sig, men bare være den samme. Hvis hun, ligesom ham, bare kunne smide en halskæde om halsen for at få ben, ville hun klart gøre det. Det var meget nemmere end alt denne problemfyldte og ustyrlige forvandling.
Trykket i vandet blev højere og højere. Som havfolk var det ikke noget der generede hende som sådan, men det var noget hun bemærkede – lidt ligesom en brise på landjorden.
Ruinerne begyndte at komme til syne, og William var ikke sen for at dele sin begejstring for dem. ”Fedt! Vil du egentligt bare se dem, slappe af eller måske noget helt andet?” spurgte hun og gjorde en ekstra indsats for at følge med ham, så deres arme ikke skulle strække sig for meget.

Fuck.. Nu havde han vidst også sagt for meget om de halskæder. For tænk nu hvis de blev stjålet eller noget helt andet?! Det kunne ikke være rigtigt, dog kunne han ikke helt lyve, det lå ikke rigtig til ham. "Tjaaa... Men nu har jeg ikke en på mig, så det er vel egentlig meget godt når det kommer til stykket." han ville nødig miste en af de halskæder, og på den anden side ville der bare blive ballade hvis han mistede den. Desuden skulle han jo heller ikke bruge den nu, han skulle bare ned til ruinerne snuse lidt rundt og så ellers nyde livet. Måske hvis han kunne prøve at øve sig på sin irriterende magi, også selvom det virkelig ikke var noget af det han var bedst til lige meget hvor meget han så koncentrede sig. I det mindste havde han nogle til at lærer ham teknikkerne, men det var virkelig ikke ret godt at at han hørte efter. Han lærte vidst bedst ved at prøve selv.

Han satte tempoet lidt op og hørte knap nok hvad det var hun sagde på grund af afstanden. "Det ved jeg ikke endnu, det må tiden vise" kom det fra ham og mærkede endelig sandet imellem sine fingre. Han satte tempoet ned igen og vendte sig om for at kigge efter hende, han havde vidst været lidt for hurtig, men i det mindste kom hun tættere på. Han vendte sig om for at samle en gammel krukke op der var gået i stykker. Fisk svømmede ud af krukken og han slap den for at se den glide ned imod havbunden igen.

Dorianna trak let på skuldrene, som tegn på det ikke betød noget, at William ikke havde en halskæde med. ”Ja, du skal vel ikke på land lige nu,” lød det stadig glædeligt fra hende. Halskæderne ville ikke have betydning for hende, når hun havde den evne hun havde, men hun ville i den grad have været interesseret i, om hun kunne få en halskæde, hvis ikke hun havde den evne hun havde.

Dorianna smilede blidt, som han svarede og kunne se hun nærmede sig ham endnu engang. Denne gang gjorde hun sig umage i, at hun i god tid ikke ville styrte mod ham. At hun ville kunne nå at dreje uden om ham, hvis nu han stoppede helt op, ud af det blå. Han vendte sig også mod hende, og ville sikkert se, at hun havde ændret lidt taktik for, hvordan hun svømmede mod ham. Det blot at svømme direkte efter ham, var ikke den bedste plan, nemlig. Hun nåede så endelig frem til ham, i tide til at se fiskene sværme rundt om ha, for efterfølgende at forsvinde, og hvordan han lod krukken glide ud af sine hænder. ”Finder du noget nyt hver dag hernede?” spurgte hun nysgerrigt, som hun svømmede lidt frem og greb om en gaffel, som hun beundrede lidt.

Åh hvor han elskede at være her bed ruinerne. Alle de gamle ting der var blevet glemt med tiden, det var bare noget over det. Hvis ikke hadet var fordi ham var prins, så ville ham have haft ledt efter gamle ting hele tiden. Der lå så meget historie i tingene, og man kunne aldrig helt vide hvor de kom fra. “Nej.. det krævede jeg hentede halskæden, og så kommer jeg aldrig ud af paladset igen lige foreløbig..”  op på landjorden, nej det ville bare gå galt hvis han tog der hen igen. Nej han ville hellere være her til om aften eller sådan noget. Hvem vidste om han kunne finde noget mere interessant, og måske tage med op til en af lærermestrene for at få genstandens historie?

Han vendte sig om imod hende som hun var rimelig tæt på ham. Han smilte lidt til hende og lagde hovedet på,skrå. “Der er altid et eller andet at finde her nede. Vidste du at der ligger et gammelt tempel her nede?” Spurgte han og kiggede på hende. Det var ikke sikkert hun vidste det, men hvad skulle man forvente, meget af ruinerne var glemt og det var ikke længere noget man snakkede om. Desværre for ham for han synes det var vildt spændende!

