Vandet fugtede hans skjorte og begyndte at klistre ind mod Gidions krop, og var tæt på at frembringe et kuldegys gennem kroppen på ham. Handark var gennemblødt efter regnen, men det var ligegyldigt for ham. Ligegyldigt om det så betød Gidion selv blev våd og i værste fald syg. Han havde brug for at mærke at den anden var der.
Gidion drejede hovedet, lukkede øjnende og mærkede Handarks mørkebrune hår mod sin kind og næse. Det kildede næsten, men frembragte en dejlig følelse af tæthed. Hans sanser var indhyllet i den velkendte duft af ham, trods han måtte indrømme med et træk i læben, at han nok lidt trængte til at blive vasket. ”Hej” hans stemme var en hvisken, som var han et øjeblik nervøs for at Handark forsvandt hvis han talte for højt og direkte.
Langsomt, trak Gidion sig let tilbage for i stedet at lade sin pande hvile mod den andens et par sekunder, inden han trak sig helt tilbage. Hans skjorte bar nu en stor fugtig plet midt på overkroppen, men alt han gjorde var at smile af det. Et forsigtigt smil, der afspejlede den varme Gidion besad for det andet menneske. ”Hvor.. Hvor har du været?” Hans stemme var bekymret og det afspejlede sig i hans blik og træk. Hvordan var han kommet hertil, og hvor havde han været alle de år? Han havde så mange spørgsmål, men ikke helt tankerne til at stille dem alle. Han ville heller ikke overvælde den anden. Faktisk.
"Du skal ud af det våde tøj inden du bliver syg"

Om nok følte mennesket en helt masse, men i dette stående øjeblik var han ikke helt sikker på hvad han følte længere. Der var sket så uendeligt meget alene på denne ene dag: han havde endelig besøgt sit barndomshjem, et hjem der atter ville blive hans igen. Noget der fylde ham med både glæde og sorg på samme tid, idet han vidste at han for første gang - i hjemmet - ville være komplet alene. Men han ville også mindes de fantastiske barnsminder der var blevet skabt deri, af ham selv og hans familie.
Derudover var der Amy; mødet med den kvindelige krystallianer havde været utrolig velkomment, men ikke desto mindre også enormt overraskende. Havde det været under andre omstændigheder, hvori menneskesønnen ikke var så nedslået i forvejen — havde Handark måske endda kunne have været der for Amy, på den måde han havde ønsket. Og hun ikke kun for ham. Idet menneskesønnen havde set hende, hørt hendes fortælling omkring hendes liv det seneste par år, havde han følt et enormt svigt. Han havde svigtet, svigtet hende ved sin tilfangetagelse.
Dette var en realitet, uanset hvor irrationel denne var, fremkom dette som en virkelighed for Handark. Den ramte ham gradvist, lidt for lidt, som han stod i armene på tømreren. Et greb han langsomt blev løsnet fra, idet han mærkede hvordan Gidion trådte bagud og væk fra ham. Han løftede ikke øjnene, end ikke da han mærkede den andens pande hvile ganske sagte imod sin for en kort stund. Men det løftede sig da han hørte hans stemme - bekymringen der rummede den, var næsten hjerteskærende.
Handark fæstnede sit blik imod Gidions, rystende på hovedet - ikke så meget over hans spørgsmål, men blot gestikulerende han ikke anede hvordan han skulle svare på det. Kunne han fortælle ham hvad han havde oplevet? Uden at såre ham oveni.
“Mit tøj?”
Var det første der kom ud af hans mund. Godt - det andet kunne vente. Først måtte han håndtere det han kunne kontrollere.
“Åh - ja, selvfølgelig.”
Han bøjede sig ned, løsnende sine sko således han kunne træde ud af dem. Da barfodet, pegede ham fremad imod rummet hvor han fornemmede den brændende ild kom fra.
“Må jeg?”
Spurgte han, hentydende til om han måtte trænge længere indad i huset, således de kunne placere sig selv andre steder indgangen til Gidions hjem. Han så sig helst fri fra, at klæde af overfor så mange mennesker som muligt - et mere aflukket, privat område var derfor et vagt ønske.
Mennesket begyndte at binde de bundne bånd op til hans læderjakke, og indenunder denne sin hvide kjortel, imens han afventede Gidions respons.

