Hendes ansigtsmuskler ville nok snart blive trætte, så meget som hun havde trukket på smilebåndet her til aften. En ridetur med arvingen af Arys. Hvor spændende.
Hendes blik fulgte Aldamars bevægelser, som han pakkede sin pibe sammen. ”Ryger De til daglig?” spurgte hun, af ren og skær nysgerrighed. Det virkede til at bevægelserne omkring piben var meget velkendte, og eftersom hans lunger ikke brokkede sig, regnede hun med at det var en hyggelig vane han havde tilegnet sig. Astrid kunne ikke selv se meningen i at ryge. Hun havde førhen selv prøvet det, men det var ikke lige noget hun havde brudt sig forfærdelig meget om.

Astrid gjorde automatisk lidt plads til Aldamar, ved at samle sin kjole lidt mellem hænderne. Hans forespørgsel til om han måtte sætte sig, glædede hende dog, ”Tag De endelig plads,” svarede hun ham, med en vis ro over sig. Hendes blik faldt en enkel gang på sædet ved siden af hende, for lige at tjekke han faktisk kunne sidde ved siden af hende, uden at skulle sidde oven på hendes skød eller kjole. Hun valgte at rykke sig lidt til den ene side.

Hun lod derefter sit blik lande på Aldamar. Bag masken rynkede hun lettere tænkende på brynene ”Hvordan er Deres forældre egentligt?” spurgte hun, og rettede sin overkrop en anelse mod ham, stadig lige så rank som tidligere. Astrid far døde jo for 9 år siden. Det var stadig et sår på sjælen, men som alt andet holdt hun jo det hele for sig selv. Hendes mor havde evigt travlt, men til tider fik de da snakket.

Aldamars smil blev en anelse bredere, idet han med rolighed i stemmen fik besked på at kunne sidde med hende. Den mørkhårede mand nikkede kort, inden at han af vane fik børstet stenbænken en anelse af, inden at han satte sig ved siden af den gulkjolede kvinde. Med tanke på hendes første spørgsmål, fiflede Aldamar kort ved den fine pibe i sin hånd. "Nej, sjældent til dagligt og mest af alt til fester og rejser" svarede han, og holdt dens sorte dog stadigvæk dekorerede overflade en anelse frem foran sig så hun kunne se den, hvis hun ville. "Jeg har købt den i Rubinien" fulgte han op med, selvom det ikke nødvendigvis var en vigtig information at tilføje. Den havde bare fanget hans blik med det samme, men om det havde været et godt køb, jah det havde han ikke kunne - og kunne stadigvæk ikke bedømme. 

Aldamar lænede sig en anelse tilbage, og måtte med en svag hovedrysten overveje spørgsmålet en anelse. Hvordan var hans forældre? "Som mennesker, som forældrer eller som fyrsten og fyrstinden?" spurgte han efter lidt tid tilbage, et let smil i den ene mundvig. Alle tre roller var roller hans forældre tog på deres skuldrer, og han havde ufattelig meget respekt for dem, fordi de gjorde det med rank ryg og oprejst pande. En dag håbede han at kunne efterleve deres fodspor - men den dag var heldigvis ikke idag.
Aldamar følte kulden fra stenoverfladen under dem, men fandt det behageligt og en anelse betryggende, af årsager han ikke nødvendigvis kunne forklarer. Men nattekulden - og den friskhed der fulgte med, var en kærkommen afveksling fra ballets ståhaj.

Astrids øjne fulgte halv-nysgerrigt med i hans bevægelser, men fik dog styret blikket væk fra ham og over på hans mørke pibe, som han så fint viste frem. Hun smilte en anelse som han nævnte Rubinien, det var jo næsten på vejen til Medanien, som var hvor hun boede. ”Tager de ofte til Rubinien?” Hendes spørgsmål lød ret neutralt, men der lå mange underliggende grunde til hendes spørgsmål. Hun brød sig ikke synderligt om fyrstefamilien Kazimi. Astrid håbede i hvert fald ikke hun skulle snakke forhandlinger med Fyrsten af Kazimi – den ene datter kom faktisk jævnt ofte på besøg i Isenborg, for at se til Astrids lillesøster. Det betød dog ikke at hun kunne lide den lille blonde tøs. Ud over det var det lovligt at have slaver – måske så hun ikke andre væsner, værende lige så vigtige som hende, men hun syntes ikke der var nogen fortjente at være slaver.

Der kom et minimalt, lille fnys fra hende, eftersom Aldamar så flere muligheder til at svare hendes spørgsmål. Hun rystede let på sit hoved før hun trak lidt på skuldrene og lod sit blik flade til hans øjne igen. ”Jamen lidt af det hele tænker jeg?” Det kunne give et godt indblik på hans forhold til sine forældre og hvordan de ville være at arbejde sammen med, hvis nu Verona trådte af og Astrid måtte tage over.

