Hun tog nogle dybe indåndinger, hvad lavede hun? Hvad havde hun gang i? Hun prøvede at køre hendes fingre igennem hendes hår, kun for at sukke opgivende; da hun kom i tanke om at hendes hår var sat op. Det var dog også nu at hun fandt ud af, hvor gennemblødt hun var? Hendes blik vandrede ned af sig selv, og himlede så med øjnene. Ja hun gik i hvert fald ikke ind i kroen igen, så fuld var hun alligevel ikke.

Hun tog nogle dybe indåndinger, måske hun kunne nå at sige til Karin hun skulle sige farvel til Judah for hende? Men som hun vente sig rundt for at tage fat i hende. Så han hans skikkelse komme hende nærmere, en kappe blev lagt omkring hende. Hun grinede lidt af hans gestus, så sød som den var. “Jeg tror allerede jeg er så våd, at jeg ikke bliver vådere.” hun kiggede op fra kappens hætte, som Judah havde lagt hen over hende. Hun betragtede hans ansigt, og blev pludselig mundlam. Hvorfor havde hun ikke lagt mærke til det før? Hendes veninde havde ret, hun var forelsket i ham. Shit.

Hvad nu, Innogen?” hans ord rungede i hendes hoved, mens hun prøvede at finde ud af. Hvad hun skulle gøre med den information der nu rumsterede rundt i hendes hoved. Hun drog nogle dybe rystende indåndinger. Ja hvad nu? Skulle de sige farvel og gå hvert til sidst. Det ville nok være det smarteste, hun var ikke noget for ham. Og hun var ret sikker på, at han aldrig nogen sinde ville se hende sådan.

Hendes hænder vred sig nervøst imellem hinanden. “Du kunne følge mig hjem? Så kan du få din kappe igen…” sagde hun, nervøsitet rungede ganske tydeligt i hendes stemme. “jeg bor faktisk ikke så langt væk her fra, købte et lille hus for et års tid tilbage..” hun vendte endelig sine mosegrønne øjne op imod hans, og gav ham et forsigtigt smil. Hun håbede virkelig ikke han sagde nej, men hun vidste hellere ikke hvad hun skulle gøre hvis han sagde ja.

Idet Judah lod sine hænder falde. Han måtte knibe øjnene en anelse sammen, på grund af regndråberne der langsomt havde omfavnet hans ansigt - men han var ikke synderligt besværet i, at se Innogens ansigt foran sig. Hendes ansigt var henlagt vagt i hans kappes hættes skygger, men også oplyst af kroens varme lys. 
"Selvfølgelig."
Han lagde armene overkors, ude af stand til at vide hvor han ellers skulle gøre af sig selv. Tonen i hans ord understregede det, han egentlig blot burde have sagt: han kunne ikke få sig selv til at forlade hende nu. Ikke sådan som hans tilstedeværelse havde fremprovokeret aftenens nuværende stemning. Og i øvrigt, en tanke han ikke kunne holde for sig selv:  
"- Ingen burde gå hjem alene i det her vejr. Selv ikke dig, Innogen."
Dette blev sagt med et lille skævt smil, idet han trak sin ene arm fra den anden. Han løftede sin hånd, trækkende den ind under hætten der omfavnede elverkvindens ansigt - placerende sin hånd ganske blidt under hendes kæbeben. Med sin tommelfinger strøg han hende over kinden, fjernende en vildfaren regndråbe; som om han strøg en tåre fra hendes kind. Han sank, hvilken kontrast. Hans grove, afmærkede hånd imod hendes fejlfrie, glatte hud. Han trækkede hånden til sig ganske nænsomt, som om hun ville gå i stykke hvis han gjorde det for hurtigt. Eller tøvede han blot? 
Hans øjne sank ned, som han lod sin hånd falde imod sin side. Han priste sig lykkelig over, at han havde holdt inde med alkoholen til sidst - han manglede tydeligvis kontrol over sig selv, som han opførte sig på nuværende tidspunkt.
Han rømmede sig, da han atter fæstnede sit blik imod Innogens: "Selvfølgelig vil jeg følge dig hjem. Vis vej, så skal jeg gøre mit bedste for, at følge efter."

Hun løftede hoved lidt mere på skrå, så hun kunne se ham bedre under hætterne. Hun gav ham et lidt bredere smil, da han sagde at ingen burde gå alene i dette vejr. Ikke sat hun helt vidste hvad det betød, det var bare lidt regn? Som hun tænkte det, lod et lynnedslag ikke langt fra dem. Det gibbede i hende, hvorfor var hun aldrig kommet sig over hendes frygt fra lyn?

Men frygten forsvandt helt, da hun mærkede hans hånd gled under hendes hage. Hendes øjne blev store, og pupillerne udvidede sig meget. Innogen var ret sikker på, at hun glemte hvordan man trækkede vejret. Hvad lavede han? Hun kæmpede med alt sin magt, for ikke at lukke øjnene i og lægge sit ansigt imod hans hånd. Men før hun vidste af det, havde han også fjernet den igen. Og selvom de var sket så nænsomt og forsigtig, var varmen fra ham væk. Lige så hurtigt som hun havde fået den af mærke. “Du varm..” mumlede hun sagte, og kunne næsten slog sit hoved ind i væggen på grund af den kommentar. Hendes kinder blussede op. Du varm? Virkelig?

“Super! Den her vej” hun gik afsted, men ombestemte sig, og greb hans hånd. “Bare… så du ikke forsvinder fra mig.” sagde hun forsigtigt og begyndte at trække afsted med varulven. Hun måtte gemme et smil under hættens beskyttelse, som hun mærkede hans varme imod hendes hånd. Hun prøvede også at undskylde hendes hjerte der var begyndt at slå hurtigere, var på grund af alt det alkohol hun havde drukket.

Innogen, ledte dem begge igennem gaderne. Ind til at de kom til et lidt mere roligt boligkvarter. På trods af, det stadig var i den nedre by af Dianthos. Så meget tjente man hellere ikke som lysets kriger. Det var gået alt for hurtigt, da de stod foran hendes lille hus. Det var to etager, omkring femogtres kvadrat meter. Et soveværelset, en lille stue med køkken og badeværelse. Hun fjernede en mursten og tog sine nøgler frem. “Øhm…. Kjolen efterlod ikke meget plads til… at bære rundt på nøgler.. og jeg er ikke rigtig en .. taske pige..” mumlede hun forlegen og gjorde klar til at låse op. Men stoppede op.

“Vil du med ind? Jeg har.. en flaske mjød jeg ville åbne, måske du ville dele den med mig?” hun vente sig imod ham, og betragtede afventende hans ansigt.

Lyden af torden fik hårene til, at rejse sig på varulvens arme. Han tog sig selv i lade hovedet falde bagover, ladende sig selv blotte fuldkommen for regndråberne. Judah havde ikke mange minder fra sin barndom, ikke minder som han ønskede at huske - med undtagelse af ganske få. Oftest omhandlede disse regnfulde dage eller aftener i de endeløse skove. Han huskede allermest lyden af dråberne falde; lyden af tordenen der rungede nådesløst igennem naturens intethed. Han huskede lugten af tordenvejr, af vådt træ og jord - billedet af ham som ganske ung, vandrende igennem det mosgrønne og grå farvebillede som dannede skoven. Det var sådanne minder, og påmindelsen omkring disse minder igennem regnen, der kunne slå ned på hvilken som helst grim følelse der havde bosat sig i ham. Også selvom, at det blot var for en kort stund.
Det var først da han mærkede elverkvindens hånd i sin, at han slog øjnene nedad imod hende. Han fulgte med hende, hun havde ikke engang behøvet bede ham om det - grebet omkring hans hånd var nok. Judah knugede ganske blidt hendes hånd i sin, idet de vandrede igennem regnen og videre ud i Dianthos tætte mørke. Som hendes, mærkede han hvordan hans hjerteslag tog til.

