Det var langt fra særlig vigtigt for Xaphan at Corvus ikke ville have jobbet, men uanset hvad Corvus sagde ville Xaphan have en helt anden holdning. Corcvus skulle bare tro lidt på sig selv, og han havde masser af år på bagen til at kunne forstå hvad der skete omkring ham. Han var opmærksom på alt og var en ret klog mand, men han skulle bare lige finde sin indre styrke frem i alt dette her. Dog lyttede han til Corvus ord og overvejede dem en anelse. Muligheden lå der ja, men det ville aldrig gå godt, det ville være at sætte sig selv op på et kors elle blive halshugget. Det ville nok være den rigtige vej at gøre det hele, men det ville sætte spor i alle. En ting var sikkert, det var ikke sikkert at det var den vej de skulle gå. Han kløede sig lidt på hagen. "Hmm.." kom det fra ham alt i mens han tænkte over det Corvus netop havde sagt. "Muligheden ligger der ja, men om det er smart er en helt anden side af historien. Jeg er ikke sikker på hvor mange vi kan stole på længere, slet ikke når Baldwin er væk. Desuden ville det være forkert at starte et oprør mod dronningen uden at have en vished om at noget er galt." han overvejede sine ord nøje, og selvom han egentlig gerne ville have der blev gjort noget, så var han ikke sikker på at dette her var det helt rigtige at gøre. Han måtte bide sig i læben en enkelt gang inden han fortsatte. "Hvis det nogen sinde skulle lykkes, skal vi være sikker på det ikke er en stikker der render med sladder. Folk skal gå stille med dørene og det tror jeg ærlig talt ikke at folk ville kunne sådan som tingene ser ud." kom det fra ham som afslutning. Han ville nødig starte et oprør der ikke førte nogle steder hen, men til gengæld ville han nok dø som i noget han satte pris på, og han vidste der var det rigtige. Corvus ville helt sikkert kunne gøre en masse under dækning, men Xaphan var for nem at gennemskue med sine vinger der ikke kunne trækkes ind. Han ville være for nem at genkende i længden.

Selvom han nok aldrig ville tage en væbner til sig var han sikker på at andre sikkert gerne ville tage imod en ung knægt. "Selvom man er klodset kan man sagtens blive væbner. Det er noget der nok hurtigt bliver rettet op på når det kommer til stykket. Der er mange ting man lærer som væbner, og klodsethed er ikke en af de ting, de bliver pillet fra." kom det fra ham og lænede sig lidt frem i stolen for at plante hænderne på bordet. "Uanset hvad Cornelius har at sige i den sag så skal i nok blive enig om hans fremtid. Det er en stor beslutning, og uanset hvad skal han nok snart i lærer som et eller andet alligevel." kom det fra ham og trak en smule på skuldrende. Han var ikke sikker på om det virkelig var den rigtige vej at blive væbner, men det kunne være en start, men samtidig ville det også være en start at sætte drengen til at få et erhverv.

"Ja tak, hold du dine damer for dig selv." kom det fra ham og rystede lidt på hovedet. Tanken overhovedet om at skulle date en eller anden skræmte ham, for tænk hvis han gjorde noget som ingen ville kunne stoppe. Eller at han virkelig blev forelsket for at lade sin vrede gå ud over personen uden at han kunne styre sig selv?  Nej det ville være for farligt, specielt i disse tider hvor der slet ikke var fred i Dianthos.

Corvus vidste ikke om han nogensinde ville se sig selv som ledertypen. Jo han havde en masse erfaring, han kendte til diverse procedurer, kendte reglerne og alt andet, men hans alder? Det var nok noget af det der holdt ham mest tilbage, men på samme tid nægtede han at blive bidt af en vampyr for at få evigt liv, desuden var der sikkert ikke nogen der ville have med ham at gøre og han ønskede ikke at miste sin familie, fordi han havde taget den egoistiske beslutning. Han skar en kort mine ”Jeg havde bestemt heller ikke tænkt mig at være så dum at flyve i flæsket på hende med det samme… Måske bruge tid på at finde flere oplysninger og derefter gå til andre folk, nogle der også har magt. Men jeg ved det ikke Xaphan” sagde han med et suk. Han syntes det var svært. Corvus nikkede kort ”Jeg kunne altid tage form af en ravn. Der er ikke ret mange der ville tro noget, men som du sagde, vi ved ikke hvem vi kan stole på længere” kom det fra ham.