Med et lille smil pakkede Aldamar den endelig væk, og måtte med en hovedrysten sige at han ikke kom derned særlig ofte. Rubinien var mest af alt et land han havde besøgt da han var lidt yngre, men havde hverken haft muligheden eller interessen her de sidste par år. Joh, han havde set fyrsten og hele hans følge valse ind salen som om de ejede det. Men han havde overraskende nok, faktisk ikke hilst på ham. Det lod han sine forældre om. "Nej, det er en sjælden fornøjelse" ordende var høflige men dog neutrale, da han ikke selv vidste hvilken relation Isenwalt familien - eller helt specifik, Astrid, havde til Kazimi. Det skulle lige passe at det var ham der fik slået skår imellem dem med en uheldig kommentar om ørkenriget.

Med en hvis intesitet fangede Astrid nu Aldamar's blå blik med de kønne øjne, og med et stille smil nikkede han. Lidt af det hele var altid godt, og overvejende lænede han sig tilbage med armene krydset foran sig og ryggen opad den kølige væk. "De er først og fremmest dygtige" kom det eftertænksomt fra ham, og prinsen smilede lidt mere oprigtigt ved sandheden i de ord. "Jeg ved ikke hvordan de finder overskudet til at tage hensyn til en hel befolkning såvel som os hver eneste dag... men de står op, og de gør det. Mine forældre er meget..." Aldamar stoppede kort sin talestrøm imens øjnene havde vandret forbi Astrid og til et sted bagved hende i den distanceskabende snak. Ikke for at undgå hendes blik, men det spørgsmål havde faktisk været lidt tættere på hjertet end han havde regnet med. Hun kendte nok i forvejen til slægtens historie, så mon ikke Aldamar talte for venligmente ører?
"De er meget gode af sig. Men, de er begge stolte mennesker, og stolthed kan være ufattelig giftigt" og det kan dræbe dig. Ord der ikke blev tilføjet fysisk, men med tankerne om hans bedstemor, vidste han at stolthed lå ret så dybt i deres families årer, på godt og ondt.

Astrid trak let på smilebåndet, som han fortalte han ikke rigtig kom til Rubinien. Det var båede en lettelse og en skuffelse. Hun var lettet over han ikke befandt sig der ofte, og fik indflydelse af det miljø. Det var dog en skuffelse, eftersom det gav ham mindre mulighed for at komme på besøg snarest, til en ridetur.

Som deres øjne mødtes, gik der ikke lang tid før hun blev nød til at bryde øjenkontakten og kigge ned. Han øjne sugede hende nærmeste ind til sig. Det var rart… Nej, ubehageligt! Hun blev nød til at bygge sin mur op. Da han lænede sig tilbage, så hun op på ham igen. Denne gang mest af alt for at studere hvordan han havde det, mens han snakkede som sine forældre. Ville han trække på smilebåndet, få tårer i øjnene, eller bare tage den som var det ingenting?

Da hun så han smilede en smule ved at snakke om sine forældre, trak hun let på smilebåndet. Det klædte ham at smile – men det var ikke ligefrem noget man kunne sige til folk. Astrid vidste godt selv hvordan hun ’havde mistet lunten’ når folk nævnte sådan noget til hende. Dem der havde kommenteret på det havde altid fortrudt det efterfølgende.

Hun sad aktivt og lyttede til, hvad der virkede som, hans tanker om hans forældre. Han virkede til at se meget op til sine forældre, og de virkede til at være fornuftige at arbejde med, hvis Astrid en dag skulle sidde på tronen før Aldamar tog sin. Hun lagde tydeligt mærke til hvordan hans toppede midt i en sætning, og lagde hovedet let på skrå. Totten i hendes håropsætning som var gået løs, var endnu tydeligere nu hvor den han ud over skulderen. ”Ja?” spurgte hun undrende. Hun kunne næsten se hvordan hans blik ikke var på hende. Hendes utålmodighed havde aldrig rigtig været god ved hende. Da han endelig færdiggjorde sin lille fortælling, rynkede hun let på brynene. ”Giftigt? Kan du uddybe?” spurgte hun forsat undrende. Etiketten fløj langt udenom Astrid, da hun var blevet fordybet i hans fortælling, og koncentrerede sig mere om hans fortælling. Hun sad dog stadig med det ene ben over det andet og en rank ryg.

Det var rart at Astrid egentlig bare lyttede til ham lige nu, fordi alt for ofte følte han at en samtale blev startet, kun for at blive overtaget lidt efter. Han anede at hun fiskede efter hvordan de var at arbejde med, men han regnede stærkt med at den dag det blev en realitet, der ville hun i sandhed komme til sin ret, og behøvede ikke være nervøs for så meget. Det hele lå tit i øjnene. Da han var færdig med at tale, var det et uskyldigt opfølgende spørgsmål men det fik kort Aldamar's blik til at glimte en anelse overvejende. Hvor meget kendte hun til dem?
Kortvarigt fangede hendes nu mere løse hår Aldamars opmærksomhed, og af ren vane rakte han ud for at sætte den løstflyvende tot en anelse mere bagved ryggen - vant til at kvinderne i hans familie også selv havde hår i enorme mængder. "Jah, det kan jeg godt" gled det over hans læber imens, og  Aldamar trak hånden til sig, men holdt nu blikket mere fast på hende. Den mørkhårede adelsmand så tænkende ud, inden at han kort nikkede for sig selv igen.

