Hun lod hendes blik hvile sig på katten hun holdte, den var enlig meget sød. Den virkede også meget rolig lige nu men det var aldrig til at vide, hvornår den ville løbe væk. Eller om den ville prøve at kradse hende, for det var aldrig til at vide med katte. De kunne sikkert finde på lidt af hvert, hun havde dog et smil på ansigtet og kælede lidt mere for katten.

"Jeg er også sulten, så måske vi må finde max ellers skal vi lede et andet sted"sagde hun og tænkte lidt som hun kiggede lidt mere på katten. Men efter få minutter kiggede hun på William, og kunne så høre hendes mave begyndte at knurre. Det undrede hende at de ikke havde fundet ham endnu, måske han slet ikke var her i byen. Måske denne Max var et helt andet sted henne, hun begyndte at tænke lidt mere om det.

Så lagde hun hovedet på skrå, og kælede lidt mere for katten, før hun kunne mærke den begyndte at knurre. Hun løftede et øjenbryn, for hvorfor begyndte den kat at knurre det var virkelig underligt. Bailey kiggede så rundt, måske det var en god idé at få noget at spise. Hun var blevet sulten som William"Det kan være Max er i nærheden af kroen derhenne"Sagde hun som hun pegede hen imod kroen i nærheden af dem.

Hans mave var egentlig begyndt at knurre rigtig meget. Nu skulle han virkelig finde Max. Så kunne han få noget at spise. Men Max betalte jo altid, for hvad skulle han med krystaller, han brugte dem jo aldrig slet ikke når han altid fik hvad han pegede på. Men han kunne altså ikke lade Bailey betale for ham, sådan gjorde man ikke imod kvinder. Og ellers så måtte han jo bare vente til de havde fundet Max. "Han skal være her i byen.... Et eller andet sted." kom det fra ham og kiggede lidt ned i jorden. Han var så sulten at han ikke vidste hvilket ben han skulle stå på. Hvis han bare ikke var gået fra Max i første omgang og var faret vild, så havde han altså ikke haft dette her problem lige nu. Han ønskede faktisk først nu at han ikke bare sådan var gået sin vej. Bare fordi han ville kæle med nogle nye katte. Nogen som slet ikke var særlige snaksalige!

Tanken om en kro og duften af mad gjorde ham bare mere sulten. Han ville have så meget mad lige nu! Og han var vidst ikke den eneste. Men han kunne spise hvad som helst lige nu, han ville bare gerne finde Max, for han kunne ikke tage hjem uden at sige farvel til ham. Max ville bare blive bekymret for ham eller sådan noget. Og så ville han bare få skæld ud af Max når de så var sammen igen. Nej det duede bare slet ikke. "Kroen... Åh jeg kan næsten smage deres mad!" hans mave begyndte at larme lidt mere og han bed sig i læben. Han ville bare have nogle krystaller så han kunne få noget mad. Der var sikkert ikke nogle krystaller at finde i havet, nok ikke på disse kanter. Det var langt nemmere at finde krystaller i Fritshavn, der var piraterne altid så fulde og smed tit deres ting over bord i ren fuldskab.

Uden at advare William eller fortælle hendes plan med kroen, havde hun taget fat rundt om hans hånd og begyndte at løbe hen imod kroen. Hendes mave rumlede en hel del, for hun var godt nok også blevet sulten. Det var på tide med noget at spise, før hendes mave ville bringe opmærksomhed fra de mange mennesker der gik rundt. Hun havde ikke lige tænkt på katten, eller nogle af de andre katte. Dog som de begge to stod foran døren til kroen drejede hun hovedet til den ene side, og løftede undrende et øjenbryn. Tankerne om, denne Max fik hende til at tvivle på om han overhovedet ville være her.

Hvis han ikke var her, ville det så betyde at William var nød til at lege et andet sted. Det kunne godt være, og hun lod hendes blik falde hen på ham. Ordene fra ham om at Max skulle være her et sted i byen fik hende til at løfte begge øjenbryn med en undrende mine over ansigtet. Så var spørgsmålet hvorhenne i byen, at han ville være. Der var mange mennesker, så måske han gik imellem dem, men ville de ikke have set ham, hvis han havde gjort det. 

Hun havde lyst til at opgive, men vidste med sig selv at det kunne hun ikke. Hun var slet ikke typen der ville give op, hun ville hjælpe ligemeget hvad. Hun sendte William et smil, som hun lod hendes øjne hvile sig på hans ansigt"Så skal vi nok finde ham"svarede hun opmuntrende med hovedet på skrå. Hun lagde en hånd ovenpå hendes mave, som hun kunne høre den rumlede lidt mere. Duften fra kroen fik kun hendes mund til at løbe mere i vand end den pludselig allerede gjorde. Hvor ville det bare være rart med noget godt at spise lige nu, for det var næsten hårdt at lede efter katte. Som hun hørte hans ord kunne hun ikke lade være med at grine, og hun trak ham med indenfor på kroen, for de kunne da godt lide få lidt at spise inden de ville lede videre"Vi burde få noget mad først, her dufter alt for godt til at man kan lade være"grinede hun med en blid latter.

