Et skævt, kækt smil fra Sofie mødte den gamle mands overraskelse. "Jep! Jeg kan forvandle mig, sådan når jeg vil.. for det meste" hun trak en smule på skuldrene, og selvom hun forsøgte at holde en overlegen, i kontrol overflade, krøb der sig en smule rød indover hendes kinder og næse. "Men det sker kun, sådan, uden jeg tænker over det, når jeg får hoved under vand, så det er nu ret praktisk.. og jeg har lært at forvandle mig både frem og tilbage uden også" forklarede hun, stoltheden tydelig, og hvad end betænkeligheder hun havde haft omkring at fortælle ham ting, lige så tydeligt væk.

Sofie løftede et øjenbryn "Fejlsat?" gentog hun lidt tøvende mens hun kig på kagejagt i krukken han havde stillet frem. Hendes blik vandrede en smule. Det lignede bestemt ikke at der boede andre her end ham selv, så der var vel næppe andre end ham selv der kunne smide ting væk.. så igen, manden virkede mere distræt end nogle af Sofies små kusiner, så der var nok slet ikke brug for andre end ham selv til at forvilde ting væk. 

Flere kager nåde at forsvinde fra krukken, sammen med størstedelen af Sofies første kop te, inden Percival vendte tilbage til bordet, og rakte hende en bog, som hun spændt tog imod. Mens han forklarede lurede hun lidt på omslaget, inden hun endelig lagde den forsigtigt fra sig på bordet, flyttede sin kop godt væk så der ikke skete uheld, og nysgerrig åbnede bogen. "Så jeg vil kunne lærer en masse om de typer af evner, som jeg oftest vil støde på" fastslog Sofie, inden hun begyndte at bladre rundt, hver side nænsomt vendt så hun ikke ødelagde dem. Hendes læse hastighed var ikke den bedste, og der var flere gange hun var nød til at stoppe op og stave sig igennem længere, mere akademiske ord hun ikke kendte, men selvom hun ikke forstod det hele, kunne hun gætte meget ud fra konteksten.

Pludselig kiggede hun op på Teallach, med hoved let på skrå. "Hvordan blev du egentlig til en bjergtrold?"

"Instinkt er en dejlig ting, når det holder en i live! Øvelse det næst bedste! Så hop endelig i vandet og skift!" Teallach stak hovedet tilbage ind fra køkkenet og hævede et øjenbryn morende af hende. "Især hvis du ikke har en skræmmende havform. De historier der løber fra Badehuset...!" Hovedrystende og let klukkende forsvandt han igen.

Mere sammenhængende blev han i jagten på den ønskede bog og tilkendte da også Sofie et strengt blik ved den tøvende gentagelse. "Min ældste nevøs yngste søn... hvilket vel må være min grand-nevø?.. Nåh knægten har fået ind i hovedet at den eneste rigtige måde at have bøger stående på er i orden efter forfatters efternavn, hvilket bringer en del uorden i mit system efter emne..." I hans selvhøjtidelige tone lå en stemning af en gammel aldrig fulgt vundet diskussion, som gjorde at bøgerne aldrig stod i nogen bestemt orden. Glimtet i den grå øjne fortalte så også at det var ganske med vilje han holdt fast i sit system for at frustrere den anden.

Theen havde fået den rigtige temperatur, da Percival førte den til læberne og var endnu ikke trukket til ubehagelig bitterhed i potten. "Det vil du." Han rakte ud og fangede sig en af småkagerne, der dog fik et ophold på underskålen. "Værd at bemærke også er dog at to med evner for ild ikke nødvendigvis vil have udviklet den i samme retning. Noget virker til at skyldes personlighed, andet arv og en sidste del hvordan livet har formet sig omkring dem. Ikke altid for evnens bedste, men det er værd at tænke over, hvis du låner fra nogen du kender."

Så klukkede han let. "Se den historie må du få næste gang min pige." Han hævede et øjenbryn af hende, som han pegede på hende med den netop løftede småkage. "Så jeg ved du ikke får problemmer med at finde herhen igen!"

