Samantha mødte hans blik, men kunne ikke andet end gøre det med at skævt smil. Selvfølgelig fandtes der hemmeligheder. De havde det med at sprænge i luften i hovedet på en ganske uventet, men de fandtes. Hun havde da også stadig adskillige som han ikke sådan lige ville få forærende før de kendte hinanden bedre end nu. Hvor meget vidste hun i det hele taget om ham? Ikke meget.
Smilet gled i sig selv igen, som alvoren overtog og fik hende til at rette blikket fremefter endnu engang. "Der findes altid hemmeligheder mellem folk." Hun vidste han havde sine, men det var og blev op til ham hvor meget han ville dele. Alt hun kunne håbe på var at han ikke holdt noget tilbage der ville tage livet af hende på rejsen. Han havde trods alt virket meget intens omkring at der skulle være en grund til angrebet ud over at skaffe værdier.

"Nej." Det var ikke helt sandt, men dem der ville hende til livs var ikke efter hende personligt, men efter alle som hun. Pirater blev hængt når fanget og det var de fleste retskafne enige om. En god grund til altid at være sømand. "Nej, du har ret. Det kan umuligt være mig de var efter." Hun sendte ham et ikke rigtig følt skævt smil, som han tog hendes hånd og de var videre. "Så kendt eller eftersøgt er jeg bare heller ikke."

Hans tempo var højere end før og hendes blik hæftet på jorden foran dem. Det holdt hende fokuseret selv som noget bag dem skiftede mønstrene i vejret for området og gjorde hende svimmel i nogle lange øjeblikke. Regnen ville stadig komme, men tidligere end før og tågen kom jagende efter dem. En både god og skidt ting.
Hvert skridt førte dem tættere på vejen, men skoven virkede uendelig og hun kunne ikke huske om den havde strakt sig helt til Sydvejen. Hun håbede det næsten for alternativet ville efterlade dem ude i det åbne med tågen og hvad end Lee troede forfulgte dem i den efter dem.

Der fandtes folk for hvem intet var helligt. De kunne grave sig ind i dit sind i din søvne, og vride information fra dit sind uden du ville få kendskab til det. Med sådanne monstre på færd, hvordan kunne Spike andet end at antage at hans hemmeligheder var kendt?
”Du har ret,” sukkede han. ”Selvfølgelig har du ret.” Blandt folk var en anden ting. Der var de små hemmeligheder; ting, der sjældent havde nogen værdi. Hvem der havde sovet med hvem, kaldt hvem bag hvis ryg. Hvem der var lune på hinanden, hadede hinanden eller, oftest, begge dele. Hemmeligheder, som ingen ville blive dræbt over.

Spike satte tempoet ned. En ild brændte i hans bryst og pressede ham til at gå hurtigere, men han kunne ikke presse Sam hårdere. Det var tydeligt at hun var uvant til at bevæge sig på den nøgne skovbund, og såret som hun var kunne de ikke gå hurtigere.
”Sam.” Han vidste ikke hvor han skulle starte. Spike vendte hovedet for at se på hende, men opgav da hans fod blev fanget af en rod. Med blikket plantet foran ham, fortsatte han. ”De kan være efter mig. Jeg . . . Har gjort ting. Skabt fjender. Den slags fjender der ville myrde en karavane fuld af uskyldige uden eftertanke, hvis de troede jeg var i den. Hvis de ved hvor jeg er og indhenter os, kan jeg ikke beskytte dig.”
Han standsede helt, og vendte sig mod hende. Dæmonøjet var tilbage til dets klare isblå farve. Han ville se hende med sine egne øjne. Hans blik var hårdt, men kunne ikke skjule frygten og udmattelsen, der lå presset ned i bunden af hans sjæl.
”Hvis de er efter mig, er du i fare.”
Skoven var ikke et venligt sted for en såret enlig rejsende, men skovens usikkerhed var bedre end den sikre død ved Xenix klinge.

