Træt kørte Nicola hånden henover panden for at få tørret det værste sved væk. Det havde kun været en drøm.. en helt forfærdelig drøm, men kun en drøm, et mareridt. Et mareridt som byggede på virkelige hændelser, men det kunne han aldrig fortælle nogen, for så ville Enzel da først forsøge at slå ham ihjel.
"Det var bare en ond drøm" mumlede han. Det måtte da være et eller andet han kunne gøre for at slippe for mareridtene? På den anden side, det ville jo være spildte kræfter, for så snart Phillippe lod ham gå, ville mareridtet slutte for altid. Det var skræmmende, at Nicola var nået til et punkt, hvor det virkede som en beroligende tanke, men alligevel fik det hans puls til at falde stille og roligt.

Da Phillippe endelig flyttede sig, udnyttede Nicola muligheden for at sætte sig op, så han kunne strække sin ømme krop. Alt gjorde stadig ondt, især efter at han havde vredet sig sådan mens Phillippe holdt ham nede. Nicola førte en hånd op for at massere nakken, mens han så over på Phillippe.
"Det er dit hus" Det var ikke ham, som skulle bestemme, hvorvidt Phillippe skulle smide trøjen. Igen rettede han blikket ud mod det dunkle rum, hvordan skulle han forklare mareridtet til Phillippe?

Lyden af tøj som blev trukket over hovedet, undgik ikke Nicolas opmærksomme ører, og han kunne ikke lade være med at se på Phillippes nu bare overkrop. Han havde næsten glemt, hvor smuk han var. Mon der var en anden grund end varmen til, at Phillippe smed tøjet? Næppe.. Men måske Nicola kunne udnytte det til sin fordel.
Langsomt fik han kæmpet sig op på knæ, så han kunne kravle hen og sætte sig overskrævs på Phillippes skød. Det gjorde ondt i hans mishandlede krop, især bagtil, men det var ligemeget for nu. Hænderne gled op af Phillippes brystkasse, op over hans nakke og op til håret, hvor Nicola viklede fingrene ind i de lange lokker. Et øjeblik sad han bare og stirrede på Phillippe, nød hans skønhed, som var det sidste gang, han så ham. Langsomt rykkede Nicola hovedet tættere på, indtil han kunne presse læberne mod hans i et krævende kys.

 Først løftede Phillippes øjenbryn sig til Nicolas kommentar, inden de rynkede sig lidt. Bare en ond drøm.. Phillippe havde svært ved at tro på det, men fandt det også tydeligt at Nicola ikke ønskede at snakke om det. Phillippe var dog ikke tilfreds med det. Nu havde han trods alt reddet Nicola her hjem fra den kolde gade, så kunne han da i det mindste bare få lidt forklaringer over hvad der var skete eller skete med ham. Det kunne umuligt være fordi han stadig var sur på Phillippe, kunne det? 
 " Det virkede ellers ikke bare som en ond drøm.. " prikkede han let til Nicola, men mere gjorde han ikke, og han regnede egentlig ikke med at få mere svar fra Nicola omkring det.

 Som Nicola smed alt ansvar fra sig, omkring om Phillippe måtte tage trøjen var, kunne han ikke holde en lidt irriteret grimasse tilbage fra at finde vej til hans ansigt. Det var da fuldstændig lige godt om det var Phillippes hus eller ej. Hvis Nicola ikke brød sig om, at han smed trøjen, skulle han da nok lade vær. Han kunne godt overleve at ligge og have det varmt, selvom det da var mere behageligt hvis han tog trøjen af. Phillippe valgte dog ikke at kommentere på det, og tog i stedet blot trøjen af og smed den på gulvet. Hvis Nicola ombestemte sig, kunne han altid tage den på igen. 
 Pludselig begyndte Nicola at flytte på sig. Phillippes blik flyttede sig hurtigt hen mod Nicolas skikkelse, trods han ikke rigtig kunne se ham. Hans øjne havde vænnet sig nogenlunde til mørket, men han kunne slet ikke se lige så godt som Nicola. I stedet kunne han blot ane Nicolas skikkelse som den kravlede ind over ham, forvirret om Nicola var på vej væk. 
 " Nicola?  " kom det en smule spørgende fra ham, men da Nicola i stedet satte sig til rette oven på ham, følte han sig egentlig endnu mere forvirret og en smule splittet. Nicola havde været så sølle da han havde fundet ham, og Nicola havde sikkert ondt flere steder end Phillippe kunne forstille sig. Derudover var de ikke ligefrem sluttet af på specielt god fod sidst, og det her virkede som noget af en skift fra den dag. Phillippes hænder fandt dog alligevel vej til Nicolas små hofter, mens han en smule usikkert sank en klump, som Nicolas hænder gled over hans brystkasse. 
 
 Phillippes blik søgte Nicolas som hænderne viklede sig ind i hans hår. Han prøvede at finde ud af hvad Nicola ville. Hvilke tanker der gik igennem halvdyret hoved, men han havde ikke sådan nogle fancy evner. Nicolas hoved begyndte så langsomt at komme tættere på.
 " Nicola.. Du behøver ikke..  " hviskede Phillippe, som var han bange for noget ville gå i stykker, hvis han snakkede højrere. Ordene forsandt også lidt som de blev sagt, distraheret af Nicolas læber der kom tættere på.
 " Det er oka..  " længere nåede han ikke før deres læber ramte hinanden og ordene forstummede i det krævende kys der blev startet. Phillippes øjnene gled i som han sukkede nydende og tilfreds mod Nicolas læber. Hænderne der lå på Nicolas hofter tog forsigtigt lidt mere fast, som han trykkede Nicola tættere mod sig. Åh hvor havde han tænkt meget på Nicola lige siden han var forstundet fra den lille altan. Han havde savnet alt ved halvdyret, og følte at han var klar til at gøre hvad som helst for Nicola. 