Måden som Handark rystede på hovedet, fik hjertet til at synke i livet på Gidion. Der var noget galt, og han vidste ikke hvad der var sket. Noget så voldsomt at Handark ikke nemt kunne fortælle om det.
Tankerne begyndte med det samme at florere i hans sind, indtil han følte sig svimmel og skrøbelig i kroppen.
Det var ikke for at glemme spørgsmålet, men derimod tage tiden det var nødvendigt for at bearbejde det. Om det var Gidion eller Handark der skulle bearbejde hvad der skulle siges, var han faktisk ikke helt sikker på. Han forventede det værste.

"Selvfølgelig. Mit hjem er dit hjem" Gidion var generelt meget åben om at lukke andre ind i sit hjem og lade dem leve som var det deres. Det galte især for Handark, ligemeget hvor mange år der gik fra de så hinanden.
Han trådte tilbage og lod Handark gå længere ind, tættere på den varme ild. Imens samlede han de våde sko op fra gulvet og hang dem op så de kunne dryppe af. Bagefter kom han gående tilbage ind i stuen med varsomme skridt og det bekymrede udtryk stadig tydeligt i hans træk. Ikke at han ville fratage Handark hans privatliv, men noget i ham ville heller ikke lade den anden mand være alene for længe, af ren og skær bekymring. I stedet åbnede han en kiste i den ene ende af stuen, for at finde et rent og tørt sæt tøj frem. Det var formentligt for stort, siden det var Gidions, men med det i favnen gik han hen mod den anden mand igen. Tavst.

I takt med mennesket trådte længere og længere indad i den andens hjem, mærkede han varmen. Han mærkede hvordan den krøb opad, dybere og dybere ind i hans krop og sind. Han trak vejret tungt indad, indåndende duften af det brændende træ. Hvilken tryg duft, der havde bredt sig i den lille stue; en stue som udformede sig foran Handark idet han trådte ind ad indgangen til rummet. Han åndede tungt ud, som han placerede sig foran pejsen - og med ét, var han trancebundet. De havblå øjne lod sig henfalde i flammerne, flammer der dansede blidt op ad træet, der langsomt men sikkert lod sig æde op af de røde og gule farver. For en kort stund glemte han Gidion, måske endda også sig selv. Han glemte smerten der forblændede hans dømmekræft.
Denne forglemmelse var ganske kortvarig. Mindet om hans egen virkelighed, vaskede en grimasse henover hans ansigt. Han løftede sine hænder, gnidende disse imod sit ansigt - næsten i afmagt, i et forsøg på at standse tyngden i hans hjerte. Han slap dog endeligt sig selv, gribende omkring sin lange rejsejakke, for at åbne denne. Han nåede at trække ud af denne, hængende den op på siden af pejsen, og halvvejs åbne op for sin hvide skjorte, idet Gidion trådte ind i rummet med ham. Mennesket ville lyve hvis han påstod, at han ikke havde set den andens øjne; den overvældende bekymring, der prægede de brune øjne, som han passerede Handarks skikkelse. Så han løj for sig selv - og slog øjnene fra Gidions, hurtigere end de havde betrådt dem. Han løftede nænsomt skjorten af sin overkrop, for til sidst at stå med denne i begge sine hænder. Han priste sig lykkelig over ikke at kunne betragte sin ryg - for hvilke minder der havde tegnet sig henover hans krop; minder han havde mærket af længe nok. Minder han ikke ønskede at se.
Det var først da den anden var ham ganske nært, at Handark drejede om - i retning af hvor han havde fornemmet Gidion forsvinde han. Med konsekvens af dette, var han ganske tæt på at kollidere sammen med Gidions skikkelse. Han standsede hurtigt sig selv, placerende en hånd imod den andens brystkasse, idet han trådte et halvt skridt bagud. Men hans øjne - de fæstnede sig den andens, som havde de aldrig tilhørt en andens blik.
Handark trak vejret næsten overfladisk indad, idet han løftede sin hånd - liggende den imod den andens hånd; den hånd der hvilede imod tøjet, menneskesønnen antog var til ham.
“Jeg,—“
Han smilte sagte, idet han ikke kunne tilbageholde varmen i sin stemme, som han endelig talte til Gidion:
“— Jeg ville ønske, at jeg snart kunne besøge dig uden, at komme brasende helt uanmeldt - trækkende på din tid og din venlighed.” 