Sofie kunne ikke andet end le over professorens ord, som han fortrak ud i køkkenet. Sofie havde hørt historierne om 'monsteret i badehuset' fra Rofus, og selvom det lød til at nogen måske havde overreageret, så havde Sofie alligevel holdt sig derfra. Hendes egen form var ikke ligefrem køn, synes hun selv, og intet Rofus havde sagt havde kunne ændre hendes holdning på emnet.. endnu.

Et af de blonde øjenbryn løftede sig markant ved Teallachs fortælling om bøgerne. "Hvorfor sku han blande sig i hvordan du har dine bøger? Altså.. det virker da også fjollet at sortere ting efter hvem der har skrevet dem. Det er vel vigtigere hvad de handler om!" gav hun sit besyv med. Det var vel ligemeget hvem der havde skrevet en bog, så længe indholdet var det man skulle bruge? "Det er sku da os' træls hvis man skulle huske på alle forfatterne og hvad de havde skrevet om, når man skal bruge noget om et specifikt emne..." mumlede hun som tilføjelse. Sofie havde nok aldrig ejet en bog, men det virkede ret logisk for hende.

Imens havde Sofie bladret forsigtig videre i bogen, teen og småkagerne næsten glemt igen, som hun sugede til sig af den tilbudte viden.
Hans svar på hendes spørgsmål til bjergtroldehistorien, fik hende til at se op og skære en grimasse. "Okay så.." mumlede hun lidt tørt som svar. Sofie var nok varmet op, og havde slugt professorens krog, sat med viden som madding.. men tydeligvis ville han være på den sikre side.

Percival løftede koppen til læberne og gav sig tiden til at nyde theens smag, før end han satte koppen fra sig igen. Et øjenbryn skød morende i vejret over Sofies faste holdning om det i huset så debatterede emne, og klukkede så. "Fordi han er ung og fuld af sig selv? Det er under alle omstændigheder min teori. Han har så også det imod sig at han læser litteratur på universitetet og tænker alt som poesi eller prosa." Han skubbede let krukken med småkager over imod hende. "For ham er det hver eneste gang en overraskelse at bøgerne her af en ganske anden slags hvor emnet i den grad er vigtigere end forfatteren." Han klukkede atter hovedrystende, men uden at lægge skjul på at konflikten nok morede ham mere end den generede ham. De vandrende bøger gav ham jo også mulighed for at gense og genlæse de der så uventet dukkede frem!

Endnu engang hævede Teallach et busket øjenbryn af den unge pige, som hun ikke lød alt for tilfreds med hans åbenlyse forsøg på bestikkelse. "Jeg forventede ikke villighed til mit selskab så hurtigt. Jeg står korrigeret." Han sendte hende et smil under tænksomme øjne. Hvor modvillig hun end havde været for første besøg, så virkede hun lettere skuffet over ham nu. Ganske interessant skifte, som han ikke helt vidste byggede på ham eller den viden han så småt havde afsløret fandtes for hende. "Hvornår tænker du kan kunne finde tid?"

Tellachs videre forklaring og reaktion på 'konflikten' vandt en let fnisen fra Sofies side, og hun trak sit et par kager fra krukken. En stak hun i munden, og de andre blev lagt på kanten af underkoppen. Den var måske ikke så skidt at have alligevel!
Ham nevøen lød træls, men det lød som om professoren fandt det morsomt, og Sofie kunne godt se det sjove i det. Det var lidt ligesom når hendes yngre fætre og kusiner havde været træls. Det var bare noget andet når det var familie!
Et skævt smil voksede frem på den unge kvindes læber. "Såå.. du siger han ville elske hvis bøgerne ikke bare var sorteret efter emne, men endnu mere hvis ting indenfor samme emne, med samme forfatter, også stod adskilt?" det var et dæmonisk glimt i de blå øjne. 


"Altså hvis du ikke forventer jeg har læst bogen færdig inden, såå.. kan jeg nok kigge ind om et par dage?" tilbød hun, og gnaskede en småkage mere.

