Reina kendte hans evner ganske godt, men selvom hans evner var indenfor skyggerne, så mente hun alligevel ikke at han behøvede at være der, det var dog sværere nu når han var... ja et blodsugende bæst.
Man kunne også se hvordan det tydeligt påvirkede hende at høre de ord, selvom hun intet sagde imod. Hun havde ikke en løsning på problemerne, men det var ligeså meget fordi der ikke var en løsning på vampyr problemerne. Det var nok en forbandelse som aldrig ville kunne blive fjernet, og Reina forstod udmærket godt hvorfor lyset havde gjort dem ulovlige. Desværre var det ligeså svært at se det i øjnene når det var en hun holdt af der var påvirket.

Hun kunne mærke hvordan hendes eget bankende hjerte skippede et slag, da han nævnte at han også ville være ked af ikke at se hende igen, men nej. Hun kunne ikke. At hun vidste at han forlod katedralen som vampyr var slemt nok.
Det var dog godt at han tog vare på sig selv, selvom hendes tanker aldrig kom særlig langt, som et skrig kunne høres.
Hendes øjne blev store og hun kiggede i retningen af hvor det kom fra, før hun så hen på Ash, og hans tilkendegivelse om at var hans skyld, selvom hun ingen idé havde om hvad præcis hvad der var sket. ”Hvad har du gjort?” spurgte hun, den stille stemme var erstattet med en mere kraftfuld stemme, som hendes øjne prøvede at finde en følelse at holde sig på. Hendes krop rystede, og hun kunne mærke hvordan energien pulserede i hende, klar til at bruge den, hvis det var nødvendigt, men hun var ikke sikker på at hun kunne lægge alle kræfterne i faktisk at kæmpe mod ham.

For Ash fandtes der ikke en løsning på hans ”problem” (hvis det var sådan man ville kalde det. For ham var det bare sådan det var, og i bund og grund var det vel egentlig en bar en naturlig forlængelse af det han hele tiden havde været på vej imod. Han havde aldrig været som Reina; mørket havde altid ligget i hans kort, og det var en skæbne han havde lært at affinde sig med, selv før han var blevet til en vampyr.

Ash burde have vendt sig om og være forsvundet i skyggerne for lang tid siden, men det havde han ikke gjort, og som skriget skar gennem kirken måtte han erkende, at det også var for sent. Om Reina stadig ville lade ham slippe var han egentlig ikke i tvivl om, selv hvis hun gik til angreb tvivlede han på, at hun ville bruge alle sine kræfter. Men om hun virkelig ville ønske at se ham igen – og hvad der ville ske ved deres næste møde, var han i tvivl om. ”Jeg sagde jo, jeg var et blodtørstigt bæst.” Svarede han med et skuldertræk. ”Jeg har gjort det, jeg er skabt til. Men jeg mener det stadig, når jeg siger jeg er ked af det; det var ikke sådan her jeg ønskede vores første møde skulle være.” Han så på hende. ”Er du sikker på du stadig har lyst til at huske mig, som jeg var engang?”  Spurgte han, mens han trådte længere ind i skyggerne. ”- eller har du tænkt dig at glemme alt det vi engang havde og gøre det af med mig nu?” Flere råb og lyden af skridt, som de begyndte at bevæge sig formålsløst rundt for at finde gerningsmanden bag det dyriske drab. De ville ikke finde ham; enten ville han være ude af kirken når de endelig søgte herned, eller også ville Reina have gjort det af med ham. Og han tvivlede på det sidste.

Hvis Reina ikke havde brugt så mange år på at holde på sine følelser, så ville hun nok have grædt som pisket lige nu, men det var ikke tilfældet. Hun holdt sig selv tilbage, for det at græde, var noget hun helst skulle gøre når hun var alene. Hun skulle stå som et stærkt lys for alle der kom i katedralen, og derfor kunne hun ikke vise hvor sårbar hun var. Især ikke overfor en som så tydeligt havde brudt hendes tillid, selvom hun endnu ikke var sikker på hvor slemt det egentlig var.

