OFtest når Declan lavede en handel, tænkte han ikke meget over det, når betingelserne først var på plads. Han havde folk som stod for at hente pengene, og det var kun yderst sjældent, at folk vovede at bede ham om en udsættelse eller anden ændring af aftalen. I starten var det da også gået ganske godt med Fielthena, lige indtil vagterne var begyndt at forsvinde. En vagt kunne selvfølgelig være et tilfælde, men tre vagter som alle forsvandt, da de skulle hente penge fra hende? Det var simpelthen for tilfældigt. På en måde morede Declan sig meget godt over den lille leg, hvilket også var grunden til, at han ikke havde sendt nogen ud for at stoppe hende. Declan havde endda selv været med ude, da stumperne af vagterne blev fundet, og det havde ikke taget lang tid at regne ud, at hun lavede en cirkel rundt om hans hus. En trussel.. interessant.

Normalt ville Declan ikke have vagter udenfor huset. Måske en enkelt som kunne gå rundt i gaderne, men absolut ikke mere end det. På trods af han morede sig over Fielthenas leg, havde han dog ingen intentioner om at dø, så hellere være på den sikre side, så han kunne få sin nattesøvn. Han blev bare så gnaven, når han ikke fik sovet. Han gjorde sig ingen illusioner om, at vagterne ville nok, men der var da en chance for, at de ville kunne stoppe hende.

Stort set hele sit liv, havde Declan sovet let, noget man hurtigt lærte, når op til flere folk ønskede en død. Alligevel opfattede han ikke det mindste, før Fielthena satte et knæ i sengen. Næsten før han overhovedet at åbne øjnene, var Declans hånd på vej under puden for at gribe kniven, men hun nåede den før ham. Intet problem, for hans hånd søgte i stedet hurtigt ned mellem madrassen og væggen, hvor de lå en mindre kniv. Nok så den ikke ud af meget, men den var utroligt skarp, og kunne sagtens gøre masser af skade. Med det samme førte han kniven op mod hendes hals. Hvis hun gjorde nogen mine til at skære halsen over på ham, kunne han sagtens nå at gøre det samme ved hende.
"Godaften" smilet havde fundet sin sædvanlige plads på hans ansigt, nok utroligt malplaceret situationen taget i betragtning, men i hans hoved havde han fuldt styr på situationen, også selvom det højest sandsynligt ville ende i en slåskamp, som hun ville have den fysiske fordel i.

Mænd som Declan sov sjældent dyb, selv når de ramte REM søvnen, store muskelmænd til vagter kunne jo trods alt kun beskytte til en vis grænse,- med mindre man valgte at holde en vagt i sit soveværelse, men det havde de færreste nu lyst til.
Var det at bruge feje tricks at angribe når folk var mest sårbare, når man som Declan lå i sengen? Bestemt, men hvis ikke man udnyttede de muligheder som blev en givet, insisterede på en fair kamp, så ville man altid blive taberen. Noget Fielthena ikke havde råd til i denne nat.

Det var en mærkelig blanding af overraskelse og forventning, som skyllede gennem den adrætte krop, da Declan’s grå øjne blev slået op. Som forventet søgte hans hånd ind mellem madrassen og puden, søgende efter den kniv som ikke længere var at finde på sin plads. Uventet var dog den mindre kniv, gemt mellem væg og madrassen, som med samme hast hun havde placeret det blodige, kolde stål mod hans blottede hals, var trykket mod hendes hals som han havde spejlet hendes bevægelser.
”Godaften, Declan.” gled det bitter fra hende, som hun var blevet slået et slag tilbage, havde dette været et simpelt skakspil. Modsat hans malpaceret smil, var der ikke antrækningen til samme hos hende.

Det var tæt på hun bevægede sig, som hun havde gjort i det andet hus, da hun gjorde udfald mod den kniven på bordet, med ligeså lidt læstbart antræk.Havde hun ikke været i sengen, vis bløde madras afslørede selv de mindste bevægelser, havde han nok ikke kunne læse hendes næste træk.
Kniven der var trykket mod hans hals, blev rykket væk, som hun i en glidende bevægelse stødte hun hendes egen albue mod hans albueled på armen der var strakt op mod hende. Tvang hans arm til at bukke i albuen og den lille kniv væk fra hendes hud.
Det efterlod dem begge med et mindre overfladisk snit af knivene der havde været så tætpresset til huden, men hvor hans ville forsvinde, for øjnene af hende i løbet af kort tid og kun det blod som var brudt frem ville vidne om der havde været et brud på hans hud, ville hendes forblive åbent.
Hendes arms bevægelse forsatte ned af hans, greb ham om håndleddet og pressede det ned imod sengen så hånden med den lille kniv lå låst.
Et glidende moment, men som der gjorde hendes balance ulige for en stund, og åbnedeen mulighed for ham at udnytte til egen fordel, som han kunne forsøge at vippe hende mod det hårde gulv og væk fra ham.