En let forlegenhed gled over Sofies kinder. "Deeet er fordi jeg måske lidt har kigget på din aura" svarede hun, mens hun kløede sig lidt i nakken. Det var dog ikke kun af forlegenhed, for da hun trak sin hånd frem mod Tellach igen, holdt hun et fint, mørkeblond fehår frem. "Slug det, så kan du se" tilbød hun. Tillid gik vel begge veje?
Indtog Percival håret, ville han mærke det opløse sig til en lille kilde af magi, og tog han fat i den, ville den vise ham Sofies aura, i skinnende lys omkring hende. "Din ser ud på samme måde som min gør" sagde hun med et skævt grin. "Man kan ikke se sin egen, men jeg ved det fordi.. ham jeg har evnen fra, hans aura er ligesom din, og vi fandt ud af vores var ens" forklarede hun mens hendes grin hun voksede.

"De skulle selvfølgelig stå alfabetisk efter titel indenfor deres emne! Hvordan kunne andet være muligt?" Hans grå øjne glimtede konspirerende mod Sofies blå. Se det ville være et ganske tydeligt og alligevel - for nevøen - særdeles uforståeligt valg af system! Percival kunne næsten ikke vente med at begynde at indføre det!
For nu gemte han dog det kommende system dybt i den knudrede hukommelse, mange ville påstå ikke var der, og koncentrerede sig om den unge pige ved bordet.

En klukken gled fra ham ved hende ord. "Jeg tænkte vi startede med en evne-kategori. Du er selvfølgelig velkommen til at læse så meget du lyster, men med en forudbestemt har jeg også en mulighed for at grave lidt ekstra frem til du kommer." Så nikkede han let. "Et par dage lyder ganske glimrende! Jeg vil foreslå vi starter ved elementerne - vand, måske? Og arbejder os ud derfra." Elementerne virkede så enkle på overfladen, men havde et utal af variationer under sig. De var dog gerne til at forholde sig til visuelt. Alle havde en ide om hvad en ildkugle var trods alt.

Sofies næste ord fik et busket, gråt øjenbryn til at skyde overrasket i vejret. Et udtryk der dækkede alle hans træk som hun fortsatte med at holde et hår frem mod ham og opfordre ham til at sluge det. Hans blik hvilede kort vurderende og utilsløret klart i hendes, før han lod et smil frem. "Hvor intet vover..." Han af nogen kunne ikke modstå så tydeligt et eksperiment.
Han tog imod håret, puttede det i munden og skyllede det ned med en tår af teen. En kildren fulgte og lyset omkring Sofie skiftede til at dække hele hende og ikke kun hendes hår. Et blødt, varmt og klart lys. Som hun talte holdt han en hånd op, men så ganske rigtigt intet om sig selv. Så var hans blik tilbage i hendes. "Særdeles nyttig evne. Han kan få en god stilling bare på baggrund af den, hvis han er interesseret i det. At adskille typer af folk - endnu mere hvis han kan se om de er helt sig selv eller delvist en anden?" Han lod det svæve i luften. En aura var noget personligt og kunne den unge mand se hvis nogen var bar på en anden end deres oprindelige. Særdeles nyttig evne!

Sofie lyste op i ren fryd ved Teallachs forslag. Åh det ville blive så godt! Sofie ønskede hun kunne være der når nevøen kom forbi. Det var ret usandsynligt, men måske Chance ville give sin velsignelse? Uden tvivl det ville blive et syn af frustration der var guderne værdigt.

Et nysgerrigt, næsten sultent blik gled rundt på bøgerne mens professoren forklarede hvordan han bedst så dem fortsætte. Der var så meget! Sofie havde aldrig haft den helt store interesse i bøger, mest fordi de bøger hun havde været udsat for var nogle hun var tvunget til at læse. Men hendes nysgerrighed trak hende hurtigt forbi den gamle vane. "Jeg vil hellere starte ved jord" erklærede hun. Sofie var ikke helt sikker på hvorfor. Ild havde været oplagt, men der var noget der kriblede i hende, en intuition der trak i den retning. 

Sofies smil blev mere roligt, og hun samlede hænderne om sin kop som Teallach tog imod håret, og skyllede det ned. Hun spændte en smule op ved hans ord, men fugtede langsomt sine læber. "Meget nyttig, ja" især når man ser bedrager på tronen "også når man skal finde nye venner!" sagde hun uskyldigt. Det var sådan hende og Rofus havde mødtes, og nok den primære grund til han ikke havde smidt hende ud på røven fra starten af.
Sofie stolede på Professoren, men hun var stadig ikke klar på at fortælle ham om rebellerne, ligemeget hvor lys hans aura end var!