Hendes øjne fandt hans, som han begyndte at tale. Der var så mange ting hun havde lyst til at sige, men det var som om at det var umuligt for hende at finde ordene, som om Ash havde taget dem alle sammen.
Hun blev lidt hevet ud af det som, han bemærkede at han begyndte at bakke, og hendes øjne fandt skyggerne. Nej. Hun kunne ikke bare lade ham gå, hun burde holde ham. Hun samlede en smule af solens magi i sin håndflade, som gjorde at stedet de stod blev lyst kraftigt op. Skyggerne var der stadig, men de var ikke ligeså nemme at finde så tæt på Reina, og han ville med sikkerhed heller ikke bryde sig om at være ansigt til ansigt med noget af solens lys, selvom det selvfølgelig ikke var det samme som at gå en tur i solskinnet.
”Hvis det var så nemt at glemme dig, så ville du ikke stadig stå her,” sagde hun, hendes stemme fast, men hendes øjne var usikre, og hendes ben rystede. Skulle han sætte i fart væk fra Reina, så var hun ikke sikker på at hun kunne følge med. ”Hvorfor vil du ikke hjælpes?” Det var det bløde hjerte der styrede Reina, så meget var klart som de stod overfor hinanden, og Reina vidste at hun burde dræbe Ash, men stadig ikke kunne. Måske kunne han hjælpes.

Havde Ash været i stand til det ville han muligvis have fået en smule dårlig samvittighed ved det drab han havde udført for ganske nyligt. Men selv før han var død og genopstået havde hans morale kompas været noget udhvisket - om end det havde taget et gevaldigt spring efter han var blevet en del af mørket. Så nej, han følte ingen skyld eller skam ved det drab han lige havde begået. Til gengæld kunne han ikke lade være med at føle noget ved synet af Reina. Han kendte hende godt nok til at kunne se, hvor påvirket hun blev og et øjeblik ramte en følelse ham, som han ikke havde følt i mange, mange år: fortrydelse. Ikke for det han havde gjort, men for de følelser han fik frem i hende.

Han havde måske ikke forventet hun ville angribe ham lige her og nu, men han havde forventet noget, og det skarpe sollys der øjeblikket efter badede kirken fik ham til at knibe øjnene sammen. En svag hvæsen gled ud over hans læber, og han måtte træde længere ind i skyggerne for at skærme sig for lyset. Han vidste lyset ikke ville dræbe ham, men det skar i hans øjne og gjorde ondt. Det havde ikke fuldstændig fjernet skyggerne, men det  havde kvalt nok af dem og han brød sig ikke om det. "Jeg går ud fra vi begge er drevet af følelser der ikke gavner os." Det var ikke en indrømmelse han havde svært ved at lave, for det var jo sådan det var: der var ingen tvivl om, at Reina satte gang i en masse følelser hos ham. "Jeg kan ikke hjælpes, Rein. Det burde du vide bedre end nogen anden; er det ikke din hellige pligt at jage skabninger som mig?" Mens han talte lod han skyggerne trække sig tættere om ham, alt mens han bevægede sig længere ind i dem og brugte dem som en beskyttende kappe mod det skarpe lys. "Vil du stadig gerne se mig igen?" Der var noget næsten spottende i ordene, og alligevel havde de været fuldstændig oprigtige. For han ville gerne se hende igen, og nu hvor han havde fundet hende, ville han ikke lade hende forsvinde. Ikke igen.

Den hellige pligt. Det var ord der normalvis ikke skar ind i hende, da det var grunden til at hun levede, badet i Isaris lys, men at få dem fra Ash, gjorde ondt. Hun vidste det jo udmærket godt. Fra den dag hun var født og frem til nu, der havde hun været bundet af en pligt, hellig havde den jo været de år hun var i Isari-katedralen, men den havde føltes ligeså hellig som en del af Lyset.
Hendes pligt var til hendes land og til hendes gudinde, og ikke til Ash. Han var blot en skovelver hun havde mødt, da hun stadig var naiv, dog næppe ung.

Hun trådte et skridt nærmere ham, som han forsøgte at forsvinde ud i skyggerne endnu engang, ikke at det gjorde meget forskel på de skygger han allerede havde taget til sig, men måske var det ligeså meget en samvittighedsting, så hun kunne sige at hun havde gjort noget.
Et råb lidt tættere på distraherede hende kortvarigt, og hun kiggede væk fra Ash, før hendes øjne fandt tilbage på ham igen, ikke helt villig til at lade ham forsvinde endnu. ”Hvis du er.... en ond skabning, så er jeg ikke sikker på at jeg kan,” hviskede hun. ”Og hvis du ikke vil hjælpes...” Hun var dog ikke sikker på at hun kunne skubbe ham væk, hvis han mødte op igen, og man kunne se hvordan usikkerheden flakkede i hendes øjne endnu engang. Måske hun ville være mere klar i mæglet, når hun vidste præcis hvad der var sket, men lige nu var hun for overvældet af følelsen af at Ash stadig levede.