Lige så hurtigt som Fieltheba efterlod snitsåret på Declans hals forsvandt det igen, han behøvede ikke engang fokusere på det. Declan var ikke kamptrænet, og det kom tydeligt til udtryk, da det var alt for nemt for hende at presse hans hånd ned mod sengen. Declan havde aldrig gået ret meget op i sin fysiske styrke. Så længe han kunne forsvare sig selv var det rigeligt.. det upraktiske var, at det var på tidspunkter som dette, at bagsiden ved hans beslutning viste sig. Ikke at han fortrød at fokusere på hjernen fremfor kroppen, men måske han skulle give sig tid til at lære bare lidt selvforsvar.

I en hurtigere bvægelse skød Declan sit ene knæ opad, så han kunne få vippet sig selv og Fielthena rundt, så hun ville lande på gulvet. Hurtigt sprang Declan op fra sengen og ned, så han kunne sætte sig overskrævs på hende. Han var fuldkommen ligeglad med, at tæppet røg af i processen, så han nu sad fuldkommen afklædt, lige nu var der noget lidt vigtigere at tænke på. Selv det sædvanlige smil var blegnet en lille smule ved udsigten til, at hun ville placere kniven i brystet på ham eller skære hans hals over. Desuden ville han da heller ikke selv mene, at han havde det mindste at være flov over.

Han havde øjet en mulighed og grebet den, bøjet sit knæ så det havde ramt hende i siden ved hoften og sendt hende i frit fald udover sengekanten. Krampagtigt havde hun stædig holdt fast i hans håndled og trukket ham med sig i faldet.
Sammenstødet mellem med det hårde plankegulv slog luften ud af hende, og fik hende til at skære en små lidende grimasse under ham. Møg hund..!
Hun havde hverken regnet med han ville vippe hende væk, men endnu mindre havde hun forventet at han var splitter nøgen, under tæppet. Som han var vågnet og havde måtte gribe efter et våben, var tæppet gledet lidt ned, blottet hans overkrop, men hun havde forventet han var iført bare lidt tøj? Hvem i Zaladin’s navn sov nøgen, når de viste der var en derude som ønskede at se ens blod flyde!?

I tumulten fra faldet var hendes egen og hans lille kniv blevet tabt, og lå nu gemt væk i det krøllede tæppe på sengen. Med et hårdt ryk i armen, hvis håndled hun holdt om, trak hun ham nærmere ned mod sig samtidigt med hun skød sine hofter fri af gulvet, og udnyttede momentet til at vippe dem rundt så hun sad mellem hans ben.
Med noget der bedst kunne beskrives som en hvæsende kat, greb hun med begge hænder omkring hans ansiget, hvor efter hun bankede hans baghovedet mod trægulvest hårde overflade, så hvordan de grå øjne blev hvide som han gled over i en ubevidst tilstand.

Slaget var ikke hårdt nok til at han ville være bevistløs i timer, bare nok til hun fik ham op i sengen, trække strimler af stof fra tæppet på sengen og binde hænderne fast til sengens hovedgærde.
Stoffet var ikke så stramt at hans hænder led under manglende blodforsyning, men det var stadig stramt nok til han ikke ville kunne komme fri, hvis ikke hun ønskede det! Skulle hun slippe ham fri ville tæppets vævning være som trykt ind i hans hud.
Afventede på han skulle vågne, havde hun taget plads over skævs hans lår, så han ikke kunne bruge samme trick som før til at få hende væk. Fingerspidserne gled over en af de små kasteknive spændt omkring hendes ene lår, klar til at trække den, skulle hun finde det passende.