Teallach skjulte et smil over det begær han så folde sig ud i Sofies blik ved tanken om den viden han viftede hende om næsen med. En ægte utilsløret følelse der forsikrede ham om at hun nok skulle suge godt til sig. Så vippede han hovedet let på skrå, som den unge pige kom med et modforslag. Interessant valg. "Jord det er. Et af det bredeste elementer også, så der skulle være grene til et stykke tid." Han så også selv frem til at grave i det emne igen.

Han bemærkede sig let den anspændthed der kom over hende ved hans ord, men forfulgte det ikke. Der kunne være så mange grunde til den reaktion og de kendte ikke hinanden godt nok til at tillod sig at forvente den form for tillid fra hende. Det kunne altid komme senere.
"Må det være! Men han må jo så også have udstrålet lidt af det selv for at du smed dit lod i med hans." Han smilede muntert til hende, før et par klare slag af metal mod krystal lød. Teallach plirrede let overrasket og så i den retning lyden kom fra, før han stille rejste sig. "Men det var lyden af snarlig invasion af familie. Hvis du vil undgå dem og deres spørgsmål vil jeg foreslå du stikker af nu med bogen." Hans blik glimtede muntert mod hendes. "Og småkager! Vi må ikke glemme en pulje af småkagerne!"

Sofie smilede bredt da Tellach gik med til at tage jord først. Hun havde en bagtanke med det. Hans evner føltes solide, hårde. Den ene havde han vist var en barriere af en art, men den anden? Hun havde en mistanke om at den kunne være jord-relateret. Det var måske et skud i tågen, men hun ville finde ud af hvad hans anden evne gjorde selv, uden han fortalte hende det.

Sofie skar en smilende grimasse ved Teallachs ord om Rofus og hendes forhold. "Vi havde et lidt.. hektisk første møde, men eh, det endte da meget godt!" grinede hun lidt akavet. Det var lidt utroligt hvordan hun var endt med ikke at have hoved af Rofus, og han ikke havde smidt hende ud på røven, til Kiles Ordens åbne arme, men de havde fundet ud af det.

Det var en ny spændende grimasse der skar over Sofies ansigt, som Teallach nævnte det snart forekommende familiebesøg, og hun var ikke sen til at folde benene ud og rejse sig. "Jeg havde vist også noget jeg skulle!" rømmede hun sig lidt, mens hun trak bogen under armen med den ene hånd, og deporterede en håndfuld småkager i sin lomme med den anden. "Er der en bagdør jeg skal bruge, eller er de ikke så langt?" spurgte hun kort, og fulgte vejen til den dør han anviste.

"Vi ses!" kaldte hun muntert som hun forlod huset, allerede med den første småkage fra lommen, ved læberne. Det her var på ingen måde gået som hun havde forventet... men hun kunne næppe klage! Det var mere viden end hun havde haft adgang til nogensinde, og det kriblede i hendes fingre for at lærer mere.
Og hej, så var småkagerne også ret god!

Percival betragtede Sofie forsvinde ud af haven og ned af gaden fra vinduet i spisestuen. Det var gået langt bedre end han havde frygtet og været en langt mere overraskende oplevelse også. Pigen gemte på flere hemmeligheder end de fleste på hendes alder og det virkede til hende unge mand ikke var meget bedre. To interessante evner de havde sig og en lige så interessant opgave han havde fået sat sig på med at forsøge at hjælpe hende. Noget han virkelig havde savnet efter skolen blev sparet væk.
Med et lille suk vendte han sig fra udsigten og ryddede kopperne væk før det truende familie-besøg indtraf.

------------------------------------

Et besøg var blevet til flere og som tilliden mellem dem voksede gjorde hyppigheden det også. For Percival var det lyspunkt i en undertrykt verden, der kun virkede til at gå i den forkerte retning mod mørke tider.
For at understrege dette regnede det også denne dag. Hård, tung regn der slog mod ruderne og fik dagen til at virke skumringsmørkt. Han så mod uret, som det slog og lagde så bogen fra sig. Mere lys var nødvendig nu og med Sofies snarlige ankomst ville kogt vand til deres the også være værdsat.
Kedlen var da også lige ved at tude, som en banken lød på døren og fik ham til at gå derud i stedet for at lukke op.