Indtil nu havde Ash egentlig påstået at ændringen fra den elver han havde været til den vampyr han var blevet, ikke havde været voldsom. For ham havde det virket som en glidende overgang; en naturlig afslutning på det han havde påbegyndt for så mange år siden. Men som han stod her foran Reina måtte han alligevel erkende, at det havde været en større ændring end først antaget. Førhen ville han aldrig have spottet hendes pligt til hendes gud. For skønt han ikke selv havde følt den havde han respekteret den - respekteret Reina - nok til aldrig at kunne have fundet på det. Men  som han stod her måtte han indse, at han efterhånden var ved at nå en grænse for at være ondskabsfuld. Selvfølgelig ikke i forhold til de mange andre forfærdelige ting han havde gjort, men dog i forhold til hvor meget han havde elsket hende dengang.
Og hvor meget han stadig elskede hende, for han var egentlig ikke i tvivl om, at det var hvad der havde fået ham til at handle som han havde gjort. Og at han ikke ville lade hende forsvinde ud af hans liv igen, ligegyldigt om hun så havde lyst til det eller ej. "Så må jeg jo hellere forsvinde og aldrig nogensinde vise mig igen," svarede han, da hun selv påpegede at hun ikke kunne se ham, hvis han var ond. At det var stik imod de planer han havde var underordnede; det her var en test for at se hvordan hun ville reagerer. "Hvis jeg ikke vil hjælpes og du ikke kan gøre en ende på mig nu, er der vel ikke andre muligheder? Jeg træder ind i skyggerne og dukker op et andet sted og så ser du mig aldrig igen. Er det dét du vil?" Han lagde hovedet let på skrå og stirrede intenst på hende, som ville han være sikker på at få alle nuancerne med i hendes svar, som han ærlig talt ikke var sikker på hvad ville være.

Reina kunne mærke hvordan hendes krop spændtes op ved de ord. Aldrig at se Ash igen, til trods for at hun vidste han var ond, var en smertefuld ting, hun ikke var sikker på at hun kunne klare, skulle det være tilfældet. Desværre var alternativet ikke bedre. Var det hendes følelser eller hendes tro hun skulle lægge til siden her? Hendes hoved føltes som et mudder, og derfor var det også instinktivt hun reagerede på ordene. Hvis hendes tanker fik lov til at bestemme, så ville hun aldrig finde på et svar.
”Selvfølgelig ikke,” lød udbruddet derfor, og hendes øjne flakkede frem og tilbage fra Ash og skyggerne omkring ham, som om at han allerede var ved at være halvt væk fra hende igen. ”Hvad jeg vil virker fuldstændig underordnet for dig. Hvis du havde bekymret dig om det, især med hvad du vidste om dig selv, så ville du ikke... have været her,” den sidste del hviskede hun og kiggede væk endnu engang. Hun var ikke i normale tilfælde specielt selvisk, men alle de følelser hun havde gemt i årevis boblede lige under overfladen desværre.
Desværre kunne hun ikke give Ash et rigtig svar, for hun havde heller ikke noget til ham selv. Han måtte drage de konklusioner af det som han havde lyst til, for hvis de sås igen, så ville Reina stadig have et hav af forskellige følelser om det. 

Hendes svar fik smilet til at vokse inde bag masken. Måske havde han vidst det var det hun ville svare, måske havde han kun håbet det; usikker på hvad årernes adskillelse havde ændret sig imellem dem. Ikke meget, virkede det til, for han havde ligeså lidt lyst til at blive væk, som hun havde til ikke at se ham igen. 

