Hintet af alvor i Jaris' stemme og ansigtsudtryk forblev der, mens hun førte tommelfingeren hen over hans læbe, men lige så snart hun havde svaret, kom der igen et skælmsk smil frem. Han skævede kort mod hatten, der strejfede hans pande og da han igen så mod hende, var det et lidt overvejende blik.
"Fint. Dit navn er heller ikke nødvendigt, til det jeg har i tankerne," sagde han og trak en anelse på skuldrene. Den perverse undertone havde også meget hurtigt fundet vej tilbage, men det kunne vel efterhånden ikke komme helt bag på hende. Jaris var sjældent i stand til at føre en samtale, uden sjofle eller dårlige vitser.
Han nåede ikke langt, da han lænede sig frem mod hende, da hun med hjælp fra snoren sørgede for, at han ikke kunne rykke sig meget. Det gik ikke op for ham, at hun udnyttede tiden til at binde enden fast til lygten på muren. Til gengæld blev han mere overbevist om, at han endelig havde vundet, da hun lagde armene om hans hals, selvom det advarende blik sagde noget andet. Det valgte han selvfølgelig også at ignorere og lod hånden fortsætte mod hendes bryst, lige inden hun hev sig fri fra hans greb og vendte om. Han tog et skridt frem, skulle lige til at følge efter hende, men måtte straks træde det ene skridt tilbage igen, da han mærkede snoren stramme om halsen.
"Heey!" Udbrød han muggent og skævede mod knuden, men de 30 centimeter og det dårlige lys, gjorde det tæt på umuligt at se knuden ordentligt, så han gav hurtigt op på at binde den op. I stedet greb han fat om snoren og hev til, så den knækkede og blev halveret i længden, mens han mumlede nogle irriterede, uforstående ord. Lykken hang stadig om hans hals.

Efter et par lange skridt, greb Jaris fat i taskens hank og svang den over skulderen, inden han endnu engang begyndte at følge efter Neyra. Denne gang i lidt hurtigere tempo, så han kunne nå at hale ind på hende. Kutten efterlod han på jorden, for han gad ikke at slæbe den med sig over armen, nu hvor han ikke kunne binde den ordentligt fast mere.
"Du er alt for stædig," konstaterede han, for han var stadig sikker på at han ikke havde taget helt fejl tidligere. Da han kom op på siden af hende, puffede han drillende til hendes skulder med sin.
"Jeg havde ret, havde jeg ikke? En lille del af dig vil have mig til at fortsætte?" Det lød som om han selv svarede på spørgsmålet, men han ventede stadig på at hun bekræftede det. For det var hvad han ville få, en bekræftelse. Var han lidt for selvsikker? Hvis hun virkelig ikke ønskede det sådan, gik han ikke ud fra, at hun ville have sat ham i en fælde, der var så let at slippe ud af. Han rettede blikket mod hende og løftede afventende det ene øjenbryn.

Den sjofle undertone i hans stemme fik endnu engang Neyra til at rulle med øjnene, mens hun bandt ham til lygten, som en lænkehund til sit hundehus, og stønnede opgivende. Han var helt umulig. Og alligevel reagerede hendes krop ved at blive minimum et par grader varmere, og hun blev et kort øjeblik meget opmærksom på hvor tæt de stod, og på hans hænder på hendes krop. Hænder der tilsyneladende ikke havde tænkt sig at stoppe på grund af en tavs hentydning, måtte hun konstatere, inden hun forlod ham og den kølige luft igen omsluttede hendes krop, for hun nåede lige at mærke hans fingerspidser følge kurven af hendes bryst gennem den langærmede lærredskjorte hun havde på. Vesten der afslørede hendes tatoveringer lå hjemme på hængekøjen for en gangs skyld.

