Egentlig burde Agarés se dem som kvit, for Deavás havde kun handlet, fordi Agarés havde vundet over ham første gang. Spørgsmålet var dog om de ville blive ved med at være kvit, når de blev overladt til sig selv og flasken med whiskey. Derfor lod Deavás også Agarés få et minder forspring med den mængde sprut han hældte ned i svælget. Han holdt selv lidt igang, som han også var travlt optaget af den samtale han havde kørende med Amelia lige nu. Særligt da han følte, at der faktisk var håb for at han kunne få noget vigtigt med herfra.

Der var et mindre forstyrrende element ude i hendes butik, som Deavás var nervøs for, at det ville betyde, at han ikke ville kunne få flasken før hun var færdig med kunderne i butikken. Han nikkede stille til hendes ord, som hun selv bemærkede frustrationen ude i butikken og derfor følte sig nødsaget til at forlade deres selskab. Han skævede dog ned imod flasken, som han inderligt håbede, at hun ville lade den blive der, så han kunne få den med, så snart ham og Agarés var færdig med at slås med ordene. Deavás rettede sig op for at række ud efter flasken, da hun satte den fra sig. "En fair pris.." svarede han med et nik, som han sagtens kunne se, hvorfor hun ville have 5 safirer for den lille flaske. Der var heller ikke tid til at forhandle lige nu.
Deavás lo ganske let, som Agarés blev bedt om at sikre sig, at der nu også blev betalt for flasken. Han valgte dog roligt at trække flasken til sig, som han skubbede trækisten væk fra stolen, bukkede sig ned og lirkede låsen op for at lægge flasken derned. Så rettede han sig op og nikkede til Amelia før at hun forsvandt. Derefter valgte han at række hånden frem imod flasken for at spæde op i sit glas, som han tog en ordentligt slurk af den brændende væske. "Har du planer om at tvinge mig?" lo han hånende, som han satte glasset fra sig, lagde armene over kors og lænede sig tilbage i stolen, imens at blikket hvilede på Agarés.

Agarés blev stående indtil døren ind til butikken blev lukket. Så tog han jakken af og lagde den pænt hen over en stoleryg. Der skulle jo helst ikke ske noget med de små, skrøbelige flasker og han ville egentlig også helst undgå, at få blod på jakken. Han rettede lige på den lidt løse, sorte skjorte i silke, inden han satte sig tilbage på sin plads, ved siden af Deavás. Han lænede sig godt tilbage, og sukkede tungt, helt lettet, som han endelig kunne slappe helt af. Selvom han for det meste nød sine lange samtaler med Amelia, så fandt han det egentlig meget rart ikke at skulle være på, på samme måde som var han stadig i gang med en handel. Man kunne dog stadig høre et par folk hæve stemmerne på den anden side af døren.

Der bredte sig et smil over de let fyldige læber, som Agarés rettede sig en anelse op igen og rettede blikket mod Deavás. Han trak let på skuldrene og rystede så svagt på hovedet.
”Selvfølgelig ikke, Deavás,” svarede han, langt mere roligt og venligt, end hvad man kunne forvente efter den hånende latter fra Deavás.
”Jeg går da ikke ud fra, at du vil snyde den søde dame?” Sagde han spørgende, som han let løftede det ene øjenbryn. Så rakte han ud efter sit glas og tog en tår.
”Desuden tvinger jeg ikke. Det burde du da vide,” tilføjede han lige i en let latter, som han da lige skulle minde Deavás om, at han bestemt ikke tvang ham til noget ved deres første møde. Han havde endda pænt spurgt om han skulle stoppe, og havde fået et vrissende nej tilbage.

Deavás havde fundet sig godt til rette i stolen, som han så Amelia forlade rummet fra denne og ellers kun lænede sig frem for at samle flasken op og trække glasset til sig. Stille vendte han blikket imod Agarés, som han også valgte at sætte sig. Måske han havde forventet, at han ville sætte sig overfor ham, så det ikke var nødvendigt at dreje hovedet på den måde, men Agarés insisterede åbenbart på at være tæt på. Stille foldede han hænderne foran sig, som han lod blikket hvile imod manden ved siden af sig. Det var tydeligt at Agarés havde holdt en facade kørende, som den dog langsomt forsvandt, det sekund han havde fundet sig tilrette i stolen. Deavás lo ganske let, som han strøg en finger hen over sin egen kæbe og skævede imod flasken. De havde stadig et stykke vej, før at indholdet ville være tømt og det havde Amelia vist nok bedt dem om. Så han lænede sig frem for at trække flasken tættere på dem og lod den stå ved kanten, så de begge kunne nå.

Underligt nok, så gjorde Agarés rolige ord, ham en smule bekymret, så han trak let sammen omkring næsen, som der dukkede en svag rynke op i panden på ham. Det var svært at vide, hvad den dæmon havde af planer for resten af flaskens indhold, særligt når han opførte sig så roligt omkring Deavás forsøg på at håne og prikke til ham. Det gav ham en smule kuldegysninger, som Deavás straks vendte blikket væk fra Agarés og rakte ud efter glasset. Han tømte meget hurtigt indholdet, før at han kiggede på Agarés igen. ”Der er vel ingen grund til at træde dig yderligere over tæerne, ved at ødelægge endnu en forretning for dig” lo han stille, men man kunne også sagtens fornemme en svag ryst i hans stemme. Han gav selv whiskyen skylden, som den endnu bragte ned igennem halsen på ham. Den havde tydeligvis ikke dampet nok af endnu. Han var dog hurtigt nød til at sætte glasset fra sig, som Agarés hentydede til noget, han ikke var særlig stolt over. Derfor endte han også bare med at mumle i stedet for at give ham et reelt svar.

At sætte sig over for Deavás og ikke tilbage ved siden af ham, tanken havde strejfet ham. Det var bare rent dovenskab at sætte sig tilbage, hvor han sad før. Stolen var tættere på og det var hans glas også. Men der gik heller ikke længe, før han satte sig lidt skævt på stolen, netop for ikke at skulle dreje hovedet for meget.
Agarés kunne fornemme den lette bekymring hos Deavás, som han valgte at forholde sig alt for rolig over den hånende tone. Der var ingen skumle planer, det var bare lidt morsomt at give lidt igen på den måde, frem for kun at holde sig til de nedladende kommentarer. Han løftede svagt det ene øjenbryn, som han også bed mærke i den svage ryst i stemmen. Måske hans rolige attitude havde ramt lidt hårdere, end han havde forventet?
”Nej, det ville jeg da sætte pris på,” svarede han, med en snert af irritation over stemmen, som han blev mindet om den forbindelse han mistede, takket være Deavás. Ikke at det havde været hans primære kilde i det område, men det var stadig informationer, som han kunne have brugt på den ene eller den anden måde.

