Agarés havde ventet utrolig længe på dette øjeblik. Øjeblikket hvor Dandels endelig følte sig klar til at tage det skridtet videre, men han havde vel egentlig også vænnet sig til hvordan tingene havde været indtil nu. Derfor var det endnu engang overraskende, at der blev svaret ja. Agarés kunne ikke lade være med at smile, men han måtte beherske sig, for ikke at smile alt for begejstret.

Som Agarés strammede sit greb lidt om Dandels, lagde han den anden hånd mod sengen som støtte, da han fik rykket lidt rundt på dem. Agarés endte med at sidde på sengen, med Dandels over sig, men i stedet for at lægge op til noget med det samme, slap han grebet om sin elskede og sendte ham et lidt lystigt blik.
”Så smid tøjet,” bad han roligt, stadig med smilet om læberne. Han havde ventet så længe og nu hvor momentet endelig var kommet, ville han da også nyde synet af Dandels der smed klæderne for ham.

I stilheden, ventede Dandels tålmodigt på Agarés svar. Han vidste godt, at det havde været længe nu: denne sammenkomst mellem deres to sjæle havde været længe undervejs, men Dandels havde brug for at være sikker på, om det var det helt rigtige valg. Om Agarés var den rigtige for ham men... Som han der her, lod sine lyse, blide fingre løbe mellem hans elskedes sorte hår, hvordan kunne han være i tvivl? Han elskede ham. Han elskede ham med sit hele hjerte, og selvom han gjorde ting, som han ikke var enig med, så tilgav han ham gang på gang - var det ikke det, som kærlighed krævede man skulle gøre?

Han gengældte hans smil, fortænderne fandt deres vej til hans underlæbe som han let bed sammen og smilet bredte sig til øjnene, som virkede mere strålende i dette øjeblik. "Du får endelig muligheden for at elske med mig, og det er ordene du vælger at bruge?" enhjørningen sagde som han løftede et lyst bryn, en smule sigende dog smilet forlod ham aldrig. "Modigt," tilføjede han stille, en lunefuld tone i ordene lå der.

Han gav ham et kys inden de skiltes, hvorefter han kom op og stå på sine ben. Han stod foran ham, i den transparente, hvidlige natkjole, og han kunne mærke nervøsiteten ligge sig i maven på ham, men han slog det hen. Han var ikke bange længere og han stolede på Agarés. I sin egen overbevisning, viste han dette med at gøre, som dæmonen bad om:
De lyse fingre fandt vej til båndet på ryggen, som holdt kjolen på plads. Med to af fingrene holdt han på spidsen af det og trak; indtil sløjfen gik op og kjolen faldt som vand ned af den slanke krop, indtil den ramte jorden med en blød lyd. Under kjolen, havde han sit hvide lingerie på, akkompagneret med en hvid hofteholder som fik hans ben til at virke længere og endnu mere attraktiv.

Han følte sig dristig, som en af fingrene arbejdede sig under en af stropperne på hans undertøj. "Det hele?" spurgte han, enhjørningen næsten virkede provokerende i det han diskede efter en reaktion, et hint om dæmonens lidenskab han ønskede at føle.

Agarés løftede let det ene øjenbryn og smilet bredte sig lidt mere over enhjørningens ord. Han kunne vel have valgt at formulere sig lidt indpakket, bedt ham om at afklæde sig for ham i stedet og have fået det til at lyde som andet end en kommando. Måske han endda kunne have pakket det lidt romantisk ind, men Dandels havde lige sagt at han gerne ville have ham, efter alt for lang tid, hvor Agarés virkelig havde holdt sig i skindet, og derfra tænkte han vist ikke helt på andet. Så han trak let på skuldrene og fnøs i et let grin.

I det samme Dandels rejste sig, kunne man se forventningen i dæmonens øjne. Det var jo ikke fordi han ikke havde set sin elskede nøgen før, men denne gang var det med et helt nyt formål, hvilket kun gjorde det mere interessant. Den let gennemsigtige, hvide natkjole faldt til gulvet og Agarés fulgte Dandels hænder, som fingrene fandt ind under en strop på det fine undertøj. Han tog en lidt dybere indånding, som han da forventede at det også ville blive smidt om lidt, men hans forventning blev afbrudt af Dandels.
”Hvis du da stadig forventer at få mig,” svarede han drillende. Der var ingen tvivl om hvorvidt Agarés ville have Dandels, det havde han vist givet udtryk for op til flere gange. Denne gang måtte Dandels vise hvor meget han ville have dæmonen, der blev siddende i sengen og betragtede sin elskede klæde sig af for ham. Han rettede lige ryggen og gav sig stille og roligt til at knappe sin skjorte op.

Det var ikke sikkert, om det var det kommanderede toneleje der havde sat noget i gang i Dandels: eller Agarés eget forsøg på at få Dandels med i en leg, som han ellers kun forstod i sit dybeste indre, men det virkede. Den ellers sky, generte og harmløse enhjørning fik et særpræget udseende i de grå øjne som virkede lysere, stærkere end de havde længe. Han trak sig tilbage inderst inde til en personlighed som han ellers kun vidste overfor sig selv og en sjælden gang overfor Agarés, når han følte sig sikker nok: men Agarés havde vist ham, at han var den ideelle partner for ham.

Han var bare ret skidt til at tage imod kommandoer, det var de begge, men det skulle han nok få set nærmere på.

Han følte de lune fingre mod hans lyse hud, de nærmest brændte ham som han følte den intime stemning blive hed. Et lyst bryn løftede sig let over dæmonens drillende svar, som kun formåede at få et fnys fra ham, et kvalt grin som blev skabt over det humoristiske i hans ord. "Det er ikke de regler jeg spiller med," svarede væsenet stille, som han trak op i mundvigen, perlerækken af hvide tænder viste sig i et smil der ikke helt tilbage på det sygelige der lå og lurede under facaden. Han kunne være så sød, så elskelig, og kærligheden var reel nok mellem dem: men sygeligheden var mindst lige så virkelig.