Corvus trak på skuldrene som han forsøgte at danne et billede af sit barnebarn som væbner. Det kunne måske gå alligevel? Han nikkede ”Jeg er sikker på at min søn og Cornelius nok skal finde ud af det, på samme tid ved jeg også, at min søn ville søge råd hos mig… Måske ville det alligevel ikke være så slemt at han blev væbner, når alt kommer til alt” sagde han med et smil på læben. Hvis ikke Cornelius endte her i hæren, så vidste Corvus næsten ikke hvad han ellers skulle blive til… Men han havde også god tid til at finde ud af det endnu trods alt.

”Hvis der så bare var nogle damer der var noget værd… Måske man skulle gå i cølibat? Desuden er jeg sikkert for gammel til alt det sjove hurlumhej…” kom det fra ham med et grin i stemmen. Han kunne ikke engang se scenariet for sig…

Han kiggede lidt på Corvus og overvejede alt hvad det var de netop havde snakket om. Det ville aldrig ende lykkeligt lige meget hvad der så skete. Det var jo ikke fordi at han ikke kunne starte et oprør det kunne han sikkert. Hvis ikke ham selv så hans dæmoniske side af ham ville sikkert have det mægtig sjovt. Men tanken om at lade dæmonen slå sig løs skræmte ham. Han var ikke sikker på at det nogen sinde ville gå godt, og slet ikke et sted som Dianthos. Han ville blive kastet for porten eller være blive dræbt på stedet. Nej han måtte holde sin dæmoniske side i skak, i hvert fald lidt endnu.  "Den er svær Corvus...." han vidste ikke længere hvad han skulle gøre. Han kunne ikke bare sidde stille og følge de ordre der blev givet. Det var ikke der hans tanker var, nej der skulle gøres noget og han vidste bare ikke hvad. Dog lyttede han til Corvus næste ord og nikkede lidt. "Muligheden ligger i at du kunne gøre det. Men ville det være sikkert?" det var et spørgsmål der var svært at svare på, og han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Det var en farlig tid, og det var de begge enig om.

Corvus overgav sig da en smule, hvilket egentlig var et klogt valg at gøre. Det var i hvert fald bedre end at lade knægten gå ind som spion når det var et mere farligt job. "Jeg er sikker på at det er mere sikkert for Cornelius i længden frem for at gå ind som spion. Det er langt mere farligt, især når han ingen træning har i noget." han nikkede lidt for sig selv og kiggede ned i bordet. Det var langt nemmere bare at lade ham blive væbner, men det ville også være hård træning.

"Gammel? Du er ung endnu i hvert fald i forhold til mig. Men gammel i menneske år. Jeg ser ingen hindring i at jeg ikke skulle finde en at dele livet med. Dog er det ikke der mine tanker ligger." han var langt fra sikker på at det nogen sinde ville komme en dag han fandt på den slags tåbeligheder. Men en ting var sikkert, det skulle ikke være nu, og slet ikke med de tider der var foran dem med Kiles Orden.

Uanset hvordan denne kamp ville ende, ville det være pest eller kolera. Ingen af alternativerne var specielt gode, men de måtte vel tage hvad end det blev til? Corvus vidste godt de skulle passe på, for hvor end de satte en fod, kunne der være en der holdt øje med dem, selv i deres egne hjem, dog var det ikke noget der bekymrede ham specielt meget, men Xaphan derimod. Corvus kunne godt forstå ham, for der havde været en del gange hvor Corvus havde været nødt til at skulle få Xaphan til at skulle falde ned igen, efter hans dæmon var blevet aktiveret. Ja, det havde givet den gamle mand et par knubs fra tid til anden, men det var aldrig noget, der gjorde han behøvede lægehjælp. Corvus trak svagt på skuldrene ”Om det ville være sikkert? Nej formentlig ikke, for jeg er nok en af de få ravne der kun har et øje… Og de fleste ved det” sagde han med et suk. Havde han bare haft syn på begge øjne, så ville det sikkert ikke have været et problem, men nu hvor han manglede det ene… Så var hans ravneform også ret let at genkende.