Hendes næste ord gjorde ham tavs. Et langt øjeblik sagde han ikke noget, stirrede bare på hende. Så trådte han ud af skyggerne. Han trådte helt ud og bevægede sig hen til hende så han til sidst stod lige foran hende. "Du har aldrig været underordnet for mig, Rein," hans stemme bar en tydelig overraskelse over, at hun overhovedet havde kunne udtale de ord. "Alt det jeg gjorde, gjorde jeg for dig. Det kan godt være jeg er død, men jeg ville stadig give hvad jeg har af uddød liv for dig." Han var tavs et kort sekund inden han rakte op for atter at trække masken væk fra ansigtet. "Jeg elsker dig, Rein. Det har ikke ændret sig; mit hjerte slår måske ikke, men det er stadig dit." Det lød som noget fra en dårlig ungdomsromance, men det var sandt, og det var vigtigt for ham at hun vidste, at han stadig var fuldt og helt forgabt i hende. "Jeg er aldrig holdt op med at elske dig, selv i døden." Sluttede han, inden han bøjede sig ned for at give hende et blidt kys på kinden. Allermest havde han lyst til bare at gribe hende her og give hende et rigtigt kys, men det lys hun havde i hænderne, som brændte hans hud som en væmmelig forbrændring, gjorde ham alligevel en anelse forsigtig.

Reinas egen kærlighed for Ash ville nok aldrig forsvinde igen, og hun var ikke sikker på hvad hun ville gøre, hvis hun skulle vælge mellem sin stilling og Ash. Hun havde frivilligt indgået cølibat, for ingen ville nogensinde kunne måle sig med Ash, men det var også på baggrund af at han var død dengang.
Tingene havde ændret sig, men årerne var desværre også gået, og Reina var ikke længere helt sikker på hvor de ville stå med hinanden.

Det gjorde det ikke nødvendigvis bedre at hun kunne se hans ansigt igen, men hun lyttede til hvad han havde at sige. Det varmede hendes hjerte, ligeså meget som det smertede hende at høre på hvordan han stadig ville give hende, ja alt.
Hun stod som forstummet, men tog et rystende åndedræt da hun mærkede de kolde læber som hendes kind. Det var ikke som dengang. Intet var som dengang. Hun var trods alt også død... to gange. Hvad var forskellen egentlig på dem. Hun ville ønske at hun kunne benægte hans følelser, men som hun kiggede på ham, så vidste hun at hun ikke kunne. De var ligeså rigtige som alle andre.

Lyset i hendes hånd lød hun slukke, og forsigtigt greb hun ud mod hans hånd, selvom hun godt vidste at hun ikke ville finde varmen fra et rigtig menneske. ”Men vores følelser er ikke nok mere... er de vel?” sagde hun stille. ”Hvis alle i verdenen kun handlede baseret på følelser, så ville der være rent anarki, og jeg... jeg kan ikke benægte mine egne følelser for dig, men det er bare ikke... så nemt mere.”

Ash var udmærket klar over, at han trak den. Han burde være forsvundet for længe siden men… han kunne bare ikke. Reina var her, lige foran ham, og han kunne bare ikke forlade hende. Hvis han ikke passede på ville det ende med, at han ville blive fanget i klosteret, hvilket uden tvivl ville være farligt. For han var ikke et sekund i tvivl om, at de andre præster ville være lige så overbærende over for ham som Reina var. Alligevel kunne han ikke løsrive sig, ikke før han vidste at han ville se hende igen.

Hendes hånd var varm, men om det skyldes det lys der lige havde brændt i dem eller det faktum at hun var levende og blodet pumpede rundt i kroppen på hende, var han ikke sikker på. Det var også fløjtende ligegyldigt; det eneste der gjaldt var hende og hendes ord. Og at hun heller ikke kunne benægte sine følelser. ”Verden har brug for lidt anarki engang i mellem, Rein,” svarede han, mere kækt end han følte sig i dette øjeblik. ”Desuden er det ikke ”alle i verden”, det er os. Alle andre er underordnede.” Han så på hende et øjeblik, så skævede han mod himlen der var synlig gennem kirkens enorme vinduer og som afslørede, at solen var på vej op. ”Jeg kan ikke blive, ikke her, men jeg kan heller ikke forlade dig nu jeg endelig har fundet dig. Vil du møde mig i nat? Ude i parken?” Han kunne ligeså godt have foreslået her, men havde af gode grunde ikke specielt meget lyst til at dukke op i den kirke, hvor han lige havde myrdet en præst.

Ligeså snart de andre præster ankom, så ville Reina heller ikke kunne trække den længere, så ville det være det. Især med hvor overbeskyttende de var blevet over hende siden hun var kommet tilbage. Ingen undskyldning ville være god nok for at lade en vampyr blive, ikke her i Isari katedralen.