Stakkels Phillippe, han måtte være så forvirret over alt det her. Deres sidste møde stod stadig alt for tydeligt i Nicolas hukommelse, og nu kastede han sig over ham på denne måde. Det mest rimelige ville være at give Phillippe en ordentlig forklaring.. Men hvordan kunne man forklare folk, at man var træt af livet? Især når den mand, han skulle forklare det til, var den eneste, som han faktisk holdt af. Så var det bedre, og nemmere, at distrahere Phillippe. For at øjeblik få ham til at glemme bekymringerne og forvirringen. Forhåbentlig kunne deres sidste nat sammen så blive god. Desuden sparrede det også Nicola for at komme på en nogenlunde troværdig løgn som kunne forklare mareridtet. 

Selv Phillippes forholdsvis blide greb, fik det til at gøre så ondt i Nicolas mishandlede krop, at han gav sig lidt af smerte mod Phillippes læber. Nervøst forsøgte han at skjule det med et lavt støn. For alt i verdenen måtte Phillippe ikke stoppe, hvad de havde gang i nu. Det var det tætteste Nicola havde haft på noget som føltes normalt i lang tid. Selvom det fik det til at gøre så ondt, at han næsten blev svimmel, begyndte Nicola at bevæge sig lidt frem og tilbage i håbet om, at det ville skubbe lidt til Phillippes lyst. Forhåbentlig ville han være i stand til at stoppe før de gik alt for langt, ellers ville han da først have et forklaringsproblem overfor Phillippe.

 Trods forvirringen og den lette ubehag ved hele situationen, kunne Phillippe ikke lade vær med at blive opslugt af de fantastiske følelser ved at havde Nicola så tæt på sig igen. Han havde det skidt med at Nicola bare sprang på ham på den måde, mest fordi han gik ud fra at Nicola umuligt kunne havde det vildt fedt, og nok gjorde det udelukkende for at slippe for at snakke om hvad der var sket. Ikke at han kunne slippe helt, men lige nu kunne Phillippe ikke koncentrere sig om at sammensætte et spørgsmål. 
 Det lille støn fra Nicola gik ikke fordi Phillippes øre, men fordi han var fuldt ud opslugt af Nicola og hans krop, bed han ikke mærke i, at det blot var et dække. I stedet rettede han sig op, så han kunne læne sig lidt ind over Nicola. Den ene hånd forlod hans hofte, for glide ind under Nicolas trøje og op af hans ryg. Hånden stoppede mellem hans skulderblade så han kunne holder Nicola tæt ind til sig. Den anden hånd slap også grebet om hoften, og gled i stedet lidt længere ned, så den kunne ligge sig lidt mod Nicolas balle, hvor tommelfingeren i første omgang bare nussede ham lidt.

 Allerede blot fra deres fortryllende kys, var der begyndt at komme liv mellem Phillippes ben. Han havde virkelig savnet Nicola, og det var først rigtigt nu det gik op for ham hvor meget, og hvor meget afslutningen på deres sidste møde havde gået ham på. Han havde virkelig længtes efter Nicola, og det havde bestemt ikke hjulpet at han ikke kunne få Nicola ud af tankerne, som han ellers så nemt plejede at kunne når han havde haft noget længerevarende med andre. 
 Phillippe stønnede lavt mod Nicola læber, da halvdyret begyndte at bevæge sig over ham, og meget hurtigt blev det noget så presset i bukserne. En smule modvilligt trak Phillippe hovedet fra kysset, og lod i stedet læberne kærtegne Nicolas hals med kys. Han følte sig overdrevet svimmel på grund at kysset, som hans hjerte hamrede derudaf i vildskab, mens en lettere uvant følelse virkede til at ville eksplodere i hans maven. Phillippe vidste ikke helt hvad det var for en følelse, men han vidste at han ikke havde lyst til at slippe Nicola. Ligenu havde Phillippe faktisk ikke lyst til nogensinde at slippe Nicola igen. 
 " Ah.. Nicola...  " stønnede Phillippe mod Nicolas hals, som bevægelserne fra Nicola blev ved med at sende hav af dejlige følelser igennem hans krop.

Som Phillippe lænede sig lidt ind over ham, havde Nicola ikke meget andet valg end at læne sig bag ud. Det i sig selv gjorde rigeligt ondt, men da Phillippe så lagde en hånd mod hans ryg så han kunne presse ham ind mod sig, kunne Nicola ikke lade være med at gispe lavt af smerte. Det ville være så nemt lige at bede Phillippe om at være lidt mere forsigtig, og fordi han var en god mand, ville han jo formentlig høre efter. Men nu havde de jo lige gang i noget rigtig godt, i hvert fald rigtig godt for Phillipe for Nicola var fuldkommen død mellem benene, så Nicola kunne næsten ikke holde ud, hvis Phillippe igen skulle se på ham med det der medlidende blik.

Nicola ønskede virkelig, at han kunne hove tøjet af sig selv og Phillippe, så de for alvor kunne nyde hinanden. Bare det at være så tæt på Phillippe føltes, ja, nærmest normalt, så det ville vel kun blive bedre, hvis de faktisk kunne være rigtig sammen? Men nok kunne Nicola ignorere de mange smerter i kroppen, især når det var så tydeligt, at Phillippe nød behandlingen.. Men der var grænser. Asad havde ganske enkelt mishandlet ham alt for meget til, at han overhovedet turde forsøge. Hvis Phillippe havde været bekymret før, ville det da først hyle ham ud af den, hvis Nicola begyndte at ligge og skrige når Phillippe forsøgte at stikke den ind.

