Arion mærkede en let rødmen stige op i kinderne. Han kunne næppe fortælle historierne lige så godt som hans bedstemor kunne. Eller det bildte han i hvert fald sig selv ind. Men han ville alligevel gerne fortælle om det. "Min ynglings er dengang mine forældre mødte hinanden, for alvor" startede han og lod sine hænder falde med maden, siden han ikke havde nogen intentioner om at tage en bid lige med det samme. "De var begge en del af lysets hær dengang, og især min mor var en iltret som ofte glemte at tænke sig om. Hun og far var sat i en patrulje ud for at bekæmpe en klan af orker som truede de omkringliggende landsbyer til Dianthos. Min mor kom til skade, som hun farede ind, og selvom hun var dygtig, var hun i undertal. Det lykkedes at slå orkerne tilbage, og mens sendebudet rejste tilbage til Dianthos i al hast, bar min far hende op på sin hest, og hele vejen skændtes de. Han fortalte hende at hun var dum og forhastet. Hun råbte at han ikke skulle blande sig og at hun sagten kunne klare sig selv." Arion smilede lidt og kom med et lille grin "Bedstemor sagde at det var der far vidste at hun var den rette - Den handler ikke så meget om deres heltedåd som hun ynder at fortælle, men jeg føler den historie er den mest ægte mellem dem. Hvor jeg rigtig kan føle hvem de er.. var" Arions far havde været en meget rolig mand, hvilket havde været nødvendigt for at håndtere Arions mor.

Arion havde dårlig samvittighed over at han havde bragt det på banen. Det var tydeligt ubehageligt for hende at tale om, og han ønskede ikke at gøre hende utilpas. "Grumme ting? Mener du ulvene?" de var på deres høj og holdte man sig fra højen, så skete der ikke så meget. Ikke destro mindre var han blevet forbudt at gå i nærheden, men han boede også allerede et godt stykke derfra.

Caitlin lænede sig let tilbage, flyttede benene en smule og sank så tilbage til næsten samme stilling som hun havde siddet i før. En afslappet en af slagsen, der dog lod hende komme på benene i en fart og væk med få øjeblikkes varsel. Det kunne hun nu nok også selvom hun havde ligget ned, men ingen grund til at tage chancer. Selv ikke så tæt på hjem som her.
At hun faktisk fik en historie var en dejlig ting, skønt hun kunne høre en del nok var faldet fra den i årenes løb. Ideen var der dog og trak en dæmpet latter fra hende som det passede ind. "De lyder til at have været meget forskellige." Stille lagde hun hovedet let på skrå og sendte ham et undersøgende blik. "Og hvem slægte du så mest på?" Hans handlinger tegnede på moren, skønt temperamentet virkede som faren.

Hun tyggede langsomt af munden, før hun tøvende svarede. "Ja, ja det gjorde jeg nok. Rygterne løber jo og det ville ikke være rart at krydse en af deres veje." For hende ville det nok mest være et problem at slippe af med ulven igen uden selv at måtte følge den tilbage til klanen. Var hendes far en smule pylret så var hendes moster overbeskyttende af en kant. Især efter den sidste tur. Heldigvis havde mosteren rigeligt i at holde styr på ulvene, så Caitlin kunne smutte ud og afsted.
"Hvert sted har nok sine grumme ting..." Hun kunne ikke lade være med at strække en fod let ud og skubbe til hans. "Her reb, der finder uopmærksomme folk og sender dem til vejrs!" Hun fandt det stadig umådeligt morsomt at han havde fået det til at ske.

Arion smilede og nikkede. "Bedste sagde altid at modsætninger holder bedre sammen" han forsøgte at forstå hvorfor, men mest af alt havde hans bedstemor lagt vægt på at selvom de var forskellige var deres grundværdier de samme og det som gjorde dem stærke. At de var forskellige oven i det, havde blot gjort deres liv mere spændende og begivenhedsrigt. "Puh, altså Bedste kendte selvfølgelig min far bedst, og er åbenbart lige så rolig som han var. Men.. dumme beslutninger og glemme at tænke sig om. Jeg ligner nok min mor meget mere end min far" grinede han med selvironien intakt over situationen som Caitlin tidligere havde hjulpet ham ud af.