Synes af den andens arrede ryg fik Gidion til at standse enhver bevægelse i kroppen. Han holdte vejret i sine lunger og en kulde skyllede over ham, som et iskold regnskyld. Det var en isende fornemmelse og han følte et øjeblik det var svært at få vejret.
Han forstod, med gru hvorfor den anden Krystallianer ikke havde ønsket at fortælle noget om sin færd. Tømmerens rug fingre klemte om tøjets stof, ramt af en alt overskyggende hav af følelser. Vrede, frustration, frygt og sorg slog så hårdt mod hans indre at han følte han kunne falde om. Hvilke forfærdelige hændelser var havnet over den anden mand - og hvorfor! Det var uretfærdigt at de uskyldige led for hånden af onde magter, men Gidion så intet han kunne gøre, andet end at være der. Han kunne ikke ændre fortiden, selvom han ville ønske at han med et trylleslag kunne fjerne de dybe flænger af ar fra den andens krop.
Gidion havde stået indfanget i de dystre tanker, da Handark pludselig vendte sig. Et gisp forlod ham, som han med en arm rakte ud efter den anden.
Deres øjne mødtes hinanden igen, og Gidion følte sig pludselig fanget i det blå hav foran sig, imens varmen bredte sig gennem skjorten hvor Handarks hånd lå. Hans hjerte syntes at slå hurtigere, og han var ikke sikker på han forstod hvorfor. Eller rettere, han havde glemt hvad den følelse var. Det var så mange år siden han sidst havde følt den udspringe fra den andens nærvær.

Gidion gengældte den andens smil, med et blidt et af sine egne. "Du ved, lige så godt som jeg, at du aldrig vil være en ubuden gæst i mit hjem" Hans hjerte syntes at slå på en unaturlig måde som den andens hånd rørte hans. Han havde glemt hvad så simpel en berøring kunne gøre. Hånden der havde rakt ud som de var kollideret, lagde sig ind mod den andens arm, i stedet for at flagre ud i ingenting, grebet af overraskelsen. "Det vigtigste er at du er kommet"

Mennesket rystede sagte på hovedet, som han atter talte imod Gidion:
“- Og du ved lige så godt som jeg, at det ikke var det jeg mente.”
Han trak hånden fra den andens, gribende omkring tøjet der var rakt imod ham, for blot at træde forbi Gidion ganske let. Handark placerede ganske blidt tøjet imod lænestolen ikke langt fra dem begge, begyndende at åbne op for læderremmen som holde hans bukser på plads.
“Det kan tælles på en hånd, de ganske få gange hvor jeg har kunne hjælpe dig; gøre noget for dig.”
Svarede han sagte den kobber-øjet krystallianer, tydeligvis med skam prægende hans tonefald, som han trak ud af de sidste våde klæder. Han krummede ryggen, gribende et sæt tørre bukser, som han da trak sig selv i. Han bandt snøren, nok en kende mere følelsesladet og hurtigere i sine bevægelser, end hvad han normalt ville have gjort det - ligeledes gribende om kjortlen, med en hårdfør hånd idet han snoede om, atter genfindende et mødt blik med Gidions kobberfarvede øjne. Hans øjne, og blikket der hvilede deri, formåede at standse mennesket - det standsede ham i handling og i hans ords strømmen, som deres blik atter bandt bånd.
Hvad var det han fandt i Gidions blik?
“Jeg føler jeg udnytter dig; din venlighed —”
Handark sank, tydeligvis trancebundet af skikkelsen der befandt sig foran ham - uden rigtigt at vide hvorfor. Uden at vide hvorfor varmen genfandt hans hjerte hurtigere end hans krop; hvorfor ilden samlede sig i hans sind og ikke hans krop.
“— og dit hjerte, Gidion.”
De havblå øjne sank nedad og han trak sig atter fra sin ven. Han sank indad, som han knugede kjortlen i sin hånd - for blot at trække den over sig, atter engang træde om siden på sin Gidion - væk fra ham, og de kobberfarvede øjne han bar.