"Min bedstemor blev dræbt af mørket, som De nok allerede ved" kom det fra ham, dog mere som en konstatering end meget andet. Hvis han følte sorg omkring det, var det så godt gemt væk at Aldamar fremstod overraskende kynisk. Sandheden var dog at Aldamar var overraskende hærdet af en adelsmand at være, og svælgede ikke længe i de negative dele af hans liv. Han havde allerede brugt mange år - for mange år - med at hade... det nyttede ikke noget at blive ved, selvom det eneste der kunne komme efter had var tomhed. "Hun døde som en stolt kvinde, og det kan man kun respekterer. Men selvsamme stolthed sørgede for massemord og lod brutaliteten svømme ind over vores områder.... det er giftigt, fordi den stolthed er nu nød til at gå videre til den næste i rækken, hvis den overhovedet skulle have betydet noget til at starte med" forsatte han. Stemmen var fast, men dog var der også en reflekterende tone i den og i selve blikket, som han nu med et nygserrigt glimt drejede over på Isenwalt arvingen igen. 
Nok så rank sad hun, og han kunne ikke lade værd med at overveje om ordende betød noget i forhold til hendes egen stolthed, siden hun var interesseret. Aldamar smilede en anelse for at tage broden af ordende, der kunne forekomme en smule... hårde, i forhold til at det var hans egen familie. Men reelt set var det ikke hans familie han talte om, når han følte at had stadigvæk havde sine kløer i ham. Nej, det var rettet imod kongeslægten - hvilket hun ikke burde eller behøvede at vide. 
"Hvofor så nysgerrig, Frøken Isenwalt?" fulgte han op med, måske endda en anelse drillende for ikke at lade en fest stemning falde hen i mørkere følelser og tanker.

Let chokeret trak Astrid sig en smule tilbage, som Aldamar rakte sin hånd ud til siden af hendes hoved. Hun rynkede let på brynene, før hun lagde mærke til at det var hendes hår, som han rettede på. Hun var selvfølgelig taknemmelig over at han rettede det, men ærgrede sig over hendes håropsætning ikke holdt meget længere. Hun vidste hun ikke bare lige kunne slå det løst, eftersom det var blevet syet sammen. Hun måtte nok lade sine tjenestepiger om at åbne det på et tidspunkt, når hun fik muligheden. Det var nok også de eneste mennesker på jorden som hun stolede på med en kniv tæt til hendes hoved, for at skære syningerne op.

Astrid lyttede derefter aktiv til hans videre fortælling. Hun nikkede bekræftende til hans konstatering. Hun havde godt hørt at hans familie havde været igennem en del, men havde egentligt ikke tænkt videre over det, mens de havde tilbragt tid sammen. Hans ord føltes ikke kyniske for hende, men føltes som ord, der kom fra en, der var kommet videre. Hun rynkede dog en anelse på panden som Prisen af Arys fortalte videre. På nogle punkter forstod hun hvad han snakkede om, og på andre måder havde hun lyst til at stille flere spørgsmål. Astrid følte nemlig selv der var en hvis stolthed som hun skulle bære videre, men om der var flere slags stolthed i hans øjne, kunne hun ikke vide. Astrid følte til gengæld at den stolthed hun bar, var hendes egen, og det var klart ikke en hun ville dele med andre.

Astrids blik var forholdsvis neutralt, og ikke helt til at læse som han spurgte ind til hendes nysgerrighed, ”Beklager, det var ikke min mening at være påtrængende med min nysgerrighed,” hun så væk fra ham og rystede lidt på hovedet ad sig selv. ”Jeg var blot nysgerrig omkring sammenhængen på stolthed og gift,” klukkede hun lavt og så tilbage på ham, stadig med et neutralt ansigt. ”Som De forklarer det skal stoltheden være den samme fra generation til generation, for ikke at gå til spilde?” hendes bryn nærmede sig hinanden meget kort. Hendes ene hånd valgte at søge bagud, så hun kunne læne sig en smule tilbage, dog stadig med rank ryg. Et øjeblik skævede hun ind til festlighederne igen. Det var lidt koldt, og hun kunne efterhånden godt bruge noget mere at drikke. Hun havde ikke helt fanget den drillende tone han var kommet med, og hendes stemme havde derfor forsat i en seriøs, og lyttende tone.

Isenwalt arvingen var tavs under hele den mindre monolog Aldamar var kommet frem med, men virkede samtidig også neutral omkring emnet, hvilket var en velkommen forandring når man talte om så tunge ting. Det var efterhånden ganske normalt, at Aldamar oplevede en form for underlig symapti når samtalemnet blev Arys slægtens 'ulykke', og det var rart at kunne undgå selvsamme sympati farve hendes mørke øjne.
Smilende rystede Aldamar afværgende på hovedet - hun skulle ikke beklage sig, fordi viden var trods alt noget der altid måtte deles. Udover det, så var sådanne emner pr. defination spænende for Aldamar, der altid var klar på en lidt svævende reflektion om hvorvidt stolthed kunne være negativt eller positivt. At han kunne tage den snak med en kvinde, se det havde han til gengæld aldrig forventet, men hvad mindre kunne man trods alt tillægge hende og hendes slægt. Det var trods alt de færreste adelsfrøkener der kun så kønne ud, de fleste af dem havde en overraskende stor viden - og det kunne man glemme. Lige indtil man mødte dem der fik modbevist de stereotyper.