Forsigtigt viklede Nicola fingrene ud af Phillippes hår, så han nemmere kunne trække sig fra kysset. Kærtegnene mod halsen fik hans hjerte til at banke hurtigere.. hvad var det dog Phillippe gjorde ved ham. Det var lige før Nicola fik tårer i øjnene. Det ville være så let at blive her hos Phillippe, men han ville ikke være i stand til at give ham, hvad han virkelig fortjente, og så ville det være bedre at forsvinde, ogaå selvom et gjorde forræderisk ondt i hjertet.

 Aldrig i sit liv kunne Phillippe forstille sig, at han kunne gøre Nicola ondt med med vilje. Eller nogen anden, for den sags skyld. Det var bare sådan han var. Derfor ville han selvfølgelig også stoppe hvad han havde gang i med det samme, hvis Nicola gav mere udtryk for at det gøre ondt. Lydene Nicola kom med lød til forveksling utroligt meget som om han nød det, mest fordi Phillippe selv nødt hvad de lavede ubeskriveligt meget. Derfor tænkte han slet ikke over at han gjorde Nicola ondt.
 De kærtegnende kys mod Nicolas hals udviklede sig til blide nap der skiftede lidt mellem at være med læberne og tænderne. Af og til slap en let støn ud mellem nappene, på grund af Nicola bevægelser over ham. 

 Allerede var Phillippe så hård at det dunkede hårdt og ubehageligt mellem hans ben, og bukserne pressede irriterende mod ham. Det betød dog ikke at han bare skyndte sig videre, så han kunne få det ud af det han ville. Først og fremmest nød han at tilfredsstille andre, men selvom han ikke lige bed mærke i at det han gjorde, gjorde ondt på Nicola så var det stadig meget tydeligt i hans erindring at Nicola havde været udsat for et eller andet. 
 Phillippes hånd, der hvilede mod Nicolas balle, gled over hans lår og op mellem hans ben, hvor Phillippe egentlig forventede i hvert fald en lidt hård bule. Det der mødt Phillippes hånd, var dog langt fra hårdt. Nappene mod Nicolas hals blev en smule hakkende, som Phillippe ærlig talt blev en kende forvirret. Det var selvfølgelig ikke fordi Phillippe lige frem havde vildt høje tanker om sig selv, og forventede at han kunne tænde en hver, men på bordellet var Nicola blevet hård ved bare at tilfredsstille Phillippe. Derfor forstod han ikke hvorfor der ikke var liv nu. Det lød jo til Nicola nød det?
 Trods forvirringen over Nicolas manglende hårdhed, gav Phillippe sig til at massere lidt på Nicola. Måske var der bare hvad der var sket med ham, der påvirkede ham lidt? Nappene der næsten var gået i stå midt i forvirringen begyndte lidt igen, men usikkerheden for hvorfor Nicola ikke var blevet hård endnu trykkede sig alligevel på, og Phillippe følte sig nødsaget til at sikre sig at Nicola var okay med det hele, selvom det var Nicola selv der havde startet.
 " Er det okay? " Mumlede han mod Nicola hals, inden han trak hovedet lidt til sig. Nicola fik ikke længe til at svare, før Phillippe pressede deres læber mod hinanden i et kys. Hånden mellem Nicolas skulderblade trak sig en smule, inden den blidt kørte ned over Nicolas ryg igen. Hånden forsatte videre ned og maste sig lidt ned i Nicolas bukser, og hånden lagde sig mod den nøgne balle. Imens forsatte hånden foran med at prøve og vække lidt liv i Nicola, så Philippe vidste det var okay at forsætte. 

 Hånden der havde fået sig forvildet ned i Nicolas bukser, flyttede lidt på sig, så den blidt og forsigtigt kunne massere Nicolas hul imens. Det havde ikke være et problem for, så Phillippe regnede stærkt med at mærke et nydende suk mod hans læber. 

Nicola kunne mærke den dårlige samvittighed brede sig i kroppen, da Phillippes hånd søgte ned mod hans underliv, kun for at opdage en total mangel på hårdhed. Man skulle være idiot for ikke at fornemme den stakkel mands forvirring. Det var jo ikke Phillippes skyld, at det område lige nu var fuldkommen dødt, og de ellers dejlige bevægelser gjorde ikke noget for at vække lidt liv. Om Phillippe så var faldet på knæ og havde taget Nicola i munden, var der nok stadig ikke sket noget, det var Nicola alt for ødelagt til.
Nicola skulle lige til at bekræfte, at det hele var okay, men inden han nåede chancen, pressede Phillippe atter sine læber mod hans, så i stedet blev det bare til en bekræftende brummen. Det måtte vel betyde, at Phillippe også var okay med situationen? Nicola sukkede lavt inden han lukkede øjnene i et forsøg på at nyde behandlingen bare en lille smule.  

Det var okay. Så længe Phillippe holdt sig til kun at gramse, så skulle det nok gå. Han havde jo været så forsigtig indtil nu, så hvorfor skulle det ændre sig? Hvorfor spørge, om det var okay, hvis han så valgte at gå alt for hurtigt frem. Nicola kunne mærke uroen forsøge at sprede sig i kroppen, men han forsøgte at berolige sig selv, Phillippe ville aldrig gøre noget, som var over grænsen. Nicola havde næsten formået at få styr på sig selv, da han mærkede, at Phillippes hånd bevægede sig længere ned, og inden han overhovedet kunne nå at reagere, mærkede han en finger med sit hul. Med et højt smertefyldt gisp nærmest kastede han sig væk fra Phillippe, så han faldt ned på gulvet med et højt bump. Fuldkommen panisk krøllede Nicola sig sammen, så han sad med knæene presset med brystkassen og hovedet mod knæene. Han begravede hænderne i håret, mens han begyndte at rokke stille frem og tilbage. Uden at han egentlig selv havde bemærket det, var tårerne begynde at løbe lydløst ned ad hans kinder. 