Det havde vel nærmest været bestemt fra starten, at Declan ville tabe, når hun tydeligvis havde en kæmpe fordel. Egentlig gjorde det ikke Declan det store, så længe han selvfølgelig ikke blev slået ihjel, men hvad var chancen for at hun bare ville acceptere sejren og så tage hjem igen? Det skulle undre ham meget, så havde han i hvert fald fuldkommen fejlbedømt hende, og det var utroligt sjældent, at det skete. Gad vide om hun mon havde slået alle hans vagter ihjel, eller der faktisk var en mulighed for, at de kom ham til undsætning?

Som hun hev ham ned over sig, havde Declan ikke rigtig andet valg end at følge med, ligesom han heller ikke kunne gøre meget, da hun vippede dem rundt, så han blev skubbet ned i gulvet med en lettere forpustet lyd. Efterhånden var Declan ved at løbe tør for tricks, så han nåede knapt at reagere, før hun slog hans hoved ned i gulvet. Smerten eksploderede i hans kranie hvorefter det hele blev mørkt og hans krop blev slap.

Et smertefuldt støn forlod Declan, da han stille og roligt begyndte at vågne. Hvad var der sket? Forvirret forsøgte han at tage hånden til hovedet, kun for at opdage, at han var bundet fast. Adrenalinen skød igennem ham og fik ham til at spærre øjnene op. Pulsen hamrede i hans øre, og fik ham til at spænde op i kroppen. Hurtigt forsvandt det dog igen, så han atter kunne slappe af, problemer var bare, at det pludselige sus af adrenalin som var gået gennem ham, også havde påvirket hans underliv, som der nu var kommet pinligt meget liv i. Ikke at Declan lod sig påvirke af det, ikke så det kunne ses på ham i hvert fald, som han stirrede på hende mod det ene øjenbryn løftet. Han var irriteret, ikke alene havde hun fået overtaget fuldkommen, men han blev også forrådt af sin egen krop.

Havde det ikke været fordi hun havde kunnet se hvordan hans brystkasse hævede og sænkede sig, som han trak vejret, så havde hun næsten været tilbøjelig til at dø at hendes slag havde været for hårdt, at han var blevet slået ihjel. Tanken alene skuffede hende.
Hun havde siddet en anelse uopmærksomt, som hun havde ladet den ene pegefinger glide over det lille snitsår på halsen, og trak en grimasse da det sveg. Kunne hun mon tvinge ham til at heale det? Spørgsmålet var nok nærmere og hun turde lade ham komme så tæt på hendes hals? Der var en stor sandsynlighed for han ville forsøge at kvæle hende i stedet.
Hun placerede hårdt en hånd i brystkassen på ham, da han slap et støn og begyndte at bevæge sig under hende. Det var de opspærret øjne og det korte glimt af forvirring, som fik hendes læber til skilles i et rovdyrs lignede smil, mens hun med en påtaget sukkersød stemme sagde “Godaften.” nøjagtigt som han havde hilst hende ‘velkommen’.
Hun havde måtte sidde en anelse foroverbøjet, for at holde hånden på hans brystkasse. Det var derfor også hendes mave, der først mærkede hvordan hans krop forrådte ham. 
Det var.. uventet.. kunne han lide det?

Smilet falmede ikke, i stedet ændrede det karakter til et, næsten, legesygt “Jeg havde forventet mere fra dig, Declan.” hun snakkede naturligvis om kampen, men hende ord var tvetydige og kunne forstås som var hun skuffet over udstyret eller bare at han ikke kunne styre sin krop bedre. Små nedladende ville nogle nok mene, at hendes ord var. 
Da hun rettede sig op for at sidde med rank ryg, lod hun neglene hårdt løbe ned over hans overkrop, efterlade fem ildrøde steger. Først da hendes hånd var faretruende tæt ved hans underliv, brød hun kontakten mellem hans hud og hendes negle.
En test, om det blot var et simpel tilfælde at hans krop havde reageret som den gjorde. 

For Declan havde hele hans liv handlet om kontrol. Kontrol over han selv, over andre, generelt over alt, hvad det overhovedet var muligt for ham at styre, og den ene gang, det var gået galt, var han nær blevet fuldkommen vanvittig. Det var en farlig balance.. så hvorfor generede det ham ikke mere, at hans krop reagerede mod hans ønske? Jo jo, det var da irriterende, især fordi han kunne se, hvordan Fielthena frydede sig over det, men det var ikke fordi, at han begyndte at kollapse helt over det. Yderst interessant egentlig, måske var han ved at lære noget nyt om sig selv. Han kunne ellers have svoret på, at han kendte sine præferencer på det område ganske godt, han var jo trods alt ikke ligefrem jomfru.