Det trak let i Gidions læbe ved den andens svar. Nej, det var vel ikke hvad han havde ment. Det halve smil falmede dog som den anden startede op igen. Gidion drejede kroppen og så på den anden med rynkede bryn i panden og et trist udtryk. Ordene skar i ham som knive.
Han lukkede øjnende og vendte hovedet. Han havde aldrig følt at Handark udnyttede ham. Aldrig følt at han skulle give noget tilbage for den venlighed og varme Gidion gav ham. Han skulle ikke, men det var også tydeligt at han ikke var klar over at han alligevel havde gjort det. Handark havde været den første til at se forbi alle rygterne i sværmede i hans familie. Alt det som havde gjort Gidion til en ensom mand i sin ungdom. Vidste han slet ikke hvad det betød for ham? Vidste han slet ikke, hvad han betød for ham!

Han åbnede langsomt sine varme øjne og så ind i de klare blå. Hans hjerte. Han følte luften blive fanget i sin krop og hvordan følelserne gik igennem maven og brystet på ham. Trak i hans øjne og næsten gav ham et forpint udtryk.
Havde han set det? Eller mente han noget andet end Gidion havde opfanget.
Han slap luften der var fanget i sine lunger, som Handark trak sig forbi ham, og mærkede trodsigheden. Nej, han skulle ikke have lov til at gøre det!

som han vendte sig, rakte hånden ud efter den andens arm og holdte ham fast, uden at gøre skade. Blot stoppende ham fra at flytte sig længere væk.
"Stop det!" hans ord var hårdere end han havde forventet, og præget af følelserne der både varmede og tyngede hans krop.
"Stop med at tro du udnytter mig. Stop med at tro du skal give mig noget tilbage." hans blik mildnede sig, som han løsnede sine fingres greb om den andens arm.

"Stop med at trække dig væk fra mig" stemmen var bedende. Tiggende efter ikke at blive skubbet væk igen. Handark udnyttede ikke hans hjerte - han holdte det. Og hver gang han trak sig væk, tog han hjertet med sig.

Menneskesønnen vidste godt han havde betydning for Gidion - men havde ingen anelse i hvilket omfang. Men som han mærkede grebet omkring hans overarm, et greb der tilbageholde hans skikkelse, som han hørte tømrerens ord, bedende efter Handarks opmærksomhed, så begyndte han at forstå. Han begyndte at lytte.
Handarks skikkelse stivnede under Gidions ord. Hans blik fæstnede sig imod de kobberfarvede øjne, spærret op - tydeligvis overrasket over hvad der netop var sket. Hvad der overraskede menneskesønnen var ikke ordene Gidion havde udtalt, det var nærmere måden hvorpå han havde sagt det. Og så var der selvfølgelig det andet menneskes øjne - måden hvorpå de omfavnede Handarks. Som hånden omkring Handarks overarm, ønskede Gidions øjne ikke at slippe blikket han havde bundet i menneskesønnens øjne. Så Handark forblev hvor han var - indenfor rækkevidde for Gidion.
Han var målløs, ude af stand til at udforme et eneste ord, for en kort stund. Handark stod stille, som tømreren havde ønsket dette, havde han gjort komplet holdt. Handark udåndede, tungt, idet han atter talte:
“Så der er slet intet, du ønsker fra mig?”
Spørgsmålet lød helt latterligt i hans ører. Han kunne næsten ikke genkende sin egen stemme, som han hørte sig selv tale. For det var i sandheden ikke Handark - trætheden, den følelsesmæssige udmattelse, der havde sat sig i ham. Den kom endelig til udtryk. Ligegyldigheden i måden hvorpå han talte på, var gennemtrængende.
Apatien i Handarks tonefald eksisterede, på trods af, at menneskesønnen var alt andet end ligeglad med skikkelsen der stod ved hans side. Men måske var det derfor den eksisterede - han ønskede ikke at holde tilbage længere. Det var ikke fordi han ikke troede på Gidions ord - for han havde aldrig tvivlet på sin ven. Men i dette øjeblik, i denne tid, stolede menneskesønnen mere på handling end på ord. Så det var det han ventede på. Handling frem for ord.