Arion havde fået advarsler efter advarsler om varulvene, men endnu ikke selv set end. Eller det mente han i hvert fald ikke, for de lignede vel almene mennesker udenfor fuldmåne? Eller tog han fejl? "I hvert fald ikke om natten" ting blev bare mere skræmmende i nattens mørke!
En stærk rødmen gik hen over hans kinder som hun puffede let til ham, og det var svært ikke at begynde at grine. "Jeg ville bare prøve hvordan det var at flyve" han ville nok helst have undgået at sidde i et net, men det ville skæbnen ikke! så han måtte få det bedste ud af det.

Caitlin kunne ikke andet end fortsætte med at smile over den unge mand. Hans ærlighed og åbenhed var forfriskende på en måde der endnu engang fik hende til at savne livet i Dianthos. At møde nye personer hele tiden og ikke kun når de forvildede sig for tæt på ulvedalene eller hun slap væk derfra. Se nyt, hørenyt, opleve nyt. Måske det bare var på tide at tage den snak og prøve livet på egne ben igen? Se det var da en tanke.
"Men stadig med nok af ham også. Du angreb da ikke rebet, da det gik efter dig..." Hun kunne ikke lade være med at holde den tilfangetagelse i dyrefælde over ham. Det var bare noget hun ikke ville gøre.... længere. Men nu havde hun jo også mest haft problemer der åbenlyst jagede hende.

"Flyve er overvurderet." Hun gøs ved tanken om turen gennem luften i Mitch arme. Ikke mange gode minder var kommet fra den del af turen. Amy elskede dog at flyve, men hun var jo også halvt vind af hjerte.
Så lagde hun hovedet undersøgende på skrå. "Hvad er egentlig din plan herefter. Nu du har fået mad over bål og besejret rebet?" En eller anden plan måtte han jo have. Spørgsmålet var bare om den var gennemtænkt nok til ikke at få hende til at ryste opgivende på hovedet endnu engang.

Arion var naiv nok til at tro, at de fleste han mødte på sin vej var lige så ærlige som ham selv. Arion var knap nok i stand til at lyve, ikke uden man i hvert fald kunne se det på ham hvis han prøvede. Men for ham var det også vigtigere at være ærlig og dermed danne et ærligt billede af ham selv, ligesom han håbede at det billede han dannede af andre, som Caitlin, var sandfærdigt. Han kunne godt lide at tale med Caitlin, og han kunne godt lide fornemmelsen af at hun havde været på eventyr guderne måtte vide hvor mange gange. Det var spændende. "Hvem siger at det ikke var mere held for rebet end forstand fra min side" Nej, Arion udsendte ikke ligefrem en aura af at være særlig voldelig. Langt fra.

Arion arbejdede på at få tygget godt og grundigt af munden inden han ville tale igen. Man talte ikke med for meget mad i munden trods alt. "Har du prøvet det?" han havde ikke været højere end hvor højt han kunne komme i træerne. Og der var han stadig på 'fast' grund som man sagde.

Han kunne ikke lade være med at grine over hendes ordvalg og bibeholde et stort smil på mine læber. "Jeg vil gerne til Dianthos. Jeg har en aftale med købmanden om at rejse med ham ind efter vare og prøve at se hvad det kræver at komme ind som væbner. Jeg er næppe kvalificeret, men.." han smilede skævt og kiggede lidt ind i ilden. "Mine forældre var krigere. Jeg vil gerne følge deres fodspor - eller i det mindste prøve. Går det ikke, kan jeg altid tage hjem igen, og prøve at blive bedre til at spise mad over bål og undgå de løbske biske reb" han holdt den muntre tone, trods han vidste at hans chancer var små.

Caitlin lod en lille latter følge Arions ord, før hun rystede let på hovedet af ham. Han var så befriende sorgløs og naiv i sin væren at det ikke kunne lade være med at smitte af på hende. Hun havde haft tænkt sig at liste af så snart de havde spist, men nu var hun ikke så sikker længere. Det var lidt for hyggeligt bare at sidde og le med en der umuligt kunne gøre hende noget.