Han lænede sig ind mod ham, hans bevægelser lette og tillokkende men hans fingre modsatte sig dette som de greb om kæben på hans partner, i en et bestemt og dominerende karakter. En latter slap ham, lav og rolig som han beundrede sin elskede, lille dæmon hvis drømme tilhørte ham. "Hvis du skal gøre dig nogen forventninger at få mig, mit hele jeg, så forventer jeg at se den dæmon jeg forelskede mig i," drillede han, hans stemme provokerende, med en sødelighed der gjorde den bittersød. Smilet falmede, men kulminerede blot til en mere overlegen, kæk facon som han rettede ryggen, lod et par hvide totter snurre rundt om hans finger og ryggen blev vendt til dæmonen i et forsøg på at tiltrække ham, gøre ham nysgerrig. "Måske er det bedre vi forsætter en anden dag. Du virker åh så udmattet... Jeg vil nødig køre min elskede mand træt så han ej kan stå op i morgen," enhjørningen sagde, tonen nærmest teatralsk som han langsomt bevægede sig væk fra sengen. Han spillede sød og bekymret for hans helbred, som om han havde fundet sammen med en som næppe kunne få den oppe og stå. Bevidst havde han valgt at hans underdel var i fokus som hofterne dansede til siderne i hans gå gang mod hans spejl. Dæmonen kunne ej se det, men et lurende smil var på læberne af det ellers uskyldige væsen, som var ved at spinde sit net.

Det var et noget lystigt blik der så skiftevis mod enhjørningens hænder og ansigt, da dæmonen da forventede at resten af stoffet der dækkede den lyse hud, ville blive fjernet lige om lidt. Den tydelige lyst blev dog erstattet en anelse med skuffelse, da det ikke ligefrem var det, der skete. Han løftede et afventende øjenbryn af Dandels ord, som han da gik ud fra at få at vide hvilke regler han så spillede med.
Det dominerende greb om kæben gjorde kun Agarés mere opstemt. For Dandels var det vist ingen hemmelighed at dæmonen nød at dominere i sengen, men samtidig lige så meget nød at være den der blev domineret. Når det altså blev gjort ordentligt. Grebet om kæben lagde jo op til mere, men endnu engang måtte Agarés sukke let i skuffelse, da Dandels hurtigt trak sig væk igen.

Agarés forblev stille, som han betragtede sin elskedes fine bevægelser med hofterne. Han kunne vel vælge at gøre som Dandels bad om. Lade ham se den dæmon, som han forelskede sig i, men han havde endnu ingen grund til at gøre som der blev sagt.
”Så tålmodig jeg har været, er jeg ikke sikker på jeg mener at du har fortjent at kræve noget som helst,” sagde han roligt, som han knappede den sidste knap i skjorten op, trak skjorten af og skubbede den ud over sengekanten og ned på gulvet. Han flyttede sig ud mod kanten af sengen, hvor han satte sig med benene ud over kanten og hænderne i madrassen bag sig, så han kunne læne sig lidt tilbage.
”Du tror virkelig at du har evnerne til at køre mig træt? Det vil jeg se, før jeg tror det,” lød det lidt udfordrende fra dæmonen.

Dandels måde at forsøge at lokke på gik ikke hans næse forbi, men lige meget hvor tiltrækkende han så fandt ham, nægtede han at give efter for sine lyster til at tvinge Dandels tilbage i sengen med magt. Han blev pænt siddende på sengen.
”Det var dig der ville have mere. Så kom og vis hvor meget du vil have mig,” kommanderede han. Hans tone var hård, men begæret i de blå øjne var ikke til at tage fejl af. Han ville have Dandels og derfor trådte han mere ind i rollen som den dominante, ham der nu beordrede sin partner til at gøre som der blev sagt. Så måtte Dandels jo overtage den rolle, hvis han ikke ville makke ret.

Det så ud til at enhjørningen ikke fik det, som han ville have det, hvilket var både frustrerende og ophidsende for det fine væsen. Det var ikke fordi at han var just vant til at få tingene som beordret, det meste af hans liv var han bare til tjeneste, men tingene var anderledes nu og han var begyndt at føle sig komfortabel i sin position som blot mere end det. Han var begyndt at føle sig vældig forkælet, og det var der jo ikke noget grundlæggende forkert i. Det betød dog, at dæmonen kunne tirre ham ved at modsætte ham, som nu og de hvide ører lagde sig ned i protest som et lille fnys undslap ham. Okay. Så blev det sådan.

Han havde vel ret. Han havde vel ikke fortjent at kræve noget som helst men... Det var nu sådan, at enhjørningen kunne lide det. Han fandt vej til sit elskede spejl, hvor han fandt en lille dåse fyldt med læbepomade, glycerin mixet med honning og et stejf af pigment, og lænede sig ind. Med fingerspidsen, duppede han noget af pomaden på læberne og pressede dem let sammen så den røde farve sprang frem i sigte, men også så læberne virkede større. Han tog sig selvfølgelig sin gode tid: hans ende var rettet mod Agarés og hans kønne ansigt kunne ses i spejlet, som han gjorde sig til. Hvis han virkelig var så tålmodig som han mente, kunne han sagtens vente lidt mere.
"Hm? Sagde du noget, min elskede? Jeg har så svært ved at høre dig derfra," Dandels sagde, med sin uskyldige, søde stemme og de grå øjne så på ham fra over sin skulder. Et smil gemte sig i krogen.

Hans tirrende kommentar fik kun en latter frem, maskeret bag lukkede læber. "Siger dæmonen som opfører sig som vi skal til begravelse. Hvem narrer du?" spurgte han, lige så udfordrende men måske til en grad provokerende: han ville blot se hvor meget der skulle til, før dæmonen ville bryde sit skuespil og give dem det, de begge hungrede efter. Dandels stædighed og lyst til at være i kontrol gjorde således, at han ikke ønskede at give sig. Ikke endnu.