Samantha skævede til siden på Lee, som han uventet satte farten ned. De mange skift gjorde det ikke nemmere for hende at holde fodfæstet og det måtte på nuværende tidspunkt være gået op for ham hvor lidt hjemme i skoven hun var. Det fik hende da også til at snuble endnu engang og bruge hans hånd som støtten til at holde sig på benene. Rykket fik hende til at bide hårdt sammen, men ikke give en lyd fra sig.
Lyden af hans stemme sigende hendes navn trak hendes blik til ham endnu engang, men som han trak dem skævt fik hun det hastigt mod skovbunden. Om ikke andet til han fortsatte og efter få ord fik hendes udelte opmærksomhed til at hvile på ham. Hvad kunne han have gjort..? Hvad kunne han havde været del af? For at nogen ville udrydde så mange i håb om at dræbe en? Hun huskede den historie han havde fortalt den første aftenen, som tågen atter strakte sine yderste fangarme ud mod dem. Bare sådan lige for at understrege den ubehagelige stemning.

At han stoppede dem op, reddede hende fra at falde helt, for hendes blik ville ikke tilbage til vejen, men vedblev med at se undersøgende på ham. At han gjorde holdt for at møde hendes blik gjorde det lettere og at begge øjne var isblå en lettelse hun ikke helt havde registreret hvor dybt lå. Det hvide øje havde ledt tankerne lige så skævt, som hans ord lige havde.
"Jeg ved ikke lige hvad jeg skal sige til det lige nu..." Hun holdt sig til at være ærlig. Det var lidt en bombe han havde smidt på hende - også selvom hun ikke havde ventet han ville have en fortid som Isaris største følger. Hun sank, lukkede øjnene let og trak været dybt. Et trick hun ofte brugte når problemerne skulle prioriteres. "Har du noget at beskytte os med?" Punkt et var våben. Aldrig noget godt at gå ned på og for hende sket rimelig grundigt.
"Hvis de er efter os vil tågen hjælpe og endnu mere regnen der følger om en times tid?" Hun fik det halvt sagt som et faktum og halv spørgende. Landjorden og jagt her var så meget ikke hendes styrke.

Spike fangende sig selv i et forgude stilheden imellem hendes ord. Den tætte tåge og truslen om regn havde efterladt skoven omkring dem unaturligt stille, når de ikke selv lavede larm. Som hendes sidste spørgsmål forlod hendes læber, tænkte han tilbage på tavsheden i kroværelset på en vintermorgen.
Den eneste vej til et liv med tavshed lå dækket i deres forfølgeres blod. Nok havde han kun en kniv gemt i støvlen, men Spike selv var et dødbringende våben, træne fra de yngste år til at dræbe. Tåge og regn ville ikke påvirke hans magiske syn. Deres forfølgere ville indhente dem, så det gav ingen mening at flygte. Og skoven var det perfekte sted til et overfald. Nok var Xenix hans lige med et sværd, foruden hvilken han ikke stod en chance – men det var ikke hende han behøvede at slå ihjel.

”Intet – ikke til at beskytte os begge. Sam, du må fortsætte alene. Jeg er nød til at tage mig af hvem end der er på sporet af mig, hvis ikke jeg vil løbe resten af mit liv. Du kan slippe væk; tag’ til hovedstaden, blive helbredt. Når jeg er færdig her, så finder jeg dig.” 

Hans stemme var desperat, men hans øjne besad en flammende overbevisning om at det var den eneste løsning.

Stilheden efter en hektisk tid var altid den bedste at være omgivet af. For Samantha var den en af de bedste ting ved hundevagten. En tid til reflektion og finde tilbage til sig selv. Her var dog ingen ro i stilheden. Tågen ikke en beroligende og skjulende kraft på hendes side, men en krybende en der kunne skjule hvad som helst. At gå fra jager til bytte var ingen sjov oplevelse.
Lee's kalkulerende blik hjalp ikke på det, som de stod i tavshed sammen. Noget blev vendt og efter hvad han lige havde afsløret tegnede det ikke godt for deres videre færd. Afventende sænkede hun forsøgsvis den sårede arm, kun for at skære en let grimasse og hæve den tilbage til hvile mod skulderen. Den ville blive et problem hvis de blev indhentet.