Idet Innogen slippede hans hånd foran hendes lille hjem, kunne varulven ikke afholde en tanke der hurtigt placerede sig i hans tankecenter. Han fornemmede godt lidt, at det var hans berusede hjerne der spillede ham et pus - men ikke desto mindre havde den været der. Han havde kigget næsten sørgmodigt efter hende, idet hun havde forladt hans side og sluppet grebet omkring hans hånd. Det havde virkelig været rart, at vandre med hende igennem byen, hånd i hånd - i et hastigt tempo eller ej, så havde han virkelig sat prist på det. Hvis det ikke havde været for, at de begge var ganske gennemblødte og virkelig behøvede at komme ud af regnen og ind i varmen, så ville han næsten have ønsket turen havde været længere. Præcis som hende, følte Judah at turen havde gået ganske hurtigt, måske endda for hurtigt.
Han betragtede hende forsigtigt imens hun fandt nøglen frem til indgangen, smilende over hendes ord. Han rystede lidt på hovedet over hendes ord, imens han ihærdigt tørrede sig for øjnene, holdende dråberne derfra lidt endnu. Han standsede dog helt i sin bevægelse, idet han hørte hendes ord igennem regnen. Havde hun lige inviteret ham indenfor? Han rynkede brynene, først forundret. Men så mildnede hans ansigt op; et varmt smil henfaldt i nogle fine folder omkring hans mund. Han burde virkelig ikke - men der var et eller andet indeni ham, der afholdte ham komplet fra at takke nej. Burde han bekymre sig om elverkvindens hensigter? Hvorfor skulle han, hørte han tænke til sig selv, sløvt og dovent. Om nok havde han ikke reageret på Karins pirrende ord til hendes veninde henad aftenen, men han havde hørt hvad hun havde sladret ganske højt og tydeligt om, omkring bordet indenfor Det Halve Svins fire vægge. Han havde på daværende tidspunkt ikke helt vidst hvad han skulle stille op med den information, men i dette øjeblik kunne han ikke afholde sig selv fra at blive konfronteret med tanken om hvad alt dette pludselig handlede om.
Men denne omtalte tanke, var en tanke der kom og gik. Judah tillod ikke sig selv at tænke yderligere over konsekvenserne af sin handling, tydeligvis fuldere end hvad han havde været inden han trådte ud i regnvejret (kold luft gjorde en hel del for hans hoved). Det var derfor, at han hørte sig selv sige ordene: "Det lyder virkelig skønt; det vil jeg gerne."
Efterfulgt af: "Det var måske også på tide, at komme ud af den her regn. Jeg tror ikke jeg har været så gennemblødt som jeg er nu, i meget - meget lang tid." Hans ord, komplet omfavnet af en varm latter. En oprigtig, glædesfuld latter.

Hun vidste ikke helt hvad hun havde forventet, eller det ville være en løgn. Hun havde allerede troet at han ville sige nej, så da han sagde ja; overraskelsen var tydelig at spore i hendes ansigt. Innogen fugtede sine våde læber, nikkede kort inden hun skynde sig at åbne døren. De havde brug for at komme ud af dette vejr. Da hun fik døren op, mærkede hun med det samme varmen der slog velkomment imod hendes ansigt. Hun sukkede dybt, og gik ind i den smalle og lille gang. Hun ventede på at Judah havde kantet sig forbi hende. For meget plads var der ikke i dette hus. Men det var hyggeligt, det synes hun i hvert fald.

Innogen nåede lige at lukke døren, da et lyn slog ned og oplyste hele gangen. Det greb i hende og hun lukkede døren lidt hurtigere i, end hun havde haft intention om. Hun slog hætten ned, og kunne godt se at det var meget mørkt i gangen. “To sekunder” mumlede hun med et smil på læben, det var heldigt hun havde arvet sit syn fra hendes mors gener. Hun kunne se ganske godt i mørke. Det lille vindue i døren, hjalp en del til hun fik fundet nogle tændstikker og tændt de stearin lys der var på en hylde i gangen.

Hun vente sig imod Judah, og blev lidt slået af hvor tæt de var på hinanden. Der gik et sug igennem hendes mave, og en elektrisk følelse skød op af hendes rygsøjle. Hun grinte så, da hun så hvor meget vand deres kroppe havde efterladt på det mørke trægulv. “Jeg viser dig badeværelset” hendes øjne gled hen over ham, og takkede pludselig for at hun havde fået den højde hun havde fået. “Jeg tror jeg har noget tøj du ville kunne passe, så du kan komme ud af” hun kastede nonchalant en hånd ned af ham og gav han et forsigtigt smil. Hun åbnede en af tre døre i gangen, som førte ind til et lille badeværelse. Der var et stor kar med vand i, fra da hun havde været i bad tidligere. Uden at tænke videre over det, da det var meget normalt i barakken at folk badet i samme vand. Tændte hun op under karet, så vandet kunne blive varmt igen. Derefter tændte hun flere stearin lys, det lille rum blev oplyst og viste egentlig et meget simpelt og kedeligt rum. “Sådan, jeg går op og skifter. Også kommer jeg ned med noget tørt til dig.” hun kantede sig forbi ham, og slog hånden ind i rummet. “Har tændt op for vandet, der ligger nogle rene tæpper der inde du kan tørre dig med” hun åbnede døren der var lige ved siden af badeværelset, og afslørede en trappe der førte op til første etage. Hun tog en af stearinlysene der var i en holder med en lille hank på.

Med lyset i hånden, gik hun op af trappen med bøjet ryg. Hvis hun ikke gjorde sig lavere, ville hun banke hoved op i loftet. En konsekvens hun havde oplevet desværre, lidt for mange gange. Da hun var oppe i det lille soveværelse, satte hun lyset fra sig på en af kommoderne. Det lille værelse, inde holde hylder over det hele. Fyldt med bøger, en dobbelt seng, kommode og klædeskab. For mange ville dette værelse nok værre overfyldt, mentor hende var dette hendes lille hule. Et sted hun kunne tage en af hendes hundrede bøger, og krybe ned i hendes store seng og gemme sig væk. Hun smed hurtigt tøjet, sukkede et taknemmeligt suk da de våde klæder blev taget af hendes krop. Hun greb tæppet fra sengen, og tørrede sig af. Ganske hurtigt, trådte hun ned i nogle løse hørbukser og en lang skjorte der gik hende ned til knæene. Hun fandt det samme til Judah, dog fandt hun de bukser som var en del for store til hende. Hun havde en ting med, at have behageligt tøj på. Intet skulle stramme nogen steder. Men de her bukser, havde hun lige undervurderet hvor store de havde været. Hun havde bare synes at den grønne farve havde været så speciel.

Hun klatrede ned af trappen igen, bankede på døren til badeværelset. “Jeg ligger tøjet til dig her på hylden ved siden af døren.” hun ville først havde lagt det på gulvet. Men hendes bare fødder, afslørede at det stadig var vådt. Hun lagde tøjet og gik ind af den sidste dør, der førte ind i det sidste rum der var i huset. Det var her hun havde et spidsebord, en bænk fyldt med lammeskind og to stole også fyldt med dyreskind. Der ud over, var der en stor kakkelovn, som hun både brugte som opvarmning af huset men også et sted hun lavede mad. Der var nogle halve skabe der udgjorde hendes køkken, og en dør ud til hendes køkkenhave. Hun begyndte at tænde op i ovnen, tændte op for omkring ti stearinlys i rummet. Hun lagde nogle urter på toppen af kakkelovnen, noget hendes mor havde lært hende. En skønt duft bredte sig i rummet, mens hun begyndte at rode skabende igennem for at finde flaksen med mjød og nogle krus de kunne drikke af.