Aldamar tvivlede nemlig ikke på at Astrid var mindst ligeså lært som ham, og det var efterhånden gået mere og mere op for ham, desto længere ud på aftenen de var kommet. Kløgt og intelligens var værsdatte egenskaber, men det krævede også sin del at navigere rundt i det politiske liv. Udenfra kunne det forekomme let, specielt for simple bønder der antog at deres arbejde var at sidde til aftener som denne, og se lidt pæne ud imens de sippede til deres vin. Virkeligheden var nu engang en helt anden, og Aldamar lænede sig også en anelse tilbage imens han lyttede.
"Ikke nødvendigvis skal..." svarede han overvejende, og lod en tænkende hånd glide over det sorte skæg. "... men hvis man vil have den ønskede effekt, så jah. Se, det var ikke den forkerte beslutning at tage" Aldamar smilede kortvarigt, men lagde dog mærke til at den drillende tone fra før ikke var fanget. Det gjorde dog intet, det var måske heller ikke et emne at italesætte med et smil om læberne. "Det var hvad hun følte var det rigtige.. og havde hun haft den støtte hun forventede at have omkring sig, ville der heller ikke havde været nogle dødsfald uden grund" en kort pause - der fandtes hverken forkerte eller rigtige beslutninger. "Men.... sådan udfoldede det sig ikke. Og da hun døde med en trone af mishandlede lig omkring sig" Aldamar's blik glimtede en anelse hårdt - det var slet ikke et emne at tage op med en prinsesse, men det føltes... okay. "... blev det til unødvendige dødsfald, da min mor som den næste, blev tvunget til at bide sammen og falde ind. Det virker som en giftig stolthed at hælde over hende..." Aldamar's blik blev kortvarigt en anelse fraværende ved tanken om hans ranke mor, der med en ekstra stav at støtte sig til, nu stadigvæk stod til at tage skraldet for den beslutning. Men havde lyset kommet dem til hjælp som de havde lovet, havde hun - eller de for den sags skyld, aldrig skulle opleve det til at starte med. 
Men det kunne man ikke bare lige sådan nævne. 

Astrid løftede langsomt og diskret et øjenbryn som han tænkte over sine ord og kløede sit skæg. Astrid vidste ikke rigtig hvordan hun havde det med skæg. Det kunne se meget maskulint ud, men samtidig kunne det også få en til at ligne en hulemand og ikke en adelsmand. Astrid havde endnu ikke helt besluttet sig for hvilken kategori Aldamar lå i, for hun havde jo endnu ikke set ’resten’ af han ansigt. Øjnene kneb lidt sammen som hun kunne se han tænkte over sine svar, som han formulerede dem.

Med lyttende øre og hovedet en lille smule på skrå, bed hun mærke i en ’forventet’ støtte og hvordan det mere virkede som nogle handlinger som fyrstinden af Arys skulle tage sig af, end en stolthed. Da det virkede til at Aldamar ville holde en pause fra at dele sine tanker, slog hun til. ”Hvad er det for en forventet støtte hun manglede?” Astrid havde en fornemmelse af at det var Lyset der blev snakket om. Normalt vis ville hun have konstateret sin fornemmelse, måske en smule bidsk, men dette var en privat og rolig samtale og hun havde en fornemmelse af at han måske havde behov for at snakke åbent om problematikken som han kaldte stolthed.

Hun så lidt ned i sine hænder, mens hun tænkte, da hun kom frem til en fornuftig måde at spørge ind så hun op på ham igen, ”Jeg vil måske overveje at kalde det nogle forventninger og et ansvar, end en stolthed,” hun prøvede lidt at bringe ordene op til diskusion, men det var ikke sikkert han ville lege den leg, og det var også helt okay. ”Stoltheden er jo noget Fyrstinden selv skaber, ikke bare noget hun får,” kom det fra Astrids lange tanker. Hun følte ikke man kunne få en stolthed fra andre, hun følte helt klart at det var noget man selv skabte ved at være selvsikker i alle sine handlinger.

Havde Aldamar haft en jakke yderligere på, end den han sad  i lige nu, jah så havde han gerne tilbudt den til Isenwalt arvingen. Det virkede nemlig til at de skulle blive herude i lidt tid. Og natten blev kun koldere herfra, det kunne han roligt konstatere efter at have boet et helt liv her. Men hun virkede til at være interesseret i den lidt... svævende snak der var startet, og Aldamar havde aldrig været sen til at samle op på sådan en invitation. Selvom han ikke ligefrem havde haft den med mange kvinder før, var det et nysgerrigt glimt der gled over adelsmanden da hun nu selv bød ind.
En velkommen forandring, og Arys prinsen lyttede med en overvejende mine over sit maskerede ansigt. Noget hun skabte? At han var uenig, det kunne han mærke med det samme... men hvorfor, se det ville han gerne vide. Dog var nysgerrigheden også dækket ind af en dimrende påpasselighed, og Aldamar vinkede afværgende med hånden. "Hun forventede støtte fra flere fronter... hvad specifikt, det kan kun hun vide. Og må hun hvile i fred under gudernes vågne øje" gled det glat over hans læber, da han ikke havde det store behov for at uddybe mere der omend døden i sig selv også var et emne han ikke ville afvise. Og det var jo heller ikke forkert det han svarede! Måske en dag ville begge ting kunne tages op igen. 