Hele Neyras krop skælvede af indestængt latter, da et halvkvalt, surt "hey", nåede hendes ører. Åh, hævnen var sød. For anden gang den aften hørte hun fodtrin bag sig, idet han indhentede hende ca. 10  skridt senere. Hun bemærkede den knækkede løkke om hans hals, før hun fik øjenkontakt med ham, da han nåede op på siden af hende og latteren boblede ovenud.
"Og det skulle komme fra dig..?" svarede hun med et hævet bryn, og grinede. Selv havde han været irriterende vedholdende, siden hun mødte ham. Hun stoppede den sidste nød hun havde i hånden, i munden og tyggede langsomt, mens hun nød smagen. Der var ingen tvivl om at hun morede sig. Ligesom der heller ikke var nogen tvivl i hendes sind om at han havde fortjent det. Han havde ligefrem selv bedt om det. Samvittighedsnag var almindeligvis heller ikke noget der tyngede Neyra.
Hun sled blikket væk fra hans og så ned af gaden et øjeblik, før hun puffede tilbage med skulderen. Hun var fuld og hendes temperamentsudbrud stilnet lidt af. Han var arrogant, øretæveindbydende og stædig, hvilket gjorde det så meget desto mere frusterende at han var charmerende og havde udseendet med sig. Og jo, han havde ret, selvom hun aldrig ville sige netop de ord højt.
"Ville jeg nogensinde indrømme hvis du havde ret?" spurgte hun retorisk, og fortsatte med at gå ned ad gaden, side om side med ham.

Jaris undslap selv en latter, da hans egen stædighed blev kastet efter ham. Han kunne vel godt se hendes pointe, men han havde bare aldrig set sin stædighed som det, måske nærmere som et behov for at være nærgående. Det gav opmærksomhed, hvilket altid var bedre end at være alene. Nogle ville nok mene, at han var ekstremt irriterende, et stempel han efterhånden havde fået af mange.
"Forskellen er, at min stædighed virker," smilede han, stadig overbevist om, at hvis han bare blev ved, skulle det nok lykkes. Hun havde endda kun bedt ham om at skride to gange og virkede allerede til, at være lidt bedre tilpas med hans nærvær, end hun var i starten. Han skulle da nok få sin vilje.
Han trak let på skuldrene af hendes retoriske spørgsmål. Nej, det ville hun jo nok ikke.
"Det tager jeg som et ja," konstaterede han straks, - et ja til at han havde ret, siden hun ikke med det samme havde valgt at sige ham imod.

Han smilede tilfreds og puffede til hende igen, inden han greb fat i toppen af hendes hat, hev den af hendes hoved og placerede den på sit eget. Det havde ikke været andet end en hurtig strøtanke, han hurtigt havde valgt at handle på. Ikke uden større grund, end at han gerne ville prøve hendes hat. Den samme arm lagde han straks om hendes skuldre, så han kunne hive hende med sig, da han vendte sig rundt og bevægede sig i modsat retning af skibet.
"Muren er mere behagelig at stå op ad, end man skulle tro," sagde han og pegede mod samme mur han selv var blevet skubbet op ad for et øjeblik siden. "Ellers kan vi altid se om der er et værelse ledigt på kroen," fortsatte han kort efter og smilede idet han rettede blikket mod hende. Skulle de undgå mulige problemer fra dem der holdt til i huset, ville kroen være hans bedste bud, men han lod det være op til hende, nu når han havde konkluderet at hun mere eller mindre havde sagt ja. - Godt nok ikke direkte, men hun havde da i hvert fald ikke sagt nej. Var det ikke næsten det samme? Eller måske Jaris havde for vane at fortolke alt på sin helt egen måde.