Det var en mild taknemlighed tegnet i varulvens ansigt, at han trak sig selv efter Innogens skikkelse, idet hun åbnede døren til hendes lille hjem. Judah havde udemærket ænset den kvindelige soldats overraskede ansigtsudtryk da han havde takket ja til hendes tilbud - og vidste umiddelbart ikke hvad han skulle stille op med hendes reaktion. Hans berusede hjerne begyndte at opstille scenarier han ikke havde forestillet sig - scenarier han komplet havde udelukket sig selv fra, sammen med Innogen. Scenarier han desværre ikke længere kunne afholde sig fra komplet at udelukke, taget aftenen i betragtning. Han havde op til nu (ikke helt) ignoreret Karins hentydninger, kun kortvarigt studset over deres egentlige betydning. Men som han fandt sig selv placeret i Innogens hjem, med ryggen imod muren og hendes skikkelse tæt nok på ham til, at han kunne dufte hende, kunne han ikke længere ignorere undertonen i alt hvad Karin havde sagt. Han kunne ikke afholde sig selv fra, at betragte den kvindelige halvelver med et lidt andet blik end hvad han ellers havde gjort det.
Judah løftede den enkelte af sine hænder, gnidende sig selv i ansigtet - måske havde han fået for meget at drikke? Han begyndte at betvivle sin egen dømmekraft, selv sig generelt, idet en lidt mere ædru stemme tæmmede tankerne der hvirvlede rundt i hans tankecenter.
“Øh - ja, tusind tak.”
Han rystede på hovedet, tydeligvis over sin egen fraværenhed, idet han takkede Innogen. Han fulgte hende med øjnene, drejede skiftevis sin front frem og tilbage i takt med at hun bevægede sig rundt i det lille hjem - først gørende badet klar til ham, for derefter at forlade ham til at kunne gå op og skifte tøj. Som han betragtede hende forsvinde op af gangen, tøvede varulven for en kort stund.
“Hvad fanden laver du?”
Mumlede han til sig selv, imens han atter genoptog gnidningen i sit ansigt - denne gang med begge hænder, næsten som om han håbede på at virkningen fra alkoholen ville fordufte jo mere han gned. Han sukkede højlydt som han trådte ind ad den lille dør, gribende den for at lukke den i efter sig. I takt med at han trak sig selv ud af det våde tøj, en anelse besværet. Som han til sidst fandt sig selv, ganske nøgen, mødende sine egne øjne i karets badevand, kunne han ikke lade være med at rynke en anelse lidende med brynene. Han mumlede næsten lidt opgivende til sig selv: “Jeg ved ikke hvad jeg laver.”
Judah brugte ikke megen tid badet - faktisk dyppede han kun sig selv, for netop kun lige at lade sin krop blive opvarmet af vandet. Det var hvad han havde brug for, ikke længere at lade sig selv være så mærket af kulden fra regnen, men han ønskede heller ikke at lade Innogen vente for længe på ham.  Han nåede derfor netop kun lige at gribe et tæppe for at tørre sin våde krop, da han hørte hende banke på døren. Judah kunne ikke afholde sig selv fra, at trække tæppet tættere omkring sig, til trods for han vidste Innogen ikke blot ville træde ind ad døren.
“Ta-tak!”
Han talte imod døren, seende imod skyggen der bevægede sig ned af entreen, imod retningen af hvad han antog var det lille hjems køkken. Efter at have tørret sig i ansigtet, og sit hår, trak han sig imod døren. Ganske forsigtigt åbnede han den, blottende sig selv en anelse i døråbningen da han måtte bruge enkelte sekunder på at finde det tørre tøj Innogen havde fundet frem til ham. Han tænkte ikke yderligere over, at han trak sin nøgne overkrop ud i gangen, sammen med hans enkelte ben samt siden af hans ene hofte og balle - netop lige skærmende udsynet til hans mandlighed med klædet. Han greb tøjet, trækkende sig selv ind i det lille badeværelse for at iklæde sig de nye klæder. Og hvilken fryd det var, at komme i et tørt sæt tøj. Han kiggede sagte nedover sig selv, krummende sine tær ved følelsen af varmen der langsomt, men sikkert greb omkring hans krop. Inden han forlod badeværelset, slukkede han ilden i rummet, og lagde sit eget våde tøj henover kanten på karet - i håb om, at det måske kunne nå at tørre henover natten. Kort tid efter, fandt han sig selv i dørkarmen til køkkenet - betragtende Innogens skikkelse, der bevægede sig stearinlysets skær. Varulvens olivengrønne øjne, vandrede henover det let oplyste rum - fra lys til lys, næsten helt sagligt, idet han lod sig henfalde i den søde, men krydrede duft af urter. Han gik helt i stå, lænende sig op ad dørkarmen, med blikket hvilende imod Innogens ryg. Han kløede sig henover brystkassen, rynkende brynene da han hørte sig selv tænke: til helved med det. Og et lille, men varmt smil bredte sig henover hans læber. En varme, der nåede helt op til de olivengrønne øjne.
“Har du brug for min hjælp - til noget som helst?”
Brummede han, liggende hovedet imod træet der formede dørkarmen. Han havde ikke skænket det en tanke, at han ikke havde bekendtgjort hans ankomst da han havde trådt ud af badeværelset. Desuden så var han var ikke helt sikker på, at han spurgte hende specifikt om at hjælpe med noget i køkkenet - eller det var en hjælp til noget andet, hun søgte.   

“Hmm” en lille hviskende lyd forlod hendes læber, som hun prøvede at huske efter hvor hun sidst havde haft mjøden i hænderne? Hun kunne mærke hvordan at varmen fra brændeovnen, begyndte at prikke til hendes kølige hud. Alkoholen hun havde indtaget, var ikke i færd med at forlade hendes krop endnu. Nej hun var mere nået til det stadie, hvor hun nu var klar over hvor fuld hun var. Men desperat prøvede at fortælle kroppen, at hun godt kunne fungere som et normalt menneske. Hun gav en lille juble, da hun fandt flasken og satte den fra sig på bordet over hende. Da det var i en af de nedre skabe, hun havde fundet den lille forræderiske flaske. Hun stillede sig op på tær, hvilket var lidt et særtilfælde for hende. For at nå de krus hun gerne ville have.

Hendes øre sitrede en smule, da hun hørte hvordan at gulvbrædderne gav efter for en vægt. Dette fortalte hende, at Judah nok var trådt ud af badeværelset. Hun kunne høre trinene, der langsomt bevægede sig hen til døråbningen. Men hun vente sig ikke, før at hans stemme brød igennem stilheden. Hvorfor at en stemme, noget så enkelt; kunne få gåsehud til at kravle hen over hendes krop. Var hun hurtig til at give alkoholen skylden for. Men da hun vente sig rundt med et smil på læben, måtte hun drage en skarp vejtrækning ind igennem hendes læber. Lysets skær dansede hen over hans ansigt. Smilet der var på hans læber, den måde de fik hans øjne til at lyse op. Hun måtte vige sit blik “Nej, jeg fandt den” hun vente sig rundt, og hæv flasken op i luften; for at vise hvad hun mente med dén.