 Alt var fantastisk og vidunderligt. Det hele snurrede for Phillippe på en dejlig behagelig måde, og han følte en gang imellem et dumt smil snige sig over hans læber under kysset. Phillippe var nærmest i den syvende himmel. Indtil skuffelsen og forvirringen tog over igen.
 Selvom Phillippes hånd kærtegnede og masserede Nicola det bedste og kærligste han kunne, skete der ingenting. Han blev en smule distraheret i kysset, og rynkede panden en smule. Var det noget Phillippe gjorde, der var skyld i, at Nicola ikke kunne blive hård? Eller noget han ikke gjorde? Var det alligevel ikke så okay mellem dem som han havde troet? 

 Det sidste forsøg på at lidt mere gang i Nicola var hånden i hans bukser. Ville Nicola ikke have det, ville han vel sige det, og så vidste  Phillippe at det var slut. I hvert fald for nu. Det var med en spændt følelse at hånden kom ned i Nicolas bukser. Hvis ikke det her gjorde en forskel, vidste Phillippe ikke hvad han ellers skulle gøre.
 
 Lyden der denne gang kom fra Nicola gjorde ondt i Phillippes hjerte, og lige så hurtigt som Nicola flyttede sig, hev Phillippe begge hænder til sig og holdt dem op i luften for vise han nok skulle holde dem sig selv. Men det var ikke nok, og Nicola fløj væk fra ham. Forskrækket og en smule skræmt så han ned på Nicola som krøllede sig sammen nede på gulvet. Uden helt at vide hvad der var sket, blev han bare siddende i sengen med hænderne lidt i luften.
 " Undskyld! Jeg ville ikke.. Det var ikke fordi jeg.. Nicola! Undskyld!  " Phillippes stemme var en smule panisk. Han vidste ikke hvad han havde gjort, men det lignede virkelig at han havde ødelagt Nicola. Hans blikket flakkede lidt søgende rundt på Nicola i håb om at se eller andet andet, der sagde at det var okay. At det ikke var hans skyld. Men der var ingenting at se. Kun en ødelagt Nicola. 

 Phillippes hjerte sad helt oppe i hans hals, og hamrede derudaf. Men nu var det en anden følelse, end det havde været tidligere, der fik hans hjerte til at hamre så vildt. Nervøst sank Phillippe en klump, inden han langsomt tog hænderne ned, og bevægede sig ned på gulvet og mod Nicola.
 " Nicola.. Snak med mig.. " mumlede han trist og usikkert.
 " Vil du ikke nok.. Fortælle hvad der er sket.. Du er jo ikke okay..? " han var ikke en gang sikker på at Nicola kunne hører ham, selvom de var lige ved siden af hinanden. Guderne måtte vide hvor Nicolas tanker og hoved var henne. Phillippe rykkede sig forsigtigt helt hen til Nicola. Han ville gerne ligge armene om ham, og trække ham blidt ind til sig, men var bange for det bare ville gøre det hele værre, så han blev bare siddede ved ham, og lod lidt Nicola om at komme til ham i stedet.

Det havde kun været en lille ting. Ja, det havde gjort ondt, men Nicola havde trods alt prøvet værre. Alligevel havde det været nok til at skubbe Nicola helt ud over kanten, så han for alvor gik i stykker. Det var egentlig skræmmende, så skrøbelig han var blevet især taget i betragtning af, hvor meget han allerede havde overlevet. Men det var ligegyldigt nu.. Alt var ligegyldigt nu, hvor han havde ødelagt det sidste gode, som han havde i sit liv.

Frustreret rev Nicola sig i håret i håbet om, at den velkendte smerte ville bringe ham nogenlunde til virkeligheden, men det virkede ikke! Det var som om, at han var fanget i endnu et mareridt, men dette kunne han ikke vågne fra.
"Nej nej nej" mumlede Nicola, mens han fortsat rokkede frem og tilbage. Han havde ikke engang rigtig hørt, hvad Phillippe havde sagt til ham, han var fanget i sit eget hoved. Det mindede næsten om, da Enzel havde holdt ham fanget i kisten henover den forfærdelig lange nat. Mindet alene var nok til, at han hjerte begyndte at banke hurtigere. Han kunne ikke slippe væk, kunne ikke stikke af. Hænderne blev gjort fri af håret, og i stedet pressede han dem hårdt mod øjnene. Alle de forfærdelige minder! Det var som om nogen havde ført ham direkte tilbage, hvis han åbnede øjnene var han endda sikker på, at han ville se indersiden af kisten eller den forfærdelige celle, hvor orken blev holdt fanget.

Det var som om, at Nicola ikke engang var tilstede i sin egen krop. Han kunne ikke mærke tårene som løb ned ad kinderne, og han kunne ikke mærke hvor voldsomt kroppen rystede. Uden nogen form for mulighed for at gøre noget ved det, begyndte han at trække vejret hurtigere og hurtigere. Det føltes som om hele rummet gyngede.. Hvis han besvimede, ville de forfærdelige minder så lade ham være?