Det var efterhånden svært at opretholde den afvisende attitude, men ikke fordi hendes stædighed vaklede. Den type stædighed Neyra besad kom bare oftest til syne i hendes arbejde, hvor hun ikke ville forlade en opgave, før den var færdig. Hun havde trodset vind og vejr i toppen af riggen, af den årsag. Ligeledes havde den reddet hendes liv i flere omgange, når hun havde været med til at kapre skibe, og stod overfor mænd, der var både større og stærkere end hun selv. Hun nægtede at give op, når adrenalinen brusede, ligegyldig hvor meget hendes muskler syrede til og rifter og flænger sved på grund af de salte skumsprøjt. 
Hun var modvilligt begyndt at finde hans selskab underholdende, og hun var vant til at have selskab næsten døgnet rundt. Idéen om at tage imod hvad han tilbød var heller ikke længere helt utiltalende. Ikke fordi hun syntes at han var blevet mindre irriterende, men hans utilslørede hensigter var ikke til at tage fejl af og alkoholen i hendes blod gjorde hende mere tilbøjelig til sjov og ballade. "Du er muligvis mere nærgående end stædig," rettede hun ham bare.
Han lød ikke engang som om han overvejede, at hun ikke var interesseret i hans selskab. "Selvfølgelig gør du det," svarede hun og undertrykte et dybfølt støn, da han tog hendes svar som et ja. Da han puffede til hende og derefter løftede hatten af hendes hoved, nåede hun kun lige at udstøde et halvt; "He-...!", før hun blev svinget rundt i den retning de var kommet fra. Hun mistede balancen og måtte slynge en arm om livet på ham, for at undgå at gå på næsen midt på gaden.
Hun skulede til ham, før hun slap ham og rykkede hatten af ham igen for at trykke den ned over sit flettede hår med et fast bevægelse.
"Du er mere end velkommen til at gå hen og stille dig op ad den igen," svarede hun med et skælmsk blik og ignorerede fuldstændig det han helt sikkert havde i tanker skulle foregå ved den mur. Hun havde da oven i købet bundet ham fast til den tidligere, så han kunne vel være blevet stående. "Så kan jeg få mig en god lang nats søvn på kroen," tilføjede hun med et påtaget uskyldigt smil der voksede lidt.

Jaris nikkede straks for at give hende ret, for det var sådan han selv opfattede det.
"At være nærgående virker bedre end stædighed," kommenterede han til hendes rettelse. "Du er da i hvert fald ikke gået endnu," sagde han, mest af alt for at bakke sin egen teori op. Han gjorde et ihærdigt forsøg på at få hende til at blive og selvom hun flere gange havde bedt ham om at forsvinde, havde bundet ham til lampen og vendt sig for at gå, tog han det stadig ikke som en ordentlig hentydning til at gøre som hun sagde. Jaris var typen der ventede til det gik helt galt, før han overhovedet ville overveje at trække sig, og selv der var det ikke engang en garanti.
Det var et lettere skuffet blik han sendte hende, da hun tog sin hat tilbage, som et barn der lige havde fået at vide, at han ikke måtte få sukker til aftensmad. Men skuffelsen forlod ham hurtigt igen, da han lagde hovedet på skrå og smilede over hendes kommentar.
"Jeg havde nu forestillet mig, at det ville være lidt nemmere, hvis vi byttede plads," smilede han kækt. Han slap ikke hende, men lod armen hænge over hendes skuldre og fortsatte stadig i retning af kroen. Med den frie hånd tog han endelig fat i snoren om halsen og hev den over hovedet. Han fumlede lidt med den mellem fingrene og fik stille og roligt bundet lykken op, som om han bare skulle have noget at give sig til. Han viklede den et par gange rundt om håndledet, for ikke at tabe den.
"Du kan sove når du bliver gammel," svarede han straks, for søvn var virkelig ikke noget han havde i tankerne lige nu. Han lo let over hendes uskyldige smil, hun egentlig fik portræret rimelig godt, men hun havde flere gange bevist, at det ikke var en egenskab der lå yderst i hendes natur.
Idet de passerede muren, flyttede Jaris armen fra hendes skuldre og lagde den i stedet om livet på hende. Så fik han et ordentlig tag i hende, før han trak hende til siden og skubbede hende op ad muren, omtrent samme sted han selv havde stået tidligere. Han stillede sig så tæt ind til hende som muligt, men sørgede for at have lidt afstand mellem deres ansigter.
"Mur eller kro? Hvis du ikke svarer hurtigt, fortsætter jeg bare her." Han gav hende valget et sidste gang, inden han selv ville træffe valget om bare at blive her, fordi det var lettere. Han førte sine hænder ned til hendes og begyndte at lade sine fingre flette sig ind i hendes, mens han afventede hendes svar.