Men da hun vente sig rundt igen, nu med hænderne fulde af krus og flaske. Var hun stadig ikke forberedt på, det syn der mødte hende. Og det burde nu ellers have været, hun havde lige kastet sine øjne på ham. En næve greb omkring hendes mave og klemte til. Hvorfor var han så smuk?

Hun gik hen til spisebordet og satte tingene fra sig. “Jeg håber urterne er okay. Min mor lagde dem altid på om vinteren. Når vi kom hjem fra jagt med vores far. De skulle hjælpe med at varme en op, med fornyet energi. Noget i den dur.” hun kløede sig lidt i nakken, og kunne stadig ikke helt for sig selv til at kigge ham i øjnene. Hun brummede en lavtmeld lyd, som næsten lå på grænsen af en nynnen. “Er du sulten? Jeg har måske også noget spiseligt et sted i skabene.” den her gang vente hun hele sin krop imod hans. Kiggede ham ind i øjnene, og gav ham et varmt smil.

Der var en eller anden måde hvorpå blikket i halvelverkvindens øjne ændrede sig, idet hun fornemmede hans tilstedeværelse. En ændring varulven bed mærke i, til trods for hvor lidt ædru han egentlig var. Havde det ikke været fordi, at hun vendte sig fra hans synsvidde, havde han måske haft mulighed for at komme tættere på en konklusion - men han gav slip på tanken, idet han ikke længere kunne se hende. Men han havde set hendes undvigende blik, måden hun ikke havde kunne se ham i øjnene. Der var en eller anden knugende mavefornemmelse der greb om sig i hans center; en følelse der fik Judahs varme smil til at falme. Havde han gjort noget forkert? Han vidste, at Innogen ikke var en kvinde der holdte tilbage med at fortælle hvis hun følte sig forudrettet - han selv var ingen undtagelse. Var han vel?
Judah vidste det ikke var første gang den aften, at han havde oplevet den kvindelige soldats blik undvige hans. Han gned hovedet imod dørkarmen, sukkende en anelse ved sine egne tanker - tanker der forduftede, som hun vendte sig imod ham, med armen fuldt. Han nåede knap at reagere før, at hun havde placeret krussene og flasken på spisebordet i det lille køkken. Han ville have rettet sig op, tilbudt hende sin hjælp, men han blev komplet grebet af hvilket syn der henfaldt ham. Måden lyset ramte hende på, omfavnede hendes fine ansigt, hendes lange hår - tydeligvis mærket af at være opsat i fletninger, således det nu omfavnede hendes ansigt i tunge, men smukke krøller. Han mærkede hvordan hans skuldre gled helt ned, idet han sukkede, hengivent over synet af kvinden foran ham. Atter henfaldt der en tanke i varulvens tankecenter, en der overskyggede de forrige, med en varme der bredte sig helt ud til hans tåspidser: Til helved med det hele, ikke?
Lyden af glasset der dannede krussene og flasken indeholdende mjøden, kolliderende imod spisebordets træplade vækkede atter opmærksomheden tilbage i Judah. Han blinkede lidt, en anelse overrasket over hvordan han var faldet hen i scenariet foran ham. Han rømmede sig, trækkende sig selv op i en lidt mere ret stilling da han hørte Innogens stemme tale imod ham. Han nikkede anerkendende, seende imod urterne der lå henover toppen af kakkelovnen.
“Det gør intet for mit vedkommende; jeg kan virkelig godt lide det.”
Svarede han, imens han trak vejret ind - atter duftende til urterne der langsomt fyldte det lille køkken. “Der er et eller andet, trygt over det? Duften, altså.”
Han rynkede brynene, smilende prøvende over sine egne ord. Han måtte herefter ryste en anelse på hovedet, understregende hans efterfølgende ord: “Nej - nej, det skal du ikke tænke på. Jeg ser frem til at smage din mjød dog -”
Han trak sig ind i køkkenet, trædende lidt tættere imod Innogens skikkelse der på dette tidspunkt ikke havde vendt fronten imod hans skikkelse. Han bremsede sig selv da dette skete, afholdende sig selv for at træde helt ind i hendes personsfære.
Han genkaldt Innogens varme smil i det øjeblik hans blik bandt sig sammen med hendes. Han trak vejret indad dybt, idet hans øjne virrede mellem hendes to grønbrunelige, tydeligvis tabt for ord et øjeblik hvor han lagde an til at tale. Han tiltede sit hovedet ganske let, mærkende hvordan hans eget hår gav efter og lagde sig ned af hans kind. Noget han bemærkede også var sket med Innogen; en vildfaren krøllet tot hår, der hvilede imod hendes kind. Han løftede sin hånd, strygende denne bag hendes øre med en forsigtighed han ikke vidste han besad. Han bremsede sin bevægelse, idet han havde ladet hårtotten genfundet sit hvilested, bag Innogens øre.
Det var her han genfandt sit åndedrag, idet han talte - på grænsen til en hvisken:
“- Hvis vi kommer så langt,”
Varmen i hans tonefald var ikke til at tage fejl af; omsorgen var næsten hjerteskærende.

Hun fjernede ikke sine øjne fra ham, hun var igen som hypnotiseret af manden der stod foran hende. Hun blev grebet af, hvordan følelsen af hjem, var lige som at kigge på ham. Gløden omkring i det lille rum. Lyset der flakkede blidt og kastede varme skygger op ad væggene. Ilden der knitrede lystigt inde i brændeovnen. Duften som han beskrev som trygt. “Ja, det minder mig altid om hjem.” fik hun hæst ud. Hendes blik fulgte ham, som han gik over imod hende. Hans smil, fik hendes til at blive på hendes læber. Dog forsvandt det, da hun mærkede hans hånd der for anden gang den aften. Rørte hende hen af kinden, og fjernede et løssluppen hår. Det var ikke hendes mening, men øjenlågene lukkede lige så stille i. Følelsen af hans rug fingre imod den bløde hud. Det sendte ukendte sensationer ned af hendes ryg. Hun kunne mærke hvordan det greb og hele kroppen sitrede.

Øjnene åbnede sig langsomt, da hans stemme nåede hendes øregang. Hun kiggede næsten drømmende ind i hans, og trådte et skridt tættere på ham. Som en magnet der drog hende ind, uden hun overhoved tænkte over handlingen. “kommer så langt?” hendes blik gled ned af hans ansigt, de blev fangede kort ved hans læber, inden de igen gled op. Hun løftede sine bryn, og lige som han havde lagt en hånd bag hendes øre. Greb to fingre en tot af hans, men hun lagde det ikke om bag øret.
Innogen fugtede hendes læbe, mens hendes bryn knyttede sig imod hinanden. Hun kunne ikke dy sig, fingrene der havde grebet den vildfarende lok. Fjernede sig for en stund, kun for at lade hele hånden glide igennem hans halvlange om ikke stadige fugtige hår. Hun tænkte slet ikke over hvad hun havde gjort, før hånden var godt begravet og henne ved hans baghoved. “Undskyld.. jeg ved ikke lige” hun kiggede forvirret op i hans øjne, og lod fingrene glide ud af hans hår igen. Hun trådte et skridt tilbage, og gav ham et desorienteret skævt smil. Hvad havde hun lige gjort? Og hvorfor havde hun gjort det? “Du havde noget hår hen over dine øjne”

Hun trådte et skridt tilbage, og vente sig rundt imod bordet for at hælde mjøden op til dem i kruset. Mens hun stadig prøvede helt at begribe hvad hun lige havde gjort. Og de følelser der rasede rundt i hendes krop, hun bed sig hårdt i underlæben. Hånden der rystede let, da hun prøvede at hive proppen af flasken.

