Isiodith lo atter, den så karakteristiske klukkende latter. Hendes isblå øjne var opspærrede af lige dele vantro og morskab, som Relyua nævnte den en mandlig prostituerede, men i Isiodiths spinkle bryst, gnistrede kun lethed. Uden bjergelveren vidste det, havde han givet hende mere godt, end han nogensinde kunne begribe.
Den unge skovelver lagde sit hjerteformede ansigt i eftertænksomme folder, der dog var ligeså påtaget som hendes spøgefuldheder. ”
Det er faktisk ikke en helt skidt idé! Hvor mon man finder sådan en?”, spurgte hun, hvorefter hun så på Relyua, som ville han af alle vide det. ”
Han skal desuden være flot! Du ved, med en muskuløs brystkasse, flotte øjne og et charmerende smil. Så kan han næsten få lov til at gøre mig gravid helt gratis!”, udbrød hun, men så snart ordene havde undsluppet hendes læber, hamrede hun den ene af sine spinkle hænder op foran de bløde læber.
”
Det hørte du mig ikke sige!”, udbrød hun hastigt, hvorefter hun skar en lidende grimasse. Hendes røde kinder antog en kraftigere farve, en der tilnærmelsesvis kunne beskrives som tomatrød, og hun hvinede af skam, i det også hun nu måtte gemme sit ansigt i hænderne. Sikke et kønt par de var, tænkte en moret tanke, hvorefter Isiodith satte træskålen fra sig og faldt om i de bløde tæpper.
Som hun lå ned, kunne hun se den stjerneklare nattehimmel, og efter at have betragtet den fascineret i en kort rum tid, smilede hun bredt til Relyua. ”
Det lyder… helt fantastisk Reluya”, sagde hun, og ganske sandfærdigt, hvorefter hun blinkede til ham. Der var nu mange første gange, men som bjergelveren teede sig, kunne hun kun finde frem til en forklaring.