"At være nærgående får dig i fedtefadet en dag," advarede hun syrligt og prikkede til ham, stadig ikke helt tilfreds med at han havde snuppet hendes hat. Det faktum at han ikke fattede et vink med en vognstang, gjorde at han i hendes optik var lidt vel letsindig og dumdristig til at bevæge sig rundt i nattelivet blandt pirater og andre ufine typer, men efter eget udsagn havde han jo klaret sig i mere end hundrede år... Hun overvejede et øjeblik at spørge mere ind til dét, men blev enig med sig selv om at det var ikke noget hun havde brug for at vide mere om lige i øjeblikket. Hendes hjerne var ikke helt i stand til at kapere den slags information på nuværende tidspunkt.
Hun lod blikket hvile på hans hænder, da han tog snoren om sin hals af og bandt den op, for så at vikle den om hånden. Da hun igen mødte hans blik, lagde hun spørgende hovedet på skrå, lidt nysgerrig efter at vide hvad han ville med den. Et smil trak igen i hendes mundvig, da han kommenterede at hun kunne sove, når hun blev gammel. Det var en sætning hun ofte selv brugte, når resten af mandskabet havde tømmermænd, eller generelt var nogle sløve padder, men det havde han jo ingen mulighed for at vide. Inden hun nåede at komme på et tilpas næsvist svar, blev hun trykket op mod selvsamme væg hun netop havde efterladt ham bundet ved. Hun sugede luft ind i en kraftig indånding, mest på grund af overraskelse og dels for at hæve stemmen og sige... et eller andet, som hun aldrig nåede at sige sige, før han pressede sin krop mod hendes, så tæt at hendes ånde blandede sig med hans, da hun igen åndede ud. Det selvsikre, charmerende blik i hans gyldne øjne var grænsende til flabet, da han flettede sine fingre ind mellem hendes og antændte igen hendes ulmende temperament, Hans ord fik hende dog ufrivilligt til at trække på smilebåndet, og på et eller andet tidpunkt deromkring tænkte hun til helvede med det hele. Der var ingen tvivl om hvor det bar hen ad, hvis ikke hun for alvor satte foden i jorden og stoppede ham. Hendes hjerne snurrede, hans krop var varm mod hende, og hendes hud var ikke blevet rørt længe. Hun holdt demonstrativt mund, klemte let om hans hænder, hvis fingre var flettet ind mellem hendes, og hævdee bare øjenbrynene med et selvsikkert, udfordrende piratsmil spillende om læberne. 