Aldamar lænede sig en anelse ind over sine lår idet han svingede det ene op over det andet, så han sad halvt i skrædderstilling og fulgte op på hendes andet - og i hans verden, nok mere spændende svar. "Men hvorfor bliver den nye stolthed skabt? Grundet forventningerne og ansvaret?" stemmen var ikke decideret uvenlig i sin uenighed, men havde en undersøgende klang over sig idet et havblåt blik lagde sig over Astrid's ranke skikkelse igen.

Astrid trak tænkende lidt skævt på smilebåndet, som Aladamar afværgende forklarede at han ikke kunne svare på hvilken slags støtte hun forventede.  Det hele lød lidt skørt i Astrids ører. Hvordan kunne han så påstå hun forventede støtte fra flere fronter, hvis ikke de havde snakket sammen omkring det, eller som det mindste havde en ide om hvilke støtter hun manglede? Astrid kunne i hvert fald godt tænke sig at vide hvem der havde svigtet når det var hårdest for Arys-familien. Men hun tillod sig at lade emnet ligge for denne gang, for det virkede ikke til at arvingen, som sad over for hende, var frisk på at dele sin viden. En skam. Men måske næste gang de sås ville hun kunne få noget mere ud af ham?

De lyse øjne hvilede sig på den mørkhårde arving som valgte at sætte sig anderledes end tidligere. Hvis hun havde siddet på lignende måde, ville der sikkert blive råbt ad hende fra flere fonter. Men sådan lå landet jo. Hun skulle jo helst sidde med ryggen rank og hænderne på skødet. Måske med krydsede ben, men så skulle hun også være sikker på at hun ikke viste ankler. Hvilket hun ærligt talt ikke havde lagt mærke til at hun gjorde. Hans tilhørende spørgsmål om stolthed, fik hende til at tænke et øjeblik, ”Jamen det er vel forskelligt for den individuelle hvordan stoltheden bliver skabt. Nogen bliver stolte af at leve op til forventninger og ansvar, og andre bliver stolte af at bryde det,” svarede hun mens hun kortvarigt så ud over Zircon. Kortvarigt overvejede hun om hvis hun steg op på en hest, hvor langt hun ville komme, før solens stråler ville møde hendes øjne. Men det varede kun et split sekund, før hendes blik rettede sig mod de havblå øjne.

Det var ingen hemmelighed at Aldamar holdt mange af sine kort tæt til kroppen, da det ville kunne ødelægge mere end det gavnede, hvis for mange indblik i de mere oprigtige tanker og idéer der blev vendt i hans kønne lille hoved. At han ikke vendte sine bekymringer med Astrid, var derfor mere et produkt af erfaringer end modvilje, da det krævede nogle insisterende hænder at komme ind under huden på den unge fyrstesøn. Et tavs smil af taknemmelighed trak til gengæld op i hans mundviger, da hun ikke valgte at bore mere i det. I stedet gled en eftertænksom mine over hendes eget feminine ansigt, og de blå-grønne øjne forlod hans til fordel for området overfor dem, imens Isenwalt arvingen fik sat ord på sine tanker omkring den stolthed de begge følte var vigtig at snakke om, omend Aldamar i hvert fald holdt igen med hvorfor.
Nogle gange kunne man vel også sagtens snakke, bare for snakkens skyld.

Og han måtte indrømme, at det var et svar han ikke havde set forlade hendes læber; jah på det punkt havde fyrstesønnen måske ikke forventet en sådan dybde i en af adelens mange, fornemme frøkener. De blå øjne mødte hendes i positiv forundring. Aldamar nikkede derfor langsomt - han tyggede lidt på ordende, og kunne føle hvordan et lille klik af enighed gled på plads i ham; og en behagelig - og faktisk oprigtig fremfor høflig latter gled over hans læber. "Som De dog kan sige det..." fulgte det med latteren, og hænderne blev kørt igennem de sorte krøller, og blev flettet sammen omme bagved nakken i stedet for; øjnene blev vendt opad. "Så fyrstindens selvskabte stolthed kommer af at leve op til forventninger, eller bryde rammerne der i forvejen er ridset op.." hvis man selv kunne vælge, vidste Aldamar godt hvorfra han ville finde sin stolthed. Hvis han kunne bryde samtlige traditioner, forventninger og ansvar uden skam, ville han ikke sidde med en kvinde her til aften. De blå øjne gled interesseret - faktisk langt mere interesseret end den høflige distancering han havde sat op tidligere, tilbage på Astrid. "Så... kan man selv vælge?" et spørgsmål af sandt der også havde en kant af oprigtighed i sig.
Mente Astrid at man selv kunne vælge hvorfra stoltheden havde sin oprindelse... så ville Aldamar gerne lære hvordan.