Så skar hun en grimasse. "Yeah, desværre." Hun skuttede sig lidt, men fortsatte alligevel. "Min venindes.. " Hun gik i stå ledende efter det rigtige ord for hvad Mitch egentlig var for Amy. Hun havde en ret god ide om hvad han nok gerne ville være, men med den berøringsangste rødtop så var det jo et åbent spørgsmål om han fik lov til at være noget så tæt. "Ven. Hendes ven er engel og han fik os hjem efter.. ja, den sidste tur der. Så det er måske ikke helt retfærdig at være imod at flyve på den baggrund, men ja... der var ikke rigtig noget ved den tur der ikke var skræmmende." Hun fandt et smil frem, som hun ubevidst gned den arm der endnu engang havde været brækket.

Hun tog en bid mere af maden og var lidt ked af at se den snart var ved sine ende. Arion virkede så til faktisk at have lidt plan for fremtiden. "Hvorfor skulle du ikke kvalificere? Dine fortæller må da tælle op og ingen andre end jeg kan fortælle du tabte til et reb?" Hun kunne ikke lade være med at prikke lidt mere til ham. Så rynkede hun brynene. "Lyder som meget rejsen frem og tilbage. Du vil ikke blive i Dianthos og se om noget der kan hjælpe dig på vej? Der er jo andre grupper der træner og gør gode ting..."

Det var umuligt ikke at bemærke at hun trak ordet ud for at finde det rigtige at beskrive denne person som, der havde fået hende ud og flyve en tur. Bare det at hun havde prøvet at flyve var for Arion nok noget af det mest spændende han havde hørt længe. Men hun forklarede også at omstændighederne havde været alt andet end opløftende. "Jeg kan godt forstå det nok har givet flyvning en ubehagelig tilkobling. Måske du prøver det igen en gang hvor det er sjovt og rart!" foreslog han optimistisk. Det havde ikke været en sjov tur for hende sidst. Hendes forklaring havde faktisk chokeret ham lidt om hvor farlig landet kunne være. Selvom han ikke regnede med at det skete for ham - men regnede man nogensinde med sådan noget?

Han kunne ikke lade være med at grine og klø sig en smule forlegent i nakken. "Jeg tror ikke man kommer ind bare fordi man har berømte forældre. Eller Bedste påstår i hvert fald at alle i hæren ville kunne huske dem, men hun overdriver en gang imellem" anerkendte han overraskende realistisk. Men han var stadig ved godt mod om emnet. "Jeg har ingen steder at bo i Dianthos skulle jeg ikke komme ind. Men får jeg en mulighed for at blive, vil jeg formentlig gøre det." Han var ikke bange for en udfordring selvom det nok blev svært. Man måtte ofre for at følge sin drøm, det vidste han. Men han havde bedt Bedste om at sende besked så snart hun fik brug for ham igen, og så ville han være der. Familien var trods alt vigtigst. Arion fik taget nogle flere bider af maden der var ved at slippe op, før han stilte sit næste spørgsmål. "Bliver du her i Medanien?" hun havde sagt at hendes far boede her, så det gav vel mening! Men det kunne også være hun havde fremtidsplaner at tænke på.

Caitlin kunne ikke andet end grine ved hans optimistiske ord samtidig med at hun rystede let på hovedet. Kom hun aldrig til at flyve igen, så var det helt fint med hende! Jorden var et meget bedre sted at være eller et træ eller et hustag. Noget solidt og ikke fuldt i en andens magt om hun blev eller faldt.
Strækkende sig let fangede hun et par grene og smed dem på bålet, før hun lod sig synke ned at sidde på jorden med ryggen mod den væltede stamme i stedet for at sidde på den. Mere behageligt og lidt mere blivende. Om ikke andet for en stund. "Det er en ret stor hær også..." Samtykkede hun eftertænksomt. Det havde i hvert fald virket sådan da hun boede i Dianthos og havde haft dem og byvagten at undvige. Se der var en anden gruppe han måske kunne prøve!