Hendes tanker blev afbrudt som Lee tog ordet og ikke noget hun brød sig om at høre. Hans stemme fortalte hende at det var den eneste mulighed han havde kunne finde for dem, men hun brød sig ikke om den. Tøvende og modvillig kærtegnede hun hans håndryg uden at slippe taget i hånden. "Du har en fornemmelse af hvad der søger?" Atter var hendes stemme halvt en konstatering halvt et spørgsmål.
"Jeg bryder mig ikke om det." Hun trak vejret dybt og fortsatte som hun gav hans fingre et klem. "Det er det fornuftigste formentlig og jeg kan ikke komme på noget bedre, men alt i min stride imod det." Presset fandt hun skyggen af et skævt smil frem. "Meget fordi jeg føler mig mere sikker med dig end uden dig..." Der indrømmet. Hun burde ikke allerede have det sådan og slet ikke efter det nummer han havde lavet ved karavanen, men det gjorde hun. "Du mener det er den eneste mulighed?"

Spike havde tilbragt hele sit liv enten på flugt eller i jagt. Hans verden var en af sort eller hvid, bytte eller jæger. Enten løb man fra noget, eller mod noget.
Det tog ham et øjeblik at forstå at hun ikke ønskede at flygte fra ham. Hun forstod at det muligvis var den eneste måde hun kunne komme i sikkerhed, men alligevel ønskede hun at blive. At det overhovedet var muligt efterlod ham mundlam, i et langt øjeblik ude af stand til at gøre andet end at holde hendes blik og hendes hånd. Hendes klem bragte ham tilbage.
Han ønskede ikke at efterlade hende, specielt hvis han tog fejl og de var efter hende og ikke ham.
Muligheder? Sandt at sige havde han ikke overvejet andet end de to kernesten af hans liv; blod eller flugt.
”Måske. . .” sagde han usikkert. ”De må ha’ en magisk sporfinder, enten med personlig magi eller en genstand.” Et glimt lyste i hans blik, som et skævt smil strakte sig over hans læber. ”De døde sladre ikke, lige meget hvor smart deres magi er.” En plan begyndte at forme sig i hans hoved.
”Kunne du. . . Distrahere dem? Nok til at de ikke tænker på deres sporfinder?”

En ny stilhed lukkede sig om dem efter Samanthas ord. Hendes blik blev hvilende i Lee's, som hun prøvede at se ind bag det stoiske ydre og ind til tankerne bag. Meget måtte blive vægtet og kasseret der, som planer blev holdt op mod risikoer og en del sikkert droppet. Hvilket tab var han villig til at tage for deres flugt? Deres frihed? Hans frihed? Det var stadig den lille gnist af tvivl, der igennem så mange år havde holdt hende i live blandt Krystallandets mindre pæne individer.

Noget formede sig bestemt i hans tanker, som han lod ord glide søgende ud og ende med et spørgsmål, der trods alvoren i situationen trak et lille skævt smil frem på hendes læber. "Lege hjælpeløs mø i nød?" Lokkedue for de uforsigtige, der kunne lade sig aflede af en nem kilde til oplysninger - hvis de var der for ham. Ville hende flygte alene gennem skoven være andet end det samme uden en mulig beskytter i nærheden? Langsomt nikkede hun samtykkende og slap hans hånd. "Jeg burde kunne tiltrække mig lidt opmærksomhed..."

Tøvende et øjeblik længere trak hun vejret dybt, før hun fortsatte alene i den retning hun før havde ledt dem begge i. Denne gang trådte hun dog bevidst på nedfaldne kviste så de knækkede og gav bandende lyd, som hun skubbede grene til side og lod dem svirpe sigende tilbage på plads. Det var den uvidendes larm gennem et tilgroet område, men hvad jægere ville forvente hvis de vidste det mindste om hende.
Bag hende begyndte tågen at lukke til.