Jaris undslap endnu engang en latter over hendes kommentar, hvilket sagtens kunne fortolkes som et svar. Et svar der fortalte, at det selvfølgelig havde fået ham i fedtefadet op til flere gange, men det kom vel næppe bag på hende. Det var også præcis sådan den latter skulle opfattes.
På et senere tidspunkt ville han sikkert forsøge sig i at stjæle hendes hat igen, aldrig med intentionen om at beholde den, nok mest for at stikke lidt mere til hende. Der var ingen tvivl om, at han fandt hele situationen ret underholdende, for lige meget hvor mange gange hun havde bedt ham om at skride, havde han fejet det væk med en dum kommentar og det var endelig lykkes ham at få sin vilje. Hvis hun da ikke valgte at sætte en stopper for det, inden han kom for langt, men det regnede han ikke med.
Han fik skubbet hende op ad muren og ventede i et øjeblik på en spydig kommentar fra hende, da hun nu trak vejret dybt ind og lagde op til det. Men intet blev sagt og han fik endda også lov til at flette sine fingre ind i hendes, selvom han næsten havde forventet at få en lussing for at være for tæt på.
”Fint,” sagde han med et smil og løftede kort et øjenbryn, da hun valgte ikke at svare med andet end et udfordrende smil. Langsomt rykkede han ansigtet tættere på hendes, men i stedet for at lægge ud med et kys, som han ellers lagde op til, flyttede han hovedet lidt til siden og bed hende blidt i øreflippen. Han lod derefter læberne ramme hendes hals, hvor han placerede nogle kys. Det var selvfølgelig for at starte stille og roligt ud, han havde jo ikke travlt, men samtidig var det for at distrahere hende og forhindre hende i at dreje hovedet, da han slap hendes ene hånd og med nogle ubetydelige bevægelser, fik snoren om håndleddet fri. Han håbede, at hun ikke ville finde det alt for mistænkeligt, da han tog fat om hendes håndled med den frie hånd, lod fingrene glide ud af hendes og ned om hendes håndled med den anden hånd og langsomt begyndte at føre begge hendes hænder over hovedet langs muren. Hvis han var lidt heldig, ville hun bare se det som hans måde at starte den slags op. En måde hvorpå han kunne føle sig i kontrol.
Snoren der sad i spænd mellem hans håndflade og hendes håndled, viklede han om begge hendes håndled, da han endelig havde fået ført hendes hænder hele vejen op. Efter at have stoppet kyssene mod hendes hals og rettet sig op igen, tog det ham ikke mere end få sekunder at binde den anden ende fast til samme lampe, han selv var blevet bundet til før, men hans knude var langt dårligere end hendes. Mest fordi han ikke havde tiden til at gøre den bedre, når han nu ikke kunne undgå, at hun fandt ud af hvad han havde gang i.
Ønskede hun at komme fri, ville det ikke være noget problem. Ikke nok med at knuden var dårlig, så var snoren stadig ikke svar at knække og den ende af snoren, der var viklet om hendes håndled var heller ikke strammere, end at hun kunne få hevet hænderne fri. Valget var hendes, men han sørgede for at sende hende et blik der tydeligt viste, at han kun havde tænkt sig at udnytte hendes nuværende position på en pervers måde. Intet mere.
”Hvad med nu? Får jeg også problemer med dig, nu hvor jeg er så nærgående?” Spurgte han næsten hviskende, idet han lod sine hænder glide ned igen, langs hendes arme, ned over ydersiden af hendes bryster og ned om hendes hofter. Han lagde også op til endnu engang at starte et kys op, som han lod sine læber strejfe hendes, mens han talte. Det var de små berøringer, der plejede at få de fleste til at ville have ham til at fortsætte. Han skulle da lige se om det også virkede på hende.

Det kom overhovedet ikke bag på Neyra, da han lo, som om at det, at komme i knibe på grund af hans nærgående væremåde var sket før. Tværtimod ville det faktisk have undret hende hvis det ikke var tilfældet, skideirriterende som han var. Hun var mildest talt forvirret over at hun havde lyst til ham, men samtidig syntes at var en tand for sikker på sig selv. Hun havde den største lyst til at tørre hans smørrede smil af hans forbandet charmerende fjæs. Det var ganske sjældent at Neyra ønskede sig at være ædruelig, men hendes tanker var i kaos... Et kaos der blev meget fjernt, og lidt efter skubbet helt til side, da hun fokuserede på hans ansigt, der kom tættere og tættere på hendes, mens hun stod presset op af muren med fingrene flettet ind i hans. Forbavselsen i hans blik, da hun lod ham gøre det var ikke til at tage fejl af - han lignede en der havde forventet at hun ville stikke ham en flad. Hvis han spurgte, ville hun også indrømme at hun havde overvejet det. I stedet smilede hun uskyldigt, og skruede for første gang helt op for charmen. Det charmerende smil der kun kom frem, når hun var afslappet, tilpas med med sine omgivelser og oftest en anelse beruset, understregede trækkene i hendes kønne ansigt og fik hendes varme, nøddebrune øjne til at lyse hendes ansigt op. 
Hun blev belønnet med langsomme, prøvende - nå-ja, måske ret selvsikre, kys mod sin hals, hvilket fik hendes vejrtrækning til at springe et åndedræt over og hun lænede nakken tilbage mod muren for at lade ham få bedre adgang til sin hals. Det var faktisk slet ikke nogen tosset idé det her. For et kort øjeblik gav hun sig hen til følelsen af hans læber mod sin hud.
Den kølige, ru overflade føltes stabiliserende mod hendes ryg, hvilket dæmpede hendes indre forvirring og da han langsomt førte hendes hænder op over hendes hoved svajede hun let i ryggen en blød bevægelse. Ærmerne på hendes løse lærredsbluse gled lidt ned og lod snoren, som han var ved at fastgøre om hendes håndled, kilde hende på underarmen. Hun slog øjnene op med et grin der, uden egentlig at sige noget, spurgte hvad fanden han troede han havde gang i? Et øjeblik senere havde han fæstnet den løse ende til selvsamme lampe som hun få minutter tidligere havde efterladt ham bundet ved. Hendes øjne gnistrede i en blanding af indestængt latter over hans hævngerrighed og temperament.
Hun overvejede hans lavmælte spørgsmål, mens han strøg sine hænder over hendes krop og det føltes som om hendes hud sitrede. "Ja. Du er i kæmpestore problemer," svarede hun lige så lavmælt, mens hun med få bevægelser løsnede snoren fra lampen. Hende håndled var stadig bundet sammen, da hun lagde armene om halsen på ham og forsigtigt bed ham ganske let i underlæben, før hun kyssede ham. Hendes læber krævede langt mere opmærksomhed end bare et fjerlet strejf og det lige umiddelbart hendes bedste bud på hvad der ville komme bag på ham. Og hun ville virkelig gerne tvære det drengede, dels frække, dels selvfede ansigtsudtryk af hans fjæs. Desuden stolede hun endnu ikke nok på ham til fuldstændig at lade ham få kontrollen på den måde som han blik og toneleje insinuerede at han havde tænkt sig.