Corvus nikkede ganske let ”Det var samme vej som jeg tog… Jeg startede i staldene, så væbner, derefter kriger, men valgte at blive flyttet til spionerne, for jeg var sikker på at min ravneside kunne være til gavn… Det har den også været, men nu? Jeg er for genkendelig, selv i den form” sagde han og sukkede. Han måtte give Xaphan ret. Det ville bestemt være meget mere sikkert for Cornelius at blive væbner kontra at starte direkte imellem spionerne, men han var altid helt forgabt når Corvus satte sig i sin stol og fortalte dem om de gode gamle dage, da han endnu var ung og kunne holde til lidt mere.

Corvus kluklo ganske kort ”Jeg ved da godt du er oldgammel! Men jeg er jo heller ikke dæmon eller engel, jo… Vender sikkert heller ikke tilbage som engel, jeg har alligevel også levet mit liv, så jeg klager ikke den dag jeg skal her fra” sagde han med et skævt smil på læberne. Corvus havde stadig mange gode år tilbage, ganske vidst var det ikke sikkert han ville være i stand til at gøre de samme ting om et par år, men når den tid kom, ville han sikkert have nogle børnebørn der var i lysets hær, han havde i så fald lov at håbe.

Hele situationen de stod i var ikke til t begribe. Alt ting var gået galt, og Baldwin's forsvinden gjorde det bestemt ikke meget bedre. Nej der var ting der skulle ordnes, og desværre var det ordre der blev nød til at blive fulgt, om man kunne lide det eller ej. Et eller andet sted kunne man håbe på at der ville starte et oprør og at der ville komme pres på kongehuset. Men også bare der ville det skabe flere problemer end hvad godt var. Det var ikke nemt at være i lyset længere, alt ting havde forandret sig, og tanken om at det kunne blive meget værre tiltale ikke lige frem Xaphan. Det ville bare sætte mere pres på ham selv og den dæmoniske side af ham. Mere end det pres han var under nu. Han rystede lidt på hovedet og et suk undslap hans læber. Det alt sammen ville skabe problemer lige meget hvad de gjorde. "Derfor burde du ikke gøre noget. Hvad med Victoria, har hun sagt noget om at gøre et eller andet?" han vidste hvem Vicotria var, men han havde aldrig rigtig haft noget med hende at gøre. Han vidst at hun var overhovedet for spionerne, men om hun havde udgivet nogle ordre anede han faktisk ikke. Han vidste nok lige så meget som Corvus selv gjorde.

"Og du har gjort et godt stykke arbejde i alle de år du har været på din posts. Det kan ingen tage fra dig Corvus. Det skal du huske." at Corvus ikke havde overtaget pladsen som spionmester forstod han ikke, men Victoria var vel egentlig også bedre end ingen ting når det kom til stykket, også selvom han ikke havde de store forventninger til hende. Der var meget arbejde, og han var ikke sikker på om hun kunne bære det ansvar der lå som spionmester. Dog var han sikker på at Corvus ville kunne håndtere hvis hans eget barnebarn gik ind som væbner. Det var langt mere sikkert, men også fordi han ikke anede hvordan oplæringen var hos spionerne. Det var ikke noget han have tænkt så meget over eller været i.

Xaphan rystede lidt på hovedet af ham og trak derefter på smilebåndet. "Du er god nok Corvus, du skal bare tro på det. Hvis du ikke lever op igen er der intet du skal have gjort for at få en afslutning. Du har gjort dit arbejde, og Isari har set godt på dit liv og de ting du har gjort." kom det fra ham. Normalt omtalte han ikke guderne, men han vidste at flertallet f Engle mente de var komme tilbage som engel netop på grund af Isari.