Han stod stadig mod ryggen til ham, men hans øjne kunne beundre ham i spejlet. Han havde bukket sin ryg en anelse så hans bagpart virkede mere fremtrædende. Han så ikke mod dæmonen da han begyndte at knappe spændet op, som holdt trusserne på og snart var det eneste som enhjørningen bar var hofteholderen, der holdt de slange, hvide sokker op. Ellers var han nøgen og fra den position kunne dæmonen se alt hvad hjertet kunne begære. Et simpelt fnis kom fra ham som han lod hofterne vugge til siderne med det lange, hvide hår som slikkede sig ned af hans slanke ryg. "Jeg kan stadig ikke helt høre dig. Du ved, jeg er blevet så forfærdelig døv med årerne, min elskede. Jeg tror, at du må komme lidt tættere på. Jeg er trods alt i gang med noget," sagde væsenet med sin påtagede uskyldighed, velvidende at det var ret åbenlyst at han kunne høre ham. Det eneste han havde udviklet med årerne var en ekstrem selektiv hørelse. Enhjørningen var i gang med ingenting og han brugte det blot som en flabet undskyldning så han kunne være på tværs. Han ville blot se hvor langt han kunne trække den inden den kommanderende tone blev alvor.

Det var nu ikke fordi Agarés havde forventet at Dandels ville gøre som han blev bedt om i første forsøg. Dæmonen var en stædig herre og det var den stædighed der ofte gav ham hvad han ville have, også når det havde gjaldt de mere intime situationer. Men han var udmærket også klar over, at trods Dandels lille skikkelse, var det meste af den skikkelse klippefast. Endnu mere når det gik ud på at trodse Agarés, som han da godt var klar over havde ventet længe på dette øjeblik. Det var bare et spørgsmål om tid før dæmonen ville give efter for sine tydelige lyster, men indtil videre nægtede han at give sig. Ikke engang en lille smule. Måske kun i den forstand at han virkelig ikke kunne holde det direkte sultne blik tilbage, lige så snart enhjørningen begyndte at smide det lille stykke stof, der dækkede for lige nøjagtig det, han havde hungret efter så længe.

Dandels provokerede yderligere, som han virkelig arbejdede for at irritere og pirre Agarés nok til at give op. Han svarede ikke på de kommentarer, der udelukkende var til for at stikke til ham og selvom han ikke kunne lægge skjul på hvor meget han egentlig ville have Dandels, formåede han stadig at se mindre imponeret ud. Trods de tydeligvis stadig skubbede til hans viljestyrke, stak det uden tvivl også til den stædighed han aldrig kunne slippe. Dandels skulle ikke have lov til at vinde den her leg, heller ikke selvom han stod foran spejlet, gjorde sig til og så noget så appetitlig ud.
”Jeg tror vist du har glemt hvordan man adlyder en ordre. Du har måske brug for at blive mindet om hvad der sker, når man ikke gør som jeg befaler?” At Agaraés ikke var bange for at opdrage på sine ansatte med vold var ingen hemmelighed, det vidste alle der arbejde for ham. Han havde aldrig lagt hånd på Dandels på den måde og havde uden tvivl heller ikke i sinde at gøre det nu, men han forbeholdt sig retten til at være lidt hård, hvis Dandels valgte ikke af lystre. Den hårdhed ville han da glædeligt blande ind i deres intime lege.
”Kom herhen. Nu.” Han gav da lige en enkelt chance mere, denne gang i en endnu hårdere tone end før.

Det overraskede ikke det kønne væsen, at Agarés var stædig og holdt sig i skindet, selvom han jo godt vidste, at han gerne ville. Men han ønskede ikke at tabe ansigt, hvilket var både til morskab og frustration for Dandels, som gerne ville have sin vilje. Hans respons til det var at være flabet og provokerende, hvilket han vidste, at han kunne slippe af sted med i denne tilstand. Normalt ville han havde været frygtelig bange for Agarés's truende ord, men Dandels havde vist ham, at den sky facade var ikke den, som han i virkeligheden var. Eller var blevet til.

Han valgte at vende sig om nu. Med et hov på stolen, fik han sig selv løftet op og sidde på bordet med hele sin front mod hans elskede og det legende smil i fuldt udspring på hans røde læber, som en rød rose der blottede alle sine farver. Han lænede sig op af spejlet henslængt og benene var adskilte så alt kunne ses, inden han vippede dem tirrende ind mod i hinanden så udsynet blev blokeret. En finger var på læben, skyldfri.

"Hvad sker der da, hvis jeg ikke adlyder?" spurgte enhjørningen, den søde tone i en provokation i sig selv - som om han komplet og aldeles underminerede truslen, hvilket var en del af hans overlegenhed. "At jeg bliver sendt hen i hjørnet, fordi jeg er så styg og led?" forsatte han med at tilføje i selv samme tone, ledt an af et grin der nåede de lyse ører.

Der var ikke nogen tvivl om at han ønskede at se Agarés på kanten, blive ført af hans egen passion og lyst.

Ørerne blev ledt spidset af den hårde tone, et glimt af spænding viste sig i de farveløse øjne. "Hørte du det?" spurgte han, pludseligt. "Det lyder til at trække i vores værelse. Det burde blive set på, så du ikke bliver forkølet," enhjørningen foreslog, med hans påtagede omsorg der var en tynd overflade på hans ydre.

Agarés blev stadig stædigt siddende på sengekanten. Han var fast besluttet på ikke at tabe til Dandels. Han ville ikke være den, der gav efter for sine brændende lyster først, men det var vist ikke kun det. Lige meget hvor meget Agarés forsøgte at lægge de gamle vaner fra sig, kunne han ikke helt undgå at tænke, at han bestemt heller ikke ville lade sig overbemande af den enhjørning, der ikke havde været mere end en sekretær for dæmonen i de fleste år. Dæmonen var et vanedyr, det var der ingen tvivl om. Til gengæld fyldte hans kærlige følelser for enhjørningen langt mere, end han nogensinde troede var muligt.

Den dybe stædighed blev dog sat grueligt på prøve, da hans blik lige dalede direkte ned mellem sin elskedes blottede underliv, som denne satte sig så fint til rette på bordet. Han rømmede sig, forsøgte ikke at skubbe sig fra sengen og storme direkte over for at lade sine hænder gå på opdagelse mod den lyse, nøgne hud. En lyst der kun blev forstærket, idet hans ellers perfekte udsyn blev blokeret af de appetitlige ben, der lukkede sig. Han rettede ryggen og lænede sig en anelse frem, men blev endnu siddende, da han rettede de krystalblå øjne mod det flabede, kønne ansigt igen.