Med et påtaget afslappet ansigtsudtryk smilede Declan til hende, hun skulle i hvertfald ikke have lov til at se, at hun faktisk formåede at irritere og forvirre ham.. Selvom det så ud til, at hun havde luret den.
"Nu har du heller ikke set alt, jeg kan" hvis hun måtte være tvetydig, så måtte hun også forvente at få tilbage af samme skuffe. Desuden skulle han da nok mene, at han ikke havde noget at skamme sig over, når det kom til hans krop.

Nysgerrigt så han til, da hun satte neglene i hans hud. Først sveg det bare lidt, men hurtigt begyndte neglene at efterlade en anden følelse i ham, og hvis der havde været nogen tvivl om hans pinlige tilstand før, var der det bestemt ikke nu. Han måtte ligefrem yde en stor portion selvkontrol for ikke at lade et lavt støn slippe over læberne. Forbandede kvindemenneske, hvad gjorde hun dog ved ham?

Det var grænsende til det provokerende, som han lå der under hendes nåde og så, så lykkes i at se så afslappet ud. Havde hun ikke set den skygge af forvirring som havde gledet over hans ansigt, så havde hun sikkert ædt det råt; havde hun været bare lidt naiv.
Det stærke grønne blik bevægede sig langsomt fri fra hans ansigt, bevægede sig ned over hans blottede krop, som en elastik der blev spændt op mellem to hænder. Som havde den ene hånd sluppet sin ende af elastikken, fløj hendes blik moret tilbage på hans ansigt, efter at have taget, hele ham i øjesyn ”Jeg tror nu nærmere jeg har set nok.” det påtaget sukkersøde i stemmen var væk igen, det lå ikke til hende at holde det kørende medmindre det havde et faktisk formål, desuden ville Declan aldrig hoppe i med begge ben i troen om kvinden over ham, var fuld af naivitet eller kvalmende sødme.

Hvad hans ansigtsudtryk ikke fortalte, afslørede hans krop i stedet, som havde hun lavet en pagt med den om at forråde ham, ved en hver given lejlighed, mellem mødet med de skarpe negle og hans krop.
Smilet der havde tangeret mod det lejesyge, tog for alvor det legesyge ind ”Nå da, da, hvem ville have forudset det?” slap hun grænsende til en latter i stemmen, i stedet slog hun et lille klik med tungen.
Rolig, som var hun upåvirket af hele situationen og den drejning den havde taget, lænede hun sig ind over ham igen, denne gang tættere ind før, tvang hans voksende manddom til at følge hendes bevægelse i mødet med hendes krop, igen. Hænderne blev placerede ned i madrassen ud fra hver side af hans ansigt, så hendes eget kom ganske tæt på hans. Som hun lå på alle fire over ham, faldt lidt af det mørke hår ned omkring dem, det af håret som var gledet ud af fletningen, og lukkede dem inde i et dybere mørke, end det der i forvejen havde indtaget rummet.
Hendes blik forlod ikke hans ansigt en eneste gang, hun ville ikke misse selv den mindste ændring i hans ansigt. Uden en egentlig grund, andet end at bryde hans afslappede udtryk, tvinge kontrollen mere fra ham, støttede hun på kun en arm, som højre hånds fingere begravede sig dybt ind i hans røde lokker, lukkede sig snoende omkring dem og trak hans hoved skråt bagover, ned mod sengen, blottede hans hals. Trækket var hårdt nok til at sende stik af smerte gennem hans hovedbund, men ikke nok til at han ville miste hele totter af håret.

Efterhånden var smilet væk fra Declans ansigt, han kunne ikke koncentrere sig om at holde det på plads, når der var så meget andet, han lige skulle fokusere på. Hvor var hans vagter overhovedet henne? På den anden side.. Det var nok meget godt, at de ikke så ham i den tilstand, de skulle jo helst fortsætte med at frygte ham. Det gjorde heller ikke ligefrem hans tilstand mindre presserende, da hun bevægede sig op ad ham, så hun jo nærmest gned sig med hans manddom. Kunne det virkelig passe, at hun ikke var det mindste påvirket af situationen? Han vidste, hvor meget nydelse han selv kunne finde i at være den dominerende part, og det virkede da til at hun i hvert fald nød det på en eller anden måde. 