Agarés rystede på hovedet. Han måtte ryste den lette irritation af sig, ellers var han udmærket godt klar over, at han ikke ville kunne opretholde sin rolige holdning ret længe. Specielt ikke i selskab med Deavás, der med årene havde fundet ud af hvilke knapper han skulle trykke på. Han tog en lidt dybere indånding og tog så en lidt større slurk fra glasset, der blev stillet tilbage på bordet. En let latter efterfulgte, som han hørte en mumlen som svar fra Deavás.
”Tag det roligt, Deavás. Det kommer ikke til at ske igen.” Agarés sagde ordene, men det lød ikke som om han egentlig troede på det. Det var bare et løfte han havde givet, at den slags ikke måtte ske igen, ikke kun med Deavás. Selvom han da var klar over, at han sjældent havde været i stand til at sige nej til den slags fristelser, så gjorde han da et forsøg. Og så behøvede Deavás ikke at være så muggen over det.

Eftersom at de tydeligvis skulle sidde ved siden af hinanden og føre en samtale, så gik der heller ikke lang tid før at Deavás valgte at flytte sig en smule for at være i stand til at føre en samtale uden at overanstrenge nakken på nogen måde. Han skulle jo stadig være i stand til at se Agarés så han kunne sikre sig, at manden ikke lige pludselig havde nogle skumle planer for deres drukleg.. Eller hvad man skulle kalde det at dele en flaske whisky ved højlys dag. Ikke at Deavás havde travlt, han måtte jo stadig holde sig bare lidt tilbage, så han ikke blev fanget i samme situation som tidligere.
Eftersom at Agarés virkede så rolig, selv når Deavás forsøgte at prikke til ham, så var han lidt nød til at teste, hvor længe han kunne holde den facade, for det var så absolut sjovere at provokere ham, særligt når de befandt sig et offentlig sted og muligvis skulle opretholde en facade, i tilfælde af at Amelia vendte retur. Derfor kunne man også nemt fornemme på ham, hvordan han forsøgte at provokere ham, bare for at se hvor god Agarés var til at holde sig i skindet. Han lo også let over den snert af irritation, som der var at spore i hans ord. Dertil valgte han at nikke, smilet sagde noget andet, men de kunne sagtens lade emnet ligge for nu.

Det var morsomt at provokere den ældste dæmon i deres lille trekløver, om end den ikke eksisterede længere, så kunne han bare ikke lade vær. Han var klar over, at han muligvis ville blive sat på plads med tiden, men indtil nu så gjorde Agarés ikke den store modstand, så han kunne sagtens fortsætte uhindret. Eller det følte han. På den måde var han også bedre til at skubbe sit eget nederlag bort og fokusere på de sejre han havde fået over Agarés efterfølgende. Deavás greb ud efter flasken for at fylde bunden af glasset igen, som han dog skubbede den over i retning af sin sidemakker. Han løftede det ene bryn en smule, imens at han lænede sig tilbage imod ryglænet, lettere forbavset over hans ord. ”Måske du selv skal tro det først..” lo han lettere drilsk, som han kunne fornemme på Agarés at han ikke selv troede på det.

Så valgte han da også at rejse sig fra stolen, som han straks mærkede tyngden i sine ben og måtte støtte sig til bordet. Han slog det hurtigt hen, som han satte sig op på bordet og placerede en fod imod Agarés stol. ”Du bliver holdt i snor?” spurgte han lettere provokerende, som det da måtte være den eneste årsag til at Agarés ville ytre sig på den måde.

Trods deres trekløver ikke eksisterede på samme måde, som den engang havde gjort, var Agarés ikke i tvivl om, at ingen af dem ville kunne slippe hver deres rolle. Jo, de var alle blevet ældre, men selv de mange år, der var gået siden de sidst havde set hinanden, var det let at falde ind i de samme mønstre. De vante mønstre, der måske endda føltes lidt tryggere. Agarés kunne da i hvert fald godt mærke, at han savnede hvor simpelt det hele kunne være. Deres unge dage havde også været fyldt med drillerier og lege, men slet ikke på samme niveau. Det var nok ingen dårlig ting, at Nyssa stadig formåede at holde de to drenge i ørene, når hun var i nærheden.

Som Deavás fik fyldt bunden af sit glas, tømte Agarés sit eget, så han var klar til næsten at gribe flasken, som den blev skubbet i hans retning. Han skævede mod Deavás, som han hældte op til sig selv. Da han stillede flasken fra sig på bordet igen, kunne man lige høre en lav, lettere irriteret brummen over den drillende kommentar. Han blev kun irriteret, fordi Deavás havde ret.
Agarés fulgte Deavás med blikket, som han rejste sig og satte sig på bordet. Han kunne bare ikke lade være med at smågrine lidt, da han følte sig nødsaget til lige at støtte sig til det først. Havde den yngre dæmon allerede fået lidt for meget?

Han lagde det ene ben over det andet, så han kunne fylde bare lidt mindre på stolen og dermed undgå, at få undersiden af en sko mod sine bukser. Han rettede blikket mod gulvet og rømmede sig.
"Hrm, det behøver vi ikke at snakke om," svarede han og afslørede derfor også, at det sande svar helt sikkert ville have været 'ja'. Han rystede svagt på hovedet, for trods han var gået med til at forsøge, så var det ikke ens betydning med, at han rent faktisk var helt tilfreds med at skulle holde sig i skindet.
"Lad os hellere skifte emne. Jeg vil jo stadig rigtig gerne vide, hvad du har i kisten," sagde han, idet han så tilbage mod Deavás og samtidig fandt et ordentligt smil frem. Han havde jo et lille håb om, at Deavás ikke ville vade mere i hans korte snor, selvom han stadig tvivlede. Det måtte more ham gevaldigt.

Trekløveren.. Han kunne sagtens se tilbage på deres unge dage med et smil på læben, men også bande det langt væk, som han altid havde været den yngste og ville fortsætte med at blive det. Havde de ikke haft Nyssa, så var de nok endt i totterne på hinanden rigtig mange gange i deres unge dage. Ikke at hun kunne forhindre det hver gang, fordi de bare var to dæmoner, der gerne ville slås med hinanden og testet hinandens grænser. Noget som de tydeligvis havde valgt at tage med ind i deres voksne liv. Det var måske meget heldigt at Nyssa ikke havde fattet mistanke om deres indbyrdes hævnlyst til hinanden, for så havde hun nok skældt dem ud for længst.