Dandels bad jo ligefrem om at blive straffet for sin ulydighed. En straf Agarés ville have grebet helt anderledes an, havde enhjørningen stadig ikke været mere end den lille, stille sekretær. Han lod ham færdiggøre sine provokerende ord, inden han endelig rejste sig fra sengen og tog nogle langsomme skridt tættere på.
”Du håber måske ligefrem at blive straffet?” Spurgte han lidt lokkende, da han endte foran sin partner. Han gengældte Dandels dominerende greb fra tidligere, som han tog fat om hans kæbe og noget bestemt tvang ham til at rette ryggen.

Han lagde den frie hånd mod bordet og lænede sig lidt ind over ham, lod næsten sine læber strejfe hans. Han var fristet til at trække ham med hen til sengen, pirre ham ved at lægge op til det de begge ville have og irritere ved at lade Dandels mærke de seksuelle frustrationer, som Agarés så tydeligt sloges med. Men det ville kun betyde at Dandels havde vundet.
”Jeg kunne vel give dig den tilfredsstillelse…” Sagde han med et svagt smil, der kun lige kunne anes i den ene mundvig. Han lod der ikke være stille længe, før han fortsatte;
”Men siden du er så opsat på ikke at gøre som du bliver bedt om, må jeg vel gå ud fra at du ikke vil have mig så meget, som du gav udtryk for. Jeg ordner det da gerne selv.” Han rettede ryggen, fjernede hånden fra bordet og gav sig i stedet til at åbne sine bukser. Han spildte ikke tid på at skubbe dem ned, før han stak hånden ind under det bløde stof og tog fat om sig selv. Et nydende suk undslap hans læber, der stadig ikke var mere end få millimeter fra Dandels, da han helt roligt begyndte at tilfredsstille sig selv. Han slap ikke sin elskedes kæbe. Hvis han ville være med i den leg Agarés havde med sig selv, måtte han vel sørge for det. Måske dæmonen fiskede lidt efter at blive domineret.

Han var dog også så stædig. Men, Dandels vidste jo at det var noget af det han kunne lide. Det var en del af legen. Og som Dandels blottede sig, gjorde sig til for sin elskede, ønskede han at lokke ham nærmere så han kunne give ham det som han ønskede. Det skulle selvfølgelig ikke være nemt dog, men Dandels kunne nu godt lide det. At blive jaget eller jage selv.

Hovedet blev tiltet på skrå så de bløde lokker der omfangede ansigtet begyndte at læne den ene vej. Han virkede så sød som han sad der på bordet, man kunne fristes til at tro at han ville gøre livet nemmere for dæmonen som lod til at holde bånd for sig selv. Hvorfor mon det? Dandels havde en mistanke, at det var på grund af hans stolthed. Åh ja, stolthed. Det kunne ligne ham, hans lille dæmon.

De farveløse, grå øjne begyndte at glimtrede som Agarés endelige rejste sig op og gjorde rejsen hen til ham hvor han sad. Det var det han ville have. Men... Det var ikke som forventet. Øjenbrynene sænkede sig i et stærkere, mere dominerende udtryk som han følte hænderne om hans kæber og fik ham op og sidde i en mere streng position end sin tidligere som havde været henslængt op mod hans spejl. Han vidste godt at han testede ham, og selvom han prøvede at fortælle sig selv, at han ikke skulle give, han ikke skulle give ham hvad han ville have, var det svært for væsenet ikke at takke ja til muligheden.

Der kom nærmest noget der mindede om et hvæs fra ham som han trak vejret ind gennem de farvede læber. Han var begyndt at mærke knuderne i maven, frustrationerne som han havde givet dæmonen så længe og nu fik han så sin egen medicin at føle. Det var pinefyldt, men han vidste at præmien ville være åh så sødere når han fik smagt på den. Han skulle bare vente lidt længere...

De hvide ører rejste sig i overraskelse som han hørte en ruslende lyd. Det nydende suk førte hans øjne ned til det, det hele handlede om og det var tydeligt at det hvide væsen var langt fra tilfreds. Det her, var det han mente med når han sagde, at han ikke spillede efter de regler. Han spillede ikke med snyd.
Hans hånd lagde sig mod Agarés's kind, dog med et prompte klask som fik rummet til at blive revet itu. Det var ikke et hårdt slag men nok til at han fik den opmærksomhed, som han ønskede. Der bredte sig et smil på læberne: "Har jeg nogensinde fortalt dig, at du snakker for meget?" hviskede han, en lune hvilede i den ellers fløjlsbløde stemme. Det var dog blot et dække over, at Agarés var begyndt at stikke til de sider, som han ikke viste andre steder end sit eget, mørke univers. Han blev lokket frem til et spil som var ukendt for ham uden hans evner, men som han ikke kunne holde sig fra. Han vidste jo godt, at han var svagere stillet end dæmonen: men mentalt var han lige så klar på at lege, som hans elskede.
"Jeg har ikke bedt dig om at røre ved dig selv. Prøver du at teste mig, Agarés?" spurgte han, stemmen afdæmpet da han ikke behøvede mere med deres læber så tæt på hinanden.

Han løftede sin hov og placerede den over dæmonens skridt, lige så bestemt som Agarés havde været før. Han skulle ikke tro at han kunne tage glæderne på forskud, uden Dandels havde givet ham lov. Et lille grin undslap ham som der kom noget skadefro over hans ansigt: "Hvis du ønsker at teste mig... Så skal du få lov til at se hvad der sker så," sagde han, nærmest som en advarsel han gav ham et skub med benet, forbløffende kraftfuldt. Det sendte ham i retningen af sengen, hvorefter Dandels kom op og stå en hurtig bevægelse, bare for at sikre sig at Agarés kom hele vejen tilbage over til sengen. Hvis der var brug for det, ville han give ham endnu et skub med armene. Han ville have ham ned og ligge.
Han ville ikke holde tilbage længere.