Han tabte vejret idet han så hvordan hun trådte tættere ind imod ham; hvordan hendes øjne tydeligvis dragede sig imod hans læber. Han stivnede ikke sin handling, men det var tæt på; han fremkom nærmere afventende. Afventende på hvad end halvelveren havde påbegyndt for en handling. Hans blik måtte slippe hendes, for at følge hendes bevægelser - mærkende, at hun rigtig nok havde omfavnet en tot af hans hår. Han rynkede brynene, trak vejret langsomt og næsten rystende ud, idet hendes fingre strøg sig igennem hans fugtige hår. Hendes berøring fik ham til at sænke sin egen hånd, afværgende den barrierer hans arm om muligt havde sat op, således der ikke længere var noget der skilte dem ad. Ikke andet end det mellemrum af luft, der fandtes mellem deres kroppe.  Men det skete aldrig; mellemrummet der eksisterede mellem dem, blev aldrig fyldt ud - hun trak ham aldrig tættere ind imod sig, trods hendes hånd gribende omkring hans baghoved og nakkehår, havde hentydet til en anden handling.
Forvirringen der viste sig i Innogens øjne afspejlede sig ligegledes i Judahs. Hans øjne slog sig imod gulvet, virrende og tydeligvis tabt et kort øjeblik over hvad der lige var sket. Han løftede ikke blikket idet hun trådte væk fra hans skikkelse, efterladende et underligt luftrum der udsendte en kølig følelse igennem hans krop. Han løftede den ene af sine næver, placerende denne i sin nakke imens han mærkede efter. Han kunne sværge, at han stadigvæk mærkede hendes fingre imod sin hud.
“Det, øh - det er vidst mig der skal undskylde.”
Svarede han hende, på grænsen til toneløst trods oprigtigheden i hans ord. Han rystede med hovedet, prøvende på at ryste den følelse af sig der havde grebet sig i hans krop. Han løftede blikket imod Innogen, granskende det af hende der var tydeligt for hans overvågende øjne. Han kunne ikke se hendes ansigt, men han kunne se hendes arbejdende hænder. Han så deres rysten - måden hvorpå de ikke kunne udføre en så simpel handling, som hun havde påført dem. Han trådte hen på siden af hende, placerende sin ene hånd imod hendes - standsende hendes handling med sin egen gestikuleren og ordene:
“Må jeg hjælpe?”
Denne gang genfandt hans blik ikke hendes; denne gang lod de olivengrønne øjne sig sidde imod flasken - imod hendes hånd, hvor hans fingrespidser strejfede hendes håndryg ganske blidt. 

Hun blev grebet af irritation og panik over hun ikke kunne få proppen af. Følelserne lå meget tydelig på tøjet, da hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Der var gået så mange ting op, de få timer efter hun havde forladt festen. Gode følelser af at se ham igen, dårlige følelser over at føle Bram der havde rørte ved hende. Og da hun indså hun var forelsket – for første gang. Hold kæft det var noget rod, noget rigtig omgang - -. Innogen nåede ikke længere i hendes tanke gang, da hun mærkede hans hånd imod hendes. Hun stivnede under hans berøring, som rev han hende ud af hendes tanker. Og derefter smed hende ned i vandet fyldt med hendes forvirrende følelser. Hendes blik gled hen i hans retning, uden hun bevægede hoved. Følelsen af hvor tæt han var, hans varme han udstrålede. Det var som om hele hendes krop var skruet op på maksimal følsomhed.
Hendes læber skilte sig fra hinanden, hun lukkede øjnene i. Hun gispede da hun mærkede hans fingre der gled hen over håndryggen. Hun skubbede flasken fra sig, der gyngede frem og tilbage på bordet. Ganske faretruende for at vælte. Men hun var ikke så bekymret, da hendes tanker var et helt andet sted. Hendes krop havde vente sig imod ham i stedet. En hånd havde lagt sig imod spisebordets træoverflade. Mens den anden havde lukket sig rundt omkring Judahs håndled. For hende, var det som at dette øjeblik var gået i stå. Hendes øjne betragtede manden foran hende. Hans ar, psykiske som fysiske. Hans olivengrønne øjne der rummede så mange følelser, brugte man bare tid på at studere dem. Hans tjavsede hår der faldt og indrammede hans ansigt. For mange ville de se en mand, der måske havde opgivet livet. En mand der straffede sig selv, og ikke længere passede på sig selv. Men Innogen; hun så alt det andet. Det som virkede til at være det, han prøvede at gemme væk fra verden. Det han fornægtede sig selv. “Judah.. ved du hvor smuk du er for mig?” hviskede hun prøvende, hun kiggede på ham. Øjenbryn knyttede imod hinanden, øjne der næsten flød over med følelser.
Følelsen af noget greb hendes hjerte og klemte det, var så overvældende. Måske hun ikke skulle have sagt noget, måske han ville blive sur. Måske ville han gå, og hvis han gjorde kunne hun så stoppe ham? Hun lænede sig tættere ind imod ham. Hun tog en dyb indånding, urterne havde stadig fyldt hele rummet med dens duft. Men det hun kunne dufte lige nu, var ham. Duften af hans varme, sveden på huden der havde formet sig i løbet aftenen. Det han ikke havde fået vasket af fra badet. Det ville være svært for hende at forklare hvad dét præcis var, men hans duft var næsten berusende for hende. Hvad gjorde man af sig selv i sådan en situation? Hun ville så gerne vide det, for hun havde aldrig prøvet noget lignede før.

Varulven nåede netop kun at strække sig fremad, gribende flasken der var få sekunder fra at vælte imod bordpladen. Han stabiliserede dens vægt, noterende sig den var i sikkerhed fra at falde imod grunden under dem og smadredes - og så vente han øjnene tilbage imod den kvindelige skikkelse foran ham. Han hev kortvarigt efter vejret, idet han så Innogen havde vendt fronten imod ham, seende ham direkte i øjnene; nådesløst og krævende, trods blidheden der prægede halvelverens dybe, intense øjne. 
Judah gjorde fuldkommen holdt, da han mærkede Innogens greb omkring sit håndled. Han standsede i sin bevægelse, først tydeligvis forvirret over hendes reaktion - en forvirring der blødnede op i takt med, at han hørte ordene der forlod hendes mund.
For en kort stund mærkede han hvordan alle hans bekymringer, al den smerte han følte i sin krop og i sit sind - det flød alt sammen væk. Blikket i hendes øjne, den måde hun havde talt til ham; indflydelsen af hendes ord var alt overskyggende. Så i det mindste bare for en kort stund. Og hendes skønhed, han havde set den hele aftenen, igennem hendes latter, hendes smil og selv hendes vrede. Han så den nu, i hendes lille køkkenet, hvor hun var badet af stearinlysenes flakkende, men varme skær. Måden hvorpå lyset flyttede sig henover hendes ansigt, idet hun lænede sig fremad imod ham. For en kort stund der glemte han virkelig at bekymre sig. For en kort stund der glemte han, at han ønskede at drukne de altædende tanker han ønskede at dæmpe med alkohol - han glemte hvor træt han var.
Men så ramte minderne ham. Billederne der forvoldte ham mere smerte, end hvad krig og kamp nogensinde havde påført hans krop. Billeder der fik ham til at trække sig sammen, og frembragte et brændende ønske han ikke turde tale højt om - end ikke for sig selv.
Med et henfaldt Innogens ord ham ganske anderledes; varmen de havde givet ham, den brændte ikke længere. De havde næsten en bittersød  klang i hans øre. Han troede ikke på de kunne være sande, trods oprigtigheden der virkelig lå i halvelverens ord. Trods den varme der strømmede fra hende, helt oppe fra hendes grønne øjne der betragtede ham med en hengivenhed der var åbenlys for enhver anden.
Han trak sig ikke fra hendes skikkelse, men han hørte sig selv svare hende med en lavmælt tone:
“Hvis du vidste hvad jeg har gjort; hvilken smerte jeg har påført - så vil du ikke se nogen skønhed -“
Han prøvede at trække sin hånd til sig, imens han fortsatte: “Så ville du ikke se noget i mig.”
Judah rystede på sit hoved, med et blik der var mere undskyldende end noget andet.
“Innogen, jeg tror ikke jeg-“
Han hviskede ordene, usikker på hvad end de skulle føre til. Han vidste ikke længere noget som helst. 