Alkoholen var muligvis ved at stige ham til hovedet, muligvis fordi han ikke havde forventet at skulle drikke i Agarés selskab. For der havde han muligvis en indbyrdes konkurrence kørende med ham, som dæmonen bestemt ikke skulle formå at sætte mere whisky til livs end han selv kunne. Derfor ramte det måske også en smule hårdere, som han fik tømt glasset og straks valgte at fylde bunden igen. Han skævede kort imod Agarés, som han hurtigt fulgte trop og fik Deavás til at vrisse ganske let.
Han rejste sig for at hæve sig over Agarés og intet andet, som han satte sig på bordet for at pointere overfor dæmonen, at han bestemt ikke skulle forsøge at træde på ham igen. Alligevel måtte han indse at whiskyen var begyndt at have sin effekt på ham. Det kunne være at han skulle vende hjemme eller bare finde sig et sted, hvor han kunne sove rusen ud. Han ville nødigt have Agarés til at få fingrene i ham igen. I hans selskab blev han bare generelt lidt ved siden af sig selv. Hvilket irriterede ham.

Det lod dog til at der var en chance for at Deavás endnu en gang kunne prikke lidt til ham. Hurtigt fandt et skummelt smil frem til hans læber, som Agarés forsøgte at skubbe emnet til siden og snakke om noget helt andet. Det ville dog ikke blive så nemt, som Deavás løftede benet fra stolen og forsøgte at placere det imellem Agarés ben, selvom det var en svær opgave efter at han havde lagt det ene ben over det andet. Men han valgte blot at lade hælen hvile på hans ben og strække foden frem imod hans skridt. ”Ikke tale om.. Vi bliver ved emnet” lo han køligt, som han endelig følte, at han havde fundet et ømt punkt og den slags skulle bestemt udnyttes, alligevel vendte han blikket imod kisten under den stol, han havde siddet på. ”Det kan vi jo passende tage bagefter, når du har besvaret mit spørgsmål om hvem, der har fået skovlen under dig” fortsatte han i en lettere munter tone. Måske en smule for munter i dette tilfælde, men det kunne sikkert skyldes alkoholen.

Deavás vrissede, som Agarés fik fyldt bunden af sit glas op og han kunne ikke lade være med at more sig over det. Den indbyrdes konkurrence havde vist altid foregået, og ikke kun når det gjaldt alkohol. Men lige i dag, som de sad og skulle tømme flasken på et eller andet tidspunkt, var Agarés ikke bekymret for konkurrencen. Han smilede selvsikkert, idet han var ret sikker på at kunne håndtere lidt mere end Deavás. Det ville måske bide ham let i røven senere, siden han allerede havde fået et lille forspring.
Selvom Deavás hævede sig over ham, ved at sætte sig på bordet, havde Agarés stadig et tydeligt blik i øjnene der viste, at han stadig fandt sig hævet langt over ham. Det skulle en lille højdeforskel fra et bord ikke ændre på. Men det lettere nedladende blik ændrede sig straks, da han så det skumle smil om den andens læber. Nej, selvfølgelig slap han ikke for at skulle blive i emnet.

Agarés havde krydset benene netop for ikke at skulle have undersiden af en sko mod de fine bukser, men det slap han da ikke for alligevel. Han brummede lettere utilfredst, som Deavás placerede hælen mod hans ben, men inden han nåede at strække foden for meget, greb Agarés fat om den, med den frie hånd. Den anden slap ikke glasset, der hvilede mod bordet.
"Hvis jeg var dig, ville jeg passe på med hvor den fod endte," vrissede han let, ikke fordi han som sådan var irriteret over, at Deavás gjorde det, for det kom ikke bag på ham. Mere fordi Agarés jo godt var klar over, at han i længden ikke ville kunne sige fra og det irriterede ham grænseløst meget. Han sukkede tungt. Han ville helst være fri for at svare, men vidste også godt, at han ikke ville slippe for det.
"Okay, fint. Det har Dandels. Kisten?" Han svarede og skiftede emne hurtigere end han havde gjort før, bare så han ikke skulle dvæle ved emnet i længere tid, end nødvendigt. Hvis han var heldig, så virkede det. Derefter slap han også Deavás' fod igen, i god tro om, at han ikke ville lade den glide tættere på hans skridt, end den allerede var.

Nok følte Agarés sig hævet over ham, muligvis fordi han var den ældste i selskabet, men altså.. Deavás ville gerne forsøge at skubbe ham ned på plads igen, derfor forsøgte han faktisk at træde på ham med en hæl plantet imod hans bukser. Agarés havde altid været den mere forfængelige af de to, som han tydeligvis gjorde alt for ikke at få beskidte bukser lige nu. Han så dog ikke særlig tilfreds ud, da han endte med at gribe fat i hans fod. Selvfølgelig forsøgte han at hive benet til sig, men dæmonen var stædig nok til at holde fat. Dertil måtte han jo bare mumle så.
Hans vrissen fik blot Deavás til at løfte det ene øjenbryn, som tog han det som en udfordring eller test for at se, hvor langt han ville gå. Dæmonen kunne sikkert hurtigt få overtaget, men han var ikke interesseret i at lade ham vinde denne gang. Til sidst endte han med at trække let på skulderne, som var han ikke overbevist om at han skulle følge hans vrissen. ”Hvorfor?” spurgte han med et spørgende blik, men samtidig også et glimt i øjet, som han faktisk ikke regnede med at Agarés ville være i stand til at gøre meget. De befandt sig i et baglokale på en kundes butik, så hvad kunne Agarés overhovedet tillade sig at gøre her, for han skulle vel nødig ødelægge endnu en forretning og denne gang ville det næppe være Deavás skyld.

Svaret kom fuldkommen bag på ham, som han havde opfanget dette væsen tidligere.. Han var udmærket klar over, hvem denne Dandels var, selvom han ikke havde mødt ham. Men han kunne faktisk ikke rigtig forstå, hvordan et så lille væsen kunne få skovlen under Agarés. Derfor rynkede han let på brynene, satte hænderne i bordpladen og lænede sig en smule tilbage. ”Jeg var slet ikke klar over… at du foretrak.. den type..” lo han køligt, som man sagtens kunne spore noget hån i undertonen. Da var det at Agarés slap hans fod, som der ikke gik lang tid før, at han havde placeret foden imod Agarés skridt og vred den lidt rundt. ”Du lader en så lille skikkelse holde dig i kort snor? Du må have mistet…” han undlod at færdiggøre sætningen, som han blot pressede yderligere på imod Agarés skridt. Så skævede han imod kisten og trak atter på skulderne. ”Måske en anden gang” lo han med et glimt i øjet. Det var næppe noget for ham alligevel.