"Har du sparet noget sammen så? Bare til et par dage? Gaderne er ikke for gode at overnatte på." Hun smilede let til ham og tørrede så fingrene af i buksebenene. Hun havde haft et godt sted en tid, men havde egentlig glemt det som tingene havde ændret sig meget brat. Kun været der en enkelt gang for at fjerne de få ting hun havde eget værd at beholde og ellers ladet det gå videre til den næste der fandt det.
Caitlin rystede let på hovedet. "Nah. Min far er begyndt at savne familien, så vi flytter tilbage nær dem så snart han har fundet en måde at fortælle min moster det." Hun pausede lidt og sendte ham så et grin. "Så jeg bliver her nok et godt stykke tid endnu! Min moster kan være lidt fast i sine synspunkter og alt andet end glad for forandringer!" Smilet blev på hendes læber som hun lod blikket glide til bålet. "Jeg vil dog tilbage til Dianthos på et tidspunkt. Jeg savner byen. Livet. Støjen og spændingen. Der sker altid noget der ikke som her." Hun sendte ham et grin ved det sidste. "Der er også reb, så pas hellere på!"

Arion havde slet ikke tænkt på at bålet selvfølgelig skulle holdes i gang. Ikke fordi han ikke vidste det – et bålsted og pejs behøvede også brænde for at forblive tændt, men han havde været al for optaget af at snakke med Caitlin at det var gledet ud i glemsel. Han skulle virkelig arbejde på ikke at blive så nemt distraheret.
Hans øre blev en smule røde og han rystede let på hovedet. Han vidste han burde havde skrabet sammen, men han havde ikke nogen penge, og han havde aldrig haft behov for rigtigt at tjene nogen. Han arbejdede i markerne og hjalp de andre bondemænd og fik betaling i form af korn, grønsager og nogengange kød. ”Jeg har aldrig tjent penge. Men jeg kan nok overnatte den første nat i købmandens kærre inden han rejser næste morgen. Har jeg ikke fundet noget der, så.. må jeg nok vende snuden hjem” han var så klar på at komme på opdagelse, men han havde ikke så mange midler til det. Han følte sig så ubeskrivelig uerfaren, specielt som han fortalte om hvad hans noget hullede plan egentlig var.

Han lyttede til hendes ord med et interesseret blik. Han kunne godt lide at høre andre mennesker tale og fortælle om dem selv. Det var den bedste måde at lærer dem at kende, og han havde ikke haft meget andet end dem i nærheden af sit hjem at tale med. Ikke at de ikke var dejlige mennesker! For det var de bestemt, men de oplevede ikke så meget anderledes end han selv. ”Kan din moster ikke flytte med?” med mindre hun havde en familie her selvfølgelig! Men det var jo heller ikke værre end hun kunne komme på besøg?
Arion grinte og kløede sig i nakken med et utrolig muntert og glad smil på læberne. Oh de reb, det skulle nok gå galt for ham. ”Det ligger vel ikke rebfæller i byen som herude?” det håbede han i hvert fald ikke. ”Men jeg skal nok passe på! Så godt jeg kan.” påpegede han og gjorde som hende og tørrede sine fingre af i sine bukser. ”Kommer du ikke til at savne roen herude?” ens opvækst havde et stort præg på hvordan man foretrak at leve. Så meget havde Arion i hvert fald fået fortalt. Han vidste han kom til at savne naturen og roen der var i Medanien som næppe var at finde i Dianthos.

Caitlin nikkede let samtykkende. "Kan også være de har noget opbevaring af folk der søger ind til de kan bestemme sig. ikke helt til at vide." Det ville give lidt mening, hvis de gjorde det sådan lidt i grupper, men hun havde aldrig tænkt i det før, så havde af samme grund ikke ledt efter oplysninger om det. Nu ville så have været en anden sag, men der var lidt langt fra Medanien til Dianthos for at tilfredsstille lige den del af hendes nysgerrighed.

En varm latter var hendes første svar på Arions ganske rimelige spørgsmål. "Nah. Hun høre til hvor hun er nu. Har et sted og folk der er afhængige af hende. Jeg kan heldigvis altid komme tilbage på besøg, så det går nok. Det er bare hende der er pylret." Med god grund desværre efter de historier hendes moster havde fået ud af hende allerede før hun var faldet i hænderne på de slavetagere. Det ville tage nogle år - og sikkert en familie! - før hendes moster ville tro Caitlin kunne holde sig i skindet fra at begive sig ud på eventyr, hvis muligheden opstod.