Situationen var ved at gå fra små gløder til en alt ødelæggende brænd, der ville ende med at smadre hele samfundet omkring dem, samt ordenen havde jagtet folk ud af byen, nogle nåede ikke ret langt, men noget måtte der bestemt gøres, for Corvus ville ikke stå på sidelinjen og se på, der måtte snart handles inden dette tog mere overhånd. Han sukkede svagt ”Faktisk har jeg intet hørt… Måske har hun sendt nogle på sagen, men jeg tror blot hun lader være med at sige noget til mig, da hun ved jeg sikkert ville tage på turen selv, trods jeg er gammel og halv blind” sagde han med et skævt smil på læberne. Han havde egentlig ikke været på paladset i lidt tid, men han havde også lige haft sine børnebørn på besøg i nogle dage, så der havde slet ikke været tid til det.

Corvus skævede til Xaphan og trak på skuldrene ”Jeg har også taget min del tæsk igennem tidens løb… Jeg kan efterhånden ikke holde til det ret meget længere, dog er mit sidste ønske, når en gang mine lunger vælger at stå helt af… At tage på en sidste mission og formentlig dø på den facon… Men jeg ved også på samme tid af mine børn ville hade mig resten af deres liv, hvis det var det der skete…” sagde han og hostede lidt. Alderen havde bestemt taget et greb omkring ham, nogle af hans organer var begyndt at blive værre, især hans lunger, hvilket havde ført til denne skrækkelige hoste. Hans værste frygt var dog han endte med at blive fuldkommen dement og ikke kunne huske sin familie, Xaphan eller Victoria… Han havde gudskelov masser af år tilbage endnu, så han skulle måske ikke bekymre sig så meget som han nu engang gjorde.

Han trak svagt på skuldrene som Xaphan trak på skuldrene ”Hvis jeg så vender tilbage… Så håber jeg mine vinger er sorte som kul… Ellers kan det godt være jeg bliver utilfreds” sagde han og ordene blev efterfulgt af et grin.

Det kom lidt bag på Xaphan at ikke engang Victoria havde sagt noget som helst om hvad det var der skulle ske med spionerne i alt dette her. Hun måtte da vide noget mere omkring alt dette ståhej der var. Men tydeligtvis ikke. Hvilket bare fik ham til at undre sig om Victoria så overhovedet var den rette til jobbet. Var Lyset ved at miste grebet om det hele? Og hvad ville der ske hvis Mørkets krigere så ville angribe? Det hele ville ende galt det var han helt sikker på. Ingen var sikre i landet længere. Han sukkede lidt og tog sig til hovedet. "Og alligevel lader hun en af de bedste spioner blive tilbage i alt dette her...." han rystede lidt på hovedet og skubbede glasset væk fra ham. Han var ikke sikker på at dette her overhovedet var et klogt valg længere. Han ville så gerne se lyset gå frem ad, men lige i øjeblikket virkede det hele til at det bare gik længere og længere tilbage. Ingen havde tillid til hinanden af hvad han havde erfaret. Det hele var bare så mærkeligt og skide irriterende!

Han vendte blikket op imod Corvus og trak lidt på skuldrende. "Ja og ingen ville vide hvor du var henne. Virkelig smart tænkt Corvus, det er den dummeste ide du nogen sinde er kommet på..." kom det fra ham og rejste sig op fra stolen. Han bevægede sig hen foran Corvus og rakte ud efter flasken han stadig havde i hånden. "Måske du også skulle stoppe med at drikke med de lunger du render rundt med..." kom det fra ham og ville tage flasken fra ham, men han vidste at det ville være en kamp så i stedet for at prøve stod han bare med flad hånd for at Corvus kunne give ham flasken.

"Du er ikke dæmon Corvus. Du bliver engel med hvide vinger. Din klovn.. Men til gengæld ville du være satans smuk!" et grin kom frem på hans læber som han stadig stod foran Corvus med flad hånd for stadig at vente på at flasken blev afleveret.