Som Deavás spurgte ind til en grund, skævede Agarés lige ned mod foden, der var faretruende tæt på hans skridt. Han kunne jo ikke sige sandheden, for Deavás ville da kun fryde sig endnu mere over, at han ikke ville have ham tæt på det område, fordi han ikke stolede på sine evner til at holde sig i skindet. Han bed tænderne sammen, da han rettede blikket mod ham igen. Den fod kunne meget hurtigt ende et helt andet sted, men så snart han åbnede munden kunne han høre Amelias stemme på den anden side af døren. Han kunne ikke tillade sig at gå for langt her, heller ikke selvom Amelia nok ville ende med at tilgive ham alligevel. Han fugtede læberne med tungen, før han rystede let på hovedet. Han ville ikke svare, for han var sikker på, at han i sidste ende ville miste besindelsen. Deavás havde talent for at trykke på de helt rigtige knapper.

Agarés var klar over at den kølige kommentar skulle være fornærmende, men i stedet for at blive irriteret, bredte der sig atter et smil over dæmonens læber.
”Du er måske jaloux over, at jeg ikke foretrækker… dén type?” Sagde han, som han lige lod blikket glide ned over Deavás for tydeligt at hentyde til ham. Han slap foden, men greb i stedet fat om anklen, da der ikke gik lang tid, før den blev lagt mod hans skridt. Som foden blev presset yderligere ned, måtte Agarés lade de krydsede ben falde fra hinanden, da de ellers sørgede for at presset gjorde mere ondt.
”Jeg ville tilbyde dig at tjekke efter, men det tillader den korte snor ikke,” kommenterede han lidt sammenbidt, inden han satte hælen i gulvet og skubbede sig selv og stolen et lille stykke bagud, væk fra Deavás, for at slippe for foden mod skridtet.
Han løftede let det ene øjenbryn, som emnet om kisten så hurtigt blev fejet til siden og så trak han på skuldrende. Han fangede kisten på gulvet med en fod og trak den tættere på sig.
”Så må jeg jo selv tjekke,” smilede han og lænede sig så til siden, for at fange kisten med en hånd.

Den store mægtige dæmon forblev tavs, som Deavás ellers gjorde alt for at provokere ham til at tale højt om sine frustrationer. Han skævede kort imod døren, som adskilte dem og Amelias øvrige forretning. Han vendte dernæst blikket retur imod Agarés som der hvilede et sejrrig smil på hans læber. Det var allerede en tabt sag for Agarés, men han havde tydeligvis ikke i tankerne at lade ham slippe så lidt. Det fik ham blot til at vrikke en smule med foden for at forsøge at provokere ham yderligere. Hvor var den mægtige og farlige dæmon mon blevet af? Var han blevet skiftet ud med en langt blødere udgave? Der hvilede et hånende blik i hans øjne, som forsøgte han stadig at provokere ham, men han havde også vundet allerede. Mon der overhovedet var yderligere grund til at træde på Agarés, når han allerede lå ned? Sikkert ikke, men det var nu meget morsomt.

Det lod ikke til at Agarés tog imod ordene, som Deavás muligvis havde håbet på, for det blev straks vendt imod ham selv, som han rynkede på næsen og fnøs, for at vende blikket bort. Styrken i foden blev også flyttet en smule, som han i stedet mumlede for sig selv. Han flyttede dog ikke foden fra hans skridt, som han følte det var på sin plads at presse bare lidt mere på. ”Dét kommer ikke til at ske igen” hvæste han lettere irriteret over at blive mindet om den svaghed, han havde udvist Agarés. Der var efterhånden lang tid siden, men de havde ikke de store problemer med konstant at minde hinanden om det. Han sitrede lidt ved tanken, men lagde yderligere vægt på foden for at forhindre ham i at opdage det. ”Jeg er bange for, at synet ikke ville hjælpe.. eller overbevise mig” lo han køligt, som han søgte at skjule den frustrerede stemme. Det pludselig ryk fik ham dog en smule ud af balance, som han slog fødderne i gulvet og gled ned ad bordet. Med nød og næppe blev han på benene, som han kunne se Agarés forsøg på at trække kisten til sig.
”Det ville jeg ikke gøre..” mumlede han lettere frustreret, som han skubbede sig væk fra bordet og forsøgte at sparke til kisten, så den ville blive skubbet imod væggen og udenfor både hans og Agarés rækkevidde. Han havde ikke i sinde at dele indholdet med ham. Ikke lige foreløbig. Heller ikke under tvang. Dog valgte han at ramle ind i Agarés fremfor at stille sig imellem ham og kisten lige nu. Hænderne strøg omkring hans krop. ”Pas på jeg ikke sladrer til Dandels” lo han køligt, selvom han var i tvivl om hvorvidt det kunne ses som en trussel, for hvad kunne den slanke skikkelse gøre?

Det burde ikke være kommet bag på Agarés, at Deavás selvfølgelig ville gøre sit for at prikke til ham, irritere ham så meget han kunne. Havde de ikke været et sted, hvor Agarés helst ikke ville larme for meget, ville han højst sandsynligt ikke have været så blød. Men måske det også bare var det sjovere, at reagere langt mindre end Deavás forventede, fordi han vidste, at det generede ham. Alligevel var han stadig i tvivl om hvor længe han kunne blive ved. Han havde jo aldrig været helt god til at holde sin vrede i skak.
Trods det ekstra lille pres mod sit skridt, kunne kan ikke lade være med at smile over de hvæsende ord, der lød fra Deavás. At minde ham om den dag gav den ønskede reaktion hver gang, omend han egentlig havde håbet lidt på, at det også ville distrahere hans tanker nok til, at presset med foden ville stoppe, eller måske bare mindskes lidt. Men det skete ikke, tværtimod. Havde det ikke været for den ekstra vægt mod sit skridt, havde han måske også lagt mærke til hans lette sitren.