Helt overrasket over at der lige pludselig blev taget fat i ham for at løbe hen til kroen fik ham til at trække lidt på smilebåndet. Han var virkelig sulten, men på den anden side... Han kunne virkelig ikke lade hende betale for noget som helst. Det var ikke sådan han var opdraget, og det var bestemt ikke sådan han ville fremstå. Men hvad skulle han gå rundt med krystaller for? Det var jo ikke fordi han skulle bruge dem, han fik jo som regl hvad han pegede på når det kom til stykket. Samtidig blev han ufatteligt forpustet af at løbe igen, han havde jo netop lige fået vejret og så skulle de på den igen, også selvom det ikke handlede om katte denne her gang. Det irriterede ham faktisk lidt at han ikke kunne huske navne på Max's katte. Hvis han nu bare kunne huske deres navne så kunne han da kalde på dem, men det var virkelig ikke noget af det der havde sat sig fast i hans hukommelse.

Da de endelig stoppede foran kroen kunne hans næse ikke lade vær med at dufte alt den lækre mad der ville være der inde, for slet ikke at tale om hans kirtler der så småt begyndte at danne mere og mere spyt. Hele hans mund blev gennemboret af spyt eftersom at han virkelig var sulten. Det resulterede bare i at hans mave begyndte at rumle mere, og han måtte tage sig til maven for at dække for larmen den lavede. Alt det løben og vandren havde virkelig gjort ham sulten, men hvordan skulle han kunne betale for den mad de leverede der inde? Han nikkede dog lidt til hendes ord, de skulle nok finde ham... På et eller andet tidspunkt. Det handlede vel egentlig bare om hvornår. For han kunne jo ikke bare tage hjem uden at give Max besked, det ville bare skabe problemer og sikkert en skideballe fra Max hvis han gjorde det.

At han blev skubbet indenfor og duften af mad væltede ind i hovedet på ham fik ham til at overvej hvad det var han skulle gøre lige nu og her. Han havde lyst til at gå ud igen, men nu spærrede Bailey jo vejen for ham, så han kunne ikke rigtig gøre andet end at gå længere ind på kroen. "Men jeg kan altså ikke lade dig betale, og jeg er flad for krystaller...." kom det fra ham og vendte sig om for at kigge på hende. Han kunne virkelig ikke lade hende betale, han var prins, og det var ikke sådan prinser gjorde mod smukke unge damer!

Lyden af en rumlen troede hun først kom fra hendes egen mave, men det lød til at komme fra William, og hun kunne ikke undgå at grine lidt. Han var nok sulten ligesom hende, så det var vel en god ting de var nået hen til kroen. Duften gjorde bestemt ikke det bedre, når de begge to var meget sulten, og Bailey lagde begge arme hen over hendes mave, bare i håb om at stoppe hendes mave fra at knurre. Men det var svært, når maven fortsat rumlede, og hun kiggede hen på William. Dog havde hun tænkt at det var en god idé at skubbe William ind på kroen, imens hun selv var fulgt efter.

Hendes blik gled lidt rundt på kroens omgivelser, før hun vendte hendes opmærksomhed og fokus tilbage på ham igen. Et smil bredte sig på hendes ansigt, og hun lagde en hånd ovenpå hans ene skulder"Det er altså okay, jeg kan godt betale"sagde hun med en glad stemme, som hun gav nogle små blide klap på hans skulder med hånden. Det var slet ikke fordi hun havde noget imod at betale, langt fra så var hun altid klar på at betale, hvis der var nogen der ikke havde nogle krystaller på sig. Som Bailey stod foran William, gik der få minutter før hun fjernede hånden, og drejede lidt rundt så hun stod med fronten ud til nogle af de mennesker der sad herinde. 

Hun tog fat rundt om William s hånd igen, og gik hen til et bord henne ved et vindue, hun kiggede kort hen på ham. Før hun satte sig ned på en stol, og ventede på han fik sat sig, for det var jo et fint nok bord hvor de kunne sidde"Tror du, at vi skal opgive jagten efter de katte"lød det undrende fra hende med et løftet øjenbryn.

Det var egentlig forkert at hun skulle betale, og det måtte hun indse. Men det ville nok være svært at for hende på andre tanker, men så måtte han jo få hende på andre tanker, men han anede bare ikke hvordan han skulle gøre det. Han håbede egentlig lidt på at Maximilian på mystisk vis ville dukke op men det var der nok lange udsigter til. Han håbede egentlig lidt på at Bailey ville droppe det hele og at han bare kunne forsvinde, men det kunne lod ikke til det, slet ikke som hun lagde en hånd på hans skulder og sagde de vise ord. En kvinde der skulle betale for ham? Det kunne han da ikke tillade kunne han? Det har da ikke sådan en prins gjorde. Det var ikke sådan efterkommeren af Aquarin skulle være. Han skulle gerne betale for hende og ikke omvendt. Han var virkelig en dårlig prins lige nu. Men hvad skulle han stille op med det hele? Han var så forvirret over hele situationen at han ikke sagde noget som helst. Han var flov og han kiggede ned i gulvet.