Corvus kunne ikke huske om han havde hørt noget fra Victoria, hvis han havde, var det i hvert fald glemt. Han hadede at han var begyndt at få små huller i sin hukommelse, måske var det faktisk det der var sket? Han havde glemt vigtige informationer. Det gjorde næsten fysisk ondt på ham bare ved tanken, men det var vel bare en af de skavanker der kom med alderen… Han hævede et øjenbryn mod Xaphan ”Hun har nogle gode spioner på sagen, jeg har trænet dem, så de er i det mindste ikke fuldkommen hjernedøde” sagde han med et kækt smil på læberne. Han lød næsten stolt som han sagde det var ham selv der havde trænet dem. Trods alderen havde han alligevel en masse viden han kunne give videre til næste generation af spioner og det var også det Victoria havde givet ham som opgave når tiderne var normale.

Corvus lod et grin undslippe ham ”Jeg har aldrig været særlig klog når det kommer til mig selv, men alle andre, så er det en anden ting… Jeg er selvfølgelig ikke så dum… Tror også Victoria ville gå amok hvis hun vidste det var mit ønske” sagde han og sukkede let. Corvus var en stolt man og elskede sit arbejde, men han måtte efterhånden også til at se i øjnene at han ikke længere var den unge mand han var en gang og derfor ikke kunne de samme ting. Han så på Xaphan og lo ”Lungerne er noget arveligt… Du skulle nok nærmere være mere nervøs for min lever” sagde han og gav flasken til Xaphan uden så meget som en kamp. Han vidste godt han havde lidt en tendens til for meget alkohol, men det var fordi det i virkeligheden hjalp ham med hans ellers ret deprimerende dagligdag, når han bare gik der hjemme og kukkelurede.

Corvus så sig over højre skulder, den side han rent faktisk kunne se noget med og trak på skuldrene ”Men hvem siger at Isari vil give mig hvide vinger? Der findes da også engle med sorte… Eller askegrå vinger” kom det fra ham med et lettere kækt smil. Han havde i hvert fald set en engel på Kzar Dûn der havde haft mørke vinger.

Han fandt det måske en smule underligt hele denne her situation når det kom til stykket. Det virkede ikke til at der var nogen som helst der havde styr på noget. Alt ting havde været meget bedre da Judah var Lysets General. Der havde der i det mindste været styr på tingene, men nu... Ikke ret meget det var en skam faktisk. Han mumlede lidt i det skæg han ikke havde. Han var lettere irriteret, og han ville egentlig bare gerne have det hele overstået, men han kunne hverken gøre fra eller til. Straks kunne han mærke vreden stig op i ham igen, og han hadet den vrede der brændte dybt inde i ham. Specielt fordi han ikke vidste hvad det var han kunne finde på. Dæmonen havde til tider for meget magt over ham, og dette her var ikke et tidspunkt dæmonen skulle komme frem. Det var for farligt i sidste ende.

Endnu en gang rakte han ud efter det alkhol som Corvus havde i hånden. Om det var leverne eller lungerne det var galt med kunne faktisk være lige meget. Han burde stoppe med at drikke så meget, desuden så skulle man tro han havde røget pipe eller cigar i tusind år. På ny mumlede han lidt for sig selv. "Og alligevel kan du ikke forstå du ikke bliver sendt ud på noget.." han rystede lidt på hovedet og tog sig lidt sammen for at sige med fast stemme. "Leveren, lungerne, same shit. Aflever" kom det fra ham i en lidt bestemt tone. Hvis han ikke kunne gå og være vred, så skulle Corvus ikke drikke så meget, hvor meget han end havde et lorte liv. For han var ikke den eneste i hele landet der havde et lorte liv.

"Og jeg har en af hver, men jeg er også født sådan. Hvad Isari bestemmer for dig er ikke til at vide før det sker." kom det fra ham og kiggede lidt alvorligt på ham. Hvis han genopstod som Engel var der en masse ting han skulle lære. Og der ville sikkert være ting han ville længes efter. Men mest af alt ville han savne sin familie når de gik bort. Og det var ikke noget af det han ønskede Corvus skulle opleve i sit ellers så lange liv.

Hvornår dette helvede ville ende, vidste Corvus ikke en gang selv og med så mange år på bagen som han havde, skræmte det ham lidt. Hvad ville fremtiden bringe for ham, hans børn og børnebørn, ja for ikke og tale om hele Krystallandet!? Normalt var han en mand der havde styr på hvad der foregik, men pt havde han tabt lidt af overblikket, mens grundet han havde været lidt syg og svagelig, men Corvus selv var overbevist om det gik over med lidt te eller mere alkohol.