Et gisp så lavt, at det knapt faktisk kunne kaldes et gisp, forlod Declan, da hun tvang hans hoved bagover. Hvad var det dog der foregik, aldrig havde han oplevet noget lignende! Alt i ham skreg, at det var forkert, at han ikke skulle acceptere at lade sig behandle sådan.. Men hvorfor føltes det så så godt? Ja, det var vel ikke engang nok til at beskrive det, det føltes direkte vidunderligt. Han var i konflikt med sig selv, ikke blot over hele situationen, mens også fordi, at en signifikant del af ham virkelig ønskede, at hun ville gøre noget ved det voksende problem omkring hans underliv, mens en lige så stor del ønskede, at hun ville fortsætte behandlingen og forlænge den søde pine. Ikke at han på nogen som helst måde ville kunne få sig selv til at bede hende om nogle af delene. 

Endelig! Endelig krakelerede en del af manden under hende, som det vanlige smil svandt ind fra hans ansigt, forsvandt fra hans læber. Fik hende til at slippe ganske lavt et triumferende ah! Så lavt at det næsten var umuligt at høre.
Havde han virkelig ønsket at få hende væk, så havde han vel kaldt efter sine vagter? Han kunne jo ikke vide at 2 af dem endnu levede, stod klar til at komme ham til undsætning, hvis bare han råbte højt nok.
Det havde været med fuldt overlæg hun bevægede sig over ham, som hun havde gjort. Ville hun så kunne hun godt have gjort det uden at røre ham. I stedet havde det været for at pirrer ham, som han havde kunnet mærke de forskellige tekstiler af hendes tøj, glide over hans manddom.
Lige så bevidst som hun kun lige havde trykket sin hånd til sig, som den havde efterladt midlertidige streger ned af hans krop. Hun gav ham ikke en del af hvad han ville have, hvad hans krop ville have; endnu.

Gispet, hvis det overhovedet kunne betegnes således, fik hende til trække hendes bløde underlæbe ind mellem sine tænder og bide hårdt ned i den. Læben slap fri, men ikke uden mærker efter hendes tænder. Hun havde måtte bide sig hårdere, som havde hun forsøgt at samle sig selv, skjule hvordan hendes vejrtrækning var blevet en anelse tungere, og det mosgrønne blik var ikke længere bare hårdt med et glimt at en legesyghed. Det var blevet lystfuldt.
”Tig...” kommanderede hun, hvislende ind i hans øre, som hun igen trak i håret, denne gang en anelse mere kraftfuldt.

Alle mærker som Fielthena efterlod på Declan forsvandt næsten lige så hurtigt, som de dukkede op. Desværre. Han var ikke meget for at indrømme det, men han nød den skarpe smerte, som hendes negle efterlod, og den forsvandt alt for hurtigt, når sårene healede. Mon det ville være sådan, med alt hun gjorde ved ham? Hvad med ting der ikke efterlod mærker, det ville vel ikke kunne heale.. Hvorfor tænkte han overhovedet over det? Det var jo meningen, at han skulle hade, hvad hun gjorde ved ham og kæmpe for at komme fri, men alligevel lå han helt stille og accepterede alt, hvad der skete.

Det var meget få ting, som undgik Declan opmærksomme øjne og øre, så han opdagede med det samme, at hun sugede underlæben ind. Det kunne godt tyde på, athan havde haft ret i sin mistanke. Lysten var tydelig i hendes stemme, og afslørede hende fuldkommen. Igen fandt smilet vej til Declans læber, nu havde legen ændret sig en del, og han havde noget nemmere ved at acceptere situationen, når det var tydeligt, at det vist ikke rigtig talte som hverken tortur eller rigtig afstraffelse mere. Det betød dog ikke, at han havde tænkt sig at efterleve hendes krav.
"Det kommer til at kræve en hel del mere end det her" hans stemme var lav, og ligesom hendes præget af lyst. Han kunne sikkert godt komme på nogle flere flabede kommentar, men det kraftige ryk i håret formåede at tvinge et støn ud af ham. Mon hun havde prøvet det her før, eller var det rent held, at hun kunne påvirke ham så meget?

hendes blik sænkede sig kort til hans læber, til hendes store ærgrelse havde smilet fundet sig vej tilbage til dem, ville han smile igennem det hele? Gemme sig bag hvad hun antog var intet mindre end en simpel maske?
Naturligvis ville han ikke bare efterkomme hendes ord, så let skulle det ikke være og så let ville hun ikke have det. Hun ville arbejde for at få ham til at tigge efter mere, som en alt ædende lyst skulle sprede sig i hans slanke krop og ud i de fjerneste kroge af hans sind.