Han forstod det ikke. Han forstod ikke hvordan Handark kunne vise så mange følelser i sine øjne, og samtidig med virker til at han var fuldstændig følelsesforladt. Ikke en normal tilstand som han var vant til at se sin ven i, men han havde heller ikke forestillet sig at en samtale som denne skulle finde sted lige nu og her. En samtale som havde både skjult og gennemtrængende tydelig mening.
Måske han slet ikke havde forstået hvad han havde sagt, og Gidion mærkede frustrationen vokse frem i sin mave, og gav følelsen af at han ikke kunne få luft. Spørgsmålet rungede i hans øre.
Ønskede af ham. Gidion ønskede så ubeskrivelig mange ting af ham, men intet han ville forlange at den anden gav ham. Hvordan forklarede man det til en mand der ikke engang virkede til at havde forstået hvor dybt følelserne gik i tømren foran sig.

Vældet af følelser, der især udsprang af at den anden ikke virkede til at forstå hvad han sagde, eller ikke ville forstå, var så overvældende at han ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv.
Han havde lyst til at trække sig. Slippe den andens arm og træde tilbage. Bange. Men en trodsighed holdt ham tilbage. Handark virkede til ikke at tro på at nogen kunne holde så meget af ham, som Gidion gjorde. At han ikke fortjente det eller at det simpelt ikke var muligt. At alt Handark havde gjort, var at udnytte ham. Der var ingen sandheder i det. Men ord kunne ikke overbevise ham.
Håndens greb om hans overarm løsnede sig for i stedet at flytte sig op til den andens kind. Frygten for at han flyttede sig, blandede sig med de varme følelser han nærede for den anden. Han tænkte sig ikke om, og var ikke så påpasselig som normalvis var kendetegnet for den venlige menneskemand. Han agerede efter sin mavefornemmelse og den fortalte ham en ting.
Det hele var gået hurtigt fra tanke til handling, til at Gidion kyssede den anden. Blidt og følelsesladet. Påvirket af situationen såvel som den andens tilstedeværelse. Hans tanker var kun det ene sted, selvom et gram af frygt stadig simrede i hans krop.
Hans øjne var lukkede, som han forsigtigt slap den andens læber.
”Jeg ønsker mig det du vil give mig”