Som deres øjne mødtes igen, kunne hun se på hans ansigtsudtryk at der var et eller andet, som lød rigtig hans øre. Særligt blev det bekræftet af hans latter. Det virkede næsten som om at han var lettet, sådan som han kørte hænderne gennem håret, og så op mod himlen over dem. Da han gentog hendes ord, nikkede hun blot bekræftende, for det var lige præcis hvad hun havde sagt. Han så på hende igen, men noget var forandret, hvilket resulterede i at hun lige sikrede sig, hun sad med rank ryg, ved at spænde sin rygmuskulatur en anelse. Der var ikke rigtig noget i hendes holdning som ikke sad som det skulle.

”De må helt selv vælge,” smågrinede hun, som hun vendte sit svar direkte til ham. De var trodsalt begge arvinger, og det havde derfor stor betydning for dem begge, hvordan de levede op til deres stolthed eller hvordan de startede deres egen. Astrid var overbevist om hun ville være en del af begge puljer. Noget i hende ville i hvert fald sikre sig, at intet blev som det før havde været. Det noget var selvfølgelig hendes øjne, som i den grad vidste hvordan de kunne få folk til at overgive sig.

Hun rømmede sig en anelse, som hun overvejede om hendes spørgsmål var tilstrækkeligt, ”Hvilken tror De, at De vil vælge?” spurgte hun, som hendes blik hvilede sig interesseret på arvingen foran hende. Det kunne i den grad være interessant at vide, hvad hun skulle arbejde med i fremtiden. Chancen for de skulle arbejde sammen og mødes var jo meget høj. De handlede mest af alt om tid, før de begge ville sidde med en højere titel. Jo mere forberedt hun var på deres eventuelle forskelle, jo nemmere ville det måske blive at arbejde sammen.

Aldamar's havlblå øjne glimtede let i den dæmpede belysning, da lige præcis de ord - 'De må selv vælge', lige præcis var hvor filmen knækkede for ham. Jah, han kunne selv vælge på mange punkter. For at være ærlig, så havde den unge adelssøn nok større chance for at opnå meget af det han ville i løbet af sit liv, i kraft af sin arv alene. Men det var ligeså meget selvsamme arv der spærredes af, når vejen blev mere snirklet end traditioner foretrak, og mindre belyst dertil også.
Han ville aldrig kunne brydes med de forventninger han levede under og med, men ønskede det heller ikke. Spurgt på den her måde, jah så ønskede adelsmanden at føle stolthed i at leve op til hvad der i forvejen var forventet. Og så var de tilbage i det loop han havde nævnt tidligere, borset fra at det den her gang, blev fremstillet som et reelt valg, igen. En finurlig vinkel; Aldamar af Arys' læber trak længere ud i et mere leende smil, og lænede sig afslappet tilbage.

Dog ikke for at lade stilhed strække sig imellem dem, fordi nu rømmede Astrid sig. Unødvendigt måske - hun havde allerede Aldamar's fulde opmærksomhed, selvom det måske ikke altid fremstod sådan, med hans næsten naturlige distancering af mennesker - og især af kvinder.
Han vidste dog godt hvad han ville vælge, forstået på begge måder. Han vidste godt hvad han ønskede at vælge, og han vidste også godt, hvad han i sidste ende ville ende med at vælge.

"Ridset op i en enten-eller besltuning, så vil jeg altid sigte efter at leve op til forventningerne" smilede han glat, hvilket kom fra et sted af uselviskhed og arrogance. Han havde brede skuldre at læne sig opad, og havde svært ved at sætte sig selv i første række, uden at føle det ufortjent. Aldamar tog endnu en slurk vin, og kunne fornemme at munden dertil var blevet en anelse løsere.
Men så igen, så føler jeg ikke at det er et valg - var hvad han havde lyst til at sige. Hvad der kom ud, var dog ikke det. "Jeg ville have meget svært ved at finde stolthed i at være en rebel..." ... det var uhensigtsmæssigt i hans verden.
Men et eller andet sted, jah der kunne han næsten sværge på at Astrid var uenig. Og som han sad og betragtede hende eftertænksomt i sekunderne efter ordende havde forladt hans læber, jah der håbede han, at hun ville sætte ord på sin uenighed. Det virkede nemlig som om at der var mere end smukt sort hår og kønne øjne, til hendes ranke og royale skikkelse. 

Astrid trak på et skævt smil som han nævnte han ville leve op til forventningerne. Han virkede også lidt som typen, men alligevel havde hun håbet lidt på at han ville gå sine egne veje. Det var såmænd også rart at vide, til den dag de nok skulle arbejde sammen. Det hele skulle være til punkt og prikke og som man plejede at gøre det.

Næsten samtidig med ham tog hun en slurk af sit glas. Hun løftede lidt overrasket på brynene, som han nævnte han ville have svært ved at kunne finde stolthed i at være en rebel. Rebel ligefrem. Var det hvad Astrid var? Hun kunne ikke bide sig sikker på det endnu. ”Det er jo dér det er heldigt, at man er forskellige,” fortalte hun så og blinkede til ham. Uden helt at sige det, ville hendes uenighed om at følge forventninger måske skinne mere igennem. Et eller andet sted kunne hun måske godt se sig selv gå sine egne veje, men hun ville da klart støtte sig op af Verona eller søge råd hos hende, hvis hun blev i tvivl om hvad der ville være bedst. Astrid var sikker på at hun ville finde stolthed uanset hvad hun begav sig i. Hvilke valg Verona tog havde Astrid endnu ikke fået sat sig helt ind i, eftersom det kun havde været nogle måneder de havde haft titlerne henover hovederne. På den måde var det måske også nemmere for Astrid selv at kunne gå sin egen vej, eftersom det vigtigste var at dække Cordelias fejl til og rette op på det hun havde lavet. Hvis Isenwald nogensinde skulle være til at stole på var det i hvert fald vigtigt at tage nogle fornuftige beslutninger.