Stønnet fik selv de små hår i nakken til at rejse sig på hende, kildede hende ned langs rygraden, kun forstærket ved lyden af hendes håndryg som ramte hans kind, som hun havde sluppet de røde lokker og afrettende givet ham en syngende lussing. Lyden gav næsten ekko i rummet, og vis man ikke havde vist bedre, ville den næsten true med at sende bud efter en vagt.
Hun havde ikke slået med sin fulde styrke, men nok til at ham måske ville kunne fornemme den metalliske smag af blod og endda at det ville stjerne for hans øjne ”Jeg bad dig ikke om at tale. Jeg sagde du skulle tigge.” svarede tilbage hun i en dominerende tone, men ikke på samme måde som de gange hun havde angrebet ham for rent faktisk at skade ham. Skulle han skades, ja, men denne gang var smerten målet ikke selve den fysiske skade.

Den metalliske smag af blod nåede at sprede sig i Declans mund, inden såret som slaget havde efterladt, nåede at heale sig selv. Det var langt fra første gang, at han smagte sit eget blod. Når man havde været i den kriminelle verden, så længe som han havde, nåede man at få sig en del fjender, og langt de fleste var noget stærkere end Declan, men alligevel var det oftest Declan, som gik ud som den ultimative sejrsherre. Men denne gang var det anderledes  dette var en kamp som han ikke kunne vinde, for selv hvis han fik overtaget, ville det koste ham den nydelse, det ellers var i udsigt, hvis han overgav sig. Det var spændende og irriterende på én og samme tid.

Ville det betyde det store, hvis Declan overgav sig bare denne ene gang? Der var trods alt kun de to i lokalet, og han tvivlede på, at hun vilme løbe ud og sladre. Selv hvis hun gjorde, hvorfor skulle folk så tro hende?
"Når du nu insisterer" Hvordan skulle ham overhovedet gøre? Han kunne ikke engang mindes, at han havde tigget for sit liv for, og da slet ikke for, at blice rørt af en kvinde.
"Jeg er ikke god til det her.. Men det du gør, den smerte.. Det er ulig andet, jeg nogensinde har prøvet før, og jeg beder dig om ikke at stoppe nu" Noget af facaden var væk, og selvom han ikke ligefrem tiggede på sine grædende knæ, var der kommet en grad af desperation i hans stemme, som i hvert fald ikke havde været der før. Hvis det ikke var godt nok, vidste han simpelthen ikke, hvad han skulle gøre.

Hun var på nippet til at sende endnu en syngende lussing mod samme kind som før, mens et irriteret suk pressede sig på. Begge dele gik i sig selv, da han valgte at makke ret overfor hende.
Han havde ikke behøvet at tilføje han aldrig have været godt til at tigge, det ville hun selv have kunnet regne sig frem til, for han var dog den ringeste til at tigge efter hun ikke måtte stoppe. Ordnede var irrelevante, til alt held for Declan, det var måden de blev sagt på, tonen i hans stemme, som hun hæftede sig i. 
Desperationen i hans stemme.
Som havde hun ikke tænkt sig at opfylde hans lille bøn, om ikke at stoppe nu, lagde hun an til at ville rejse sig. Efterlade ham for hans vagter at finde spændt nøgen fast til sengen. Ville hans øjne opspærres i desperation, forvirring? Matchende nogenlunde til det blik han havde haft, da han vågnede op i sengen? Det ville blot være endnu en pinsel men ikke en hun ville få samme fornøjelse af.
Det var aldrig mere end et antræk, i stedet lænede hun sig det sidste stykke ned mod han, til hendes mund var ud for den ene øreflip.