 Der var ikke rigtig nogen reaktion fra Nicola, og Phillippe konstaterede hurtigt at han var et helt andet sted mentalt. Ikke at det rigtig hjalp Phillippe, for det gjorde egentlig bare han endnu mindre vidste hvad han skulle gøre. Han kunne jo ikke bare lade Nicola sidde der jo gulvet og gå fra hinanden, kunne han? Bare tanken om det, det helt ondt i maven på Phillippe, så det var mere en tydeligt at det ikke var en mulighed.
 For lidt bedre at have et overblik over hvad der skete med Nicola, valgte Phillippe at rejse sig, da Nicola ikke lænede sig ind til ham. Hurtigt fik han tændt den lille olielampe, så der kom lidt lys, og Phillippe kunne se Nicola, og måske lidt bedre forstå hvad der skete og hjælpe. 

 Efterfølgende satte han sig ned til Nicola igen, og her tog han en, måske, lidt drastisk beslutning. Igen rykkede han sig helt hen til Nicola, men i stedet for bare at sidde og vente på Nicola gjorde noget, lagde Phillippe armene om Nicola. De ene lagde sig lidt om hans arm, for at holde dem ind til hans krop, hvis han skulle kæmpe imod, den anden lagde sig så han kunne stryge Nicola over håret og nusse han bag den plyssede ører.
 " Shhhhh... " lød det beroligende fra den store mand, mens han blidt vippede lidt med halvdyret ind til sig. Han nussede forsigtigt Nicola, og kæmpede han imod, holdt Phillippe ham lidt fast, indtil han blev mere rolig. 
 " Shh.. Det skal nok gå..  " han lænede hovedet lidt ned mod Nicolas hoved, og kyssede ham ømt mod håret.
 " Det er bare mig.. Det er bare Phillippe..  " Hvis Nicola blev helt rolig, og ikke slog fra sig eller kæmpede imod, ville Phillippe trække Nicola helt op på sit skød, så han bedre kunne trykke Nicola godt ind til sig. 

Forskrækket forsøgte Nicola at rykke sig væk, da et par arme beskyttende lagde sig om ham. Var det Enzel, som kom efter ham? Eller måske endda Sobek, som endelig havde besluttet sig for atter at smide ham tilbage i buret? Svagt forsøgte han at kæmpe imod, men han var efterhånden så afkræftet, at det ikke var svært at holde ham fast.
Kunne det passe, at hvem end der holdt ham fast, også nussede ham over håret? Det kunne hverken være Enzel eller Sobek så, det var de slet ikke blide nok til, men på den anden ide så stolede Nicola ikke rigtig på, at det ikke var noget, han bildte sig ind.

Uden brok lod Nicola sig trække op på skødet af.. hvem end det nu var. Det var i hvert fald en bekendt lugt, sådan lidt af træ. Phillippe. Det var Phillippe som lugtede sådan, og det var Phillippe som sad og beskyttede ham, mens han stille og roligt faldt fra hinanden. Efter alt forfærdelog han havde sagt og gjort, var det stadig Phillippe, som tog sig af ham. 
Langsomt fjernede Nicola hænderne fra øjnene, og lagde dem i stedet i skødet. Hovedet blev drejet, så han kunne gemme det ved Phillippes brystkasse. Det var som om, at noget brast inden i ham, og så begyndte tårene ellers at løbe. Kroppen blev gennerystet af et dybt hulk, og da dæmningen først var brast sammen, blev hulket efterfulgt af mange flere.

Nicola var generelt ikke typen der græd. Han havde grædt, mens Sobek tævede han, men han kunne ikke menes, at han faktisk rigtig havde grædt siden da. Tårer gjorde en svag, og det havde han simpelthen ikke råd til. Men som da sad der, var der slet ikke noget, som Nicola kunne gøre. Tårerne blev ved med at strømme ned ad hans kinder, mens han gemte ansigtet mod Phillippes brystkasse, og han blev siddende på samme måde, helt tavs bortset fra hulkene, indtil tårene til sidst holdt op med at løbe.

 Phillippe sad bare helt stille og rolig, og lod Nicola komme ud med alt det han tydeligvis havde lagt og holdt inde. Det gjorde utroligt ondt på Phillippe, men han prøvede at holde det for sig selv. Han var ret sikker på Nicola havde det hårdt nok for dem begge to. Så i stedet sad han bare og hold om Nicola, nussede og aede ham, kyssede ham på hovedet og hviskede beroligende ord og sætninger. Vuggede lidt fra side til side, med ham i favnen, indtil Nicola begyndte at falde mere til ro, og hulkene svandt lidt ind. 

 Det var har Phillippe lænede sig op mod væggen bag ham, og trak Nicola med ham. Inden han trak Nicola med sig, flyttede han begge hænder ned til Nicolas ansigt, hvor de lagde sig på hans kinder og tørrede de værste af tårene væk. Han hold Nicola ansigt fast, så han ikke kunne vende det væk, og så ham i øjnene. Der var en lille, forsikrende smil på Phillippes læber - han gik ingen steder - inden Phillippe igen slap Nicolas ansigt, og lagde armene om ham, så han kunne trække ham helt ind til sig, og nusse ham på ryggen og i håret igen.
 " Undskyld.. Jeg lover ikke at gøre dig ondt..  " mumlede han ned i Nicolas hår, og mærkede en knude vokse sig lidt frem i maven. Det var først nu han rigtigt tænkte over hvad der var sket. Nicola havde reageret så voldsomt, på en lille bitte berøring ved hans hul. Hvad var der dog sket med ham? Phillippes udtryk blev lidt mere sørgmodigt, men kunne heldigvis bare gemme det lidt væk, ned mod Nicolas hår. 