Det skar Spike i hjertet at se hendes forsigtige halvsmil, som Sam tog hans idé til sig og løb med den. Smilet, der stadig prydede hans ansigt, vaklede som hun vendte ryggen til ham og begyndte at lave larm. Planen var fornuftig, beroligede han sig selv, men ligemeget hjalp det. Uroen gravede sine jernklør dybt i hans bryst. Det var ikke første gang han havde sat andres liv på spil, men denne gang var det anderledes. Var det ham der havde forandret sig? Eller var det Sam, der ændrede tingene?
Spike rystede på hovedet. Der var ikke tid til at tænke over det nu, og han kendte alligevel ikke ordene til at beskrive hvad han følte. Og hvad nytte var ord alligevel? Hvis han stoppede for at tænke, ville han være nødt til at overveje at flygte og efterlade Sam til sin skæbne. Så hvorfor tænke?

Han trådte ind i skyggerne fra et træ, hvis nåle stadig klamrede sig til grenene. Den blottede hud skiftede farve til en dunkelt brun, og det hvide i hans øjne blev sorte. Sådan ventede han, presset mod træstammen med et årvågent øjne på kanten af den evigt tykkere tåge, kniven knuget i sin ene hånd.
Der gik ikke mange minutter før lyden af liv kunne høres fra den retning de var kommet fra. Kort efter kunne Spike se fire mand, tre iført brynjer og med sværd ved hoften. Den sidste var iført en kåbe med ansigtet dækket af en hvid maske med et makabert smil. En magiker og hans følge. De stoppede som Sams stemme trang sig igennem tågen, og faldt tavse. Alle, udover den maskerede mand, trak de våben og begyndte at snige sig efter lyden.

Spike ventede til den første mand var forsvundet fra syne, før han trådte frem fra sit træ. Med trænede bevægelser sneg hans sig lydløst nærmede den maskeklædte mand, der udgjorde bagtroppen. Tiden strakte sig til hvert skridt føltes som en dagsrejse. De fire mænd var ikke utrænede i list, men ej heller var de synderligt stille. Dog var det Spike der med sin fod skubbede en sten, og fik den maskerede mand til at vende sig.
Da Spike flygtede mørket og forsvandt i skoven, havde han lovet sig selv at han havde taget sit sidste liv. Da hans hjalp med at overfalde karavanen for at redde Sam, havde han været besat af tvivl om han kunne overholde sit løfte. Nu, med kniv i hånd og den maskerede mands øje synligt i kanten af hans øjenhul, følte han kun iver. Kniven sank i mandens bryst til skæftet under armhulen. Som Spike trak bladet ud og stak igen, kunne han mærke ribben skrabe med knivsæggen, og vidste at det første stik havde været dødeligt. Men det holdt han ikke tilbage. Hans krop brændte som han lod kniven forsvinde i den andens kød, igen og igen, indtil manden faldt til jorden. Mandens gispende sidste åndedrag havde fanget opmærksomheden af de to nærmeste mænd, der nu vendte sig mod Spike med blottede sværd. Den ene drejede hovedet for at råbe over skulderen, og Spike så sin chance. Han kastede sig frem og stak, men den blodige knivspids blev fanget af brynjens ringe. De to mænd tumlede omkuld i den våde sne. Manden greb ud efter sin sværd, der var faldet i sneen, men Spike borede kniven i mandens overam.
Før Spike kunne gribe ud efter sværdet, blev han presset til jorden af en vægt i hans hofte. Den anden mands sværdspids stak igennem Spikes højre side. Manden udførte et triumferende råb, der forsvandt pludseligt som Spike, uhindret af sit sår, sparkede benene væk under manden, trak kniven fra den førstes bælte og jagede den gennem kæben på den anden mand som han ramte jorden. Spike kæmpede sig på benene og trak sværdet ud af sit mellemgulv. Manden med den sårede arm var ligeledes kommet på benene, en hånd presset mod sit sår og den anden lukket omkring sit sværd.
”Dit. . Monster!” Stønnede manden forpustet. Spike smilede afslappet og lod såret i hoften lukke sig. Uden at fjerne fokus fra den tilbageværende kriger skulede han i den retning Sam og den sidste mand var forsvundet i. Ingen tegn på nogen af dem. Hvert øjeblik han brugte her bragte hende i mere fare. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile.