Som grebet omkring menneskesønnens overarm løsnede sig, lagde Handark an til at træde væk. For et kort øjeblik nåede han at overbevise sig selv om, at Gidion ikke ville besvare hans spørgsmål; at han ville forholde sig stiltiende, og lade ham gå. At Gidion ville lade ham være for sig selv, således stilheden der havde sat sig mellem dem, kunne overvælde rummet fuldkomment. Måske var det også for det bedste? Måske kunne stilheden, roen endda indfinde sig hos menneskesønnen. En ro han ganske, ganske længe havde ønsket sig ville sætte sig i både hans krop og sind.
Men Handark nåede ikke langt - faktisk nåede han blot at sænke blikket. For Handark havde ikke den mindste forventning om at Gidion ville reagere på hans håbløse talen, men han tog fejl; han tog så gevaldigt fejl. For han måtte atter standse, idet han mærkede en hånd imod sin kind. Som da tømreren havde grebet hans overarm, gjorde mennesket komplet holdt. Denne gang løftede han dog øjnene, seende imod Gidions kobberfarvede, uden den mindste tøven. Deres blikke nåede blot at mødes for et kort øjeblik, som deres skikkelser gik fra to til én – smeltet sammen i et kys.
Menneskesønnen svor han smeltede under den andens berøring. Og ganske rigtigt, helt ukontrolleret gav han efter, som om den andens handling fald ham komplet naturligt. Handark sukkede under berøringen af Gidions blide kærtegn. Et kys der på en og samme tid trancebandt mennesket og sendte en choktilstand igennem hans krop. Men han trådte ikke væk, end ikke som Gidion slap hans læber for at tale – end ikke da han hørte hans ord, hviskende imod ham. Ude af stand til at tænke, fordi han ikke tillod sig selv dette, svarede Handark ham tilbage. Ikke med ord, ikke denne gang. Han færdig med at tale, færdig med at bortforklare og begrænse sig selv. Han var færdig med at tilbageholde sig selv.
Som Gidion havde afsluttet sin sætning, løftede Handark sine hænder. Nænsomt placerede han dem under tømrerens ører – ladende den enkelte af sine hænder flygtigt finde sig vej til hans nakke. Han knugede blidt hans hår, håret der var tilknyttet dertil, som han trak Gidion tilbage til sig. Tilbage tæt ind i sin favn, atter ladende deres læber mødes, denne gang i et langt mere hungrende kys.

Gidion følte at han følte så mange ting på en og samme tid, uden at være i stand til at forklare det med ord, hvor mange beskrivelser han end måtte gøre brug af. Han mærkede fortsat frygten for at blive afvist, og skubbet væk. At dette ville blive set på som en fejl. Noget forkert.
Handark var hans bedste ven, og havde været det i mange år. Et venskab han ikke ønskede at ødelægge, men hvor havde tømren været naiv og tro at de varme følelser havde været andet end dybfølt kærlighed.
Han glemte verden omkring sig, som deres læber ramte hinanden, og mest af alt, at kysset blev gengældt og fik lettelsen til at skylle over ham, mens det gav et sug i hans mave.

Trods gengældelsen var der stadig en usikker del af Gidion der forventede at den anden mand trak sig væk fra ham nu. Samtidig med, var han fuldstændig ude af stand til at flytte sig selv. Han kunne ikke trække sig væk mere end han havde for at kunne tale.
Ord som den anden hørte, men besvarede på en langt mere bekræftende måde end ord nogensinde ville havde været. Hånden mod den anden mands kind, gled let over Handarks kæbe, som de mødte hinanden igen. Forløsningen efter mange års længsel efter dette gled igennem ham. Det føltes naturligt og rigtigt at stå på denne måde med ham, og kun ham. Verden omkring dem var lige nu ubetydelig og uvirkelig, som Gidion lagde sin anden arm om den andens hofte og hengav sig fuldt ud til dette intime øjeblik.