Sofie havde forsøgt at finde en undskyldning for ikke at komme forbi denne dag. Det var ikke vejret der havde gjort det, for kappen om hendes skuldre var tæt og tung, så den holdt både regn og kulde ude. Det var ikke det mørke vejr der truede med at kvæle alt godt humør.

Nej, det var simpelthen fordi Sofie ikke var sig selv i dag, og faktisk ikke havde været det den sidste uges tid. Selv som hun stod udenfor professorens dør, og skiftede vægten fra det ene ben til det andet, forsøgte hun at finde på en undskyldning, men da ingen præsenterede sig, bankede hun på med et tungt suk.

Selv gennem døren kunne Sofie dog hører kedlen tude, og med en let utilfreds mine, lukkede hun sig selv ind. Guderne vide hvornår den gamle mand ville nå til døren. Hun havde ikke tænkt sig at stå ude i regnen så længe!

"Hej Professor TealLAch" kaldte en tydelig maskulin stemme fra døren, og hans stemme knækkede midt i navnet. En utilfreds lyd forlod Sofie, som hun slog hætten ned, og i stedet for de velkendte, lysende lokker, dukkede et lysblondt hoved, med korte krøller og en smule skæg frem.
Sofie var ikke sig selv, for den sidste uge havde hun været en ham. Sofus var navnet hun havde valgt nu, for at gøre alting lidt nemmere, og Sofus' hår lyste ikke, af en eller anden årsag han endnu ikke forstod.

Som Percival løftede kedlen af og hældte det kogende vand over i potten, kunne han høre hoveddøren blive åbnet, bringende med sig et pust af køligere luft og den tydeligere lyd af regn slående mod jorden udenfor.
Den bragte også en uventet stemme med sig, der afledte ham fra de ord han havde været ved at hilse den forventede Sofie med og i stedet få ham til langsomt at sætte kedlen fra sig, før han vendte sig missende rundt. Med tæppet af regn som baggrund stod en yngling i en slørende kappe, der afslørede en blondt knægt, som hætten blev slået tilbage. Ikke en professoren mindedes at have set før heller.

"Og en god eftermiddag til den unge herrer - hvis han vil lukke den trækkende dør bag sig. Noget jeg kan hjælpe med?" Det måtte der næsten være, når den unge mand havde lukket sig selv ind og ikke ventet på at døren blev åbnet. Hilsen havde ikke været familiær nok til at placere ham som en af de utallige nevøer, der sværmede om Dianthos i gode tider, men den havde været specifik nok til at den unge mand måtte kende ham. Myskværdigt. "Har vi mødtes før?"

Han rakte ned i lommen på den grå kåbe og fandt sin monokel frem for at tage et bedre syn på den unge mand. Et ganske interessant syn det var. Så mange kunne trods alt ikke have den form for... "Sofie?"

Sofus lukkede hurtigt døren bag sig som Teallach kommenterede på det "Undskyld proFESsor!" kaldte han tilbage med endnu et knæk i stemmen. Sofus fortsatte med at tage sin driv-våde kappe af, og et bredt, skævt smil bredte sig på den unge mands læber, ved Percivals spørgsmål. Et skævt smil der var karakteristisk Sofie.

"Jeg tænkte 'fortryllet til et andet køn' ikke var en god nok undskyldning til ikke at dukke op som aftalt!" grinede han lidt. Sofus var ret sikker på at intet mindre end død i familien eller noget tilsvarende dramatisk ville være en god nok undskyldning til at undgå påtale fra den gamle excentriske mand.

"Og så håbede jeg pÅ du måske, du ved, kunne fikse det? Det har gjort mit hår nORmalt, men altså, det er stadig vÆK en lille nåde" tilføjede han, stadig med munterhed i stemmen, mens han gnubbede armene en smule for varme, og trådte ordentlig ind i det lune køkken.