 Hårdheden der før havde været noget så presset og irriterende mellem Phillippes ben var helt væk, men lysten sad selvfølgelig stadig i hans krop. Det havde den næsten gjort siden han var på bordellet, og Nicola havde gået fra ham. Men han var også klar over det bestemt ikke var noget han skulle tænke på nu. Og på en måde havde han heller ikke lyst. Det skulle dog nok hurtigt ændre sig, hvis Nicola gav udtryk for det skulle gå den vej, men det var en anden side af sagen!
 " Du er i sikkerhed nu..  " mumlede Phillippe stille, uden at vide om Nicola følte at han ikke havde været i sikkerhed før. Det virkede bare som det rigtige at sige, ud fra de forskellige reaktioner han havde set fra Nicola i løbet af natten. 

Overraskende nok fik det ikke Nicola til at hoppe af forskrækkelse, da Phillippe lagde hænderne mod hans ansigt. Det var en blid berøringen, og Phillippe var jo ikke farlig. Desuden så var det blik han sendte ham så.. var det for meget at kalde det decideret kærligt? Uanset hvad var der ikke nogen som havde set sådan på ham før, og det fik hans hjerte til at banke, men denne gang på en god måde. 
Tidligere havde han jo været så oprevet, at han ikke kunne genkende Phillippe, men nu var han bare ked af det. Ked af den måde, hans liv var endt på, og over at alt bare virkede til at gå ham imod. Og på en måde også over, hvor svag og ynkelig han var blevet, men det var vel ikke så underligt, taget i betragtning f hvad han havde været igennem siden han havde forladt Rubinien. Hver gang det havde set ud til, at tingene var ved at ændre sig, var det pludselig gået helt galt igen.. ville det mon fortsætte sådan?

Kunne det virkelig passe, at han var i sikkerhed her hos Phillippe? Nicola turde knap tro på det, men Philippes arme føltes godt nok velkendte og trygge.. Hvorfor var det lige, at han havde nægtet at overgive sig til dem, lige da Phillippe havde fundet ham? Alt det forfærdelige virkede langt væk lige nu, selvom han stadig havde lyst til at forsvinde og aldrig dukke op igen.. Men inden da kunne han vel godt sidde lidt og nyde Phillippes stærke arme og varme krop?

Langsomt, for ikke at gøre smerterne i kroppen værre, krøllede Nicola sig en anelse sammen, så han kunne putte sig godt ind mod Phillippes overkrop. Hovedet blev lagt, så han kunne lytte til den regelmæssige banken fra hans hjerte. Sådan blev han siddende, helt tavs mens han lyttede l Phillippes hjerte slå. Stille og roligt begyndte øjenlågene at blive tunge, og til sidst faldt han i søvn. En søvn der, som sædvanlig, var plaget af mareridt, men denne gang ikke nær så slemme, man kunne måske endda vove at påstå, at det denne gang ikke kun var mareridt.

 Det var som en tung vægt blev løftet fra Phillippe da Nicola krøllede sig sammen ind til Phillippe og virkede til at have accepteret at lige nu, var det hele okay. Han sagde ikke mere. Der var ikke brug for at sige mere. I stedet sad han bare og holdt om Nicola. Trykkede ham ind til sig, ganske blidt og nussede og aede ham. Hagen hvilede han lidt oven på Nicolas hoved, og så sad han ellers bare og slappede af med Nicola.
 Nicola vejrtrækning blev langsomt tungere og tungere, og Phillippe kunne mærke hans krop bliv mere slap og tung. Det gjorde han lidt glad, at Nicola kunne falde i søvn igen, men det havde helt sikkert været at fortrække oppe i sengen. Phillippe kunne ikke nænne at flytte sig, for han ville ikke vække Nicola, og valgte bare at blive siddende. Meget forsigtigt rykkede han lidt på sig, så han sat lidt bedre op af væggen, og så sad han bare med Nicola i sin favn indtil han selv faldt i søvn.

Utilfreds sukkede Nicola, da han, stadig halvt sovende, registrerede, at Phillippe bevægede sig. Nu sov han ellers lige så godt. Søvnigt gned Nicola øjnene inden han langsomt åbnede dem. Det var stadig mørkt i lokalet, hvor længe havde mon sovet? Kulden havde gjort hans i forvejen ømme krop godt stiv, så prøvende rullede han lidt med skuldrene. Var Phillippe mon vågen? Han rykkede sig en smule, så han kunne komme til at kigge op på Phillippes ansigt.
"Godmorgen.. Eller, hvad tid det nu er" Han bed sig i læben. Episoden tidligere stod pinligt tydelig i hans hoved, han skyldte vist Phillippe en forklaring.

Forsigtigt forsøgte Nicola at strække benene, men det var svært så længe han sad hos Phillippe.. Han havde dog ikke rigtig lyst til at rejse sig.
"Har du sovet?" Forhåbentlig havde han ikke været skyld i, at Phillippe havde været vågen i hvor mange timer Nicola end havde formået at sove. Phillippe havde i forvejen gjort alt for meget for ham. Han forsøgte at krølle sig lidt sammen igen, så han atter kunne putte sig ind mod Phillippes brystkasse, men kroppen knagede og protesterede.
"Jeg har brug for at blive strukket lidt ud" mumlede han. Langsomt rejste han sig op, da Phillippe slap ham. Han var stadig noget ustabil på benene, men han formåede da at få strukket kroppen godt ud. Tøvende skævede han mod døren, det ville være en åbenlys mulighed for at stikke af, men han var faktisk ikke i tvivl om, at Phillippe ville følge efter. I stedet satte han sig på sengen og ventede på, at Phillippe ville forlange at få at vide, hvad der dog var sket.