Havde hun nået ind til ham?
Ville han endelig forstå hvad hun følte?
Men så så hun hvordan det skete.
Hun forstod hvorfor, men ikke hvordan.
Hun brændte indvendig, da hun indså hvor meget det åd ham. Og hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, hvordan kunne hun få ham til at indse at det hele blev bedre? Hvordan kunne hun nå ind til ham, og hjælpe ham med at blive hel igen. Var hun overhoved i stand til det, var det overhoved nødvendig? Hendes bryn knyttede sig sammen, og hun kunne mærke hvordan at hendes øjne begyndte at brænde. Hendes hjerte græd for ham. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere i hendes brystkasse, men det var først da han prøvede at trække sin hånd til sig – at hun vågnede op igen. Hun kiggede ned på hendes hånd er var lukket tæt omkring hans håndled. Hun slap den kort, men bare for at gribe fat i hans underarm i stedet. Hun trådte tættere på ham. Hun ville ikke give ham lov til, at trække hende væk fra sig.
Innogen sank, og tog en dyb indånding. Han mente ikke hun ville se noget i ham, hvis hun vidste hvorfor og hvordan. Men hun vidste jo godt han havde slået en mand ihjel, det var ikke gået stille med dørene. Selvom lyset hurtigt havde delt sig i to lejre, dem som der troet på det og dem der ikke gjorde.
Hun, havde været i den der tilholdet sig retten at hvis han havde gjort det; havde det været for en god grund. Hun ville aldrig se på ham anderledes, hun nægtede at se ham som et monster som andre havde sagt han var. Hendes underlæbe begyndte at skælve, hvorfor nægtede han at give sig selv lov til at være glad? Bare for et lille øjeblik. “Hvorfor?” spurgte hun hårdt, og greb hårde fast i ham. Hendes øjne brændte sig ind i hans. “Hvilken smerte du har påført.. Slog du ham ihjel fordi du ønskede det?” hun vidste at det var en hård fin grænse hun gik på nu. Og der var en stor chance for at hun ville knække den skrøbelige mand foran sig. Men hun var også beruset, og hun kunne ikke længere holde sig tilbage.
“Var det overlagt mord Judah? Tog du hans liv for sjov?!” hun vidste jo selvfølgelig ikke om det faktisk var hundrede procent sandt, at han havde slået en anden mand ihjel. Men på den måde som han straffede sig selv, og de ord han sagde nu; det måtte jo være grunden, ikke? Hun mærkede hvordan arrige tåre gled ned af hendes kinder, men hun var ligeglad. De kunne frit få lov til at flyde fra hendes øjne. Hun nægtede at give slip på ham!
Hele hendes krop føltes som om nogen havde sat ild i den, sveden der dannede sig under hendes hår og ned af ryggen. Men på intet tidspunkt slog hun blikket vækket fra ham. “Judah, hvordan skal jeg for dig til at forstå, at jeg kan se hvad der er her inde. Lige meget hvor meget du benægter at du ikke er det, jeg ved du er.” med de hård, havde hun lagt sin andre hånd hen over hans hjerte. “Du kan sige hvad du vil, men for mig – vil du altid være manden der.. der..” hendes stemme knækkede mens tårerne hoved ved med at strømme ned af hendes kinder. Hvordan kunne hun nå ind til ham? Det her var ikke et spørgsmål, om en der tidligere havde set op til sin general. Dette var ikke en soldat der så op til sit idol. Det her handlede omkring en kvinde, en kvinde der var forelsket i en mand. Der ville være undergangen for ham selv.

Kortvarigt troede Judah virkelig, at Innogen ville slippe ham helt - at hun ville lade ham vende om, og se til i stilhed imens han forlod hende og hendes hjem. Han var halvvejs igennem at vende sig om, var ved at træde væk, men så mærkede han det. Han mærkede grebet omkring sin underarm, og følelsen af hende der trådte tættere ind imod ham. Atter stivnede varulven og så ventede han. En handling han fortrød så inderligt, da han hørte hvilke ord der formede sig på Innogens mund.
Synet af halvelverens glasøjne, på renden til at fælde en tåre, og hendes skælvende læber - det pinte ham. En pine der satte sig i hans øjne, frembringende en grimasse der helt alene talte for sig selv. Han rynkede brynene i et forsøg på at kontrollere den forfærdelige følelse af skam og skyld, der bredte sig i ham. Det sammen med den brændende vrede, der strakte sig og ødelagde al kontrol han nogensinde havde haft i sin krop. Den var som en ild, altødelæggende og nedbrydende - og den brændte, den brændte blot endnu mere idet Innogen åndede ud og talte. For hver gang at hun nævnte Ham, bredte ilden; helt ind til den sad i hans øjne. I de ganske grønne øjne.
Det fald ham ikke engang ind at lyve overfor hende - for hvorfor skulle han? Han vidste udemærket, at trods han var blevet lovet at hans handlinger; grunden til hans afsættelse, ville blive holdt tæt med de inderste af de inderste i hæren, så ville det alligevel nå ud. Så selvom det blot ville nå ud som et rygte, en historie. Han havde prøvet at lære sig selv ikke at frygte det øjeblik, hvor han blev konfronteret med sandheden. Men han fandt alligevel sig selv - i dette øjeblik - skælve ved Innogens ord, ikke alene kun af vrede men også sorg og skam.
Hvis han kunne græde, så havde han gjort det. Men det kunne han ikke, det havde han ikke kunne i meget, meget lang tid. Ilden der var hans vrede, havde udslettet hver en enkelt tåre han ville have fældet. 
“Du ved ikke hvem jeg er; hvad jeg er.”
Hans stemme skælvede af vrede idet han endelig talte: “Innogen du ved ikke hvad du taler om - jeg ved ikke hvad der har forblændet dig; hvad der har fået dig til at se på mig på dén måde,-“
Han veg lidt tilbage fra hendes hånd, idet den rørte ved hans brystkasse. Han trådte mindre end et skridt tilbage, stadigvæk med blikket klynget fast til hendes våde, der ikke synes at ville give slip på ham. Han kunne ikke længere holde sig tilbage, om det var alkoholen, eller blot hele situationen der bragte ham dertil, det vidste han ikke. Men han forsøgte ikke engang længere. Der var ikke længere nogen grund til, at standse sig selv.
“Jeg slog ham ihjel fordi jeg kunne.”
Han hørte sig selv tale, men han havde ikke længere kontrol. End ikke da han fortsatte, og han mærkede den frembrydende tyngde sætte sig i hans mave - kvalmen, sammen med hans galoperende hjerte: “Fordi han stolede på mig - fordi han var der, sammen med mig.”
Det var hans tur til at gribe hende, gribe hende omkring hånden der havde berørt hans bryst, ganske tæt ved hans hjerte.
“Han troede han kunne hjælpe mig; han troede han kunne fjerne den smerte jeg følte - jeg skreg af ham, at han skulle gå, men han ville ikke. Han var ikke gang bange, imens han holde mig.”
Han bed nærmest ordene, imens han talte - tydeligvis påvirket af den vrede, der emmede fra hans mund: “Men han burde havde været bange - han burde have flygtet.”
Han pausede, så tårene der langsomt, men sikkert flød fra halvelverens kind. Måske hvis han fortsatte, så ville hun indse hvem han virkelig var. Måske ville hun indse, at hendes varme og venlighed ikke kunne hjælpe på, hvad han havde gjort. Så han standsede ikke endnu:
“Jeg slog ham ihjel, fordi det er det vi gør - varulve skelner ikke mellem venner, soldater.”
Han hev efter vejret, bremsende sig selv, inden han til sidst, helt sammenbidt udtalte ordene: “Forstår du det?”
Judah slap hende, prøvende på endnu engang at trække sig selv fra hende. Han svor hans hjerte bristede idet han hørte hendes skælvende ord.
“Så hvilken mand er jeg så, Innogen? Kan du svare mig på det?”