Selvom hans mave rumlende vidste han at han skulle spise, og han skulle hellere end gerne spise  for at opretholde sin krop og styrke til de hårde træningerne han afholdte med Maximilian til tider.  Han ville ikke engang kigge på hende. Han var så flov og han var slet ikke en gentleman lige nu, det var sådan han skulle være, men det var langt fra sådan han var lige nu. Men så måtte han jo huske på altid at få lidt krystaller af Maximilian i tilfælde af de blev væk fra hinanden som nu. Han mærkede godt at hun fjernede hånden fra hans skulder, og han mærkede hvordan hun tog fat i hans hånd på ny for at få ham med sig. Han sagde ingen ting men fulgte blot med. Først da hun havde sat sig på en stol foran ham dumpende han ned over for hende og turde dårlig nok kigge på hende. Hans blik vandrede list rundt inden han kiggede på hende langt om længe. "Jeg lover at jeg nok skal betale dig tilbage.. Lige så snart Maximilian viser sig" kol det fra ham og lavede et halvt smil til hende. Han lyttede til hendes ord og han kiggede lidt på hende og bed sig i læben. Han havde ikke lyst til at jagte flere katte. Nu ville han bare have mad og slappe af. "Jeg tror ikke vi kommer videre med de katte. Måske vi bare skal droppe det hele?" han vidste ikke engang hvad han skulle sige længere. Forhåbentlig ville der ikke gå for lang tid før der kom mad når de havde bestilt det. 

Som det så ud til, at han slet ikke gad kigge på hende, undrede hun sig. Så øjnene gled lidt ned over hende selv, for måske hun havde et eller andet på ansigtet der gjorde at han ikke ville kigge på hende. Måske der var et eller galt med hendes udseende måske. Tankerne kørte næsten rundt, som hun slet ikke var sikker på grunden til, at han ikke ville kigge på hende. Dog have hun heller ikke tænkt sig at tvinge ham til det, og måske hun bare skulle lade være med at tænke så meget over det. Smilet voksede lidt, som hun hørte hans ord, og hun viftede lidt med den ene hånd foran sig, som tegn på at det slet ikke gjorde noget”Jeg vil altid gerne hjælpe, det skal du ikke tænke på..Jeg er bare glad for at kunne hjælpe”sagde hun efterfulgt af et større smil.

Som navnet Maximillian kom frem, tænkte hun lidt. Det var jo ham, og de katte de lidt havde haft fokus omkring. Måske havvde Bailey helt glemt at lære denne person foran sig lidt bedre, men de katte var også luskede. Selv den kat hun tidligere havde holdt, den var væk.  Som de fik bestilt, tænkte hun lidt over hans spørgsmål, og lagde hovedet på skrå som hun vippede lidt med fødderne som hun sad på stolen. Måske det var en god idé at droppe det, for de katte var næsten alt for hurtigere, alt for hurtigere til at de kunne få fat i dem”Jeg tror du har ret…Jeg vil aldrig give op, men de er så svære at få fat i”sagde hun som hun holdte blikket på ham, imens hun lod en hånd hvile sig ovenpå hendes højre kind.

Bailey virkede så sød sådan som hun ville hjælpe en som ham. Ikke at han ikke selv ville have gjort det, men hvad skulle han ellers sige og gøre? Han havde ingen krystaller og han kunne ikke bare sådan smide tøjet for at hoppe i vandet for at se om der var krystaller på havbunden, hvilket der helt sikkert ville være. Men hvad så med hans tøj, og så skulle han sådan set også være nøgen over for andre mennesker. Ikke at det gjorde ham noget som helst, men Maximillian så bestemt ikke ret begejstret ud hver gang det skete. Nogle folk var så underlige, og William kunne bare ikke se hvorfor de skulle være sådan, det var jo bare en krop. Ingen under vandet kiggede mærkeligt på en bare fordi man ikke havde tøj på. "Du er virkelig godhjertet" kom det fra ham og kiggede på hende med et smil. Han ville helt sikkert selv have gjort det samme hvis han var i hendes sted.

Hvad hun egentlig bestilte vidste han slet ikke, og han var faktisk også lidt lige glad, så længe det var mad, for han var virkelig sulten. Han ville bare så gerne have noget mad lige her og nu og han håbede ikke at der ville gå alt for lang tid, for det orkede han næsten ikke. Men da hun snakkede kiggede han på hende og tænkte sig lidt om. "Jeg har allerede givet op.. De er lige så svære at fange som fiskene ude i havet. Ikke at jeg har prøvet på at jagte dem, men de svømmer også altid væk når man kommer for tæt på" kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Det var typisk det der skete når han var i vandet. Han var stadig lidt legesyg og prøvede at fange fisk, men han var lige så elendig til at fange fisk som han var til at bruge sin vandmagi, og det var ikke engang fordi han skulle fange fisk eftersom at han var kongelig.