"Aldrig til at vide! De er selvfølgelig mere luskede end dem herude trænet som de er i byvagt-jagt, men..." Caitlin bremsede sig selv med et udtryk som fik hun lige en ide og smilede til ham. "Dem kunne du jo også prøve. Byvagterne altså. De prøver også at gøre noget godt og den slags."
Hun så atter over på ham rystede så på hovedet. "Nah. Jeg kommer nok til at savne kaninerne og de fede markmus, men nok ikke stilheden." Så hævede hun et øjenbryn af ham. "Hvis du savner den, så er der rimeligt stille i haverne omkring og mellem templerne. Der tog jeg hen når jeg trængte til lidt mere gang i den."

Faktisk var det ikke ret gennemtænkt det Arion havde planlagt. Planlagt var faktisk et meget voldsomt ord at bruge, taget i betragtning at han ikke engang vidste om man bare kunne komme gående hen og spørge om at komme ind eller om man skulle havde en desideret anbefaling. Måske man faktisk skulle havde penge for at kunne komme ind. Krystaller var ikke lige det Arion havde mest af. Men han havde også en optimisme der fortalte ham, at lige meget hvad, skulle det nok gå godt! Det havde han i hvert fald tænkt sig at det skulle!

”Oh. Ja, så er det godt du kan komme på besøg i stedet!” det var selvfølgelig ikke normalt at folk kunne rive hele deres liv op og flytte til et nyt sted. Det var bare siden Caitlin kun havde nævnt moster, gik han ud fra at hun måtte være ugift og uden børn. Det var altid nemmere at flytte når man ingen familie havde, trods alt. ”Ellers må hun huske at besøge dig engang imellem også” fuldstændig uvidende omkring det nok ikke var nogen god ide. Den viden havde han trods alt ikke og fik nok heller aldrig adgang til.

Det var svært ikke at begynde at grine over hendes ord. Åh han håbede godt nok ikke der var rebfælder i byen! Det var han ikke sikker på at han kunne gå udenom. ”Byvagterne?” han smagte lidt på det, og tænkte over det for en stund. ”Måske. Det lyder i hvert fald ikke helt dårligt” blot det at de gjorde godt og ville hjælpe folk, talte til at han skulle prøve der hvis det andet ikke lykkedes. Han ville i hvert fald huske på det.
”Tak, det skal jeg huske! Er de da frit tilgængelige for alle?” spurgte han nysgerrigt og uvidende ind til Dianthos og den levevis man måtte have der. Han vidste så utrolig lidt, og kunne sikkert tale med hende om det hele natten hvis det skulle være.

Caitlin nikkede og smilede bekræftende. Det var altid godt at have muligheden for at komme på besøg. At det skulle gennemtænkes lidt var jo nok ikke værre end hvad så mange andre havde at gøre med. Hun skulle i hvert fald ikke lige ankomme i fuldmånens skær.
Det næste undlod hun taktisk at sige noget til, men fandt i stedet et stykke træ og en lille kniv frem fra tasken. Træet var hun allerede begyndt at snitte til, men ikke helt langt nok til at det havde taget form. Selskabet var bare for hyggeligt til opbrud og det var rart at bruge hænderne lidt.

"Jup, byvagterne. Dem der forsøger at holde styr på folk og hjælpe hvor de kan." Måske var det her for langt ude til at han havde hørt om dem? Caitlin sendte ham et blik, men rystede så let på hovedet. Nah, han havde hørt om dem, bare ikke tænkt på dem. Han tænke vist ikke ret tit særlig langt.
Atter nikkede hun let. "Templerne er for alle såområdet det samme. Der kan være nogle lidt selvhøjtidelige typer der mener noget andet, men for det meste er det dejligt fredfyldt." Hun havde brugt det en del til at samle sig, gemme sig og komme op med en plan. Nærmest eneste regel alle i skyggemiljøet fulgte var at templerne var fredet område og ingen skulle røres der.

Snakken gled let videre mellem dem. Hun fortalte lidt om byen og steder der havde været gode at kende sidst hun havde været der og fik til gengæld flere historier om hans bedstemor og hans forældre. Ingen skidt aften i det fri og slet ikke i nyt selskab... bekendtskab?