Som værende lidt af en regelrytter af natur, kunne det ikke komme som den største overraskelse, at Aldamar svar passede sig til det han burde svare. Meget af hans liv havde været centreret om det ene ønske at leve op til en hvis forventning af sin familie - og sig selv, og givet at han ønskede en position af frihed senere i hans liv, jah så var det en lille pris at betale nu. At efterleve reglerne, og holde sig... nogenlunde på dydens smalle sti. Upsere skete, og når de gjorde, måtte de gerne holdes så meget under tæppet som muligt. 

Dog kunne han ikke stoppe et smil i at strække sig ved de undvigende ord, og Aldamar nikkede dertil langsomt. At hun var uenig, det sagde hun selvfølgelig ikke direkte. Men den elegante formulering var en han kunne både forstå såvel som acceptere, og Arys prinsen hævede dertil til glas med et smil der havde udviklet sig en anelse hemmelighedsfuldt. "Til forskelligheder" han havde altid brudt sig om dem der turde gå deres egne veje. 
Måske ville han en dag være mere standhaftig i de beslutninger selv... man kunne vel både håbe og prøve. 

Med det ene ben stadigvæk foldet over det andet, lænede Aldamar sig en anelse tilbage imod den kølige stenmur og vendte blikket opad igen. En overskyet nattehimmel befandt sig over de to sjæle, og fyrstesønnen havde ofte kunne fortabe sig i dens stjernevrimmel, når skyerne ikke dækkede den ind. Den her nat, var dog en undtagelse hvad angik stjernerne, men ikke fortabelsen. 
"Møder De mange fordomme?" et spørgsmål der egentlig ikke burde stilles prinsessen, og et der primært kom af vinens effekt på hans tanker; Aldamar følte hvordan han med det samme fortrød den lidt for... personlige vinkel i det, og håbede hun ikke tog det ilde op.
Det var ingen hemmelighed at mange skyede Isenwalt familien efter hvad der var sket, og Aldamar kunne godt forstå det. Det havde trods alt været lidt af en skandale. Men... han var kommet til at tænke på det. 
Fordomme - eller bekymringerne derom - lå han lidt for tæt til hjertet, til at han helt kunne ignorere hverken dem eller det. 

Astrid var glad for der spredte sig et smil på Aldamars læber. Om smilet reelt var for at dække, at han helst slet ikke så at man var forskellige, kunne hun dog ikke rigtig finde ud af, før han ville skåle med hende. Hun hævede sit vinglas til skålen og gentog: ”Til forskelligheder,” lød det med et bredt smil, som virkede ret så tilfreds omkring at skåle på det. Hun tog så en tår af vinen og tillod sig at nyde smagen ved at lukke øjnene lidt som hun sænkede glasset fra sine læber igen.

Hun undslap et lille suk, inden hun åbnede sine øjne igen og så over på ham. De lyse øjne fulgte så hans op mod den overskyede himmel. Hendes blik faldt dog tilbage på ham med det samme, som han spurgte ind til fordomme. Var det vinen eller en underliggende vrede der varmede i brystet, som han sagde disse ord?
”Hele tiden,” sukkede hun. ”Er det nogen særlige de tænker på?” spurgte hun og tillod sig at smågrine for at løsne lidt på spændingen hun havde skaffet sig selv. Hun lød helt rolig, ligesom tidligere.

Der var jo fordomme om at hun ikke vidste noget, at hun ikke kunne noget; at hun aldrig nogensinde ville være klar til fyrstetitlen. Fordomme om, at hun ville være lige så svag som Cordelia og fordomme om hendes stærke holdning til at ville stå alene, uden en mand ved siden, ville svække hendes stilling. Sidst nævnte var nok kun hvis man kendte hende godt, eller havde været så ynkelig at præsentere sig selv for hende med sigt om et giftemål. Tjenestefolkene på Isenborg havde sikkert også mange fordomme om at alle ville leve med evig frygt om at se Astrid i øjnene, i frygt om at blive udsat for hendes evne. Og evnen havde hun jo fint styr på! Det var så sjældent den glippede og den blev faktisk kun brugt når det virkelig var nødvendigt!
… eller når den forkælede mås blev lidt for grådig…

Ja, listen af fordomme endeløs. 

Ikke overraskende gled ordende 'hele tiden' over fyrstedatterens buede læber, og Aldamar måtte lade et mentalt suk følge med hendes hørbare, da han godt kunne forestille sig bare en lille grad af frustrationen der lå i det, selvom hans frustrationer nok nærmere lænede sig op af skam eller frygt for at skuffe. De mørkeblå øjne gled til siden som hun spurgte ind til om der var noget særligt der faldt Aldamar på sinde, og en overvejende trækning fik smilerynker til at danse over kæben. 
Det overraskede ham ikke at der var en god del af dem... det var måske derfor hun havde virket så fjendsk overfor ham i starten, hviskede en spørgende stemme. 
"Ikke andet end det sædvanelige sladder" Kiles orden, fyrstindens fald, den generelle kamp imod varulve og vampyrer, som kunne gøre livet surt for familiens medlemmer. Derudover, ville det jo ikke være en rigtig fyrstefamilie, hvis familien internt ikke havde sine egne problemer. 
Han vidste at de trods alt havde deres egne, her på Ædelborg. 