Agarés var udmærket godt klar over at hans valg om at røre ved sig selv og ikke Dandels, ville blive mødt med en tydelig utilfredshed. Der gik da heller ikke mange øjeblikke, før enhjørningens blik afslørede lige netop det. Det nydende smil om dæmonens læber blev bredere og de nydende suk gled over i lette støn, der dårligt nåede at slippe ud, inden den flade hånd ramte kinden i en lussing. Han fulgte med slaget og drejede hovedet en smule til siden, men så kun endnu mere tilfreds ud, da han rettede blikket mod Dandels igen. Han havde jo altid nydt smerten og det opmuntrede ham til at bevæge hånden lidt hurtigere.
Enhjørningens spørgsmål var intet mere end en opfordring til at fortsætte. Ja, Agarés prøvede at teste ham og den let røde kind var bevis på det virkede. Så han lod hånden fortsætte sin leg i bukserne og derfor gik han da heller ikke ud fra, at Dandels forventede et verbalt svar.

Først da hoven blev placeret over det følsomme sted, trak Agarés hånden op af sine bukser. Han kunne ikke lade være med at stikke lidt mere til Dandels, som han sendte ham et direkte trodsigt blik. Overraskelsen over det rimelig kraftfulde skub kunne ses i dæmonens ansigt, men alligevel formåede han stadig at holde trodsigheden i de blå øjne. Han måtte slippe sit greb om den lille, fine kæbe og hans egen blev mere markant, som han bed tænderne sammen og rykkede sig tilbage som resultat af skubbet.
”Åh nej, bør jeg være nervøs?” Spurgte han, tydeligvis ikke den mindste smule nervøs, som smilet stadig var bredt over dæmonens ansigt og tonen udfordrede enhjørningen til at lade ham se hvad der så ville ske. Han kunne have stået imod det ekstra skub, men trådte de få skridt tilbage, inden knæhaserne ramte sengekanten. Han var udmærket godt klar over at Dandels var gået efter at få ham til at lægge sig, men bare for at pisse sin partner mere af, valgte han kun at sætte sig. Han pressede da også lidt mere på ved allerede at lade hånden glide hen mod sit skridt igen. Hvis Dandels ikke forhindrede ham i det, ville han tage fat om sig selv igen.

Dandels bed sig i læben, i et forsøg på at skjule hans egen spænding over det faktum at Agarés's reaktion var så tydelig over slaget. Det var et perfekt match: Dandels kunne godt lide at give smerte og Agarés modtog den så glædeligt. Hvordan kunne Dandels dog være sig selv bekendt ved ikke at udnytte det til sin fordel og egen, personlige lyster?

Agarés blev sendt hen til sengen, og selvom han ikke fik ham ned og ligge, kom han da ned og sidde, hvilket passede Dandels fint: for han havde fået en ny idé. Et smil bredte sig på hans rødlige læber som viste hans elskede, at det ikke havde den ønskede effekt, som han havde håbet på da han trodsede ham. Hovene klikkede let mod gulvet som han selv fik arbejdet sig helt hen til sengen. Hans knæ blev sat ned i sengen, direkte mellem benene på Agarés og så tæt som muligt på hans skridt så det skabte noget tryk. Snart var deres ansigter overfor hinanden som Dandels lænede sig ind, med halen bag sig som skabte et smæld da han slog med den. En lav latter lå bag det smil og med en enkelt finger under hans hage, guidede han hans ansigt op ad, så Dandels kunne se direkte ned på det.

"Du er ikke særlig artig lige nu," bemærkede enhjørningen med en ro, som var nærmest skræmmende. Som ordene forlod hans mund, løftede han en hånd op til hans hår. Et par af fingrene fik fat i et bånd, som holdt håret samlet og som han trak til, fald det hvide hår ned som bølger ned langs hans nøgne krop. Smilet blev kun mere lunefuldt som han holdt båndet op. "Jeg må hellere vise dig nogle manerer, så du kan opføre dig ordenligt," hviskede han. Inden dæmonen ville protestere - nok glædeligt - begyndte han at forsøge at binde båndet om hans øjne. Da han sikker på at det sad stramt nok, placerede han et vel sat skub direkte i brystkassen på dæmonen, så han kunne sikre sig om at han var nede og ligge.

Dandels smilede grumt som han forlod sengen, men kun et par meter: han vidste at de havde noget legetøj i skuffen som de ikke havde brugt: ikke endnu. Så snart han havde fundet det perfekte legetøj, var han tilbage på sengen. Det hvide, fine væsen satte sig på sengen ved siden af sin partner og lod den nihale pisk hvile på hans læber som de sagte smilede, overvejelsen var tydelig i hans øjne. "Du har en sidste chance for at være sød. Fortæl mig, at du er sød," kommanderede den bløde stemme, som ikke varslede om hvad han havde i sinde.

Dæmonens forsøg på at trodse sin elskede endnu mere, lod ikke til at virke helt efter planen, da han så smilet brede sig om de let farvede læber. Men det var vel ingen grund til at stoppe, nu hvor hånden var så godt på vej ned mod de åbne bukser igen. Hvis han fik lov, så han da ingen grund til at stoppe. Agarés nåede dog kun lige at strejfe sig selv, da knæet blev placeret direkte mellem hans ben i sengen og lagde pres nok på til at han ikke kunne få plads til hånden alligevel. Selvom hans ansigt blev guidet opad, dalede hans blik et øjeblik ned over den nøgne krop foran ham.

Et øjenbryn blev hævet en anelse, som en lydløs kommentar til enhjørningens konstatering. Nej, han var ikke særlig artig lige nu, men kom det virkelig bag på ham. Han fjernede ikke blikket fra de grå øjne, men ænsede godt båndet ud af øjenkrogen.
”Jeg er sikker på det er for sent at lære mig manerer, men du skal være velkommen til at prøve.” Båndet blev lagt for hans øjne lige som han sagde de sidste ord. Han havde ikke i sinde at protestere det mindste over at Dandels kun gjorde denne leg endnu mere interessant for ham. Der var noget opstemmende ved ikke at kunne se hvad enhjørningen havde af planer. Agarés lagde sig lidt modvilligt ned, ikke fordi han egentlig havde et problem med det, men fordi han lige måtte rette underlivet lidt til på vejen, for ikke at klemme noget for meget op ad et knæ på vejen.