Tågen dæmpede alle lyde og Samantha måtte gøre sig umage med at lave støj. Mere end hun før for at dæmpe den. Sjovt som hørelsen kunne ændre sig når støjen burde være den samme. Skridt tog skridt og intet skete. Ingen lyde ændrede sig omkring hende eller råb hørtes. Det gav desværre plads til tankerne. Stolede hun så meget på Lee at hun lod sit liv være i hans hænder? Hvad ved ham havde givet hende indtryk af at han virkelig ville passe på hendes ryg? Han havde fået hende væk fra karavanen ja, men var det en del af et større spil? Hvem af dem var i det hele taget målet? Hvis nogen af dem?

Det var næsten en lettelse, da lyden af tunge skridt bag hende brød gennem tågens dæmpning og advarede hende om manden bag hende tids nok til at hun kunne vende sig mod ham. Klædt til kamp i brynje og med sværd var han ikke et ønskeligt syn. Slet ikke som et grin voksede frem på hans læber ved synet af hende, blodig og vaklende foran ham. Et nemt mål.
Et råb bagfra fangede begge deres opmærksomhed, men hvor Samantha kort håbede manden ville kalde hende harmløs og anden prioritet, så trak han sit sværd og gik imod hende. Chance var bare ikke på hendes side i dag. varsomt trak hun sig baglæns, som han kom nærmere vel vidende at kniven i støvlen hverken gjorde hende noget godt siddende der eller var ret meget bevendt mod et sværd manden så ud til at vide hvad skulle bruges til.
"Hvad vil du?" Hun kunne blive ved med at bakke og håbe på ingen rødder ville få hendes fødder eller en stamme stå i vejen, før Lee dukkede op, eller stoppe og.. ja, det var ikke rigtig en mulighed.
Grinet var da også stadig på mandens læber. "Bare have lidt at vide om din ven..." Et råb bagfra bestyrkede først hans udtryk, før det blev skåret af lidt for pludseligt og lidt for sigende. Noget deromme gik ikke som manden ønskede det og det kunne Samantha kun være tilfreds med.
Mere end følelsen af en træstamme mod hendes ryg.
Mere end følelsen af sværdspidsen mod hendes bryst.
"Så fortæl mig." Han lod spidsen fjerne den øverste knap i hendes frakke og derefter skubbe den til side, så han havde friere syn og friere mulighed for at trække blod. "Hvad vil han med en søle ting som dig?" Ved spørgsmålet valgte han at snitte hende overfladisk ved kragebenet. Nok til at trække blod. Nok til at hun snappede efter vejret.

Spike vendte sultent blikket væk fra skoven og tilbage til sin modstander, og et dovent smil spredte sig på hans læber. Sværdet, der strakte sig fra hans hånd mod jorden, var på samme tid en ukendt byrde og en velkommen vægt. Hans gamle sværd havde tynget på hoften, men selvom det nye våben var tungere, føltes det florlet i hans fingre. Spike følte at han burde sige noget, som svar til mandens anklage, men den blodige æg talte for dem begge.
Med panik i øjnene løftede den fremmede kriger sit sværd over hovedet i begge hænder, og som de fleste krigere stillet over for en overlegen fjende, kastede han sig hovedkulds mod den med et brøl. I en verden hvor dumdristighed kunne dræbe ville Spike være en død mand, men virkeligheden er aldrig så generøs. Med et lynhurtigt slag daskede han mandens sværd til side, trådte til side og brugte mandens momentum til at vælte ham omkuld med et spark i knæhasen. Manden råbte som han faldt, som kunne han mærke døden ånde ham i nakken, men faldt pludseligt tavs, da Spikes klinge fulgte efter. Med et sygeligt knas gik sværdet igennem en af mandens nakkehvirvler, standsede midtvejs igennem hans hals og blev trukket ud af hans hånd som kroppen faldt til skovbunden. Et sprøjt af blod ramte Spike på siden af ansigtet og dækkede hans front i et polkamønster af kropsvæsker, og bragte et lykkeligt smil frem på hans ansigt.
Stadigt smilende bukkede Spike sig for at samle mandens sværd, holdt i et dødsgreb, op. Mandens øjne var frosset i en blanding af rædsel og smerte, men bag det chokerede udtryk, syntes Spike stadig at kunne se gnisten af liv hastigt flamme ud. Han klappede den faldne mand på siden af hovedet, hvilket fik det til at vrides til siden og sprøjte mere blod i Spikes ansigt, så han knyttede en næve og brækkede hidset fingrene på mandens sværdhånd. Med sit nye våben vendte han sig mod skoven, og traskede letsindigt i retning af Sam og den sidste af de fire fremmede.