"Jeg tænker bare at det har været et meget anderledes liv, siden Cordelia's fald... og, jah..." brynene gled en anelse imod hinanden idet at han ikke helt kunne bedømme hvor han var på vej hen med den sætning, og fyrstesønnen lænede sig en anelse frem fra væggen igen, albyerne hvilene imod lårene imens den røde væske blikfængslende blev snurret omkring i vinglasset. Doven rød imod gennemsigtig. 
"... hvis De har brug for en ven, så bør De vide at jeg i hvert fald ikke er en fjende" Aldamar smilede en anelse skævt, inden at han løftede glasset til læberne for at tømme den for det sidste indhold. Hun havde virket uhyrer mistænksom overfor ham i starten af deres møde... og hvis hun hele tiden skulle forsvare sig selv eller sit krav på blot at være, jah så forstod han godt hvorfor.
Aldamar kiggede en anelse på hende, og gjorde måske også mine til at rejse sig. Fiestilighederne var trods alt stadigvæk derinde. 

Den sædvanlige sladder. Det gjorde, utroligt nok, lidt ondt i brystet at høre, for så var der i hvert fald noget han havde hørt – men selvfølgelig havde han jo det. Han var fyrstesøn og arving, ligesom hende selv. De skulle jo vide alt hvad der foregik omkring dem. Hendes blik sank til hendes hænder, som hun samlede foran sig på sit skød. Ikke fordi hun så sørgmodig ud, for hun sad stadig rank og pænt. Man ville måske påstå at hendes tanker var sat i gang omkring hvad for noget sladder han havde hørt.

Hans ord landede tungt, som han selv fortalte han godt kunne forestille sig livet var blevet meget anderledes siden Cordelias fald. Astrid havde som sådan ikke haft noget imod Cordelia, men alligevel vendte det sig lidt i Astrid, som hun blev nævnt. Det var så svært at forholde sig til, eftersom hun var et ’risikabelt emne’.
Hun følte ikke det var nødvendigt at kommentere på at det var noget af en omvæltning i livet, for bare det at gå fra komtesse til arving af Isenwald var mere end rigeligt. Selvom Aldamar ikke aldrig havde været i Astrids sko, var hun næsten sikker på at han havde en fornemmelse af hvor meget alt var forandret.
Da han forsatte sin sætning, var det da først ved hans sidste ord, hun vendte blikket tilbage mod ham. ”Tak, og i lige måde, hvis De skulle få brug for det,” lød det roligt og taknemmeligt. Hun havde et øjeblik overvejet at kalde ham ved hans fornavn – men der lå nok en grund til at han brugte ’ikke en fjende’. Måske han ikke så dem som venner. Hvilket til dels var forståeligt. Hun var selvfølgelig heller ikke helt frisk på at behandle ham som en ven. Venner var trodsalt ikke noget hun havde mange af.

Hun bed godt mærke i at han lagde an til at rejse sig. Hun overvejede et øjeblik at blive ude på balkonen og nyde den kølige vind og se lidt mere på den overskyede nattehimmel – men så igen var det også lidt kold. ”Skal vi gå indenfor?” spurgte hun, som hun lagde sine hænder på sine knæ, klar til at rejse sig sammen med ham, og følges indenfor.

Et lille smil dansede over Aldamar's læber ved hendes ord, og han kunne ikke lade værd med at le en anelse indvendigt. Det ville være en dag hvor at grise fløj på himlen, førhen at Aldamar ville have det i sig at bede den mørkhårede pige om et ører at brokke sig til, eller en ven at støtte sig op af. Det var han alt for stolt til at lade være en mulighed, og for at være ærlig... virkede hun ikke videre interesseret i det heller, ordrende til trods. 
Nej, så hellere holde det internt, trods det måske ville være meget sundt for fyrstesønnen at skabe nogle dybere relationer med de jævnaldrende i hans lag. Meget sundt, meget fornuftigt.. og virkelig ikke noget han kunne se sig selv gøre. Endnu i hvert fald. 

Måske en dag i fremtiden ville det se noget anderledes ud, og man kunne håbe at relationen ville blive bedre - Isenwald familien var trods alt en af dem, han ville mene de sås mere og mere med. Familie relationer såvel som politisk enighed; han kunne ikke se en fremtid hvor at Astrids tårnhøje skikkelse ikke var en decideret del af den. 
Aldamar var dog ikke sen til at nikke til hendes tilbud, og med et lille grynt rejste han sig fra bænkens kolde stenlag, og smilede til den jævnaldrende arving. "Lad os, festen mangler sine hovedattraktioner" grinte han en anelse mildt, og selvom han ikke nødvendigvis så sig selv som værende en attraktion til festen, ville det være underligt hvis de begge forsvandt, i længere tid end bare som så.