Corvus så hvordan glasset med alkoholen forsvandt fra hans greb og Xaphan havde taget det fra ham. Let lavede han en grimasse mod ham og trak på skuldrene ”Jeg er nok alligevel for gammel til at klare en mission… Med mindre det handler om at være en gammel mand” sagde han med et kækt smil på læberne. Nej, han havde ikke været ude på mission længe, men han havde også andre ting at se til, nu hvor han trænede de nye, hjernedøde rekrutter til at fatte bare lidt. Det var gudskelov sjældent han var nødt til at hæve stemmen overfor de nye, men fra tid til anden var der en i mellem, der var i stand til at gøre Corvus mere gråhåret end han var i forvejen. Let klappede han sig omkring det sted leveren var placeret og trak på skuldrene ”Ak ja, du slipper vel for nu lille ven” sagde han og grinede let. Xaphan havde ret… Han burde nok stoppe med at drikke, hvis ikke for hans egen skyld, så for hans børnebørns…

Han blev igen seriøs da vingerne blev bragt på banen ” Ja, du havde ikke så meget valg der… Men jeg tror… Eller håber da, at hvis Isari vælger at jeg skal genfødes, så bliver det med hvide vinger… Det ville matche mit hår og skæg” sagde han med et kækt smil på læberne. Selv ud af seriøse samtaler, kunne han finde lidt sjov, men der var forhåbentligt stadig nogle år tilbage, før dette scenarie ville komme på tale. 

Det var måske lidt trættende at snakke om, men xaphan var godt træt af hvordan alt dette her kørte. Han var træt sf kiles orden, og han var træt af at Baldwin havde stukket fjerne imellem benene.. hvis han da overhovedet havde halefjer? Et kort fnys kom fra ham som han var utilfreds med hele situationen. Han fordømte byen og kiles orden, men samtid fordømte han også den dronning han troede han knejste, som i virkeligheden var falsk, men det vidste han jo ikke noget om. Han skammede sig over at han ikke brød småog om dronning længere, det bar hende han havde svoret troskab til og ikke noget andet. 

“Du skal nok klare dig Corvus, du har været meget igennem livet, men før eller senere må du også ligge det liv bag dig og trække dig tilbage... For din families skyld” han vidste det måske var lidt mere hårdt sagt end det var meningen. Men corvus vidste det godt. Det handlede vel egentlig bare om at corvus ville acceptere det når man så på hans alder, og alle de missioner han havde været igennem livet. Nogle af dem havde sikkert ikke været nemme, og hvis han havde slået nogen ihjel på sine missioner? Ja så tyngede det nåham nok også, måske det var derfor corvus drak så meget? For at glemme hvad han havde oplevet? Han rystede lidt på hovedet som for at trække de tanker ud sf hovedet. Corvus havde aldrig rigtig fortalt så meget om sine missioner, og hvis det var noget han ville holde for sig selv så skulle xaphan heller ikke tvinge ham til at fortælle det. 

Han fjernet flasken og satte den hen i køkkenet. Han overvejde at hælde indholdet ud, men orkede han at høre på brok når han dårligt nok kunne kontrollere sig selv lige nu? Nej det var bedst hvis han bare lod den stå på bordet og så tog den med sig når han gik. Selvom alt bare var rygter omkring Isari så kunne han ikke betvivle at det måske var sandt. På den anden side håbede han inderligt på at han ikke var den eneste i krystallandet der var blevet født som engel. Det kunne være lidt ensomt til tider, men alligevel var han unik. “Til den tid er det ikke engang sikkert du kan huske dit liv corvus, så hvad gør det? Nogle engle mister hukommelsen når de kommer tilbage, i hvert fald for en stund...” han håbede for Corvus skyld at han aldrig ville vågne op som engel. Savnet til sin familie ville være stor når de først gik bort. Og det skulle han leve med resten af livet. Det var nok en sf grundende til at han aldrig ville have nogen betydningsfuldt i sit liv. Der havde været hauru en gang, men han havde været vampyr og mørkets kriger, måske det var derfor han var draget til hauru fordi de begge kunne leve et uendeligt liv. Men det ville aldrig blive noget mellem de to, de kæmpede på hver sin side og det ville aldrig leve side om side, uden der kom problemer imellem dem, nej det var langt bedre bare at være sig selv.