Under dække af dæmpet samtale, sneg Spike sig tættere på manden, der stod med ryggen til ham. Blodtørsten stod stadig langt op i halsen på Spike, men som han fik et kig rundt om siden af manden, så han klingen presset mod Sams kraveben. Fornuften, der under kampen havde været fejet under et tæppe, vældede nu tilbage. Pludseligt var sværdet igen en akavet vægt i hans hånd, og den sødlige lugt af blod satte sig i hans hals indtil var ved at drukne i stanken. Han kunne ikke slå til nu, ikke uden at sætte Sams liv på spild. Hvis ikke han spillede sine kort rigtigt, ville han ende med at rejse alene fra skoven.
”Hvorfor spør’ du ham ikke selv?” spurgte Spike med en kølig hvisken. Mandens hoved hvirvlede omkring, og hans klinge pressede mod hendes strube.

Lette skridt meldte ankomsten af en mere til festen. Ikke at Samantha ligefrem følte det som en fest, skønt hun tydeligvis var dens centrum. Hendes blik gled fra manden holdende hende fast op mod træet med sit sværd og til et punkt bag hans skulder, hvor tågen afslørede en skikkelse i færd med at bryde den. En mandlig skikkelse, men det behøvede ikke at betyde...
Et gisp slap fra hende, som tågen skiltes og Lee fuldt kom til syne.
Hun var vant til synet af blod på folk. Angreb på handelsskibe afsluttedes sjældent uden at dækket havde skiftet pletvis til den karakteristiske farve, men det var anderledes at se det her. Tågen havde sin effekt og kunne aldrig glemmes i dens spil på ens sanser og ikke mindst tanker. En større del af det var dog visheden om at Lee stadig var en delvist ubekendt. Han var ikke del af det faste mandskab hun havde grinet og delt vagter med før angrebet, men en hun lige havde mødt. Hun stolede på ham, men...
Udtrykket i hans øjne havde ikke været beroligende da han først kom frem og noget i det kaldte til flugten i hendes instinkter. Han ville meget sjældent være byttet i en jagt gennem mørket. Så hvilken side var han på nu?

Mandens grin var da også kun blevet bredere ved hendes gisp. Sikker uden at vende sig på at hjælpen var til ham og ikke til hende. Noget Lee's stemme ændrede på, som det også fjernede grinet. Synet af det blodsprøjtede ansigt og alt andet end venlige blik hvilende på ham, var langt fra hvad manden havde ventet. Han var dog ikke uden erfaring. Han hævede spidsen af sværdet fra Samantha kraveben til hendes strube, som han bevægede sig sidelæns til et sted hvor han kunne se dem begge og stadig holde hende fast.
"Jeg vidste det var en fejl at lade dig leve." Manden havde en let knurren i stemmen, som han genkendte den sidst tilkomne til deres gruppe. En lidt for pludseligt tilsynekommet mand, der lidt for belejligt kom ud af skoven og kunne lidt for meget. Han havde aldrig brudt sig om det. "Varen er vores." Hans smil var tilbage sammen med et glimt i blikket der understregede det lette pres han lagde på klingen, der til gengæld fik en droppe blod til at løbe ned af halsen på Samantha. "Eller ingens. Smid sværdet."

Mandens ord fangede Spike uforberedt. Han havde ikke et øjeblik været i tvivl om at de var efter ham, men nu så det ud til det hele tiden havde været Sam, der var deres bytte. Han var både lettet og forfærdet; hvor han ikke havde bragt hende i fare, havde han dræbt igen. Nu, efter så mange år i eksil, følte han sulten krybe vej ind i hans bevidstheden. Han havde dårligt haft brug for en undskyldning, og selv nu hvor Sam stod med en klinge presset mod struben, havde han ikke lyst til at stoppe.
Tre var allerede døde, hvorfor ikke to mere? Og hvorfor stoppe der?