Selvom der var en sandhed i Ash's ord, så kunne hun dog stadig ikke følge dem. Det var bare ikke så nemt for hende, også selvom hun ville ønske at det var. På visse punkter havde hun bare ikke den frihed som Ash havde.
”Ash,” kom det fra Reina, med en anelse desperation i hendes stemme. ”Jeg kan ikke bare lukke resten af verdenen ud.” De havde stadig behov for hende, mere nu end nogensinde hvis hun skulle være ærlig. Det var ikke så meget som hende selv, men som ypperstepræstinde for Isari. Det ville skabe for meget uro hvis det blev lavet om på nuværende tidspunkt. Måske en dag hun kunne være fri til at gøre hvad hun ville, men hun kunne aldrig vende Isari ryggen på den måde.

”Jeg kan ikke Ash,” sagde hun, selvom hendes stemme ikke var sikker og hendes stemme flakkede mod hvor stemmerne kom fra. ”Vær nu sød at gå. Du kan ikke... blive fanget her,” hviskede hun. Hun vidste godt at han måtte have gjort noget galt, men det var ikke noget hun havde lyst til at se i øjnene mens han var her. Desuden, hvem prøvede hun at narre, hun ville ikke kunne gøre ham fortræd, selv hvis han havde gjort noget galt. Ikke lige nu, og ikke lige her. Men at møde ham igen, det ville også være en stor fejl, og derfor prøvede hun ikke at love noget, for så kunne hun ikke bryde det. Selvom hun gerne ville se ham igen.

Han burde have kendt hendes svar før hun havde sagt det højt. Reina havde altid været så pligtopfyldende, og hvor han havde været langt mere løs med andres forventninger, havde hun altid forsøgt at leve op til hvad alle andre troede og mente om hende. Det måtte være stressende at leve sådan og mere end én gang havde han forsøgt at få hende til at slappe mere omkring det og gøre hvad hun rent faktisk havde lyst til. Men sådan havde hun altid været, og sådan ville hun nok altid være, og det ville næppe stå til at ændre. Ikke engang nu.

Men selvom han havde forventet det, gjorde hendes ord stadig forfærdeligt ondt. Tanken om at de nu havde fundet hinanden, men at hun ikke ville bryde reglerne for at møde ham - og at det her potentielt kunne være deres sidste møde, skar og gjorde forfærdelig ondt. "En skam, virkelig." Hans stemme havde fået en hård kant som den ikke før havde haft når han havde været sammen med hende. "Måske vil din elskede gudinde rent faktisk lade dig søge kærligheden, og ikke bare sige hun gør. Indtil da -" Denne gang lod han skyggen opsluge ham helt, da han trådte ind i den og forsvandt ude af syne. "- bør du nok passe på skyggerne. Det er ikke til at vide hvad der gemmer sig derinde af kryb og kravl."

Han så sig ikke tilbage da han forlod kirken. Dels fordi han efterhånden var ved at løbe tør for tid og var nødt til at finde et sikkert sted at søge ly for lyset - en kloaknedgang et sted. Men også fordi hendes ord havde gjorde mere ondt end han havde lyst til at indrømme, og i takt med at smerten bredte sig i brystet på ham, gjorde vreden det samme.

//OUT

Man kunne sige forargelsen i Reinas ansigt, ligeså snart hans snak om Isari forlod hans mund. Hun havde hørt mange ting om sig selv over årerne, det kom med erhvervet, men hun hadede når folk talte ned om hendes gudinde. Det var blasfemi, men det ramte også en nerve hos Reina. Det var måske også bare hårdere at høre det fra Ash desværre.

Vreden var mere tydelig i hendes ansigt og hun begyndte også at tale, desværre var han allerede på vej væk. ”Du kan ikke bare...” ordene døde ud på hendes tunge. Ash var for længst væk fra katedralen og Reina kunne intet gøre, for hun havde ikke stoppet ham tids nok.
Hun tog sig til hjertet og kiggede mod hvor Ash havde stået, men der var ingen tilbage og snart efter væltede det ind med et par præster og præstinder, som straks så deres ypperstepræstinde være alene for ikke at nævne tydeligt oprørt.
”Er de okay?” kom det fra flere fronter, og en af de yngre kvinder Reina brugte mere tid med tog også fat i armen på hende.
”Jeg er okay, hvad er der sket?” spurgte hun og greb om kvindens hånd, mens hun kiggede mod en ældre præst.
”Nogen har sneget sig herind og myrdet en præst,” navn var efterfulgt men det hele var vidt støj, som det gik op for hende hvad præcis der var sket her. 

Ash, hvor kunne hun lade ham undslippe?