Dandels kom ned og ligge på sin side, ved siden af sin elsker. Som han fik lagt sig til rette, kunne ham mærke at hans hænder rakte ud efter ham, højst sandsynligt for at fornemme hvor han sad, men det godtog Dandels ikke. Så snart hånden var lagt, blev pisken svunget: hårdt over brystkassen, hvor der ville forme sig bløde streger, så snart huden havde opfattet kollisionen.
"Arh, arh. Jeg har ikke givet dig lov til at røre mig," sagde det kønne væsen roligt men truslen lå i lyden af pisken som han gav et lille sving med den.
Han vidste godt, at han ikke havde en chance for, at straffe Agarés ved hjælp af tvang eller vold. Han var simpelthen for svag til det, det var ikke en hemmelighed. Men... Dominans og smerte kom i mange former. Dandels smilede for sig selv. Var det noget bedre, end at pine sin kære om det, de ikke kunne have?
Udover pisken, havde han taget endnu et bånd med. De havde intet reb, hvilket var skuffende, men dette ville du for nu. Der var ingen tøven i hans stemme, som han svarede ham med en ophøjet ro mens han foldede båndet ud.
"Ja. Jeg ved, hvor desperat du er. Jeg kender dig," sagde enhjørningen med et smil gemt i stemmen. Det kunne havde været ord, der var søde men andre ville nok få kuldegysninger ved den måde, som han formulerede sig så roligt på.
Han trodsede ham igen, og denne gang så Dandels ikke mellem fingrene på det: et smæk senere hen over skridtet, hårdt og bestemt, ville give Agarés signal om, at Dandels var klar til at straffe ham, på hvilken som helst måde han så nyttigt.
"Ti stille, nu. Du snakker for meget, med intet substans," knurrede det ellers harmløse væsen.
Han begyndte at binde Agarés's hænder sammen også, stramt nok til at han følte sig sikker i at det ikke var noget han ville forsøge at komme ud af det med det samme. De blev ledt op over hans hoved, så de var af vejen for det, der ville komme.
Han lagde sig ned igen ved hans side, stadig med sin trofaste pisk i den ene hånd.
"Nå... Du har jo taget hul på den gave, som var tiltænkt til mig. Hvor skamfuldt af dig," snakkede Dandels afslappet som han så med skridtet, og det ophidsede lem som stadig var ude og klar til leg. Det var han utilfreds med, for at sige det mildt.
"Hvis du da har så travlt, så synes jeg vi skal tage tempoet en smule ned... " snakkede enhjørningen blødt, velvidende om at han var ved at give ham det modsatte af det, han havde ønsket. Han skubbede bukserne ned, og blot lod neglene strejfe den bare hud der ledte op til fokus punktet, men ej tillod han selve hånden røre ham endnu. Det var langsom opbygning og Dandels havde tænkt sig at gøre det så langsomt, som muligt. Bygge lysten op så langsomt, at det føltes som smerte.
Efter en rum tid, lod han endelig tommelfingeren stryge over pungen, før hele hånden fulgte med, men stadig rørte de ikke medlemmet.
Det ville blive en lang aften, men han så frem til det.