Spikes ansigt, trænet gennem et årti og flere krige, gav ingen tegn på den tumult han følte. Årerne i hans øjne pressede  sig frem, og det magiske øje lod sig vise som et åbent sår i et hav af hvidt.
”Gør det,” hvislede han muntert og tog et skridt nærmere, et garvet smil på sine læber. ”Hvis ikke jeg bliver betalt, kan jeg da være ligeglad om hun dør. Faktisk,” Spike greb hårdere om sværdet. Nu ville de finde ud af hvor rusten han var blevet, ”så lad mig gøre det nemmere for dig!”
Han blinkede det ene øje til Sam i samme åndedræt som at han svang sværdet mod hendes hals. Hvis han havde skønt rigtigt ville han kunne afværge den andens klinge, hvis Sam kastede sig bagover. Eller væltede bagover. Og hvis ikke hun havde forstået hans budskab? Så kunne han være heldig at ramme ved siden af. Erfaring havde lært ham at det var bedst ikke at lade andre have overhånden længe.

Der var intet ved situationer, som var i Samanthas smag. Hun havde ryggen mod et træ, et sværd mod struben og ham der holdt det omtalte hende som en leveringsvare! Hvad var der lige sket med den fornuftige verden hun havde forladt tilbage i Fristavn? Mere interessant, hvis hun ellers slap fra det her med livet i behold, hvem havde forsøgt at tjene en skilling på hende? Se det var en hendes knive gerne ville have en snak med!
For nu stod håbet lidt derfra og lignede alt andet end et håb for hende. Blikket var nær det der havde set på hende under angrebet og tilsynekomsten af det forrykte magiske øje gjorde det bare ikke bedre.

Manden med det ubehagelig sværd ved hendes strube var så heller ikke begejstret for den drejning tingene havde taget. Han kneb øjnene let sammen ved den andens udfordrende ord, men rørte sig ikke. For ham var Samantha kun noget værd i live og udsigten til krystaller, mange krystaller, ikke værd at miste for at kalde en bluf.
Af samme grund forventede han ikke Lee's næste træk og tøvede i sin reaktion.

Samantha så blinket med øjet til hende, stirrede og reagerede så med et alt andet end behersket skrig, som Lee's sværd blev svunget mod hende. Hun pressede sig tilbage mod træet, svang den allerede skadede arm op i sværdet mod hendes strube så det gled væk med kun et overfladisk snit til halsen og lidt mere synlig skade til armen. Følgende bevægelsen til siden, kastede hun sig samtidig væk fra det andet sværd med retning mod hende, hørende det mere end mærkende passere hende over hovedet. Rammende jorden hårdt rullede hun sig sammen om den smerteskrigende arm og sig selv væk fra hvor hun forventede kamp ville finde sted.

//Du får lige lov at overtage vores NPC her ^^

Spike var lettet over at se Sam komme af vejen, men havde ikke tid til at se hende efter for skader. Klingerne skrålede skingert mod hinanden og den forestående kamp krævede hans fulde opmærksomhed.
Den anden mand var ikke uden talent. Uden at tøve opgav han det indledede stød og faldt tilbage fra Spikes opfølgende udfald. Skrigene af metal mod metal overdøvede de kæmpenes grynt, men uden at hverken af fægternen fik overhånden. Men Spike havde et es i ærmet.
Han lod som om at han snuplede over en rod, og efterlod sin frie side blottet. Banditten, tydeligt trænet i sværdets kunst, kastede sin fulde vægt ind i et dødshug mod den blottede flanke. Men som klingen skar sig igennem Spikes tøj og delte hans arm i to, stak han sværdet i den andens mave. Mandens triumferende smil stivnede, og begyndte at falme som sejrsrus blev erstattet først af shock, så smerte.
"Hvad..?" Mumlede manden, som bobler af blod dannedes på hans læber. Spike kunne ikke have andet end respekt for en mand, der kunne måle sig med ham i ærlig kamp. Men kun en tumpe kæmpede ærligt, ærlighed fik dig slået ihjel. Med vemod drejede Spike klingen, og drev den igennem mandens organer. Det bedste han kunne tilbyde den anden var en hurtig død.