Agarés hævede let et øjenbryn, som han lyttede til Deavás' kommentar.
"Du vil måske hellere røre?" Spurgte han med et glimt i øjet, i samme øjeblik han skubbede sig bagud. Han nåede næsten at strejfe kisten med fingerspidserne, inden den blev sparket væk. Det var lige før det var gået ud over hans fingre. Han nåede dårligt at se efter kisten, før han måtte rette sin opmærksomhed mod Deavás, der ramlede ind i ham. Af ren refleks holdt han en hånd op, der blev placeret mod den andens mave, som han lige skævede mod hænderne, der strøg omkring hans krop. Han var mere eller mindre tvunget til at blive siddende, så det gjorde han, da han rettede blikket mod Deavás. Så han ville altså hellere røre. Han smilede, som han tydeligvis ikke tog hans ord som en trussel.
"Sladrer om hvad, dog? Det er dine hænder der lader til at være lidt lystige, ikke mine," sagde han roligt, idet han også lige trak sin hånd til sig igen. Hans hænder rørte intet, de ikke måtte. Han skævede kort i retning af kisten, stadig utrolig nysgerrig, endnu mere fordi Deavás rent faktisk gjorde en indsats for, at han ikke skulle se indholdet.
"Hvorfor så hemmelighedsfuld? Er du så flov over indholdet?" Lød det drillende fra ham, som man alligevel også kunne ane en snert af hån over hans tone. Måske fordi han allerede havde fået den idé, at han kunne irritere ham noget så meget, hvis han fandt ud af hvad der var i. Hvorfor ville han ellers gøre så meget for at forhindre, at han fandt ud af det?

Det var en underlig leg, de havde gang i lige nu, som Deavás så vidt muligt forsøgte at holde sig på afstand, men samtidig også gerne ville provokere Agarés, som han provokerede ham. Det var i hvert fald nok til at han bed tænderne sammen og spændte i kæben for ikke at miste besindelsen. Nok kunne de komme endnu længere ud, men så længe de befandt sig i Amelias baglokale, så ville de næppe komme op og slås ordentligt. Det tvivlvede Deavás i hvert fald på, som han gerne ville indrømme at en sådan slåskamp ikke ville være lige. Men Agarés ord var slet ikke, hvad han havde forventet, som han sank en klump og meget hurtigt rystede på hovedet. De var begge meget dominerende, men Deavás havde lært, at han kun kunne tvinge sig over ham, hvis han ikke længere var i kontrol over sin krop. Altså ville en sådan ’affære’ bide ham i røven. ”Jeg er bange for, at du ikke vil kunne holde igen, hvis jeg rører ved dig” svarede han efter noget tid, som han havde fået sparket kisten væk og udenfor deres rækkevidde. Han løftede det ene øjenbryn, før at han væltede ind i Agarés for at forhindre ham i at gå efter kisten. Han greb fat om stolen bagved Agarés for at tvinge ham til at blive siddende, som han mødte hans blik. Det var en lidt akavet stilling at stå i..

Han fnøs en smule af Agarés ord, som han straks vendte ordene imod ham. Han forsøgte derefter at komme på benene igen, som han strøg hænderne tilbage rundt om Agarés skikkelse og fik rejst sig op, så han stod imellem hans ben og med ryggen rank. ”Det vil være dine ord imod mine? Og er Dandels ikke allerede mistroisk overfor dine lyster?” spurgte han lettere køligt, som han endnu en gang løftede øjenbrynet og fik lagt armene over kors.  Han himlede med øjnene, som Agarés mente, at han kunne være flov over indholdet. ”Nej.. Måske jeg bare ikke er interesseret i at dele med dig” svarede han lettere irriteret, som han vendte rundt og gik tilbage til sit glas for at tømme det. Han bevægede sig hen til kisten, for at låse den, så Agarés ville skulle have fat i nøglen, før at han overhovedet ville kunne åbne den. Så gik han retur til sin plads, selvom han ikke gik lige og måske skulle lade resten af flaskens indhold gå til Agarés.

Agarés ville så vidt muligt gerne undgå en større slåskamp mellem de to, lidt for dominerende dæmoner. De befandt sig ikke et ideelt sted til den slags. Det havde været noget andet, hvis de var rendt ind i hinanden ved hans hjem igen. Der havde han ikke meget imod at give slip på temperamentet. Til gengæld kendte han godt sin egen vrede og det gjorde Deavás helt bestemt også. Han vidste også hvor han skulle trykke for at provokere den, men hvis det endelig kom til stykket, ville Agarés da ikke have noget imod at trække ham med udenfor. Ikke at han regnede med, at det ville blive nødvendigt. Der var vel også grænser for hvor provokerende Deavás kunne være her. Han ville vel heller ikke selv sætte sig i alt for dårligt lys, var han da rimelig sikker på. Eller hvad?
Agarés var fristet til at komme med en kommentar til Deavás' ord, men han valgte at forblive stille, som han samtidig forsøgte ikke at se alt for afslørende ud. Han havde jo ret, men det ville han da ikke indrømme. Der var heller ikke meget tid til at svare, som han blev distraheret af Deavás, der væltede ind i ham.

Som Deavás fik placeret sig i en lidt mere behagelig position, mellem benene på Agarés, lænede han lige hovedet lidt bagud, for at få vendt blikket op mod hans ansigt. Han trak let på skuldrene til hans ord.
"Mistroisk, måske. Men mon ikke han alligevel tror mere på mig, end på dig," sagde han, med en vis overbevisning. Han var da næsten sikker på, at Dandels ville tro mere på Agarés, men eftersom Agarés havde vist ham mistro tidligere, var han alligevel lidt usikker. Han fulgte Deavás med blikket, som han fik tømt sit glas og derefter gik hen for at låse kisten. Han lagde hovedet let på skrå, da hans blik lige ændrede retning, ned mod baglommen, hvor nøglen blev stukket i, før han rettede sig op igen.
"Der var engang, hvor du delte alt med mig, Deavás," sagde han med et smil, som han rejste sig og to de få skridt hen mod bordet og ham. Han sørgede for at stille sig så tæt på Deavás som muligt, da han lige lænede sig lidt ind over ham, for at række hånden efter sit eget glas bag ham. Han rettede sig ikke helt op igen, mens han tog en god tår af væsken. Han håbede på at gøre Deavás bare lidt mere usikker, så han ikke ville gøre det største forsøg på at stoppe ham, da han stille og roligt førte den anden hånd om mod hans baglomme.
"Du tror vel ikke at det hjælper meget, at gemme nøglen væk i bukserne?" Spurgte han smågrinende, som han stillede glasset fra sig på bordet og gav sig til at stikke hånden i hans baglomme. Han sørgede da lige for at lade hele hånden presse let mod hans balle imens. Måske det hørte ind under en af de ting, som Agarés egentlig ikke måtte for sin partner derhjemme. Men det her var jo ikke ligefrem af perverse årsager. Han skulle bare have fat i en nøgle. Desuden var der vel ting, som Dandels ikke behøvede at vide.