Agarés kunne mærke madrassen bevæge sig, som Dandels satte sig tilbage ved hans side. Han rakte lige armen ud for at mærke efter hvor han sad, og da også lige gramse lidt på et nøgent lår, eller måske en balle, hvis han var så heldig at kunne nå.
”Forventer du virkelig at kunne få de ord ud af mig?” Det var en tydelig hentydning til at han bestemt ikke havde tænkt sig at gøre som Dandels kommanderede så blødt.
”Gør som du truede og vis mig nogle manerer,” beordrede han tilbage, selvfølgelig forventende at Dandels havde i sinde at straffe ham. Og smilet om dæmonens læber afslørede så fint at han så frem til det.

Dandels kom ned og ligge på sin side, ved siden af sin elsker. Som han fik lagt sig til rette, kunne ham mærke at hans hænder rakte ud efter ham, højst sandsynligt for at fornemme hvor han sad, men det godtog Dandels ikke. Så snart hånden var lagt, blev pisken svunget: hårdt over brystkassen, hvor der ville forme sig bløde streger, så snart huden havde opfattet kollisionen. "Arh, arh. Jeg har ikke givet dig lov til at røre mig," sagde det kønne væsen roligt men truslen lå i lyden af pisken som han gav et lille sving med den.

Han vidste godt, at han ikke havde en chance for, at straffe Agarés ved hjælp af tvang eller vold. Han var simpelthen for svag til det, det var ikke en hemmelighed. Men... Dominans og smerte kom i mange former. Dandels smilede for sig selv. Var det noget bedre, end at pine sin kære om det, de ikke kunne have?

Udover pisken, havde han taget endnu et bånd med. De havde intet reb, hvilket var skuffende, men dette ville du for nu. Der var ingen tøven i hans stemme, som han svarede ham med en ophøjet ro mens han foldede båndet ud. "Ja. Jeg ved, hvor desperat du er. Jeg kender dig," sagde enhjørningen med et smil gemt i stemmen. Det kunne havde været ord, der var søde men andre ville nok få kuldegysninger ved den måde, som han formulerede sig så roligt på.
Han trodsede ham igen, og denne gang så Dandels ikke mellem fingrene på det: et smæk senere hen over skridtet, hårdt og bestemt, ville give Agarés signal om, at Dandels var klar til at straffe ham, på hvilken som helst måde han så nyttigt. "Ti stille, nu. Du snakker for meget, med intet substans," knurrede det ellers harmløse væsen.

Han begyndte at binde Agarés's hænder sammen også, stramt nok til at han følte sig sikker i at det ikke var noget han ville forsøge at komme ud af det med det samme. De blev ledt op over hans hoved, så de var af vejen for det, der ville komme.

Han lagde sig ned igen ved hans side, stadig med sin trofaste pisk i den ene hånd. "Nå... Du har jo taget hul på den gave, som var tiltænkt til mig. Hvor skamfuldt af dig," snakkede Dandels afslappet som han så med skridtet, og det ophidsede lem som stadig var ude og klar til leg. Det var han utilfreds med, for at sige det mildt. "Hvis du da har så travlt, så synes jeg vi skal tage tempoet en smule ned... " snakkede enhjørningen blødt, velvidende om at han var ved at give ham det modsatte af det, han havde ønsket. Han skubbede bukserne ned, og blot lod neglene strejfe den bare hud der ledte op til fokus punktet, men ej tillod han selve hånden røre ham endnu. Det var langsom opbygning og Dandels havde tænkt sig at gøre det så langsomt, som muligt. Bygge lysten op så langsomt, at det føltes som smerte.

Efter en rum tid, lod han endelig tommelfingeren stryge over pungen, før hele hånden fulgte med, men stadig rørte de ikke medlemmet.
Det ville blive en lang aften, men han så frem til det.

Agarés nåede dårligt at strejfe Dandels med de søgende fingre, før pisken smældede ned over brystkassen. Han greb i stedet fat i lagnet under sig og bed tænderne sammen, så kæben stod endnu mere frem. Men ikke en lyd forlod dæmonens læber, for Dandels skulle ikke have den tilfredshed at vide, at det ikke kun opstemte ham mere, men samtidig også gjorde mere ondt end han havde forventet. Det var ikke fordi den pisk ikke var blevet brugt før, men at det lige var den, der var blevet hevet frem fra skuffen, det var han ikke klar over før den ramte.
Der lød et mindre imponeret fnys fra Agarés. Han var måske mere desperat end han ville indrømme, det kunne han vist ikke lægge skjul på længere, ikke bare fordi hans krop tydeligt afslørede hvor meget, men fordi han allerede havde taget forskud på den nydelse, som han egentlig havde tænkt til Dandels. Det havde bare udelukkende kun været for at stikke til ham.

Ordren lod ikke til at blive taget helt godt imod, for straks efter udbrød dæmonen et smertende støn, som pisken smældede direkte over hans skridt. Denne gang kunne han ikke lade være med at reagere, både med lyd og ved at trække sig lidt sammen. Han var fristet til at give igen, men muligheden blev snart taget fra ham, da hænderne blev bundet stramt sammen med båndet. Det var dog ikke uden lidt modstridende suk han lod armene blive ført over hovedet.