Dorianna trak lidt på sin ene skulder, som han nævnte, at hvis han skulle på land, skulle han hente en af de kongelige halskæder. Det havde hun godt opfanget, at det var den eneste måde han kunne komme til lands på. ”Tror heller ikke de vil lade dig gå, hvis du vender tilbage nu,” forklarede hun og sendte ham et blidt smil. ”Jeg ville nok heller ikke lade sig tage af sted med det samme, hvis jeg havde været bekymret for om du var kommet noget til,” forklarede hun mens hun pillede lidt ved gaflen. Der gik et øjeblik før hun indså hvad hun havde sagt. ”Altså… Jeg mener… Jeg ville foretrække hvis jeg kunne tage med dig, hvis du ville ud,” prøvede hun at rette sin udtalelse. Det var på ingen måde fordi hun ville lænke ham til slottet, men hun ville nok udtrykke sin bekymring, hvis han havde været væk i længere tid, uden at give besked om hvor han tog hen. Hele hendes liv var trodsalt blevet brugt på at skulle ’passe’ til ham og dertil sørge for at de begge holdt sig i live. Ja, og selvfølgelig mente Doriannas forældre at intet ægteskab betød noget, med mindre man fik afkom, så det var da også en del af Doriannas ’To Do-liste’.

Hun smilte blidt, som han nævnte der altid var noget at finde dernede. Det tændte lidt af eventyrlysten som i forvejen summede i hende. Det kriblede i hendes hale og fingre, for at gå mere på opdagelse. Tilføjelsen om det gamle tempel, var kirsebæret på toppen. Hendes blik for op fra gaflen og over på Wiliam. ”Et gammelt tempel? Hvor? Vis mig det!” spurgte hun helt begejstret og svømmede i retningen af ham. Hendes øjne funklede nærmest af spænding. Nu hvor hun allerede var i ruinerne, var de ikke så farlige længere. Hendes ord var i den grad kommet ud, før hun nåede at tænke sig om, for der var intet tidspunkt i sin opdragelse hvor hun havde fået at vide, at det var i orden at kommandere med en prins. Dorianna havde som sådan ikke ment det som en kommando, men blot udtrykket sin begejstring for templet. Der havde på ingen måde været noget ondskabsfuldt over hendes sætning. Det hele var nok mere blot en forespørgsel efter at se templet. Hele hendes krop lignede nu at det var lavet af guld, med enkelte bronze pletter hist og her. Glæden og nysgerrigheden strålede helt ud af hende.

Han kiggede lidt forsigtigt på hende og smilte svagt. Hun havde ganske ret i det hun sagde. Derfor ville han heller ikke tilbage lige nu, han kunne altid tage skideballen senere. Selvom det ikke ville være det smarteste at gøre, men sådan var det vel bare en gang i mellem når det kom til stykket. Det overlevede de nok at han ikke var der. selvom balladen helt klart ville blive større end forventet, specielt når han ikke kunne kontrollere sin magi og forsvare sig ordentligt når det kom til stykket. "Visse vasse. Sikke noget pjat. Jeg er en stor havmand, jeg kan godt klare mig selv hvis det kom til stykket." selvom han tvivlede på sig selv med sin magi, men han kunne da godt svømme fra folk hvis det kom til stykket. Det var han slet ikke i tvivl om, også selvom det lød lidt på hende at der ville være fare på færre lige nu og her, men han tvivlede nu altså stort på at det ville ske. Med mindre hun havde sat et eller andet op og ville sørge for at få løsesum for ham? Hvem vidste. Hun var jo ham skifter, han havde jo set det med egne øjne!

Hun var nærmest begejstret for at se det han vidste der var her nede på bunden, og han kiggede da lidt overrasket på hende som hun ville se det gamle tempel. Han bed sig lidt i tungen, det var faktisk mest hans gemmested af alle steder, så han vidste ikke helt om han skulle vise hende det. På et eller andet tidspunkt ville alle jo bare vide hvor han var henne, og det ønskede han faktisk ikke når det kom til stykket. "Hmm... Okey.. HVIS du lover ikke at fortælle nogen om det" kom det fra ham og kiggede alvorligt på hende. Han rykkede sig ikke ud af stedet lige til at starte med. Han ville faktisk gerne have nogle af sine gemmesteder for sig selv.

Et varmt smil bredte sig over Doriannas læber, som han selvsikker fortalte om hvordan han var en stor havmand som kunne klare sig selv. Det smeltede hendes hjerte lidt mere end det allerede var. Nok havde han ikke helt opfanget at hun meget gerne ville tage på eventyr sammen med ham fremover, men det var der jo heller ikke noget at sige til, for de kendte jo ikke hinanden særlig meget; og kunne han stole på en fremmed pige som hende? Ja, hun kunne godt forstå han til tider havde sine parader oppe. En let latter undslap hende og hun fik lidt af den rosengyldne farve igen, ”Selvfølgelig kan du klare dig selv,” bekræftede hun med et venligt og imødekommende tandsmil.

Det var tydeligt at William overvejede sine muligheder, så snart hun meget begejstret havde udtrykket at hun meget gerne ville se det gamle tempel. Da han så endte med at stille et trav om ikke at fortælle om stedet til nogen smilede hun bredt. ”Jeg fortæller ingen om hvor det er!” lød det begejstret fra hende. Hendes øjne glimtede helt af begejstring for at se noget mere af det som hendes kommende mand havde kært.