Det var et svært spørgsmål om Deavás ville være i stand til at styre sig selv, lige nu gjorde de ikke andet ned at smide kommentarer efter hinanden og så længe det blev ved det, ville de sikkert kunne holde en ordentlig tone. Men hvis én af dem valgte at være mere direkte, som Agarés forsøg på at indfange kisten, så kunne det hurtigt udvikle sig. Men Deavás var godt klar over, at han umuligt kunne provokere dæmonen uden selv at mærke effekterne af det. Han måtte indrømme, at han måske var i gang med at vælge den forkerte kamp lige nu. Det havde været langt lettere at afsløre indholdet for dæmonen og så tage imod ordene og så håbe på, at de bare kunne lade det ligge og så komme videre. Måske få tømt flasken, så han ikke længere ville være i stand til at lade Agarés påvirke ham, som han gjorde lige nu. Det frustrerede ham, som han dog måtte minde sig selv om, hvordan Agarés havde været fanget i sin egen seng og ude af stand til at flygte, fordi de havde oprettet et bånd, der havde fanget hans sind. Et bånd, der var blevet brudt kort efter, at Agarés havde fået kræfterne tilbage. Men de havde et helt andet form for bånd, som Deavás desværre ikke kunne benægte lige nu. Der var en grund til at han havde ignoreret sin barndom og fortid så længe. Agarés var en del af det.. Men havde nærede et håb om at vende rundt på situationen alligevel.

Placeringen imellem Agarés ben var for at etablere et grundlag for at han ikke skulle prøve på noget. At han helst skulle holde sig i skindet og bare holde sig indenfor Dandels rammer. Deavás nød at træde i det, men kunne godt mærke, at det ikke var på vej derhen, hvor han gerne ville have det hen. Derfor skævede han også en smule ned til ham, som Agarés vendte udtalelsen imod ham. ”Det må vi lade komme an på en prøve” truede han lettere drilsk, som Dandels sagtens kunne være af den mening, men var Agarés sikker på det og turde han virkelig løbe risikoen, hvis den gamle dæmon virkelig var forelsket i denne slanke skikkelse? Deavás fandt det dog nødvendigt at låse kisten, som han flyttede nøglen ned i baglommen og skævede over imod Agarés, han skulle helst ikke gøre et forsøg på at skaffe sig adgang til nøglen lige nu.
Deavás hævede det ene bryn, som han fnøs af hans ord og himlende med øjnene. Han fik lagt armene over kors, som han vendte tilbage til sin egen plads. Blikket hvilede på Agarés, som denne rejste sig og kom nærmere. Hvad havde han nu af planer? Han sank lydløst en klump, som han dog forblev rolig og en smule stiv i kroppen. Han kiggede sig over skulderen for at følge med i Agarés bevægelser. Han måtte læne sig en smule frem for at gøre plads til Agarés og tænkte egentlig ikke over, at han på den måde blottede buskelommen en smule. Det var først da han mærkede hånden imod hans lomme, at han lænede sig bagud og sendte ham et irriteret blik. Han forsøgte at presse røven imod stolen, så Agarés ikke kunne nå ned i lommen. ”Hvem er det nu, der har lystige hænder?” brummede han med et løftet øjenbryn. Til sidst blev det dog for meget, som han hurtigt rejste sig fra stolen og strøg hen til den stol, som Agarés selv havde siddet i. Han stod dog bag den, som for at placere stolen imellem ham og den gamle dæmon. Han fnøs igen og rystede på hovedet.

Agarés havde fra starten af været forberedt på, at denne eftermiddag kunne gå hen og blive lang, selvom de kun skulle have tømt en enkelt flaske. Han var som regel flittig til at drikke whisky, lige meget hvor billigt det havde været, men deres konstante mundhakkeri gav ikke meget tid til væske. Der var stadig lidt under en halv flaske tilbage og selvom Agarés' tolerance var høj, ville han uden tvivl blive påvirket af en halv flaske mere. Det var jo ikke fordi han ikke allerede kunne mærke den lette varme i kroppen, der altid dukkede op som det første, når han fik alkohol indenbors. Men trods det, ville han egentlig ikke have noget imod at tage kampen med Deavás, selv under påvirkning. Så længe han stadig havde kontrol nok til at kunne stå og gå, uden at slingre det mindste, var han sikker.

Deavás' forsøg på at etablere det grundlag, at han helst skulle holde sig i skindet, tog Agarés tydeligvis ikke til sig. Ikke fordi han ikke kunne, for så dårlige evner til at holde fingrene for sig selv, havde han trods alt ikke. Det var bare langt sjovere ikke at gøre som der lydløst blev bedt om. Selvom man lige kunne ane en let irritation over den drillende trussel, kunne Agarés ikke lade være med at smile.
"Du har måske ikke bedre at bruge din tid på? Jeg skal ikke stoppe dig. Jeg kan endda give dig et lift til Kzar Mora i morgen," tilbød han med et smil, men kun fordi han vitterligt ikke troede på, at Deavás ville spilde sin tid på det. Jo, han kunne uden tvivl skabe en masse splid mellem Agarés og Dandels, og helt sikkert få en masse morskab ud af det, men ville han virkelig bruge tid på noget så simpelt? Han måtte da kunne finde på noget bedre, hvis han skulle gøre livet surt for Agarés.

Som Deavás lænede sig lidt frem, fik Agarés bedre mulighed for at stikke hånden i hans baglomme. Sådan forblev det dog ikke længe, for han pressede ret hurtigt røven mod stolen, så hånden ikke kunne komme længere. Det betød dog ikke, at Agarés gav op og trak hånden til sig. Agarés trak let på skuldrene, som Deavás rejste sig og søgte helle omme bag den anden stol. Der lød en let latter fra dæmonen, som han lige greb fat i glasset igen og hældte resten af væsken i sig. Han stillede det fra sig på bordet, inden han fulgte med Deavás. Men i stedet for at følge med ham om bag stolen, satte han sig omvendt på den, så stolens ryglæn tvang ham til at sprede benene.
"Jeg ved ikke hvad du taler om. Jeg skal bare have fat i en nøgle, der tilfældigvis ligger i din baglomme. Du kunne bare have lagt den et andet sted," sagde han, som han løftede den ene hånd og tog fat i Deavás' buksekant, bare så han ikke ville kunne flytte sig helt så let. Den anden hånd førte han om mod hans røv, hvor fingrene hurtigt fandt vej til baglommen igen.