Som menneskesønnen lod sig henfalde dybere og dybere ind i Gidions favn, og i sødmen af hans læber, opnåede han det han de sidste mange døgn havde ønsket sig. Han følte hverken sorg eller skam; frygt eller vrede, men han følte varmen. Den varme der strømmede ud fra skikkelsen, som der omfavnede ham - gennem hans læberne der kyssede hans, gennem den kærlighed der så tydeligt emmede fra Handarks bedste ven. En kærlighed han næsten ikke stod til at rumme, men samtidig under ingen omstændigheder ønskede at give afkald på. Men mennesket måtte til sidst slippe sin vens læber (dette ikke gjort med god vilje), stakåndet og tydeligvis en anelse omtåget over det øjeblik der netop havde udfoldet sig mellem dem. Han trak langsomt ansigtet til sig, åbnende de dybblå øjne ganske sagte - kun for at betragte ansigtet der stod ham så ganske nært. Næsten synkront med menneskesønnens bevægelse, dannedes et lysglimt sig udenfor - efterfulgt af et højlydt brag, stammende fra lynet der kort forinden havde lyst rummet de befandt dem i op. Braget fik Handark til at trække på sig, slippende nakken på Gidion som han trådte et halvt skridt bagud. Hans krop gav efter for den høje lyd, lyden fra tordenbraget der havde runget igennem regnens stille summen, nedlæggende den stilhed der for en kort stund havde omringet de to skikkelser. Hans øjne flåede sig fra skikkelsen foran ham, seende angstfuldt imod vinduet ikke langt fra dem - tydeligvis ude af stand til at tilbageholde den angst, der længe havde haft et tæt greb omkring Handarks indre. Menneskesønnen havde aldrig frygtet naturen, slet ikke et tordenvejr som det der udfoldede sig udenfor den tidlige aften. Men den frygt krigen havde bragt med sig, havde endnu ikke forladt ham - og dette øjeblik var et levende bevis på dette.
Med vejret endnu engang taget fra sig, denne gang noget mere ufrivilligt, hævede han den enkelte af sine hænder. Blidt omfavnede han sin egen mund, sænkende blikket fra vinduet imens han næsten forsigtigt, skævede imod Gidion.
“Undskyld, jegøh-“
Han vidste ikke hvad han undskylde for. Men han vidste, at han ikke kunne lade være med at lade sine øjne drages imod tømrerens læber frem for hans øjne. Et faktum der bragte varme i menneskesønnens allerede opvarmede kinder. Desuden var der intet at undskylde for - så skulle det da være, at han havde brudt den fysiske kontakt med den mandlige skikkelse foran sig.
Handark lod hånden falde sagte fra sin ansigt, imens hans dybblå øjne atter lod sig henfalde i Gidions. Denne gang, med en varme steget fra kinderne og op til de ganske, ganske blå øjne.

Gidion kunne slet ikke begribe at det her skete, samtidig med at det føltes som det mest naturlige han nogensinde i sit liv havde gjort. Han stod stakåndet tilbage og så dybt ind i de klare blå øjne. Fuldstændig fortabt i dem og ude af stand til at forstå hvordan han både kunne havde været så heldig men også så utrolig langsom til at forstå de følelser der havde boblet i hans blod i alle disse ord. Hvordan det var lykkes ham at få dem gengældt, forstod han nærmest heller ikke, men der sprang en lykke igennem ham, så intens at han næsten blev svimmel.
Lige nu var der ikke andet end Handark for Gidion. Alt andet var væk.

Men hvad Gidion havde håbet ville vare i flere timer, blev kun til et øjeblik som et brag lød udefra og fik virkeligheden tilbage. Gidion drejede sit blik mod vinduet, blinkede nogle gange, før han fornemmede at den anden mand var trådt tilbage. Han slap en suk, og vendte blikket tilbage for at se frygten og angsten i Handarks hele person. Gidion blev omgående bekymret og havde mest af alt lyst til at tage den anden ind i sin favn og forsikre ham om at alt var i orden. At ingen kunne gøre ham ondt.
For selvom Gidion ikke vidste hvad der var hændt de seneste år, var han ikke i tvivl om at det havde sat dybe spor i hans sjæl.

Gidion rystede på hovedet og lod blidt sin hånd ligge sig mod Handarks kind og ae den blidt. ”Du har intet at undskylde for” Hans tommelfinger kørte blidt over den andens hud. Hjertet hamrede stadig i hans bryst, men denne gang ikke af nervøsitet og frygt for at blive skubbet væk, men med kraften bag den varme han følte for den anden. Han bøjede sit hoved ned og lod sin pande hvile mod Handarks. Forgabte sig i de klare blå øjne og lagde et smil blomstre frem. Han kunne ikke lade være med at smile. Det var umuligt. Den anden hånd fandt frem til hans anden kind, og holdte hans ansigt blidt i sine hænder.
”Jeg er her” hviskede han inden hans læber rørte den andens igen, blidt og forsikrende. Han var der. Han ville altid være der.