Der gled et næsten helt tilfredst smil over læberne, som et flabet svar til enhjørningens ord. Han skammede sig tydeligvis ikke, tværtimod. Men der gik ikke mange øjeblikke før selvsamme smil falmede igen og endte i et misfornøjet udtryk i stedet. At sætte tempoet den mindste smule ned var bestemt ikke det han havde forventet, men trods sin irritation over at det alligevel blev gjort, forblev han stædigt stille.
De alt for lette berøringer var kun mere pirrende ovenpå de hårde slag, han ellers lige havde modtaget. Den tålmodighed han virkelig havde misbrugt her til aften, var ikke bare ved at være sluppet op. Han var ved at blive direkte vred, selvom han overhovedet ikke havde været bedre selv.
”Du burde ikke trække tiden længere ud. Ved du ikke at det er direkte farligt at lege sådan med en dæmon? Det kunne bide dig i røven, lige så snart båndet knækker,” vrissede han, for båndet ville knække. I det samme begyndte han at vride sig en smule. Han rykkede på håndleddene, forsøgte at løsne det stramme bånd. Baghovedet blev gnedet mod madrassen, i forsøget på at få båndet omkring til at glide af. Begge dele var en langsommelig proces.

Det var tydeligt, at Dandels nød den smerte som dæmonen udviste, men også vreden som var begyndt at fylde hans krop. Intet ved ham hentydede til, at han synes mindre om det end blot fantastisk. Hvad mere fabelagtigt var, at se de røde streger forme sig på hans nøgne brystkasse, Dandels varme fingre rørte dem let som hans hånd passerede over hans bryst, henover brystvorterne.

Som Agarés vrissede af ham, snakkede tilbage til ham med intet af den respekt som Dandels forventende i denne sammenhæng, faldt pisken igen: nu henover maven, med endnu et stærkere slag. Dandels viste sig at være utrolig effektiv med en pisk, vidende om hvordan den skulle svinges så den mest maksimalt kunne skabe smerte. Han var ikke ude på at decideret skade dæmonen som legen stod på nu, og han vidste også, at dæmonens kvote var højere sat. Men, han skulle ikke få lov til at tale sådan til ham, og derefter prøve at komme fri.

En blød latter kom fra Dandels som hans læber var sat udenfor sin elskedes øre, væsenet fandt det umiskendeligt humoristisk at se hans vrede så tydelig. Han blev fodret af den, og hans lyst blev kun større. "Jamen dog, Agarés. Jeg vidste ikke, at du kunne vise tænder på den måde," bemærkede enhjørningen, nærmest som om han var imponeret trods enhjørningen ej virkede den mindste smule intimideret. Hans hånd var igen nede ved hans skridt: denne gang lod han blot fingerspidsen røre lemmet under hovedet i en pirrende facon. Det var smertefuldt hvor lidt han gav, og han vidste det godt. Det var også ment som en distraktion så han ikke fik revet alt for meget i båndet. Indtil Dandels fik sig en ny idé.

"Din hunger er altopslugende, min egen. Hvis du er så ivrig... Så må jeg jo hellere servere for dig," påpegede enhjørningen, hans stemme sødet af en påtaget uskyld og kærlighed. Han kom op på sine knæ, og inden dæmonen kunne enten protestere eller glæde sig, svingede han benet over hans ansigt så hans godter var lige uden for hans mund. Han vidste godt, at det var et modigt valg, men Dandels havde på fornemmelsen, at dæmonen ville kunne lide det. Dandels smilede for sig selv som han havde udsigt til Agarés's krop. Han gav endnu et sving med pisken, ud i den blotte luft som han opfordrede hans kære til at komme i gang med at behage ham.

Den let brændende varme, som smældet fra pisken havde efterladt i de røde mærker på brystet, blev kun tydeligere hos dæmonen, som de lette berøringer strøg hen over. Det var behageligt. Pirrende. Men ikke nok. Agarés ville have mere og det fik han som resultat af den vrissende, respektløse kommentar han smed efter enhjørningen. Pisken ramte den bløde hud hen over maven og efterlod friske mærker, der blev rødere endnu efter få øjeblikke. Han trak sig en anelse sammen igen, men denne gang kunne smerten i stønnet ikke høres, kun den dybe lyd af nydelse. Når nu Dandels nægtede ham den berøring han så desperat havde behov for, måtte han nøjes med den fantastiske smerte, som pisken sørgede for.

Det pissede kun Agarés mere af, at hans ord ikke blev taget den mindste smule seriøse. Det skubbede ham kun til at rive endnu hårdere til i det stramme bånd, der endelig kom med den første lyd af at give efter. Han nåede bare ikke længere, før den distraherende hånd mod lemmet straks fik ham på andre tanker. Han var næsten fristet til at bede om mere.

Trods Agarés stadig ikke kunne se for det tynde bånd om øjnene, kunne han alligevel fornemme lyset blive dæmpet, som Dandels satte sig til rette over hans ansigt og han var ikke et sekund i tvivl om hvad der foregik. Han vendte hovedet en smule til siden og bed til i det nærtliggende inderlår, men slap straks igen, som piskesmældet i luften lød. Det var lige den motivation der skulle til, for at Agarés i ét hurtigt ryk endelig fik knækket båndet om håndleddene, så han kunne tage fat om begge de nøgne lår og holde Dandels fast. Derfra fandt tungen hurtigt ind mellem de bløde folder, hvor den helt utålmodigt gav sig til at lege med det følsomme punkt. Hans egen, desperate lyst spejlede sig i de noget intense bevægelser den tunge kunne formå at gøre. Han var ivrig og håbede at dette ville gøre Dandels blød nok til bare at give lidt igen.

Det så ud til, at Agarés ønskede at være sød idag, som han tog den gode beslutning i at behage Dandels. Dandels var så tilfreds med den beslutning, at han ikke irettesat ham da han ødelagde båndet, for at tage fat om den runde bagpart som fristende var skubbet bagud. Som han følte tungen skille folderne ad, spidsen kærtegne det højeste punkt var Dandels nødsaget til at give et nydende støn fra sig. Det var veltrængt og Agarés vidste hvad han gjorde, som han legede og behagede. Det udviklede sig snart til en symfoni af lyde, og Dandels fornøjelse kom ingen næse forbi, for hofterne dansede med tungen i en rokkende dans, som han prøvede at få mere ud af det allerede intense forspil.

Dandels havde en meget dominerende position i det han vuggede med hofterne, endda nærmest kørte dem rundt i cirkler. Det var råt, men også lidenskabeligt da han ej læggede låg på hvilken sensation Agarés skabte i hans underliv. Han havde ikke tænkt sig at holde tilbage, selvom det måske kunne virke voldsomt ude fra; men Dandels kendte dæmonen og han vidste, at han nød det, der ej blev skjult.