Amelia havde ingen ide om, hvad hun havde kastet de to dæmoner ud i, ved at tilbyde dem en flaske og bede dem om at tømme den. For de havde bestemt tænkt sig at hjælpe den kønne kvinde, nu hvor hun havde bedt dem om det. Men Deavás måtte træde varsomt, som han helst så Agarés drikke det meste af indholdet, for så kunne han få en fordel der igennem. Eller det var i hvert fald, hvad han håbede på lige nu, som Agarés da også var flittig til at tømme sit glas fra tid til anden. Der havde Deavás muligvis nogle andre bekymringer lige nu, som han søgte at skjule indholdet fra den gamle ven og gjorde et ihærdigt forsøg på at gennemføre det. Selvom det måske ville sende ham afsted på flugt.

Der var endnu håb, som Agarés lod til at være irriteret over hans mindre trussel, men det faldt dog hurtigt til jorden, som dæmonen tvivlede på, at Deavás overhovedet ville spilde tiden på en sådan trussel. Der var sandhed i hans ord, som han bed tænderne sammen og fik kæben til at træde mere frem. Han måtte overveje sine ord længe for ikke at give Agarés den tilfredshed og se ham tabe ansigt på denne måde. Hvis det da ikke allerede var for sent. ”Bedre end at se dig på knæ foran Dandels, tigge om tilgivelse? Måske endda bundet, som da jeg bandt dig til sengen?” han var nød til at provokere ham ordentligt, hvis han skulle håbe på den rette reaktion. Men Deavás kunne også godt mærke, at de var begyndt at komme derud, hvor ord muligvis ikke ville være nok til at håndtere situationen. Han vendte blikket imod døren ud til butikken, som han stadig kunne høre stemmer derfra og dermed var overbevist om at der stadig var kunder i biksen. Måske de skulle betale damen og forsvinde?

Agarés havde allerede taget deres samtale skridtet videre, som han insisterede på at komme helt tæt på. Han brummede en smule utilfreds, som han gik efter nøglen, som noget af det første. Han nåede lige at have håbe for at Agarés ville have droppet interessen, men hans konstante forsøg på at overbevise ham om andet, lod til at smide brænde på bålet. Dæmonen kom for tæt på, som han rejste sig og straks gik hen bag en anden stol. Der var dog endnu ikke langt imellem dem, men nok til at han kunne koncentrere sig om sin irritation og ikke Agarés berøring. Dæmonen satte sig igen, måske kroppen var ved at være for slidt til at holde sig på benene? Der hvilede i hvert fald et hånligt blik i hans øjne, som Agarés satte sig på stolen, om end han vendte fronten imod ham.. Han fnøs af hans forsøg på at ignorere sandheden i hans ord fra tidligere. Så trak han nøglen frem fra baglommen og placerede den på sin tunge. ”Jeg har flere.. til samme kiste.” mumlede han lettere køligt, som han lo let og trak tungen til sig. Han slugte den dog ikke, som Agarés hev fat i hans buksekant og dermed fik ham til at vende blikket nedad. Han gispede dog let over berøringen imod hans røv, som han bed tænderne sammen igen, bukkede sig let foran og rakte tungen til ham med nøglen på, før at han trak tungen til sig og lagde en hånd imod Agarés skulder for at skubbe ham ned ad stolen. Eller forsøge på det.

Det tog Deavás et øjeblik at svare og man kunne allerede se tilfredsheden i Agarés' ansigt, som han frydede sig let over det næsten tabte ansigt hos den anden. Men han kommentar ramte langt hårdere, end nogen anden han havde slynget efter ham indtil nu og den tydelige tilfredshed, blev straks erstattet af direkte vrede. Årh, han fortjente så meget mere end en albue i mellemgulvet, som Agarés var langt mere fristet til at lade en knyttet hånd kollidere med hans kæbe. Det burde bare ikke være kommet bag på ham, at han ville blive påmindet om netop den del af mødet før eller siden. Selvfølgelig ville Deavás ikke lade ham glemme, at han lå noget så forsvarsløs i sin egen seng.
"Du må nyde mindet så længe det varer. Dét kommer aldrig til at ske igen," vrissede han, som han alligevel undlod at reagere yderligere på det. Måske det var alkoholen, der sørgede for at gøre ham langt mere afslappet, end han normalt ville. Han hentydede heller ikke kun til dengang, men til, at han generelt aldrig ville lade sig binde af nogen. Han hadede ikke at have kontrollen og det var da direkte ydmygende, at være bundet på den måde.

Måske det ville være en idé at forlade det lille baglokale, inden det virkelig endte galt, for det gjorde det jo som regel mellem de to dæmoner, selv når det ikke var meningen. Men Agarés havde ikke tænkt sig at lade Deavás slippe så let, nu hvor han gjorde så meget for ikke at slippe den nøgle. Han fulgte nøglen med blikket, som den blev trukket op af baglommen og lagt på tungen i stedet. Omend det selvfølgelig gjorde det en anelse sværere at få fat i den, blev det langt fra umuligt. Havde Agarés ikke været tynget af den korte snor, ville han ikke have tøvet med at lokke nøglen ud af hans mund, på den ene eller den anden måde.
Han løftede overvejende det ene øjenbryn, som han lyttede til hans ord. Så behøvede han måske slet ikke at gøre forsøget, på at få fat i lige nøjagtig dén nøgle. Med sit fokus på tungen og nøglen, der blev rakt til ham, nåede han dårligt at reagere på den hånd, der forsøgte at skubbe ham ned fra stolen. Han trak hånden fra baglommen til sig og greb i stedet fat om stolen ryglæn, inden han mærkede røven glide helt ud over kanten. Med en lettere muggen grimasse, trak han sig lidt op igen og rejste sig så.

For ikke at stå med helt så spredte ben, lagde han det ene knæ mod stolen, da han lænede sig lidt ind mod Deavás. Han havde stadig fat i hans buksekant, som han stille og roligt førte den anden hånd op mod hans mund. Han lod en finger og negl stryge blidt hen over hans underlæbe, som om han lagde op til at ville gøre forsøget, på at få fat i nøglen her og nu. Men inden længe trak han hænderne til sig igen, vendte sig rundt og gik tilbage til bordet.
"Så vil du måske hellere fortælle mig hvor de andre er, så jeg ikke behøver at tvinge den ud af munden på dig?" Spurgte han roligt, som han gav sig til at fylde bunden af begge glas. Han tog et glas i hver hånd, da han vendte sig om og lænede røven mod bordet. Mens han tog en tår af sit eget, rakte han det andet mod Deavás. Han var da ikke allerede færdig med at drikke, var han?