Tænderne lukkede sig omkring hans øreflip, uden at tage stort hensyn til om det ville efterlade mærker, for de ville jo alligevel forsvinde igen, ligesom alle de andre; til stor ærgrelse for hende.
I samme moment havde den af hendes hænder, som var fri søgt ned over ham, næsten, men også kun næsten med blide berøringer som kontrast til bidets skarpe skud af smerte ”Mmhm.” lød det i en lav snurrende lyd som tegn på velbehag, som en kats spinden.
Som tænderne slap øret, bevægede sig i stedet i en blanding af små bid og næsten kærlige kys ned over siden af hans hals.
Pirrende lod hun fingrene cirkle ved roden, trak vente tiden for en faktisk berøring af hans manddom ud, et usagt ’du kan få lige hvad du vil have, når jeg vil have det’, enkelte gange med afstik til hans lyske, hvor neglene borede sig rivende ind i hans hud, lige akkurat nok til at huden blev en anelse ødelagt og bitte små blodperler formede sig på huden, før den lukkede sig.
Da hun endelig greb om ham, var det det med en rytmisk hånd bevægelse, der skiftede i fastheden som den bevægede sig op og ned af ham.

Der skulle meget til at bekymre Declan, det var trods alt en egenskab man hurtigt lærte i han branche, men alligevel kunne han mærke en irriterende nervøsitet over, at hun ikke ville godtage hans tiggeri. Det havde jo ikke været videre godt, det vidste han jo godt selv. Hvad nu hvis hun ligefrem valgte at gå? Det ville være utroligt pinligt at blive fundet sådan af vagterne, selv hvis hans noget spændte tilstand nåede at ligge sig. Det var derfor med noget bankende hjerte at han ventede på at høre, hvad Fielthenas dom ville blive. Og det var med næsten lige så stor glæde at et tilfreds smil fandt ved til hans ansigt, da hun, heldigvis, godtog tiggeriet.

Alt føltes fantastisk. Tænderne som bed sammen om øret, kyssene ned af halsen og endda neglene i huden, som uden tvivl formåede at få små bloddråber frem inden sårene nåede at lukke sig. Hvorfor havde han aldrig gjort det her før? Der var selvfølgelig et spørgsmål om tillid, men det var jo egentlig heller ikke fordi han stolede på Fielthena, og alligevel føltes det så skønt.
Alle forsøg på at holde den perfekte og kølige facade på plads faldt fuldkommen fra hinanden, da Fielthena greb fat rundt om ham, og begyndte at bevæge hånden. Selv hvis han ønskede det, ville han næppe kunne have tilbageholdt de mange tilfredse støn, som forlod ham, efterhånden som nydelsen begyndte at overtage.
Alt for hurtigt kunne Declan mærke, at nydelsen blev for meget, og med et sidste langtrukkent støn lod han nydelsen få fuldt overtaget, så han langt om længe fik lov til at opnå det længe ventede klimaks.

Hvad hendes forventninger havde været, havde hun ikke gjort sig mange tanker om. Hun havde tilladt sig gribe en mulighed som bød sig. Uden hensyntagen til om ham, og om han havde oplevet noget lignede før.
Det sidste var ganske irrelevant, for hans krop havde talt sit eget tydelige sprog, så måtte han selv kæmpe med sit hoved, hvis ikke det var enig med resten af ham.
Det var vel egentligt grænsende til et overgreb, men han havde jo bedt om det, tigget på hans måde om ikke at hun ikke måtte stoppe.

Spændingen, blev efterløst af en pulserende dunken i hendes hånd, hvis bevægelse først aftog helt ved som den sidste puls kunne mærkes. Efterlod hendes hånd våd og klisteret, da han ramte sit klimaks. Det havde passet med at hun placerede et hårdere bid i den tynde hud, lige under kæben. Han ville ikke behøve at kigge på hende for at vide hendes læber brød sig i et tilfreds smil, for de bløde læber lå stadig mod halsen.
Hånden tørrede hun af i tæppet, hvor fra hun have revet strimler af stof til at fastbinde ham.
Hun kunne komme med en nedladende kommentar om han var kommet så hurtigt, men det kunne også bare være et produkt af han ikke var blevet rørt længe, for hvilket kvinder med en sund fornuft ville lade en mand som ham røre dem og omvendt?