Hun tog alt ind han sagde, hvor han blev vred og oprevet over situationen. Forholde hun sig roligt, hendes øjne lagde sig på ham. Måske ville denne ro, gøre ham irritabel – guderne måtte vide det før havde givet bagslag, når hendes far havde haft en af sine raseri anfald. Men det hun så udfolde sig foran hende, var næsten som et dejavu da hendes far havde råbt af hende, at hun ikke skulle fortælle ham hvem der var skyld i hendes søsters død. At hun ikke havde mistet en datter, det havde han. Ikke en gang der havde hun råbt tilbage, hun havde mistet en søster. Hun havde bare stået og kigget på ham, roligt taget flasken ud af hans hånd, og bedt ham om at sætte sig ned. Hun havde siddet med ham, mens han havde skreget af sorg. Hun havde skiftet hans tøj, badet ham og været der for ham. Når han ikke kunne fungere for sig selv. Nu brændte hendes hjerte af skam, at hun havde forladt ham. At hun ikke havde været stærk nok til at blive. Og hun kunne ikke gå igennem det én gang til.
Hendes brystkasse hævede sig, hun blev dog stadig ved med at holde fast i ham. Ikke lige så stramt som før, hun lod ham også hive fast i hende. Hun lagde hoved på skrå, knyttede sine bryn som hun lyttede til hvad han fortalte hende. Måske var det hans vilje, at hun skulle blive bange. At hun skulle skubbe ham væk fra sig. Forkaste ham, skrige af ham at han skulle ud af hendes hjem. Men ingen af de tanker dukkede overhoved op i hendes hoved, for intet han sagde eller gjorde i dette øjeblik; fik hende til at føle noget anderledes end for blot ti minutter siden. Der hvor hun havde set på den flotteste mand, stå i hendes døråbning og kigge på hende. Hvor han rigtig havde set på hende.
Jo måske havde følelserne ændrede sig, men ikke i den retning han nok håbede på.

“Undskyld” sagde hun blidt, og trådte et skridt tættere på ham, da han trak sig væk igen. “Undskyld Judah, jeg skulle aldrig have antaget jeg vidste hvem du er. Eller at jeg ved hvad du føler” hun gav et hæst grin, og slog kortvarigt blikket ned.
“Men for mig” hun kiggede op igen, og kunne mærke at tårerne igen pressede på. Og hun kastede en kortvarig forbandelse på dem, men fortsatte så sin snak til ham. “Men for mig Judah. Kan du aldrig ændre den del af dig, jeg stadig kan se når jeg kigger på dig” hun gav den her gang helt slip på ham, for at lade begge hænder glide frustreret igennem hendes hår.
“Du slog en mand ihjel, fordi du forvandlede dig. Fordi du siger bæstet i dig ikke kunne skelne mellem ven og fjende. Men derfor kan du ikke overbevise mig om, at du slog ham ihjel fordi du kunne.” hun prøvede at lægge en hånd imod hans kind, som hun trådte tættere på igen.
“Du fortalte mig lige, at du skreg at han skulle gå. Du advarede ham – og han tog et valg om at blive. Velvidende at du ikke kunne styre dig. Hvorfor skal du straffe dig selv for, at tage livet af en ven, der prøvede at hjælpe. Men det ikke lykkedes? Han tog et valg. Og det valg bliver du nød til at leve med – men ikke i bunden af en flaske Judah.” hun bed sig i læben, og kunne mærke gåsehuden der steg på hele hendes krop, på trods af hvor varmt det var i rummet. 
Hun sank igen “Du er stadig en af de smukkeste personer jeg nogen sinde har mødt, og intet du siger, kan få mig til at sige anderledes”

Denne gang lyttede han. Trods vreden der boblede under huden på ham; trods den skreg på, at han skulle lade sig selv eksplodere og blot give slip. Trods den fik hans krop til at ryste af ren afmagt, så holde han igen. Varulven var intet andet end stiltiende idet Innogen talte - stille og observerende, imens hun talte, imens hun græd. Men han kunne ikke holde sig selv fra at vie tilbage, da han mærkede hendes hånd imod sin kind. Han trak sig, tagende et halv skridt tilbage imens han, for første gang den aften, rigtig så væk fra hende. Han afveg hendes blik, han prøvede oven i købet at vie fra halvelverens ord - men det var umuligt for ham. Han kunne ikke krybe væk fra hendes omsorg, den oprigtige varme der lå i hendes ord og al hendes handling.
“Innogen stop. Stop.”
Bed han af hende, som hun til sidst nåede til ende i sin tale. Han løftede sin ene hånd, holdende den opad gestikulerende sine egne ord, imens han omkring dens håndled med sin anden hånd.
“Du kan ikke bare det på dén måde; at jeg ikke burde straffe mig selv for, at slå ham ihjel.”
Han rynkede brynene, mærkende presset han udsatte sin egen kæbe for idet han bed sine tænder ganske hårdt sammen. Han slog armene ud, frustreret.
“Jeg kan ikke mere - jeg kan ikke lytte til der her mere.”
Han vidste ikke hvad der greb om ham, men det var noget der fik til at handle helt instinktivt.
Judah trådte tilbage, han kastede et sidste blik på hendes grønne øjne, mærket af de salte tåre der havde forladt hendes øjenkrog, inde han trådte om. Han vendte hende ryggen, og lagde an til at træde ud af køkkenet - ud i mørket og helt væk fra lyset. 
 