 Der kom bevægelse i Nicola, og Phillippe flyttede søgende blikket rundt efter Nicolas ansigt, der var gemt lidt væk i krøllerne. Da hans blik mødte Nicolas sendte han ham et lille smil. 
 " Hey.. " lød det fra ham med en morgen hæs stemme. Han rømmede sig lidt.
 " Jah.. Det er ikke godt at vide..  " svarede han med et kort grin. Hans blik gled lidt rundt i værelset. Det var har ulempen ved de manglende vinduer i hans hjem. Det var nemmere at holde varmt, men sværere at holde styr på tiden. 

 Som Nicola prøvede at flytte lidt mere på sig, løsnede Phillippe armene lidt, men slap han ikke helt. Han nikkede let til Nicolas spørgsmål. Han havde ikke sove vildt fantastisk, mens det var mere på grund af selve sovepladsen. 
 " Yeah.. Jeg faldt i søvn lidt efter dig. Har du sovet okay? " Han gik ud fra Nicola i hvert fald havde sovet bedre end tidligere. Han var da i hvert fald ikke vågnet, fordi Nicola var gået helt amok i endnu et mareridt. Som Nicola krøllede sig lidt sammen igen, lod Phillippe armene ligge sig lidt strammer om Nicola igen. Ikke hårdt, men bare så han kunne trykke ham lidt ind til sig. Blidt lænede han sig frem, og kyssede Nicola mod håret.
 En kort, svag latter forlod Phillippes læber, da Nicola sagde han havde brug for at blive strukket. Armene slap ham, så han kunne komme op at stå, og da Nicola havde rejst sig strakte Phillippe sig også lidt ud, siddende på gulvet.
 " Det kunne jeg også.. " grinte han lidt, inden han så fik sig skubbet op at stå. Med en knagende lyd stak Phillippe armene i vejret og strakte sig en smule bagover for at få strukket hele kroppen ud. Stadig kun iført bukser fik en blanding af strækket og kulden gåsehud til sprede sig på hans krop, mens et gab også lige fik sig sneget over læberne. Han var stadig træt, men hvis Nicola ikke ville sove mere, var det også okay med ham. Han havde så mange spørgsmål, som han egentlig gerne ville have svar på, han var bare lidt bange for hvordan Nicola ville have det med at han blandede. 

 Phillippes arme faldt ned langs siden og han stod og betragtede Nicola lidt. Skulle han bare spørge eller vente lidt endnu? Han kunne vel godt gå ud og starte brændeovnen op igen, så det ikke ville ende med at blive alt for koldt. Han så kort ud i værkstedet. Nej. Det var nok bedre bare at finde ud af hvad der var sket. 
 Hurtigt fik Phillippe skrevet den ene af stolene der stod nede ved anden af hans seng, og han satte den foran Nicola, så han kunne sætte sig foran Nicola. Forsigtigt tog han fat i Nicolas hænder, og så Nicola i øjnene med hovedet let på skrå.
 " Har du lyst til at fortælle lidt om hvad der er sket nu? " Phillippe bed sig lidt i læben igen. Det var måske lidt fesent, men Phillippe vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Han ville ikke presse Nicola. Det ville der sikkert ikke komme noget godt ud af! Og hvis Nicola ikke ville snakke om det, var det vel også okay? I hvert fald for nu!

Skyldbetynget så Nicola ned i gulvet. Phillippe havde været så sød, han havde passet på ham og været mere tålmodig, end Nicola nogensinde ville være. Alligevel kunne Nicola ikke få sig selv til at fortælle sandheden. Hvis Phillippe fandt ud af alle de forfærdelige ting, Nicola havde været igennem, ville han se helt anderledes på ham. Nicola ville ikke kunne holde ud, hvis Phillippe skulle se på ham med medlidenhed, som om han var gået i stykker og aldrig kunne blive hel igen. Sammen med Phillippe kunne han bygge et liv fri for vægten af alle sine fejl og traumer. Hvis hele historien kom frem, ville hvad end forhold de havde gå i stykker, det var Nicola sikker på.

Måden Phillippe hev en stol hen, så han kunne sidde foran Nicola, fik det hele til at virke så alvorligt. Ville Phillippe faktisk acceptere et nej? Nicola knugede kort Phillippes hænder, og så ham end ind i øjnene. Næsten med det samme faldt hans blik dog ned mod gulvet igen.
"Egentlig ikke" svaret blev mumlet, han kunne jo godt selv høre, hvordan det lød nærmest som en tvær teenager.
"Kan vi ikke bare glemme det er sket?" Nicola troede ikke engang selv på, at det bare ville kunne glemme det. Han sukkede og rykkede lidt uroligt på sig.
"Jeg bør også snart komme tilbage til bordellet, Enzel bliver så bekymret hvis jeg er væk for længe" at han ikke havde tænkt sig at gå tilbage var en mindre detalje, han var stadig overbevist om at alles liv ville være meget bedre, hvis han bare kunne få lov til at dø.

 Der var en lille glimt af håb i Phillippes øjne. Han håbede virkelig Nicola ville fortælle ham hvad der var sket, så han kunne hjælpe Nicola så meget som muligt. Så han vidste hvad han skulle gøre og ikke gøre. Han ville bare så gerne at Nicola var okay. At han strålede så fortryllende som han havde gjort de andre gange de havde set hinanden. Nu virkede han bare så opgivende, og det gjorde helt ondt på Phillippe, at se ham sådan.
 På grund af det lille håb for at Nicola ville fortælle hvad der var sket, slap en lille suk også ud over Phillippes læber, da Nicola ikke ville snakke om det. Phillippe lænede sig lidt frem, og hvilede panden mod deres hænder. Han rystede lidt på hovedet til om de bare kunne glemme det. Hvad end der var sket, virkede det til at påvirket Nicola ret meget, så han tvivlede stærkt på Nicola bare kunne glemme det.
 