Langsomt rankede hun ryggen, så ned over ham, på det svineri han havde lavet, mest på ham selv ”Tsk, tsk.” kom det fra hende med en hovedrysten, men glimtet i de grønne øjne fortalte noget andet. Hun havde nydt at få ham til at nå udover den kant, som klimakset var.
Glimtet fik ikke lov at hænge længe i hendes blik, det stedet gled det over og blev i stedet hårdt og advarende.
Advarende mod at prøvede han på noget, ville hun lave et langt større svineri når hun sprættede ham op på langs. Hans hænder kom fri ved hun skar stoffet over med en af de små kasteknive, men ikke uden at den samtidig lavede et overfladisk snitsår i begge hans håndled ”Du er en stor dreng, du kan gøre dig selv ren.” ordene var knap brudt fri fra hende, før hun var i færd med at rejse sig fra sengen efter hun små flabet havde klappet ham på brystkassen.
Blikket gled ned over hende selv og den sorte trøje. Den var ikke gået helt fri.

Normalt ville Declan nok være kommet med et tilsvarende flabet svar på hendes kommentar, men egentlig mente han ikke, at de var på et punkt, hvor han kunne gøre det og hun ville kunne tage ham seriøst. I stedet tog han bare de sørgelige rester af sit tæppe, og tørrede det værste af svineriet væk. Det ville nok kræve et bad, før han følte sig helt ren igen. Et bad var egentlig nok ikke en dum ide,, det var som om et bad hjalp til at klare tankerne, og det havde han da for alvor brug for. Han smed tæppet fra sig, og lod så blikket ned over hende. Det var svært at sige hvorfor, men det gav ham en eller anden form for tilfredsstillelse, at han havde formået at svine hendes bluse til.

Ideen om et bad havde sat sig fast i Declans hoved, men først skulle han have Fielthena smidt ud.
"Mindre du stadig har tænkt dig at slå mig ihjel, vil jeg tillade mig at sige farvel for nu, så jeg kan gøre mig ren" hvis hun ikke gjorde noget for at stoppe ham, rejste Declan sig op, så han kunne tage et par bukser fra kommoden og trække dem på, det burde være godt nok til, at han kunne følge hende til døren.
Høfligt ventede han på, at hun rejste sig og selv forlod soveværelset, hvorefter han så fulgte efter. De var underligt, når han normalt havde været sammen med nogen, var der en masse kys og kælen bagefter. Det var faktisk helt forfriskende at undvære det.
"Fortsat god nat" sagde han efter at have åbnet døren for hende.

Da Fielthena var gået og døren lukket efter hende, gik Declan igang med at forberede sit bad  indtil nu havde han formået at distancere sig fra alt det forvirrende, der lige var foregået, men han vidste at det ville ramme, så snart han gled ned i det varme vand og begyndte at slappe af.

En kort, men ganske oprigtig latter lød fra hende ”Hvis jeg havde ønsket det, tror du så du ville have åbnet øjnene?” hun skød det ene bryn let til vejrs, som et svar på hendes eget retoriske spørgsmål.
Hun forsøgte at få det værste af trøjen, hun havde ved guderne ikke tænkt sig at gå gennem gaderne med sæd åbenlyst på det mørke stof, heller ikke selv om natten havde lagt et tungt mørke over byen.
Hun blev siddende på kanten af sengen, mens han iklædte sig nogle bukser. Han var ikke voldsomt trænet, men virkede heller ikke senet, faktisk var han ganske uden mærket. Selvom kroppen næsten var lige meget, det var hjernen som vækkede interessen.
Han udforede hende, uden tøven og det var vel nok grunden for udviklingen. En udvikling som skulle forblive en engangsoplevelse, huskede hun sig på i sindet.

Hun rejste sig fra sengen og fulgte roligt med ham til hoveddøren, samme dør hvor den bredskuldrede vagt, som stadig stod foran og blokerede da den blev lukket op. Lyden af Declans stemme var dog nok til det gippede i manden, som straks veg til siden. Og som havde vagtens blik ikke været så opspærret, at slog man ham i nakken ville man kunne frygte at øjnene ville poppe ud, for var det ikke?!
Hun valsede endnu mere tilfreds ud ad døren og forbi vagten, kun for at stoppe op og dreje sig mod døren, og synet af den rødhåret mand ”Ohh og Declan, husk at rydde op foran den sydlige del af huset... Der ligger noget af dit.” han ville være smart nok til at regne ud, hvad hun mente med de ord, som hun sendte dem afsted med et drillende blink.

Gaderne var stille og kun lyden af hendes skridt gav genlyd, som hun bevægede sig hjem ad, i mørket.