“Jamen” hun prøvede at afbryde ham, få ham til at stoppe. Men han trak sig bare længere væk, alt det hun havde håbet han ikke ville gøre.
Og hendes verden brød sammen, hun vidste godt det var et udtryk for han ikke kunne rumme sig selv. Hun var fungerende nok som menneske, til at begribe når ting ikke handlede om en selv, men omkring de mennesker der var omkring en. At han ikke var i stand til at  rumme det hun ville give ham. Men det var svært, det var svært ikke at tro det handlede om hende.
At han ikke ønskede hende. At hun ikke var god nok, og ikke kunne give det han ville have.
Og det gjorde så ondt, det var som noget hun aldrig havde prøvet før. Hun havde aldrig prøvet en smerte så voldsom før. En havde revet hendes lunger ud, og hun kunne ikke trække vejret.
Han ville gå? Han ville ikke en gang – lytte til hende? Tårerne der før bare havde kommet i få mængder, var nu voldsomme og hun hæv efter vejret.
Han måtte ikke gå! Men hun kunne ikke få sig selv til at flytte sig. For da han vente ryggen til hende, der væltede de vægge hun havde sat op rundt omkring hendes hjerte.
Innogen greb omkring bordet ved hende side, det var alt der var for at hun ikke væltede. Hun elskede ham så meget, og hun ville aldrig nogen sinde få ham. Ville hun? Det havde sket så pludseligt, og det var revet væk lige så hurtigt. Hun kiggede forvirret rundt i rummet, hvorfor var det gået så galt? Hun havde jo bare, prøvet, hun hæv efter vejret og lagde en hånd imod hendes hals. Hun havde lyst til at skrige og råbe, men intet kom ud. Som tårerne blev ved med at forlade hende.
Hun ville ønske hun var stærkere end dette, at un ville stå rank og fortælle ham hvad han havde brug for. Men igen svigtede hendes mentale tilstand hende, og hun gjorde intet.

Judah sagtede farten i sine skridt da han hørte hende. Han greb omkring dørkarmen med den enkelte af sine hænder, da han hørte hende hikste efter vejret de gråden tog til. Men dette var kun for en kort stund; han sank mere og mere indad i sig selv, flygtende fra en situation han så klart og tydeligt ikke kunne rumme. Han kunne ikke rumme sig selv, det at være i sin egen krop - og slet ikke den sorg og smerte han bragte over halvelveren, der havde gjort mere end nok for ham. Hendes omsorg havde næsten ikke været til at bære, og nu - som han stod i dørkarmen - følte han sig ikke fortjent til den. Han fortjente hverken den eller hende.
Han sank i skuldrene, krummede næsten i ryggen, som han løsnede sit greb og vandrede fremad. Han trådte væk, som en hund med halen mellem benene forsvandt han fra hende.
Judahs skikkelse forsvandt ud af køkkenets varme, blide lys og ud i mørket. Hans skridt var ganske sagte, som de førte ham igennem skyggerne. Han følte længere intet; han hørte ikke sine tanker arbejde på højtryk, som de havde gjort det for nogle få øjeblikke siden. Han hørte blot sig selv trække vejret, langsomt, men koncentreret. Dét og lyden af Innogen græde bag sig. Han rynkede brynene, lidende imens han stirrede tomt ud i mørket.
Hans krop bar han fremad, hen imod badeværelset hvor han havde forladt sine ting. Hvad skulle han gøre? Træde ud af sit lånte tøj og ind i sit eget, og gå? Eller skulle han blot gå som han var - ud i regnen, ud i intetheden, i mørket udenfor?
Han vidste ikke hvad han skulle gøre, så han bremsede - med siden til badeværelsets dør, der stod ganske let på klem ind til kammeret. Han bremsede i mørket, seende imod udgangen til Innogens hjem. Han var igang med at stikke af også selvom han ikke ønskede det. Men han følte ikke, at han kunne gøre andet end det. At forsvinde og efterlade.

Hun greb omkring sit hjerte, og tog nogle dybe indåndinger.
Det var hårdt, men hun indså også i en kort form for klarhed. At hun lå her og havde ondt af sig selv, ikke ville bringe en ende på følelserne. Og hvis han virkelig havde tænkt sig at forlade, og stikke af på den måde. Skulle han ikke have lov til det, uden at hun fik sagt alt. Hvordan at hendes følelser kunne dreje så hurtigt, kunne hun ikke helt forstå selv. Men styrken der fik hende til at skubbe sig væk fra bordet. Vende sine svigende øjne imod dørkarmen, var nok til at få hende til at gå fremad.
Han var måske allerede på vej ud af døren, nærmest løbende fra hendes omsorg.
Innogen gik hurtigere hen imod gangen, og var parat til at hun skulle løbe ud af døren. Ud i regnen og for anden gang den nat, stå i vådt tøj. Men hun nåede ikke så langt, da hun så en skikkelse stående i mørket. Judah. Hun gned sin hånd ryg under hendes øjne, tårerne var stoppet. For nu. Ingen vidste hvad der ville ske, når han sikkert og vist ville forlade hende denne aften.
Hun gik med lange skridt hen imod ham, og greb om hans overarm. “Du skal vide én ting.” hviskede hun hæst, som hun nægtede sig selv fra at græde igen, selvom det var hårdt.
“At du kan gå nu, du kan forlade mig, og du kan forsvinde tilbage til hvad end det var, du forsvandt hen til.” hun tog en dyb indånding.
“Men jeg vil stadig elske dig. Jeg beklager, hvis det er for hårdt for dig.” hun tog en dyb indånding, og pressede sine læber imod hans kind. Hun drog duften ind af hans duft. Måske var det sidste gang, hun nogen sinde ville dufte ham. Mærke ham så tæt på. Måske en dag hun ville finde ham igen.
“Behold tøjet. Jeg har ikke behov for det. Jeg kan finde et klæde du kan have dit andet i.” hun vendte sig væk fra ham igen. “Så kan du gå, hvis du ikke kan holde mit selskab ud længere.” smerten tog igen fat omkring hendes hjerte, men hun holde sig stærk. Hun kunne græde når han var gået. Når han ikke længere kunne se eller høre hende være svag.

Han hørte skridtene bag sig; lyden af hendes vægt der lagde sig imod trægulvene, som Innogen bevægede sig hurtigt og sikkert imod ham. Havde det ikke været for hendes stærke greb omkring hans overarm, så havde han trukket sig væk fra hende og videre ud i mørket. Men der var noget der standsede ham - trods han var i gang med, at flygte fra det hele; fra sine følelser og fra hende.
Innogens hviskende stemme fik Judah til at trække lidt på sit ansigt. Han drejede langsomt på sit hoved idet han hørte hende, og denne gang lyttede han virkelig. Han lyttede helt ind til, at han hørte hende fortælle ham dét, der for de fleste forekom ganske klart og tydeligt. Men det havde ikke været tydeligt for varulven; det havde aldrig forekommet ham, at hun følte sådan omkring ham. Måske fordi han aldrig turde give sig selv eller andre lov til, at lade sig selv elske eller blive elsket i sådan en grad. Måske fordi han ikke følte sig selv værdig til, at blive elsket på den måde som Innogen stod og indrømmede overfor ham, at hun elskede ham.
Ordene der kom fra halvelveren derefter hørte han ikke. Han mærkede hendes læber imod sin kind, mærkede hendes varme, men bløde åndedræt imod sin hud, men han hørte intet. Judah drejede overkroppen imod Innogen, efter at han følte hun gav slip for at vende sig fra hans skikkelse. Han begyndte langsomt at vende sig, træde sig selv på plads, således han vente fronten imod hende. Han gjorde det i sådan en akavet grad, at det var tydeligt han ikke helt vidste hvad han skulle stille op med sig selv. Havde han virkelig hørt det, det han troede at han havde hørt?
“E-elsker du mig?”
Da han hørte sin selv tale, kunne han ikke genkende sin egen stemme. Han hørte en rysten i den, en sårbarhed som han ikke havde udtrykt i meget, meget lang tid.
“Elsker du mig?”
Han gentog sig selv, denne gang mere sikkert end før - tydeligvis mere indforstået med, hvad der lige var sket. 
Og der stod han så, atter med fronten vendt imod lyset; imod hende. Tabt for ord og ude af stand til at handle.