Spike samlede sin afhuggede arm op, og vendte sig mod Sam. Var der mere blod end før? En klump satte sig i hand hals, som han gik på hug ved siden af hende og lagde en hånd på hendes skulder.
"Er du såret?" pressede han ud mellem tørre læber. Hvor mange gange ville han være nød til at stille det spørgsmål?

Jorden var langt fra et hårdt sted at lande efter forårets tø, men mudder og smat så heller ikke lige hvad Samantha satte særligt højt. Sammenstødet sendte stadig et jag gennem hendes hofte og ud, druknende for et øjeblik smerten i den blødende arm, før den dulmede hen og lod armen gøre sit værste igen. Hendes blik svømmede over omgivelser, som hun desperat forsøgte at holde det og opmærksomheden på kampen mellem de to mænd, hvor den klingende lyd af stål mod stål det mest entydige hun havde at gå efter.
Langsomt og forsigtigt skubbede hun sig baglæns væk fra lyden, mens hendes blik endeligt klarede op. De udtværede skikkelser blev til personer og de grå svingende flader til sværd. En dødelig dans hun ikke gjorde sig den mindste illusion om at kunne måle sig med og hvis resultat ville afgøre alt.
Netop da så hun Lee snuble.
Den andens klinge vendte og udnyttede åbningen og skar gennem tøj kød, som var der ingen modstand der. Samantha så til som lammet for Lee's reaktion var køligt at gøre det af med den anden. Intet andet kunne forklare klingen kommende ud af bandittens ryg.

Samanthas blik fulgte manden til jorden, som hendes sind forsøgte at forklare det skete ud fra vante rammer og uden at se på Lee, så hun kunne gemme det mest brydende fra at lukke alt ned. Det holdt til han talte og kaldte på hendes opmærksomhed. En han fik fra et først paralyseret blik og derefter et flyttende sig fra hans ansigt til hans arm stump og ned til den afhuggede del han holdte i den anden hånd. Så ramte hans ord hende og trak en nervøs latter fra hende, før hun mødte hans blik. "Jeg? Du står med din arm!" Glemt var for en stund alt han havde fortalt og vist hende om at skifte form og udseende. Da havde han været et stykke trods alt og ikke ublødende stået og...
"Kun overfla..." Hun satte den ene hånd i jorden for at rejse sig og valgte i forvirringen den sårede. Smerten fik hende til at vende det hvide ud af øjnene og falde bevidstløs helt ned i mudderet.

Det var ikke svært at beskrive, hvordan Spike havde det, mens Sam brød ud i latter, men alligevel undgik ordet ham. Bryn knyttede, fæstnede han blikket på den afhuggede hånd og ledte efter ordet. Syg, måske – men heller ikke nok. Træt, eller et sted imellem de to. Hvis ikke han var dækket i blod fra mænd, han havde svoret imod at dræbe, snavset, sulten, træt og med en pige, han ikke havde formået at beskytte, ville han have leet med hende.
Fortvivlelse, var ordet. Bundløs fortvivlelse.

Han var næsten lettet, da hun mistede bevidstheden – og selvom tanken lød forfærdelig, skammede han sig ikke. Spike kunne hverken tage stilling til hende eller sig selv. Han satte hende op i mudderet, og tjekkede på hendes sår. Råt. Dækket i jord og mudder, og dresseret i snavset stof, ville det have været overraskende hvis ikke, der gik betændelse i det, men hvad kunne han gøre? Banditterne havde venner, der ville komme efter dem, når ikke de vendte tilbage. Så han satte sin arm på plads, og samlede hendes hvileløse skikkelse op. Det stjålne sværd, dårligt som det var, stak han i bæltet, og satte derefter ud på en direkte rute mod vejen til hovedstaden.
Han håbede virkeligt at Sam stedsans holdt ret.