 Phillippe skulle til at sige hvorfor han ikke mente de bare kunne glemme det, men Nicola kom han i forkøbet med at han skulle tilbage på bordellet. Han kunne ikke forklare hvorfor, men en bølge af ubehag skyllede ind over ham, og han fik rejst sig meget hurtigt op.
 " Glemt det!? " Phillippe var en smule overrasket over hans eget udbrud, men han stod ved det, og så ned på Nicola med et bestemt blik. Han kunne ikke rigtig forklare det, men han havde en følelse af at Enzel havde noget at gøre med hvordan Nicola så ud og havde det. Nicola var trods alt ansat hos Enzel, og det virkede til han var meget fikseret på Nicola. Han havde jo endda kaldt Phillippe for Nicola, sidst han var på bordellet. 

 Phillippe rømmede sig lidt, og så så lidt flovt ud til siden. Selvom han ikke havde lyst til at Nicola bare tog tilbage på bordellet, så havde han vel ingen ret til at bestemme over Nicola. Og tænk hvis Enzel dukkede op her, med endnu en ordre eller fordi han ikke kunne finde Nicola. 
 " Jeg synes du skal blive her.. I hvert fald indtil du er lidt mere frisk..  " Prøvede han og så tilbage på Nicola med et lille, forsigtigt smil.

Forskrækket krummede Nicola sig sammen, da Phillippe pludselig hævede stemmen og meget hurtigt rejste sig op. Selvfølgelig vidste Nicola godt, at Phillippe ikke ville skade ham, mens alle hans instinkter sagde alligevel, at der ville være et slag på vej, eller i hvert fald en voldsom reprimande. Men der faldt hverken slag eller skældud, så langsomt turde Nicola rette sig op igen. Og så begyndte han at blive gal. Hvor vovede Phillippe egentlig at hæve stemmen overfor ham? Han havde også en del i alt det dårlige som var hændt Nicola! Han havde overhovedet ingen ret til at bestemme over ham! Han så godt, at Phillippe kiggede  væk, tydeligvis lidt flow over sit eget udbrud, men det var for sent, nu havde han gjort Nicola gal.

Vredt rejste Nicola sig op fra sengen og gik, en smule ustabilt hen mod døren, som førte ud til resten af værkstedet.
"Du har ingen ret til at sige, hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal" Han var træt af, at andre bestemt over ham! Kunne man nu ikke engang få lov til at dø i fred!
"Bare fordi jeg ikke vil fortælle dig, hvad der er sket! Hvorfor vil du overhovedet vide det!" Han skulede vredt til Phillippe, inden han stormede ud af soveværelset. Han havde alle intentioner om at sætte kursen mod døren, så han kunne stikke af, men det hele gik pludselig lidt for stærkt og gulvet begyndte at gynge under ham. Med et lidende støn støttede han sig op ad kommoden, så verdenen forhåbentlig ville holde op med at snurre rundt igen.

 Det gjorde ondt på Phillippe at se Nicola krumme sig sammen, bare fordi han rejste sig. Han ville jo ikke gøre Nicola ondt. Han blev bare så.. Ivrig! Han skulle til at sætte sig ned igen, og undskylde for sit pludselig udbrud, da Nicola i stedet selv rejste sig. Phillippe trådte et skridt tilbage, så Nicola komme forbi uden at skulle skubbe til ham. 
 Hele tiden var Phillippe klar til at gribe Nicola hvis han skulle falde. Hans gang var så ustabil og hele tiden lignede Nicola en der kunne falde om når som helst. Han bed sig lidt i læben og slog blikket ned, da Nicola lige frem skældte ham ud. Han bekymrede sig jo bare for Nicola, hvorfor var det så galt? Da Nicola så stormede ud, så Phillippe op igen.
 " Nicola! Vent nu lige!  " hurtigt var Phillippe efter ham, og han skulle til at gribe fat i hans arm, da Nicola i stedet søgte støtte op af kommoden. Phillippe forsatte forbi ham, så han kunne stille sig om foran ham. Det irriterede ham at Nicola var vred over at Phillippe bare gerne ville passe på ham. 
 " Du kan ikke bare skælde mig ud for at bekymre mig for dig! " Det kom lidt mere vredt ud end Phillippe havde tænkt det skulle. Ville Nicola begynde at falde mere sammen, ville Phillippe tage fat i ham og hjælpe ham med at holde ham oppe. Hvis Nicola virkede til ikke rigtig at kunne finde fodfæste, ville han løfte ham op at sidde på kommoden. 

 " Vil du ikke nok blive her? Bare et par dage.. Til din krop har det lidt bedre? " Phillippe bed sig lidt i underlæben og lagde hånden mod Nicolas kind. Han prøvede at løfte Nicolas blik lidt, så han kunne se ham i øjnene.
 " Jeg er ikke tryg ved at du taget tilbage til bordellet allerede.. Det her må jo også være lidt på grund af Hr. Silene.. Jeg..  " Phillippe slog blikket ned. Hans hjerte hamrede løs i brystet på ham. Jeg vil ikke miste dig igen. Var det mærkeligt sige? Så meget kendte de jo ikke hinanden. Nicola var jo bare en prostitureret.. Var det ikke bare lidt uskyldig fjollen rundt, med en der var forbudt at fjolle rundt med? 
 " Jeg vil bare gerne være sikker på du er okay..  " Phillippe fugtede kort underlæben, inden han så Nicola i øjnene igen.