Havde Jaris valgt at spørge, ville det ikke være kommet som en overraskelse, at hun egentlig havde overvejet at stikke ham en flad. Men indtil videre gik det her jo meget godt, så han så ingen grund til at lade hende overveje det i længere tid, for så var han næsten sikker på, at det alligevel ville ske. At han faktisk havde gjort andet, end kun at være pisse irriterende, kom til syne i hendes kønne ansigt, der blev lyst op på en helt anden måde, af det charmerende smil og Jaris måtte lige bruge et øjeblik, på bare at betragte hende.
Grinet var ikke til at tage fejl af og taget i betragtning at han ikke engang kendte hendes navn, havde hun vel alt ret til at undre sig over, hvad fanden han egentlig troede, at han havde gang i. Men det valgte han heller ikke at kommentere på. Som et halvt svar trak han bare let på skuldrende, hvilket fik tasken til at glide af og lande på jorden med et bump, grundet den tunge bog.
Hendes svar fik Jaris til at smile, næsten helt forventningsfuldt. Misforstået eller ej, så ville hendes ord betyde fremskridt og som han håbede, var det lige nøjagtig det fremskridt han søgte, da deres læber mødtes. En snert af overraskelse kunne ses i hans blik, sådan som hun indtil nu havde givet udtryk for, at hun mere eller mindre fandt ham utrolig irriterende, men så selvfed Jaris var, kom det ikke helt bag på ham, at hans irriterende og samtidig charmerende jeg endnu engang havde fungeret til hans fordel. Det svage smil lå derfor stadig gemt bag kysset, som han flittigt gengældte. Han kunne smage alkoholen på hendes læber, men han var sikker på at den var blevet dæmpet en hel del, af de sukkerovertrukne nødder, han havde givet hende tidligere. Han lod der ikke gå længe, før han tog et mindre skridt bagud, ikke længere end så hun stadig kunne have armene om hans hals, og fik skabt lidt luft mellem dem.
”Hvis det er din fortolkning af problemer, så fortsæt endelig,” smilede han, stadig i samme næsten hviskende toneleje. Hvis kysset betød store problemer, ville han helt bestemt gerne have endnu større problemer. Han spildte ikke selv tiden, da han endnu engang flyttede hænderne og gav sig til at åbne knapperne i hendes løse lærredsskjorte fra bunden. Stille og roligt arbejdede han sig op, dels for at irritere hende lidt mere over at det ikke blev gjort hurtigere, men også lidt for stadig at give hende en chance for, at ændre mening om deres lokation. Tanken om at beboerne af huset ville forstyrre dem havde strejfet ham, men Jaris var ikke blufærdig, så han ville ikke have noget problem med at fortsætte. Om det samme gjaldt for hende, var han ikke helt sikker på, men noget sagde ham at hun muligvis heller ikke skammede sig over sit udseende. Hvor blufærdig kunne man lige være på et skib, fyldt med mandlige pirater.

//Inaktiv