Han så sig over skulderen med et arrogant smil, som han elskede synet af manden under ham. Hans hale strøg over ansigtet af hans elsker, inden Dandels lænede sig bag over for at tappe dæmonen på kinden med spidserne af pisken. "Nu må du ikke blive sløv," advarede enhjørningen i et morende toneleje.

Han manglede noget mere, noget... ekstraordinært. Så han besluttede sig for at læne sig helt ned, så tæt som muligt, på dæmonens ansigt så han fratog ham retten til at trække vejret. Dandels smilede sygeligt som han mærkede kroppen under ham reagere i et forsøg på at få ilt, men Dandels rykkede sig ikke. Ikke før, at han vidste det var ved at blive nødvendigt. Med ét lettede enhjørningen sig med et grin, øjnene glimtede i fryd. "God dreng," hviskede han tilfredst. Dandels erkendte, at det var hans tur til at give noget, nu hvor han havde været så sød. "Det ser ud til at nogen besluttede sig for at være artig," sagde Dandels som han så ned mod sin blinde elsker. "- Så er det i sin ret til at belønne dem,".
Han fjernede det hvide hår fra hans ryg og skubbede det til siden, inden han lænede sig over hans elskede. Denne gang tog han ordentlig fat om hans lem, gav den nogle lange, bløde strøg op og ned langs skaftet. Han brugte endnu ikke sin mund, trods alt, han havde ikke været så sød, men han havde fortjent at få lidt belønning. Dandels var jo ikke grusom... nødvendigvis.

Der var ingen tvivl om at Agarés nød at lege mellem benene på Dandels. Det kunne tydeligt ses i det engagement han lagde i det, som han øvet lod tungen glide ubesværet hen over det helt rigtige punkt og fulgte hofternes dans. Men det var samtidig kun mere tortur, når den leg og de mange lyde han fik frem hos sin elskede, kun opstemte ham endnu mere. Det gjorde næsten ondt, men håbet om at han endelig ville få noget ud af det, holdt ham kørende for nu.
Han mærkede halen der strøg irriterende hen over ansigtet og derefter spidsen af pisken mod kinden. De advarende ord fik en brummen frem hos dæmonen, hvor en tydelig undertone af raseri lurede. Han blev ikke sløv, tværtimod kun mere ivrig.

Det blev varmere og snart var det ikke til at trække vejret overhovedet, men Agarés fortsatte sit kyndige arbejde. Endda lidt længere end man ville forvente uden ilt, men i sidste ende måtte han alligevel insistere på at få luft. Han stak neglen i den lyse hud og man kunne se brystkassen, der lidt ihærdigt forsøgte at trække luft i sig, men ikke kunne. Derfor lød han også forpustet, da Dandels endelig løftede sig igen og han endelig kunne fylde lungerne.
Selvom de blå øjne bar tydeligt præg af den vrede dæmonen følte, kunne han alligevel ikke lægge skjul på den forventning enhjørningen straks prikkede til med sine ord. Det kom snart til syne for den anden også, da Agarés endelig fik møvet båndet af hovedet og gav ham det perfekte udsyn til hvor hans tunge lige havde rørt.

Et dybt suk, efterfulgt af et rigtigt støn forlod de fyldige læber, da han endelig mærkede et ordentligt tag om sig. Allerede ved første strøg begyndte hofterne at bevæge sig med, i et forsøg på at få endnu mere ud af det faste greb. Det var ikke nok.
”Du ville belønne mig, så drop dine ulidelige lege og gør det,” kommanderede han bestemt, idet han lige lod en hånd stryge hen over en balle og ind mellem de bløder læber mellem sin elskedes ben. Han pirrede lige med et par alt for blide fingre på samme følsomme punkt, der lige var blevet godt stimuleret. Det var en lydløs trussel. Han havde intet problem med at benægte ham flere af de helt gode berøringer, hvis han ikke selv fik dem.

Dandels viste i dette øjeblik, at han elskede Agarés, for i det han slog en kommandering ud af sig, besluttede Dandels for at føje ham og give ham det, han ønskede. Kærlighed var trods alt at give, se fingrene mellem visse ting og give plads til hinanden og Dandels nærede store følelser for dæmonen, på trods af at det ikke gjorde ham helt begejstret at høre den tone fra ham. I et advarende slag fra halen, passerede den henover ansigtet på dæmonen hvorefter han lænede sig yderligere frem, så han bedre kunne komme til det, han havde for øje.

Det var svært at fokusere når Agarés trykkede på knapper, som kaldte for væsenet's opmærksomhed. Som fingrene rørte den våde slids, vuggede hofterne insisterende mens bløde suk kom fra ham. Men han vidste, at hvis han ønskede mere, så måtte han give sig lidt. Som sagt: kærlighed var at give.
Han formede en ring med fingrene, som han stramt puttede over hovedet på hans elskers lem, hvorefter den bløde følelse af hans mund og tunge fulgte med. Det var en langsom process med at rumme mere og mere af det spændstige lem i hans mund, kun fordi at han gjorde det til en. Men, han vidste, at han gjorde de ting, som Agarés godt kunne lide. De havde været sammen i et års tid nu, og enhjørningen havde efterhånden fundet ud af hvad dæmonen godt kunne lide når de havde forkælet hinanden under blødere omstændigheder.

Tungen cirkulerede om spidsen, mens Dandels sukkede. Dandels opførte sig godt nu, men selvfølgelig var det ikke lige ud af landevejen at forlange noget af dette væsen. Hvis man kommanderede rundt med ham, og han var i dette humør, var det altid tveægget. Dette ville dæmonen indse, som tænderne satte sig i lemmet. Først blødt og pirreligt, hvorefter han gav et ordentligt bid, nok til at det kunne mærkes. Ørerne rejste sig, opmærksomt og spændt på at høre den dejlige lyd af smerte fra hans elskede, hvilket blev akkompagneret med Dandels egen fnisen.