Pludselig blussede vreden op i Agarés ansigt, som Deavás formåede at finde den rette fornærmelse frem fra gemmerne. Han vidste udmærket godt, at hvad der var sket den aften var et ømt punkt for dæmonen, men at han kunne tage det så hårdt forbavsede ham dog. Alligevel hvilede der nu et tilfreds smil på Deavás læber, som han følte at det var en sejr, at se Agarés være vred over den slags, der hørte fortiden til. Men han kunne selvfølgelig ikke vide om Dandels gjorde brug af de samme redskaber og om Agarés faktisk tændte på det og derfor ikke ønskede Deavás at finde frem til hans svaghed? Han hævede ganske let et øjenbryn, som virkede han ikke helt overbevist om hans udtalelse. Han fnøs også ganske let. ”Mindet vil aldrig forgå” lo han provokerende, som han løftede en finger op imod sin tinding. Hvis Agarés huskede det endnu, så var hans sind et stort bibliotek af informationer og den slags minder ville han ikke lade forgå så nemt og da slet ikke, når det så ud til at gøre dæmonen vred.

Nøglen var tydeligvis omdrejningspunkt for deres samtale lige nu. Som Deavás egentlig ikke ønskede at dele indholdet med Agarés, selvom det ikke ville være en katastrofe, hvis det kom til det. Det var dog ganske morsomt at se ham forsøge at få fat på nøglen. Alligevel fik han det til at virke som om at han ville gøre alt for at han ikke fik fingrene i nøglen, som han lagde den imod sin tunge og truede indirekte med at sluge den. Så kunne han i hvert fald ikke få fat på en nøgle lige nu og her.. Så kunne Agarés plage ham nok så meget, det ville ikke lykkes ham at få adgang til kistens indhold.
Deavás begik dog en fejl, som han faktisk indrømmede overfor Agarés, at der fandtes flere nøgler til at åbne kisten med. I virkeligheden var der tale om en helt almindelig lås, som de fleste nøgler faktisk ville kunne lirke op. Men den information ville han ikke lade slippe over sine læber, som han dog lukkede tænderne omkring nøglen og mødte Agarés blik. Puffet lod til at skubbe dæmonen ud af balance, som han smilte triumferende og lukkede munden omkring nøglen, så han ikke lige pludselig ville tabe den ved en fejl. Han trådte dog lidt tilbage, som Agarés fik sig rejst op.

Deavás kom ikke langt, som han atter bemærkede at Agarés stadig havde fat i hans buksekant, hvilket fik ham til at brumme irriteret over det. Han kunne sagtens forsøge at fjerne hans hånd, men var overbevist om at Agarés måske ville forsøge at flytte hans fokus fra nøglen, der stadig lå på tungen lige nu. Han formåede dog at blive en smule distraheret, som han for sent opdagede Agarés finger imod hans underlæbe. Det var nok til at han rettede blikket imod ham og åbnede munden ganske let. Det endte dog med at han bare stirrede på ham, som dæmonen vendte rundt, slap ham og straks bevægede sig imod bordet og flasken. Den havde han glemt.. Spørgsmålet fik ham til at ryste på hovedet. ”Du finder ikke en anden nøgle her.” lo han provokerende, som man dog kunne høre på hans stemme, at han endnu havde nøglen i munden. Glasset som Agarés rakte frem imod ham, fik ham til at tænke to gange, før at han rakte ud efter det og tog imod. Lettere diskret førte han glasset til munden og spyttede nøglen ud i sin hånd, før at han tog en slurk af whiskyen. Han sagde bestemt ikke nej.

Agarés var vant til at få sin vilje og det huede ham bestemt ikke, når han var nødt til at indrømme så stort et tab. Og så endda lige til Deavás, der virkelig ikke fortjente at få den sejr over ham, hvis man altså spurgte Agarés. Han havde altid været rigeligt god til at bære nag. Specielt når han i en situation havde været så underdanig. Men han havde vitterligt ingen planer om nogensinde at være så sårbar i hans nærvær igen, og skulle det endelig ske, ville han hellere kæmpe for ikke at ende under ham en gang mere. Måske der alligevel også var lidt sandhed i, at trods hans mægtige behov for at have kontrollen, var der noget interessant over at miste den lidt til en anden. Men kun under hans præmisser.
Han rømmede sig lettere utilfredst, som han lige blev mindet om det forvirrende bibliotek i hovedet på Deavás. Den forbandede labyrint, han havde haft så irriterende svært ved at slippe ud af igen. Deavás kunne få lov til at holde fast i mindet, som han var sikker på, at intet i den stil ville komme til at foregå igen.

Deavás så ud til at tøve en anelse, som han ikke tog imod glasset lige med det samme. Agarés skjulte et tilfredst smil bag en ekstra lille tår, da han alligevel ikke ville sige nej til den sprittede drik. Han havde muligvis en lille bagtanke med at tilbyde ham lidt mere at drikke. Blev han påvirket nok, ville det vel ikke blive så stor en udfordring, at få fat i nøglen.
"Godt at vide." Det betød altså, at han var nødt til at få fat i den nøgle, som Deavás så desperat holdt fast i. Medmindre det selvfølgelig var muligt, at ødelægge låsen og få kisten åben på den måde. Han lænede sig en anelse til siden, så han kort kunne skæve mod kisten på gulvet.
"Det ville jo være lettere, hvis du bare gav mig nøglen. Medmindre du selvfølgelig gerne vil have mig så tæt på?" Det var ikke så diskret, mere en direkte hentydning til, at Deavás ligefrem nød at have Agarés helt tæt på sig. Han gik egentlig ikke ud fra, at det var helt usandt, hvilket man også kunne se på det blik han sendte ham.
"Åh, måske du burde lægge krystallerne til Amelia nu. Bare inden du ikke kan finde lommen," sagde han en smule hånligt, men stadig med et utrolig venligt smil. Deavás havde allerede været lidt ustabil på benene, så han tænkte ikke at der var langt til, at han ikke ville kunne finde sin egen lomme med krystaller. Han talte vist også bare lidt af erfaring, som han selv havde været så fuld et par gange før.