Ganske vidst kunne emnet om Kiles Orden være et langt og trættende emne at tale om i længere tid ad gangen, men på samme tid var det også nødvendigt. Corvus havde været meget igennem med Lysets hær og spionerne, men alt dette med Kile var ved at gøre ham træt, køre ham ud på kanten og næsten tippe ham af pinden. Gudskelov var han stædig som et æsel, så der skulle en del til før han ville gøre hvad der blev sagt. Situationen med dronningen var kritisk, for han havde for mange år siden svoret sin troskab til hende, men nu, var han i færd med at tale dårligt om hende. Det ville han komme til at hænge i galjen for.

Corvus trak let på skuldrene ”Xaphan, siden min kone døde, har der ikke været ret meget familie over os. Mine børn bor nærmest i hver deres ende af landet, børnebørnene er begyndt at søge ud og har ikke brug for deres gamle bedstefar… Jeg gør det jeg kender til, at træne de idiotiske rekrutter og gør dem til spioner” sagde han. Det løs måske lidt hårdt, men siden hans elskede kone havde forladt dem, så havde der ikke været alverdens tid til hinanden, plus hans børn også havde familie og et liv de skulle passe, så inderst inde forstod Corvus det godt. Ikke det gjorde mindre ondt af den grund, men han havde lært at finde sig i det efterhånden. Han vidste godt han var ved at være oppe i alderen, og det ikke var missioner han blev sat til at klare så meget. Han ville dog ønske han havde været i stand til at komme ud og få suset, men Xaphan havde ret, han var i alderen hvor han efterhånden skulle til at passe på sig selv.

Corvus rynkede på næsen og viftede med hånden mod Xaphan’s ord ”Hov hov… Så gammel er jeg altså heller ikke endnu” sagde han. Han så på flasken og sukkede. Han vidste godt at alkoholen langsomt var ved at slå ham ihjel, men det var det eneste der kunne få ham til at dulme nerverne samt slette minder der fra tid til anden dukkede op og fik ham ned i et sort hul af ynkelighed. Han kunne selvfølgelig ikke vide om han i det hele taget blev til engel, måske at alt bare blev sort? Døden om tit tæt på livet af ham og han kunne også mærke døden i hælene på ham, men der måtte gerne gå nogle år endnu før at det blev noget han aktuelt skulle forholde sig til.

“Og måske du skulle hold op med st være så snæversynet Corvus! Du ahr haft et godt liv, hvad får du ud af at træne dem hele tiden, arbejde, sbårbejde og mere arbejde! Nej nok må,være nok. Lig det på hylden formen stund.  Tag hjem til børnene nyd lidt fri drik mindre og se på dine børnebørn hvor store de er blevet!” Han var alvorlig misinformation tone som han kiggede på Corvus ked meget alvorlig øjne. Han kune være bestemt hvis han skulle være det. Men nu havde Corvus også fået ham til,at slappe af. Så kunne han altså godt sige et par sandheder til Corvus. Bare en gang i mellem, ikke at der blev lytte til dem alligevel. Corvus var gammel og mente han havde styr på en masse, men i virkeligheden havde han vel ikke engang styr på,sig selv og sit liv, siden det altid gik op i druk. Havde den mand aldrig nogen hobbyer han kunne dyrke? Hans kone havde sikkert haft det.

“Nok er du ikke gammel, men du ender med at drikke dig ihjel før tid” endnu engang lød han hård og kontant men han var lige glad, Corvus måtte vide besked nu ellers var det for sent. Han var gammel og lige pludselig stod organerne sf, det var set før, og det kunne ikke redes. Men hvad ville Corvus sp hågære til den tid! Ville han leve livet nu eller ville han dø ulykkelig?